Et stort folks store lærer.
Da jeg gik i folkeskolen, lå Kina for os så at sige ”ved verdens ende”. Vi havde højst set enkelte billeder derfra på tekopper eller vaser, og vi forestillede os, at der dér fandtes sirlige små mænd med lang hårpisk og kunstfærdige haver med svungne broer og små tårne fulde af små klokker. Et sådant eventyrland har naturligvis aldrig eksisteret, skønt det er rigtigt, at kineserne i næsten 300 år, indtil 1912, skulle bære hårpisk, og at de i vores del af verden først og fremmest var kendt for deres yndefulde ting af porcelæn og elfenben skabt af dygtige kunstnere. Fra hovedstadens palads havde Kina allerede i flere tusind år været regeret af kejsere, af den navnkundige ”kejser af Kina”, der kaldte sig ”Himlens søn”, ligesom den ægyptiske farao kaldtes ”Solens søn”. På den tid, som jeg vil fortælle om, for 2500 år siden, fandtes alt dette endnu ikke, men Kina var allerede dengang et urgammelt kæmperige, så gammelt og stort, at det var ved at falde fra hinanden. Det bestod allerede dengang af mange millioner flittige bønder, der dyrkede ris og korn, og af store byer, hvor fornemme folk spankulerede omkring i farvestrålende silkedragter. Over alle disse mennesker herskede en konge, men under denne konge fandtes fyrster, som havde fået tildelt provinser i det enorme land, der var større end Ægypten og større end Assyrien og Babylonien tilsammen. Disse fyrster blev snart så mægtige, at kongen ikke måtte befale over dem, selv om han dog var konge af Kina. De lå i evig strid med hinanden, og de store slugte de små. I år 221 før Kristus var der til sidst kun en tilbage: Qin Shi Huangdi, den første kejser over hele Kina. Han kaldte sig ”Himlens søn”. Og fordi landet var så stort, at kineserne i de forskellige ender af landet talte helt forskellige sprog, ville det helt sikkert være faldet fra hinanden, hvis ikke de havde haft en ting til fælles: skriften.
Du vil sige, hvad nytter en fælles skrift, hvis sprogene er forskellige, så ingen forstår det, der bliver skrevet? Men sådan er det ikke med den kinesiske skrift. Den kan man læse, selv om man ikke forstår et ord af sproget. Det rene trylleri? Nej, slet ikke, det er ikke engang særlig indviklet. Man skriver netop ikke ord, men ting. Hvis du vil skrive ”sol” eller ”soleil” eller på mandarin-kinesisk ”Zhe”. Alle, der kender tegnet, vil kunne forstå det. Nu vil du skrive ”træ”. Så tegner du med et par streger et træ, sådan her (juletræsstreger), det hedder på mandarin ”mu”, men det behøver man ikke vide for at se, at det er et træ.
Ja, vil du sige, med ting kan jeg forestille mig det, dem tegner man bare. Men hvad gør man, hvis man vil skrive ”hvid”, sætter man så en hvid farveklat? Eller hvis man vil skrive øst! Øst kan man da ikke tegne. Jo, ser du, det der er hvidt. Altså en solstråle. En streg, der kommer ud af solen, x, det betyder ”bei”, ”hvid”, ”blanc” osv. Øst er der, hvor Solen står op bag træerne, altså tegner man billedet af Solen bag tegnet for træ.
Det er praktisk ikke sandt? Og dog, alting har to sider! Forestil dig, hvor mange ord og ting, der er i verden! For hver ting må man også lære et tegn. Der er allerede 40.000, og for mange er det blevet rigtigt svært og indviklet. Da priser vi os lykkelige over vores fønikere og vores 28 tegn, ikke sandt? Men kineserne har nu skrevet sådan i mange tusinde år, og i en stor del af Asien kan man læse disse tegn, selv om man ikke kan et ord kinesisk. Derfor kunne de kinesiske filosoffer og andre store mænds tanker og lærdomme hurtigt udbredes og påvirke folk rundt omkring.
For på samme tid, som Buddha i Indien ville befri menneskene fra lidelse (du husker, at det var omkring 500 før Kristus), fandtes der også i Kina en stor mand, der gennem sin lære forsøgte at gøre menneskene lykkelige. Og dog var han så forskellig fra Buddha som tænkes kan. Han var ingen kongesøn, men kom fra beskedne kår. Han blev ikke eneboer, men embedsmand og lærer. Det var ham heller ikke så meget om at gøre, at det enkelte menneske ikke mere skulle ønske og lide, det det kom an på for ham, var, at menneskene levede fredeligt sammen, forældre i fred med deres børn, og herskeren i fred med sine undersåtter. Det var hans mål: Læren om at leve sammen på en god måde. Og dette mål nåede han også. Gennem hans lære levede det store kinesiske folk i årtusinder fredeligere og roligere med hinanden end andre mennesker på Jorden. Derfor vil det sikkert interessere dig at høre om Konfucius´ lære, eller kong Fuzi, som han hedder på kinesisk. Den er ikke svær at forstå. Ikke engang særlig svær at følge. Derfor fik han også stor succes med den. Den vej til målet, som Konfucius foreslog, er enkel. Måske vil du slet ikke bryde dig om den, men der er mere visdom i den, end man bemærker ved første blik. Han lærte nemlig, at de ydre former i livet er vigtigere end man tror: at bukke for de ældre, at lade andre gå først gennem døren, at stå op, når man taler med en overordnet og mange andre lignende ting, som der i Kina fandtes flere regler for end hos os. Alle disse ting – mente han – er jo ikke tilfældige. De betyder noget eller har engang betydet noget. Sædvanligvis noget smukt. Derfor sagde Konfucius: ” Jeg tror på det gamle og elsker det”. Det vil sige, han troede på den dybere mening med årtusindgamle skikke og sæder og indprentede til stadighed sine landsmænd at overholde dem. Så ville alting efter hans mening gå meget nemmere. Det vil så at sige glide af sig selv, uden at man behøver tænke så meget over det. Man bliver ikke god blot ved at overholde disse regler, men man har måske lettere ved at blive det.
Konfucius havde nemlig meget høje tanker om menneskene. Han sagde, at alle mennesker fødes som gode, anstændige mennesker. Og at alle inderst inde er gode og anstændige: Ethvert menneske, der ser et lille barn lege ved vandet, vil være bange for, at det skal falde i, siger han. Denne omsorg for medmennesket, den medfølelse, når det går andre ilde, alt det er os medfødt. Man behøver altså ikke gøre andet end at passe på, at det ikke går tabt. Og til det formål har vi familien, mente han. Den, der elsker og ærer sine forældre, følger dem og sørger for dem – og det er jo medfødt – han vil også være sådan over for andre mennesker, han vil også adlyde statens love, ligesom han er vant til at adlyde sin far. Derfor var familien, kærligheden mellem søskende, respekten for forældrene ifølge Konfucius det vigtigste i livet. Han kaldte det ”menneskelighedens rod”.
Det var imidlertid ikke sådan ment, at kun den undergivne skulle være herskeren hengiven og ikke omvendt. Tværtimod, Konfucius og hans elever opsøgte tit de genstridige fyrster og sagde dem deres uforbeholdne mening. For fyrsten må være den første til at overholde alle formerne, til at udvise faderlig hengivenhed, omsorg og retfærdighed. Er han ikke det, og lader han sine undersåtter lide uden at gøre noget, så har han kun fortjent, at folket afsætter ham, lærte Konfucius og hans elever. For en fyrstes første pligt er at være et forbillede for alle indbyggere i sit rige.
Måske synes du, at det var rene selvfølgeligheder, det, Konfucius prædikede. Men det var netop pointen. Han ville noget, næsten alle umiddelbart kunne forstå og indse var rigtigt. Da ville livet mellem mennesker blive meget lettere. Jeg har allerede nævnt, at det lykkedes ham. Kun på grund af hans lære, undgik det store rige med mange provinser at falde fra hinanden.
Du skal imidlertid ikke tro, at der i Kina ikke også fandtes andre folk, folk mere i slægt med Buddha, som ikke lagde vægt på det sociale liv og at man lærte at bukke, men derimod på naturens store hemmeligheder. Omtrent samtidig med Konfucis levede der i Kina en anden vismand. Han hed Lao Zi. Hos os er han kendt som Laotse. Det fortælles, at han var embedsmand, men at han ikke brød sig om al den tummel og larm blandt menneskene. Derfor nedlagde han sit embede og vandrede ind i de ensomme bjerge ved Kinas grænser for at blive eneboer.
En simpel toldvagt på landevejen ved grænsen skal have bedt ham om i det mindste at skrive sine tanker ned, inden han forlod menneskene. Og det gjorde Laotse. Men om toldvagten forstod dem, ved jeg ikke, for de er meget hemmelighedsfulde og vanskelige at fatte. Meningen er omtrent denne:
I den hele verden, i vind og vejr, i planter og dyr, i skiftet mellem dag og nat, i stjernernes kredsløb, hersker en stor lov. Han kalder den Tao, det betyder vej. Kun mennesket med sin uro, sin virketrang, med sine mange planer og tanker, ja, også med sine ofre og bønner, lader så at sige ikke denne lov komme til sig, lader den ikke komme til udfoldelse, men forstyrrer dens naturlige gang.
Det eneste, man altså ifølge Laotse skal gøre, er: Intet at gøre. Leve i en indre stilhed. Ikke fare hid og did, men holde op med at ville noget og mene noget. Den, der, når så vidt, at han bliver som et træ eller en blomst, uden mål og uden vilje, i ham vil den store universelle lov, Tao, begynde at virke. Den lov, får himlen til at dreje rundt, og som bringer foråret. Denne lære, kan du nok se, er svær at forstå og endnu sværere at følge. Måske er lykkedes Laotse i de fjerne bjerges ensomhed at nå til at kunne virke gennem ikke-handling, som han kalder det. Men i det store og hele var det vist godt, at ikke Laotse, men Konfucius blev sit folks store lærer.
Eller hvad mener du?
En fjende af historien
Hvis historien om historien hidtil har kedet dig, så kan du glæde dig nu. I Kina fandtes der nemlig på den tid, da Hannibal var i Italien (altså efter 220 før Kristi fødsel), en kejser, der hadede historie i en grad, så han i år 213 før Kristi fødsel befalede, at samtlige historiebøger og alle gamle dokumenter og beretninger skulle brændes; også alle bøger med sange og digte, alle skrifter af Konfucius og Laotse, i det hele taget alt det upraktiske tøjeri. Kun bøger om landbrug og lignende nyttige ting ville han tillade. Den, der ejede andre bøger, skulle henrettes.
Denne kejser hed Qin Shi Huangdi og var en af de største krigshelte, der nogensinde har eksisteret, men som søn af en af de fyrster, jeg har fortalt om, og blev den første kejser af Kina. Den provins, han herskede over, hed Qin, og sådan kaldte hans familie sig også. Det er sandsynligvis efter ham, at hele landet endnu i dag hedder ”Kina”.
Og der er virkelig god grund til at opkalde Kina efter fyrsten af Qin, for han gjorde sig ikke kun til herre over hele Kina gennem sine erobringer, men indførte også en helt ny orden. Han fordrev de andre fyrster og opdelte hele det kæmpemæssige rige på en ny måde. Netop derfor ville han udviske erindringen om tidligere tider helt og aldeles, så han virkelig kunne begynde fra grunden. For Kina skulle være hans værk. Han anlagde veje gennem landet en mere end 2000 km lang, høj grænsemur med tinder og tårne, der i et harmonisk forløb strækker sig hen over sletter, gennem dale og over stejle bjerge og bakker. Kejser Qin lod den bygge for at beskytte Kina og dets mange flittige, fredsommelige borgere og bønder mod de vilde folk fra stepperne, mod de krigeriske rytterskarer, der strejfede om på det indre Asiens vidtstrakte sletter. Disse horder, der til stadighed gjorde indfald i Kina for at røve, plyndre og myrde, skulle den store mur holde borte fra riget. Og dertil viste den sig velegnet. Den har stået i årtusinder, selv om den ofte måtte udbedres, og står der endnu i dag.
Kejser Qin Shi Huangdi selv regerede ikke længe. Kort tid efter ham kom en anden familie eller dynasti på Himlens Sønners trone. Det var familien Han. Det gode, kejser Qin havde indført, bevarede de. Under dem vedblev Kina at være en fast, samlet stat. Men de var ikke fjender af historien. Tværtimod. De huskede, hvad Kina skyldte Konfucius´ lære. Man søgte nu overalt efter de gamle skrifter, og det viste sig, at mange mennesker havde haft modet til ikke at brænde dem. Nu indsamlede man dem og værdsatte dem endnu højere end før. Og kun den, der kendte skrifterne godt, kunne blive embedsmand i Kina.
Kina er faktisk det eneste land i verden, hvor det gennem mange århundreder hverken var adelen eller soldaterne og heller ikke præsterne, der regerede, men derimod de lærde. Om man var af højere eller lavere byrd, var ikke vigtigt. Den, der bestod de vanskeligste eksamener med det bedste resultat, blev embedsmand. Og disse eksamener var på ingen måde simple. Man skulle kunne skrive mange tusinde skrifttegn. Du ved, at det ikke er helt nemt i Kina. Man skulle også kunne så mange af de gamle bøger udenad som muligt og på stående fod kunne fremsige Konfucius´ og de andre gamle vismænds lære og regler rigtigt.
Så Qin Shi Huangdis bogbrændinger nyttede altså ikke noget, og hvis du allerede glædede dig over det, var det omsonst. Det gavner nemlig ikke noget, hvis man sådan uden videre forbyder historien. For den, der vil skabe nyt, må have et grundigt kendskab til det gamle.
Mvh.
Ove
Afskrift af Gombrichs verdenshistorie
|