Hvorfor slår vi katten af tønden?
Hvorfor fik tusindvis af spændte fyrretræsstave i går seriøse tæsk af tusindvis af unger, der i fælles rus knaldede sig igennem splinterne til det salige syn af appelsiner og karameller?
Historien begynder på en mark i middelalderens bondesamfund.
Her står en mand en tidlig forårsdag og begraver en kat. Han gør det for at værne mod ulykker ud fra devisen om, at med ondt skal ondt fordrives, for katten blev dengang opfattet som et slags trolddomsvæsen, der bragte ulykker.
Dem kunne man dog komme i forkøbet, mente man, ved at tage livet af de små bæster, begrave dem i marken og så ellers håbe på en god høst. Men der var et problem. For det kunne være djævelsk farligt at beskæftige sig med sådan noget trolddomsværk. Det var et lige lovligt stort ansvar at pålægge én person. Den snedige løsning blev, at man fordelte ansvaret ved at krænge katten i en tønde og lade alle i det lille samfund komme og give den nogle bank. Hele fællesskabet var med, og dermed var seancen mindre risikabel. Derfra gik det ifølge cand.mag. og arkiver ved
Dansk Folkemindesamling Lene Andersen slag i slag mod vor tids mindre drabelige version af tøndeslagning.
»Selve udtrykket ’at slå katten af tønden’ hænger sammen med, at man efterhånden udviklede et forhold til dyrevelfærd – måske var det alligevel lidt synd for de her katte. Man lavede derfor et hul i bunden af tønden og gav katten en chance for at slippe væk. Man slog ’katten (ud) af tønden’. Siden blev den levende kat udskiftet med en kat af strå, og omkring starten af 1900-tallet var katten helt væk, og traditionen havde udviklet sig til børnenes fest med slik i tønden«, fortæller Lene Andersen. Tøndeslagningstraditionen var i middelalderen en forårsskik, og hvornår den blev en del af fastelavnsfestlighederne, er ikke til at sige præcist, siger Lene Andersen. Men faste- lavnen, som er perioden op til den katolske kirkes fasteperiode, indebar mange flere forskellige lege og traditioner. ’Riv hovedet af hanen’ var, som navnet antyder, en anden mindre dyrevenlig aktivitet, men generelt var ugen op til fasten én stor gang fis og ballade. »Det meste var tilladt i den gale uge, som man kaldte den. Man havde konkurrencer og kappestrider i alle mulige discipliner, og så var der tradition for at klæde sig ud som kongelig og gøre godt grin med autoriteterne. Man kårede også bedste konge, greve, prins osv., og det kan i øvrigt sagtens være dér, vi har begreberne kattekonge og kattedronning fra«, fortæller Lene Andersen. Både udklædning og tøndeslagning har altså før 1900-tallet været forbeholdt de voksne. Fasten dikterede afholdenhed på alle områder, og derfor skejede man helt ud og åd og drak i fastelavnen. »Faktisk kan man i ordbøger helt op i 1800- tallet finde udtrykket ’fastelavnskærester’. Det understreger, at man virkelig slog sig løs på alle områder i de dage«, slutter Lene Andersen.
Politiken den 4.2.2008 |