Originalerne er ved at uddø; i Vor mekaniserede velfærdsstat er der  ikke plads til dem, men gøglerne lever, selvom også noget af det farverige for disses vedkommende er ved at falme.

Det er muligvis den forbedrede sociale forsorg, der har bidraget til, at alle originaler lidt efter lidt forsvinder, formodentlig har den større ædruelighed også sin andel heri. Man finder ikke i dag paral-leller til de skikkelser, som den ældre generation kendte: Scheibelein i en aflagt militæruniform, var en trofast, men vist ikke særlig påskønnet deltager i Højres grundlovstog, Filosoffen fra Magstræde i sin pjaltede klædedragt, Jomfru Tidsfordriv med sin kurv på armen, hvori der var smålækkerier til børn, som lønnede hende med at følge hujende efter hende, til en barmhjertig betjent til hendes glæde og taknemlighed fik dem jaget væk, Frederik den VII´s søn med alle mulige medailler på sin overfrakke, Løberen, der uden at tale med nogen altid bevægede sig i løb, og Krølle-Charles, der, når han undtagelsesvis var ædru, kunne tale både tysk og engelsk, men som i sin sædvanlige spirituspåvirkede tilstand elskede at holde foredrag til mængden med det berømte omkvæd: »Er' et løgn, hva' je' si'r?« Hvad det meget ofte ikke var.

Det hændte også at nysgerrige damer stod stille for at høre hvad denne mærkelige mand sagde, men ligesåsnart Krølle-Charles opdagede dette, råbte han en række så sjofle ord, at damerne, røde i hovedet, hurtigst muligt forsvandt.

Engang var der en velmenende forretningsmand, der ville hjælpe Krølle-Charles på ret køl. Han ekviperede ham i pæne klæder, vaskede og friserede ham og gav ham et reklameskilt til at bære rundt i byen, men den lykke varede kun een dag. Ordnede forhold passede ikke Charles og heller ikke de spydige tilråb, gadedrengene trakterede ham med, da han som en pæn borger spadserede i gaderne, så han fik hurtigt smidt skiltet, og et par dage efter var han lige så beskidt som før, men nu i sit rette element, og fortsatte gladeligt med de krydrede foredrag.

Eller Professor Labri - var han ikke også en herlig type? Hans borgerlige navn var Johannes Marius Dines Petersen. Han var født i 1863 og kom i skomagerlære, men fik sin livsbane brudt, da han en aften kom ombord på et skib med et par reparerede støvler og da var så uheldig at snuble og styrte ned i lasten. Hele højre side blev kvæstet, og der fulgte et langt sygeleje. Da han forlod sygehuset, var han blevet invalid for livstid. Skævheden i den ene skulder og i hovedet, hvor det ene øje var halvt tillukket, bidrog til at gøre hans fremtoning særpræget.

En pensioneret politimand i Silkeborg har skrevet den mundrappe professors udgydelser ned, når han præsenterede sit »store jubilæumsprogram« for et henrykt publikum, der flokkedes omkring hans gøglertelt:

»Forestillingen indledes med en prolog af en høne med tre ben, som stepper på et forniklet hakkebrædt. Hold Dem nu ikke tilbage, højtærede publikum! De vil herinde se de mærkeligste okkulte fænomener: Maren Sct. Hansdatters ulykkelige kærlighed til Hans Postkasse, og en spegesild, der løber en gammel kone svedt på line. Jeg vil gøre mig usynlig og atter komme til syne i en trepægleflaske med det ene ben ud ad vinduet. Desuden vil jeg optræde med en halmvisk bag øret og i højhælede bomuldsstrømper, vugge tvillinger med det ene ben og skære hakkelse med det andet. De vil få lejlighed til at se frikadellens flugt over et nøjagtigt en halv tomme over halvandet fjerdingkar nærved trekvart alen højt, tjæret plankeværk. De vil se kæmpekvinden med hår på tænderne, født for århundreder siden under en enebærbusk på Ermelundssletten, optræde i friheds dressur med 23 benløse kanariefugle, der danser på kanten af en blanksværteæske.

Ved en forestilling i Jylland havde han lokket mange tilskuere ind ved et skilt, der forestillede en frygteligt udseende menneskeæder. De, der gladeligt havde givet deres tiøre for at få uhyret at se, så imidlertid ikke andet end et par store støvler. Da de blev utålmodige, råbte de: »Hvor er menneskeæderen?«

Professor Labri stirrede først fuldstændig målløs på støvlerne, og udbrød så med rædsel i stemmen: »Nu har han minsandten ædt sig selv!«

At de skuffede tilskuere ikke røbede svindelen ved udgangen er en selvfølge; de ønskede af ganske hjerte, at de udenforstående skulle gå i vandet ligesom de selv.

Omkring århundredskiftet var der i København en original, Professor Andersen-Bang, hvis professortitel var af lige så luftig art som professor Labris. Det var i den periode, da general Boulanger spillede en stor rolle i Frankrig, og begejstringen for denne militære personlighed fik Andersen-Bang til at anlægge en selvkomponeret admiralsuniform, som han lod sig fotografere i, oven i købet til hest. Han blandede sig i alle tidens brændende spørgsmål, holdt folkemøder rundtom i byen, ja drev det endog til under den russisk-japanske krig i 1904-1905 til at skrive et brev til den russiske czar med forskellige gode råd. Hans vejledning må formentlig ikke have været god nok, thi russerne tabte som bekendt krigen.

Der var også Fidus-Carl, der om morgenen mødte op på blomstertorvet og samlede affaldsblomster op. Dem gik han rundt med på den indre bys beværtninger og solgte, og der blev sagt, at han var meget velhavende. Dette var kommet nogle slagtere for øre, og da han en aften kom ind i en beværtning, hvor disse slagtere sad i et muntert lag, fangede de Fidus-Carl og trak tøjet af ham og sprættede det op. Det viste sig så, at han var i besiddelse af flere hundrede kroner, som han naturligvis fik lov at beholde, men han var ved at få et nervesammenbrud af behandlingen.

Det var nu ikke alene København, der havde sine originaler.

                                                    

Provinsen var også rigeligt forsynet.

En gammel politimand fra Silkeborg fortæller således om to altid tørstige arbejdsmænd fra den lille by Seis udenfor Silkeborg, der altid fulgtes ad, og som kun kendtes under navnene Pastor Thies og Kræn Degn eller forkortet til Præsten og Degnen. En lørdag var de så uheldige at blive puttet i brummen og så skrev det lokale blad:

»Messefald i Seis.

Præsten og Degnen i Seis blev i lørdags indsat i detentionen for fuldskab og gadeuorden.

Der var ingen af den lokale befolkning, der misforstod meddelelsen, så meget mere, som der ikke i byen Seis findes nogen art af kirke eller andre religiøse institutioner. Men den fremmede, der faldt over denne notits, har utvivlsomt fået et ejendommeligt indtryk af de kirkelige forhold på Silkeborg-egnen.

Eller hvad mener man om denne lille skildring fra en stodders begravelse: Som afslutning havde man sunget »K1okken slår«. Følget var ikke stort, det bestod af lutter stoddere og vagabonder. Præsten stod lidt usikker, for der var jo ingen familie til at sige farvel. Men så var der alligevel en, der med en slukket cigaret i den ene hånd og en fedtet kasket i den anden gik hen imod graven, og det var ganske tydeligt, at han ville sige noget. »Ja, så er det løb kørt, Jens«, sagde han og så ned på kisten, »og så fik du da endelig en seng at ligge i, selvom det altså blev en træseng, der er så smal, at du ikke engang kan bøje armen. Godnat, kammerat, og så tak for kammeratskabet, skulle jeg vel sige, hvis jeg ellers kunne komme ordentlig fra det. Det var ikke så mange kønne ord, præsten havde at sige om dig, men tag dig ikke det for nær, kammerat, for han har nok ikke så god jordforbindelse, og vi har måske haft lige lidt med himmel forbindelse til at få lært Kanaans sprog, så hvordan skulle der komme en bølgelængde ud af det, siger jeg bare.

Og så ville jeg godt sige et par kønne ord om dig, men det har jeg ligesom ikke geni for, så jeg nøjes med at sige, at jeg ikke er så nøje inde i Vorherres paragraffer, som jeg måske skulle have været. Men jeg ved, at vi to var syndere for Vorherre, og jeg husker nok om aftenen, når vi bad Fadervor sammen, så skulle du altid sige »Forlad os vor skyld« to gange. Jeg ved ikke, om du var bange for, at det ikke skulle blive hørt første gang, eller om du syntes, at du trængte så meget til at bede den bøn. Jeg er lige ved at tro det. Og så vil jeg også sige, at selvom de kaldte dig en stodder og en bisse og en vagabond, og sommetider også en spritter, så var du alligevel et godt menneske indeni.

Jeg ved godt, at du ikke kan lide, jeg siger sådan noget, men nu skal det alligevel siges, inden de lægger den sorte dynge på dig. Børn og hunde kunne godt lide dig, og det er jeg glad for, for de er tit klogere til at vurdere mennesker end så mange andre. Måske er det, fordi de står Vorherre nærmere, hvad ved jeg om den ting?

Ja, ja, Jens, jeg skal ikke prøve på at placere dig i himlen på forhånd, for det har jeg ingen fuldmagt til, men jeg vil bare ønske, dig godnat og sov godt. Og så skulle det forresten ikke undre mig, om Vorherre en skønne dag kommer og prikker dig i siden og siger: »Kan du så komme på højkant, Jens, for nu skal vi ind og synge morgensang i himlen!«