Hvad der i mellemtiden skete i Østeuropa.
Side 215-220
Mens Ludvig den XIV holdt hof i Paris og Versailles, kom en ny ulykke over Tyskland: tyrkerne. Du ved, at de allerede mere end 200 år tidligere (i år 1453) havde erobret Konstantinopel og nu havde skabt et stort muslimsk rige, der omfattede Ægypten, Palæstina, Mesopotamien, Lilleasien og Grækenland. Altså hele det gamle østromerske rige, hvis glans og pragt der dog ikke var meget tilbage af. Nu var de rykket videre op langs Donau og havde i år 1526 besejret den ungarske hær. Næsten alle ungarske adelige, også kongen, var faldet. Tyskerne havde erobret størstedelen af Ungarn og også forsøgt sig med Wien, men havde snart trukket sig tilbage. Som du husker, blev deres flåde tilintetgjort i 1571 af kong Filip II af Spanien og de allierede venetianere, med de fortsatte med at være en magtfuld stat, og i Budapest regerede en tyrkisk pasha. Nu var mange ungarere, der siden den ungarske konges død stod under kejserens herrerømme, protestanter og bekæmpede derfor i religionskrigene kejseren. Også efter trediveårskrigen kom det til flere opstande blandt den ungarske adel, og til sidst kaldte de deres tyrkiske naboer til hjælp.
Sultanen, sådan kaldtes den tyrkiske hersker, tog med glæde imod denne bøn om hjælp. Han havde længe ønsket sig en krig, for hans soldater og krigere var hjemme blevet ham for stærke. Han frygtede, de ville vokse ham over hovedet, og var kun glad for at kunne sende dem væk. Sejrede de, så meget desto bedre. Faldt de – så var han i det mindste af med dem. Du ser, at han var en hyggelig fyr. I år 1683 udrustede han en kæmpe hær fra alle dele af sit land. Pashaerne fra Mesopotamien og Ægypten sendte deres soldater, som sammen med tatarer, arabere, også grækere, ungarere og rumænere samledes i Konstantinopel og under ledelse af overministeren eller storvesiren Kara Mustafa drog mod Østrig. Det drejede sig om mere end 200.000 mand, godt bevæbnede, i farverige dragter, med turban og faner, hvorpå deres tegn, halvmånen, var at se.
Kejserens hære, der stod i Ungarn, kunne ikke holde stand mod dette stormløb. De trak sig tilbage og lod tyrkerne rykke frem helt til Wien. Wien havde dengang som enhver anden by sine fæstningsværker. De blev nu i al hast nødtørftigt istandsat og kanoner og levnedsmidler fremskaffet. 20.000 soldater skulle forsvare byen, indtil kejseren kunne komme dem til hjælp med sine forbundsfæller. Kejseren selv trak sig med sit hof i hast tilbage til Linz og derefter til Passau. Da Wienerne i det fjerne så de brændende landsbyer og forstæder, som tyrkerne havde sat ild på, flygtede omkring 60.000 mennesker ud af byen i uendelige rækker af vogne og karosser.
Og snart var de tyrkiske ryttere fremme. Den enorme hær lejrede sig omkring Wien og begyndte at beskyde dens mure med kanoner eller sprænge dem nedefra. Wienerne forsvarede sig af alle kræfter. De vidste, hvad det handlede om. Men en måned gik, hvor tyrkerne igen og igen løb storm mod byen, og deres sprængninger slog stadig farligere brecher i murene, men der kom stadig engen hjælp. Det værste var de smitsomme sygdomme, der brød ud i byen, og som der næsten døde flere mennesker af end tyrkernes kugler. Også manglen på levnedsmidler blev stadig større, skønt det indimellem lykkedes tropperne i dristige udbrud at bringe et par okser ind i byen. Til sidst betalte man i Wien 20 til 30 kreuzer for en kat, det var dengang rigtig mange penge – og så for en ubehagelig steg! Murene kunne snart ikke længere holdes. Da rykkede de kejserlige tropper endelig til hjælp. Så kan det nok være, at wienerne åndede lettet op! Ikke kun de kejserlige tropper fra Østrig og Tyskland kom til hjælp. Også den polske konge Johan Sobieski, som kejseren allerede tidligere havde sluttet forbund med mod tyrkerne, havde til gengæld for store indrømmelser erklæret sig rede til at bidrage til kampen. Han havde imidlertid krævet at blive øverstbefalende, men den ære ville kejseren også gerne have, og med disse forhandlinger gik kostbar tid tabt. Men til sidst havde hæren under Sobieskis ledelse stillet sig op på højene ved Wien og rykkede nu frem mod tyrkerne. Efter hårde kampe flygtede tyrkerne og tog sig ikke engang tid til at pakke deres teltlejr sammen og tage den med sig. Den kunne de kejserlige soldater nu plyndre. Den bestod af 40.000 telte, var altså en helt lille by med lige gader og så rigtig flot ud.
Tyrkerne trak sig stadig længere tilbage. Havde de dengang sejret og erobret Wien, så ville det have været næsten lige så slemt, som hvis de muslimske arabere næsten 1000 år tidligere havde sejret ved Tours og Poitiers, hvor Karl Martel slog dem tilbage.
Men nu forfulgte de kejserlige tropper dem stadig videre, mens Sobieskis folk drog hjem. En fremragende fransk feltherre, prins Eugen af Savoyen, som Ludvig XIV på grund af hans uanselige skikkelse ikke ville optage i hæren, blev den østrigske hærs berømte leder og erobrede i de følgende år stadig mere land fra tyrkerne. Hele Ungarn måtte sultanen afstå, det kom nu under Østrig. Kejserhoffet i Wien havde vundet stor magt og rigdom, og man byggede nu også i Østrig pragtfulde slotte og mange smukke klostre i en ny, pompøs stil, som man kalder barok. Med tyrkernes magt gik det dengang ned ad bakke. For også i ryggen fik de nu en mægtig fjende: Rusland.
Hidtil har vi ikke hørt noget til Rusland. Det var et stort, vildt skovland med vældige stepper i nord. Godsejerne herskede over de fattige bønder med frygtelig grusomhed. En russisk hersker fra tiden omkring 1580 blev kaldt Ivan den Grusomme. Og med rette. I forhold til ham var Nero en skikkelig mand. Russerne bekymrede sig ikke meget om Europa, og hvad der foregik der. De havde nok at gøre med at strides indbyrdes og slå hinanden ihjel. Ganske vist var de kristne, men de stod ikke under paven, men biskoppen eller patriarken af det østromerske rige i Konstantinopel. Derfor havde de kun ringe kontakt med Vesten.
Men så kom en ny hersker på tronen i 1689 (altså seks år efter tyrkernes belejring af Wien). Han hed Peter, Peter den Store. Han var ikke mindre vild og grusom end sine forgængere. Han drak ikke mindre og havde ikke mindre fornøjelse af voldsgerninger. Men han havde sat sig i hovedet at gøre sit rige til en stat ligesom de vestlige stater Frankrig, England eller Det Tyske Rige. Han vidste, hvad der skulle til: penge, handel, byer. Han ville finde ud af, hvordan de andre lande havde skaffet sig det. Derfor rejste han til Vesten. I Holland så han de store havnebyer med deres prægtige skibe, der sejlede helt til Indien og Amerika for at drive handel. Sådanne skibe ville han også have. Han ville lære, hvordan de blev bygget. Derfor gik han uden nærmere betænkning i lære som simpel skibstømrer hos en hollandsk skibsbygger og tilegnede sig virkelig denne kunst. Derefter vendte han tilbage med en skare håndværkere, der skulle bygge skibe.
Han manglede kun havnebyen. Derfor befalede han at opføre en havneby. En by ved havet, ligesom de hollandske byer, som han havde set. Der ved havet, i det nordlige Rusland, fandtes imidlertid kun øde sumpland. Og så tilhørte disse egne egentlig Sverige, som Peter den Store lå i krig med. Men det var ham alt sammen ligegyldigt. Man drev bønderne fra de omliggende egne sammen, de skulle tørlægge sumperne og ramme pæle i. 80.000 arbejdere lod han knokle der, og snart stod der virkelig en havneby. Han kaldte den Skt. Petersborg. Nu skulle russerne være rigtige europæere. De måtte ikke længere gå omkring i deres hjemlige dragter med langt hår, langt skæg og lange kjortler, men skulle klæde sig som franskmænd og tyskere. De, der ikke adlød eller havde indvendinger mod Peters fornyelser, lod han piske og henrette. Endog sin egen søn. En hyggelig fyr var han ikke, men han opnåede, hvad han ville. Det tog dog sin tid for russerne at blive europæere, men siden dengang har Rusland spillet med i det blodige europæiske magtspil.
Det begyndte allerede under Peter den Store. Med krig mod Sverige, der siden Gustav Adolfs erobringer i Trediveårskrigen havde været den mægtigste stat i Nordeuropa. På Peter den Stores tid var det dog ikke en så klartskuende og from mand som Gustav Adolf, der herskede, men siden 1697 en af de værste unge eventyrere og fantaster, der nogensinde har eksisteret: Karl XII. Han kunne have forekommet i en bog af Karl May eller i en hvilken som helst anden historisk knaldroman. Det klinger helt uvirkeligt, alt det han lavede. Desuden var han lige så ufornuftig som tapper, og det var ikke så lidt. Han kæmpede med sin hær mod Peter den Store og besejrede en fem gange så stor overmagt. Derefter erobrede han Polen og trængte videre frem mod Rusland uden at vente på, at en anden svensk hær, som var undervejs, kunne komme ham til hjælp. Stadig dybere trængte han ind i det store Rusland, altid forud for sin hær, vadede over floder, traskede gennem sumpe, men intetsteds forsøgte de russiske kosakker at standse ham. Det blev efterår og vinter, Ruslands isnende kulde kom, og stadig havde Karl XII ikke haft lejlighed til at vise sin tapperhed. Endelig, da hans hær var fuldstændig udhungret, forfrossen og udmattet, dukkede russerne op og besejrede den godt og grundigt i år 1709. Karl XII måtte flygte og søgte til Tyrkiet. Der blev han i fem år og forsøgte at opildne tyrkerne til kamp mod Rusland. Det havde han ikke meget held med. Endelig i år 1714 hørte han fra sit hjemland Sverige, at man der ikke længere ville vide af en konge, der flakkede om på eventyr i Tyrkiet, og at det store rige ville vælge en anden konge.
Da iførte han sig en tysk officers uniform og med en enkelt ledsager red og kørte han dag og nat, om dagen til hest, om natten sovende i postvognen, i en vanvittig jagt gennem fjendeland under de utroligste farer, og nåede på 16 dage fra den tyrkiske grænse til Stralsund i Nordtyskland, der dengang hørte til Sverige. Fæstningens kommandant, som han om natten lod vække, troede næppe sine egne øjne, da han konge, som man troede befandt sig gud ved i Tyrkiet, pludselig stod foran ham. Byen var begejstret for denne opvisning af dumdristighed, men Karl XII lagde sig derfor ud i et nyt krigseventyr. Han gjorde England, Tyskland, Norge og Danmark til sine fjender. Først ville han bekæmpe Danmark. Under belejringen af en dansk fæstning faldt han i år 1718, og mange folk påstår, at en af hans egne undersåtter skød ham, fordi landet ganske enkelt ikke ville have flere krige.
Dermed var Peter den Store af med ham, og hans russiske riges magt med ham som selvudnævnt kejser eller zar voksede i alle retninger, mod Europa og mod Tyrkiet, mod Persien og de asiatiske lande.
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie.
Ove |