Livet i Romerriget og dets grænser. Den, der hverken var kristen, jøde eller nær slægtning til kejseren, kunne dengang leve et roligt og behageligt liv i Romerriget. Man kunne rejse fra Spanien til Eufrat, fra Donau til Nilen ad de velanlagte romerske veje. Den romerske statspost afgik regelmæssigt til bestemte steder ved rigets grænser for at hente og bringe nyheder. I de store byer, i Alexandria eller i Rom, fandtes alle faciliteter til et behageligt liv. I selve Rom fandtes der store bykvarterer med høje, fleretagers dårligt byggede lejekaserner, hvor de fattige boede. De romerske privathuse og villaer var derimod udstyret med de skønneste græske kunstværker og pragtfulde møbler og havde henrivende haver med svalende springvand. Om vinteren kunne man opvarme rummene med en slags centralvarme. Man lod opvarmet luft strømme gennem teglrør under gulvet. Alle rige romere havde egne landejendomme, for det meste beliggende ved havet, med mange slaver til at varte op, med righoldige biblioteker, hvor alle gode græske og latinske digtere var at finde. De riges villaer havde også egne sportspladser, og kældre fulde af de bedste vine. Når en romer kedede sig hjemme, gik han til markedspladsen, til retssalen eller i bad. Badene, som hed thermer, var enorme anlæg forsynet med vand gennem vandledninger fra de fjerne bjerge og udsmykket med stor pomp og pragt, med haller til varme og kolde bade, med sale til dampbade og til idrætsudfoldelser. Ruiner af sådanne vældige badehuse eller thermer findes stadig. Du ville nok antage dem for sagnagtige kongepaladser, så flotte er de med deres enorme hvælvinger, farverige marmorsøjler og bassiner af kostelige stenarter. Endnu større og mere imponerende var teatrene. Det største teater i Rom, som hed Colosseum, havde plads til omkring 50.000 tilskuere. Mange flere mennesker har et stort stadion i en moderne storby ikke plads til. De var først og fremmest beregnet til gladiatorkampe og dyrekampe. Du ved, at også de kristne måtte lide døden i sådanne teatre. Tilskuerpladserne rundt om arenaen rejste sig stejlt, ligesom en stor, oval tragt. Det må have været et vældigt brus, når 50.000 var forsamlet! I hovedlogen nedenfor sad kejseren under en prægtig markise, der beskyttede ham mod solen. Når han lod et tørklæde dale ned i arenaen, kamppladsen, var forestillingen åbnet. Så kom gladiatorerne ind, stillede sig foran hoflogen og råbte: ”Hil, kejseren, de, som skal dø, hilser dig!” Men du må ikke tro, at kejseren ikke havde andet at tage sig til end at gå i teatret, og at alle var frådsere og tyranner som Nero. Tværtimod. De var travlt beskæftiget med at bevare freden i riget. For hinsides de fjerntliggende grænser fandtes der overalt vilde, krigeriske folk, der gerne ville foretage angreb ind i de rige provinser for at røve og plyndre. I nord, på den anden side af Donau og Rhinen, boede germanerne, og de gav romerne nok at bestille. Allerede Cæsar måtte kæmpe med dem, da han erobrede Frankrig. Det var store, stærke mennesker, som allerede ved deres fysiske fremtoning satte skræk i romerne. Og deres land, det nuværende Tyskland, var dengang fuldt af tætte skove og mørke sumpe, hvor de romerske legioner kunne fare vild. Frem for alt var germanerne ikke vant til at leve i smukke villaer med centralvarme. De var bønder, som romerne engang havde været det. De boede rundt om i landskabet på gårde opført af tømmer. De romerske storbyboere, som har berettet om dem i latinske afhandlinger, fortæller gerne om germanernes enkle levevis og om deres simple og strenge sæder og skikke, om deres glæde ved kamp og om deres troskab mod stammehøvdingen. Alt dette foreholdt de romerske forfattere deres landsmænd for at gøre dem opmærksomme på forskellen mellem det enkle, ufordærvede, naturlige, frie liv i skovene og romernes egne overforfinede, blødagtige vaner. Germanerne var virkelig farlige krigere. Det erfarede romerne allerede under Augustus. Dengang var en Armenius eller Hermann høvding for den germanske stamme cheruskerene. Da han var opvokset i Rom, kendte han den romerske måde at føre krig på. Derfor lykkedes det ham at overfalde en romersk hær på march gennem Teutonburgerskoven i Tyskland og besejre den meget fuldstændig. Herefter vovede romerne sig ikke mere dybt ind i Tyskland. Så meget desto vigtigere var det for dem at beskytte deres grænser mod germanerne. Derfor byggede de allerede i det første århundrede efter Kristi fødsel en limes, en mur (ganske ligesom kejser Qin Shi Huangdi), langs grænsen, fra Rhinen til Donau, en mur af palisander med voldgrave og vagttårne, for at værne riget mod de omvandrende germanerstammer. For det var det, der bekymrede romerne mest: at germanerne ikke holdt sig i ro på deres gårde og dyrkede jorden, men at de hele tiden fandt på at skifte jagtterræn og marker. At de satte kvinder og børn på oksetrukne vogne og drog af sted for at søge sig et nyt sted at bo. Derfor måtte romerne hele tiden opstille tropper ved grænsen for at bevogte riget. Tropper fra alverdens lande stod ved Rhinen og Donau. I nærheden af Wien havde ægyptiske tropper deres lejr og opførte her ved Donau en helligdom for den ægyptiske gudinde Isis. Det er den nuværende by Ybbs, og i dette navn lever Isis videre. Også alle mulige andre fjerne guder har tropper langs grænsen dyrket. Den persiske solgud Mithras og snart også de kristnes ene, usynlige gud. Livet i disse fjerne grænsefæstninger var ikke stort anderledes end i Rom. Også i det nuværende Köln, Trier, Augsburg, Regensburg, Salzburg, Wien, Arles i Frankrig og Bath i England fandtes teatre og bade, villaer til embedsmændene og kaserner til soldaterne. Ældre soldater købte sig gerne et landsted i omegnen, giftede sig med en indfødt og bosatte sig nær lejren. På den måde vænnede befolkningen i de romerske provinser sig efterhånden til romersk væsen. Men folkeslagene på den anden side af Donau og Rhinen blev stadig mere urolige. De romerske kejsere tilbragte snart mere tid i lejrene ved grænsen end i deres paladser i Rom. Der var også beundringsværdige mennesker imellem, som kejser Trajan, der levede hundrede år efter Kristi fødsel. Længe efter hans død gik der historier om hans retfærdighed og mildhed. Trajans tropper gik over Donau ind i det nuværende Ungarn og Rumænien for at gøre området på den anden side af floden til romersk provins og på den måde beskytte Romerriget. Området hed dengang Dacien; først da det blev romersk og indbyggerne begyndte at tale latin, fik de navnet Rumænien. Trajan gennemførte ikke kun felttog. Han lod Rom smykke med pragtfulde pladser. Hele høje måtte jævnes for at skabe rum til de store pladsanlæg; her opførte en græsk bygmester templer og varehuse, retssale, søjlegange og monumenter. Man kan i Rom stadig se ruinerne. Også kejserne efter Trajan tog sig godt af deres rige og forsvarede dets grænser. Især kejser Marcus Aurelius, der regerede fra år 161 til 180 efter Kristi fødsel, var næsten altid at finde i lejrene ved Donau, i Carnuntum og i Vindobona, der i dag hedder Wien. Men Marcus Aurelius brød sig slet ikke om krig. Han var et mildt, stilfærdigt menneske, der elskede at læse og skrive; han var filosof. Heri skriver han næsten udelukkende om selvbeherskelse og tålmodighed, om at udholde lidelse og smerte og om tænkeres stille heltemod. Det er tanker, som Buddha ville have syntes om. Men Marcus Aurelius kunne ikke trække sig tilbage til skoven og meditere. Han måtte i omegnen af Wien kæmpe mod germanerstammer, der dengang var i særlig stærk bevægelse. Man fortæller, at romerne havde medbragt løver for at pudse dem på fjenderne på den anden side af Donau. Men germanerne havde aldrig set løver før, derfor var de heller ikke bange for dem. De slog bare de ”store hunde” ihjel. Mens disse kampe stod på, døde Marcus Aurelius i Vindobona. Det var i år 180 efter Kristus. De følgende kejsere opholdt sig endnu hyppigere ved grænserne og endnu sjældnere i Rom. De var rigtige soldater, valgt af tropperne, og blev også ofte afsat af tropperne, og sågar myrdet af soldaterne. Mange af disse kejsere var slet ikke romere, men fremmede. Legionerne bestod nemlig dengang kun for en meget lille del af romere. Italienske bønder som dem, der tidligere som soldater havde erobret verden, fandtes næsten ikke mere. For bondegårdene var nu afløst af de riges enorme godser, hvor fremmede slaver arbejdede. Også hæren bestod af fremmede. Vi har allerede talt om ægypterne ved Donau. Mange af soldaterne var imidlertid germanere, der, som du ved, var rigtig gode krigere. Disse fremmede tropper, øst og vest i det vældige rige, ved den germanske grænse og ved den persiske, i Spanien, Britannien, I Nordafrika, Ægypten, Lilleasien og Rumænien, valgte nu deres yndlingsfeltherrer til kejsere, og så kunne de kæmpe om magten og lade hinanden myrde, nøjagtig som på Marius og Sullas tid. Det var et frygteligt kaos og en frygtelig elendighed i tiden efter år 200 efter Kristus. I Romerriget fandtes næsten kun slaver eller fremmede tropper, som ikke forstod hinanden. Bønderne i provinserne kunne ikke længere betale skatterne og gjorde oprør mod deres storgodsejere. I denne forfærdelige tid, hvor epidemier og røverbander samtidig hærgede landet, fandt mange mennesker trøst i det glade budskab, i evangeliet. Stadig flere frie og slaver blev kristne og nægtede at ofre til kejseren. Da nøden i Romerriget var størst, tilkæmpede en søn af fattige forældre sig herredømmet over riget. Det var kejser Diocletian, som greb magten i år 284 efter Kristus. Han forsøgte at bygge hele den faldefærdige stat op på ny. På grund af hungersnøden, der herskede overalt, fastsatte han maksimumpriser på alle levnedsmidler. Han indså, at riget ikke længere kunne regeres fra et centralt sted. Derfor udpegede han fire byer i riget til nye hovedstæder og indsatte fire underkejsere. For igen at skaffe kejserdømmet anseelse og respekt indførte han et strengt hofceremoniel og klædte hof og embedsmænd i overdådige, kostbare, broderede dragter. Naturligvis holdt han stædigt fast ved kejserofringerne og forfulgte derfor de kristne i hele riget med særlig styrke. Det var den sidste og værste forfølgelse. Efter at have regeret i mere end tyve år gav Diocletian afkald på sit kejserdømme og trak sig tilbage til et palads i Dalmatinien som en træt syg privatmand. Derfra kunne han iagttage, hvor meningsløs hans kamp mod kristendommen havde været. For hans efterfølger på tronen, kejser Konstantin, opgav denne kamp. Det fortælles, at han før slaget mod en af Diocletians tidligere underkejsere, Maxentius, så korset i en drøm og hørte ordene: ”I dette tegn skal du sejre”. Da han så havde sejret, bestemte han i år 313, at kristendommen ikke mere måtte forfølges. Han vedblev dog selv i lang tid at være hedning og lod sig først døbe kort før sin død. Konstantin regerede ikke længere fra Rom. Dengang var riget især truet i øst, af perserne, som igen var blevet en stormagt. Derfor valgte han den gamle græske koloni Byzans ved Sortehavet til sit herresæde. Den blev herefter kaldt Konstantinbyen: Konstantinopel, der nuværende Istanbul. Ikke længe efter, fra år 395 efter Kristus, fandtes der ikke kun to hovedstæder i Romerriget, men to stater. Det vestromerske rige, hvor man talte latin, med Italien, Gallien, Britannien, Spanien og Nordafrika, og det østromerske rige, hvor man talte græsk, med Ægypten, Palæstina, Lilleasien, Grækenland og Makedonien. Siden 380 havde kristendommen i begge stater været statsreligion. Det betød, at biskopper og ærkebiskopper nu var ærværdige embedsmænd, der også havde stor indflydelse på staten. De kristne mødtes ikke længere i underjordiske gravkamre, men i prægtige, søjlesmykkede kirker, og korset, tegnet på frelsen i lidelsen, blev som krigstegn ført i felten af legionerne.  Mvh. Ove Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie.

Nye krigere og nye kampe Alexander drog kun mod øst – ”Kun” er vel næppe det rigtige ord! Men det, der lå vest for Grækenland, interesserede ham ikke. Det var et par føniske og græske kolonier og nogle halvøer med tæt skov og hårdføre, fattige og krigeriske bondebefolkninger. En af disse halvøer var Italien, og et af bondefolkene var romerne. På Alexander den Stores tid var Romerriget endnu kun en lille plet på Jord i Mellemitalien. Rom var en lille, kroget by med faste mure, men Roms indbyggere var et stolt folk. De holdt meget af at fortælle om deres store historie og troede, at en stor fremtid ventede dem. Deres historie lod de begynde med de gamle trojanere. En flygtet trojaner, Aeneas, fortalte de stolt, var kommet til Italien. Hans efterkommere var tvillingerne Romulus og Remus, der havde krigsguden Mars til far, og som blev ammet og opfostret af en ægte vild hunulv ude i skoven. Romulus, fortsætter sagnet, grundlagde Rom. Man angiver endda året: 753 før Kristus. Her begyndte romernes tidsregning, ligesom grækerne regnede tiden efter olympiaderne. Romerne sagde: i så og så mange år efter byens grundlæggelse; derfor svarer for eksempel det romerske år 100 til år 653 før Kristus efter vor tidsregning. Romerne kunne fortælle mange skønne historier om deres lille bys fortid, om gode og onde konger, der havde hersket der, og om kampe med nabobyerne, naboflækkerne havde jeg nær sagt. Den syvende og sidste konge, Tarquinius den Stolte, skal være blevet dræbt af en adelsmand, Brutus. Herefter herskede de adelige, der kaldtes patriciere, hvilket omtrent betyder byfædre. Men på den tid skal du ikke forestille dig rigtige byboere, men snarere storbønder, der ejede vidtstrakte engområder og marker. Kun de havde ret til at vælge byens embedsmænd, nu hvor der ikke længere fandtes konger. De øverste embedsmænd i Rom hed konsuler. Der var altid to samtidig, og de beklædte kun deres embede for et år. Så måtte de træde tilbage. Der fandtes naturligvis også andre indbyggere end patricierne. Men de havde ingen berømte forfædre, ejede kun lidt jord og var derfor ikke fornemme. Man kaldte dem plebejere. De udgjorde nærmest en egen kaste, som det kendes fra Indien. En plebejer måtte ikke gifte sig med en patricierinde. Og det var helt udelukket, at han kunne blive konsul. Ja, han måtte ikke engang afgive sin stemme i folkeforsamlingen på Marsmarken uden for byen. Men da plebejerne var mange og lige så jernhårde viljesmennesker som patricierne, havde de noget vanskeligere ved at finde sig i det end de milde indere. De truede flere gange med at udvandre, hvis man ikke behandlede dem bedre og også gav dem andel i de erobrede marker og engdrag, som patricierne hidtil havde forbeholdt sig selv. Efter en århundredlang forbitret kamp sikrede plebejerne sig endelig samme rettigheder i Romerriget som patricierne. Den ene af de to konsuler skulle være patricier og den anden plebejer. Det var retfærdigt. Slutningen på denne lange og forviklede kamp kom omtrent på Alexander den Stores tid. Af denne kamp kan du allerede fornemme, hvad romerne var for folk. De var ikke så opfindsomme og hurtige i tanken som athenerne. De havde heller ikke den glæde ved smukke ting, bygninger, statuer og digte; spekulationer over verden og livet var dem heller ikke så vigtige. Men når de havde sat sig noget for, gennemførte de det. Også hvis det skulle tage 200 år. De var kort og godt rigtige, solide bønder og ikke kvikke søfarere som athenerne. Deres ejendom, deres kvægflokke og deres land – det bekymrede de sig om. De kom ikke så meget omkring i verden, de grundlagde heller ingen kolonier. De elskede deres hjemegn og deres by. Den ville de gøre stor, for den ville de gøre alt. Kæmpe og dø. Ud over deres hjemegn var der en ting mere, der var vigtig: deres lov. Ikke lov som retfærdighed, der stiller alle mennesker lige, men den lov, der er Loven. Og som er nedskrevet. Deres love var nedskrevet på tolv metaltavler på markedspladsen. Hvad der dér stod skrevet i korte alvorlige sætninger, det gjaldt. Uden undtagelser. Også uden medlidenhed eller nåde. For det var jo deres hjemegns love. Og allerede af den grund var det rigtige love. Der findes så mange smukke, gamle historier, der fortæller om romernes kærlighed til deres hjemstavn og om deres troskab mod loven. Historier om fædre, der som dommere har dømt deres egne sønner til døden eller ladet dem piske, fordi loven krævede det. Historier om helte, der i slag eller i fangenskab uden tøven har ofret sig for deres landsmænd. Disse historier behøver ikke alle være sande fra ende til anden, men det viser, hvad det for romerne kom an på ved bedømmelsen af et menneske: på hårdhed og strenghed over for sig selv og andre, når de gjaldt loven og fædrelandet. Ingen ulykke kunne kyse romerne. Ikke engang da deres by i år 390 før Kristus blev indtaget og nedbrændt af en folkeskare fra nord, gallerne, gav de op. De genopbyggede den, befæstede den på ny og tvang lidt efter lidt de små nabobyer til lydighed. I tiden efter Aexander den Store havde de ikke længere nok i småkrige mod småbyer. De begyndte beslutsomt at erobre hele halvøen. Ikke i et enkelt stort sejrstog som Alexander. Men rigtig langsomt. Stykke for stykke, by for by, land for land. Med alt den sejhed og stædighed, der var deres primære egenskab. Som regel gik det sådan for sig: Da Rom var blevet en magtfuld by, indgik andre italienske byer forbund med den. Og de blev vel modtaget af romerne. Men det skete, at forbundsfællerne var af en anden opfattelse end dem og ikke fulgte trop, kom det til krig. De romerske kompagnier, som man kaldte legionerne, sejrede for det meste. Engang kaldte en by i Syditalien en græsk fyrste og hærfører, Pyrrhus, til hjælp mod romerne. Han rykkede ud med krigselefanter, som grækerne havde lært det af inderne. Med dem lykkedes det ham at besejre de romerske legioner. Men af hans egne folk var der faldet så mange, at han skal have sagt: ”Endnu en sejr som denne vil jeg ikke kunne tåle.” Derfor taler man endnu i dag om en Pyrrhussejr, når en sejr kræver alt for store ofre. Pyrrhus trak sig hurtigt ud af Italien, og dermed blev romerne herrer over hele Syditalien. Men det var dem ikke nok. De ville også erobre øen Sicilien, der var særlig frugtbar. Der voksede dejlige kornafgrøder, og der fandtes rige græske kolonier. Men dengang tilhørte Sicilien ikke længere grækerne, men fønikerne.. Du husker nok, at fønikerne, før grækerne kom til, overalt havde grundlagt handelskolonier og byer, først og fremmest i Spanien og Nordafrika. En sådan nordafrikansk fønikisk by var Karthago, der lå lige over for Sicilien. Det var den rigeste og mægtigste by i miles omkreds. Dens indbyggere var fønikere, i Rom kaldte man dem punere. Deres skibe sejlede vidt omkring på havet og bragte varer til og fra alle lande. Og da de boede så nær ved Sicilien, fik de deres korn derfra. Derfor blev Karthago Roms første store modstander. Og en meget farlig modstander. Modsat romerne kæmpede kartagerne for det meste ikke selv, men havde penge nok til at lade fremmede soldater kæmpe for sig. I krigen, der nu brød ud på Sicilien, sejrede de i begyndelsen, især fordi romerne jo ingen skibe havde og heller ikke var vant til at færdes på havet og kæmpe der. De forstod sig heller ikke på skibsbyggeri. Men engang strandede et Karthagisk skib i Italien. Det anvendte de som model og byggede på to måneder mange sådanne skibe. Alle deres penge brugte de på skibe, og med den nye flåde besejrede de kartagerne, der nu måtte overlade Sicilien til romerne. Det var i år 241 før Kristi fødsel. Men det var kun begyndelsen på kampene mellem de to byer. Karthagerne tænkte: Når man tager Sicilien fra os, vil vi erobre Spanien. Der levede der ingen romere, men kun vilde folkestammer. Men heller ikke det ville romerne tillade. Nu havde karthagerne i Spanien en hærfører, hvis søn, Hannibal, var en ganske fremragende mand. Han var vokset op blandt soldater og kendte til krig som ingen anden. Sult og kulde, hede og tørst, dag- og nattelange marcher var han vant til. Han var tapper, han kunne befale, han var modig, kunne overliste en fjende og var utrolig udholdende i kamp mod ham. Han var ingen vanlig soldat, men et menneske, der i krig gennemtænkte alt som en god skakspiller. Dertil kom, at han var en god karthager. Han hadede romerne, der ville bestemme over hans fødeby. Og nu, hvor romerne også blandede sig i Spanien, blev det ham et nummer for meget. Derfor brød han op fra Spanien med en stor hær og tog igen krigselefanter med. Det var et skrækindjagende våben. Han drog gennem Frankrig og måtte krydse floder og bjerge og til sidst gå over Alperne for at komme ned i Italien. Sandsynligvis drog han over det pas, der i dag hedder Mont Cenis. Jeg gik selv engang over det. I dag snor der sig en bred vej. Hvordan man dengang har fundet vej over de vilde, vejløse bjerge er helt ubegribelig. Der er dybe dale, stejle klippeslugter og glatte græsskrænter. Jeg havde ikke lyst til at gå der med en elefant, og slet ikke 40. Desuden var det allerede september, og der lå sne i højderne. Men Hannibal og hans hær banede sig vej, og snart stod han nede i Italien. Romerne gik til angreb. Han besejrede deres hær i et blodigt slag. En ny hær angreb hans lejr om natten, men Hannibal redede sig ved list. Han bandt brændende fakler til hornene på en flok okser og jagede dem ned fra bjerget, hvor hans lejr befandt sig. I mørket troede romerne, at nu kom Hannibals soldater farende med fakler, og de satte efter dem. Da de indhentede dem, opdagede de, at det var okser. Da må de have kigget noget! Romerne havde en meget dygtig feltherre ved navn Quintus Fabius Maximus, som ikke ville angribe Hannibal. Han var sikker på, at Hannibal i det fremmede land efterhånden ville blive utålmodig og begå en dumhed. Men romerne havde ikke spor lyst til at forholde sig afventende. De spottede Quintus Fabius Maximus, kaldte ham Cunctator, der betyder: Den tøvende, og gik igen til angreb på Hannibal. På et sted, der hedder Cannae. Og blev besejret på det frygteligste. 40.000 døde kostede det romerne. Dette slag i år 217 før Kristus var deres mest forfærdelige nederlag. Alligevel drog Hannibal ikke mod Rom. Han var forsigtig. Han ville vente, til man sendte ham flere soldater hjemmefra, og det blev hans ulykke. For karthagerne sendte ham ingen nye tropper. Og hans egne forfaldt efterhånden til overfald og plyndringer i de italienske byer. Romerne angreb ham ikke mere direkte, da de var bange. Men de lod folk indkalde til krigstjeneste. Alle. Også helt unge drenge, sågar slaverne. Enhver mand i Italien blev soldat, og det var ikke kun hyrede soldater som Hannibals. Men romere. Du ved, hvad det betyder. De kæmpede mod karthagerne på Sicilien og i Spanien, og der, hvor Hannibal ikke var modstanderen, sejrede de. Til sidst måtte Hannibal efter 14 år i Italien tage tilbage til Afrika, fordi hans landsmænd havde brug for ham der. Romerne var nemlig under deres nye feltherre draget mod Karthago. Og her tabte Hannibal slaget. I år 202 før Kristi fødsel sejrede romerne over Karthago. Karthagerne måtte brænde hele deres flåde og ydermere betale en gevaldig krigsskadeerstatning. Hannibal måtte flygte og tog senere gift for ikke at falde i romersk fangenskab. Rom var med denne sejr blevet så mægtig, andet også erobrede Grækenland, der endnu stod unde makedonisk herredømme, men som sædvanlig var splittet af indre stridigheder. I Korinth forsynede romerne sig med de skønneste kunstværker og brændte derefter byen ned. Også mod nord udbredte Rom sig, ind i Gallien, der 200 år tidligere havde ødelagt Rom. Romerne erobrede det område, der i dag kaldes Norditalien. Men for mange var det ikke nok. De kunne ikke forlige sig med, at Karthago stadig fandtes. Specielt om en patricier, Cato, en berømt, sammenbidt, men retfærdig mand, fortælles det, at han ved ethvert møde i det romerske statsråd (i Senatet), ved enhver passende og upassende lejlighed, skal have sagt: ”Og i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges.” Til sidst gjorde romerne det så. De fandt et påskud til at angribe. Karthagerne forsvarede sig fortvivlet. Også da romerne havde indtaget byen, måtte de endnu i hele seks dage kæmpe om hvert enkelt hus. Men så var næsten alle punere enten dræbt eller taget til fange. Man rev husene ned, jævnede Karthago med jorden, pløjede stedet over og strøede salt, for at der ikke længere skulle kunne gro noget. Det skete i år 146 før Kristi fødsel. Sådan gik det for Hannibals by. Rom var nu blevet den mægtigste by i verden.