Demokrati med bremseklodser

Anette Faye Jacobsen er chefkonsulent, ph.d., ved Institut for Menneskerettigheder.

ULANDSBISTANDENS resultater er ikke overbevisende. Den danske indsats diskuteres jævnligt. Der bliver foretaget evalueringer, og senest er 50 års dansk bistandspolitik blevet omhyggeligt kortlagt (anmeldt i Politiken 7. februar). Også over et lidt længere tidsrum er det svært at påvise håndfaste fremskridt. Skal vi så virkelig blive ved, kunne man spørge?

Det kan give et nyt perspektiv at se nærmere på, hvordan vi selv fik udviklingen i gang herhjemme. For nu ikke at skulle forholde os til for stort et felt, kan vi zoome vi ind på demokratiets historie i Danmark. Her vil den almindelige ’fortælling’ lægge ud med Grundloven af 1849 og indførelsen af den lige og almindelige valgret. De fleste af os ved godt, at kvinder ikke havde valgrettigheder fra starten, og de af os, der har klæbehjerne, kan måske endda huske, at heller ikke tjenestefolk og fattighjælpsmodtagere var betænkt. I folkemunde talte man om de syv F’er, som ikke kunne stemme: fruentimmere, fattiglemmer, forbrydere, fremmede, fjolser, fallenter og folkehold. Hertil kom en ret høj aldersgrænse for stemmeretten: Man skulle være fyldt 30 år. Tilbage var godt en tredjedel af befolkningen over 30 år, der var med i den politiske beslutningsproces. Der var desuden gode muligheder for at lægge pres på vælgerne, for stemmeafgivningen foregik indtil 1901 i fuld offentlighed med håndsoprækning til støtte for de enkelte kandidater. Der var altså ganske meget at udsætte på det unge danske folkestyre, det er ikke sikkert, at valgene kunne erklæres for frie og fair, hvis OSCE’s valgobservatører havde været med for at overvåge processerne, som det sker i dag i mange nye demokratier.

Alligevel er det den almindelige opfattelse, også blandt eksperterne, at vores gamle Grundlov fra 1849 faktisk indførte lige og almindelig valgret, og at den var meget demokratisk for sin tid. Man kan selv slå efter i den autoritative danmarkshistorie udgivet af Politiken og Gyldendal, hvor Bind 10 om demokratiets ’fødsel’ i kongeriget er skrevet af en af de mest vidende historikere på området, nu afdøde Claus Bjørn.

Det er rigtigt, at den valgretsmodel, der blev indført i 1849, gav politisk indflydelse til ganske brede lag i samfundet, når man sammenligner med forholdene i andre lande på den tid. Det er derimod helt misvisende, at Grundloven indførte lige og almindelig valgret, Også selv om der tages de behørige forbehold for de syv F’er, der ikke fik lov til at stemme. For Grundlovens fædre tænkte sig aldrig, at valgrettigheder skulle tildeles enhver, altså at politisk indflydelse skulle være en menneskeret, som vi opfatter det i dag. Ikke engang datidens mest yderligtgående demokrater drømte om at kræve valgret til alle som en menneskeret. De ville nok have ’lige og almindelig valgret’, det var faktisk ét af deres hovedkrav.

Men de mente noget ganske andet med ordene, end vi gør i dag. Og det er herfra, forvirringen breder sig. For hvis man ikke er opmærksom på, at de ord, vi bruger, kan have helt forskelligt indhold før og nu, og fra den ene kultur til den anden, så går vi nemt galt i byen. Når man beskæftiger sig med historien eller med fremmede kulturer for den sags skyld, skal der et årvågent blik til at undgå at opfatte ord og sprog med sin egen tids eller kulturs betydningsindhold. Grundlovens fædre talte og skrev også dansk. Det ser så velkendt ud, men ordene dækker ofte noget betydeligt mere fremmedartet end først antaget.

DET TIDLIGE danske demokrati er blevet kaldt et ’husbonddemokrati’. Og heri ligger en helt anden måde at tænke politisk repræsentation på end den, vi kender i dag. Det enkelte menneske blev ikke opfattet som et selvstændigt individ, der skulle have ret til at være med i statens beslutningsprocesser. Tværtimod, det synspunkt ville være blevet betragtet som helt uansvarligt. Ethvert menneske blev set som et medlem af et kollektiv, hvor man havde rettigheder og pligter, alt efter hvor i kollektivet man var placeret. Kollektivet var husstanden, og kollektivets leder var husbond. På 1849 - grundlovens tid var alle enige om, at det selvfølgelig var husstandens overhoved, der skulle have politisk indflydelse. Han repræsenterede hele sin flok udadtil. Det var en holdning til demokrati, der stod fast i 50 år stort set uden modsigelse. Men hvem skulle have status af husbond og dermed gøre sig fortjent til at repræsentere andre, det var dét, de store uenigheder og debatter samlede sig om. Indflydelsesrige retsvidenskabsmand og en af statens juridiske toprådgivere, var også en utrættelig politisk debattør. Han spurgte retorisk i et af sine mange debatindlæg, om det nu også kunne være rimeligt, at en arbejder måtte lade sig repræsentere af sin husbond, uanset at de var politisk uenige? Selvfølgelig var det rimeligt, svarede Ørsted. For arbejderens husbond ville varetage hele sin husstands, dvs. sin virksomheds, interesser udadtil, ligesom han havde ansvaret for alle indadtil. For Ørsted, ligesom for alle andre i midten af 1800-tallet, var husstanden dér, hvor enhver havde sin plads, det var umuligt at leve single. Danmark var et fattigt knaphedssamfund, på linje med vores dages ulande, hvor man typisk kun kunne overleve i et tæt sammensvejset arbejdsfællesskab. Dér, hvor den store politiske uenighed stod, når debatten faldt på demokratiske rettigheder var, hvem der kunne udnævnes til husbond og dermed påtage sig det ansvar at deltage i fædrelandets styrelse?

Og her gik man langt i den danske valglov – alt, alt for langt efter Ørsteds og mange andres mening. At landets store gruppe af husmænd og arbejdere fik valgrettigheder i 1849, var både uansvarligt og meningsløst i Ørsteds optik. Og det var ikke bare, fordi vi her havde at gøre med en die-hard-reactionary, som ellers er blevet Ørsteds politiske eftermæle. Husmænd og arbejdere kunne måske nok have familie og forekomme at være overhoveder for deres egen husstand. Men kun for en overfladisk betragtning. En arbejder blev set som medlem af sin chefs virksomhed, som det også fremgår af Ørsteds indlæg ovenfor. Langt de fleste fristede tilværelsen på landet som husmænd eller landarbejdere, og de blev typisk opfattet som en del af folkeholdet på et gods eller en stor gård. De lejede et hus af arbejdsgiveren, deres husbond, og betalte ofte huslejen med såkaldt pligtarbejde. På trods af, at de havde kone og børn, blev de opfattet som en del af godsejerens husstand og var da også helt afhængige af ham, som både sikrede dem bolig og arbejde. Man kunne kun vanskeligt se denne bundløst fattige, uuddannede almue som frie, selvstændige og uafhængige borgere. Når husmænd og arbejdere alligevel fik valgrettigheder trods Ørsteds advarsler og mange andres bekymringer med ham, så skyldtes det den helt specielle omstændighed, at Danmark var i krig. Regeringens liberale ministre med D.G. Monrad i spidsen var heller ikke meget stemt for at inddrage den brede befolkningsmasse.

Men det var en politisk umulighed at undgå det, som sagerne stod. Netop i de dage, hvor valgrettighederne skulle formuleres i begyndelsen af april 1848, stod det første slag i treårskrigen. Der var brug for nationalt sammenhold, det kunne ingen være i tvivl om. Og regeringen mente ikke, det gik an at udelukke husmænd og landarbejdere fra enhver politisk indflydelse, når landets fremtid stod og faldt med, at netop deres. Det var nemlig kun bønder og husmænd, der blev udskrevet til soldater. Der var ydermere social uro og ballade blandt husmænd på adskillige godser i de samme forårsdage. Så Monrad og de fleste af regeringens øvrige medlemmer var ikke i tvivl: Husbondkategorien måtte defineres bredt, og det skulle gå stærkt. Der blev sat gang i et par hurtige reformer. Den første kom i maj 1848, og her fik man formelt, juridisk rykket husmændene ud af godsejernes husstand. Loven, der var hastet igennem uden om de sædvanlige kanaler, forbød bl.a., at husmændene fremover havde pligtarbejde på godserne, og som et tegn på husmænds og landarbejderes nye status som selvstændige, måtte de ikke længere prygles. Hermed kunne husmænd og landarbejdere selv erklæres for husstandsoverhoveder. Og det blev de. Efter mange overvejelser i regeringen og i den Grundlovgivende Rigsforsamling kom man frem til at give valgrettigheder til enhver mand over 30 år, der havde egen husstand. MAN FIK altså valgrettigheder i 1849, hvis man stod i spidsen for en husstand, uanset om den var stor eller lille. Dét var det meget demokratiske ved den danske Junigrundlov. Rigtig mange mente, at man var gået alt for vidt, for de fattige på landet var i praksis hverken selvstændige eller uafhængige, som man måtte fordre, hvis man skulle gøre sig fortjent til at tage del i statsstyret. Det stod striden om i de næste årtiers politiske kampe. At tjenestefolk, som boede hos husbond, ikke havde politiske rettigheder, dét var der ikke nogen, der satte spørgsmålstegn ved. I midten af 1880’erne begyndte de første spæde krav at blive fremsat for at give kvinder valgret. Men ikke kvinder i al bred almindelighed. Nej, kvindelige husstandsoverhoveder naturligvis. Der blev stillet forslag i Rigsdagen i 1888 om kommunal valgret til ’selvstændige’ kvinder, og der blev indsendt en støtteerklæring fra hele 1.700 kvinder fra Varde-egnen, som fremhævede, at både på landet og i købstæderne sad mange enker og ugifte kvinder med store ejendomme. Disse kvinder betalte skat til kommunen, og de måtte have ret til indflydelse på pengenes anvendelse. Det var til at forstå, uanset hvor man stod politisk. Selv Estrups meget konservative regering kunne se det fornuftige i sagen; ja, den havde faktisk allerede i 1882 godkendt, at selvstændige kvinder kunne stemme til lokalvalg på Island, som var under dansk overhøjhed på det tidspunkt. Således var kvindelig valgret på dagsordenen og blevet mødt med en vis forståelse, flere årtier før det store slag skulle komme til at stå om husbondvalgretten. Det var Socialdemokratiet, der skulle blive bannerfører for den almindelige og lige valgret, som vi forstår begrebet i dag. I en socialistisk optik giver det ikke meget mening, at arbejdskraften repræsenteres af sin politiske hovedmodstander’, arbejdsgiveren. Ud fra den synsvinkel var husstanden ikke længere en ubrydelig enhed af fælles interesser, men tværtimod en modsætningsfyldt relation mellem to klasser. Det bemærkelsesværdige er, at Socialdemokratiet var repræsenteret i Rigsdagen i 14 år, før man fik sat den fuldt individualiserede valgret på Folketingets dagsorden i 1898.

Det siger noget om, at selv for de skarpeste kritikere af det kapitalistiske klassesamfund var husstandssammenholdet en dybt rodfæstet livsform, som det kunne være risikabelt at gøre drastisk op med. Det var trods alt dér, den enkelte karl og pige fik sikret sig den daglige kost og logi. At man så skulle stå til rådighed nærmest døgnet rundt, var nok det, som ikke gav rigtig mening mere, som der bød sig bedre lønnede muligheder til i den hastigt voksende byøkonomi. Ganske vist regnede Socialdemokratiet ikke med, at forslaget om almindelig valgret havde en kinamands chance for at gå igennem i 1898. Men det var et godt signal at sende til bevægelsen udenfor, som var i vældig fremgang på det tidspunkt. Mange af Venstres folk var imod, for som den senere statsminister Klaus Berntsen fremhævede i Folketinget i 1903, ville det lyde »lidt aparte, når tjenestepigen kunne sige til madmoder: Nu kan du gå ud og malke, jeg skal i sognerådet. Det ville helt omkalfatre de bestående begreber om forholdet mellem husbond og madmor på den ene side og tyende på den anden«, fastslog han, og det havde han ret i. Men udviklingen gik nu hurtigt den vej alligevel: I 1908 fik både kvinder og tjenestefolk valgret til kommunalvalg. Og med grundlovsrevisionen i 1915 var demokratisk indflydelse og deltagelse blevet en ret for ethvert voksent og myndigt menneske på alle niveauer. OG HVAD KAN vi så lære af den historie i dag? Ja, i hvert fald at man må belave sig på, at det tager tid at sikre individuelle politiske rettigheder i samfund, som har en århundredlang tradition for kollektivt baserede livsformer, der ofte har deres egne velbegrundede rettighedskulturer til sikring af den fælles overlevelse. Det er ikke meningen at romantisere traditionsbårne livsformer, de er ofte undertrykkende for dem, som er nederst i hierarkierne. Men det kan være nyttigt at huske på, hvor lang tid vi selv har været om processerne, før man bliver alt for utålmodig med andre samfund, som f.eks. de fattige nye demokratier i Afrika, som får dansk bistand. ANETTE FAYE JACOBSEN Anette Faye Jacobsen: Husbondret. Rettighedskulturer i Danmark 1750-1920. Bogen udkommer på Museum Tusculanums

Dette er nok værd at have i tankerne, når man skriver om vore forfædres ve og vel. Der var ikke mange rige dengang for kun 150-200 år siden.