Den hårdeste fred i Danmarks historie

I dag (den 26. febr. 2008) er det 350 år, siden Roskildefreden blev underskrevet og tvang Frederik III til at afstå hele Østdanmark - Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

Her er beretningen om dengang, svenskerne marcherede over isen og bankede os mere end gule og blå.

Den 26. februar 1658, for 350 år siden, blev Roskildefreden mellem Danmark og Sverige underskrevet. Det var den hårdeste fred i Danmarks historie. Hele det gamle Østdanmark: Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm blev afstået til Sverige. Kun Bornholm kom siden tilbage.

Det er ikke den eneste hårde fred i Danmarks historie; i 1814 blev Norge afstået, og i 1864 fulgte tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor især afståelsen af den danske del af Sønderjylland gjorde ondt. Men freden i Wien efter krigen i 1864 kan ikke sammenlignes med Roskildefreden.

Nok var nederlaget i 1864 lammende, men chokket fortog sig. Sproget og historien blev mobiliseret i kampen for at bevare den nationale identitet. Samtidig smækkede Georg Brandes vinduerne til Europa op; man forstod, at dansk kultur ikke kunne overleve uden inspiration udefra.

Anderledes efter Roskildefreden. Nederlaget var så frygteligt, at det måtte fortrænges, det fremmedgjorde danskerne over for deres egen historie.

Men fortrængningen skyldtes ikke alene nederlaget. 

Svenskekrigene og nederlagene fulgtes af et statskup, der gjorde kongen enevældig. Som alle nye systemer havde enevælden brug for at skrive historien om. Det var ikke tilsigtet, men resultatet blev, at man på det nærmeste skrev de skånske lande ud af den danske historie.

Og det til trods for, at Skåne var lige så dansk som Sjælland eller Vendsyssel. Men først, hvorfor gik det så galt i 1658? Det er en lang og kompliceret historie, der begyndte under Christian IV. Trediveårskrigen vendte op og ned på magtforholdene i Europa. Hidtil havde krige mellem Danmark og Sverige foregået på den skandinaviske halvø. I kraft af sin flåde var Danmark i reglen stærkest; til gengæld var Sverige et umuligt land at føre krig i. Stort anlagte felttogsplaner gik altid i stå i det ufremkommelige klippe- og skovlandskab. Det endte i reglen med gensidige hærgninger over grænsen uden en egentlig militær afgørelse. Trediveårskrigen gav Sverige fast fod i Tyskland, så man kunne angribe Jylland fra syd. En hasarderet dansk udenrigspolitik drev Holland, dengang verdens stærkeste sømagt, i armene på Sverige. Ved freden i Brømsebro i 1645 markerede Sverige sine hensigter. Danmark måtte afstå øerne Gotland og Øsel i Østersøen samt nogle tyndt befolkede norske provinser. Værst var det, at Sverige fik Halland i 30 år som sikkerhed for freden.

Krig på kredit

Efter 1645 var alle i Danmark besat af tanken om revanche. Men tanken var urealistisk. Sverige var blevet alt for stærkt. Det indså man også i Holland. Ved en traktat i 1649 lovede Holland at komme Danmark til hjælp i tilfælde af angreb. Sverige, der led under byrderne af et voldsomt stort militærapparat, måtte vende våbnene i anden retning og angreb i stedet Polen. Men da skete det, som ikke måtte ske. Danmark begyndte en angrebskrig uden allierede. I 1656 var Sverige ved at komme i krig med Holland, da svenskerne begyndte at opkræve told af skibe, der lagde til ved Gdansk. Det ville Holland ikke finde sig i. En hollandsk flåde blev sendt til Øresund og Østersøen, hvor den forenede sig med den danske. Samtidig begyndte Danmark at ruste med henblik på krig. Den svenske konge, Karl Gustav, var klar over, at situationen var farlig, og sluttede øjeblikkelig forlig med Holland. I Danmark var skuffelsen over den udeblevne krig enorm. Og

man blev fanget af en mærkelig logik. Landet var reelt på fallittens rand og havde påbegyndt oprustningen på kredit. Men da hollænderne sprang fra, måtte soldaterne aftakkes og betales. Man havde bare ikke pengene. Eneste vej ud af miseren var at bruge soldaterne. Umiddelbart syntes situationen gunstig. Karl Gustav så ud til at sidde fast i det polske morads. Så man besluttede sig for krigen. Som så ofte udviklede alt sig anderledes end forudset. I Skåne gik krigen nogenlunde,

det fik bare ingen betydning. Karl Gustav brød nemlig øjeblikkelig op fra Polen og rykkede mod Holsten og derefter op i Jylland. Det var synd for jyderne, men militært var det ikke afgørende. Hvis Danmark skulle besejres, måtte stødet rettes mod det danske kerneland omkring Øresund. Men da den danske flåde viste sig at være stærkest, var den værste fare tilsyneladende overstået. Selv om svenskerne erobrede den vigtige fæstning Frederiksodde ved Lillebælt, kunne de ikke komme videre. I 1600-tallet var klimaet markant koldere end i vore dage. Man taler om ’den lille istid’. Det var selvfølgelig ikke en rigtig istid, men sne og is plagede Vesteuropa i højere grad end i dag. Det var dengang, skøjteløb på kanalerne blev Hollands nationalsport; i London var det almindeligt med markeder på Themsens is,  de såkaldte frost fairs. Vinteren kunne også tænkes ind i militær planlægning. Allerede om efteråret håbede den svenske ledelse på en isbro over de danske farvande.

Angreb over isen

I december satte frosten ind, og efter halvanden måneds hård kulde tog Karl Gustav chancen og marcherede over det strømfyldte Lillebælt; et spagt dansk forsøg på modstand blev knust. Erobringen af Fyn ændrede dog ikke situationen væsentligt. Svenskerne måtte videre eller også vende om. Men beslutningen skulle træffes øjeblikkelig, for vejret var slået om til tø og storm. Patruljer blev sendt ud, de meldte tilbage, at isen mellem Nyborg og Korsør næppe kunne bære. Alligevel tog man chancen, men ad en sydligere rute. Først gik svenskerne fra Fyn til Tåsinge, derfra til Langeland og så endelig fra Langeland til Lolland. Det var en gambling uden lige. Hestene gik i vand til knæene, når som helst kunne man træde ud i et , som ikke kunne ses. Men vovestykket lykkedes. Hæren kom i land på Lolland, siden krydsede man Guldborgsund og Storstrømmen.

Hæren var på Sjælland. Mens svenskerne endnu var på Fyn, var der blevet aftalt et fredsmøde i Rudkøbing. To danske rigsråder var på vej til mødet. De fik deres livs chok, da de mødte den svenske hær på vejen nord for Vordingborg. Der blev sendt bud til København. Hvad nu? Alle var grebet af panik. Og det udnyttede Karl Gustav. De svenske krav for en fred var, at Danmark skulle afstå Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Møn, Saltholm, Hven og store dele af Norge, bl.a.

det sydlige grænselandskab Bohus len, desuden Akershus len med Christiania (I dag Oslo) og Nordnorge med Trondhjem. Desuden stod Island på listen. Selv Karl Gustav var klar over, at så meget kunne han ikke få, det fik han at vide af diplomater fra England og Frankrig. Men den danske panik sikrede ham mere, end han formentlig selv havde turdet tro på. Tretten år tidligere, i forbindelse med fredsforhandlingerne i Brømsebro i 1645, havde situationen ikke set meget bedre

ud for Danmark. Dengang havde Christian IV givet de danske forhandlere en instruks, der gik ud på, at hvis landafståelser ikke kunne undgås, skulle man så vidt muligt tilbyde svenskerne norsk land, det vigtigste var at holde Danmark intakt, hvad der næsten lykkedes. Men i 1658 var det omvendt; Frederik III ville redde så meget som muligt af Norge på Danmarks bekostning. Det var en bemærkelsesværdig prioritering i betragtning af, at Danmark var centrum for monarkiet, der blev regeret på grundlag af Danmarks og den danske adels politiske traditioner. Men det var netop sagens kerne. Danmark var et valgrige, hvor det adelige rigsråd valgte kongen, mens Norge efter kongens opfattelse var hans arv. Det blev afgørende. Resultatet blev en foreløbig fredsaftale indgået i Høje Taastrup præstegaard 18. februar. Som en ekstra ydmygelse af Danmark havde Karl Gustav gjort den landflygtige Korfitz Ulfeldt til svensk hovedforhandler. Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Bohus len og Trondhjem med Nordnorge måtte Danmark afstå. Det var ikke lykkedes at undgå afståelsen af norsk land, men Danmark var aldeles lemlæstet med tabet af hele Østdanmark.

»Gid jeg ikke kunne skrive«, udtalte den danske hovedforhandler, rigshofmester Joachim Gersdorff, da han skulle underskrive den endelige fred i Roskilde 26. februar. 

For ham var det dobbelt slemt. Han var skåning, og hans hjem, den smukke herregård Tunbyholm i Sydøstskåne, var pludselig udland. Ingen regnede med, at Roskildefreden ville holde. Den var et kup, og Karl Gustav fortrød snart, at han ikke havde taget hele Danmark. Krigen begyndte igen, da svenskekongen gik i land på Sjælland i august. Men denne gang fik han modstand. I februar 1659 forsøgte han forgæves at storme København, overalt flammede modstanden op, bornholmerne myrdede den svenske kommandant, i Malmø var der opstand, i Nordskåne og Blekinge førte snaphanerne guerillakrig mod svenskerne, hollænderne kom Danmark til undsætning, polske og brandenburgske hjælpetropper rykkede op i Jylland. Danmarks eksistens var reddet, men Skåne kom ikke tilbage, da stormagterne fandt, at Øresundsgrænsen passede bedst med deres interesser.

»Gid jeg ikke kunne skrive«, udtalte den danske hovedforhandler, rigshofmester Joachim Gersdorff, da han skulle underskrive den endelige fred i Roskilde”.

Tab af dansk identitet

I Roskildefreden var Skåne garanteret, at man måtte beholde sin danske lov, kirke osv. til evig tid. Det var kun kongen, Skåne skulle have fælles med Sverige. I første omgang skete der ikke de store forandringer, selv om svenskerne fra første færd arbejdede på at løsne forbindelsen mellem Danmark og Skåne. Det svenske problem var, at de med Skåne havde fået en solid del af den danske elite, folk med høje embeder i dansk statsadministration. Adelen blev tvunget til at aflægge ed til den svenske konge, men blev ikke svensk af den grund. Alligevel gik Skånes danske identitet tabt i løbet af tre kvart århundrede. Identitetstabet hang sammen med, at Danmark militært ikke formåede at ændre situationen. Man forsøgte ganske vist en militær generobring i 1670’erne, men da Skåne efter freden i Lund i 1679 igen med stormagternes hjælp blev udleveret til Sverige, var der mange, som gav op. Til gengæld kunne Sverige nu uden indblanding udefra bryde bestemmelserne om Skånes danske lov og kirke. Systematisk arbejdede man på at underminere Skånes danske identitet, dels ved at terrorisere befolkningen, dels med en gennemtænkt sprogpolitik. Dansk kirkesprog blev forbudt, danske præster blev udskiftet med svenske, danske abc’er blev forbudt i undervisningen osv.

Den slags er imidlertid forsøgt mange andre steder i verden, oftest uden succes. Hvad var det så, der gik galt i Skåne. Formentlig var det hverken terror eller sprogpolitik, der gav svenskerne succes. Skånes danske identitet blev i en vis forstand tabt på denne side af Øresund. 18. oktober 1660 gennemførte Frederik III ved et statskup enevælden. Det betød, at den danske adel, herunder den skånske, mistede sin politiske magt. Grundlaget for adelens identitet var forestillingen om, at den, så længe Danmark havde eksisteret, havde regeret landet sammen med kongen. Men nu måtte den skånske adel som deres jyske og sjællandske standsfæller finde sig i at blive trængt ud af statsstyrelsen af nye folk, hvoraf mange var udlændinge. Det skabte frustration. For er der noget, en elite ikke bryder sig om, er det konkurrence. 
 

Enevælden kasserer adelen

Samtidig havde enevælden travlt med at understrege, at den repræsenterede et fuldstændigt brud med fortiden og et system, der ikke duede. Statskuppet blev forsvaret med, at adelen havde kørt landet i sænk, man ville ikke længere vide af dens traditioner og bevidsthed. Alt, hvad den skånske adel forbandt med det at være dansk, blev kasseret. Det nye Danmark var ikke deres stat. Til gengæld var den nye elite i regeringskontorerne i København uden den gamles tilknytning til Skåne. Trafikken mellem Sjælland og Skåne gik i stå og var på det nærmeste indstillet i 200 år. I 1800-tallet blev tabet af Skåne fedtet ind i skandinavisme. Da Carit Etlar skrev ’Gøngehøvdingen’, flyttede han behændigt scenen fra Nordskåne til egnen omkring Præstø. Terror, sprogpolitik, geografisk afspærring og en ny dansk elite uden tilknytning til Skåne bidrog til, at en landsdel,

der i middelalderen var danmarkshistoriens hovedscene, gled ud af dansk bevidsthed, selv om monumenter fra den danske tid er overalt. I Lund, hvor de danske ærkebisper residerede i 400 år, ligger domkirken fra 1100-tallet, Danmarks første monumentalbygning. Og så var det på landstinget i Lund, at Margrete I i 1387 kuppede sig til magten, da hun efter sønnen kong Olufs pludselige død pressede den skånske adel til at overdrage sig magten med den til lejligheden opfundne titel: Danmarks fuldmægtige frue og husbond. Overalt finder vi den danske adels gårde: den skånske adel forbandt med det at være dansk, blev kasseret. Det nye Danmark var ikke deres stat. Til gengæld var den nye elite i regeringskontorerne i København uden den gamles tilknytning til Skåne. Trafikken mellem Sjælland og Skåne gik i stå og var på det nærmeste indstillet i 200 år. I 1800-tallet blev tabet af Skåne fedtet ind i skandinavisme. Da Carit Etlar skrev ’Gøngehøvdingen’, flyttede han behændigt

scenen fra Nordskåne til egnen omkring Præstø. Terror, sprogpolitik, geografisk afspærring og en ny dansk elite uden tilknytning til Skåne bidrog til, at en landsdel, der i middelalderen var danmarkshistoriens hovedscene, gled ud af dansk bevidsthed, selv om monumenter fra den danske tid er overalt. I Lund, hvor de danske ærkebisper residerede i 400 år, ligger domkirken fra 1100-tallet, Danmarks første monumentalbygning. Og så var det på landstinget i Lund, at Margrete I i 1387 kuppede sig til magten, da hun efter sønnen kong Olufs pludselige død pressede den skånske adel til at overdrage sig magten med den til lejligheden opfundne titel: Danmarks fuldmægtige frue og husbond. Overalt finder vi den danske adels gårde:  Bollerup, Billesholm, Rosendal, Glimmingehus og mange flere, blandt dem  Knudstrup, hvor Tycho Brahe blev født. Han ville nok blive forundret over, at der på det moderne vejskilt står Knutstorp. Tycho Brahe er Skånes største navn i dansk

åndshistorie, men der er mange andre, bl.a. historieskriveren Arild Huitfeldt, som skrev den største og vigtigste danmarkshistorie før 1800, og digteren Lyskander, der blev betalt for at skrive panegyriske digte om Christian IV. Også på andre områder markerede skåningerne sig. Der var Ove Giedde, som ledede den første danske ekspedition, mens en anden berømt søfarer, Jens Munk, var fra Halland. Kastellet i København er anlagt af Aksel Urup, også han var skånsk adelsmand.

Historien opererer ikke med alternativer, man kan aldrig få svar på, hvad der var sket, hvis den svenske hær var endt på bunden af Storebælt. Men her er alligevel et: Ikke KB, men Malmø FF ville have vundet flest danske mesterskaber i fodbold!

kultur@pol.dk