Sådan spiller man pind 

Dette er en leg de gamle Blach´er legede, når de tog på skovtur.

Deltagere: Mellem 10 og 15 personer. 

Udstyr: To pinde, en på ca. 20-25 cm og en på 30-40 cm. To mursten eller natursten af cirka samme størrelse.

Pindspillet findes i mange varianter. Grundreglerne er de samme, men sværhedsgraden kan variere.

Dette er en af de mere simple måder, at spille PIND på.

Børnene deler sig i to hold, lige mange spillere som skiftes til at være ”inde” eller ”ude i marken”. 
Det går ud på at skaffe så mange point til sit hold som muligt, og det hold med flest point, når legen stopper, har vundet.

Den lille pind lægges på tværs af de to sten. Den første i rækken til at slå, skal ramme den lille pind med den store, så den flyver af sted. De, der står i marken, skal nu forsøge at gribe pinden, og hvis det lykkes, er den, der kastede død og udgår. Lykkes det ikke, har udeholdet en chance til. Den lange pind skal nu lægges på tværs af de to sten, og den, der stod tættest på, hvor den lille pind landede, skal nu forsøge at kaste den lille pind, så den vipper den lange pind ned fra de to sten. Lykkes det, er første mand på indeholdet død. Lykkes det ikke, tæller man, hvor mange pindelængder, der er fra stenene hen til det sted, hvor den lille pind landede, og for hver pindelængde gives der et point til indeholdet.

Når der er tre døde, skifter man bane, og når legen er slut, gør man op, hvilket hold, der har flest point.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite