Erindring om barneår på en stor gård (1890-1896).
S.K. Risbjerg Thomsen (f.1886) voksede op på en stor gård i Vestjylland. Som voksen blev han lærer.
Dette er ment som inspiration for dem der vil skrive om lignende episoder!
Fra Hardsyssels Aarbog 1957.
Mine forældre havde begyndt deres samliv på en gård i Felding sogn. Kort tid efter faldt priserne på landbrugets varer stærkt, mine forældre måtte forlade ejendommen, og fars gode arvepart gik tabt. Nu måtte han leve under hedehusmandens kår, og det betød på den tid næsten altid fattigdom.
En dag i foråret 1890 rullede en flot vogn hen til vort hus, og to svære mennesker kom på besøg. Det var farbror Knud fra Drongstrup, den gamle slægtsgård, og hans kone Mariane. Mariane blev straks forelsket i mig. Hun tog mig på skødet og kyssede mig heftigt, hvad jeg slet ikke syntes om. Jeg forstod på de voksnes samtale, at vore gæster gerne ville have mig med hjem og beholde mig en tid, måske længe. – ”Du skal være min dreng”, sagde Mariane, som vi altid kaldte faster.
Mine forældre gik ind på tanken, men ville dog gerne have tid til at overveje spørgsmålet, inden bestemmelse toges. Jeg forstår nu, at sygdom og anden modgang havde gjort dem afhængige i forholdet til de velstillede slægtninge. – I Drongstrup ville jeg ikke komme til at svane noget, og måske ville de hjælpe mig frem, mente far. – Mor var mere tilbageholdende med at gå ind på fasters ønske. De fremmede tog afsked med et halvt løfte, og Mariane knugede og kyssede mig til afsked. –
Han er da så møj en sø´de dreng, sagde hun. (…)
Jeg var 5 år, da den store afgørelse fadt: Det skulle prøves, om jeg kunne falde til i Drongstrup og føle mig hjemme på den gamle slægtsgård. Far mente vist stadig, at det kunne blive til gavn for mig og måske hele familien, men jeg tror, at det var meget sært for min mor at sige ja til min bortrejse. Da afgørelsen var faldet, søgte hun at forberede mig på den store begivenhed. Hun sagde, at i Drongstrup ville jeg få det meget bedre end hjemme hos hende. Der var rigeligt af mad, ny klæder ville jeg vist også få. Ja, der var som i Paradis, føjede hun til. (…)
På den tid var det, i alt fald i Vestjylland, en afgjort sag, at børn så tidligt som muligt skulle lære at gøre nytte. (…)
Hver aften skulle jeg lukke for gæssene, når de var gået ind i deres hus. En aften fik jeg en slem forskrækkelse: Da jeg satte lemmen for, stak gasen næbbet frem og nappede mig i fingeren, og det gjorde meget ondt, den rev et stykke hud af! Fra nu af var jeg bange for gasen og løb langt væk, når det farlige dyr nærmede sig. Karlene gjorde svært nar af mig, men forkarlen, John, lærte mig, hvordan jeg skulle vinde over gasen; jeg skulle bare gribe den om halsen, så var jeg den stærkeste. Jeg sejrede også over den, men det var vist først næste forår.
Vædderen var farligere end gasen. En vinterdag drev jeg med fåreflokken, vædderen gik løs på mig, jeg flygtede, men den gav mig et kraftigt stød i ryggen, så jeg trimlede.
|