Af neurologen Frank R. Wilson

Hvis vores egen høreevne er sådan, at vi kan bestå en almindelig høreprøve, anser vi os for at være heldige og betragter sagen som sluttet. Hvis vi ikke kan høre, hvad musikere hævder at kunne høre i musikken, er vi nærmest ligeglade. Hunde kan jo også høre hundefløjter med højt svingningstal, og musikere kan afgøre, om sopranens høje c er helt i top. Sådan er de indrettet.

Hvad er lyd?

Ingen har den ringeste anelse om hvad der foregår i hjernen, når man udsætter den for Mozarts sonater, tibetanske hymner eller Gettysburg-talen.

Før vi begiver os ind i hovedet, vil det nok være en god idé at sikre, at vi har en vis elementær forestilling om, hvad lyd egentlig er. For det første, og det siger jeg ikke for at være drilagtig, findes der ikke lyd på samme måde som der findes ting, vi hører (som brandbiler og vandfald). Skønt vi beskriver lyd som en hørlig svingning, opdager vi ved nærmere undersøgelse, at vi i virkeligheden har at gøre med et samspil mellem svingningen og en levende organisme, som opfanger lyden og vurderer den. Vi vil også opdage, at der af samme grund ikke findes en ting som tonehøjde. Men det krat venter vi lidt med at trænge ind i.
Når en genstand bevæger sig, vil den, medmindre det er i et lufttomt rum, bevirke, at den tilstødende luft også bevæger sig. Når luften umiddelbart omkring vores brandsprøjte bevæger sig, vil en trykbølge sprede sig i alle retninger som ringe i vandet. Denne reaktion kommer i stand efter samme princip ”jeg kan ikke bevæge mig, medmindre min sidemand gør det”, som gælder for korpiger og jernbanevogne. Forestil dig en lang række godsvogne i et godstog. Når én vogn bevæger sig, må de andre tilkoblede vogne bevæge sig mere eller mindre i samme retning i hurtig rækkefølge. Netop sådan vandrer lyden. I luften vil de luftmolekyler, som lydkilden har sat i bevægelse, overføre den samme bevægelse, eller svingning, til nabomolekylerne, som igen videregiver bevægelsen til deres naboer og så videre.

Hvordan hører vi?

Trommehinden vil, ligesom den luft, der hviler imod den, bevæges passivt på grund af ændringer i trykket på dens overflade. Det vil sige, at trommehindes bevægelser følger enhver ændring i lufttrykket inden for den begrænsning, som de fysiske rammer sætter. Hvis f.eks. et svingende objekt tæt ved øret bevæger sig frem og tilbage 5 gange i sekundet, vil trommehinden gøre det samme. Hvis genstanden tilfældigt var en stemmegaffel konstrueret til at afgive 256 svingninger pr. sekund, vil trommehinden gøre det samme. Den kan følge svingninger med en hastighed på op til 20.000 pr. sekund.
Vi har altså nu, i form af trommehinden en membran, som er i stand til at reagere på ændringer i lufttrykket uden for organismen. Men hvordan registrerer hjernen dette? Det næste trin i disse ganske små luftbølgers kamp for at opnå status som lyd befinder sig lige inden for trommehinden. Her er der tre små knogler (hammer, ambolt og stigbøjle), også kaldet ossiklerne, som danner en fleksibel bro, som overfører lydsvingningerne fra trommehinden til en struktur, som kaldes sneglen. Det er derefter sneglens opgave at omdanne mekanisk energi til elektrisk energi. Denne omdannelse er nødvendig, fordi hjernen er aldeles upåvirkelig af mekaniske svingninger (modsat af, hvad man tror, når man har alvorlige tømmermænd). Hjernen kræver i sin egenskab af biologisk computer, at alle informationer overføres til den i form af elektriske impulser. Dette er præcis det modsatte af, hvad der sker i dine børns stereoanlæg. Der anvendes elektriske impulser til at påvirke højtaleren, således at dennes membran bevæger sig frem og tilbage i luften. De således frembragte vibrationer i luften forfølger dig, hvor du end opholder dig, og vil kunne drive dig ud af dit eget hjem.
Sneglen er en lille spiralsnoet struktur på størrelse med neglen på din lillefinger, og der er én af slagsen i hver øre. Inde i sneglen omgivet af en speciel væske, findes et tyndt vævsbånd (basalmembranen), som igen står i forbindelse med de såkaldte hårceller. Disse celler (der er ca. 15.000 i hver snegl) omsætter lyd til elektriske signaler. Som regel fungerer de stille og fredeligt med et eller to blip pr. sekund. Signalerne videreføres til den del af hjernen, som fungerer som en slags modtagestation for auditiv information.
En tot hår rager op fra den øverste ende af hver hårcelle mod endnu en membran, som dækker hårene. De svingninger, som føres tværs over mellemøret via ossiklerne påvirker væsken omkring basalmembranen og får isolerede afsnit af den til at svinge med. De hårceller, som er knyttet til disse afsnit af basalmembranen vil derefter blive sat i bevægelse (på nogenlunde samme måde som høje bygninger under et jordskælv – noget man kender, hvis man bor i Californien).
Enhver påvirkning af hårcellen vil ændre hastigheden, hvormed den udsender impulser – hvis hårene blot skubbes en anelse i én retning, øges impulshastigheden. Hver enkelt hårcelle arbejder som en telegrafnøgle og afgiver roligt sit budskab, hver gang membranen under den bevæger sig.
Sneglen er takket være sin specielle konstruktion i stand til at udføre to bemærkelsesværdige opgaver. Den første har jeg allerede omtalt, at konvertere den energi, som luftens trykbølger frembringer, til elektriske impulser, der videreføres til hjernen. Den anden er at organisere eller tyde disse svingninger for at hjælpe hjernen til at finde ud af, hvorfra de kommer.

Den der vil vide mere henvises til bogen: Tonedøv eller fummelfingret ISBN 87-17-05521-0
Klik her for at få dit eget GoMINIsite