Kajs forældre og bedsteforældre: Karl og Arnolda samt Hans Peter Nielsen Vintersbølle - Gerda og Kaj - Forside

Brev fra Hans Peter Nielsen Vintersbølle i forbindelse med sønnen Karl Jakob Hannibals dåb.

Afskrift fra kopi det originale håndskrevne brev til ”someone”.

Jeg ved ikke til hvem, men sandsynligvis nogle slægtninge, som ikke deltog i dåben.
Everdrup skole, den 2. oktober 1891

Kære,
I søndags blev vores lille søn døbt og kom til at hedde Karl Jakob Hannibal Nielsen. Karl er et navn hans små søskende har ønsket, at han måtte bære, og Jakob på den dag, han blev nemlig født den 2. august. Han er en sød lille dreng og trives udmærket; men han græd voldsomt i kirken, og det kneb for moder at holde det ud; hun kom ordentlig til at svede derover. Men alt gik ellers godt. Både Cecilie, Kamilla, Johannes og Hans og Kristines lille Peder var med i kirken for at se lille broder blive døbt. Lille Johannes var dog ikke nem at holde inde i min kirkestol; da den hellige akt skulle foregå, smøgede han ud og gik og spankede om ved min side, da jeg stod ved døbefonten, og smuttede til sidst helt under os mellem vores ben tæt hen mod døbefonten for at komme til at se ganske tæt ved, hvad dog præsten ville gøre ved lille broder. Dette forhindrede jeg dog til dels. Imens skreg lille broder ganske ”erbarmerlig” –
Moder bar ham selv, og Kristine fra Vordingborg holdt huen. Hans stod fadder tilligemed Frederik Rasmussen fra Kirkeskoven og banevogter Hans Jensen fra Vordingborg Station. Madam Rasmussen var med, og Hans Jensen havde sin lille datter Elise med heroppe. Vores forpagter hentede dem ved Lou Station, og de kom hertil inden klokken 9 formiddag, og han kørte dem ned igen samme aften. Det var ellers en dejlig dag, og vi er Hans og Kristine og de kære venner fra Vordingborg meget taknemmelige for, at de ville tage op til os på den dag. Det var dog så yndigt at se dem alle hos os og få en samtale om et og andet og udveksle spørgsmål og bemærkninger om de gamle, kendte egne dernede. Vi havde jo hørt, at de havde bestemt at tage en tur herop alligevel i år, og så bad vi dem om at gøre det den dag. Havde de ikke kunnet, havde vi også tænkt på andre blandt slægt og venner og ligeledes hentet dem ved stationen frit; men dem henter vi siden. Om eftermiddagen var vi alle på en spadseretur op til Kildebakken – helt oppe ved Tågeskovgård og gik igennem den lille skov ved gården, men så blev det regnvejr og vi måtte skynde os hjem. Bedste fader var med deroppe, og børnene også. Bendt, som kørte nat turen for os hin 2. august, og hans kone samt jordemoderens hele familie var indbudt og mødte også og spiste til aften hos os. Peder Carlsen og hans kone, som var hos moder den nat, var ligeledes indbudte, men mødte ikke. Jeg spillede en hel del harmonika for de fremmede, hektograferede for dem, lod dem se i mit nye mikroskop, hvor de kunne se, hvor ”levende” osten er, som vi spiste. Og jeg havde en tankering som de havde travlt med at finde ud af at bruge på rette måde. Dagen gik så velsignet og godt, og den lille Karl sov næsten hele eftermiddagen, så træt var han blevet af at græde i kirken. Præsten trøstede os med, at der blev gode kirkesangere af vores børn, siden de sådan forstod at synge, allerede den første gang de kom i kirken. Dagen efter var præstens her henne at ønske til Lykke i anledning af dåben. De har jo sorg naturligvis over deres elskede datter, som måtte bort; men det letter jo for dem at kunne tale ud om hendes endeligt, hvor skønt det var, hvordan hun bad til det sidste for dem alle sammen, for diakonisserne og for andre og syntes, at hun så et skib, hvorpå hun skulle ud at sejle (det var halvt i vildelse) og spurgte sin Moder, om hun skulle med. Derfor sagde præsten også i sin gribende lig tale over hende: Ja, hun skulle snart ud at sejle på dødsskibet, men det bedste var, at Jesus var styrmand”. Hun døde ved fuld bevidsthed, og dødsenglen sænkede palmegrenene ned over hende. Det var en smuk begravelse, der var 5 præster og kirken var fuld. Fru Barfred-Petersen fra Rådegård spillede orgel (sit eget stueorgel) og der var rejst en æresport med indskriften ”FARVEL ELSKEDE”! Ind til præstegården. En uhyre mængde kranse blev lagt på graven og i graven. __ Vi har det alle godt og lille Karl også. Vores lille plejedatter kommer ikke mere. Kammerherreinden takker for vores godhed imod hende; men nu skal hun så blive hjemme. Hendes tøj må vi beholde med undtagelse af seng og sengeklæder. – Lev vel! Kærligste hilsen fra os alle! HP Nielsen
PS. Kom snart at besøge os! Lad os vide, hvad dag det bliver!

Væk tidlig mig o kære mor,

Væk mig før sol opstår,

Den kære sol som bringer os,

Det glade nye år.

Det er det sidste nye år, jeg her i verden ser,

Snart ligger jeg i graven

I ser mig aldrig mer.

I elmetræets grønne top,

Vil stæren bygge bo

Og viben den vil vimse der,

Hvor tjørnebusken gro

Når storken kommer flyvende

Tilbage over hav

Da ligger jeg alene

Udi min kolde grav.

III

Når tjørnebuskens kroner

Udstrør sin hvide pragt

Og du vil komme kære mor

Og se, hvor jeg er lagt

Jeg hører når du kommer

Jeg kender dine trin

Da jubler jeg i graven

Nu kommer moder min.

IIII

Når markerne de blåner

Af stedmorsblomster blå

Så vil jeg ikke længere

Med mælkespanden gå

I spejder over agrene

I engens høje græs

I løber over markerne

I ser mig intet steds

IIIII

Tilgiv mig kære moder

Om jeg var styg og vild

Et kys til dig min egen mor

Din læbe er så mild

Nej, du må ikke græde

Ej græde hører du

Du har jo lille Edion

Du har jo ham endnu.

Carl Vintersbølle, Høng

Skrevet af Karl Jakob Hannibal Nielsen Vintersbølle, formentlig som en afskedshilsen i forbindelse med hans selvmord den ?

Digt af Karl Jakob Hannibal Nielsen Vintersbølle:

Smil, åh smil

Du, som år for år,

rundt i grimme gader går,

træt og støvet

og bedrøvet

både høst og vår -

sænk ej blikket ned,

glem din egen ensomhed,

der er andre

der må vandre

længere, end du ved

Smil, åh smil til dem du møder,

det er smil, der gør dig smuk.

Der er smil, der tørrer alle tårer,

Som en sol kan tørre nattens dug

Har du trang til ro og fred og hvile,

og din by er trist og grå og bleg;

Du skal se, hvis bare du vil smile,

smiler byen igen til dig.

Digt af Karl Vinetrsbølle

Sol og lys og vår

aldrig til dit hjerte når,

Hvis du græder

over glæder,

som du aldrig får.

Er et frossent sind,

fyldt af sorgens mørke spind,

Kan du sprede

det og lede

Solens lys derind,

Smil, åh smil til dem du møder, osv

Karl Vintersbølle