Sådan spiller man pind

Deltagere: Mellem 10 og 15 personer.
Udstyr: To pinde, en på ca. 20-25 cm og en på 30-40 cm.
to mursten eller natursten af cirka samme størrelse.

Pindspillet findes i mange varianter. Grundreglerne er de samme, men sværhedsgraden kan variere.
Dette er en af de mere simple. 

Børnene deler sig i to hold lige mange spillere som skiftes til at være ”inde” eller ”ude i marken”. Det går ud på at skaffe så mage point til sit hold som muligt, og det hold med flest point, når legen stopper, har vundet.

Den lille pind lægges på tværs af de to sten. Den første i rækken til at slå, skal ramme den lille pind med den store, så den flyver af sted. De, der står i marken, skal nu forsøge at gribe pinden, og hvis det lykkes, er den, der kastede, død og udgår. Lykkes det ikke, har udeholdet en chance til. Den lange pind skal nu lægges på tværs af de to sten, og den, der stod tættest på, hvor den lille pind landede, skal nu forsøge at kaste den lille pind, så den vipper den lange pind ned fra de to sten. Lykkes det, er første mand på indeholdet død. Lykkes det ikke, tæller man, hvor mange pindelængder, der er fra stenene hen til det sted, hvor den lille pind landede, og for hver pindelængde gives der et point til indeholdet.

Når der er tre døde, skifter man bane, og når legen er slut, gør man op, hvilket hold, der har flest point.

Skabssvenskere

Er der noget så dansk som en kartoffel?
Kartoflen stammer fra Sydamerika.

Er der noget så dansk som selve Dannebrog?
Det faldt fra himlen ned engang i Estland
og minder om det schweiziske flag.

Klinger noget mere ægte dansk
end musikken til syngestykket Elverhøj?
Komponeret af en tysker med flittig brug
af svenske folkemelodier.

Pas på
nu bliver det svært:
Findes der nogen mere danske end danskerne?
Efterkommere af Danerne
en folkestamme i Sverige
invaderede vort land en gang i 300-tallet
mens de oprindelige danskere
Herulerne
de ædle og tapre
men talmæssigt underlegne Heruler
blev fordrevet af de grumme svenske Daner
måtte flakke hjemløse om i datidens Europa
i flere hundrede år til det omsider
lykkedes nogle få tusinde af disse urdanskere
at nå op til Sverige og besætte sig der
under den tvivlsomme betegnelse svenskere

I får spørgsmålet endnu en gang
og tænk jer grundigt om før I svarer:
Findes der nogen mere danske end danskerne?

Det korrekte svar er:
Ja!
Svenskerne!
De er de autentiske og egentlige danskere.
Som jøderne i ørkenen drages de bestandig
mod det forjættede land
der flyder med øl og bacon
men i syttenhundrede år har været okkuperet
Af hvem?
Af svenskere!
Af os!

Ikke å sært at Skåne
kræver Danmark tilbage
ikke så sært at mange af os kryptosvenskere
har svært ved at tale ordentlig dansk
snupper endelser af
sluger konsonanter
kløjs i syntaksen
så det hele lyder som rødgrød med fløde
ikke så sært at vi knap forstår hinanden
ikke så sært at den hyppigste glose er ”Hva`?”
Det er jo slet ikke vores sprog
Vi er jo slet ikke os
Vi er en hoben skide svenske fremmedarbejdere
som har kørt dette yndige land i sænk
vi sku` ta og skrubbe hjem hvor vi kommer fra
hjem til Sverige
Din sol, din himmel, dina ängder gröna
hvor vi endelig kunne vedgå vor sande identitet
bekendte kulør


Vi er gule
Vi er blå
Hvor vi endelig kunne banke os selv i fodbold
få os selv ned med nakken i Melodi Grand Prix
Åh hvor har vi dog trængt til
og længtes efter dette
omsider at kunne synge Bellmans viser
på originalsproget
vort retmæssige sprog
eller språk som det egentlig hedder
endelig får vi eneret på
at være de eneste i verden
som fejlfrit kan sige
Sjutusensjuhundrasjutisju
uden at tabe gebisset
endelig bliver vi befriet fra vores
dræbende nationale mindreværdskompleks
og får lov til at folde os ud
og svinge os mod sky
som Nordens frieste svaner
endelig kan vi slippe for evigt og altid
at høre for den dødssyge Jantelov
som en skrupskør norsk forfatter
har påduttet os

Endelig os selv
endelig fri
Du gamla du fria
endelig hjemme hvor vi hører til
endelig har vi chance for
at gøre Halvan til Helan
og skåle grandiost med os selv
når vi får indført humane tilstande
hvad angår alkohol

Drikkeviserne forefindes allerede
nu gælder det bare om at udfylde dem
gøre dem troværdige

Store tider forestår
og
If we can make it here
we`ll make it ev`rywhere

Og endelig er der jo
betydeligt mere plads i Sverige.

Citeret fra Benny Andersens ”samlede digte”, side 812-815. ISBN 87-21-00810-8 
1. Herulernas historia
Herulerna var ett gåtfullt nordgermanskt folkslag samtida med goterna. Herulernas betydelse för nordens tidigaste historia och kulturella bruk är ännu ett mysterium. Det är relativt väl fastslaget att de kom från öarna Själland och Fyn i nuvarande Danmark.

År 267 tränge Herulerna in i Romerska riket och Grekland, och plundrade bland annat Aten, Korint?, Sparta och Argos?. Bland antika källor kallas de för "de sämsta av människor", vilket antagligen är en partsinlaga.

På 500-talet besegrades herulerna av langobarderna och upplöstes som folkslag.

Enligt den grekiske historikern Prokopius delade de sig i två grupper efter förlusten. Den ena gruppen fick kejsarens tillstånd att bosätta sig i den romerska provinsen Illyrien på Balkanhalvön?, och den andra återvände till de nordiska trakter varifrån men en gång kommit.



Tre af Aages Hauglands leveregler:
1. Græd, når det er nødvendigt, og le når det er uafvendeligt.
2. Disciplinér ekshibitionismen.
3. Og lunt så, Lillebror, der hvor vejen er god" 

Nr 3. er fra hans tid som ølkusk på Tuborg!
Aage Haugland sang til det sidste mellem kemoterapierne.
Han døde lillejuleaften år 2000 af kræft, kun 56 år gammel. 

Anvendt sympati

De 5 hovedregler er følgende:

1) Der er intet som folk respekterer, som et menneske der nøjagtigt ved, hvad han/hun vil. Når man ved, hvad man vil, er omverdenen relativ blid og føjelig – ved man det ikke, kan den være hård og hjerteløs. Vær derfor sikker, klar og rolig i din form.

1) Virkelig elskværdighed gør, at man i almindelighed kan få sin vilje, uden at modparten derved taber ansigt eller føler sig trængt op i en krog.

2) Man kan skaffe sig flere venner på 14 dage ved at interessere sig for andre – end på 14 år ved at prøve at få andre til at interessere sig for sig selv.

3) Stil ikke en sag på spidsen (den er ikke til at få af igen), gør for dig uvæsentlige indrømmelser – og hæv aldrig stemmen.

4) Fremgangsmåden ved anvendt sympati og kontakt er den enkle, at man kan lide andre – ellers får man ikke, eller har ingen kontakt.

5) Sympati og kontakt hører sammen. Man opnår kontakt med i samme grad, som man viser interesse og sympati for den anden part.

Husk den berømte psykolog og sindssygelæge Alfred Adler sagde på grundlag af sit livs erfaringer med havarerede og nødstedte sjæle – ar de mennesker, der lider flest nederlag, har de fleste vanskeligheder, sorger, bekymringer og som får fiasko, er dem, der ikke interesserer sig for sine medmennesker.

Fire uomgængelige, afgørende betingelser for at vinde andre mennesker interesse, bevågenhed og kontakt:

1) Man må være i stand til at føle en varm og levende sympati for andre.

2) Man må vise en ægte interesse for andre menneskers interesse.

3) Have lysten til at udtrykke sympati og interesse for andre (de må jo have det at vide).

4) At få folk til at føle sig værdifulde, når de er sammen med dig. (Vor eneste værdi, som menneske, er jo netop den, vi har for andre). Kunne anerkende, påskønne, vise tillid, finde det positive hos andre, rose først og på en god måde (så andre går varme og veltilpasse fra os).

Charmens hemmelighed er anvendt sympati. Der er intet så virkningsfuldt som anvendt sympati til at få bugt med uviljen og mistroen hos menneskelige naturer. 

Uddrag fra Johannes V..ilhelm Jensens bog "Himmerlandshistorier"

Kjeldby var en håndværkerby, der levede af omegnens bønder; den strækker sig i en lang afbrudt gade af småhuse på begge sider af Kongevejen. På hvert dørtræ sidder en meget lille hund af usseligste race, som holder sig rørig ved at fare ud og kæfte i benene på de vejfarende.

En sommerdag bevægede en stor bondekarl sig ned ad landevejen gennem byen omhvirvlet af samtlige køtere, ikke i gang eller løb men i saltomortaler ! Han gjorde det ene høje spring op i luften efter det andet, vendte sig forlæns en hel omgang om sig selv og landede på jorden med fødderne igen, så at træskoene sang i den hårde vej som kobjælder, og småstenene sprøjtede fra jernbeslaget ! Mellem hvert luftspring hujede han og favnede livsaligt med armene imod de små hunde, der var lige ved at rase sig selv tænder og tarme ud af halsen.

Skomager Anton, der sad og syrnede inde i sit værksted med klumpfoden under bordet og næsen fuld af lampeos, rakte sit blege ansigt op til ruden for at se, hvem "dyrplageren" var. Åh nå! Det var den Gale fra Gråbølle, Jens Mekanikus. I dag var han fuldstændig vild !

Det var nu ikke så langt fra heller, at Jens så solsystemer og stjerner for sig i dag; han havde været på posthuset og fået et brev, et lykkeligt brev. Det var fra en officer i København og meddelte Jens, at hvis han kunne komme til Hovedstaden, skulle han foreløbig få ansættelse som karl på et laboratorium. Hvis han så læste i sin fritid og fik præliminæreksamen, skulle der nok blive råd til at han kunne komme ind på polyteknisk læreanstalt. Og - som officeren skrev - skønt Jens var en karl midt i tyverne, håbede han dog i sin levetid at se ham som professor i kemi ved Københavns Universitet.

Da Jens havde læst brevet, tog han tilløb og saltomortalede sig ned ad vejen. Han skulle endelig, endelig
slippe ud nu! Han så sin bane for sig, sit mål, som en verden af lys og hvidhed, han så sig gå i vejret, fjernt og højt, mod videnskabens arbejdshaller !

Soldateriet var ham ikke en byrde men en fri mands herlige tilværelse, hvorunder alle hans glimrende anlæg kom til udfoldelse. Han satte liv i hele kompagniet, for der var et susende tempo i ham, han var lys og venlig, sorgløs åben og var hverken krybende eller vigtig. Hans livslyst kendte ingen grænser, han enten arbejdede som en jætte under sang eller fik luft i kæmpemæssige spilopper, der gjorde ham til kompagniets beundrede kæledægge. Han var opmærksom, levende, altid vågen, han så og sansede med hver fiber i sin krop, han var den hurtigste til at opfatte og i handling som et lyn. Og til enhver tid lyste han af uhyre tilfredshed, han var altid spændt i lemmerne, rømmede sig fyrigt ved enhver lejlighed og spilede øjnene op som en ung hest, der ejer hele græsgangen.

Men i slutningen af tjenestetiden blev Jens sin kaptajns yndling og førstemand på en anden måde også; det opdagedes nemlig, at han foruden sin enestående praktiske opfindsomhed og fingernemhed besad teoretisk indsigt i naturvidenskaberne. Kaptajnen snakkede en dag højt med sig selv om, hvor han skulle finde et afledningssted for sin strøm, en dag de øvede felttelegraf.


Kløv det træ der og put tråden ind ved den våde bark, foreslog 217 (Jens). Kaptajnen fulgte rådet, og siden blev Jens altså hans betroede hånd i alle vigtige ting. Hvor havde Jens sin viden fra? Den havde han skaffet sig ved en ren tilfældighed. En af kammeraterne, som var medicinsk studerende, kom en dag i betryk for kontanter og afhændede to propre og smuktudseende men for resten uopskårne bøger til den tjenstvillige Jens. Det var Holtens fysik og S.M. Jørgensens kemi.

Næste søndag begyndte Jens at læse i dem. Hans viden hjemmefra indskrænkede sig før den tid til hvad han som en vældig nummer et havde kunnet forfra og bagfra og på et ben af Katekismen i Gråbølle skole. De to nye bøger åbnede for ham porten til Universitetet.

Han var jo ingen læser, han så med dybeste foragt ned på enhver åndelig affære; men her var kundskab, og han læste, fortærede bøgerne under en intens virksomhed af alle sanser, en legemlig genkenden af alt dette, han gennemtrængte bogens ord, levede dem op til den dybeste bund i deres mening, han borede sine øjne gennem bogen og ud i uendeligheden, han drak kundskab, som en væge suger olie. Hvorfor skulle han ikke kunne sanse, opleve en bog ligesåvel som en storm eller en feber? Det var det han gjorde, han mættede sig ind i alle nerver med nyhed og pragtfuld overbevisning, han sprang, han lærte på en gang højden og dybden af verden og sin egen rækkevidde i den, han så sine grænser og fortættedes derved. Han anede for første gang sine indre titaniske kræfter.

Kemien greb ham stærkest, for den havde næsten helt nyhedens og interesse for ham. Fysikken derimod bragte ham kun orden i en verden af iagttagelse, han allerede selv havde gjort. Både tyngdens lov og hårrørsvirkningen var ham væsentlig bekendt, fra han som hyrdedreng vejede stene s på baghånden og flød med spåner på vand. Han vidste endogså ting, der slet ikke stod omtalt i fysikken; således havde han for eksempel som sandgraver overbevist sig om, at visse ovale småsten med en brun lagdelt kerne altid lå i jorden og pegede enden mod et bestemt punkt på himmelhvælvingen, som han havde mærket sig, men om dette fænomen søgte han forgæves oplysning hos Holten.

Ellers var det jo noget af et vildt sjæleligt orgie for Jens at styrte sig ind i elektricitetslæren og fysikkens øvrige guddommeligheder; det trængte ham til marven at læse dampmaskinens historie, han skred grisk til det kapitel og fortærede det med voldsom nydelse og spænding, følte en smertelig hunger efter mere da det var slut.

Han kunne bogen da han havde læst den igennem én gang.


Kemien lå ham ikke som en brændestabel imod hans skinneben men som en vældig lyskilde, som et nærende fluidum, der i et nu gennemtrængte hele hans tørstige indre.

Livet fik et andet udseende for Jens, i den tid han fløj på vingerne af sin første kundskabsrus. Når han havde læst, gik han ud og genkendte, bekræftede verden, skabte den på ny. Han havde før været en stor iagttager men altid på overfladen. Han sad inde med en uendelig og broget viden, hentet fra det daglige; han gravede ikke tørv uden at mærke sig, om det var gammel birk eller eg han stødte på i mosen.

Fuldendthed og hensigtsmæssighed var punkter, som hans væsen altid havde været sat i bevægelse mod; han glædede sig rent umiddelbart ved at sætte en kniv op, så den skar uld på vand, eller ved at smøre en
Vogn. Blot at afrunde et stykke træ med kniven og give det en smigrende form var en beskæftigelse, hvorunder han groede. Hans sind var i sig selv beredt for naturvidenskaberne.

Men soldatertiden fik ende, og dermed Jenses lykkelige dage. Så snart han havde afleveret trøjen og var kommet i sit hjemmelavede vadmelssæt igen, ilede han den lange rejse til Gråbølle med sine skatte af færdigheder, utålmodig efter at sprede sin visdom mellem sine kendinge og forgylde hele egnen derhjemme.

Da han havde været en måned hjemme, dannede sig hans tilnavn: Den Gale fra Gråbølle.

Det var nu endelig ikke så sært. For med alle sine geniale evner manglede Jens i en mærkelig grad tilpasningsevnen, der jo næsten er selve bonden, og han var dog selv en ægte bondefødning. Han savnede almuemandens blufærdighed, der vel ikke er andet end fejlhed og bøjen af for det almindelige nid, men som nu en gang holder en mand på plads og gøre ham brugelig. Jens forstod ikke den fine kunst det er at tone sig ind i en købmandsbutik og vejre sig til, hvem der er, og stemme sig af imod dem alle og ikke veje for meget og ikke syne og dog holde sig i erindring. Han kom en dag stormende ind til Høkeren i Kjeldby og beskød ham og alle tilstedeværende med kemi:

Hvad tror du det er? Spurgte han truende og affyrede et stort blik fra sine havblå øjne på Høkeren, alt imens han slog næven i en sæk med fem lispund blåsten og holdt den op i stiv arm. Herregud, det var jo blåsten til at farve kalken med, når overstrøg husmure, det vidste de alle sammen. Men Jens var klogere..Det er svovl-sur kobber ilte, dit torskehoved !


Ih se, nej så ! Svarede Høkeren blidt. Alle øjne i butikken krøb ud i krogene, varsomme smil dannede sig om pibespidserne. Men Jens holdt foredrag med klang og i frodigste stemning uden at mærke fluekravlet på sig. Folk der hørte på ham ved den lejlighed udbredte det første rygte om skade, han havde taget på forstanden i Kongens tjeneste. De kunne belægge frasagnet om hans gale snak med fortællingen om andre rasende ting de havde set med deres egne øjne. Jens var jo nemlig kommet til Kjeldby for at more sig, og da han forklaret, hvad alting i butikken var og afsunget de tilhørende kemiske vers, spurgte han en mand i butikken, om han kunne kyste en korre uden at røre jorden med hoved eller hænder. Det troede manden ikke han kunne, han stod desuden med en snes æg i et tørklæde i den ene hånd og en krukke smør i den anden.

Da kan jeg, din knokkelmås! erklærede Jens og fnøs. Det skal du satan ilte mig få at se !

Og dermed sprang Jens op i luften, vendte sig baglæns, så hans træsko strejfede kostene og hørkramsvarerne under loftet, og landede på fødderne igen!

To teglsten sprak i butiksgulvet. En gammel kone bad Gud se i nåde til sig. De andre sitrede i øjnene som for et blændende lys men sagde ellers ikke noget.

Han reparerede pumper, han loddede og limede, han tækkede huse, strøg sten, satte ruder i, snedkererede og murede, han smede de kunstige låse, forstod sig på sadelmageri, tømrede og byggede møller. Han konstruerede sig en cykel, det var i de høje maskiners tid, den vejede halvandet hundrede pund (75 kg), men så var der også tørn i den, og på den kørte Jens skærverne små på landevejen. Han satte kæmpedrager op, syslede med en flyvemaskine….og under alt dette befandt han sig som i syvende himmel.

Men det var jo alt sammen kun foreløbigheder selvfølgelig; Jens stod hele tiden på spring, han agtede sig væk, videre frem, ud i den store verden, hvor der var brug for snilde, kræfter og et klart hoved. Kemien var hans lyst, her følte han sine evner samles og væbne sig, og her ville han levere verden et slag.
Hver søndag stod han i den sorte smedje og gjorde forsøg med sine syrer og luftarter, og folk der passerede forbi, hørte knald og så grønne flammer derinde; Jens stod og sang uendelige besværgelser, han snusede over sine glas, forelsket som han endnu var i den blotte lugt af stofferne, og et bytte for storme af ideassociationer. Han omtågede sig med svovlbrinte og mættede sig med denne kilde til al rådden lugt i renkultur, han fremstillede knaldluft og skød den af under krigshyl, han nød gang på gang kemiens elementære tilfredsstillelse, det at det slår til, det indtræffer, det er sådan. Han følte jo, hvor snart han ville nå til at kunne alt hvad man ved; men siden ville han komme til et punkt hvor noget ikke indfandt sig som det skulle, og så kunne han træde frem og sige, som han havde sagt til kaptajnen:

Kløv det træ der o.s.v.

Åh, han havde aldeles ikke været utålmodig. Det havde ikke hastet. Det kom, som skulle komme, vidste han.

Og var her nu ikke brevet? Var ikke her den hjertelige invitation fra verden, fra laboratoriet?!

Jens sprang lige op i luften og sprællede med alle fire lemmer som for at blive hængende deroppe. Man da han landede på jorden igen, begyndte han med lange, viljestærke skridt at gå; nu ville han hjem til Gråbølle og pakke sin kiste. Og så til København !

Jens gik tværs på ned over engene. Han tog retning i lige linie efter Gråbølle, for han behøvede ikke at passere Spangen, han kunne svømme over åen med sit tøj på hovedet. Han gik en tid tavs og kold af beslutning. Man snart brød han ud i sang og slog op med hænderne mod solen på himlen. Han gik ikke, han skred, han rejste sit hoved i sommerluften, der suste om hans ører, han fyldte lungerne og skreg, udbrølte sin triumf.

Det var en dejlig julidag, høet stod i stakke på engene langsad dalen med den bugtede å og de milelange brinker og kroge på begge sider. Himlen var så blå, og kuppelskyerne stod som bestandighedstegn på dens væg. Solen var lige i syd, det var middag og stille, fra det modne enggræs og fra stakkene og fra alverden komme en duft fuld af sødme, en varmestøv, som når man kværner byg.

Jens går ikke af vejen for høstakkene, han springer på dem og står på nakken af dem og lader dem efter sig som slagne fjender på sin vej. Men pludselig da han entrer sådan en stak i spring og med et skrækkeligt brøl, rejser der sig et kvindeansigt over den, en pige der har ligget og sovet i høet. I samme nu hun ser Jens flyver der en vanvittig angst op i hendes træk. Og da sker det at Jens måske for første og sidste gang I sit liv ikke giver pardon. Nej, han mister al besindelse på grund af den vilde skræk i hendes øjne, de klamrer sig i rædsel om hinandens hals, og der er så skæbnen over dem begge.

Bønderne foragtede Jens og kaldte ham galningen, bare fordi han var mere lærd……………






Den, der forstår at antænde en gnist hos os – som kan få en af vore stærkeste interesser til at slå ud i lys lue, er derved med til at skabe nogle af vore bedste øjeblikke, og den betagethed vi derved oplever, overfører vi uvilkårligt på den, der synes at dele vore interesser. Det er simpelt, men mirakuløst i sin virkning !

Man må tænke på, at den, som altid ser efter de lyse sider, møder lys og varme overalt – hvordan kan det være anderledes?


Klik her for at få dit eget GoMINIsite