1. vers
Kære Moder! hvorfor sover du,
på det hårde egebord så længe?
Vil du aldrig, vågne mere nu?
ak, så græder stedse din drenge.
2. vers
Sig mig, hvorfor er du klædt så hvid,
og hvorfor, vor gode Fader græder,
hvorfor kommer vores venner hid,
altid klædt i sorte sørgeklæder.
3. vers
Moder, rejs dig af din kolde seng,
drag dig af de lange hvide klæder!
Hør vor broder, hør den lille dreng,
som i vuggen ligger du og græder
4. vers
Ser du ej, hvor alle stjernerne,
svinde bort, og morgenrøden smiler,
thi du har alt sovet dage tre,
og endnu i dybe søvn du hviler
5. vers
Derfor skal du sove lidt endnu,
ingen tåre fra dit øje rinder,
når du vågner, o, så vågner du,
frisk og sund med røde kinder.
6. vers
Jeg skal dække til din kolde krop,
at du ret kan få en rolig slummer,
når du da til slutning vågner op,
Er du fri for sygdom, gråd og kummer.
7 vers
Skal du ligge i det kolde skrin,
Som i stuen står med låget over?
Ak, så kan jo aldrig solens skin
Lyse ned i kisten, hvor du sover.
8. vers
Skal du ligge i det hus af ler,
hist på kirkegården, kære moder!
Ak, så kommer du jo aldrig mer
hjem til os og til vores lille broder
9. vers
Da til graven, hvor vores moder bor,
tit med mine brødre hen jeg iler,
og når lille broder bliver stor,
skal jeg vise ham, hvor moder hviler.
10. vers
Når vi samles da i Himmerige,
Hos Guds Engle små i Evigheden –
O, så skal vi nok fortælle dig,
Hvor vi sørgede og græd herneden.
K. Vintersbølle
|