Det glade budskab
Side 108-112 (Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie).

Jesus Kristus – Bjergprædikenens lære – Korset – Paulus til Korintherne – Kejserkulten – Nero – Roms brand – De første kristenforfølgelser – Katakomberne – Titus ødelægger Jerusalem – Jødernes spredning. 

Augustus regerede fra 31 før til 14 efter Kristus. Deraf ser du, at det var på hans tid, Jesus Kristus blev født. I Palæstina, som dengang også var en romersk provins. Om Jesus Kristus´ liv og lære kan du læse i Bibelen. Du ved, hvad det allermest kommer an på i hans lære: at det ikke er vigtigt, om et menneske er rig eller fattig, fornem eller simpel, herre eller slave, en stor tænker eller et barn. At alle mennesker er Guds børn. Og at denne faders kærlighed er uendelig. At for ham er intet menneske uden synd, men at han forbarmer sig over synderen. At det ikke kommer an på retfærdighed, men på nåde.
Du ved, hvad nåde er: Guds store, givende og tilgivende kærlighed. Og at vi skal være sådan over for vores medmennesker, som vi håber, Gud, vores far, vil være over for os. Derfor sagde Jesus:
”Elsk jeres fjender, gør godt imod dem, der hader jer, velsign dem, som forbander jer, bed for dem, som forfølger jer. Hvis nogen giver dig et slag på højre kind, så vend også den anden til, og hvis nogen vil tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Giv den, som beder dig, og af den, der tager noget fra dig, kræv det ikke tilbage.”
Du ved, at Jesus kun drog omkring i landet ganske kort tid, prædikede, underviste, helbredte de syge og trøstede de fattige. Du ved, at han blev anklaget for at ville gøre sig til jødernes konge. Derfor blev han fastnaglet til korset som jødisk oprører af den romerske embedsmand Pontius Pilatus. Denne frygtelige straf tilfaldt kun slaver, røvere og dem, der tilhørte undertvungne folk. Det blev også regnet for den mest forfærdelige skændsel. Men Kristus havde forkyndt, at den største smerte i verden havde en mening, at tiggerne, de sørgende, de forfulgte, de lidende er salige i deres ulykke. Og derfor blev netop den lidende, forpinte gudssøn for de første kristne sindbilledet på hans lære. Vi kan i dag næppe forestille os, hvad det betyder. Korset var noget endnu skændigere end galgen. Og denne skændselsgalge blev symbolet for den nye lære. Forestil dig engang, hvad en romersk embedsmand eller soldat, en romersk lærer med græsk dannelse og stolt af sin visdom, sin talekunst og sit kendskab til filosofferne, må have tænkt, når han hørte en af de store forkyndere, for eksempel apostlen Paulus i Athen eller i Rom, prædike om Kristi lære. Apostlen prædikede dér, sådan som vi stadig kan læse det i hans 1. brev til korintherne, i 13. kapitel.
” Jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej. Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg en rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg en profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet. Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke i sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.”
Når Paulus prædikede sådan, må de fornemme romere, der lagde vægt på lov og ret, have rystet på hovedet. Men de fattige og forpinte følte straks, at her var noget helt nyt kommet til verden: den store forkyndelse af Guds nåde, der er mere end lov og ret, og som kaldes det gode budskab. Godt eller glædeligt budskab hedder på græsk eu-angelion, altså evangelium. Dette gode, glædelige budskab blev snart bragt ud i hele Romerriget.
Da blev de romerske embedsmænd mistænksomme. Du ved, at de ellers ikke blandede sig i sager, der angik religion. Men her var noget nyt. De kristne, der troede på den ene Gud, ville ikke ofre røgelse foran kejserens statuer. Det var ellers almindeligt, siden der var kommet kejsere i Rom. De lod sig tilbede som guder, ligesom de ægyptiske, kinesiske, babyloniske og persiske herskere havde gjort. Overalt i landet fandtes deres statuer, og enhver god statsborger skulle af og til ofre lidt røgelse foran disse kejserfigurer. Men det gjorde de kristne ikke. Derfor ville man tvinge dem til det.
Cirka 30 år efter Kristi korsdød (altså omkring 60 efter Kristi fødsel) herskede en grusom kejser over Romerriget: Nero. Endnu i dag taler man med gysen om ham som en forfærdelig forbryder. Det uhyggelige ved ham er egentlig, at han ikke var et stort, helt igennem hensynsløst og ondskabsfuldt uhyre, men simpelthen et svagt, forfængeligt, mistroisk og dovent menneske, der digtede og sang og spiste eller nærmest åd de mest udsøgte sager, en mand uden anstændighed og værdighed. Han havde et slapt, ikke ligefrem grimt ansigt, med et mæt og tilfredst, grusomt smil om munden. Han lod sin egen mor, sin egen hustru og sin lærer myrde og desuden mange slægtninge og venner. Han var hele tiden bange for, at man også engang ville ombringe ham, for fej var han også.
I Rom udbrød der dengang en brand, som hærgede i mange dage og nætter og lagde det ene beboelseskvarter og distrikt efter det andet øde og gjorde hundredtusinder hjemløse, for Rom var allerede dengang en rigtig storby med mere end en million indbyggere. Og hvad gjorde Nero imens?
Han stod på balkonen i sit overdådige palads og sang til lyreakkompagnement en sang, han selv havde digtet, om Trojas brand. Det fandt han passende i situationen. Da blev folket, der hidtil ikke havde hadet ham særlig meget, rasende. Han havde ofte givet folket herlige fester, kun mod hans nærmeste venner og bekendte havde han været grusom. Men nu gik rygtet: Nero har selv sat ild til Rom. Om det virkelig var sandt, ved man ikke. Men Nero vidste, at det var, hvad man tiltroede ham. Derfor søgte han en syndebuk. Og den fandt han i de kristne. De kristne havde ofte sagt, at verden skal gå under, for at en bedre og renere verden kan opstå. Du ved, hvad han mente med dét. Men da folk sædvanligvis kun hører overfladisk efter, hed det sig snart i Rom: De kristne ønsker verdens undergang, de hader menneskene. Er det ikke en underlig beskyldning?
Nero lod dem arrestere, hvor han fandt dem, og grusomt henrette. Han lod dem ikke kun blive flået af vilde dyr i arenaen, han lod dem også brænde levende som fakler ved en stor aftenfest i sin private have. Men de kristne tålte alle lidelser under denne og senere forfølgelser med utroligt mod. De var stolte af at være vidner om den nye tros kraft. Vidne hedder på græsk: martyros. Og disse martyrer blev senere æret som de første helgener. De kristne valfartede til deres grave og bad dér. Og fordi de ikke kunne samles om dagen og i al offentlighed, mødtes de i hemmelighed i gravene. Det var underjordiske gange og kamre uden for byen, væk fra gaden. I disse katakomber, som de kaldes, var der malet simple billeder fra bibelhistorien på væggene. Billederne skulle minde de kristne om Guds magt og det evige liv: Daniel i løvekulen, de tre mænd i ildovnen eller Moses, der slår vand af klippen.
Der i de underjordiske gange mødtes de kristne om natten og talte om Kristi lære, uddelte den hellige nadver og indgød hinanden mod, når en ny forfølgelse truede. Og trods alle forfølgelser var der i de følgende århundreder stadig flere i Romerriget, der begyndte at tro på det glade budskab og for dets skyld var rede til at lide alt det, Kristus havde lidt.
Ikke kun de kristne fik dengang den romerske stats hårdhed at føle, jøderne gik det ikke bedre. Få år efter Nero var der i Jerusalem udbrudt opstand mod romerne. Jøderne ville endelig være fri. De kæmpede med enorm beslutsomhed og tapperhed mod legionerne, der måtte belejre og angribe hver jødisk by i lang tid, før de kunne erobre den. Jerusalem blev i to år belejret og udsultet af Titus, søn af den daværende romerske kejser Vespasian. Den, der flygtede, blev korsfæstet af romerne uden for byen. Til sidst trængte romerne ind i byen. Det var i år 70 efter Kristi fødsel. Titus skal have befalet at skåne helligdommen for den ene Gud, men templet blev sat i brand af soldaterne og plyndret. De hellige genstande blev fremvist ved triumftoget i Rom, og endnu i dag ser man dem afbildet på triumfbuen, som Titus dengang lod opføre i Rom. Jerusalem blev ødelagt og jøderne spredt for alle vinde. De havde allerede tidligere bosat sig som handelsfolk i mange byer. Nu var de et hjemløst folk, der i Alexandria, i Rom og andre fremmede byer samledes i bedehuse og skoler, latterliggjort og forhånet af alle, idet de midt blandt hedningene vedblev at holde fast ved deres gamle skikke, læste Bibelen og ventede på Messias, der skulle frelse dem. 
Ove
Klik her for at få dit eget GoMINIsite