EN NY TID.
Har man gemt skolehæfter fra de mindre klasser, eller lignende gamle sager? Hvis man bladrer i dem, vil man tit undre sig over, at man på den korte tid, der er gået, er blevet så meget anderledes – er det ikke rigtigt? Man undrer sig over det, man skrev dengang. Over fejlene og også over de gode ting. Og man har slet ikke lagt mærke til, at man forandrede sig. Sådan er det også med verdenshistorien.
Det ville være skønt, hvis trompetere pludselig red gennem gaderne og forkyndte: ”Hallo, en ny tid er begyndt!” Men sådan sker det ikke: Menneskene ændrer deres opfattelser og lægger næppe selv mærke til det. Men pludselig opdager de det, ligesom dig, når du kigger i gamle skolehæfter. Så siger de stolt: ”Vi er den nye tid.” Og ofte tilføjer de: ”Tidligere var menneskene jo dumme.”
Noget lignende skete i tiden efter 1400 i de italienske byer. Især i de rige og store byer i Mellemitalien, først og fremmest i Firenze. Også der fandtes der lav, og også der havde man bygget en stor domkirke. Men fornemme riddere som i Frankrig og Tyskland fandtes der faktisk ikke. Borgerne i Firenze var for længst holdt op med at lade sig styre af de tyske kejsere. De var så frie og uafhængige, som tidligere kun borgere i Athen havde været. Og i forhold til ridderne og håndværkerne tidligere, i den rigtige middelalder, blev andre ting efterhånden vigtige for disse frie, rige borgere, købmænd og håndværkere.
Om en person var en Guds kriger eller håndværker, der alene virkede i Guds tjeneste og til hans ære, det bekymrede man sig mindre om nu. Man ønskede frem for alt, at han var et helstøbt menneske, der vidste noget og kunne noget. Et menneske med egen vilje og egen dømmekraft. Som ikke spørger efter andres mening eller beder andre om bifald. Som ikke slår efter i gamle bøger for at se, hvad der tidligere var skik og brug, men slår øjnene op og griber til handling. Det var det, det drejede sig om. At spærre øjnene op og handle. Om man var rig eller fattig, kristen eller kætter, om man overholdt alle lavets regler, det var alt sammen mere eller mindre biting. Selvstændighed, dygtighed, forstand, viden, handlekraft var hovedsagen. Man spurgte i mindre grad til herkomst, erhverv, religion, fædreland: man spurgte: Hvad er du for et menneske?
Og pludselig hen imod 1420 bemærkede florentinerne, at de var anderledes, end man var i middelalderen. At de lagde vægt på andre ting. At de fandt andre ting smukke. De gamle domkirker og gamle billeder forekom dem dystre og stive, de gamle skikke kedsommelige. De søgte noget, der var frit, uafhængigt og naturligt, sådan som de elskede det. Og det fandt de i oldtiden. Fandt det helt bogstaveligt. Det var dem helt ligegyldigt, at folk dengang var hedninger. I stedet undrede man sig over, hvor dygtige de dengang har været. Hvordan de frit diskuterede alle spørgsmål i naturen og i verden med argumenter og modargumenter, hvordan de interesserede sig for alt. Disse mennesker blev nu de store forbilleder. Især naturligvis videnskaben.
Man indledte en regulær jagt på latinske bøger og bestræbte sig på at skrive lige så godt og klart latin som de rigtige romere. Også græsk lærte man sig og glædede sig over athenernes herlige værker fra Perikles´ tid. Man beskæftigede sig snart langt mere med Themistokles og Alexander, med Cæsar og Augustus, end med Karl den Store eller Barbarossa. Det var, som om hele den mellemliggende tid kun havde været en drøm, som om det frie Firenze skulle være en by som Athen og Rom. Folk havde pludselig følelsen af, at den længst forgangne græske og romerske kultur var blevet genfødt. Selv følte de sig som nyfødte gennem disse gamle værker. Derfor talte man meget om ”rinascismento”, det betyder på dansk ”genfødsel” eller med et fremmedord renæssance. Det, der lå imellem, mente man, var de vilde germaneres skyld, for de havde ødelagt Romerriget. Florentinerne ville nu ved egen kraft lade den gamle ånd genopstå. De sværmede for alt fra romertiden, for de herlige statuer og pragtfulde, store bygningsværker, som der jo overalt i Italien fandtes ruiner af. Tidligere var de blevet kaldt ”ruiner fra hedningetiden”, og man havde snarere frygtet end beundret dem. Nu så man pludselig, hvor smukke de var. Og derfor begyndte florentinerne igen at bygge med søjler.
Men man søgte ikke kun efter gamle ting. Man begyndte at se på naturen lige så uhildet og med lige så friske øjne, som athenerne havde gjort 2000 år tidligere. Man opdagede, hvor skøn verden er, himlen og træerne, menneskene, blomsterne, dyrene. Man malede tingene, som man så dem. Ikke længere højtideligt, storslået og helligt, sådan som de hellige historier var afbildet i munkenes bøger og på domkirkernes vinduer, men farverigt og lystigt, uhildet og naturligt, klart og nøjagtigt, som man foretrak det. At åbne øjnene og gribe til handling, det var også i kunsten det bedste. På den tid levede de største malere og billedhuggere derfor også i Firenze.
Disse malere har ikke kun siddet som gode håndværkere foran deres billeder for at skildre verden. De ville også forstå alt det, de malede. I Firenze var der især én maler, for hvem det slet ikke var nok kun at male gode billeder, og så kunne de være nok så smukke. Og hans var endda de allersmukkeste. Han ville vide, hvordan alle de ting, han malede, egentlig var, og hvordan alting hang sammen. Denne maler hed Leonardo da Vinci. Han var søn af en bondepige og levede fra 1452 til 1519. Han ville vide, hvordan et menneske ser ud, når det græder og når det griner, hvordan menneskelegemet ser ud indvendig – musklerne, knoglerne og senerne. Derfor bad han om at få kroppe af afdøde udleveret fra hospitalerne og dissekerede og undersøgte dem. Det var dengang noget helt usædvanligt. Men han gik videre. Planter og dyr betragtede han på en ny måde og spekulerede over, hvordan fuglene bar sig ad med at flyve. Da kom han på den tanke, om ikke også mennesker kunne flyve. Han var det første menneske, der præcist og udførligt udforskede muligheden for at bygge en kunstig fugl, en flyvemaskine. Og han var overbevist om, at det engang ville lykkes. Med hele naturen beskæftigede han sig. Men ikke sådan, at han bare slog efter i Aristoteles´ skrifter eller i arabernes lærebøger. Han ville altid vide, om det, han læste der, også virkelig passede.
Således åbnede han først og fremmest øjnene, og hans øjne så mere, end noget menneske tidligere havde set. For han nøjedes ikke med at se, han tænkte også. Når han ville vide noget, for eksempel hvordan det går til, når vand danner hvirvler, eller hvordan varm luft stiger til vejrs, så efterprøvede han det. Han gav ikke meget for sine samtidiges boglærdom og var det første menneske, der satsede på at aflure naturen dens hemmeligheder gennem eksperimenter. Sine iagttagelser tegnede og noterede han på sedler og i hæfter, som der efterhånden blev flere og flere af. Når man i dag bladrer i hans optegnelser, gribes man gang på gang af forundring over, at et enkelt menneske kunne udforske og lære så meget om noget, ingen dengang vidste eller blot ønskede at vide noget om.
Dengang var det også kun de færreste blandt hans samtidige, der havde en anelse om, at denne berømte maler havde opdaget så meget nyt og havde så usædvanlige ideer. Han var venstrehåndet og skrev i en lille, spejlvendt skrift, som slet ikke er nem at læse. Sandsynligvis passede det ham godt, for faktisk var det dengang ikke altid ufarligt at have selvstændige meninger. Således finder man blandt hans notater sætningen: ”Solen bevæger sig ikke.” Andet står der ikke. Men deraf ser vi, at Leonardo vidste, at Jorden drejer om Solen, og at det ikke er Solen, der hver dag løber en tur rundt om Jorden, sådan som man havde troet det i tusind år. Måske har Leonardo begrænset sig til denne ene sætning, fordi han vidste, at der ikke stod noget om det i Bibelen, og at mange troede, at man endnu efter 2000 år skulle opfatte alle ting i naturen, sådan som jøderne havde opfattet dem, da Bibelen blev til.
Men det var ikke kun frygt for at blive betragtet som kætter, der førte Leonardo til at beholde alle sine vidunderlige opfindelser for sig selv. Han kendte menneskene særdeles godt og vidste, at de var parat til at bruge alt nyt til at slå hinanden ihjel. Derfor står der et sted i Leonardos håndskrifter: ”Jeg ved, hvordan man kan opholde sig i længere tid under vandet. Men jeg offentliggør det ikke og afslører det ikke for nogen. For menneskene er onde og vil bruge denne kunst til også at myrde på havbunden. De ville bore hul i bunden af skibene og sænke dem med alle menneskene om bord.” Desværre var ikke alle senere opfindere så store mennesker som Leonardo, og derfor har menneskene for længst lært det, han ikke ville vise dem.
På Leonardos tid var Firenze især én familie blevet rig og mægtig. De var uldhandlere og bankfolk og hed Medici. Ligesom engang Perikles i Athen formede de med deres magt og indflydelse Firenzes historie i næsten hele perioden mellem 1400 og 1500. Først og fremmest Lorenzo di Medici, som man kaldte Il Magnifico, ”den Prægtige”, fordi han gjorde så smukt brug af sin store rigdom. Han støttede alle kunstnere og lærde. Når han hørte om et begavet ungt menneske, optog han ham straks i sit hus og lod ham undervise. Af skikkene i dette hus kan du se, hvordan menneskene dengang tænkte. Der fandtes ingen fast bordorden, hvorefter de ældste og fornemste skulle sidde øverst. Den, der kom først, sad oppe ved Lorenzo di Medici, også hvis det var en ung malerlærling, og den, der kom sidst, måtte sidde nederst, også hvis det var en ambassadør.
Denne helt nye glæde ved verden, ved dygtige mennesker og smukke ting, ved romernes og grækernes ruiner og bøger havde man snart overalt luret florentinerne af. For når noget én gang er opdaget, så lærer andre folk det hurtigt. Ved pavehoffet, der var vendt tilbage til Rom, tilkaldte man store kunstnere til at bygge paladser og kirker i den nye stil eller udsmykke dem med billeder og statuer. Særligt da rige gejstlige fra Medicifamilien blev paver, levede de største kunstnere fra hele Italien i Rom og skabte der deres allerstørste værker. Ganske vist harmonerede den nye måde at se tingene på ikke altid med den gamle fromhed. Og de daværende paver var også i mindre grad kristenhedens præster og sjælesørgere end prægtige fyrster, der ville erobre Italien og i deres hovedstad spenderede enorme summer på vidunderlige kunstværker.
Også i Tysklands og Frankrigs byer bredte denne stemning af den hedenske oldtids genfødsel sig efterhånden. Også der begyndte borgerne langsomt at beskæftige sig med de nye tanker og former og læse de nye latinske bøger. Det var blevet lettere og billigere siden 1453. For da havde en tysker gjort en stor opfindelse. En opfindelse lige så stor som fønikernes opfindelse af bogstaverne. Det var bogtrykkerkunsten. At man kunne gnide sort farve på udskårne træplader og lave aftryk på papir, det havde man vidst længe i Kina og også i nogle årtier i Europa. Tyskeren Gutenbergs opfindelse bestod i at skære hvert enkelt bogstav ud af en træklods i stedet for at snitte hele træplader. De små træbogstaver kunne man nu sætte sammen ligesom bogstavklodser, spænde dem fast i en ramme og trykke teksten i lige så mange eksemplarer man ville. Når siden var trykt tilstrækkelig mange gange, skilte man rammen ad og satte bogstaverne sammen på ny. Det var enkelt og billigt. Enklere og billigere naturligvis, end hvis man skulle bruge år på at afskrive bøgerne igen og igen, sådan som de romerske og græske slaver og middelalderens munke var nødt til. Og snart fandtes der i Tyskland og Italien en stor mængde trykkerier, der trykte bøger, bibler og andre skrifter, og i byerne og også på landet blev der læst ivrigt.
En anden opfindelse ændrede om muligt verden endnu mere. Det var krudtet. Også det havde kineserne sandsynligvis kendt længe, men de brugte det for det meste kun til fyrværkeri og raketter. Det var først i Europa, at man efter år 1300 begyndte at skyde med kanoner mod borge og mennesker. Og snart blev også enkelte soldater udstyret med store, klodsede geværrør. Ganske vist var det dengang hurtigere at skyde med bue og pil. En god engelsk bueskytte kunne afskyde 180 pile på et kvarter, og lige så lang tid tog det en soldat at lade sin muskedonner, antænde lunten og fyre løs. Alligevel anvendte man i Hundredårskrigen mellem Frankrig og England i mange tilfælde kanoner og geværer, og efter 1400 fandt de stadig større udbredelse.
Men der var ikke noget for ridderne. Det var på ingen måde ridderligt at skyde et menneske en kugle for panden fra stor afstand. Du ved, at ridderne var vant til at ride imod hinanden og forsøge at kaste hinanden af sadlen. Nu måtte de bære stadig tungere og tykkere panser på grund af borgerhærenes kugler og sad snart ikke længere til hest iklædt ringbrynjer, men lignede i deres rustninger mænd af jern. De kunne dårligt nok bevæge sig. Det så ganske vist frygtindgydende ud, men var forfærdelig varmt og upraktisk. Netop derfor udgjorde ridderhærene trods al tapperhed ingen større trussel. Da en berømt krigerisk ridderfyrste fra det franske hertugdømme Burgund, hvem man på grund af hans uforfærdethed kaldte Karl den Dristige, i år 1476 ville erobre Schweiz med en sådan ridderhær, overfaldt de frie schweiziske bønder og borgere ved byen Murten til fods disse ubevægelige jernmænd, kastede dem af hestene, slog dem ned og røvede alle de pragtfulde, kostbare telte og tæpper, som ridderhæren havde medbragt på sit erobringstogt. Du kan stadig se dem i Bern, hovedstaden i Schweiz. Schweiz forblev frit, og med ridderne lakkede det mod enden.
Den tyske kejser, der regerede omkring år 1500, kalder man derfor også den sidste ridder. Han hed Maximillian og var fra Habsburgerfamilien, hvis magt og rigdom siden kong Rudolf af Habsburg var blevet ved med at vokse. Siden 1438 havde denne familie ikke kun været magtfuld i sit eget land Østrig, men så indflydelsesrig, at kun Habsburgerne blev valgt til tyske kejsere.
Dog havde de fleste, som også Maximillian, den sidste ridder, haft store stridigheder og bekymringer med de tyske fyrster og adelige, der jo herskede nærmest uindskrænket på deres len og ofte endda nægtede at følge kejseren i krig, når han befalede det.
Efter at der var kommet penge, byer og krudt var tildeling af land med livegne bønder som belønning for krigstjeneste blevet lige så forældet som selve riddervæsenet. Derfor tog Maximillian heller ikke længere sine ridderundersåtter med sig i de krige, han førte med den franske konge om besiddelser i Italien, men lejede soldater, der kun drog i krig for at tjene penge. Sådanne soldater kaldte man landsknægte. Det var nogle vilde, rå fyre i utroligt pralende dragter, mennesker, der frydede sig, når der var noget at plyndre. De kæmpede jo ikke for deres land, men for penge, og de lod sig hyre af dem, der betalte bedst. Derfor havde kejseren brug for mange penge. Da han ingen havde, måtte han låne hos de rige købmænd i byerne. Derfor måtte han også hele tiden vise sig venlig over for byerne, og det ærgrede ridderne, der følte sig stadig mere overflødige.
Maximillian havde helst været fri for alle disse indviklede sager. Han ville hellere, ligesom ridderne i gamle dage, have redet til turneringer og skildret sine eventyr i smukke rim for sin hjerterdame. Han var en mærkværdig blanding af gammelt og nyt. For han holdt meget af den nye kunst, og for sin berømmelses skyld bad han igen og igen den største tyske maler, Albrecht Dürer, der havde lært meget af italienerne, men endnu mere af sig selv, om at male billeder og fremstille grafiske tryk. Og således viser den første nye tyske kunstner os i sine herlige billeder, hvordan den sidste ridder i virkeligheden så ud. Hans billeder, så vel ud som de store italienske kunstneres billeder og bygninger, det er de ”trompetere”, der råbte til menneskene: ”Hallo, en ny tid er begyndt!” Og når vi kaldte middelalderen en stjernenat, så må vi betragte denne nye, vågne tid, som begyndte i Firenze, som en lys, klar morgen.
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie.
|