Bødkeren
En af mine flittigste oplysere og givere er bødkermester Jensen, Næstved Bødkerforretning.
Han har skænket mig et næsten komplet sæt bødkerværktøj:
Karetmagerøkse – til rå tilhugning af kløvet træ.
Retkniv, krumkniv, studsekniv – med disse tildannedes de rå stave, rettes og rundes.
Strygehøvl – bødkerens afretter – en omvendt ruhbank, i den ene ende forsynet med en buk på hængsel, den anden ende støttes mod et værkstedsbord (en blok). Herefter kan han stryge tøndestavenes kanter, så de får smig og runding.
Hånddrejer – når stavene er tildannet, skal de samles. De stilles op i et indstilleligt tøndebånd, hvorefter bødkeren slår hånddrejerens tov omkring stavene foroven og samler disse ved at stramme tovet med håndtaget. Der sættes nu tøndebånd på.
Ligeskærerhøvl – når tønden er samlet, afrettes stavenderne med denne.
Håndkrøs – med dette og udarbejdshøvlen laves en not på indersiden af stavene for bund og låg.
Tværhøvl – bruges til afretning på tværs af stavene.
Skabeloner – i forskellige størrelser giver mål og facon på stavene.
Uddrag fra bogen ”Gammelt værktøj” skrevet af Børge Dahl; Ledreborg Tømmerhandel. Udstillet på Roskilde Museum, i Lützhöfts købmandsgård, på første sal over gårdspladsen.
Note:
Min mors bedstefar og onkel Aage drev en bødkerforretning i Balle ved Bredsten. Mor Agnes siger, at der i perioder var mange ansatte på værkstedet, mellem 10-15 mand.
Byboerne.
Danske byer var ikke store. I 1762 havde købstæder som f.eks. Kalundborg, Nyborg, Svendborg og Skagen cirka 1000 indbyggere. Noget mindre byer som Vordingborg, Skælskør, Rudkøbing og Bogense havde cirka 500 indbyggere. Allersidst i rækken af købstæder kom stakkels Sakskøbing på Lolland med kun 272 indbyggere. De fleste af byerne var købstæder. Dette betød, at byerne af kongen havde fået tildelt købstadsrettigheder: ”Eneret til handel og udøvelsen af de fleste håndværk i byen og dens omegn, ret til eget styre og eget retsvæsen”. Byens næringsliv var ikke blomstrende sammenlignet med forholdene mange steder ude i Europa. Så sent som i året 1735 var der i en købstad som Varde ikke andre handlende og håndværkere end 14 skomagere, 7 skræddere, 8 garvere og remsnidere, 4 farvere, 11andre håndværkere og 4 købmænd. Om de fleste af disse Varde-borgere gjaldt, at landbruget var deres vigtigste indtægtskilde: ”Deres højeste håndtering består af en ringe agerdyrkning og avling”, sagdes det i en tidligere indberetning. Det blev i den samme indberetning sagt, at de fleste af indbyggerne var ”ganske fattige”, og at Vardes handel ikke var andet end en smule købslåen om de simpleste varer med omegnens bønder. Sådan har det været de fleste steder, men der var dog også større byer. Odense, Ålborg, Helsingør og Århus nåede indbyggertal på omkring 4-5000 i løbet af 1600-tallet. København blev til en storstad med omkring 30-40.000 mennesker, dels fordi det var en stor handelsby, dels på grund af tilstedeværelsen af administrationen, hoffet, hæren og flåden.
Rem(me)snider: haandværker, der forarbejdede læderremme, seletøj o.lign.
Små søvnige steder.
Småbyerne har med deres lave stråtækte huse og stalde mest af alt lignet en større landsbyer. Nogle steder var gaderne brolagte, andre steder var de kørt og gået til dynd, så man kunne risikere at stikke i til knæene. Gadelys var der sjældent noget af, højst lyste en enkelt søvnig lygte foran byens rådhus. By boerne måtte famle sig frem gennem dynger af skidt og møg, og det blev ikke bedre af, at borgerne lod deres svin og andre husdyr gå løse på gaden. Det var et stadigt problem at holde dyrene ude fra kirkegårdene. I Assens f.eks. forbød byens borgmestre og råd i 1673, at dyrene gik løse på grund af ”den store uskikkelighed, som sig pådrager på kirkegården, hvor svin ganske oproder de dødes grave, ja endog går ind i kirken”. Det hjalp dog ikke, forbudet blev uden virkning gentaget igen og igen, i Assens som i andre byer. Der var ikke meget i de danske byer, der kunne imponere folk fra det store udland. En hollænder, der i 1674 besøgte Odense, der var en af landets største byer, fandt ”gader og huse smudsige, skidne og hæslige.” Det forbløffede den gode hollænder, at man ikke kunne få vin på noget værtshus eller købe det hos nogen købmand. Kun på Løveapoteket havde man denne sjældne vare. Om natten gik vægteren sin tur gennem gader og stræder. Hans hovedopgave var at være brandvagt, men han var også politibetjent. Hver time sang han sit vægtervers. Man kunne høre, at han var vågen, og samtidig fik man at vide, hvor meget klokken var.
”Om du vil i tiden vide,
husbonde, pige og dreng,
da er det på de tide,
man føjer sig i seng.
Befal dig herren fri,
vær klog og snild,
vogt lys og ild,
vor klok er slagen ti”.
Indenfor puttede borgerne sig godt ned i alkoverne. De danske byer var små søvnige huller, præget af stilstand eller direkte tilbagegang. Tallet på døde var bestandig højere en tallet på nyfødte. Uden den stadige tilvandring af nye mennesker far landet eller udlandet ville bybefolkningen derfor dø ud.
Byens vise fædre.
Byerne havde ifølge købstadsrettighederne en form for selvstyre, men rigtignok kun på den måde, at byrådet blev valgt af en lille gruppe af byboerne. Rådet bestod af to borgmestre og et antal rådmænd. Borgmestrene blev valgt af rådmændene. De igen blev valgt af de byboere, der var selvstændige købmænd eller håndværksmestre. Normalt var det kun byens overklasse af købmænd, der kunne vælges. Håndværksmestre var i de lidt større byer ikke fine nok til at kunne vælges ind i byrådet, men de kunne blive valgt ind blandt ”de 24 mænd”, der var en slags baggrundsgruppe for rådet.
Valgene til byrådet skulle bekræftes af kongen. Det udviklede sig i 1600-tallets slutning til, at borgmestre og råd blev kongelige embedsmænd, der blev udpeget af kongen. Han udpegede dem dog fortsat blandt byens overklasse. Ved siden af byrådet fandtes en byfoged. Oprindeligt var han kongens tilsynsførende med bystyret. Desuden var byfogeden dommer og politimester, men senere overtog han mange af byrådets opgaver. Byrådet var også en domstol, der på rådhuset i rådstueretten dømte i sager angående forretningsstridigheder eller anden form for uenighed mellem borgerne. Byfogeden derimod dømte under åben himmel på bytinget i straffesager. I Varde f.eks. holdt man i februar 1665 ting på torvet, men skriveren anførte også i sin tingbog, at han for kulde dårligt havde kunnet holde på pennen, og at det var sneen, der var skyld i, at blækket var løbet ud. Tilliden til overklassen som bystyre og domstol kunne være begrænset blandt de menige byboere.
I Køge i 1637 blev en borger ved retten frikendt for straf, selv om han åbenlyst havde beskyldt en borgmester for bestikkelighed. Om byfogeden i Sæby sagde man i 1730, at han bedrog i retten og bystyret, ”Så hans egne børn har alle de midler og den handel, som der udi byen, og andre borgere ej har salt til et æg”, videre end han og hans børn ville unde dem”. I middelalderen havde købstæderne haft hver deres eget retssystem og særlige love. Enevælden der jo var indført i 1660, søgte at centralisere styret i landet og at gøre forholdene mere ensartede. I 1683 udstedtes i overensstemmelse med disse bestræbelser Christian 5.s Danske Lov, så der kunne dømmes ens over hele landet. Retfærdigheden ved domstolene blev ikke nødvendigvis større med indførelsen af Danske Lov, men vilkårligheden blev mindre. Rådets andre opgaver ud over at være domstol var skatteopkrævning, tilsyn med borgervæbningen, brandvæsenet, fattigvæsenet og skolen. Sidst men ikke mindst skulle rådet regulere næringslivet ved at føre tilsyn med havnen og handelen, med den ugentlige torvehandel og det halvårlige marked. Rådet skulle fastsætte priserne på varer og håndværkernes arbejde, heraf flød fordele for købmændene i bystyret.
Bybefolkningen.
Bybefolkningen var i hovedsagen delt i 4 sociale grupper:
1. Købmænd.
2. Håndværkere.
3. Tjenestefolk, arbejdere, fiskere og sømænd.
4. Fattige.
De to første grupper var de egentlige borgere, familiernes mandlige overhoved havde borgerskab, d.v.s ret til at drive handel eller håndværk på byens område. Til de 4 hovedgrupper kom præster, degne, lærere og andre embedsmænd, der hørte ti de to første grupper, og soldater der hørte til den tredie.
Stodderkongens tropper.
De blinde, de gamle, invaliderne, de prostituerede, de forældreløse børn, de afdankede soldater, de brændemærkede, sigøjnerne og mange flere udgjorde de fattige. I tal var de omkring 10 % af bybefolkningen. Sommetider var der flere af dem, for de fattige var også de arbejdsløse. De levede af tiggeri og almisser. Der blev samlet ind til dem i kirkerne. Nogle få af dem fik seng, mad og godt med prædikener i ”hospitalerne”, det var private fattighuse, hvoraf mange var grundlagt før reformationen. Megen hjælp var der dog ikke at hente. Gav dårlig høst hårde tider, eller var vinteren streng, så hørtes ”megen skrigen for dørene, såsom brødet blandt fattige folk såre formindskedes”, som en borger noterede i Odense i 1661.
Man var helst fri for disse plagsomme tiggere. Mange var uhyggelige at se på med deres åbne sår. Navnlig var det vigtigt, at gravide kvinder ikke kom til at se dem, ellers tog fostret skade, troede man. For at holde skik på de fattige havde man en stodderkonge, en fattig mand med gode kræfter i behold. Han uuddelte pladser til at tigge p, jog udenbys tiggere væk og førte gerne et voldsomt regimente. Stodderkongen havde sit eget værdighedstegn, f.eks. en flot rød uniform med silkebesætning.
Gerne, madam!
De ufaglærte arbejdere var daglejere. De måtte tage, hvad der bød sig af arbejde, f.eks. med losning og ladning af skibe i havnen. Der var ikke mange ufaglærte arbejdere, de kom først med industrien. Men i alle havnebyer var der mange sømands- og fiskerfamilier. I Nibe var der i 1720 cirka 320 husstande. Af dem levede de ca 85 familier af fiskeri, cirka 80 familier levede på anden vis. Om resten skrev man: ”Der findes her foruden over 150 fattige familier. Disse nærer sig af at tjene hos fiskerne, deres hustruer af at gøre ved sild og tigger for dørene. Imellem fiskeriet binder disse fattige folk garn og bøder de i land tagne garn”. Men Nibe var før forureningen af Limfjorden også i usædvanlig grad en fiskerby.
Der var mange tjenestefolk i byerne. Velhavende folk holdt tjenestepiger, tjenere, gårdskarle og kuske, måske også amme og huslærer til børnene. Holberg ålede den københavnske overklasse for dens brovten med opvartere, bærestole og lakajer. Hos nogenlunde velstående håndværkere var der som regel et par tjenestepiger, det forekom ofte, at der fandtes, at der fandtes en tjenestepige hos folk, som kaldes fattige. Tyendelønnen var da også nogle steder kun husly og kost, og hvor der var penge, kunne det knibe med betalingen. ”Fort p døren, din taske!” siger Magdalone i en af Holbergs komedier, men Pernille svarer: ”Gerne, madam, men I må vide, at jeg har to års løn til gode.”
De zünftige.
Murer Hans Pedersen lagde i 1664 sag an i Assens mod to kolleger. De havde kaldt ham en fusker, en beskyldning, som både var ærekrænkende og ødelæggende for Hans Pedersen i hans næring. Hans Pedersen anførte ved retten, at de to kolleger godt vidste, at han var udlært, og havde været hos ”fornemme, vel erfarne og berømte murermestre både her i landet og udenlands”. I hver købstad var håndværkerne samlet i laug. Her vogtede de nidkært over deres eneret til deres fag. I lavet indgik de aftaler om deres forretninger, bestemte hvor mange mestre, byen kunne have og passede på fagets traditioner. Rige lav havde egne huse, fattigere lav mødtes hos lavets oldermand, men selv små lav havde værdifulde og smukke genstande af sølv, som brugtes ved laug ceremonierne.
Lærling var man i op til 9-10 år, så blev man som svend optaget i lavet under store højtideligheder. Den nybagte svend gik på valsen, d.v.s. han rejste rundt i Europa med sit håndværk. Faget kunne jo udøves overalt. Og ydermere havde svenden lært ”zünften” d.v.s. de mystiske tegn og gerninger, der overalt, hvor han kom frem, viste, at han hørte til faget. Når svenden kom hjem, gik han i tjeneste hos en mester og boede hos ham og hans familie, spiste ved mesters bord sammen med familien og eventuelle andre svende og lærlinge. Siden blev svenden selv mester, der var nemlig ikke mange flere end der var mestre, så oprykningen var nogenlunde sikker. Først nu kunne svenden selv stifte familie, en svend måtte helst ikke være gift.
Der var et stærkt sammenhold i lavet. Laugmedlemmernes sammenhold og forpligtelse til at hjælpe hinanden gav social sikkerhed. Den automatiske oprykning fra svend til mester hindrede, at der opstod større modsætninger mellem mestrene som arbejdsgivere og svendene som arbejdere.
Købmandsgården.
Ved håndværk kunne ikke tjenes de helt store penge, indtægten kunne komme fra, hvad mester selv og hans svende kunne producere. Købmanden derimod kunne handle med, hvad både bønder og håndværkere frembragte, købmanden havde derfor mulighed for større indtægter. Købmand Rasmus Øllgaard i det fattige Varde f.eks. startede på næsten bar bund. Da han døde i 1770, ejede han ejendomme i Varde, en herregård, noget andet jordegods, et rigt indbo og en stor kontant formue. Købmændene var byens overklasse, lige som godsejerne var det på landet. Men mulighederne for fremgang og fald var større for købmændene.
Købmandsgården var et stort foretagende med pakhuse, stald, lagerpladser, boliger til købmandsfamilien selv og dens tjenestefolk i huset og handelen, og selve kramboden. Fra sit kontor ledede købmanden sin forretning, han modtog skyldnere og kreditorer, han købte og solgte, så på vareprøver, gav ordrer til sine skippere, førte regnskab. Eller også førte købmanden fra kontoret sine embedsforretninger som tolder eller rådmand eller hvilket andet embede, han nu fandt det fordelagtigt for sig selv og nyttigt for almenheden at forene med sin egen forretning. Købmændene udførte varer som korn, kød og andre landbrugsvarer navnlig til Norge og Østersøhavene. Varerne de indførte, var især tjære, isenkramvarer, klæde, salt, vin og tobak, der kom fra lande som Tyskland, England, Frankrig og Holland. De danske købmænd handlede både på eget eller fremmed skib. Nogle købmænd drev desuden virksomhed som pengeudlånere, banker fandtes jo ikke, på den tid.
Matadoren.
Danmark havde foruden Færøerne, Island og Grønland kolonier i Indien, Afrika og Amerika. Store penge kunne tjenes på kolonihandel, på statsleverancer eller som embedsmand. Og helt store penge kunne tjenes, hvis man kunne få held til at kombinere disse 3 dele. Et lysende eksempel var H.C. Schimmelmann, en østtysk købmandssøn, der først tjente sig en kæmpeformue som leverandør af krigsmateriel til Preussen. Schimmelmann kom til Danmark i 1782. I kraft af sine penge og sit talent for handel og finansvæsen blev han gjort til dansk finansminister. I den egenskab solgte han billigt til sig selv Hellebæk geværfabrik og statens sukkerplantager på de vestindiske øer. Desuden købte han et sukkerraffinaderi i København og Lindenborg gods i Jylland. I forvejen havde han nogle godser i Holsten. Schimmelmann lod nu hovbønderne på godserne producere fødevarer, bondekvinderne og deres børn satte han til at spinde bomuldstøj. Med levnedsmidlerne fodrede han arbejderne på geværfabrikken og sukkerraffinaderierne og slaverne på plantagerne i Vestindien. Bomuldstøjet og geværerne fra fabrikken i Hellebæk lod han gennem sit slavehandlerkompagni sælge til Afrika, værktøj fremstillet på geværfabrikken blev brugt på plantagen. I stedet for bomuldstøj og geværer fik han slaver, som på slavehandlerkompagniets skibe blev sendt til Vestindien. Her solgte han dem, eller han lod dem arbejde på sine egne plantager. På plantagerne blev der lavet rom og råsukker, som han lod færdiggøre på raffinaderiet i København, til sine bønder, eller gennem slavehandlerkompagniet i Afrika, hvor han fik slaver i stedet osv. ”Maskinen”, der hang endnu mere sammen, end det her er nævnt, kørte rundt, og Schimmelmann blev ikke alene en af de rigeste mænd i Europa, kongen gjorde ham også til ridder af Elefanten og greve.
Landsbyen, år 1550-1790.
Afskrift fra bogen: Dagligliv fra 1500 tallets midte.
Gårde og huse lå tæt ved siden af hinanden i landsbyerne. Gik der først ild i eet af de stråtækte huse, kunne nemt den hele landsby futte af. Sådan gik det f.eks. i Smerup på Stevns 2. juni 1745. Efter branden klagede smerupperne på herredstinget ”ynkeligt og vemodigt, at deres gårde og huse med al deres fattig ejendom var ødelagt af ilden”. Staklerne fik tilladelse til at gå rundt som tiggere, andet kunne der ikke i dette tilfælde gøres for de brandramte. Ved brand skulle derfor et større alarmsystem sættes i gang, der skulle klemtes med kirkeklokken, oldermanden skulle bruge byhornet, og bytrommen skulle røres med kun en stikke. Ildebranden, der truede hele fællesskabets udslettede, var den værst tænkelige katastrofe. Fællesskabslivet i de gammeldanske landsbyer kan nu virke uendeligt fjernt. Men måske kommer det os ved alligevel. Det var i hvert fald vores forfædre og formødre, der levede det. Det foregik her, og den tanke er heller ikke utænkelig, at vi måske igen bevæger os mod nye former for fællesskab, og derfor kan lære noget af dem, der levede et fællesskabsliv før os.
God gildeskik.
Landsbyens leder var oldermanden, han blev valgt for et år ad gangen blandt granderne (gårdmændene). Sammen med sine stolsbrødre (hjælpere) skulle han påtale overtrædelser af byens vedtægter. Han skulle også idømme vider (bøder). Det var nødvendigt, at oldermanden kunne vedtægterne udenad, tit var de nemlig ikke skrevet ned, og desuden kneb det bønderne med at læse. Oldermanden førte byens regnskab, det var indskåret med skurer (hak) i taljepinde, han opkrævede tiende og skat, tilså ildsteder og skorstene, han havde desuden ansvaret for pasningen af by-tyren og by-ornen. Oldermanden kaldte ti grandestævne (gårdmandsmøde) en gang om ugen ved at blæse i byhornet eller ved at sende tingstokken rundt fra mand til mand.
Bystævnen, som mødestedet kaldtes, lå midt i byen. Her lå bystenen, som oldermanden stod på, når der var møde. I kreds om bystenen kunne ligge siddesten, en for hver gård. De findes nogle steder endnu. I Valby, der nu ligger midt inde i København, kan man stadigt se den tidligere landsbys bystævn, det er en halv snes store sten rundt om et træ. Der skulle være god orden på bystævnen. I de nedskrevne vedtægter fra Ryslinge på Fyn fra 1772 stod der: ”På stævnen skal hver mand møde hinanden høfligt. Begyndes klammeri, kiv, bulder, banden, sværgen eller beskyldning om løgn, da bøder hver, som sig forser, 4 skilling.” Men alligevel kunne grandestævne godt ende i slagsmål eller drab, som det skete i Vester Skerninge på Sydfyn i 1663. På grandestævnerne skulle gårdmændene
Træffe de afgørelser om driften af markerne, som fællesskabet nødvendiggjorde. De skulle blive enige om forårspløjning, hegnsopsætning, høhøst osv. Stridigheder blev forligt, indbyrdes forhold blev ordnede, græsning blev fordelt, landsbyens hyrder blev sat i arbejde, og var der uenighed om skel, blev markerne rebet (målt). Gårdmændene blev pålagt deres pligter, f.eks. at sørge for hegn. Forsømmelser blev straffet. På grandestævnet fordeltes også de sociale byrder over for byens fattige, og landsbyfællesskabet sørgede for at slippe af med fremmede tiggere.
Bøderne brugte man til mægtige gilder, hvor man kunne sætte sig ud over hverdagens knaphed. Oldermanden indledte festen med at takke Gud, han spurgte festdeltagerne, om øllet var godt, og han indskærpede reglerne om gilde og mindede om bøderne for overtrædelse. For at spilde øl bødes 1 skilling, for ukvemsord bødes 2 skilling, for at pisse i gildehuset bødes 4 skilling.
Jordens dyrkning.
Tæt omkring landsbyen lå et mindre stykke jord, det var toften, som hver gård havde sin del af. Her kunne den enkelte bonde have småkreaturer på græs, eller ha og hans familie kunne bruge den som kålgård, d.v.s. som urtehave. Landsbyens store marker var delt i 3 vange, der brugtes i et 3-årigt skifte. Første år dyrkedes byg og havre på den ene vang, rug på den anden, den tredje lå brak til græsning. År for år skiftedes rundt, så jorden ikke blev udpint af ustandseligt at skulle bære den samme afgrøde. Når den lå brak, fik den hvile og gødning fra kvæget. Dette system brugtes på Sjælland, andre steder brugte man andre skifte-måder, men overalt var vangene delt i mange stykker efter jordens art, åse hed de, og de var igen delt i lange, smalle strimler, der kaldtes agre. Hver gård havde en ager, i hver ås i hver vang, så den enkelte gårds jord lå adskilt i mange stykker, de kunne være helt op til 100 små stykker. Hver bonde dyrkede sine agre, og høstede sit eget udbytte. Jorden var altså ikke fælles, men dyrkningen var det. Det var umuligt, at den enkelte bonde f.eks. kunne lade sin ager ligge brak, når andre dyrkede byg. Dertil var agrene for smalle, de kunne ikke hegnes ind, og det løsgående kvæg ville ødelægge nabo-agrens afgrøder. Det var tilmed nødvendigt at såning, høst og pløjning blev gjort samtidigt, den enkelte bonde kunne f.eks. ikke bare slippe sit kvæg løs, når han var færdig med at høste, han måtte pænt vente, til alle var færdige. Fællesskabet bestod i dette dyrkningsfællesskab, ikke i fælleseje af jord, bygninger og dyr. Fællesskabet er sandsynligvis blevet til, da man engang omkring 1200-tallet holdt op med at bruge arden, der ridsede jorden op, og gik over til at bruge hjulploven, der vendte den. Hjulploven krævede nemlig op til 8 trækdyr og 3 mand til at styre den og dyrene, den kunne med forspand være op tl 12 meter lang. Brugen af hjulploven tvang bønderne til at hjælpes ad, og fordi den var så lang og derfor svær at vende med, blev det nemmest at lægge markerne ud i lange, smalle agre. Ydermere blev fællesskabet nødvendigt, da der ikke bare var ny jord at tage af, og den eksisterende jord derfor skulle udnyttes så effektivt som muligt. Det blev derfor nødvendigt, at de dyrkede marker blev hegnet ind, så kvæg og svin ikke ødelagde dem. Hegn blev bygget af rafter og grene, det var et så stort arbejde og så materialekrævende, at det ikke kunne gøres af den enkelte bonde alene for hans egen gårds vedkommende. Men dyrkede man jorden i fællesskab, blev hegnsarbejdet overkommeligt, for så kunne man nøjes med at slå et stort hegn om en enkelt stor mark, der rummede de forskellige bønders agre.
Inden og uden for fællesskabet.
Landsbyen havde også sine husmænd og indsiddere. Husmændene havde jord af størrelse som en stor have, de havde en ko, nogle får og svin og de havde græsningsret. Mange husmænd var desuden håndværkere og derfor bedre stillet end mange af gårdmændene. Indsidderne boede i et hus hos en gårdmand, deraf kom navnet. Indsidderne var arbejdsfolk. Livet gik i ring. Ofte gik det sådan, at unge folk som halvvoksne tjente hos en gårdmand. Når e blev gift, fik de en indsidder-stue, senere kom de til et husmandshus, så kunne de overtage en gård. Og når de blev gamle, blev de aftægtsfolk, så rykkede de igen in i en indsidder-stue. Da Oluf Kocks datter i Skellebjerg på Vestsjælland i 1702 blev gift, rykkede hun og hendes mand ind på gården ”mod at opvarte med arbejde”. Da det blev forældrenes tur til at blive aftægtsfolk, overtog datteren og hendes mand gården, og Gammel Oluf fik lidt jord at pusle med ”og ellers på begge sider at leve sammen som forældre og børn, høveligt og skikkeligt med hverandre”. Selv om det for nogle gik rundt på denne måde, var der dog kraftige sociale skel mellem gårdmandsfamilierne på den ene side og på den anden side husmændene, indsidderne og tjenestefolkene. Stavnsbåndet, der tvang mænd og drenge til at blive i deres fødesogn, tjente godsejernes behov for at holde fast på deres bønder, men det sikrede også gårdmændene mod at deres tjenestefolk stak af. Og alligevel – landsbyen og menneskene i den var en enhed, gik det galt for landsbyen, ramte det alle, blev høsten god, fik alle fordel af det. Uden for landsbyen var opadtil godsejeren og hans familie.
De sultne, pjaltne tiggere var en del af dagligdagen i landsbyen, men de eksisterede uden for fællesskabet. Det var børn, gamle, syge og åndssvage, de var i evigt uro på landevejene. I 1600-tallet udgjorde de antagelig cirka 1/10 af det samlede tal på danskerne. Kom de i større tal til en landsby eller var de syge, så de kunne falde byen til byrde, blev de i hast drevet fra den. Kunne de ikke gå, blev de kørt bort på vogn eller trillebør og læsset af ved den næste landsby. En sådan stakkels kvinde kom i 1679 til Kildebrønde på Sjælland. Præsten forklarede, at ”hun blev ført ned til Pilemølle, der døde hun i fæhuset i en krybbe. Ingen kunne komme hende nær for stank, så på samme krybbe blev der gjort et låg, og i krybben blev hun lagt i jorden”.
Mænd, kvinder og børn.
På gården deltes mand og kvinde om arbejdet, men de havde hver deres at gøre. Markerne og de større dyr havde mændene ansvaret for, men kvinderne deltog i høstarbejdet. Kvinderne passede havestykket lige ved stuehuset. De dyrkede kål, frugt og desuden humle til ølbrygningen, som de også stod for. Bistaderne og honningen passede kvinderne. Malkningen var kvindearbejde, hermed fulgte arbejdet med ostesætning og smørkærning. Slagtning var mændenes arbejde, men kødets tilberedning var kvindernes. Det var også kvindearbejde at passe fjerkræet, tillige at tage vare på æg, fjer og dun. Tærskning af kornet var hårdt mandsarbejde. Af det kommer udtrykket: ”Æde som en tøndetærsker”. Kvinderne lavede mad og bagte brød. Ved bordet sad manden ned, kvinden spiste stående eller gående til og fra bordet. Kvinderne klippede får, de kartede, spandt, farvede og strikkede. De tilberedte også hør, de vedligeholdt og vaskede tøjet, det var hårdt og koldt arbejde. Hverken mand eller kvinde kunne undværes. Døde den ene, måtte den anden så hurtigt som muligt finde en ny ægtefælle, så livet kunne gå videre. De mindste børn tog kvinderne sig af, men fra 4-årsalderen måtte børnene arbejde med, de hjalp deres far og mor og lærte bonde-arbejdet eller vogtede gæs og siden de større dyr. Fra 1700-tallet kom der skoler, også ude i landsbyerne. Religion var et vigtigt fag, læsning og regning derimod unyttigt, sagde loven: ”Der sigtes alene til at plante i ungdommen den sande gudsfrygt, hvortil skrive- og regnekunsten ikke egentlig henhører, men derved tiden kun mere forspildes”. Man lod børnene stave efter katekismen et par vintre, meget mere undervisning blev det ikke til, alligevel fik en del bondebørn lært at læse og skrive. Det kunne forekomme, at velstående bønder førte dagbog for at kunne holde rede på gårdens drift. Men den boglige lærdom blev måske ellers ikke agtet så højt.
Fæstebønderne.
Vi er nær ved at glemme, at gårde, huse, marker og hele landsbyen ikke tilhørte bønderne, men en godsejer. Bønderne fæstede en gård, i afgift betalte de – som efterhånden beskrevet – en del af gårdens udbytte, (landgilde), og de ydede gratis-arbejde for godsejeren (hoveri).
Bønderne var ufri, de måtte ikke forlade det gods, hvor de var født. Og godsejeren havde ret til at straffe dem. Han kunne uden videre sætte dem i hundehullet, lægge dem i jern, sætte dem på træhesten eller sende dem bort til militærtjeneste. Han kunne kalde dem til sig på godset og prygle dem dér. Det kunne i lige grad gå ud over mænd, kvinder eller børn, godsejeren kunne lade pisken svirpe over dem, når han red ud, eller lade dem prygle i deres egen stue. Tiest havde en ridefoged til opgave at straffe bønderne. Godsejerinde Frederikke Schack på Giesegård ved Ringsted ville i 1744 have en bonde pryglet, men hun blev bange for de andre bønders truende miner. Hun befalede derfor sin ridefoged at hente bonden i hans hus ved nattetid og give ham et lag tørre hug. Det kunne forekomme, at bønder blev pisket ihjel, men naturligvis ødelagde de færreste godsejere ikke deres bønder, ligesom de fandt det uøkonomisk at misrøgte deres kreaturer. Der stod i en ridefoged instruks, som godsejerinde Birgitte Skeel udstedte i 1724 på godset Holmegård på Sjælland: ”Findes nogen hovbonde modvillig og genstridig i sit arbejde eller vil han ikke indfinde sig til rette tide, da skal det være tilladt at straffe ham enten med krabask på ryggen, med træhesten eller med hullet, efter loven, alt efter forseelsen er til, hvor da skal bruges fornuftig moderation”. Trods ” moderationen” brød bønderne sig ikke meget om at blive pryglet. En bonde på Sjælland overfaldt i 1719 ridefogeden fra Gjorslev, slog ham og råbte: ”Du har gjort min far og mor meget ondt i forrige tider, da jeg var en dreng og fået min mor mange gange til at græde, men nu er jeg en karl og hedder Knud, nu skal jeg betale dig for det, du har gjort2. Men den slags gengæld slap bønderne naturligvis ikke godt fra, det blev altid straffet på det strengeste.
Øksen ved træets rod.
Vi ved fra Ludvig Holbergs komedie ”Jeppe på Bjerget”, hvad vi skal mene om bonden: Han er en slyngel, en slap karl, en forkuet drukkenbolt, han er ikke uden kærlighed til sine børn, men snu og farlig, hvis han fik magt. Holberg, der selv var godsejer, kunne nok ikke andet, han skrev, yde bønderne en vis anerkendelse, men han så ikke deres væsentlige sider.
Der blev endnu i 1700-tallet brændt nogle få herregårde af og slået et par godsejere ihjel, men modstandskampen fik, navnlig i sidste halvdel af 170-tallet, andre former. Bønderne arbejdede nu langsomt. De indgik aftaler herom og gav bøder til dem, der bøjede sig for godsejerpresset, sprængte akkorden, ville vi sige. Bønderne sendte klager til regeringen, de drog i deputationer til kongen, de sendte skrivelser rundt mellem landsbyerne. Hovarbejderne lavede direkte sabotage under hovarbejdet, de ødelagde høsten eller redskaberne. Bønderne nægtede at overtage fæstegårde, de kom med vilje bagud med landgilden, eller de stak af. Hvor meget af det der var kamp, og hvor meget der var almindelig menneskelig efterladenhed, kan ikke afgøres, men en jysk godsejer gav dette billede: ” Bønderne var opsætsige, kom med spillekort i lommen til hovtjenesten, overfaldt ladefogederne og stillede uforskammede fordringer til godsejerne. ”Det blev efterhånden ubærligt for godsejerne, at se 100 hovbønder kludre rundt med det, som 10 bønder havde kunnet klare, mens hele flokken sang hovvisen:
”Deres korn skal vi høste, når de siger til,
vores eget må vi høste, men ikke når vi vil,
vores eget må vi høste i regn og i slud,
så at den stakkels bonde kan knap holde ud.
Deres korn skal vi tærske og rense det i sold,
Og skaffe det af laden og lofterne fuld,
Alt det, som ej behøves til herskabets brug,
Og dette må vi køre til strandkanten ud.
Så snart den stakkels bonde i armoden går,
Så siger de, han er ret en doven hund,
De siger, at han selv have skyld i sin nød,
Om end han slider og slæber sig selv til død”.
Hele den måde, hvorpå samfundet var indrettet forekom syg. Men desuden begyndte en anden måde at trænge sig på. Der måtte ske forandringer, det var klart for de klogeste af såvel bønderne som godsejerne.
I forbindelse med landbruget benyttes følgende begreber:
Marker…..landsbyens marker var i gamle dage opdelt i 3 vange (vænger).
Agre……..hver gård havde sin ager.
Vang…….vangene var opdelt i åse.
Åse………en del af bymarken (under jordfællesskabet), bestående af flere, som oftest smalle, agre.
Tofte …….udyrket fælles areal som bl.a. kunne bruges til høstakning, dyrkning af grønsager osv.
Vaser…… Et Vadested over en å eller lignende fugtigt sted er “en Vase”.
Moser……fugtige arealer med vand, som ikke kan bruges til dyrkning. Lavvandet område.
Kan gå over til sumpe . . og til moser med tørvedannelse
Enge…… Lidt mindre fugtige arealer end moser.Lav, flad og fugtig jordstrækning med tæt og vedvarende græsvegetation.
Kær……...i gamle dage: sumpet landstrækning, bevokset med tuer af halvgræs
Det kan måske være nyttigt for nogen af os, at læse om livet i Danmark for 250-300 år siden. Mange af os har ganske givet rødder, som går tilbage til denne tids historie. Det var et hårdt og slidsomt liv landarbejderne, husmændene og gårdmændene levede i fordums tid.
Læserbrev om gårdmandsbørns opdragelse (1891).
Læserbrevet er skrevet under initialerne A.L., og det fremgår, at skribenten er ejer af en mindre gård. ”Vort landbrug” var et ugeskrift, der især henvendte sig til gårdmænd med tilknytning til højskolebevægelsen.
Vel har vi kun en søn, og han er den yngste af vore børn; men så har vi 4 døtre, hvoraf 3 er konfirmerede, og den fjerde står for tur til Påske. Jeg har ingen fremtidsplan lagt for min søn endnu, da han kun er 11 år, men jeg går jo, som så mange andre, ud fra, at han en gang vil overtage gården efter mig, hvorfor han efter sin alder og lejlighed selv må tage del i alt, hvad der foreligger af arbejde inde og ude. Således måtte jeg selv tage fat som dreng og havde godt deraf. Jeg holdt mig rød og rund og frisk som en fisk samt lærte tidligst muligt at gøre gavn. Min søn er da også en rigtig kærnekarl, lige som jeg selv var det i hans alder. Når jeg derimod ser min nabos søn, der er på alder med min, så har jeg altid den største lyst til at stænke ham til, sætte ham på hans bag ned på møddingen eller et andet pænt sted, thi han er så bleg, ren og pudset til enhver tid, at han tydeligt nok holdes til stads (til pynt). Det formelige koger i mig, når jeg ser en blegnæbbet, slikket doven bondedreng, som naturligvis ikke selv kan gøre for det, da det er hans forældre, der har skylden. Disse er for øvrigt rare, skikkelige mennesker, men de er jo velstående og har, som vi siger, fine fornemmelser, især konen, og derfor må børnene holdes fra arbejdet og skidtet. Nå, dem derom; men jeg hører nu den gamle skole til i den retning og holder altså på, at vi bønder frem for alt må opdrage vore drenge i al tarvelighed og så at sige fra barnsben af lære dem at tage fat og lade dem færdes ude i vind og vejr.
Om denne side af vores søns opdragelse er min hustru og jeg heldigvis enige, om en anden er vi derimod noget på kant med hinanden. Vi har, som du jo ved, ikke mere end en halv mil (cirka 3,8 km) til Købstaden, og så kunne og burde vi, siger min hustru, sende sønnen til skole der, lige som så mange andre her på egnen nu gør det. Vi har kun den ene, siger hun, og fattige er vi jo ikke, føjer hun til, og drengen har lyst dertil, fortsætter hun. De to første ting må jeg naturligvis indrømme, men den tredje sætter jeg et stort spørgsmål ved, thi lyst og lyst er ikke et og det samme. Der er ikke ret mange 11 årige drenge, der har klarhed over, hvad de for deres fremtids skyld særlig bør lægge vægt på, det bliver nok os forældre, der må dømme forstandigt derom og så afgøre, hvad der gavner dem bedst. Jeg tror nok at min søn har lyst til at gå i Købstadens skole, da det for ham ville være mere interessant end at gå i almueskolen; men da han efter min mening er mest anlagt til at blive en jævn, flink arbejdsbonde lige som jeg selv, og da vor skolelærer er en brav, dygtig mand, tror jeg, at drengen har bedst af at gå i skole herhjemme. I en købstadsskole ville han måske lære noget mere, men han ville da også, frygter jeg, let få købstadsnykker, og mest frygter jeg for, at han da ville få lidt tid og lyst til at øve sig flittigt i arbejdet herhjemme. Nu er han godt i gang dermed, og denne hans indøvelse i praksis lægger vi den allerstørste vægt på. Min hustru finder sig for øvrigt ganske godt i, at jeg tager på denne sag som nævnt; men jeg har dog til gengæld måttet love hende, at vor søn skal få lov til at komme på en højskole, så snart han bliver gammel nok dertil.
Men nu pigebørnene, hvad skal jeg stille op med dem? Vedblivende at have 4 store døtre hjemme, kan ikke lade sig gøre, det tror jeg da ikke, thi det er vistnok ikke muligt, at de kan få fuldt op af virkeligt arbejde hele året rundt. På denne egn er vi nemlig så fremskredne, at ingen mere hverken bager, brygger, kærner eller spinder, ja ikke en gang slagter selv. Brødet og øllet kommer færdigt ind ad døren til os, mælken sælges til sidste dråbe, hvorfor vi selvfølgelig må købe smør og ost fra mælkeriet. Vor mo´r spinder ganske vist lid uld til strømper og lignende og tøserne kan også bruge en rok, men de benytter den kun meget lidt, da man kan købe tøjet billigere, end man selv kan lave det. Og siden vi også fik andelsslagteri, slagtes der ikke så meget som tidligere. Af husligt arbejde er der altså egentlig kun madlavning, rengøring og malkning tilbage. Den første besørges hovedsagelig af min hustru; vel må pigebørnene tage en hånd med, så efterhånden, som de vokser til, lærer de virkelig at kunne lave mad i enhver retning, så de ikke som adskillige bondedøtre her fra byen behøver at rejse ud for at lære husholdning hos et herskab eller på et hotel, noget, som jeg finder ligefrem forkasteligt.
Jeg og min hustru drøfter jævnligt denne sag. Om sommeren går det endda ganske godt med at få arbejde nok til dem. Om foråret tager de fat i haven, som de fuldstændig sætter i orden, det vil sige på gammel vis, thi de er jo ikke havekyndige i nogen måde. Den næstældste, som synes at være mest optaget af haven, har vi tænkt os at sende i havebrugslære til sommer, når vi blot kan finde en passende plads til hende. Dernæst er de med til såning af roer, idet vi lægger frøet med hånden, og senere tager de del i roernes hakning og udtynding, hvilket går meget godt og især, når jeg selv er med dertil, hvad jeg i reglen er. Endvidere hjælper de med til høets og kornets bjærgning. Om vinteren er de derimod nogenlunde fri for egentlig landbrugsarbejde, de hjælper os kun, når det kniber, lidt med tærskningen; den tid, de har til overs fra malkning, rengøring m.m. anvender de til syning, strikning, hækling os. Vi er, som allerede anført, ikke helt tilfredse dermed, og når den yngste nu snart bliver konfirmeret, bliver der forholdsvis endnu mindre arbejde til dem alle. Vor mo´er begynder i den anledning så småt at lægge planer, som jeg endnu ikke ret kender, og som jeg derfor heller ikke nærmere skal berøre denne gang. Hvad angår mig selv, da synes jeg, at en eller to af dem burde ud og se sig noget om i verden, dels på højskole og dels ved at tage tjeneste i gode hjem, hvor de lige som her hjemme kan gøre nytte og gavn for føden og tjene noget til klæderne, som man siger. (…)
|