København for cirka 80 år siden (år 1882…i dag er det altså 126 år siden)
De ældste politierindringer går helt tilbage til året 1882, da Crone var politidirektør og Clausen var 1. Politiinspektør. Om disse to chefer indeholder erindringerne intet, vel sagtens af den grund, at de svævede så højt over den almindelige styrke, at der ikke kunne blive tale om nogen personlig kontakt.
Af de ældste erindringer fremgår det, at det var så sløjt med disciplinen inden for korpset. Til nattjeneste var det ikke ualmindeligt, at ”posterne” gik ind et sted og lagde sig til at sove. En stald i Gartnergade skulle således have været et yndet opholdssted for natposterne. En politimand beretter også om sin forbavselse, da han på sin første nats patrouilletur med en kollega så denne sætte sig velbehageligt til rette på en bænk på Dosseringen efter at have slukket den nærmeste gadelygte og givet sin unge kollega besked om at vække sig et par timer senere.
En anden betjent var så forsynlig at anbringe et vækkeur, inden han lagde sig til at sove under en bestemt busk på brohusmarken ved den nuværende Brohusgade. En træsk kollega fik fat i uret og stillede det til at vække klokken 6 ¼, netop på det tidspunkt, da afmeldingen foregik om morgenen inde hos den vagthavende overbetjent.
Inspektionsbetjentene, der jo burde foregå betjentene med et godt eksempel, var meget ofte lige så forsømmelige som betjentene, og deres inspektion foregik tit på den måde, at de ved månedens begyndelse gav betjentene besked om at lade sig afmelde ved visse bestemte klokkeslæt, uanset om han havde inspiceret dem eller ikke på det tidspunkt. Det kunne jo engang imellem føre til uheldige resultater. En morgenstund afmeldte betjentene, at de i nattens løb var blevet inspiceret til det forud aftalte klokkeslet, og så viste det sig beklageligvis, at inspektionsbetjenten slet ikke havde været ude den nat.
Man skulle være meget forsigtig med, hvor man lagde sig til at sove i sin tjenestetid. En betjent i Gasværkshavnen havde fundet ud af, at han uden større risiko kunne lægge sig i en kahyt på en oplagt damper i Gasværkshavnen. Men nu ville uheldet, at dam­peren i nattens løb blev forhalet til flydedokken på Refshaleøen, altså tværs over havnen, således at betjenten, da han vågnede ud på morgenstunden, fik sig en rask spadseretur for at nå til Svends­gades politistation på Vesterbro klokken 6, da han skulle afmeldes.
Den senere chef for ordenspolitiet, politiinspektør Theodor Petersen, fik således nok at gøre i 1885 ved sin overtagelse af embe­det som l. politiinspektør. Karakteristisk nok fortæller en politimand, at Theodor Petersen, mens han endnu var inspektionsbetjent i 2. kreds, en aften i Holmensgade traf en betjent med en toddy i hver hånd, som han havde fået af en bordelværtinde, og Theodor Peter­sen skal da have udbrudt: »Nej, det skal blive løgn for frem­tiden!«
Som ordenspolitiets chef fik han da også rettet disciplinen op ved indførelse af civile inspektionsbetjente, hvis eneste opgave var at udspionere betjentene for at gribe dem i forseelser, ofte rene ube­tydeligheder som f. eks. at gå ind i en butik for at købe en rulle skrå eller undlade at bære handsker. En sådan forseelse bevirkede, at betjenten på den månedlige dagsbefaling ved sit navn kunne se, at han var »anset« med en bøde på 3 eller 5 kroner. Det var også den eneste måde, han blev anset på. Skulle det mirakel hænde, at en betjent fik en dusør for god optræden, kom det ikke på dags­befaling.
Det kan ikke undre, at betjentene hadede disse civile inspektions­betjente og på alle måder søgte at narre dem, så meget mere som de ofte optrådte lusket og utiltalende. Man kan roligt sige, at be­tjentene under patrouilleringen først og fremmest var optaget af at tænke på disse inspektioner og dernæst nøje at følge den fastlagte postgang ad en bestemt rute. Den politimand, der viste initiativ ved at se efter mistænkelige personer og derunder afveg fra postgangen, blev straks antaget for at have været på ulovlige veje som f. eks. på værtshus. Det skulle hurtigt vænne den unge betjent af med at vise nogen form for selvstændighed. Men de foresatte ­og indbrudstyvene! - vidste altid, hvor de kunne finde den post­havende betjent.
H vorledes så nu byen ud i det tidsrum, som de fleste af disse erindringsblade omfatter - årene fra 1882 til og med århundred­skiftet?
Ja, det er jo nærmest kun i glimt, at man opfatter det. Betjentene giver sig jo ikke af med topografiske beskrivelser.
De ældste erindringer omfatter voldenes nedriveise og udstillin­gen i 1888, der netop blev afholdt på det sted, hvor volden havde ligget, bI. a. Filosofgangen og Luciemøllen - i daglig tale kaldet »Lusemøllen«.
Valby hørte ikke med til København. Denne bydel blev først indlemmet d. 1. januar 1901. Vesterbros ydergrænse gik ved Søn­der Boulevard. Udenfor lå marker, der var tilholdssted for løsgæn­gere og betlere, der var i stadig krig med det lokale politi, og som gik på plyndringstogter i Vesterbros sidegader, når der skulle skaf­fes midler til de nødvendige våde varer.
Den store røde mur, der skiller Skydebanehaven fra Istedgade, eksisterede ikke. I Skydebanehaven ned imod Istedgade lå en mu­siktribune, fra hvis 1.ste etage man kunne nyde udsigten over Kalveboderne og Kalvebodstrand.
Gik man ud ad Nørrebro og passerede Gyldenløvesgade, kom man forbi jernbanen, hvor alle tog til København passerede. Gods­banegården var jo endnu ikke opført. Længere ude - ved den sid­ste af de to fodgængerbroer over jernbanen - løb Ladegårdsåen ud i Peblingesøen, og så havde man på venstre hånd Ladegårdens lange, gule bygning. Arealet strakte sig helt hen til Jacob Danefærdsvej. Ladegårdsåen dannede grænsen mellem København og Frederiks­berg. Medens den københavnske åbred omtrent gik i flugt med vandet, lå den frederiksbergske side højt over vandet, og en række gamle piletræer ludede ud over åen og truede med' at falde ned i vandet. Den såkaldte Parcelbro dannede forbindelsen mellem H. C. 0rstedsvej og Griffenfeldtsgade. Fortsatte man ad den nuværende Rantzausgade, der dengang hed Nordvestvej, mødte man ved gadens ende et plankeværk, der dannede skellet ud til en række gart­nerhaver, hvor der fortrinsvis dyrkedes rabarber, hvilket gav anled­ning til, at kvarteret i folkemunde blev kaldt Rabarberkvarteret.  
Politistationen på Fælledvej omfattede hele Nørrebro helt ud til byens grænse, der dengang gik ved »Lygtekroen« ved Ladegårds­åen, omtrent ved den nuværende Hareskovbane-station. Politista­tionen havde en lille aflægger i form af en politivagt ved Stefans­gade, men når der var tale om at bringe anholdte derhen, var det forbundet med de største vanskeligheder og ensbetydende med de vildeste slagsmål med betjentene. De københavnske betjente var ikke med urette mistænkt for at prøve på at genne de urolige hove­der over på den anden side af åen, over i Nordre Birk, hvor der meget sjældent var betjente. Til gengæld kunne man risikere, at urostifterne mødte en gendarm fra det nyoprettede gendarmeri­korps, der provisorisk var stiftet efter attentatet mod konseilspræ­sident Estrup, for på strækningen fra Nørrebros Runddel og ud til bygrænsen patrouillerede gendarmerne. Og medens de talrige bøller i Allersgade og Gormsgade lå i stadig krig med politiet, havde de den dybeste respekt for gendarmerne. Gendarmernes instruks lød nemlig på, at når en person var erklæret for anholdt, måtte man ikke røre den anholdte. Han skulle gå 3 skridt foran, og forsøgte den anholdte at løbe, måtte gendarmen ikke løbe efter ham, men skulle råbe ham an, og hvis han så ikke standsede, skulle han skyde på ham med sin karabin. Det vidste bøllerne god besked om og derfor kunne det ske, at en enkelt gendarm kunne komme gående med 2-3 mand foran sig. Foruden karabinen var gendarmen bevæbnet med en omdrejningsrevolver med 6 skarpe skud. En dag var der kommet en bande af den indre bys alfonser ud på Nørrebro for at lave ballade. De havde udset sig Fredensgade som deres operationsfelt, og for at gøre sig ukendelige havde de sværtet sig i ansigterne. De rev de handlendes døre op og smed varerne ud på gaden, men for en gangs skyld fik politiet assistance af publikum. Alfonserne blev anholdt, og inde pו politistationen fik de skrubbet det sorte af ansigtet sו eftertrykkeligt, at de tabte lysten til oftere at komme på Nørrebro. - - - Blegdamsfælled var adskilt fra Blegdamsvej ved en meget dyb groft. Selve Fælleden var militærets øvelsesplads, men var ellers udlejet til græsning for køer og heste. Det var strengt forbudt at genere disse dyr eller at ride pו dem, men en dag måtte politiet overtræde sit eget påbud, idet man fandt en mand, der var så over­sstadig fuld, at han ikke kunne gå, og som var altfor fuld til at bære. Så fandt to betjente på at fange en af hestene og lægge man­den tværs over hestens ryg og på denne måde transportere ham ind tilpolitistationen.
 
En nutidens københavner ville have vanskeligt ved at orientere sig, hvis han en dag blev sat tilbage til halvfemserne. Fra Nørrebros Runddel og ud til Lyngbyvej lå Jagtvejen mellem fælleden og en række kolonihaver. Fraset nogle arbejderboliger var der ingen be­byggelse. Bagved disse kolonihaver residerede byens natrenovation. Vejen dertil hed officielt Sortevej, men mand og mand imellem bar den et mere betegnende navn. Her kom »Natmændene« i nattens løb kørende med deres såkaldte »Chocoladevogne«, hvorpå stod de åbne latrintønder, der udbredte en skrækkelig stank. En betjent, der i sin tid skulle gå til nattjeneste fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvej, har beskrevet, at når vinden bar i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb. Han kunne ganske simpelt ikke udholde stanken og turde af hensyn til
de civile inspektionsbetjente ikke undlade at holde den foreskrevne postgang. Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe, overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Nørrebros Runddel.
I stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene, og så kunne der af og til ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhændet til omegnens gartnerier som gødning. Dengang havde betjentene nattjeneste 7 timer i træk og skulle hele tiden blive ude på deres post. De var derfor tvunget til at spise deres mad i det fri. En gammel politimand, der havde sin post i dette ubehagelige kvarter, holdt mest af at spise sin frokost sid­dende, men da der derude ikke var videre godt med siddepladser, havde han fundet ud af, at man sad fortræffeligt på en omvendt latrintønde. Nu fandt renovationsselskabet en dag på, at bunden i tønderne burde gøres tættere, og så blev bunden dækket med et lag asfalt eller tjære. Desværre var betjenten ikke blevet underrettet om denne foranstaltning, og da han efter en times hvil ville rejse sig, hang han fast og kunne ikke komme løs, fordi asfalten eller tjæren var smeltet. Det blev til en hel Knold og Tot-historie, for manden måtte skæres løs fra sin tønde og vandre resten af natten med bar hale. Hvorledes han senere har forklaret historien overfor sine foresatte, er en anden sag - - -
Vi fortsætter vandringen fra Nørrebro ud mod Østerbro. En be­tjent, der blev ansat i 1884, fortæller, at på det tidspunkt var Øster­bros politistation endnu ikke oprettet, og hele Østerbro lignede dengang en landsby med smalle gader eller rettere jordveje og be­stod navnlig af gartnerier og marker. Ude ved Kastelsvej lå inge­niørernes øvelsesplads, og ved den nuværende Viborggade og Strandpromenaden lå et udflugtssted, der kaldtes »De fattiges Ti­voli«. Her kunne man om natten møde grævlinge, der travede rundt ligesom smågrise. Det kunne man også risikere i alle byens anlæg. I halvfemserne var Strandvejen en smal landevej med grøfter til begge sider, hvor der om sommeren var stærk trafik ved »Sluk­efter«, det nuværende Tuborg. En dag i 1894 havde en dame an­bragt sig på »Slukefters« terrasse med en stor cigar i munden. Det vakte en sådan furore, at strandvejsposten måtte blive på stedet og sprede opløbet, indtil hun var færdig med at ryge sin cigar.
I 1895 vakte en dame i knæbenklæder på cykel også vild opsigt. Både på Strandvejen og på Lyngbyvej var der ved bygrænsen an­bragt bomme, hvor de kørende måtte betale bompenge. Taksten var forskellig, eftersom det var et en-spændigt eller to-spændigt køretøj. For ryttere var der en særlig takst. Cykler var ikke opført på pris­listen endnu. Disse penge blev brugt til vejens vedligeholdelse. I 1902 blev Brønshøj, Utterslev, Emdrup, Husum og Vanløse indlemmet i København, hvis areal herved blev forøget med en trediedel. Den 15. febr. 1902 blev der oprettet en ny politistation i den daværende Lyngbygade, der senere kom til at hedde Hillerød­gade. Denne nye station skulle have personale, og dette blev en kærkommen anledning for de forskellige politikredse til at skille sig af med de dårligste af deres folk. Vanløse bestod dengang mest af gartnerier. Brønshøj, Husum og Emdrup af store bøndergårde, og kvarteret mellem Haraldsgade og Tagensvej, hvor nu de store fabrikskvarterer og Bispebjerg hospital ligger, var dengang den berygtede Lersø. Lersøen var et ubebygget areal, tæt bevokset med pilekrat, hvor byens kurvemagere gratis kunne hente materiale, og hvor fuglefængere desværre havde alt­ for let spil ved at opsætte lokkefugle i bur og besmøre de nærmeste grene med lim, således at man undertiden kunne støde på lig af fugle, der var omkommet af sult og tørst.
Pilekrattet var i mandshøjde, og det dannede derfor et herligt gemmested for folk, der helst ville være skjult. Her boede derfor byens løse eksistenser. Her kunne de leve deres liv, som de lystede. Lersøen var gennemkrydset af smalle stier, hvor kun de faste bebo­ere kom, eller engang imellem politiet på razzia, som regel med godt resultat. Der var næsten altid en eller anden blandt de indbragte, der havde et uopgjort mellemværende med samfundet. De uskyl­dige tog en sådan razzia nærmest som en behagel ig oplevelse, for det endte altid med kaffe og surbrød inde på politistationen, hvor­efter de fik lov til at gå tilbage til deres bopæl i Lersøen.
Den politimand, der forstod at tale roligt og fornuftigt med disse mennesker, og som i almindelighed lod dem i fred, var de skikke­lige overfor, og et venligt nik eller en spøg kunne lokke smilet frem på deres ansigter. De var nærmest som store børn, og der skulle meget lidt til at bringe dem i affekt.
De betragtede Lersøen som deres hjem; selvom det var primitivt, så var det dog godt nok for dem. De bandt pilekvistene sammen foroven og lagde voksdugs­papir over, så der blev tætnet mod regn. På den nærliggende losse­plads var der nok af kasseroller, skårede kaffekopper, tallerkener og pander, som man blot behøvede at hente. Gamle madrasser var der også nok af. Måske var der »dyr« i dem, men den slags ting så man stort på. Med disse hjælpemidler skabte man sig en møbleret sommervilla, hvor man kunne hygge sig. Det var strengt forbudt at have åben ild derude, men mange havde alligevel i en gammel kasse gemt et sprit- eller petroleumsapparat, så man kunne stege sig et måltid eller koge kaffe. At det var forbuden frugt, fik det kun til at smage så meget bedre. Engang imellem gik det galt, når man lavede varm mad derude. Der kunne udbryde ild, og det kunne være både ubehageligt og farligt. En ækel og ildelugtende os bredte sig over det store om­råde, og samtidig blev der fra lossepladsen invasion af store, fede rotter, der masede sig ind mellem hytterne, og så kom det til kamp mellem menneskene og rotterne om retten til hulen.
Undertiden kom det også til kamp mellem beboerne indbyrdes, og så kunne det gå både hårdt og blodigt til. Det skete navnlig, når en ville erobre en andens kæreste. Der skulle dog være måde med fællesskabet! Den kvinde, der hyppigst gav anledning til slagsmål, var den så­kaldte »Fælleddronning«, Maja Robinson, der i sine unge dage havde været ualmindelig smuk, og som havde været gift med en læge i en anden verdensdel. Det forlød, at hun stadig modtog un­derstøttelse fra ham, og når den kom, var der liv og halløj i Lersøen. Når hun var ædru - hvad ikke hændte hyppigt - talte hun et kul­tiveret sprog og fremviste gerne et fotografi af sig selv fra sine unge dage som dokumentation af, hvorledes hun havde set ud. I årenes løb blev der gjort mange forsøg på at redde hende ud af sumpen. Hun blev ekviperet fra top til tå og man skaffede hende arbejde, men det varede kun kort, så faldt hun tilbage til Lersøens frie liv, hilst med jubel af kammeraterne, der snart fik det pæne nye tøj omsat i brændevin. Og så blev der slagsmål om, hvem der skulle være hendes kæreste.
Ladegårdsåen var meget yndet som badested både af børn og Lersøens stamgæster. Renligheden derude var - forholdene taget i betragtning - for­bavsende god. En sommermorgen kunne man se hele flokken tage bad i den nærliggende Ladegårdså, mens det nyvaskede tøj hang til tørring i pilene. Undseelse var der ikke meget af; der var fællesbad uden nogen form for snerperi. »Fælleddronningen« led i alt fald ikke af undseelse. Når hun på grund af beruselse havnede i deten­tionslokalet på politistationen, hændte det, at hun tog hver eneste trevl af sig, for at politiet skulle få ekstra besvær med hende, når hun skulle køres op i arresten. Var der noget, som Lersøens beboere afskyede, så var det ar­bejde og regelmæssigt erhverv. De småskillinger, som var nødven­dige for at sikre sig det nødvendige kvantum af mad og brændevin, fik man let og bekvemt ved at betle, eventuelt ved at skræmme en enlig fodgænger til at købe sig fri for overfald - - -.
Bygningsjobberiet havde, efter at der var givet los for opførelsen af beboelseshuse udenfor det gamle voldterræn, medført, at man på Vesterbro og Nørrebro havde opført de store kaserner med bag­huse, som man i nutiden har sit besvær med at få afskaffet. I Ryesgade var der tætbebyggede ejendomme med de lange og meget brandfarlige gange. En politimand skildrer ganske karakteristisk, hvorledes husværten på lønningsdagen stillede nede i gadedøren for at incassere de forskellige beboeres husleje.
Man er tilbøjelig til at tro om den svundne tids København, at det var en stille by uden støjende trafik. Ja, trafik i nutidens be­tydning fandtes ganske vist ikke, men den, der var, larmede til gengæld så meget mere. Der var ikke noget, der hed asfalt eller træbrolægning. Al kørsel skete med raslende vognhjul med jern­ringe på en brolægning, der ikke altid var lagt lige omhyggeligt. Når dertil kom hestehovenes klapren, er det forståeligt, at vognlar­men kunne blive så generende for folk, der ønskede ro, at de mere velhavende syge kunne få magistratens tilladelse til at belægge kørebanen med garvebark for at dæmpe vognenes spektakel. Des­uden havde man gadehandlernes råben med varer og skraldemæn­denes brug af skralde til tilkendegivelse af, at husmødrene skulle sætte skraldebøtterne uden for døren, og så arbejderbefolkningens brug af træsko--- nej, stilfærdigt har der så sandelig ikke været i det gamle København.
Fra H.C. Andersens eventyr kender man begrebet rendesten og rendestensbræt. Disse dybe rendestene kender man ikke mere. De sidste fandtes på Nyboder. Medens man nu uden bekymring træder ud i den såkaldte rendesten, var dette ugørligt med de gammeldags dybe rendestene. Begrebet fortovsret, der i nutiden ikke har nogen væsentlig betydning, var dengang noget meget betydningsfuldt. Der fandtes langs den dybe rendesten kun en smal flise, beregnet til en person, og uden for denne flise var der nogle toppede brosten, der var højst ubehagelige at træde på. Det eneste ordentlige sted for fodgængerne at gå var derfor på flisen. En modgående havde kun valget mellem at hoppe over den dybe rendesten eller bruge de toppede brosten. Det var derfor af betydning, at politivedtægten bestemte, at fortovsret havde den, der havde rendestenen på sin højre hånd, og det var en ret, man holdt bestemt på. Denne regel havde ikke det mindste at gøre med, at det derved var lettere at sikre sig mod den modgående trafik, for trafik fandtes jo ikke i vor tids betydning. På fotografier eller tegninger fra ældre tid ser man, hvorledes køretøjer kører i højre eller venstre om hinanden, som de bedst kan. Trafik var således ikke noget, politiet beskæftigede sig med i gamle dage – undtagen på et enkelt punkt: betjentene havde ordre til at jage arbejdsvognene væk fra sporvejssporene. På grund af den dårlige belægning foretrak kuskene at køre i sporene, men derved trykkedes de brosten ned, der fastholdt skinnerne, og sporvejsselskaberne, der skulle afholde udgifterne ved brostenenes opretning, klagede til stadighed over kuskene. Det er med forsæt, at der bruges udtrykket ”selskaberne”, for sporvejene var på det tidspunkt ikke forenede til eet selskab, endsige kommunale ---.
På det gamle voldterræn mellem den indre by og Vesterbro lå det såkaldte Loppetorv, der blev nedlagt i 1887, fordi magistraten af hensyn til den kommunale Store Nordiske Industriudstilling i 1888 ikke fandt det tilstrækkelig pynteligt. Torvet burde egentlig have heddet Loppetorvet, fordi den del madammer sad dér og forhandlede lapper af alle mulige forskellige stoffer. Ved torvets nedlæggelse blev alle disse madammer gjort brødløse, men den vanskelighed kom man over ved at give dem borgerskab som marskandisere.
Den indre by var præget af landboernes holdepladser for deres vogne: Kultorvet hvor kulsvierne fra Nordsjælland holdt, Hauser plads, hvor landboer med andre varer holdt til, og endelig Gammeltorv og senere Nytorv, hvor der forhandles sæd, smør, æg og flæsk. De arbejdere, der var beskæftigede med at bære svinekroppe fra vognen hen til vægten, kaldtes i daglig tale for ”ligbærerne”. Handelen med hø og halm fandt sted på det daværende Halmtorv, den nuværende Rådhusplads. Kvarteret omkring torvene var i øvrigt præget af forskellige gæstgivergårde: ”Trekroner” i Tornebuskegade, ”Solen” i Pustervig, ”Gammel avlsgård” i Suhmsgade 5, ”Sorte Hest” på Hauserplads 26 og ”Nordsthjernen” på Hauserplads 32.
Klokken 3 skulle de forskellige pladser være ryddeliggjort for vogne, for så skulle pladserne gøres rene. Det besørgedes af ladegårdslemmer under ledelse af en opsynsmand.
Dengang som nu kom det offentlige let over gadernes renholdelse ved sat pålægge grundejerne denne byrde, men pladsernes rengøring påhvilede det offentlige og besørgedes som anført af ladegårdslemmer, der i sin tid var klædt i aflagte soldateruniformer, hvad der gav anledning til, at de fik navnet ”Den 41. Bataljon” (hæren bestod nemlig den gang af 40 batallioner) og den medfølgende opsynsmand bar selvfølgelig navnet ”generalen”. Han førte sin bataljon i samlet formation med riskostene på skuldrene rundt til de forskellige steder, der skulle rengøres. Batallionen bestod ikke altid af de bedste børn. I alt fald fortæller en betjent, der havde post i Nørresøgade, at han, når ladegårdslemmerne kunne ventes, skulle opholde sig på hjørnet af Gyldenløvesgade for at beskytte de fredelige borgere mod at blive forulempet af ladegårdslemmerne.
”Lemmerne” var underkastet et bestemt reglement, der mindede meget om det regulativ, der gjaldt for fangerne i Vridsløselille Straffeanstalt, skønt lemmernes eneste forbrydelse bestod i, at de havde modtaget fattighjælp. De måtte stå op klokken 5 om sommeren og klokken 6 om vinteren, hvorefter der serveredes varmt øl. En time efter begyndte arbejdet og arbejdsdagen sluttede først klokken 6 aften. Klokken 8 ½ aften var der tvungen sengetid.
Lemmernes arbejde var selvfølgelig ikke kun at være gadefejere. På den gamle Ladegård blev der drevet en større industriel virksomhed skrædderi, væveri, børstenbinderi osv. Ligesom på straffeanstalterne var lemmerne inddelt i forskellige arbejdsklasser med en dagløn på henholdsvis 4, 8 eller 12 øre. Oprykning til en højere klasse fandt sted efter vedkommendes flid, opførsel og arbejdsdygtighed. Hver mandag udbetales der af ugens arbejdsfortjeneste højst 12, 24 eller 30 øre, og resten blev henlagt til udbetaling ved dimission. Foruden fattiglemmerne husede Ladegården også tvangsfanger, og der var vist ikke større forskel på behandlingen af dem.
Først i 1908 efter opførelsen af Sundholm blev den gamle Ladegård med kombinationen af fattiggård og tvangsarbejdsanstalt nedlagt, og beboerne blev flyttet ud på Sundholm.
Byens rengørelse var ikke meget effektiv. En politimand skildrer, hvorledes fodgængerne blev oversprøjtet med snavset vand, når de gik over den træbro, der – før anlægget af Dronning Louises Bro – førte over Peblingesøen mellem Nørrebrogade og Gothersgade. I broens træbrobelægning var nedlagt sporvejsspor, fastholdt med kramper, og hvis der manglede et par kramper, trykkede sporvognen skinnerne ned i pløret, så pladderet stod ind over fortovet helt op til de gule murstensrækværker, der kantede broen. Da den nye Dronning Louises Bro blev åbnet på dronningens fødselsdag den 7. September 1887, blev man fri for denne ulempe.
 
Hved der i ældre tid i høj grad bidrog til at gøre gaderne snavsede, var de mange hestepærer, der i dagens løb tværedes ud over kørebanen og derfra slæbtes ind over fortovet. Man skulle jo tro at dette ville have givet damerne anledning til at anlægge fodfri kjoler. Men nej! Moden krævede de lange kjoler.
To gange om året flød hele byen med affald. Det var på de halvårlige flyttedage, den 3. Tirsdag i april og oktober. Da var det tilladt at skille sig af med alt flytteaffald såsom afrevet tapetpapir, gamle madrasser osv., og det skete nemmest ved blot at smide det ud på gaden.
Det kunne være besværligt nok at blive af med affaldet, hvis man ikke kunne få skraldemændene til at tage det, for lossepladserne lå jo altid langt væk fra den centrale del af byen.
Logihusene var jo ikke netop de renligste steder, men en dag var forholdet dog blevet så slemt i et af logihusene, at man bestemte sig for udskiftning af sengehalmen. Ejeren fik et par af stamgæsterne til at køre det væk på en trækvogn, men da de to fyre nåede ud på Østbanegade, syntes de, at nu kunne det være tilstrækkeligt, og da de netop passerede en tom byggegrund, hældte de hele læsset derned med det resultat, at alt væggetøjet spadserede fra sengehalmen op i en nærliggende elegant ejendom.---
De fattige, der bev forsørget af det offentlige, uden at det skulle betragtes som fattighjælp, blev ikke ladegårdslemmer, men husedes på Almindeligt Hospital, forløberen for ”DE Gamles By”.
Lemmerne fra ”Almindeligheden”, som det sædvanligvis kaldtes, havde udgangstilladelse hver torsdag, og denne dag blev benyttet til organiserede plyndringstogter til byens forskellige større forretninger, der var forberedt derpå ved at have et passende antal femører ”Ladegårdsspecier” liggende parat til de gamle, der herigennem fik en højst tiltrængt bidrag til at købe skrå og andre småfornødenheder for.
 
Af ovenstående vil det formentlig fremmgå, at idyllen og renligheden ikke var så fremherskende, som man får indtryk af, når der tales om ”De Gode Gamle Dage”
 
Afskrift fra bogen:  Einer Mellerup, Det Gamle København på Vrangen”.
(Einer Mellerup var gennem 25 år chef for Københavns ordenspoliti).
Klik her for at få dit eget GoMINIsite