Cubansk oprører får besøg i sit skjulested
HERBERT L. MATTHEWS, NEW YORK TIMES
Castro er stadig i live og i kamp i bjergene. Dette er den første af tre artikler fra en af New York Times’ korrespondenter, som lige er vendt tilbage fra en rejse til Cuba.
Fidel Castro, lederen af oprøret blandt Cubas unge, lever og kæmper hårdt og sejrrigt i de forrevne og næsten ufremkommelige Sierra Maestra-bjerge på øens sydspids. Præsident Fulgencío Batista har sendt sin hærs bedste mænd til området, men soldaterne kæmper mod overmagten. Dette er den første sikre dokumentation af, at Fidel Castro lever og stadig befinder sig i Cuba. Ingen med forbindelse til verden udenfor, og slet ikke pressen, har set Señor Castro – bortset fra Deres udsendte. Denne beretning vil bryde den skrappeste censur i den cubanske republiks historie.
Provinsen Oriente med sine to millioner indbyggere er afskåret så effektivt fra Havana, som var det et andet land. I Havana ved man ikke, at tusinder af mænd og kvinder med liv og sjæl støtter Fidel Castro og den nye kurs, som de mener, at han står for, og regeringens brutale terrorbekæmpelse har fået indbyggerne til at vende sig endnu stærkere mod præsident Batista. Fidel Castros 26. juli-bevægelse, der består af unge mennesker af alle typer, kalder sig socialistisk. Bevægelsens program er uklart, men udstikker alligevel en ny kurs for Cuba; det er radikalt, demokratisk og derfor antikommunistisk. Bevægelsens virkelige styrke er, at den kæmper imod præsident Batistas militærdiktatur. Som det ser ud lige nu, må general Batista klynge sig til det håb, at en militærkolonne løber på den unge oprørsleder og hans folk og udsletter dem.
Fidel Castro er søn af en rig sukkerplantageejer. Faderen sendte ham på universitetet i Havana, hvor han studerede jura og blev en af lederne i studenternes modstandsbevægelse, der gjorde oprør mod general Batista i 1952, fordi generalen havde gennemført et militærkup og forhindret præsidentvalget samme år. 26. juli 1953 stod Castro i spidsen for en gruppe unge, der gennemførte et desperat angreb på Moncada-kaserne i Santiago de Cuba. Omkring 100 studenter og soldater blev dræbt under kampene, men oprøret slog fejl. Castro blev idømt 15 års fængsel, men han blev løsladt, da der i forbindelse med præsidentvalget 1. november 1954 blev udstedt amnesti. Han rejste over til fastlandet og begyndte at opbygge 26. juli-bevægelsen. 2. december 1956 lagde ’Gramma’ (egentlig ’Granma’, Politikens red.) en motoryacht på 62 fod, til ved Orientes kyst og landsatte 82 unge mænd på Playa Olorada (egentlig ’Las Coloradas, Politikens red.) et stykke neden for Niquero. Planen havde egentlig været at gå i land i Niquero, hverve tilhængere og gå til åbent angreb på regeringen. Men en patruljebåd fra den cubanske flåde havde fået øjet på ’Gramma’.
Desværre for invasionsstyrken viste Playa Olorada sig at være et lumsk sumpområde. Mændene mistede deres mad, de fleste af deres våben og øvrige forsyninger og blev snart angrebet af hærens enheder. Få dage senere var der kun 15-20 af de oprindelige 82 mænd tilbage. Den totale censur betyder, at Havana og andre cubanske byer svirrer med rygter – som regeringen bidrager til – om at Castro er død. Man hører hele tiden spørgsmålet: »Hvis Castro er i live, hvorfor gør eller siger han så ikke noget, der kan bekræfte det?«. Men som jeg siden har erfaret, så valgte Señor Castro at vente, indtil hans styrker havde erobret herredømmet over Sierra Maestro. Han sendte besked til en betroet kilde i Havana om, at han gerne ville have en udenlandsk korrespondent sendt ind i området. Kilden tog kontakt til mig. Efter en lang og strabadserende rejse ind i Sierra- bjergene, hvor jeg fik hjælp af Castros sympatisører og tilhængere, nåede jeg frem til hans lejr i tropeskoven. Oprørets logistik Señor Castro er 30 år gammel, siger hans tilhængere, og det er en høj alder i 26. julibevægelsen. Gruppen råder over en broget blanding af våben og uniformer. Flere af de unge har boet i USA og taler engelsk; én har været professionel baseballspiller i en af de lavere rækker, og hans kone opholder sig stadig i USA. Af fysik og personlighed er Castro en statelig mand: stærk, omkring 1,85 m høj, olivenfarvet hud, fyldigt ansigt og viltert fuldskæg. Han er klædt i en grå camouflageuniform og bevæbnet med et gevær med kikkertsigte, som han er meget stolt af. Der bliver serveret tomatjuice og skinkesandwich samt kaffe i krus. I dagens anledning åbner Castro en æske havanacigarer. Vi kan ikke på noget tidspunkt tale højt, men må nøjes med at hviske. Vi er omgivet af militærkolonner til alle sider, siger Señor Castro, og soldaterne er optændt af det ene ønske at fange ham og hans folk. Under beretningen om, hvordan han samlede de få tilbageværende af de oprindelige 82 mænd omkring sig og holdt regeringsstyrkerne på afstand, mens unge mennesker kom til fra andre dele af Oriente, får man en fornemmelse af, at Castro nu er uovervindelig. Det er han muligvis ikke, men det er den overbevisning, han indgyder sine tilhængere. De har været i mange kampe og tilføjet modstanderne store tab, siger Señor Castro. Regeringsstyrkernes fly bomber dem dagligt; et fly passerer faktisk hen over os, men det fortsætter og kaster sine bomber højere oppe i bjergene. »Vi har nu kæmpet i 79 dage, og vi er stærkere end nogensinde«, siger Señor Castro. »Soldaterne kæmper ikke godt; deres moral er lav, mens vores ikke kunne være højere. Vi dræber mange af dem, men når vi tager fanger, bliver de aldrig skudt. Vi afhører dem, taler pænt til dem, tager deres våben og udstyr og løslader dem så«, siger han. »Det cubanske folk hører alt om Alegría (det var under slaget ved Alegría, at Batistas styrker dræbte næsten alle Castros mænd, red.) i radioen, men de hører eller læser aldrig et ord om os på grund af censuren. Du bliver den første, der fortæller dem det. Jeg har tilhængere over hele øen. Alle de bedste kræfter, særligt alle de unge, er med os. Det cubanske folk finder sig i meget, men ikke undertrykkelse«. Jeg spørger ham til forlydenderne om, at han vil udråbe en revolutionsregering i Sierra-bjergene.
»Ikke endnu«, svarer han. »Tiden er ikke moden. Jeg giver mig til kende på det mest hensigtsmæssige tidspunkt. Ventetiden vil få det til at virke endnu stærkere, for lige nu er vi på alles læber. Vi er sikre på os selv«, siger han. »Der er intet hastværk. Cuba er i krigstilstand, men Batista holder det hemmeligt. Et diktatur er nødt til at vise, at det er
almægtigt, for ellers falder det; vi viser, at det er afmægtigt«. Han fortæller med nogen bitterhed, at regeringen bruger våben, som USA har leveret, »mod hele det cubanske folk«. »De har bazookaer, morterer, maskingeværer, fly og bomber«, siger han, »men vi er i sikkerhed her i Sierra-bjergene; de er nødt til at komme herud for at få ram på os, og det kan de ikke«. Señor Castro kan en smule engelsk, men foretrækker at tale på spansk, hvilket han gør med en usædvanlig sproglig elegance. Han er en politisk, snarere end en militær tænker. Han har stærke holdninger
til frihed, demokrati, social retfærdighed, behovet for at genindføre forfatningen og afholde valg. Han har også stærke meninger om økonomi, men dem ville en økonom kalde svagt funderede. 26. juli-bevægelsen taler om nationalisme, antikolonialisme, antiimperialisme. Det forhører jeg mig om hos Señor Castro. Han svarer: »I kan være sikre på, at vi ikke nærer noget fjendskab til USA eller det amerikanske folk«. »Først og fremmest kæmper vi for et demokratisk Cuba og for at afskaffe diktaturet. Vi er ikke antimilitære; det er også derfor, at vi lader de tilfangetagne soldater gå. Der er intet had til hæren som sådan, for vi ved, at mændene er gode nok, og det samme er mange af officererne«, siger han. »Batista har 3.000 mand i felten mod os. Af en indlysende grunde vil jeg ikke fortælle dig, hvor mange vi har. Han arbejder med enheder på 200 mand; vi opererer i grupper med 10-40 medlemmer, og vi vinder. Det er en kamp mod tiden, og vi har tiden på vores side«. »De ved aldrig, hvor vi er«, siger han, mens gruppen rejser sig for at tage afsked, »men vi ved altid, hvor de er. Du har løbet en betydelig risiko ved at komme herud, men vi har hele området dækket af, og vi skal nok få dig sikkert ud igen«. Det gjorde de også. Vi oplevede ingen problemer, da vi kørte tilbage gennem vejspærringerne til sikkerheden og så videre til Havana. Alle tror, at min kone og jeg blot var på fisketur i weekenden, og der var ingen, der blandede sig, da vi tog flyet til New York.
ps@pol.dk
Oversættelse: Tonny Pedersen
HERBERT L. MATTHEWS, NEW YORK TIMES
Manden, der opfandt Fidel Castro
I den forgangne uge gik Cubas leder gennem næsten et halvt århundrede, Fidel Castro, af, og i dag ventes landets parlament at udpege en ny leder. Den revolution, Castro var leder af, startede i en vis forstand med en avisartikel i en amerikansk avis.
Nedenfor trykker vi et uddrag af den.
Den 57-årige journalist Herbert L. Matthews var allerede i 1957 en legende i USA. For sin avis, The New York Times, havde han dækket Mussolinis krig i Etiopien, den spanske borgerkrig og Chiang-Kai-sheks sejr i Peking.
Ifølge forfatteren Ernest Hemingway var han »modig som en grævling« og kunne stadig begejstres, når han så et
oprør med perspektiver. Sådan et oprør var netop da på vej i Cuba, vurderede Matthews. Han havde på afstand fulgt den unge Fidel Castro og dennes populære kamp mod den cubanske diktator, Fulgencio Batista. Castro havde i 1953 anført et mislykket angreb på Moncada-kasernen i byen Santiago og tilbragt en tid i fængsel. Siden fik han amnesti og gik i eksil i Mexico, hvorfra han planlagde nye oprør sammen med argentineren Che Guevara og ligesindede. I december 1956 var han i hemmelighed vendt hjem til Cuba sammen med 82 guerillasoldater for at styrte diktatoren, men var omgående faldet i baghold. Batista meddelte vidt og bredt, at både Fidel Castro og hans bror, Raúl, var dræbt af de cubanske styrker. Nyhedsbureauet UPI troede på ham, og snart stod nyheden i aviser verden over. Men Fidel Castro var ikke død. Han og 17 andre havde overlevet bagholdsangrebet. Med hjælp fra lokale bønder kom de på fode og organiserede sig i bjergene. Men de havde ingen penge og uhyre få våben, selv om bevægelsen havde medlemmer i byen, der hjalp dem. De var kort sagt en sølle, laset og forhutlet flok, der havde hårdt brug for sejre. Fidel Castro besluttede at lave lidt spin og alliere sig med en udenlandsk journalist, der dels kunne fortælle verden, at han levede, dels bilde Batista ind, at styret var oppe mod meget stærke kræfter.
Et teaterstykke Denne udenlandske journalist blev Herbert L. Matthews. Fyr og flamme over denne chance til at møde Fidel Castro pakkede journalisten sin kuffert og rejste til Cuba, hvor han foregav at være turist. Han blev kørt hele vejen gennem landet af Castros sympatisører og mødte frem i rebellernes lejr. Her blev den entusiastiske journalist nu vidne til et veritabelt teaterstykke, skrevet og iscenesat af Fidel. Journalisten blev bænket af høflige oprørere og fik at vide, at Castro ikke umiddelbart var til stede, for han holdt et vigtigt møde med sin ’generalstab’. Imens havde de blot 18 rebeller fået besked på at få lejren til at ligne en travl kommandopost, og de ilede frem og tilbage foran journalisten, der ikke anede, at det var de samme mænd han så igen og igen. En af dem, Manuel Fajardo, ejede kun en halv skjorte og krabbede sig gentagne gange sidelæns forbi Matthews. Skuespillet fortsatte, da Fidel Castro omsider
ankom, og en af hans mænd højlydt hviskede til ham, at Anden Kolonne netop var ankommet. »Lad dem vente, til jeg er færdig med at tale med journalisten«, viftede Fidel ham utålmodigt af. I løbet af sit tre timer lange interview med den charmerende og imødekommende guerilla-leder faldt Matthews pladask for både ham og sagen.
De efterfølgende reportager i New York Times var helt afgørende for Fidel Castros ry som en heltemodig revolutionær,
der var gået til kamp mod et brutalt diktatur. Aviserne nåede naturligvis også til Havanna, hvor en ydmyget Batista
blankt afviste historien. »Matthews har skrevet et kapitel i en fantasiroman«, udtalte Cubas forsvarsminister.
Fra det tidspunkt stod både udenlandske og cubanske journalister nærmest i kø hele vejen ned gennem Sierra
Maestra for at interviewe Fidel Castro, og Matthews’ eftermæle blev også titlen på Antony de Palmas bog om journalisten: »Manden, der opfandt Fidel Castro«. Den arme journalists begejstring for revolutionen indbragte ham megen kritik, da Fidel Castro senere erklærede sit styre kommunistisk, og han kom endda i den amerikanske efterretningstjenestes søgelys. Der skulle nu gå yderligere et år og ti måneder, før Fidel Castro og hans mænd forlod Sierra Maestra for at indtage resten af Cuba. Castro selv har givet Matthews en del af æren for, at den cubanske
|