Helte og deres våben.
Side 50-53
Homers digte – Schleimanns udgravninger – Sørøverkonger – Kreta og Labyrinten – Heltekvad – Den doriske vandring - De græske stammer og deres kolonier.
Hør på de ord som de hopper i takt, ord efter ord og så videre. Når du dem højt for dig selv siger frem, mærker du klart hvor de gungrer.
Det er ligesom at køre i tog i en tunnel, det glemmer man aldrig. Heksameter, det kalder man den slags vers. Det er den takt, hvori de tidlige græske sangere besang de gamle heltes trængsler og kampe, hvilke bedrifter de øvede i en længst forgangen fortid, hvordan de med egen kraft og med listige guders hjælp erobrede byer og besejrede kæmper. Du kender historien om den trojanske krig, der brød ud, da Paris, hyrden, skænkede det gyldne æble til gudinden Afrodite, fordi hun var den smukkeste af alle Olympens gudinder. Hvordan han med Afrodites hjælp røvede den skønne Helena, hustru til den græske kong Menelaos, som kaldte til krig. Hvordan en vældig græsk hær sejlede mod Troja for at hente den røvede hjem, en hær af udvalgte helte. Kender du navnene Achilleus, Agamemnon, Odysseus og Ajax, der kæmpede på grækernes side mod Priamos´ sønner, Hektor og Paris, og i samfulde ti år belejrede Troja, indtil byen faldt, blev nedbrændt og ødelagt? Ved du også, hvordan Odysseus, den snilde, herlige helt, længe flakkede om på havet og oplevede en masse eventyr med fortryllende nymfer og skrækindjagende kæmper, indtil han endelig alene, på fremmede forheksede skibe, fandt hjem til sin hustru, der var forblevet ham tro? – Alt det har de græske sangere sunget til lyrespil ved de fornemmes gilder og fester og til belønning vel fået et stykke af det spidstegte kød. Senere skrev man sangene ned og fortalte, at en digter ved navn Homer havde skrevet disse digte, som stadig læses – og som du kan glæde dig til, så levende og farverige, så rige på kraft og visdom er de stadig og vil være det, så længe verden består.
Men – vil du nok sige – det er historier og ikke historie. Jeg vil vide, hvad der skete, og hvornår. Nøjagtig sådan var det også med en tysk købmand for over hundrede år siden. Han læste Homer igen og igen og havde ikke noget højere ønske end at se alle disse skønne steder, som bliver beskrevet der, og drømte om engang at holde de herlige våben i hånden, som disse helte havde kæmpet med. Og det lykkedes ham. Det viste sig nemlig, at det alt sammen virkelig har eksisteret. Naturligvis ikke de enkelte helte, som nævnes i sangene. Lige så lidt som kæmperne og heksene i eventyrerne. Men de forhold, Homer skildrer, drikkebægrene og våbnene, bygningerne og skibene, fyrsterne, som samtidig var hyrder, og heltene, der også var sørøvere – alt det er ikke opdigtet. Da Schleimann – sådan hed den tyske købmand – sagde det, grinede alle ad ham. Men han lod sig ikke slå ud. Han havde sparet sammen hele sit liv for engang at kunne rejse til Grækenland. Og da han havde penge nok, hyrede han nogle arbejdere og foretog udgravninger i alle de byer, som nævnes hos Homer. I byen Mykene fandt han paladser og kongegrave, rustninger og skjolde, alt sammen ligesom i de homeriske sange. Også Troja fandt han og udgravede. Det viste sig, at byen virkelig engang var blevet ødelagt af en brand. Men i gravene og paladserne fandtes ingen indskrifter, og derfor vidste man i lang tid ikke, hvornår det egentlig var sket, indtil man i Mykene tilfældigt fandt en ring, der ikke stammede fra Mykene. Der var hieroglyffer på den, med navnet på en ægyptisk konge, der levede omkring 1400 før Kristus. Det var den store fornyer Akhenatons forgænger.
På den tid boede der altså i Grækenland og på de mange omkringliggende øer og på de nærmeste kyster et krigerisk folk med store rigdomme. Der fandtes ikke et samlet rige, men små fæstningsbyer, i hvis paladser konger herskede. De var nok hovedsagelig søfarere, ligesom fønikerne, kun bedrev de mindre handel og førte mere krig. De lå ofte i strid indbyrdes, men lige så ofte indgik de i forbund for sammen at plyndre fremmede kyster. Således blev de rige på guld og skatte, og også modige. For til sørøveri kræves mod og snedighed. Derfor var det nok et arbejde, de fornemme på borgene tog sig af; de øvrige har været simple bønder og hyrder.
I modsætning til ægypterne eller babylonierne og assyrerne lagde de fornemme imidlertid ikke megen vægt på, at alt blev ved det gamle. På deres mange røvertogter og i kampe mod fremmede folk erhvervede de sig et åbent blik og en glæde ved forandringer. Fra det tidspunkt gik verdenshistorien derfor i de egne meget hurtigere fremad. For efter den tid var menneskene her aldrig mere overbevist om, at sådan som det er nu, det også er det bedste.
Alting var i evig forandring, og når man i Grækenland eller andre steder i Europa finder blot et enkelt potteskår, kan man sige: ”Det må stamme fra denne eller hin tid, for hundrede år senere ville en sådan krukke allerede være umoderne og ingen ville eje den.”
Man mener i dag, at kongerne i de græske byer, som Schleimann udgravede, ikke selv har opfundet alle deres skønne sager. De smukke krukker og dolke med jagtscener, de gyldne skjolde og hjelme, smykkerne og også de farverige billeder på væggen i deres haller, alt det hørte oprindelig ikke hjemme i Grækenland og heller ikke i Troja, men på en ø ikke så langt væk. Denne ø hedder Kreta. På Kreta fandtes allerede på kong Hammurabis tid – hvornår var det? – store pragtfulde kongepaladser med uendeligt mange rum, trappe op og trappe ned, med sale og kamre, med søjler, gårde, gange og kældre. En labyrint.
Du husker måske sagnet om den onde Minotaurus, der var halvt menneske og halvt tyr, og som sad i sin labyrint og ventede på, at grækerne sendte menneskeofre til ham? Ved du, hvor det skete? På Kreta. Altså findes der måske også i disse sagn en historisk kerne. Måske har kongerne af Kreta engang hersket over de græske byer og tvunget grækerne til at sende dem tribut, det vil sige at betale skat til dem, ofte i form af rigtige skatte. Disse folk fra Kreta må have været et mærkværdigt folk, og man ved stadig ikke så meget om dem. Også billederne, som de malede i deres store paladser, ser helt anderledes ud end de ting, der på samme tid blev lavet i Ægypten og Babylonien. Du husker, at de ægyptiske billeder nok er vidunderligt smukke, men meget strenge og stive, ligesom deres præster var. Det er helt anderledes på Kreta. Der elskede man at afbilde dyr og mennesker i hurtig bevægelse. Intet var for vanskeligt for dem at male: jagthunde, der jager efter vildsvin, mennesker, der springer hen over tyre. Kongerne i de græske byer har således lært af Kreterne. Sandsynligvis har de også lært at skrive af kreterne. Den græske skrift var ikke så enkel som fønikernes og blev nok heller ikke brugt til brevskrivning, men kun til at lave lister.
Først for nylig er det lykkedes videnskabsmænd at tyde disse lister.
Men hele denne pragt varede ikke meget længere end til 1200 før Kristus.
Dengang – altså endnu før kong Salomo – ankom nye folkeslag fra nord. Om de var beslægtede med dem, der hidtil havde boet i Grækenland og bygget Mykene, ved man ikke med sikkerhed. Det er dog sandsynligt. I hvert fald fordrev de kongerne og tog selv magten. Kreta var allerede tidligere blevet ødelagt. Men erindringen om al pragten levede videre hos indvandrerne, også da de bosatte sig i nye byer og grundlagde deres egne helligdomme. Med tiden er historierne om deres egne erobringer og kampe smeltet sammen med de gamle historier om de mykenske konger.
Disse nye folk var grækerne, og sagnene og sangene, som blev sunget i de fornemmes huse, var netop de homeriske sange, som vi begyndte med. Vi skal lige huske på, at de allerede var digtet omkring 800 før Kristus.
Da grækerne indvandrede i Grækenland, var de endnu ikke grækere. Lyder det ikke mærkeligt? Men det er sandt. Jeg mener nemlig: Da folkene fra nord drog ned til deres senere bosteder, var de endnu ikke et forenet folk. De talte forskellige dialekter og adlød forskellige høvdinge. De var opdelt i stammer – ikke meget forskelligt fra Sioux eller Mohikanere i indianerbøgerne. Deres stammer var næsten lige så tapre og krigeriske som indianerne og kaldtes doere, jonere, æolere og lignende. Men på mange punkter adskilte de sig meget fra indianerne. Sidstnævnte kendte allerede jernet, mens folkene i Mykene og på Kreta ligesom i Homers sange kun anvendte bronzevåben. Disse folk vandrede nu ind med koner og børn. Først dorerne; de nåede også længst ned, helt ned til den sydligste flig af Grækenland, der ser ud som et ahornblad: til Peloponnes. Der undertvang de de hidtidige beboere og lod dem arbejde på markerne som trælle. Selv boede de i en by, der hed Sparta.
Jonerne, der fulgte efter dem, fandt ikke alle sammen plads i Grækenland. Mange bosatte sig oven for ahornbladet, nord for dets stængel. Der ligger halvøen Attika. Her slog de sig ned nær havet og plantede vin og oliventræer og såede korn. De grundlagde også en by, som de viede til gudinden Athene, samme gudinde, der så ofte kom søfareren Odysseus til hjælp. Det er byen Athen.
Athenerne var store søfarere som alle jonere, og derfor bosatte de sig med tiden også på de nærliggende småøer; de har siden heddet DE Joniske Øer. Derefter bredte de sig videre og grundlagde byer over for Grækenland på Lilleasiens frugtbare kyst med de mange bugter. Så snart fønikerne hørte om disse byer sejlede de derhen for at drive handel. Grækerne har solgt dem olivenolie og korn, sølv og metaller, som man også finder der. De lærte imidlertid hurtigt så meget af fønikerne, at de snart selv sejlede videre ud i verden og grundlagde byer på fjerne kyster, som man kaldte plantebyer eller kolonier. Fra fønikerne overtog de dengang også den vidunderlige kunst at skrive med bogstaver. Du vil se, at grækerne også forstod at anvende denne kunst.
Afskrift fra Gombrichs vérdenshistorie
Ove |