Klassisk kinesisk medicin.
Hvad er akupunktur?
Ordet akupunktur kommer fra det latinske aku, der betyder nål, og punktur, der betyder stikke.
Akupunktur er således behandling af sygdom ved hjælp af indstik af nåle gennem huden.
Akupunktur stammer fra Kina, hvor de første akupunkturnåle, lavet af flintesten, kan dateres tilbage til ca. 800 år før Kristi fødsel.
Udgangspunktet for akupunktur menes at være opdagelsen af eksistensen af punkter på kroppens overflade, gennem hvilke sygdomssymptomer kunne påvirkes.
En systematisering af disse punkter beskrives første gang i det andet århundrede før Kristi fødsel i bogen Huang-di Nei-jing!
På dette tidspunkt blomstrede lærdommen i Kina. De lærde var individer, der personligt havde tilegnet sig visdom, og som gav den videre til deres elever gennem mange års træning efter mesterlæreprincippet; et princip, der stadig kan ses i nutidens Indien og Japan.
Ud over at observere naturen opstillede de teorier til forklaring af det iagttagne. Teorierne satte de mange forskelligartede observationer i system, således at det blev muligt at videregive erfaringerne til eleverne på en forståelig måde. Teorierne blev således billedligt talt limen, der fik de mange enkeltstående observationer til at hænge sammen. Udgangspunktet for opstillingen af disse teorier blev forenklet sagt den verdensanskuelse, der prægede tiden, det vil sige taoismen. I Nei-jing er de historiske primære og empiriske fund af følsomme punkter – og deres indvirkning på sygdom – kædet sammen i en taoistisk forklaringsmodel. Denne får punkter med beslægtede funktioner til at hænge sammen, idet de forbindes med linier kaldet meridianer. Ligeledes beskrives, hvordan organismen virker, og hvordan sygdom opstår og kan behandles.
De enkelte læremestre udviklede deres personlige variationer over det fælles tema, hvilket har ført til, at vi den dag i dag ser et stort antal forskellige måder at udøve akupunktur på, ikke kun forskelligt fra land til land, men også inden for Kinas egne grænser.
Lægens rolle i det klassiske kinesiske samfund adskiller sig fra den moderne vestlige lægerolle. Således fik lægen kun løn, når han holdt patienterne raske. En gang om året, ved årets afslutning, gav man så lægen løn alt efter, hvor godt han havde været i stand til at hjælpe med at passe på éns helbred i det forgangne år. Ydermere skulle han uden for sin konsultation hænge en rød lampe, hver gang en af hans patienter var syg, hvorved det var muligt for den vejfarende at vurdere de læger, foran hvis dør der hang mange røde lamper.
For at det skulle være muligt for lægen at holde patienterne raske, kom patienterne til ham regelmæssigt, mens deres klager endnu var små og sygdommen ikke så langt fremskreden, at det medførte, at patienten ikke kunne passe sit arbejde.
For at kunne forstå, hvordan akupunktur kan anvendes til behandling af sygdom i dennes tidlige udviklingsfase, må vi forestille os, at det kinesiske diagnostiske system – det system, hvormed lægen afklarer en sygdomsart – må være meget følsomt og må komme til udtryk meget tidligt i sygdomsforløbet. Det betyder, at kroppen meget tidligt i sygdomsudviklingen må give signaler til omgivelserne. De signaler, som kineserne opdagede, var ømme punkter, der opstod på huden ved bestemte sygdomme.
Samtidig må vi forestille os, at organismen har et helbredelsessystem – et system, som, når det bliver stimuleret, selv kan føre til helbredelse af patientens sygdom. Vi må forestille os, at indstik af nåle i de ømme punkter på huden, akupunkturpunkterne, starter og stimulerer en sådan helbredelsesproces.
Det forhold, at organismen skulle have sit eget helbredende system, er også noget, moderne mennesker kender til. Vi kan bare tænke på, hvordan et brækket ben vokser sammen, uden at vi skal spørge om det, og hvordan et sår lukker sig og heler, når vi snitter os i fingeren. Det geniale i de kinesiske iagttagelser ligger i, at man har observeret eksistensen af disse meget tidlige signaler om sygdomme i organismen, og at man derigennem har fundet på et system, der kan aktivere organismens egne helbredende ressourcer specifikt rettet mod den lidelse, patienten har.
De iagttagelser, som kineserne har gjort om organismens eget helbredende system, har de senere år kunnet bekræftes ved dyreforsøg i den vestlige verden. Den forskning, vi lavede havde blandt andet
Til formål at undersøge eksistensen af sådanne helbredende systemer hos patienter med åreforkalkning i hjertets kransårer (angina pectoris).
Afskrift fra bogen: ”Helbred Dit Hjerte af lægen Søren Ballegård”.
|