Læsø Salt - i røg og damp.

Om sydesalt og ildsjæle.

Citater fra bog ISBN 87-988432-0-6.

 

 

I Middelalderen betalte læsøboerne salt som afgift til Viborg Domkapitel. Efter saltsydningens ophør i 1652 fortsatte afgiften imidlertid. Så sent som i 1951-1952 betalte Læsø konge-tiende til Viborg Domkapitel på i alt kroner 660,48.

 

”Nattesalt”.

En stemningsfyldt fortælleraften i den store sydehytte (Læsø) – gerne fra klokken 22 til ca. 24.

 

Den jernpande, hvori det saltholdige grundvand opvarmes og ved rette temperatur og behandling afgiver sine saltkrystaller – alt efter saltsyderens kyndige styring. Hver pande kan rumme 300 liter vand.

 

Jomfrusaltet er det smukkeste krystalsalt der kan fremstilles. De store pyramideformede krystaller udfældes kun på en ny lage en gang om ugen når panderne er renset og kalket. Jomfrusaltet har man til alle tider brugt som bordsalt og myterne tillægger det mange egenskaber.

 

TIP:

 

Salt binder farve.

Læg nyt tøj i saltvand i 12 timer, inden du vasker det. Så holder det farven længere.

 

Put lidt salt i fløden eller æggehviden der skal piskes, så bliver de hurtigere stive.

 

Blodpletter fjernes fra bomuld ved at lægge tøjet i saltvand inden det vaskes.

 

Det spæde barn fik salt på tungen for siden at opnå visdom og klogskab.

 

Put salt på myggestik og smør bagefter med smør eller fedt rørt op med salt.

 

Er suppen blevet for salt, kan du putte skiver af kartofler i suppen. Kartoflerne opsuger saltet.

 

Æbler, pærer og kartofler bliver ikke brune selvom de er skrællet, hvis de ligger i saltvand.

 

Smid saltet på brændende grillkul. Det giver mindre røg og kullene gløder i længere tid.

 

Nyplukkede blomster holder længere, når der er lidt salt i blomstervandet.

 

 

 

 

Norsk kaffe:

 

Den drik, der serveres i pausen, når ”Nattesalt” og ”Ægirs ædegilde” går over scenen. Drikken tilberedes på stedet over åben ild i en kæmpe gryde. Opskriften på væsken er efterspurgt, men syntes at være en hemmelighed. Dog, så meget er sivet ud, at der skulle medgå såvel sydesalt som aske. Måske er det et rygte, som kun smagsløg kan be- eller afkræfte.

 

 

Engang for længe siden fik en fattig dreng en kværn af sin gamle, døende bedstemor. Hun fortalte ham de magiske ord, som starter og stopper kværnen. Den kan male alt muligt og han skal aldrig mere lide nød, men han må love aldrig at misbruge den. Drengen får hyre på et skib, som sejler på de store verdenshave, men kaptajnen er en hård hund, som sulter sit mandskab og især den lille skibsdreng. I det skjulte kan kværnen dog sikre ham mad og drengen bruger den kun i nød. Den onde kaptajn fatter dog mistanke til knægten og en skønne dag opdager han kværnen og han tvinger den fra drengen og får ham under pres, til at fortælle hvordan den starter. Da de anløber den næste havn, sættes drengen i land og skibet sejler videre. Den onde kaptajn sætter nu kværnen til at lave ”Det Hvide Guld”, salt så han bliver stenrig. Han kender prisen på det dyrebare salt og glæder sig til en last fyldt med salt i en uendelighed. Den begærlige kaptajn aner ikke hvordan han skal stoppe den. Dag og nat vælter saltet ud af kværnen og til sidst bliver skibet så fyldt, at det synker med mand og mus. Siden den dag, fortæller sagnet, har den magiske kværn stået på havets bund og kværnet salt og det er selvfølgelig forklaringen på at de 7 verdenshave er så salte.

 

 

I Middelalderen, da salt for alvor blev efterspurgt som konserveringsmiddel opstod der mange mundheld og myter om salt. Det var nok ikke altid de bedste forhold man havde til opbevaring af fødevarer, enten i husholdningen eller ombord i skibene på den omsiggribende handel.

 

Da salt blev efterspurgt i et sådant omfang, at man kaldte det ”Det Hvide Guld” lød et af datidens citater:

 

”Sult og salt er livets og madens bedste krydderi”. At spilde salt betød sorg og ulykke og havde du ikke salt til et æg, ja så var du fattig. I det store Romerrige fik de udstationerede soldater og arbejdere udbetalt deres løn i salt. Det hed salarium og ordet kendes i dag, når din advokat skal have sit salær.

 

Krydderfedt med grever, løg, æbler og frisk timian. Kendt fra pausen under arrangementet Nattesalt. Da pausen afvikles i halvmørke sommernætter, er det smagen og ikke så meget synet a greveedtet der huskes. Den nøjagtige opskrift er ikke til at opdrive, men de kloge siger at der ligger gamle læsø-traditioner bag.

 

 

De gamle Læsøboere brugte et nylagt hønseæg, når det skulle afgøres, om det supersaltholdige grundvand var godt nok til sydepanderne. Flød ægget i vandet med, hvad der svarer til en skilling i fri luft, (12,5%) så blev det fyldt på tønder og kørt til syderierne.

 

Put lidt salt i vandet til æggene. De bliver hurtigere hårdkogte og meget lettere at pille.

 

Den første spæde omtale af saltudvinding på Læsø stammer fra 1330, da Børglumbispen havde ladet sig udbetale afgifter fra øen i form af salt, men først fra næste århundrede begynder mere sigende skriftlige kilder at være bevaret, og nu ses det, at også andre institutioner og enkeltpersoner en domkapitlet i Viborg havde del i produktionen.

 

Saltsydersangen…..kan synges på melodien…Jeg bor her i Stenhøj (De Gyldne Løver).

Melodien er irsk.

 

 

Det syder af saltdamp og oser af røg.

Mit øje det svi`r og min lunge får møg.

Det smager af kopis, af malurt, ja, alt,

Men jeg ved det er Læsøs allersydeste salt.

 

 

 

 

 

Omkv.

 

 

Omkv.

 

 

Omkv.

 

 

”Et Gran Salt”

 

På Læsø kom man sent i gang med at syde salt. Det var munkene fra Viborg Bispesæde der startede saltindvindingen på øen i midten af 1100-tallet. Under strandengene på Rønnerne fandt de nemlig det hypersalte grundvand i store mængder. Saltprocenten varierede fra 10-15% mod havvandets kun 2%. Saltsyderne blev næsten regnet for troldmænd. I den mørke Middelalder blev de også kaldt for ”Lucifers Trælle”. Man lærte dog at tage alt med ”Et Gran Salt”, hvilket betyder at man ikke helt kan tage det for pålydende.

 

 

 

 

Troskab, uforgængelighed og evighed.

 

Salt er altid blevet regnet for noget særligt. Det hænger måske sammen med saltets helsebringende egenskaber. Overalt i verden, hvor der fremstilles salt og overalt hvor naturen har efterladt en saltkilde eller sø, er folk strømmet til for at bade i det helsebringende saltvand. Mest kendt er det Døde Hav i Israel, hvortil tusindvis af mennesker med hudlidelser rejser for at kurbade i det saltmættede vand. I Europa dukker kurbade op ved hvert eneste saltfremstillingssted og dem var der alene i Middelalderen over 380 stykker af i Tyskland. Saltbadene anbefales til folk med reumatiske lidelser, astmatiske lidelser og folk med hudlidelsen Psoriasis. At badene hjælper hersker der ingen tvivl om, men mange myter er i tidens løb opstået. Efter en jødisk begravelse serveres der meget saltmad. Det er til de sørgende,

Som mangler det salt, der er forsvundet med tårerne. Salt kan holde sig evigt og bliver et symbol på troskab, uforgængelighed og evighed. At spilde salt betød derfor sorg og ulykke.

 

En saltplante også kaldet salturt, der kan vokse i saltvand. Hvor den findes kan der være gode chancer for at finde supersaltholdigt grundvand af den kvalitet, der kan bruges i Saltsyderiets pander. I øvrigt anser bl.a. franskmændende Kveller for en fin grønsag.

 

 

Til alle tider har mennesket søgt efter salt. Kroppen kræver mellem 3 og 5 gram salt hver dag. Da vi som forhistoriske jægere og samlere begyndte at tilberede kødet fra jagtdyret ved stegning og kogning og ikke længere spiste råt kød, steg kroppens behov for salt. Ved kysterne kunne saltvandet inddampes til salt, enten ved naturlig solfordampning eller ved sydning i lerkar. Mange steder hvor saltkilder brød frem ved jordoverfladen blev der ligeledes etableret syderier. Senere har man ved arkæologiske undersøgelser påvist, at man i stenalderen stort set anvendte den samme fremstillingsmetode i både Asien, Afrika og Europa. Sydeteknikken kaldes Briquetage efter et fund i Frankrig. En kuppelformet lerovn med perforeret tag leverede varmen og saltlagen blev inddampet gennem små lerskåle, som isattes hullerne i taget af den ophedede kuppelformede ovn. Gentagne påfyldninger sikrede efterhånden en mættet lage og en efterfølgende krystallisering af saltet.

Det er nemlig svært for planter at leve, hvor der er høj saltholdighed i jorden! De vigtigste ioner (stoffer) i havvandet er natrium, klor, sulfat og magnesium. De giver især tre problemer for planterne:

1) Det høje natriumindhold bevirker at vand og luft har sværere ved at trænge igennem en leret jord. Når jordbunden også er vandmættet trænger ilt meget langsommere ned til de iltkrævende rødder – og ved iltmangel ændres mange kemiske og biologiske processer sig på en – for planterne – ret uheldig måde.

2) især natrium og klor kan findes i så store koncentrationer, at de er giftige for planterne og forhindrer optagelsen af andre næringsstoffer.

3) På grund af det fænomen ”OSMOSE” – som vi ikke her skal gå nærmere ind på – skal saltvandet hives eller pumpes op i planten, hvor ferskvand ville sive op af sig selv.