Når jeg ligger og tænker
Jeg tænker tit over, hvorfor jeg er, som jeg er – hvorfor skyerne er hvide, græsset grønt og himlen blå. Hvorfor solen står op, når jeg vågner, og månen skinner, når jeg skal sove.
Fakta
Sonja Furu Friby er skoleelev, 14 år
Nogle gange ligger jeg og tænker på, hvad jeg skal i morgen – ligegyldige ting, som hvad for noget tøj, jeg skal have på, hvad jeg skal have at spise, eller hvilke fag jeg skal undervises i.
Men for det meste tænker jeg på nogle helt andre ting. Fra min seng kan jeg se lige op på månen, den hænger bare der og får alle stjernerne til at se så små ud. Underligt at tænke på, at stjerner er planeters lys, som rammer Jorden efter milliarder af års rejsen gennem universet. Det uendelige univers. Hvor mærkeligt er det ikke lige? Er universet virkelig uendeligt, eller er det bare noget, vi mennesker har fundet på, fordi vi er for dumme til at regne ud, hvad der skulle være bagefter?
Jeg kan huske, da jeg var mindre, og min mor fortalte mig, at universet var uendeligt. At det virkelig bare fortsatte i al uendelighed, at det ikke stoppede ligesom lakridsruller og gyngeture. Dengang fik jeg en underlig følelse, og det gør jeg sådan set også den dag i dag, når jeg tænker på det. Det er, som om min hjerne ikke kan rumme det, jeg er for dum til at forstå det.
Jeg prøver at forestille mig uendelighed.
Universet er uendeligt, man kan blive ved og ved og ved at suse derudad, og stadig vil man komme til nye steder. Nogle siger: Jamen, et eller andet sted må det jo stoppe? Men svaret er blot: Tjo, men der hvor det stopper, hvad er der så? Og hvad er der bag ved det?«.
Eller hvad med tid?
Universet (i hvert fald det vi kender) startede med Big Bang. Men hvad var der før det? Igen kan man gå uendelig lang tid tilbage.
Måske skal man også forestille sig ’ingenting’. Intet overhovedet. Ingen atomer, ingen molekyler, ingen tyngde. Det er måske dét, der er et sted derude?
Jeg får sgu hovedpine af at tænke på det. Er der ikke snart nogen, der kommer med svaret?
Nogle gange ville det være lettere at tro på Gud, tror jeg.
Det hele er så stort, at det får mig til at føle mig så mikroskopisk lille. Og så alligevel var det lettere, da jeg var endnu mindre. Der satte jeg ikke spørgsmålstegn ved det hele, hvis jeg overhovedet satte spørgsmålstegn ved noget. Mine forældre var der til at beskytte mig, og hvis der var problemer, skulle de voksne nok løse dem. De var jo voksne, født til at sætte regler og passe på os andre. De sørgede for, at vi spiste vores kartofler, så vi fik vores vitaminer og kunne vokse og en dag blive lige så store som dem. Og dér, som man sidder og spiser sine kartofler og vokser, så godt man nu kan, går det op for en, at de bare er helt almindelige mennesker, far er ikke supermand og mor wonderwoman. De ved heller ikke, hvorfor de er til, om verden går under, eller hvad der sker efter døden. De er bare blevet opdraget af deres forældre, præcis ligesom os. Og en dag bliver vi ligesom dem, og de bliver ligesom deres forældre, og sådan vil det bare gå i ring. Indtil solen holder op med at skinne, eller Jorden går under.
Det er sådan nogle ting, jeg tit tænker på, mens jeg ligger og drejer og vender mig i min seng. Jeg føler mig totalt filosofisk og på samme tid dum. Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke livet. Jeg er begyndt at interessere mig mere for det, finde ud af mere om det. Men det får mig bare til at føle mig endnu dummere.
I mandags lå jeg i sofahjørnet og zappede rundt på forskellige kanaler. Der var ikke rigtig noget, men jeg kørte alligevel min sædvanlige rutine. Slog hen på alle tænkelige kanaler og tjekkede deres tekst-tv. DR 2’s program fik mig ikke ligefrem til at blive: Dokumentar om Eckhart Tolle, forfatter, foredragsholder og spirituel rådgiver. Jeg skulle til at slå tilbage til ’Paradise Hotel’, idet han sagde noget, som fik mig til at blive, og sådan blev det ved. Jeg måtte bare liiiige høre hans sætning færdig.
Ikke så meget fordi han havde noget nyt at lære mig, men måske lige præcis det modsatte. Jeg sad og tænkte: Ja sgu, det er jo lige præcis det, jeg mener. Jeg sad og overvejede, hvor han mon ville hen med det, og om han mon var en form for guru. Men jeg lod tankerne ligge, for han var enormt inspirerende at høre på, og jeg ønskede lidt, at flere ville tænke som ham.
At skulle forklare alt, hvad han sagde, ville fylde hundrede af sider, og manden har selv skrevet bøger, så det vil jeg lade ligge der. Men essensen i det hele er nærmest en klassiker. Det gælder om at leve i nuet. Problemet for mange er at bestemme, hvad ’nuet’ er? Der går jo ikke en dag, uden at man møder folk, som ifølge dem selv lever i nuet. Men gør de nu også det?
At leve i nuet handler om, at du skal vågne hver morgen og være glad for livet. At du er glad for det, du foretager dig, hver eneste dag. Målet helliger ikke midlet. Det nytter ikke at skulle leve på nedsat livskvalitet i flere år for at prøve at nå et højere mål.
I det store billede, så er ingen af os specielle eller unikke. Vi er en del af livet, og det er op til os selv at få det bedste ud af det. Fremtiden findes ikke. Derfor må du tage, hvad du har nu, og få det bedste ud af det.
Det er selvfølgelig verdens letteste ting at sige, men nok ikke lige let at gøre. Men hvis man bare overvejer det, har det i baghovedet, tænker lidt over sit liv en gang imellem, så er man kommet langt.
Men måske skulle man prøve at vende pandekagen:
Skal man leve i nuet hele tiden? Gøre det, man har lyst til netop nu? Skide på uddannelser og opsparinger, tænke på hvert sekund som en dyrebar ting i ens forholdsvis korte liv? Leve fra dag til dag, rejse verden rundt med en femmer og en rygsæk. Måske. Vores samfund ville bare ikke fungere på den måde. Man bliver nødt til at tænke på fremtiden, for også at nyde når man en dag skal leve i den. Fint nok, at man nyder hver dag, og ikke grubler over, hvad der sker i morgen. Men selv om fremtiden ikke findes endnu, er det måske en god ide at skænke den en lille tanke.
Jeg ved ikke, om jeg lever i nuet. Jeg prøver i hvert fald, så godt jeg kan. Jeg vil have det bedste ud af livet, man får ikke en om’er.
Apropos ’få det bedste ud af livet’ faldt jeg her forleden dag over en artikel i avisen …
’Byen, som de gjorde lidt lykkeligere’, stod der med fede bogstaver i Politiken, jeg var så godt som på vej til at rydde bordet for aviser. Men hev hurtigt siden ud af avisen og læste under rubrikken: »Folks lykkeniveau højnes ved hjælp af positiv psykologi, viser erfaringer fra USA, og bølgen er også skyllet til Europa. Politiken har besøgt engelske Slough, som leverede forsøgspersoner til et lykkeeksperiment«. Jeg læste artiklen, som faktisk var ret interessant.
Der var revisoren, som var blevet mobbet ud på selvmordets rand. Parkbestyreren, der havde glemt, hvor skøn naturen kunne være. Læreren, der underviste sine elever i menneskelige værdier, men selv jagtede de materialistiske. Og borgmesteren, der var ked af, at han var en kropshæmmet kontrolfreak. De boede i byen Slough sydvest for London og var ikke lykkelige. Men så kom et tv-hold fra BBC med seks lykkeeksperter og en ide til et program, der skulle hedde ’Making Slough Happy’. BBC-holdet udvalgte 50 borgere, der afspejlede befolkningens sammensætning, og målte ved hjælp af en lang række spørgsmål deres tilfredshed med livet. Den lå et godt stykke under det engelske gennemsnit, faktisk lidt under Kina og kun en smule over tidligere Sovjetrepublikker. Efter at tv-serien var optaget, var revisoren, parkbestyreren, læreren, borgmesteren og de 46 andre mennesker fra Slough næsten på niveau med verdens lykkeligste folk, danskerne.
Vejen til lykke stod skrevet med betydningsfulde bogstaver i hvert lille hjørne af artiklen, tænk positivt for helvede – det er vejen til lykke. Det hele handler bare om ens tankegang. Ens indstilling til livet. Det er dit liv, du bestemmer, hvad du gør det til. Flasken er ikke halvt tom, men halvt fuld. Artiklen var også proppet med gode råd og vejledning til et lykkeligere liv. Smil for eksempel til en fremmed hver dag, oprems hver aften fem ting, du er glad for i dit liv, og sidst, men ikke mindst, grin godt igennem mindst én gang hver dag – der har vi undskyldningen for at fnise i timerne, og måske burde lærerne grine med.
Og det gør de måske også, for Danmark har jo verdens lykkeligste folkefærd. Jeg føler mig også lykkelig. Jeg er så privilegeret, jeg har hele livet foran mig og kan gøre, hvad jeg vil. Jeg er ikke låst fast af regler eller normer, hele verden ligger for mine fødder, og jeg kan ikke vente med at springe ud i den. Det bliver underligt, når jeg en dag fylder 80 år og ikke længere har følelsen af, at livet ligger og venter på mig. Når jeg en dag ligger og venter på døden. Måske bliver jeg mæt af dage? Det er bare så svært at forestille sig, træt af at leve. Men det er jo det, man ved med sikkerhed. Vi dør alle sammen en dag, ingen lever evigt (i hvert fald ikke som kød og blod), om 100 år er det vores efterladte generationer, som styrer Jorden, vi andre er der ikke. Men de er sikkert ikke de eneste forladte.
Tanken om liv andre steder er fascinerende. Jeg er overbevist om, at der er masser af liv derude. Det handler om sandsynlighed. I vores synlige univers er der omkring 100 milliarder galakser, som tilsammen rummer i omegnen af en trilliard (tusinde milliarder milliarder) stjerner. Hvis nu bare en ud af en million af de stjerner havde planeter, og blot en ud af en million af planeterne havde liv. Hvis så bare en ud af en million af disse havde intelligent liv, så ville der stadig være tusindvis af civilisationer derude. Det kan selvfølgelig også være, at vi er et utroligt tilfælde. Et once-in-a-universe trick. Ingen ved vel med sikkerhed, hvad sandsynligheden for liv er. Men tanken om, at der, milliarder af lysår herfra, lige nu, sidder et væsen på en anden planet og skriver blog, laver mad, forbereder sig til krig, tegner en profet, eller hvad man nu laver dér, er da sjov. Vi finder formentlig aldrig ud af det. Afstanden er for stor og vejen for farlig. Jeg ved heller ikke, om jeg har lyst til at finde liv andre steder, har vi ikke nok problemer her på Jorden?
Jo, vi har så, men derfor elsker jeg stadig at ligge under dynen og kigge op mod himlen. Se stjernerne blinke og månen skinne. Ligge og føle mig så ligegyldig. Jeg er ikke engang et blink i universet, og alligevel føler jeg mig så speciel og unik. Jeg kan blive ved med at ligge og kigge, universet er enormt fascinerede. Det er så stort, men alligevel ser jeg bare et kæmpe mørkeblåt tæppe, når jeg kigger op. Et tæppe bøjet i en bue, som for at beskytte mig. Drysset med sølvglimmer, som glitrer, når jeg blinker. Tankevækkende og betaget ligger jeg og kigger. Jeg kigger bare, uden egentlig at tænke. Og alligevel flyver tusinde af tanker igennem mit hoved. Jeg har skrevet nogle af dem ned her, men jeg har så mange tanker. De ligger inden i mit hoved, viklet hulter til bulter ind i hinanden. De suser ud og ind, drejer og vender sig, forandrer og udvikler sig. Og alt det, mens jeg bare ligger og kigger. Min hjerne fyldes med spørgsmål, hvad, hvordan – hvorfor mig?
For har man sagt minus, må man også sige plus, har man sagt negativ, må man også sige positiv, og har man sagt døden, må man også sige livet.
Du er produktet af en enkelt af de langt over 100 millioner sædceller, der deltog i kampen ved din undfangelse. Hvis vi så antager, at det nok ikke var første gang, din far forsøgte sig, så ryger vi nok nærmere op på over en milliard.
Så tillader du dig endda at kalde dig uheldig, fordi du ikke lige har vundet i Lotto. Der er sandsynligheden endda kun lige omkring 1/8.000.000, så ikke mere ’jeg vinder aldrig’-snak. Du har vundet livet. 1-0 til dig.
Oven i købet er du ikke blandt den halvdel af verdens befolkning, som må leve for under 2 dollar om dagen. Jamen, du er jo nærmest født med en guldske i røven. Jeg tror ikke, man bliver heldigere end dig. Næsten.
Selvfølgelig har du krav på at vinde den store gevinst, at få det fede job, at score den skønneste kæreste, at leve, til du er 100, at blive rig og berømt, at rejse i verden og at hygge dig hver aften med god mad og rødvin. Men mindre kan vel også gøre det? For når det kommer til stykket, så har du det meget godt, ik’?
Livet er en gave – og du fik den pænt pakket ind.
Glæd dig over opturene, og lær af nedturene. Du når kun at smage på en brøkdel af livet, og du lærer aldrig at forstå det helt. Så bare rag til dig, mens du kan. I morgen er det måske for sent.
De kursiverede steder i Kronikken er ifølge Sonja Furu Friby, inspirerede af debatfora på nettet.
Bragt i Politiekn den 1. November 2007, under kronikker.
|