Foråret er over os. Vintergækker og erantis har allerede længe været fremme i haverne, træer og buske har grønne knopper, og uden for mit vindue er en hvid hyld sprunget ud. Som om det ikke var nok, kommer også påsken tidligt til os i år. Det sidste skal den globale opvarmning nu ikke lægges til last. Det skyldes derimod kirkemødet i Nikæa, der i år 325 besluttede, at påskesøndag skal falde på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. I år er det jævndøgn 20. marts, fuldmåne den 21. marts, og følgelig er det påskesøndag 23. marts, hvilket er blot én dag senere, end det overhovedet er muligt. Man skal helt frem til år 2285, før påskesøndag falder 22. marts.

I anledning af påsken kan det være på sin plads med lidt sproglig service, så læserne er klædt på til konversationen omkring påskens frokostbord. Selve ordet påske minder os om, at påsken oprindelig er en jødisk fest til minde om israeliternes udvandring fra Egypten. Ordet har vi fået via græsk pascha fra det hebraiske pesah med betydningen ”overspringelse/bortgang”. Det sigter til, at Herrens dødsengel ”gik forbi” israelitternes huse, fordi de havde smurt blod fra offerlammet på dørstolpen, sådan som Gud havde påbudt det.

Ugen før påske kaldes den stille uge, fordi det er den sidste uge i fasten, forbeholdt bøn og eftertanke, og lovmæssigt er det i mange lande forbud mod visse offentlige forlystelser i denne uge. Den kaldes også for passionsugen. Palmesøndag er benævnt således for at minde om Jesu indtog i Jerusalem før påskefesten, hvor han ifølge Bibelen blev modtaget som en befrier af folket, der viftede med palmegrene ved gudstjenesten. Grenene brændes efter gudstjenesten, hvorefter asken blandes med olie og gemmes. Det følgende år anvendes den under gudstjenesten askeonsdagtil at tegne korsets tegn i panden på de troende. Askeonsdag markerer indledningen til de 40 dages faste forud for påsken og må altså ikke forveksles med onsdagen umiddelbart før påske. Skærtorsdag indeholder ordet skær, der her er brugt i betydningen ”ren”, befriet for synd. Renselsen beskrives i Bibelen ved, at Jesus vasker disciplenes fødder denne dags aften. Langfredag hedder selvfølgelig sådan pga. den lange vej til Golgata og Jesu langvarige pinser på korset.

 

Uddrag fra Politiken den 19. marts 2008.

Nok var Jesus en slags offerlam, og Judas kan vel også si­ges at have været noget af en kylling. Men alligevel - hvorfor har den kristne kirke valgt at invitere æggepjat og gækkebreve og fritgående lammekøller med indenfor til kirkeårets uden for enhver konkurrence aller­største højtid? Det har den kristne Kirke heller ikke. De gamle hedenske skik­ke var så fast indgroet en del af folkelivet, at kirken ikke rigtigt traf noget valg, men bare indlemmede traditionerne i kirkeå­rets gang, fortæller konstitueret leder af Dansk Folkemindesam­!ing, ph.d. og cand.mag. i bl.a. folkloristik Else Marie Kofod.  Det hele handler om forårskådhed og narrerier. Man ved ikke meget om de førkristne forårsfester, men man ved, at forårets komme blev fejret med gækkelege. Fastelavnsudklædning, aprilsnarre og gækkebreve er alle traditioner, der markerer overgangen til den nye sæsons komme ved at 'drive gæk' - i stil med, at det nybagte brudepar drilles, og yngste smedelærling sendes i byen efter kørnerprikker. De oprindelige gækkebreve var såkald­te 'bindebreve', hvor man sendte en me­get fin knude, f.eks. bundet i hår, til den udkårne, som skulle løse den. Senere kom traditionen med at sende en sommer­gæk, som blomsten hed dengang, man endnu ikke fornægtede, at blomsten nar­rer folk til at tro, at det er sommer. Legene har varieret, men i dag skal modtageren gætte afsenderen eller sone med et påskeæg.

 

Men hvor kommer påskeægget fra - og hvad kom først, ægget eller kyllingen? Det gjorde formentlig æggene, som ifølge Else' Marie Kofod kan sættes i forbindelse med påske helt tilbage til i hvert fald 1700-tallet. Som med julen og lysfesten overtog den kristne kirke de tidligere hedenske forårsritualer, som faldt sam­men med påsken. Måske fik ægget sin betydning, fordi det i for­vejen var en luksusspise. Og kyllingerne indeni blev naturligt en del af en tradition, der rummer en stærk, kristen symbolik, beto­ner Else Marie Kofod:

»Kyllingen, der kommer ud af skallen på ægget, er et symbol på opstandelsen«,fortæller hun. Også påskelammet har indbygget kristensymbolik - med Je­sus som offerlammet, og det slagtede lams blod på dørene un­der Det gamle Testamentes ti plager. Men traditionen med lam­mesteg har en noget mere jordnær forklaring, mener Else Marie Kofod:

»Lammestegen stammer jo fra dengang for 30-40 år siden, hvor vi begyndte at kunne få dybfrosne lam fra New Zealand«, som hun siger. Påskeharen er den sidst ankomne. Den kom til Danmark fra Tyskland for omkring 20 år siden, bl.a. som et sendebud fra det verdenshjørne, solen kommer fra eller står op i. Easter  på en­gelsk refererer til east, som Ostem på tysk, der kommer fra Osten.

Og hvad siger kirken til alt det gejl? Sognepræst i Hjortshøj Kirke uden for Århus, Morten Skovsted, kunne såmænd sagtens selv finde på at lade sin egen kirke pynte op med påskeæg i den kommende uge. Men som han understreger: 

»Påsken giver os tid til både havearbejde og fri frokost - og kirkegang«.

Vi giver det sidste ord til en af dem, der notorisk har fulgt på­skeæggenes og påskekyllingernes betydning tættest: 

»Egentlig er det jo sjovt med den tradition, for oprindelig var kyllinger slet ikke ruget ud til påske. Men det handler vel om, at der ikke er noget mere forårsagtigt end en lille kylling, der pip­per sig ud af ægget, så vi skal da bare glæde os over, at traditio­nen stadig i dag lever så meget, at vi køber mange flere æg i på­sken«, siger Martin Merrild, bestyrelsesformand i Dansk Land­brugs Erhvervsfjerkræsektion. 

Artikel fra Politiken den 17. marts 2008