Menneske og maskine.
Metternich og de fromme herskere af Rusland, Østrig, Frankrig og Spanien kunne ganske vist genskabe de ydre former fra tiden før den franske revolution. Der var igen de festlige hoffer, hvor adelige viste sig frem med store ordensstjerner på brystet og havde stor indflydelse. Borgerne måtte ikke tale om politik, og det fandt mange helt i orden. Man beskæftigede sig med familien, med bøger og frem for alt med musik, for i de sidste hundrede år var musikken, som man tidligere næsten kun havde kendt som akkompagnement til dans, viser og kirkelige sange, blevet den kunst, der appellerede allermest til menneskene. Men denne ro og disse fritidssysler, som karakteriserer den periode, der kaldes Biedermeiertiden, var dog kun ydersiden af tingene. En af oplysningens idéer kunne Metternich ikke forbyde, og han tænkte heller ikke på det det. Det var Galileis idé om den fornuftige, videnskabelige betragtning af naturen, som menneskene i oplysningstiden havde sat højt. Og netop denne positive side af oplysningen førte til en langt større revolution, der sønderslog de gamle former og indretninger på en langt mere afgørende måde, end de parisiske jakobinere havde formået med deres guillotine.
For gennem den videnskabelige beherskelse af naturen lærte man ikke kun at forstå, hvordan den fungerede, man lærte desuden at udnytte de kræfter, man havde fået kendskab til. Man spændte naturkræfterne for og lod dem arbejde for menneskene.
Historien om alle disse opfindelser er ikke så enkel, som man ofte forestiller sig. DE fleste ting begyndte ofte med at blive anset for mulige, derefter forsøgt, afprøvet, opgivet, genoptaget af en eller anden, og først da kom den såkaldte opfinder, der besad tilstrækkelig viljekraft og udholdenhed til at føre idéen ud i livet og gøre den alment anvendelig. Sådan gik det med de maskiner, der har ændret vores liv, med dampmaskine, dampskib, lokomotiv og telegraf, der alle vandt frem på Metternichs tid.
Først kom dampmaskinen. Den franske lærde Papin havde allerede omkring år 1700 gjort de indledende forsøg. Men først i 1769 lod den engelske arbejder Watt en rigtig dampmaskine patentere. I begyndelsen anvendte man den hovedsagelig til pumper i mineskakter, men snart så man også muligheden for at drive vogne og skibe med den. Allerede i 1788 og 1802 gjorde en englænder forsøg med dampskibe, og i 1803 sejlede det første dampskib med stort skovlhjul under larm og spektakel og en masse røg fra New York til en by i nærheden.
Omtrent samtidig forsøgte man i England også at drive vogne med damp. Men først i år 1802, da man havde opfundet jernbaneskinnerne, lykkedes det at konstruere en brugbar maskine, og i 1814 byggede englænderen Stephenson sit første rigtige lokomotiv. Allerede i 1821 blev den første jernbanelinje mellem to engelske byer åbnet, og ti år senere fandtes der også jernbaner i Frankrig, Tyskland, Østrig og Rusland. Efter yderligere ti år var der næppe et land i Europa uden lange jernbanestrækninger. Banelinjerne førte over bjerge, gennem tunneler og over store floder, og man rejste mindst ti gange så hurtigt som tidligere med den hurtigste postvogn.
Ligesådan gik det med opfindelsen af den elektriske telegraf. Også der tænkte en lærd allerede i 1753 på muligheden. Efter 1770 blev der gjort flere forsøg, men først i 1837 kunne den amerikanske maler Morse sende sine venner et kort telegram, og igen varede det kun lidt over ti år, før telegrafen var indført i de forskellige lande.
Andre maskiner har ændret verden endnu mere. Det er de maskiner, som tager naturkræfterne i deres tjeneste på en måde, så de erstatter den menneskelige arbejdskraft. Tænk på spinding og vævning. Tidligere var det håndværkere, der gjorde det. Da efterspørgslen på stoffer steg (altså omkring Ludvig XVI´s tid) fandtes der allerede fabrikker, men alt arbejde foregik ved håndkraft. Først efterhånden kom man på den tanke også her at udnytte kendskabet til naturen. Årstallene er igen omtrent de samme som ved de andre store opfindelser. Der var blevet gjort forsøg med spindemaskinen siden 1740, fra 1783 forbedrede man den, men først i 1835 var den i enhver henseende brugbar. Den mekaniske vævestols tid begynder næsten samtidig. Og disse maskiner blev først konstrueret og anvendt i England. Til maskiner og fabrikker havde man brug for kul og jern. Og med ét fik de lande, der ejede kul og jern, et stort forspring.
Alt dette skabte en voldsom bevægelse blandt menneskene. De blev rystet rundt, så næsten ingenting forblev på sin gamle plads. Tænk på, hvor fast og ordnet alting var i middelalderbyens lavssytem! Disse lav vedblev at bestå helt op til den franske revolution og endnu længere. Ganske vist var det allerede dengang vanskeligere for en svend at blive mester end i middelalderen, men han havde dog muligheden og håbet. Nu blev det med ét anderledes. Der fandtes mennesker, der ejede maskiner. For at betjene en sådan maskine, behøver man ingen langvarig uddannelse. Den klarer jo det hele selv. Den kan man blive fortrolig med på et par timer. Dem, der ejede en vævemaskine, ansatte derfor et par folk (det kunne sågar være kvinder og børn), og de kunne nu med maskinen lave mere arbejde, end hundrede uddannede vævere tidligere havde formået. Hvad skulle en bys vævere nu gøre, når der pludselig blev opstillet en sådan maskine? Man havde ikke brug for dem mere. Alt det, de havde brugt år på at lære som lærlinge og svende, var blevet helt overflødigt. Maskinerne lavede det hurtigere, også bedre og helt usammenligneligt billigere. For maskinerne skal jo ikke spise og sove som et menneske. De behøver aldrig hvile sig. De penge, de hundrede vævere havde brug for til at leve et behageligt, lykkeligt liv, dem sparede fabrikanten med sin maskine, eller han kunne bruge dem på sig selv. Men han havde da brug for arbejdere til at betjene maskinen? Ja, det havde han, men for det første kun ganske få, og for det andet behøvede de ikke være uddannede.
Men frem for alt føjede der sig endnu en ting til: De hundrede vævere i byen var nu arbejdsløse. De måtte sulte, fordi en maskine gjorde arbejdet for dem. Men før en mand og hans familie kommer til at sulte, er han naturligvis rede til at gøre alt. Også for utroligt få penge, bare han får så meget, at han lige kan holde skindet på næsen og på en eller anden måde arbejde. Derfor kunne fabrikanten, der ejede maskinen, lade de hundrede sultne vævere møde op og sige til dem: ”Jeg har brug for fem folk til at passe mine maskiner og min fabrik. Hvor mange penge skal I have for det? Hvis en så sagde: ”Jeg skal have så meget, at jeg kan leve lige så godt som tidligere”, sagde en anden måske: ”For mig er det nok, hvis jeg dagligt kan købe mig et brød og et kilo kartofler”. Den tredje indså, at han herved risikerede at miste den sidste mulighed for at leve, og sagde: ” Jeg vil forsøge at gøre det for et halvt brød.” Fire andre sagde: ”Det vil vi også.” – ”Godt”, sagde fabrikanten, ”så vil jeg forsøge mig med jer. Hvor længe vil I arbejde om dagen?” ”Ti timer”, sagde den ene. ”Tolv”, sagde den anden af skræk for at gå glip af jobbet. ”Jeg kan arbejde seksten timer”, råbte den tredje. Det gjaldt jo livet. ”Godt”, sagde fabrikanten, ”så tager jeg dig. Men hvad skal min maskine lave, mens du sover? Den behøver jo ikke sove!” – ”Så kan jeg sende min otteårige dreng derhen,” sagde væveren fortvivlet. ”Hvor meget skal han have?” – ”Giv ham et par øre til et stykke brød med smør.” – ”Smør er ikke nødvendigt”, sagde fabrikanten måske. Og så var den sag i orden. Men de andre 95 arbejdsløse vævere måtte sulte eller se, om der måske var andre fabrikanter, der ville tage dem.
Nu må du ikke tro, at alle fabrikanter var så hensynsløse, som jeg her har skildret det. Men den mest hensynsløse, der betalte mindst i løn, kunne sælge billigst og ville dermed få størst succes. Og derfor måtte også de andre, mod deres samvittighed og mod deres medfølelse, behandle arbejder på samme måde.
Folk blev fortvivlede. Hvorfor lære noget, hvorfor bekymre sig om godt og smukt håndværk? Maskinen lavede det samme hundrede gange hurtigere og hundrede gange billigere og ofte også bedre. Derfor sank de tidligere vævere, smede, spindere, snedkere ned i stadig større elendighed og løb fra fabrik til fabrik for at få lov at arbejde der for et par kroner. Mange udviklede et voldsomt had til maskinerne, der havde ødelagt deres liv, de stormede fabrikkerne og ødelagde de mekaniske vævestole, men det nyttede alt sammen ikke noget. I 1812 blev der i England indført dødsstraf for at ødelægge en maskine. Og så kom der nye og bedre, der ikke kunne udføre 100 men 500 mands arbejde, og det gjorde den almindelige nød endnu større.
Da var der mennesker, der fandt, at det ikke kunne fortsætte på den måde. At det var uretfærdigt, at et menneske, kun fordi han ejede en maskine, som han måske havde arvet, kunne behandle andre på en måde, som knap nok en adelig havde behandlet sine bønder. De mente, at netop ting som fabrikker og maskiner, hvis besiddelse gav en uhyre magt over andre menneskers skæbne, ikke skulle tilhøre det enkelte menneske, men all i fællesskab. Denne mening kaldes socialisme. Man udtænkte mange muligheder, hvorpå det hele kunne ordnes, så man ved en socialistisk arbejdsmåde kunne komme de udhungrede arbejderes elendighed til livs. Man foreslog, at i stedet for den løn, den enkelte fabrikant var villig til at betale dem, skulle de have del i fabrikantens store fortjeneste.
Af disse socialister, som der i Frankrig og England fandtes mange af omkring 1830, blev især en lærd mand fra Trier i Tyskland berømt. Han hed Karl Marx. Hans opfattelse var en smule anderledes. Han hævdede: Det nytter ikke at forestille sig, hvordan det ville være, hvis maskinerne tilhørte arbejderne. Arbejderne må selv tilkæmpe sig dem. Frivilligt vil fabrikanten aldrig skænke dem sin fabrik. Men for at tilkæmpe sig den, nytter det ikke noget, hvis enkelte arbejdere rotter sig sammen for at smadre en vævestol, der nu engang er opfundet. Alle må stå sammen. Hvis de hundrede vævere ikke hver for sig ville have arbejdet, hvis de på forhånd havde aftalt: Vi vil ikke arbejde på fabrikken mere end ti timer om dagen, og vi forlanger to brød og to kilo kartofler til hver, så havde fabrikanten måttet bøje sig. Dog havde det måske alligevel gjort det, for til vævemaskinerne behøvede han ingen udlært væver mere, men bare en, der for enhver pris var villig til at arbejde, fordi han ikke havde noget at leve af. Derfor drejer det sig om at stå sammen alle som en, sagde Marx. For så ville fabrikanten ganske enkelt ikke have fundet nogen, der ville gøre det billigere. Altså må arbejderne vise sammenhold! Og ikke kun arbejderne i et enkelt område. Ikke engang arbejderne i et enkelt land, men arbejderne i hele verden skal forene sig. Så vil de blive så stærke, at de ikke alene kan diktere, hvordan de skal aflønnes, men efterhånden selv overtage fabrikkerne og maskinerne og dermed skabe en verden, hvor der ikke længere findes nogen ejere og ikke nogen besiddelsesløse.
For som tingene står nu, sagde Marx, findes der jo egentlig ingen vævere, skomagere eller smede mere. Arbejderen behøver slet ikke at vide, hvad maskinen, hvor han dagligt trækker i et håndtag 200 gange, producerer. Han mærker kun, at han hver uge får sin løn udbetalt, lige nok til, at han ikke sulter som hans ulykkelige kammerater, der ikke har fundet noget arbejde. Og også ejeren behøver ikke at have lært det erhverv, han lever af, for det er ikke noget håndværk mere, men et maskinværk. Derfor mente Marx, at der faktisk ikke længere fandtes nogen erhverv, men kun to grupper eller klasser af mennesker: Ejerne og de besiddelsesløse, eller som han sagde – for han elskede fremmedord – kapitalister og proletarer. Disse klasser befinder sig i stadig kamp med hinanden, for ejeren vil altid producere mest muligt så billigt som muligt, altså betale arbejderne, proletarerne, mindst muligt, mens arbejderne på deres side vil tvinge kapitalisten eller ejeren til at afgive mest muligt af sin fortjeneste til dem. Denne kamp mellem de to klasser vil ifølge Marx til sidst ende med, at de mange besiddelsesløse vil fratage de få ejere deres ejendom, ikke kun for selv at overtage den, men for helt at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Så vil der ikke længere findes klasser. Det var hans mål, og på en lidt forsimplet måde forestillede han sig, at realiseringen af det var nært forestående.
Men da Marx i 1847 udsendte sit store opråb til arbejderne (”Det kommunistiske Manifest”, som han kaldte det), var tilstandene endnu ikke sådan, som han forestillede sig, de var ved at blive. Og også i dag er meget faldet anderledes ud. Dengang var det på ingen måde ejerne af maskinerne, der herskede overalt, det var i mange tilfælde stadig de adelige med ordensstjerner på brystet, som Metternich atter havde hjulpet til magten. Og disse adelige var selv store modstandere af de rige borgere og fabriksejere. De ønskede den faste, velordnede, regulerede stat, hvor enhver havde sit gamle, nedarvede erhverv, sådan som det tidligere havde været. Og derfor var der for eksempel i Østrig stadig ”arveunderdanige” bønder, der tilhørte godsejeren omtrent som middelalderens livegne (slaver). Ligeledes var der stadig mange gamle strenge regler for håndværkere, og de nye fabrikanter blev på mange måder behandlet efter disse gamle lavsregler. De rige maskin-ejere, borgerne, ville imidlertid ikke længere lade sig styre af adelen. De ville gøre, som de fandt bedst, for det ville også være det bedste for verden, mente de. Man skal bare give driftige folk fri bane til at sætte sig igennem, ikke lægge dem hindringer i vejen med love og betænkninger, så vil alt med tiden blive godt i verden. Verden udvikler sig af sig selv, hvis man ikke forstyrrer den, mente de. Og derfor gjorde borgerne i Frankrig i 1830 oprør og foordrev Ludvig XVIII´s efterkommere fra tronen.
I 1848 udbrød der i Paris og også i mange andre lande en ny revolution, hvor borgerne forsøgte at erobre al magt fra staten, så ingen længere kunne bestemme, hvad de gjorde med deres fabrikker og maskiner. Dengang blev Metternich fordrevet i Wien, og den regerende kejser Ferdinand måtte abdicere. Den gamle tid var endegyldigt forbi. Mændene gik allerede dengang med lige så hæslige, lange sorte bukser og stive, hvide kraver med slips bundet i indviklede knuder, som vi gør i dag. Overalt blev der uhindret grundlagt fabrikker, og jernbanen førte stadig større mængder varer fra land til land.
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie |