Alle tiders største opfindere.
I Heidelberg udgravede man engang en dyb skakt. Der fandt man dybt under jorden en knogle, en menneskeknogle. En underkæbe. Men sådanne underkæber har ingen mennesker i dag. Så kraftig og stærk er den. Og så store er tænderne på den. Det menneske, som den kæbe har tilhørt, har helt sikkert kunnet bide godt til. Og det må være længe siden, for ellers ville den ikke ligge så dybt i jorden!
Et andet sted i Tyskland, i Neandertal, har man engang fundet et kranium. Hjerneskallen af et menneske. Du skal ikke gyse, men den var skrækkelig interessant. For sådanne hjerneskaller findes heller ikke mere. Dette menneske har ikke haft nogen rigtig pande, men store fremspring over øjenbrynene. Bag panden tænker vi, men når dette menneske ikke har haft nogen pande, var det måske heller ikke så god til at tænke. I hvert fald må tænkningen have voldt det mere besvær end os. Der fandtes altså engang mennesker, der har været dårligere til at tænke og bedre til at bide, end vi er i dag. Det troede man i det mindste, dengang man fandt hjerneskallen, og holdt fast ved det indtil for nylig.
”STOP!” vil du nu sige. ”Det er imod aftalen. Hvornår levede de mennesker, hvem var de, og hvordan var det egentlig dengang?”
Jeg rødmer og må tilstå: Det ved vi endnu ikke med sikkerhed, men vi arbejder på at få det at vide. Når du bliver stor, kan du måske hjælpe til. Vi ved det ikke fordi disse mennesker ikke kunne skrive noget ned. Og fordi erindringen ikke rækker så langt tilbage. (Nu behøver jeg ikke rødme så meget mere, for selv om noget af det, der står her, ikke længere stemmer helt, så har jeg i det mindste fået ret i min forudsigelse: Vi ved i dag langt mere om, hvornår de første mennesker har levet. Det har naturforskerne fundet ud af. De har opdaget, at mange stoffer, for eksempel træ og planterester og også vulkanske stenarter, forandrer sig langsomt, men efter bestemte regler. Deraf kan man udregne, hvornår de er blevet til eller har vokset. Samtidig har man naturligvis også ivrigt søgt og gravet efter flere levn af mennesker og frem for alt i Afrika og også i Asien har man fundet knogler, der er mindst lige så gamle som kæben fra Heidelberg. Mange er endda endnu ældre. Det var vores forfædre, som med deres fremspringende øjenbrynsben og små hjerner måske allerede for to millioner år siden begyndte at anvende sten som værktøj. En af de hjerneskaller, som man for nylig har fundet i Afrika, er måske 7 millioner år gammel. Neandertalermenneskene opstod for omkring 100.000 år siden og levede på Jorden i næsten 70.000 år. Og dem skylder jeg faktisk en undskyldning, for selv om de havde disse flade pander med fremspringende øjenbryn, var deres hjerne næppe mindre, end hvad der er normalt for de fleste mennesker i dag. Vores nærmeste slægtninge dukker sandsynligvis først op for omkring 30.000 år siden.
”Men alt det ´omkring´ uden navne og uden nøjagtige årstal er vel ikke historie!” vil du sige. Og deri har du ret. Det ligger før historien. Derfor kalder man det forhistorie. Fordi man ikke ved præcis, hvornår det var. Og dog ved vi en del om disse mennesker, som man kalder forhistoriske mennesker. Når den virkelige historie begynder – og det vil den gøre i næste kapitel – har menneskene allerede alt det, vi har i dag: klæder og huse og redskaber; plove til at pløje med, korn til at bage brød af, køer til at malke, får til at give uld, hunde til jagt og som kæledyr. Pil og bue til at skyde med, hjelm og skjold til beskyttelse. For alt dette må der engang have været en første gang.
Nogen må have fundet på det! Er det måske ikke spændende? En gang må et forhistorisk menneske have fundet ud af, at kødet af et vildt dyr er nemmere at bide i, hvis man først har holdt det over ilden og stegt det. Måske var det en kvinde? Og en må have fundet ud af, hvordan man gør ild. Tænk dig, hvad det betyder: At tænde ild! Kan du det? Nej, ikke med tændstikker, de fandtes ikke dengang! Med to stykker træ, som man gnider så længe mod hinanden, at de bliver varmere og varmere og til sidst begynder at gløde. Prøv engang! Så vil du se, hvor svært det er!
Også redskaber har nogen opfundet. Ingen dyr kender redskaber. Kun mennesket. De ældste redskaber kan have været simple grene eller sten. Men snart er man begyndt at hugge disse sten til, så de er blevet til skarpe økser. Sådanne bearbejdede sten har man fundet mange af i jorden. Og fordi alle redskaber endnu var sten, kalder man den tid stenalderen. Men huse kunne man endnu ikke bygge dengang. Og det var ikke så godt. For det var på den tid ofte meget koldt. Til tider endda meget koldere end nu. Vintrene var længere og somrene kortere, end vi er vant til. Der har ligget sne i dalene året rundt, og de store gletsjere af is er stødt langt frem over det flade land. Derfor kan man sige: Under istiden var det stadig ældre stenalder. De forhistoriske mennesker må have frosset og været glade, når de fandt en hule, som kunne beskytte dem en smule mod blæst og kulde. Derfor kalder man dem også hulemennesker, skønt de næppe altid har boet i huler.
Ved du, hvad hulemenneskene også har opfundet? Kan du gætte det? Kunsten at tale. Jeg mener virkelig at tale. Dyr kan skrige, når nogen gør dem ondt, og udstøde advarselslyde, når der er fare på færde. Men de kan ikke benævne noget med ord. Det kan kun menneskene. De forhistoriske mennesker var de første, der kunne det.
De har også opfundet noget andet vidunderligt. At male billeder og at snitte. På hulernes vægge ser vi endnu i dag talrige billeder, som de har indridset og malet. Selv i dag kunne ingen maler have gjort det smukkere. Vi ser dyr, der ikke længere findes – så længe er det siden. Elefanter med langhåret pels og krumme stødtænder: Mammutter. Også andre dyr fra istiden. Hvorfor, tror du, disse urmennesker har malet sådanne dyr på væggene i deres huler? Kun som udsmykning? Men der var jo helt mørkt derinde! Man ved det ikke med sikkerhed, men man tror, at de har forsøgt at lave trolddom. De har troet, at hvis man malede dyrene på væggen, så kom de også snart i virkeligheden. Sådan omtrent som vi kan sige: Når man taler om Solen, så skinner den. Det siger vi, når vi lige har talt om en person, og han eller hun så kommer.
Istiden varede ufatteligt længe. Titusinder af år, og det var godt, for ellers ville menneskene, der endnu måtte anstrenge sig meget for at tænke, næppe have haft tid til at opfinde alt det, de gjorde. Men med tiden blev det varmere på Jorden; isen trak sig om sommeren tilbage til de højeste bjerge, og menneskene, der allerede på det tidspunkt var nøjagtig som vi, lærte i varmen at plante græsarter fra steppen, at male græssets frø, som vi kalder korn, og deraf lave en dej, som man kunne bage i ilden. Det blev til brød.
Snart lærte de at lave telte og tæmme de fritlevende dyr. Så er de vandret rundt med deres dyreflokke, omtrent som for eksempel samerne gør i dag. Men fordi det dengang vrimlede med vilde dyr i skovene, ulve og bjørne, fik en hel del mennesker, fordi de er så opfindsomme, en god idé: De byggede huse ude i vandet, på pæle, som var rammet ned i mudderet. Man kalder dem pælebygninger. Deres stenredskaber var allerede smukt tilhuggede og slebne. Hvilket arbejde det har været! Har sikkert taget en hel vinter. Og mange gange er øksen til sidst knækket midtover, så man har måttet begynde forfra.
De fandt også ud af at brænde ler i ovne og kunne snart lave smukke kar, med mønstre på. Men dyrebilleder var man dengang, i den yngre stenalder, holdt op med at lave. Og til sidst, måske for 6000 år siden, 4000 år før Kristi fødsel, har man fundet på en ny, bedre og nemmere måde at lave redskaber på: Man opdagede metallerne. Naturligvis ikke alle metaller på en gang. Først de grønne sten, der bliver til kobber, hvis man smelter dem i ilden. Kobber skinner smukt, og man kan smede pilespidser eller økser af det, men det er meget blødt og sløves hurtigere end hård sten.
Men også her vidste menneskene råd. De fandt ud af, at man blot skulle tilsætte et andet, mere sjældent metal, for at gøre kobberet hårdere. Dette metal er tin, og blandingen af kobber og tin kaldes bronze. Den tid, hvor menneskene lavede deres hjelme og sværd, deres økser og kedler, og også deres armringe og halskæder af bronze, kalder man naturligvis for bronzealderen.
Forestil dig nu, hvordan disse mennesker, klædt i skind, ror til deres pælelandsbyer i både lavet af en udhulet træstamme. De medbringer korn eller måske salt fra saltminerne i bjergene. De drikker af smukke lerkrus, og kvinder og unge piger smykker sig med kulørte sten og også snart med guld. Tror du, meget har ændret sig siden? De var mennesker ligesom os. Tit onde mod hinanden, ofte grusomme og lumske. Det er vi desværre også. Men også dengang har det forekommet, at en mor har ofret sig for sit barn. Også dengang er venner gået i døden for hinanden. Ikke oftere, men heller ikke sjældnere end i dag. Og hvorfor skulle det være anderledes? Det er jo kun 10.000 til 30.000 år siden! Vi har endnu ikke haft tid til at forandre os så meget.
Men en gang imellem, når vi taler eller spiser brød eller anvender et redskab eller varmer os ved ilden, bør vi tænke med taknemmelighed på disse første mennesker, de største opfindere, der nogensinde har eksisteret.
Mvh.
Ove
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie
|