00

HANSESTÆDERNE
Hansestæderne eller Hansaen blev stiftet som et forbund i middelalderen, fortrinsvis af nordtyske handelsbyer, for at varetage deres handelsinteresser. Østersøen var da af vital betydning som transportvej og allerede i begyndelsen af 1100-tallet sad tyske købmænd i Visby på Gotland. Med Østersøens sydkyst som base udstraktes Hansaens betydning med både Køln, London, Bergen og Novgorod som yderområder. Hansaen var en løs sammenslutning, hvis repræsentanter samledes hvert år til forhandling på særlige hansedage; men Hansaen var, som samvirkende bystater og på trods af ofte store indbyrdes divergenser, en vigtig handelsmæssig og politisk faktor i Østersøområdet fra 1370 til 16. århundrede, da nedgangen satte ind på grund af handelsvejenes omlægning, de nordiske rigers modstand og engelsk og nederlandsk konkurrence. Den sidste hansedag afholdtes 1669.
HANSESTÆDERNES HANDEL I DANMARK
Danmarks forhold til Hansestæderne blev især udviklet i 1300-tallet, hvor det attraktive Skånemarked blomstrede. Øresundssild var hovedartiklen, men alle tidens varer kunne findes i Skanør og Falsterbo, hvor markedet afholdtes. Toldafgifterne på Skånemarkedet blev en af kronens vigtigste konstante indtægtskilder. Den danske kongemagt havde pligten til at sørge for markedsfreden, og til gengæld kunne den udstede diverse tilladelser, privilegier, til de købmænd fra nær og fjern, der ønskede at handle der. Det gav selvfølgelig kongemagten og Hansaen modsatrettede interesser: Hanseaterne ønskede at hjemføre så stor en fortjeneste, som det var gørligt, og kongens interesse lå i at presse så mange afgifter og told ud af købmændene som muligt.
Siden midten af 1300-tallet havde ikke mindst Valdemar Atterdags ekspanderende fremfærd virket truende på hansestædernes handelsstilling, og dette havde ført dem endnu tættere på hinanden. Det var blevet almindeligt at de hanseatiske byer holdt fælles møder og tog fælles beslutninger af især handelspolitisk karakter. Efter Stralsundfreden og op gennem 1370’erne blomstrede handelsbyerne med Lübeck som det handelspolitiske kraftcenter og som følge heraf kom møntvæsenet i fokus. Under krigen mod Valdemar fandt de første møder sted, der ledte frem til den vendiske møntunion i 1379 mellem Lübeck, Hamburg og Wismar, som Rostock, Stralsund og Lüneburg i 1381 tilsluttede sig. Man enedes om at slå mønter efter samme skala og med fælles kendetegn på den ene side. Fællesmønten blev wittenpfennig. Foruden firpenning, witten, slog de sechslinge, (søslinge eller sekspenninge) og dreilinge (drelinge, trepenninge). Lybsk mønt var allerede på dette tidspunkt den mest anvendte i de vendiske byer på Østersøkysten. Hvilken mønt diverse betalinger skulle erlægges i var konstant et stridspunkt, hvad enten det drejede sig om afregningen for den almindelige handel med varer eller told og afgifter. Kongemagten største interesse lå i den told der betaltes i fremmed, lødig mønt, hvorimod de penge, der skulle handles varer med i hvert fald til tider i følge kongen skulle være dansk mønt. Ved en privilegiefornyelse i 1376 blev fremmed mønt tilladt på Skånemarkedet. Man aner, at ædelmetalindholdet har en ikke ringe betydning herfor. 
Alle mønter skulle i princippet holde den mængde ædelmetal (typisk sølv),
enheden angav. Såfremt denne regel fulgtes, tog de hanseatiske købmænd lige gerne dansk som lybsk mønt. Men hvis eksempelvis den danske konge slog helt lødige mønter, ville mange gemme dem af vejen. Over hele Europa var der inflation, så alle, der kunne, samlede de få mønter, der rent faktisk var deres vægt værd i sølv eller guld. Man siger, at dårlig mønt fortrænger den gode. [22] Det var altså nødvendigt for kongemagten at slå mønter, der var let underlødige, hvis den ville sikre sig, at mønterne forblev i omløb til gavn for handelen. 
Men derudover kunne kongemagten naturligvis også se en fordel i at slå en ringere mønt. Så længe undervægtige mønter accepteredes, kunne en given mængde dansk sølv strække til flere mønter og dermed kunstigt opbragt indkøb, mere end der reelt var dækning for i metalværdien.
Hansestæderne var naturligvis på vagt over for problemet med denne form for snyd. I 1403 satte lübeckerne en så lav tvangskurs på den danske mønt, at Margrethe og Erik som modtræk forlangte, at afgifterne på Skånemarkedet, skulle betales med lybsk mønt
Lübeckerne og de andre hansestæder protesterede gennem den sidste halve snes år af Margrethes levetid ihærdigt over forholdene i forbindelse med handelen på Skånemarkedet, især de danske mønter var udsat for kritik, men situationen forbedredes ikke.

DANMARK, HOLSTEN OG HANSESTÆDERNE
Efter dronning Margrethes bisættelse i 1413 vendte den nu 30-årige Erik blikket mod Sønderjylland, hvoraf en stor del var i de holstenske grevefamiliers vold. Spørgsmålet om, hvorledes Sønderjylland skulle indplaceres i unionen af de tre nordiske riger blev bestemmende for Erik af Pommerns politik og den måde han søgte alliancepartnere på de næste mange år.
Siden Lindholmfreden 1395 havde hansestæderne været brugt som medspillere af både Danmark og Holsten samt som mæglere og voldgiftsdommere. Som handelsfolk havde deres primære interesse altid været at have maksimal fred ikke mindst på de store transportveje, havene, sunde og bælter; alt, hvad Danmark betød.
Et danehof i Nyborg underkendte de holstenske grevers ret til hertugdømmet Sønderjylland, lenet var hjemfaldent til kronen på grund af feloni og i 1415 fik Erik medhold i Nyborgdommen hos den tyske kejser Sigismund, Sønderjylland var dansk. 
Året efter hjalp han det traditionelle lybske råd af handelsfolk tilbage til magten i Lübeck, så i hvert fald deres neutralitet var sikret i den i 1416 optrappede konflikt mellem Erik af Pommerns og greverne i Holsten om herredømmet over Sønderjylland. Den vekslende krigslykke, en usikker situation, med krigshandlinger i Sønderjylland og den vestlige del af Østersøen og ikke mindst et af holstenerne opmuntret sørøveri, gjorde nu livet usikkert for de hanseatiske købmænd.
Hansestædernes neutralitet prøvede Erik ihærdigt at vende til et decideret forbund på hans side blandt ved at henvise til sin hjælp til Lübecks gamle råd. Der var dog mange kontroverser Erik og hansestæderne imellem, som de håbede en fred kunne løse. Hansestæderne privilegier på og frihed til handel i Eriks riger var begrænset såvel af krigshandlinger som af et udførselsforbud på heste og korn, som Erik havde indført for at sikre sin egen hær forsyninger. Spørgsmålet om at slå mønt sammen var også oppe, og et gammelt stridspunkt om bjærgningsregler. Sidst men ikke mindst, at Erik i lighed med holsteneren ville være nødt til at åbne sine havne for kapere, hvilket ville være en kraftig udvidelse af konfliktområdet. ]
En vekslende krigslykke, forhandlingsmæssige gnidninger hansestæderne imellem samt en lovning fra hansestæderne om at forbinde sig med kongen , hvis holstenerne ikke gik ind på voldgiftsmødet synes dog at have resulteret i Eriks accept af hansestædernes mælingsforsøg i 1417, som foreslog parterne en voldgift. Parterne accepterede, men de næste par års forsøg på voldgiftsmøder endte resultatløse. Hansestæderne fik dog en skrøbelig våbenstilstand, der var til gavn for deres handel, ud af det, og for at den ikke skulle briste forsøgte de talrige gange at bringe parterne sammen.
I 1420 havde Erik mistet tålmodigheden, generobrede Femern og foretog togter mod Holsten. Hansestæderne tog Eriks fornyede krig mod holstenerne med fatning, da der stadig var kaprere i den holstenske havn Neustadt til gene for den fri handel. Der var endda røster fremme i stæderne om at indgå forbundet med kongen. De undgik dog stadig at tage direkte parti i sagen og fik presset parterne til en stilstand frem til november 1421 og til at acceptere den tysk-romerske kejser Sigismund som opmand i tvisten om Sønderjylland.
Uenighed om opmanden skulle være kejsermagten eller kejseren personligt og frafald af nogle af Eriks allierede fik dog hurtigt kampene til at blusse op igen; men hvad værre var for Erik, skred grunden under det rimeligt gode forhold han trods alt stod i til hansestæderne. Vel var det holstenerne, der var begyndt med at give havnely til kaprere; men på det sidste rettedes kritikken stadig oftere mod Erik. I forbindelse med Eriks ønske om at styrke sine egne købstæder indskrænkedes hansestædernes privilegier. [28] Hansestæderne følte sig også hårdt ramt af Eriks udvidelse af forbuddet mod udførsel til at gælde alle varer fra hans riger for at de ikke skulle komme fjenden til gode, men især Eriks politik med at inddrage alle mønter og tvinge alle til at tage hans nye sterlinge af rent kobber vakte harme. [29]
Selvom man standsede sejlads på og handel med Eriks tre riger og udrustede skibe mod kaprerne, gjorde uenighed hansestæderne imellem dog at, man ville prøve forhandlingens vej over for Erik før man valgte mellem tvang eller forbund.
Det lykkedes for kejserens udsending Hertug Rumpold omkring nytår 1423 i Flensborg at mægle i mellem Erik og de holstenske grever;  men ikke mindre vigtigt var, at han tilsyneladende kunne udvirke en forsoning den 6. januar mellem Hansestæderne, der også var tilstede, og Kong Erik. Kongen lovede tilbagegivelse af beslaglagt gods og fanger, og retablering af hansestædernes privileger i Norden. Udførselsforbuddet lempedes og kobbersterlingen skulle inddrages og købmænd ikke tvinges til at tage den.
På sin side fik Erik det forbund, der havde været kongstanken i hans politik over for hansestæderne. En pagt, der pålagde den ene af parterne at bistå på nærmere præciserede vilkår, hvis den anden blev angrebet.
På det første møde i København pinsen 1423, hvor man skulle konkretisere forbundet, skuffede Erik dog ved at afvise en udvidelse af hansestædernes privilegier og behandling af ordninger for skibsvrag; men stæderne var nu politisk gået så langt, at de ikke kunne trække sig tilbage.
Allerede tidligt i 1423 havde det været bestemt, at Kong Erik skulle foretage en udenlandsrejse.  Målet havde nok oprindelig været hans besiddelser i Pommern; men et besøg hos den tysk-romerske kejser på det tidspunkt, hvor han skulle dømme i sagen om Sønderjylland, kunne vise sig fordelagtigt.
Den 28. juni 1424 afsagde Kejseren dom: Hele Sønderjylland tilhørte Kong Erik og Danmarks rige, de holstenske grever havde ingen ret til hertugdømmet.
Man ser tydeligt de to sideløbende interessebaner:
På den ene side Erik af Pommerns interesse i et forbund med hansestæderne for at genvinde herredømmet over Sønderjylland, hvilket en overgang ser ud til at lykkes for ham med Rumpold som mellemmand.
På den anden side hansestædernes interesse i at sikre sine købmænd de mest optimale vilkår i privilegeret og fri handel samt den hermed forbundne (sø)transport.
Hele tiden spilles der fra begge sider forskellige kort ud; men det er konstant disse to bagved liggende interesser, der står på spil.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite