Den kæmpende kirke
I en af kampene mellem kejser Karl V og den franske konge Frans I blev en ung spansk adelsmand hårdt såret. Han hed Ignatius af Loyola. På sit smertefulde, årelange sygeleje tænkte han meget over sit hidtidige liv som ung adelsmand og læste meget i Bibelen og i helgenlegenderne. Da indså han, at han måtte ændre sit liv. Han ville fortsætte med at være soldat, men soldat for den katolske kirke, der gennem Luther, Zwingli, Calvin og Henrik VIII var kommet i så stor fare.
Da han endelig var blevet rask, gik han dog ikke i regulær krig, i en af de mange kampe, der var brudt ud mellem lutheranere og katolikker. Han gik på universitetet. Han studerede og grublede og studerede for at ruste sig til sin kamp. Den, der vil herske, må kunne beherske sig selv. Det stod ham klart. Derfor øvede han sig under de største anstrengelser i at blive herre over sig selv. Omtrent på samme måde som Buddha havde gjort.. Men med et andet formål. Også Ignatius ville udrydde alt begær i sig. Ikke for at blive frelst fra lidelse her på Jorden, men for at blive fri til ikke at adlyde anden vilje og forfølge andre mål end kirkens. Årelange øvelser bragte ham dertil, at han kunne forbyde sig selv at tænke på bestemte ting og hvert øjeblik forestille sig noget andet så tydeligt, som hvis han så det lyslevende for sig. Det var hans forskole. Af sine venner forlangte han det samme. Og da alle således var omdannet til herskere over deres egne forestillinger, grundlagde han sammen med dem en orden, der kaldte sig Jesu militærtrop. Jesuitterne. Denne lille trop af udvalgte, skolede mænd anbefalede sig til paven som stridsmænd for kirken, og paven tog imod deres tilbud i år 1540. Og nu indledte de deres kamp, strategisk og stærkt som en hær. De begyndte med at bekæmpe de misbrug, der havde været årsagen til striden med Luther. På et stort kirkemøde, der på deres anmodning blev afholdt i årene 1545 til 1563 i Sydtyrol, i Trento eller Trient, blev der vedtaget mange ændringer og forbedringer, der øgede kirkens magt og værdighed. Præsterne skulle igen være præster og ikke kun pragtlystne fyrster. Kirken skulle bekymre sig mere om de fattige. Den skulle først og fremmest arbejde på at undervise folket. Og på det punkt har jesuitterne ydet en stor indsats. De var lærde, skolede og kirkens ubetingede tjenere. Derfor kunne de udbrede deres tanker i folket og ikke kun som lærere og troens forkyndere i fjerne lande øvede de deres indflydelse. I mange tilfælde virkede de også som skriftefædre ved kongehofferne, og da de var dygtige, vidtskuende mennesker og kendere af menneskesjælen, forstod de ofte at udnytte deres stilling til at påvirke de herskendes beslutninger.
Disse bestræbelser på at genopvække menneskenes gamle fromhed, ikke ved at løsrive sig fra den katolske kirke, men gennem fornyelse af kirken selv og på denne måde bekæmpe reformationen, kalder man modreformationen. På disse religionskampes tid var folk alvorlige og strenge. Næsten så alvorlige og strenge som Ignatius af Loyola selv. De florentinske borgeres glæde ved det selvstændige, pragtelskende menneske var forbi. Man så igen på, om et menneske var fromt og rede til at tjene kirken. De fornemme bar ikke længere spraglede, løsthængende klæder. Næsten alle så munkagtige ud, i strenge, sorte, tætsiddende klæder med hvide halskraver. Deres ansigter med de smalle fipskæg ser alvorlige og dystre ud. Enhver fornem bar en kårde i bæltet, og den, der krænkede hans ære, udfordrede han straks til duel. Disse mennesker med deres rolige, afmålte bevægelser og deres stive høflighed var så godt som alle seje krigere. Og ubarmhjertige, når det drejede sig om deres tro. Ikke kun i Tyskland var der dengang krige mellem de protestantiske og katolske fyrster, værst gik det til i Frankrig, hvor man kaldte protestanterne huguenotter. Den franske dronning indbød i år 1572 alle fornemme huguenotter til en bryllupsfest ved hoffet og lod dem ganske enkelt dræbe på Bartholomæusnatten. Så bittert og grusom blev der dengang kæmpet.
Lederen af alle katolikker, den alvorligste, strengeste og ubarmhjertigste af alle, var den spanske konge, kejser Karl V´s søn Filip II. Ved hans hof gik det stift og højtideligt for sig. Alt var reguleret efter forskrifter: hvem der skulle knæle for kongen, og hvem der i kongens nærvær måtte beholde hatten på hovedet. I hvilken rækkefølge man skulle sidde ved det kongelige taffel, og i hvilken rækkefølge de fornemme skulle gå til messe i kirken.
Kong Filip selv var en usædvanlig flittig hersker, der egenhændigt tog sig af enhver sag og ethvert brev. Han arbejdede fra tidligt til sent med sine rådgivere, blandt hvilke der var mange gejstlige. Kampen mod enhver slags kætteri var det vigtigste i hans liv. I sit eget land lod han tusinder af mennesker brænde som kættere, ikke kun protestanter, men også jøder og hemmelige muslimer, der var blevet tilbage i Spanien efter tiden med araberherredømme. Han følte sig nu som kirkens stridsmand og beskytter ligesom tidligere den tyske kejser. Derfor bekæmpede han sammen med en italiensk flåde tyrkerne, som også til søs var blevet i slaget ved Lepanto og ødelagde deres flåde, så tyrkerne aldrig senere blev en sømagt af betydning stadig stærkere siden deres erobring af Konstantinopel. Han besejrede dem fuldstændig i år 1571. Dårligt gik det ham i kampen mod protestanterne, skønt det i eget land, i Spanien, lykkedes ham at få dem udryddet. Men dengang hørte også Nederlandene, altså Belgien og Holland (ligesom på hans fars tid) til hans rige. Og specielt i de rige byer i Norden fandtes mange protestanter blandt borgerne. Han gjorde alt muligt imod dem for at få dem til at vende sig fra deres tro, men de gav sig ikke. Så sendte han en spansk adelsmand dertil som sin stedfortræder; han var endnu mere ivrig, endnu mere alvorlig, dyster, hård og streng end kong Filip selv. Han hed hertug Alba og var en rigtig krigerskikkelse, mager, senet, bleg og med det spidse skæg og jernhårde ansigt, som Filip foretrak. Denne Alba lod mange borgere og fornemme i Nederlandene koldblodigt henrette, men til sidst havde det nederlandske folk fået nok. Det kom til rasende kamp, der endte med, at Nederlandenes protestantiske byer omkring 1579 befriede sig fra spanierne og fordrev deres tropper. De frie, rige, uafhængige og driftige handelsbyer kunne nu begynde at søge deres lykke også hinsides havene i Indien og Amerika.
Men det var ikke engang det værste nederlag, kong Filip II af Spanien led. Et andet var endnu værre. I England regerede dengang en kvinde, datter af kong Henrik VIII med de mange ægteskaber. Denne dronning Elizabeth var ivrig protestant, meget klog, viljestærk, målbevidst, men også forfængelig og grusom. Det vigtigste for hende var at forsvare landet mod katolikkerne, som der også i England fandtes mange af. Hun forfulgte dem nådesløst. Hun lod den katolske dronning Marie Stuart af Skotland, en kvinde af stor skønhed og ynde, der også mente at have ret til at herske over England, tage til fange og henrette. Elizabeth hjalp også de protestantiske borgere i Nederlandene i deres kamp mod Filip. Dette fjendskab mod den katolske kirke gjorde Filip af Spanien så rasende, at han besluttede at erobre England for katolicismen eller ødelægge det.
For en enorm sum penge udrustede han en vældig flåde. 130 store sejlskibe med mere end 2000 kanoner og flere end 20.000 spanske soldater. Det lyder måske ikke af så meget. Men prøv at forestille dig 130 skibe på havet. Det var en stor armada, det vil sige den store krigsflåde. Da den i år 1588 stod ud fra Spanien, med alle soldaterne, med alle våbnene og levnedsmidler til seks måneder, forekom det nærmest usandsynligt, at den lille ø England skulle kunne forsvare sig mod en så frygtindgydende magt.
Men det gik ikke stort anderledes end i sin tid under perserkrigene. Disse store tungtlastede skibe var alt for svære at manøvrere i kamp. Englænderne lod det slet ikke komme til rigtigt slag. De sejlede frem i deres små, hurtige fartøjer, beskød flåden og forsvandt igen. Derefter lod de brændende, mennesketomme skibe sejle mod den spanske flåde og skabte en sådan forvirring i den vældige trængte masse, at spanierne forvildede sig i det ukendte farvand ved England, kom væk fra hinanden, og til sidst gik de fleste til grunde i voldsomme storme. Under halvdelen af skibene vendte tilbage til Spanien uden overhovedet at være landet i England. Filip lod sig imidlertid ikke mærke af denne enorme skuffelse. Han skal have takket flådens øverste befalingsmand venskabeligt og have sagt:” Jeg sendte dig ud mod mennesker og ikke mod storm og bølger.”
Englænderne forfulgte nu de spanske skibe ikke kun i deres egne farvande. Også ud for Amerikas og Indiens kyster angreb engelske handelsskibe spanske, og snart havde englænderne og hollænderne fortrængt spanierne fra mange rige havne i Indien og Amerika. De begyndte at grundlægge handelskolonier i den nordlige del af den spanske koloni, i Nordamerika, på samme måde som fønikerne havde gjort i middelhavsområdet. Og mange englændere, der blev forfulgt eller fordrevet i religionskrigene, drog derover for at leve et friere liv.
I de indiske havne og kolonier var det ikke staterne England og Holland, der herskede. Derimod var det engelske og hollandske købmænd, de havde slået sig sammen for at drive handel og bringe Indiens skatte til Europa. Disse købmandsselskaber, som man kaldte handelskompagnier, hyrede også soldater, og hvor inderne ikke viste sig venligtsindede eller ikke ville give varerne fra sig billigt nok, drog soldaterne ud for at ”straffe” folket. Det var ikke meget bedre end ved de spanske kampe mod Amerikas indianere. Og også i Indien lykkedes erobringen af kystlandene gennem de engelske og hollandske købmænd så let, fordi de indiske fyrster ikke kunne enes. Snart talte man i Nordamerika og i Indien sproget fra den lille ø nordvest for Frankrig; engelsk. Der opstod endnu en gang et nyt verdensrige. Og ligesom latin gennem Romerriget i sin tid blev et verdenssprog, er engelsk blevet det i dag. 

Afskrift fra:
Gombrichs verdens historie
ISBN 978-87-11-22697-1

Hvem var han?
Ernst Hans Josef Gombrich blev født den 30. marts 1909 i Wien. Han gik på det Theresianske Akademis humanistiske gymnasium i Wien. Tog i begyndelsen af 1936 til England. Var medlem af flere videnskabelige akademier og indehaver af 13 æresdoktorater. Han blev i 1972 slået til ridder. I 1975 blev han tildelt Æreskorset for Videnskab og Kunst af 1. grad i Østrig. Han døde i 2001 i London i en alder af 92 år. I 1935 blev den unge Gombrich opfordret til at skrive en verdenshistorie henvendt til unge læsere, og han klarede opgaven på seks uger. Det er fra denne bog jeg nu begynder at sende notater!

Klik her for at få dit eget GoMINIsite