Beværtningsliv i svundne tider
Når man gennemlæser politimænds erindringer fra tiden omkring år 1900, forstår man nødvendigheden af indførelsen af den såkaldte Nyhavnslov af 1921 om sanering af beværtninger. Foranstående uddrag af en senere politikommissærs første oplevelser som politimand er jo en god illustration. Selvfølgelig var flertallet af beværtninger på det tidspunkt pæne og ordentlige forretninger, men der var et utal af smו snasker, hvor tjenerne var alfonser og bondefangere, og hvor løsagtige piger kunne muntre sig, som de selv ville .. Hvor nu belysningsvæsnets bygning ligger i Gothersgade, lו i gamle dage Store og Lille Brøndstræde med beværtninger som »Nordpolen«, »Dukkehjemmet« og »Det lille Apotek«. Alene i disse to gader samt Vognmagergade og Pilestræde boede der ca. SO offentlige fruentimmer. I Farvergade havde man »Blodkoppen« og »Holger Danske« og i Holmensgade (det nuværende Bremerholm) »Det røde Hav« og beværtningen i nr. S, der aldrig kaldtes andet end »~ 5«. Når man ved, at politivedtægtens ~ S omhandler gadeuorden og vold kan man jo uden vanskelighed regne ud, hvad øgenavnet sigter til. De offentlige piger prægede kvartererne, selvom de havde forbud imod at færdes frem og tilbage. I visse af gaderne, hvor der var tremmer for vinduerne, måtte de efter mørkets frembrud stå i deres gadedør og tilbyde sig. Prisen var her 2 mark lig 66 øre, for det var jo fortrinsvis gamle kvinder, der boede i disse bordeller. I øvrigt overtrådte de offentlige fruentimmer stadig regulativet, og det var selvfølgelig de frækkeste, der havde den største »forretning«, som de kaldte det, men de løb også den største risiko for indberetning til politidirektørens protokol fra de patrouillerende politibetjente. For overtrædelse kunne de straffes med advarsel, bøder indtil 100 kr., fængsel på sædvanlig fangekost eller simpelt fængsel i 16 dage, tvangsarbejde i indtil 24 dage eller fængsel på vand og brød i 4 dage. Pigernes daglige udgifter for leje af værelset i utugthusene var fra 3 til 8-10 kr. og desuden måtte de lønne en kone til at gå til hånde. Den alfons, som de næsten alles ammen havde, skulle også have mange penge, som blev brugt på værtshuse og til spil. Desuden skulle han også gerne holdes flot klædt. Til gengæld pryglede han gerne pigen, hvis han syntes, at hun ikke tjente nok. Rundt om i mange kældere var der servering af mælketoddy. Der var hverken stole eller borde, kun en lang disk, hvor brændevinsglassene stod opmarcheret på rad tillige med et lille glas mælk. En stor mælketoddy kostede 8 øre, en lille 4 øre. Der åbnedes tidligt om morgenen, og man kunne hver morgen se en klynge af stamgæsterne stå og vente på, at der blev lukket op. De rystede over hele kroppen, på grænsen til delirium. Først når de havde fået de første snapse, livede de op. Engang imellem hændte det, at der kom et deliriumsanfald, så vedkommende måtte på politistationen. Men der havde man altid en flaske brændevin stående som et ufejlbarligt hjælpemiddel. Det var i de tider, da brændevinen var så billig, at man pudsede vinduer i snaps. I de forskellige logihuse var der altid en skænkestue, nærmest beregnet på logihusets faste beboere, men selvfølgelig var alle andre også velkomne. Logihusene stod under politiets særlige tilsyn. De adskilte sig fra hoteller ved, at der her måtte bo flere end 2 personer på hvert værelse, og der skulle med store bogstaver på væggen være malet, hvor mange der måtte være. Der skulle kun skiftes lagner een gang om måneden, og gæsterne skulle være ude af værelserne så tidligt, at sengene kunne være redt og vinduerne oplukkede før k1. 10 formiddag. Mange af gæsterne satte ikke pris på at vaske sig, før de gik i seng, så hen på slutningen af måneden var lagnerne ikke særlig appetitlige. De bar ofte tydelige spor af, at gæsten havde haft husdyr med i seng - det være sig lopper eller lus. Kendere sagde, at man ikke kunne have begge dyrearter samtidig. I »Rokken« i Dronningens Tværgade 54 - herberget for hjemløse med plads til ca. 200 gæster - kom man uden om husdyrproblernet ved at have lagner af voksdug, der hver morgen blev gnedet af med en desinficerende vædske. Gæsterne der plejede at lægge sig i seng uden en trevl på kroppen - ligesom i middelalderen. Det gav selvfølgelig et koldt gys, men var det først overstået, kunne man sove roligt ind i bevidstheden om, at der ikke var andre dyr, end dem man selv havde medbragt. I »Holger Danske« brugte man et tilsvarende system. I Adelgade 57 lו logihuset »Tordenskjold«, også kaldet »Skralden«, i Adelgade 78 lå »Rottemøller«s »Hotel«, der var så elendigt, at sundhedsvæsnet dekreterede, at det skulle falde ind under logihus-bestemmelserne. I Helsingørgade 7 havde en frk. Hansen et logihus. I samme gade, nr. 16, lå »Løven«, hvis ejer hed Larsen, men hvis kone aldrig blev kaldt andet end ) Mor R.« på grund af sit svulmende bagparti. Samme dame kunne slå en proper næve, og der kom i tidens løb anmeldelser fra mange voksne mænd, som hun havde banket. I Prinsensgade l 7 var der også et logihus, hvor gæsterne engang bandt værten og drak al den spiritus, der var i lokalet. Ved Gammel Strand var der i sin tid et spisehus, hvor der ikke fandtes tallerkner, men en fordybning i bordpladen. Kniv, gaffel og ske var lænket til bordet, og der serveredes fortrinsvis gule ærter, der blev sprøjtet ud i fordybningen. Kredit gaves ikke. Hvis betalingen ikke faldt omgående, før spisningen begyndte, sugedes ærterne omgående op i sprרjten igen. En gammel grandonkel af mig har fortalt, at han kom der og spiste som ung student, når hans pengernidler var små. I Farvergade lå, som anført, »Blodkoppen« og »Holger Danske«, vel nok to af byens skrappeste beværtninger. Logihuset »Holger Danske« var i forbindelse med en skænkestue, der var så tarvelig, som tænkes kunne. Der fandtes således ikke et bord derinde, kun en disk til snapseservering, og iøvrigt kun bænke og stole. Lige overfor lå »Blodkoppen«, en høj, langstrakt kælder, der strakte sig over Farvergade 12 A og B. Noget egentlig logihus var det ikke, men alligevel blev der arrangeret natteophold for stamgæsterne. Man rullede om natten blot nogle halmmåtter ud på gulvet, og så kunne gæsterne lægge sig der. Det var hovedsagelig unge folk ofte fra landet - i en alder fra 25 til 45år; der var aldrig nogen over 50 år. Når politiet om natten skulle ind og kigge efter en eller anden - og det hændte jo ikke sjældent - måtte man passe på ikke at falde over benene på de sovende, for belysningen bestod kun af en petroleumslygte oppe under loftet. Der var dengang ikke noget, der hed lommelygter. Medens »Blodkoppen« således viste stor gæstfrihed mod kunderne, kunne man andre steder se eksempler på, at det gjaldt om hurtigst muligt at blive af med dem, så de næste kunne komme til. En politimand på Nordvestvej blev således en dag tilkaldt til en mælketoddykælder, hvor værten, »Amerikaneren«, beklagede sig over, at hans gזster bed snapsene over, d.v.s. at de blot sad og nippede til dem og således kunne hænge en halv time over en snaps. Betjenten mente, at det faldt uden for hans embeds område at påse, hvor hurtigt man drak en snaps. Det interesserede ham derimod langt mere, da den langsommelige gæst beklagede sig over, at værten stak gæsterne i enden med en knappenål, når de ikke kunne komme væk tilstrækkelig hurtigt. I kvarteret mellem Gothersgade, Klerkegade, Adelgade og Borgergade var der ca. 34 værtshuse, og de klarede sig alle godt, skønt en flaske brændevin kun kostede 22øre. I Adelgade 85, hvor der ikke var siddepladser, fortalte værten, at han i een måned havde solgt 63 halve tønder brændevin - altså over en tønde om dagen. Da ølhandlere og købmænd også solgte øl og brændevin, var hele kvarteret til stadighed fyldt af berusede, der i stort tal måtte bringes til stationen. I Borgergade havde en beværter et par døtre, der kunne tale russisk, og det trak selvfølgelig de russiske matroser til fra kejserskibene Standard og Polarstjernen, når vi havde deres besøg. Vore egne artillerister ville ikke lade sig slå ud af russerne, og det blev til drabelige slagsmål, hvor bet j enten es stave var nødvendige for at skabe ro. Når de store russiske matroser havde fået tilstrækkeligt med klø - og de kunne tåle meget -, lagde de sig på knæ og kyssede betjentene på hænderne. Vognmagergade var hjemsted for mange marskandisere, jernhandlere og pantelånere, samt naturligvis de dårligst mulige værtshuse. Sin sult kunne man få stillet i de forskellige stegekældere, hvor man for 5 øre kunne købe varme kartofler og stegt yver. I de urolige kvarterer var det altid sværvægtere af betjente, der gjorde tjeneste. Med en lille forandring af en fædrelandssang kunne man sige: »Med dragen stav han står, han snakker ej, men slår!« For megen parlamentering var der ikke tale om. Forsvandt en urostifter ikke øjeblikkelig, kunne han vזre sikker på at få et par over nakken med staven eller en regulær lussing, og ingen tog det fortrydeligt op. Kunne en betjent ikke slå en proper næve, blev han ikke regnet for noget. Viste det sig, at han ikke var bange for bisserne, hed det sig straks: »Han er god nok!« Det var i et sådant kvarter, at en gammel kraftkarl af en betjent sagde til sin unge kollega: »Hvis du bare vil skrive, så skal jeg nok slå!« Det kan ikke nægtes, at politiet tidligere i høj grad brugte slående argumenter og kun i meget alvorlige tilfælde skred til rapportskrivning. Det hang selvfølgelig sammen med, at skrivekunsten stod på et relativt lavt stade. Der er en historie om, at en betjent engang i Oehlenschlægersgade fandt en fuld mand, men slæbte ham om hjørnet til Vesterbrogade, fordi han ikke i rapporten var i stand til at stavet til det svære gadenavn. De steder, hvor det gik mest livligt til, var på dansesalonerne. Der var 5: »Figaro« på Vesterbrogade, »Kæden«, i Dronningens Tværgade, »Phønix« i Valkendorffsgade (med kælenavnet »Fuglen«), »Valkyrien« på Vesterbrogade (hvis lokaler senere blev købt af Indre Mission) og »Aftenstjernen« i Store Regnegade, hvis bevilling senere blev flyttet til »Florasalen«. Kædens stampublikum var husassistenter og soldater. I Figaro kom hovedsagelig kommissionærer, handelsfolk og vesterbropiger med deres alfonser. Figaro blev senere afløst af »Palais de danse«, der nu hedder »Valencia«. Dansesalonerne var åbne fra kl. 21 til klokken 2, og navnlig i de sidste timer kunne det gå livligt til. Der var altid på alle dansesalonerne 2 uniformerede politimænd til stede, hvis første gerning var hos værten at opkræve afgiften. Først derefter fik dansen lov at begynde. Afgiften gik i magistratens kasse. Opstod der ballade, ordnedes det som oftest med en bortvisning fra lokalet. Der var en stor, kraftig danseinspektør, hvis opgave var at få herrerne og, når to damer dansede sammen, den førende dame til at erlægge den 5øre, som hver dans kostede. Herfra stammer udtrykket: »Denne vej med femøren!« Dansesalonerne skovlede penge ind. I løbet af 5 minutter var der 3 danse, heri indbefattet tiden, som incassationen varede. 5 ørerne lagdes på skranken ved orkestret, og danseinspektøren havde et øje på hver finger for at påse, at ingen snød sig fra betalingen. Han havde navnlig et godt øje til den førende dame, der jo nemt kunne smutte væk mellem de øvrige damer. Dansesalonerne var det eneste sted, hvor man kunne få sin danselyst styret. Der var ingen, der drømte om, at man kunne give sig til at danse på restauranter. Det blev indført under den første verdenskrig af legationssekretærer efter udenlandsk mønster på hotel d' Angleterre. Var det sket på et mindre prominent sted, var det sikkert blevet forbudt som værtshusuorden. Nu valgte politiet at stikke hovedet i busken og lade som ingenting; man indskrænkede sig til at forbyde inklination fra bord til bord. Men det standpunkt kunne ikke gennemføres, thi hvorledes skulle man forhindre en legationssekretær i at inclinere for en dame af sit bekendtskab, selvom hun sad ved et andet bord? Sו valgte man det modsatte synspunkt: at give bevilling til kafedans, efter at magistraten havde sanktioneret det mod en passende afgift til kommunekassen. Der var på det tidspunkt ingen, der havde tænkt sig, at der senere også skulle gives dansebevillinger til beværtninger i Nyhavn og Vesterbros sidegader - - -Pו Lyngbyvej fandtes en berygtet beværtning , hvis indehaver lå i stadig strid med politiet. Foruden at være beværter var han nemlig også kaperkusk på Dyrehavsbakken, og ved lukketid derude sørgede han så vidt muligt for at få vognen fyldt med berusede gæster ved at love dem, at de hjemme i hans beværtning kunne fortsætte drikkeriet, og så blev de plukket efter alle kunstens regler. En af de betjente, der gik på Lyngbyvej, og som havde et godt øje til beværtningens forretningsgang og ofte greb ind, gik under navnet »Papegøjen« på grund af sin formidable næse. Som hævn for »Papegøjen«s foretagsomhed anskaffede beværteren sig en stor papegøje, som blev anbragt i beværtningens vindue hver gang den pågældende betjent var på post, samtidig med at han overfor sine gæster påviste den store lighed mellem betjenten og papegøjen, hvad der jo ikke gjorde følelserne ømmere mellem værtshusholderen og betjenten. Pו Gråbrødretorv lå der en kælderbeværtning, der kaldtes »Det jyske Konsulat«, og indehaveren hed selvfølgelig aldrig andet end konsulen. Her var der også i sin tid politistation, og de unge ugifte betjente kunne i »Konsulatet« for 25 kr. om måneden få fuld forplejning. Beværtningen søgtes også meget af de slagtere, der havde deres boder på torvet. At værten havde et par kønne døtre, gjorde jo ikke beværtningen mindre tiltrækkende. Politiets blanke knapper kunne imidlertid ikke hævde sig over for de mere velbeslåede slagtere. Pigebørnene vidste nok, hvem det var bedst at holde sig til, selvom slagternes elegance undertiden kunne være lidt ejendommelig sammensat. Der var således en af slagterne, der i torvetiden altid promenerede i skjorteærmer og høj silkehat. - - Det kunne undertiden være ejendommelige affærer, politiet blev blandet op i. Der var en dag stort halløj i en mindre beværtning, hvor man netop var i færd med at male espalierballerne til fortovsserveringen med en dejlig lysegrøn farve. Inde i beværtningen sad et livligt selskab, der morede sig med at betragte et pigebarn, der med nøgen underkrop steppede på bordet. For yderligere at sætte stemningen op fik en af gæsterne fat i malerpenslen og anbragte en stor grøn klat midt pו damen pו et kedeligt sted. Hun kunne imidlertid ikke goutere spøgen og forlangte 10 kr. i godtgørelse. Gerningsmanden ville ikke betale, og i næste øjeblik stod beværtningen på gloende pæle. Betjenten kom til stede; det endte med, at der blev givet rapport på både pigen og »maleren«, der hver fik 50 kr. i både for værtshusuorden - -. Ved Københavns yderste grænse mod syd lå »Flaskekroen«, lige \ved Harrestrup, der dannede grænsen mod Søndre Birk. I en periode var der 5 øres dans i kroen hver søndag aften fra maj til november. Damerne var bondepiger fra omegnen og de såkaldte »spinetter«, hvilket var kælenavnet for fabrikspigerne fra spinderierne ! Valby. Herrerne var, foruden soldater fra Avedørelejren, omegnens tjenestekarle samt bisser fra Vesterbro og Valby. I den første tid gik det forholdsvis roligt til, vel sagtens fordi ::er var stationeret et par kraftkarle af politimænd til at overvåge ::denen. Som regel nøjedes de med at genne urostiftere og slagsbrødre over på den anden side af åen ind i Søndre Birk, hvor de i"":'.:.1lle slås videre, hvis de havde lyst til det. Der var en kæmpestærk betjent, som hverken frygtede Gud eller Fanden og som end ikke Vesterbros værste bølle turde binde an med. Ved en enkelt lejlighed blev han dog for alvor bange. Han havde med staven dasket så stærkt til en fuld svensker, at denne truede med at ville gו ned og kaste sig i åen. Da der nogle timer efter kom besked om, at der var fundet et lig i åen, blev betjenten rædselsslagen, fordi han frygtede, at det var hans behandling af svenskeren, der havde fået ham til at begå selvmord. Heldigvis for ham var det en stakkels dødssyg mand fra omegnen, der havde taget sig af dage. En efterlyst voldsmand blev en dag fundet af samme betjent, og var så letsindig at prøve på at sætte sig til modværge, og så blev han taget under behandling inderligt og kraftigt, før han blev sendt videre. Samme mand var den eneste, der opnåede at få prygl efter Albertis berygtede pryglelov, og han blev senere spurgt, om det gjorde meget ondt, men svarede, at det var meget værre, da han fik prygl af Valby-betjenten. At betjentene pryglede bøllerne, betragtedes dengang som noget selvfølgeligt. Da således en betjent engang ved retten havde fået en bøde på 40 kr. for at prygle en bølle fra Nikolaj Plads, vakte det stor forargelse hos slagterne i »Maven« - de gamle slagterboder omkring Nikolaj torv - og de skillingede sammen for at betale bרden for ham og tilkendegav ham samtidig, at de var villige til at betale fremtidige bøder for ham i lignende sager - -. Dengang skulle soldaterne altid båret sabelbajonet, også når de færdedes ude i fritiden, altså også når de var til dans i »Flaskekroen«. Ved en enkelt lejlighed var soldaterne bange for at blive overfaldet af bisserne fra Vesterbro, og de bad så mindeligt de københavnske betjente om at ledsage sig et stykke ind i Søndre Birk. Det kunne der imidlertid ikke være tale om, men da betjentene så, at der var en korporal med i selskabet, fik han· det gode råd at lade soldaterne formere sig i sektion og så kommandere dem til at trække våbnene og marchere tilbage til kasernen på den måde. De kom også godt nok hjem uden at blive overfal4et, men da de ikke nåede tilbage i rette tid, blev der en krigsretssag ud af det. De måtte undskylde sig med, at der havde været fare for overfald, og det endte med, at der til politidirektøren kom en klage over dansen i »Flaske-kroen«, og·så var det slut med 5 øres dansen derude, til stor glæde for betjenten i Vigerslev. At svenskerne drages mod Nyhavn og plukkes der, er ikke nogen moderne foreteelse; derimod vil det vel nok virke lidt chokerende at høre, at den obligate »rulning« i sin tid også er blevet foretaget af politibetjente. Det hændte, at svenskere kom for sent til den sidste båd til Malmø om søndagen og så lagde sig til at sove ved kajen for at afvente den første morgenbåd. En betjent fik dem for natten indlogeret i nogle tomme banankasser, og næste morgen mødte hans postkollega, der for »fylleri« ikendte dem en bøde, der bestod i 5 kroner at erlægge med det samme. Her er en anden historie: En svensker havde fået indfødsret og beværterbevilling, og det kunne undertiden gå livligt til hos ham, når han havde fået noget at drikke, og det hænder jo nemt i Nyhavn. Så blev han vennesæl og trakterede til højre og venstre. Kun kunne han ikke lide skræddere. Ved en sådan lejlighed kom en stakkels skrædder ind for at købe sig en øl, men værten smed ham omgående ned ad den høje stentrappe. Skrædderen beklagede sig til den nærmeste betjent over behandlingen, og de blev enige om at give beværteren en lærestreg. Skrædderen blev forbundet og smurt ind i rødbedesaft og i den tilstand fremstillet for beværteren, der straks måtte give en betydelig erstatning for svie og smerte og desuden et ordentligt traktement til dem begge for at undgå videre forfølgelse. |