Hartkorn - Landgilde
Hartkorn var oprindelig fællesbetegnelsen for de afgifter, bønderne ydede i naturalier - landgilde - til godserne. De forskellige afgifter var i godsernes jordbøger angivet i forhold til 1 td. rug eller byg, der var „hårdt“ korn i modsætning til havre „blødt korn“. Forholdene på de forskellige godser var afvigende, men normen for den almindelige beretning var følgende:
1 td. rug eller byg = 1 td. hartkorn
1 td. gryn eller hvedemel = 2 td. hartkorn
1 td. hvede eller ærter = 1 td. hartkorn
1 td. Havre = ½ td. hartkorn
1 td. humle = ½ td. hartkorn
4 læs enghø = 1 skp. hartkorn
12 gæs = 1 td. hartkorn
Efter enevældens indførelse 1660 indkaldtes jordebøgerne, og på grundlag heraf udarbejdedes en fælles jordebog for alle landets ejendomme, den såkaldte matrikel af 1664, hvori ejendommene skyldsattes i hartkorn.
Denne skyldsætning viste sig snart at være uretfærdig, idet ligningerne på godserne som nævnt havde været noget forskellig, og man påbegyndte derfor i 1681 udarbejdelsen af en matrikel baseret på jordens ydeevne – bonitering - der sattes i forhold til arealet og således angav det hartkorn, der skulle svares.
Ved boniteten sattes agerjorden i klasse efter godhed, enge, overdrev og skove takseredes efter det udbytte, de kunne frembringe, f. eks. antal af hølæs, græsning, svinsolden m. m. Også mølleriet og enkelte andre erhverv blev inddraget heri og vurderedes efter indtægt, men enhedsbetegnelsen var stadig hartkorn.
Trods mangelfuld opmåling og kortlægning var denne hartkornsskyldsætning i begyndelsen god og retfærdig, men da den i halvandet hundrede år blev benyttet som basis for grundskatten på landet, blev den på grund af jordenes forbedring m.m. efterhånden mere og mere uretfærdig, hvorfor man i årene 1806-1822 udarbejdede Danmarks sidste matrikel, der dog først kom til at gælde fra 1844. Boniteringen var denne gang langt mere omhyggelig, og al agerjorden sattes i takst fra 1 til 24. Af de bedste jorder beskattedes 6 1/6 tdr. land (a 14.000 kvadratalen) til at yde 1 td. hartkorn. På Lolland og Falster gik der 9 4/5 tdr. land og i Ringkøbing amt 45 tdr. land til 1 td. hartkorn. Gennemsnittet for hele landet var 18 tdr. land pr. td. hartkorn. Vurderingen tog ikke hensyn til beliggenheden, hvilket i forbindelse med den tekniske udvikling medførte, at de dårlige jorders værdi ved opdyrkning, transportanlæg m.m. steg stærkt, uden at dette medførte takstændring og følgelig heller ikke skatteforhøjelse.Hartkornsskatten blev derfor utidssvarende, hvorfor man i 1903 vedtog loven om rjendomsskyld, hvilket betød en fuldstændig ophævelse af hartkornet som grundlag for skatter til stat og kommune. I ældre dokumenter træffer man ofte betegnelsen „gæsteri“, hvilken betegnelse dækker bondens pligt til at modtage jorddrottens folk, heste og hunde i indkvartering og underholde dem. Gæsteri havde endnu betydning under Christian III, men senere tabte det interessen for godsejerne og blev da i reglen afløst af en årlig afgift. Den regnes som regel ikke som hørende med til den egentlige landgilde og blev derfor ikke sat i hartkorn. Hestegæsteriet - pligten til at underholde hovheste - havde særlig betydning på kronens godser og blev ofte her afløst af en havreydelse.
Den i gammel tid omtalte „herlighed“, betegner den ejendomsret til jordegods og de deraf flydende indtægter og rettigheder, som kronen ved love eller privilegier overdrog til private. Kronens herlighed over selvejere kunne overgå til private, der så kunne købe bondeskylden. Herligheden omfattede alle faste indtægter af fæstegods - landgilde - og udbyttet af skov, jagt, fiskevand, forstrandsret, lyngslet o.s.v. og alt hoveri eller hoveriafløsning.
Dernæst var herlighed de uvisse indtægter af stedsmål, sagefald m.m. Endelig var myndigheden over vornede eller stavnsbundne en del af herligheden. Kronen kunne sælge eller overlade herlighedsrettigheder som birkeret eller patronatsret til private. Med herlighedsretten fulgte pligten til at holde fæsterne i forsvar, rejse tiltale og påkræve ekstraskatter.Herligheden var ikke nøje afgrænset, men hertil må vistnok regnes håndfæstningernes bestemmelse om, at adelen måtte gøre sig sit gods lige så nyttigt som kongen. Ved salg til selveje kunne sælgerne forbeholde sig herligheden eller en del deraf, såsom jagt og fiskeret.
|
|
|