Blikkenslagermester Peder Christoffersen (1859-1932). Født den 25. marts 1859 i Holmstrup.
Han er søn af Ane Marie Pedersen (som døde den 28.6.1892, opslag 127, Holmstrup sogn) og Gårdmand Christoffer Frederik Mathiesen, Holmstrup sogn. Ane Marie blev gift igen med Chresten Pedersen, Holmstrup. A.M.P må være født i 1921 i Jyderup.
Peder C. døde den 9. marts 1932 i Niløse, 72 år gammel. Se opslag # 177, Niløse sogn, Holbæk Amt, Skippinge. De har angivet en forkert moder i kirkebogen!
Han, altså Peder, blev konfirmeret i Holmstrup den 20.4.1873.
Han blev gift 1. gang med Karen Sophie Pedersen af Verup, som er født den 14. juni 1861. De blev gift i Verup den 27.2.1880. Karen Sophie døde den 22.9.1886 (25 år gammel). Hun blev begravet i Niløse den 28.9.1886. Karen og Peder var kun hhv. 18 og 21 år da de blev gift.
Gift 2. gang med Ane Marie Pedersen, som er født i ”Søndersted sogn, se opslag 83” den 23. april 1857. De blev gift den 29.12.1886 i Ugerløse, se opslag 79. Ane Marie blev konfirmeret den 16.4.1871 i Ugerløse, se opslag 72. Ane Marie døde den 29.1.1898 i Niløse. Hun blev kun 40-41 år gammel. Hun døde af underlivs-kræft, se opslag 252) under Niløse sogn.
Gift 3. gang med Ane Kristine Mortensen (kaldet Stine) fra Ubberup. De blev gift den 31.12.1898 i Stenmagle.
Udskrift fra Peder C´s erindringsbog, som han som 65-årig skrev i 1924, efter bedste hukommelse.
Klip fra Side 43-45.
Den 21. januar 1888 fik vi en søn som kom til at hedde Carl/Karl Sofus, se note 3. I januar måned blev der holdt møder næsten overalt på Sjælland vedr. oprettelse og bygning af andelsmejerier. Mange steder gik det i orden og mejerierne kom i gang hen på efteråret. Da det blev vedtaget, at bygge mejerierne, lavede jeg en 80 punds (40 kg) transportspand samt en på 30 punds (15 kg). Jeg hyrede husmand Hans Pedersen Tersløse skov til at køre mig rundt til andelshaverne, for at fremvise og sælge spandene. Jeg modtog mange bestillinger på spande, som skulle leveres til efteråret. Salget gik godt, de bestilte så at sige alle de steder, hvor vi kom. Vi kørte næsten hver dag i februar måned. Da jeg nu havde fået alle disse bestillinger, skulle jeg i gang med at lave spandene. Jeg gik ned til Christen Pedersen i Verup for at låne 800 kroner. Det gik i orden mod at jeg gav ham 8% i rente. Pengene skulle bruges til at købe materialer for. I begyndelsen af marts måned rejste jeg til København for at købe materialer. Jeg var godt klar over, at jeg ikke selv kunne lave alle de spande jeg havde fået bestilling på, så jeg måtte have fat i en svend. Mens jeg var hos grossereren kom der en svend fra Odense ind i butikken, med sig havde han en svend som hed Rasmussen, ham talte jeg med og han lovede at komme og hjælpe mig med at lave spandene. Rasmussen kom nogle dage senere til Niløse og tog fat på akkordarbejdet. Jeg skulle selv skære spandene til og så skulle han lave dem for 1 krone og 33 øre pr. spand; men i forhold til alle de spande der var bestilt, var det ikke meget materiale jeg havde at gøre med. Jeg skulle også leve og betale arbejdsløn, så hvor skulle jeg skaffe alle de nødvendige penge fra? Det problem måtte jeg tale med min ”Fader” om. Jeg troede, at han kunne hjælpe mig, selvom jeg ingen udvej så. Så skete der det, da Christen Pedersen og jeg var kørende til Sorø banegård for at hente materialer, at hestene på tilbagevejen måtte have foder. Det fik de i købmand Bondesens gård i Sorø. Da vi tog holdt der, kom købmand Bondesen ud og så, hvad vi havde på vognen. Han sagde, at sådanne materialer kunne han også levere, endda til samme pris som jeg havde givet og at jeg desuden kunne spare banefragten, hvis jeg købte varerne hos ham. Til det svarede jeg, at det ville jeg gerne, men at jeg desværre ingen penge havde. Han så min bog med alle bestillingerne og skrev nogen af navnene op. Efterfølgende sagde han, at jeg om nogle dage ville høre fra ham. Jeg fik hans svar få dage efter. Det lød sådan: ”Du kan få lige så meget kredit, som du har brug for, indtil mejerierne kommer i gang”. Nu var jeg godt hjulpet. Hos nogen bønder fik jeg lov til at levere spandene med det samme, hvilket betød, at jeg dermed også fik pengene med det samme. De penge brugte jeg til arbejdsløn m.m. Pludselig fik jeg en hel del arbejde med at lave kølere, flødetønder, blikkar og mange andre småting til mejerierne. Vi kunne ikke overkomme alt det arbejde vi havde, så vi måtte se at få fat i en svend mere. Det fik vi. Den nye svend hed Jensen og han kom fra Tarm. Den første svend var fra Odense. Nu var og blev der god gang i arbejdet. Det år lavede vi transportspande for 1500 kroner og mejeriapparater for 1500 kroner. Hen på sommeren købte jeg en hest og en vogn og fik desuden udvidet mit værksted. Jeg købte en lokkemaskine, en vulstvalsemaskine og en rundsaks. Den første november det år, var en stor dag for mig. Jeg var ude hos Købmand Bondesen for at betale ham alt, hvad jeg skyldte. Jeg skyldte ham lidt over 3000 kroner. Bondesen sagde til mig, at jeg hos ham i fremtiden kunne få lige så meget kredit jeg ønskede. Christen Pedersen havde jeg også betalt.
Min søn Arnold fik hjernebetændelse den 1. maj, og døde 13. maj 1888, 7½ år gl., se note 5. Arnold var glad i troen på Jesus. Han ville så gerne hjem til sin mor i Himlen, hvilket han sikkert også kom.
År 1889 var for mig et godt år.
I januar måned kom gårdmand Hans Martin fra ”Vandløse” kørende hen til mig for at bestille 2 transportspande, da der skulle bygges et andelsmejeri i Merløse, som han gerne ville tilsluttes. Han bad mig levere spandene til ham, når de var færdige. Det lovede jeg. Det var i øvrigt hos ham jeg havde tjent som dreng. Det varede ikke mange dage før jeg kørte ud til ham med spandene. Hans Martin spurgte mig om, hvad de kostede – hvortil jeg svarede: ”de koster ikke noget”. Jeg ville give ham spandene fordi jeg, da jeg tjente hos ham havde stjålet 5 æg, til at købe tobak for. Det havde mange gange naget mig. Jeg bad ham om endelig at tage imod spandene så jeg kunne få ro i sindet; det gik han med på det, og jeg kørte glad hjem.
Fjorten dage senere kom Hans Martin igen hen til mig for at bestilte transportspande. Han købte for 800 kroner. Spandene skulle bruges af Merløse mejeris mælkeleverandører. Jeg fik besked på at levere spandene til ham, hvilket jeg gjorde og fik pengene med det samme. Jeg kunne stadig godt arbejde med at lave transportspande, da stadig flere og flere gik til mejerierne. Mange mejerier havde for få spande. Jeg havde kun en svend ansat (Rasmussen), så det var begrænset hvad jeg kunne producere. Jensen fra Tarm var rejst. En blikkenslager i Jyderup som ikke kunne klare sig, skrev til mig, for at høre om jeg ville købe hans jernrørsværktøj til en ”billig” pris. Jeg kørte derover og købte det og begyndte at lave jernrørsarbejde. Det blev der meget af på mejerierne. Der var også en blikkenslager i Ugerløse som ikke kunne klare sig. Han skrev til mig, for at høre om jeg ville købe nogle af hans maskiner, for han ville ophøre. Jeg kørte hen til ham og købte en bukkemaskine, en sikke-maskine og en vulstmaskine, alt sammen købte jeg for kr. 125.
Den 9. marts 1889 rejste jeg til København for at indkøbe materialer hos grosserer Svend Maribo. Jeg havde hørt, at han skulle være den billigste. Det var et sjældent smukt vejr. Jeg købte varer for alle pengene, på nær dem, jeg skulle bruge på opholdet dagen efter, hvor jeg skulle rejse hjem. Jeg havde returbillet. Da jeg den 10. om formiddagen ville rejse hjem med jernbanen, opstod der et problem. Der havde været stærk storm og snevejr om natten, så banen var lukket/standset. Der stod tog på skinnerne. Alt var føget til. Jeg var rigtig dårligt stillet, ingen venner, ingen familie og jeg havde kun 10 øre på lommen. Jeg sendte min bøn til min ”Fader/Gud” og bad ham om hjælp – Gud ske tak og lov, hjælpen kom. Da jeg var færdig med min bøn, kom jeg i tanke om et brev jeg havde fået med fra pastor Budde-Lund til boghandler Christiansen, Bethesda (indre mission). Brevet fik jeg da jeg var i tjeneste ved militæret. Jeg gik ud til ham og fortalte ham om brevet, som jeg dengang fik til ham. Jeg fortalte ham om, hvordan jeg var stillet og bad ham låne mig 10 kroner, som jeg selvfølgelig ville sende tilbage til ham, så snart jeg kom hjem. Christiansen så lidt mistænkeligt på mig, men jeg fik de 10 kroner og kunne så få lidt mad. Jeg havde bopæl på Garvergården i Vestergade, men det gjaldt kun for natten og når jeg skulle spise, ellers opholdt jeg mig på banegården. Det blev fygevejr. Den ene dag gik efter den anden og der var et rædsomt mylder af folk på banegården, som skulle rejse, men som ikke kunne. Iblandt os var der en tyrkisk skibskaptajn som gik og raslede med nogle penge. Ingen af os forstod hvad han sagde. Senere kom han tilbage med en tolk og så forstod man hvad han ville. Han ville til Korsør, lige meget hvad det måtte koste. En vognmand påtog sig at køre ham i kane ad landevejen til Korsør for 500 kroner. Sibskaptajnen flottede sig og gav ham (kusken) 600 kr. Han kom godt derned, skønt de væltede flere gange. I hver købstad, måtte de skifte heste. På turen var der desuden 2 mand med skovle. Der gik fire dage før der afgik tog fra København. Jeg kom til Sorø ved aftenstid. Turen gik godt til Sorø, men toget nåede ikke til Slagelse, for det føg inde ved Frederikslund - der var kraftigt fygevejr. Ved Sorø station mødte jeg en mand som var kørende i slæde fra Verup mose. Det var Peder maler. Jeg kørte med ham hjem fra Sorø klokken 9 om aftenen. Vejen var mange steder ufremkommelig på grund af fygesne, så vi måtte køre udenom dyngerne og ind på markerne, især ved Tersløse. Vi væltede mange gange og turen tog lang tid. Vi var godt forkomne, da vi nåede til Niløse lidt før klokken 3 om natten. Det var en drøj tur. Den 8. september fik vi en datter. Hun kom til at hedde Arnolda – Ane Arnolda, se note 1 = Kajs mor - alt gik meget godt.
År 1889 var et godt og roligt år, med meget arbejde. Jeg måtte ansætte en svend mere. Ham jeg fik hed Nielsen og han kom fra Aalborg. Hen på efteråret havde vi ikke så meget arbejde, så Rasmussen rejste tilbage til Tølløse og startede egen forretning. Jeg hjalp ham i gang. Det gik meget godt. Den følgende vinter var der godt kaneføre, så en dag besluttede smed Ole Hansen, hjulmand Larsen og Rasmus Hansen og jeg at vi ville tage på kanetur hen til Rasmussen i Tølløse. Turen derhen gik meget godt men mens vi var der blev det et frygteligt fygevejr. Vi måtte blive hos ham natten over. Vi kørte først hjem dagen efter, men det blev temmelig besværligt. Vi væltede tit i de store snedriver og måtte gå meget af vejen og jogge i dynger af sne. Den 8. januar fik vi en lille pige som kom til at hedde Sofie. Det forår rejste Møller Jensen fra Kongsted mølle. I stedet for ham blev jeg valgt til sognekommissær for Rosted Løsøre Assurance. Det fornærmede en masse folk i Kongsted, så de meldte sig ud hos mig og gik over til Sognefoged Jens Andersen i Taagerup. Det var naturligvis til skade for mig, fordi min fortjeneste derved blev en del mindre, men det måtte jeg finde mig i. Året gik ellers godt, der blev oprettet en håndværkerforening for Niløse og omegn. Jeg blev dens formand. Den vinter 1891 til 1892 var min moder meget syg, så jeg lod indrette en stue og et køkken i den østlige længe. Mon mor flyttede ind hos mig sidst i april og boede hos mig til den 28. juni samme år, hvor hun (Ane Marie Pedersen) døde (63 år). Hun blev begravet sammen med sin mand på Holmstrup kirkegård (Skippinge herred, Holbæk Amt, opslag 127). I Verup og omegn blev der dannet en arbejderforening som havde til formål at støtte hinanden i sygdomstilfælde. Sygekassen var for lille og den gav ikke støtte ved arbejdsløshed. Jeg blev valgt til formand for foreningen, som gik godt i flere år men så fandt de på at de ville holde fastelavnsgilde, det ville jeg ikke være med til og meldte mig derfor ud.
Mælken som var skummet på mejerierne skulle koges med damp, inden den forlod mejerierne. Det blev den ikke, fordi apparaterne var for små. Jeg fandt på at lave et stort kar af kobber, som ved brug af spilddamp kunne koge mælken tilstrækkeligt – den løsning gav mig meget arbejde. Jeg leverede ikke så få af den slags kar til mejerier rundt om. Jeg fik 3-400 kr. pr. styk.
Min første cykel købte jeg 2. Pinsedag af en portør i Nyborg. Det var en brugt cykel, som var krydsstillet med ½” Cosjongring på baghjulet. Jeg købte den for 117 kr. og 50 øre. Den var til at begynde med vanskelig at styre. Jeg øvede mig fra Sorø station og kom fint kørende, da jeg nåede Niløse. Det vakte megen opsigt på vor egn, da det var den første cykel man havde set af den slags. Den var meget hård at køre på og den var tung, men jeg var alligevel meget glad for den.
I Sommeren 1892 rejste pastor Steffensen og i stedet for fik vi pastor Simonsen. Det år blev jeg for første gang syg af gigt. Det begyndte med mange smerter i begge storetæer. Samme år blev telefonen etableret på vor egn. Det var et meget opsigtmæssigt fremskridt. Efter opfordring påtog jeg mig at være telefonselskabet reparatør – det gav mig meget arbejde, ligesom jeg udførte nybygning. Der kom flere og flere til og da vor egns telefonselskab blev solgt til Københavns Telefonselskab fulgte jeg med som reparatør. Jeg havde opsigt/opsyn med telefonerne på 2 kvadrat-mil i omegnen (7,5x2 = 15 kv.km). Min betaling for dette job var 50 øre i timen til mig og 50 øre/time pr mand som jeg brugte som medhjælp, samt 50 øre for benyttelse af mit køretøj. Denne plads (det job) beholdt jeg frem til 1911, hvor jeg måtte tage afsked med jobbet på grund af, at jeg blev mere og mere gigtsvag.
År 1893 var et godt år og jeg havde stadigvæk Nielsen fra Aalborg som svend. Nielsen var meget dygtig, men han var forfalden til spiritus. Desværre blev værre og værre. Det meste af året havde jeg en svend mere og en lærling.
En handelsrejsende kom en dag før Påske ind til mig og fortalte, at man nu kunne få cykler med luftdæk og alle enkelt dele dertil. 2. Påskedag rejste jeg til Nyborg, for dagen efter, at købe materialer hos isenkræmmer Drewsen. Drewsen var den første i Danmark som indførte dette materiale til hjemmesamling af cykler. Da jeg kom ind til ham havde han lige fået materialerne hjem. De var endnu ikke pakket ud. Jeg blev altså den første der købte denne vare. Efter 3 dages arbejde kørte jeg rundt på en ”luftcykel”. Cyklen var med 28 x 2” baghjul og 30 x 1 ¾” forhjul. Den var meget behagelig at køre på. Der gik kun nogle dage, før jeg fik bestilling på cykler af den slags, som jeg tog 165 kroner for. De var kun malet med asfalt-lak. Der blev meget arbejde med at lave cykler. Jeg gav 108 kroner for materialerne til en cykel. En overgang lavede vi en del cykler til N. Johansen i Haslev, til videre forhandling. Efter nogle års forløb oprettedes/opstod der cykelfabrikker rundt om, så vi købte færdige cykler til videresalg. Sjældent herefter lavede vi selv nye cykler, men vi fortsatte med at reparere cykler. Om efteråret rejste bondemand Jakob Larsen fra Ni(d)løse sogn, han sad i sognerådet. Nu skulle der vælges en anden i hans sted. Hertil var jeg opstillet som nr. 2, lærer Hansen var opstillet af bønderne og jeg af småfolk på egnen. Stemmerne kom til at stå lige mellem os, derfor blev der foretaget lodtrækning og den vandt jeg. Jeg blev valgt ind i sognerådet i september 1893. Vi var kun 5 sogneråds-medlemmer. Det var Gårdmand Christen Christensen (Peder Christensens fader), Gårdmand Jørgen Jensen Kongsted, Gårdmand Johannes Rasmussen Verup og bondemand Niels Peder Gammelgang. Det var lidet lystigt til at begynde med, for der var ingen af dem der havde stemt på mig. De skævede noget til mig, men det varede ikke ret længe før jeg mærkede en vis anerkendelse. Skønt jeg fik lov at udrette en del til gavn for småfolk, vil jeg ikke beskrive det her.
Juleaften den 24. december 1892 fik vi en lille pige som kom til at hedde Frederikke, se note 2. Sygeplejerske Ane Lund boede i den stue jeg havde lavet til min moder. Da jeg hvert år havde bygget på pladsen som jeg havde, så havde vi ingen have og da min nabos have grænsede op til og som ejedes af smed Ole Hansen, så købte jeg 400 kvadrat alen af hans have for 200 kroner, men hvorpå der er den servitut fra Præstegården, at der ikke må bygges på grunden, men det er en god lille have.
I 1894 købte jeg Maren Henriksens hus i Krogen bag Niløsegården på de betingelser at hun skulle bo frit så længe hun levede og hun fik desuden lidt penge årligt. Jeg lod huset sætte i stand og lavede det om til 2 lejligheder, med sin stue og et køkken samt et stykke have. Der hørte et vænge til, som jeg selv brugte. Ane (sygeplejerske) flyttede ind id en ene lejlighed ved siden af Maren Henriks og den lejlighed som hun boede i lod jeg bygge om til 2 værelser og et køkken og et lille værksted, som sadelmager Pedersen fik. Vi fik hele forhuset til beboelse og butik; det var hårdt tiltrængt. Året blev ellers meget godt, alle var raske med undtagelse af mig selv som havde en del gigt. I år 1895 gik alt sin sædvanlige gang. Maren Henriksen døde og jeg solgte huset til arbejdsmand Lars Peder Olsen fra Verup, som var blevet fodermester på Niløsegården. Året før var der på Rigsdagen blevet sluttet forlig om en ny fattiglov og alderdomslov, som skulle træde i kraft den 1. april 1895. Det kneb for mange gamle at ”oppebi” tiden, blandt dem var gamle Christen Nielsen og hans kone på Verup mose. I begyndelsen af marts kom han op til mig og spurgte om, hvad han skulle gøre for at leve til den 1. april. De havde ingen mad og ingen penge og på fattighuset ville de ikke, så hellere drukne sig. Jeg gav ham 1 kr. og fik så nogle andre til at hjælpe dem lidt og dermed nåede de at få alderdomsunderstøttelse. Samme år blev jeg genvalgt til sognerådet uden modkandidat, for de kommende 6 år og jeg fik nye kollegaer. I stedet for N.P. Frederiksen på Banken, blev Jørgen Peder Larsen fra Kongsted valgt ind og i stedet for Johs. Rasmussen Verup blev Jørgen Andersen Verup valgt. I Kongsted blev Gårdmand Hans Jensen Sørensen valgt og i Niløse gårdmand Peder Hansen. Alt det kommunale gik sin gang og jeg begyndte at handle med slåmaskiner og mejemaskiner og tærskemaskiner for maskinfabrikant N.R. Pedersen Holbæk. Jeg solgte en del. Det var gode varer som gav en god fortjeneste.
De selvrensede tærskeværker slog godt an. Det var smed Peder Larsen fra Sandby som var hovedagent for Pedersen i Holbæk, han kom 2 gange om året og hjalp mig nogle dage. Vi kørte omkring og handlede. Jeg havde bygget og bekostet mange penge på huset, som egentlig ikke var mit, og ej heller jorden. Alt var lejet og jeg var tit i lag med gårdmand Peder Larsen, Niløse, om køb af grunden som huset lå på, men jeg fik til stadighed et nej: En dag, hvor han kom forbi, bad jeg ham om at komme ind og se, hvordan jeg boede. Han syntes vi boede godt, hvorefter jeg sagde: ”Ja, Peder Larsen, synes du ikke det er en trist tanke, at jeg nu har bekostet så meget huset og så er det ikke engang mit eget, når bare jeg endda ejede grunden, ville det være bedre. Så svarede han: ”det kommer an på min kone. Jeg vil nok sælge den til dig, og nu skal jeg tale med hende om det, når jeg kommer hjem. Hvis hun siger ja, så skal jeg inden for en halv time lukke sovekammer- vinduet op”. Jeg var meget spændt på om vinduet kom op eller ej. Efter et kvarters forløb blev det åbnet. Jeg var snart efter hos oppe hos Peder Larsen. Han sagde, at jeg kunne købe jorden (grunden), men at den var dyr - hvor dyr spurgte jeg. 1 krone pr. kvadratalen, sagde han. Jeg slog til, så beløbet blev på 630 kroner. De 30 kroner eftergav han, så det blev 600 kroner lige ud. Jeg tog derefter ud til graver Trautner i Sorø, og ville forhandle med ham om at betale en vis sum penge en gang for alle, i stedet for den særlige afgift på 56 kroner som jeg gav. Efter nogen forhandling blev vi enige om, at jeg skulle betale 600 kroner og dermed var jeg ejer af både hus og grund for 1200 kroner. De penge lånte jeg i Husmands Kreditforeningen. Jeg fik ikke ret meget større udgifter end før. Vi havde det godt –
”Fader/Gud var god imod os. Når der kom missionærer og holdt møde i Missionshuset, boede de næste alle hos os. Vi havde indrettet et gæsteværelse til dem i gavlen. Vi gjorde det så godt som muligt for dem og med mit køretøj hentede jeg dem ved stationen og kørte dem tilbage, når de rejste hjem. Om aftenen efter møde/-r i missionshuset havde vi for det meste, mange venner samlet i vores hus til en kop kaffe og til samtale. Det var flere gange unge og ældre der derved tog beslutning om at ville tjene Jesus. Derom har jeg med taksigelse fået flere meddelelser og det er noget af den største glæde jeg har haft og har og at jeg derved har kunnet være noget for Jesus. Jeg er forvisset om, at den udgift vi havde ved disse eftermøder fik vi rigeligt erstattet af vor Fader i Himlen.
År 1896, den 6. april fik vi en søn som fik navnet Ove, se note 4. Det var et godt år. En dag fik jeg at vide, at en dreng på cirka 10 år og som hed Sofus og som var hos sin mor i fattighuset, blev beskyldt for at have stjålet 4 kroner fra sognefoged Niels Jensen i Verup, og at han var eftersøgt af sognefogeden. Han var en meget uartig og uopdragen dreng. Men jeg havde flere gange opdaget, at han efter sin alder var var meget oplyst og lærenem, så jeg havde flere gange tænkt på, at han skulle flyttes fra den plads han var på, til et bedre sted og til en anden opdragelse. (side 51) En formiddag hvor stod jeg og tænkte på drengen kom han forbi. Jeg kaldte på ham og sendte bud til hans mormor, samtidig ringede jeg til inspektør Lind på Holsteinsminde, som var en institution for drenge som trængte til en bedre opdragelse. Hr. Lind sagde: ”kom bare med drengen”! Jeg spændte straks hesten for og kørte drengen, hans bedstemor fulgte med. Da vi kom til Sorø skulle hesten have foder og imens gik vi lidt rundt i byen. Nogen tid efter kom gårdskarlen og sagde at politiet ledte efter drengen og at jeg skulle komme hen på politistationen med ham. Jeg skyndte mig at få spændt for og fik dem op på vognen, kørte bagud af gården med dem ad Fuglebjerg til og kom også til Holsteinsminde. Drengen og bedste-moderen kom ind i en stue ved siden af. Jeg skulle fortælle, hvad jeg vidste om drengen. Mens vi står der og taler bliver der banket på døren. Da Lind åbnede, stod drengen med en stor læderpung i hånden, som var fuld af penge. Han rakte mig pungen og græd og bad mig om forladelse. Det var opkrævede assurancepenge som jeg havde haft stående på mit skrivebord som drengen havde taget. Det var godt at jeg fik pengene tilbage. Drengen blev på Holsteinsminde og hans bedstemor kørte med mig tilbage til Niløse. Drengen skikkede sig godt og 12 år efter kom der en pæn ung mand ind ad min dør. Jeg kendte ham ikke men han fortalte, at han var Sofus, som jeg for 12 år siden havde kørt til Holsteinsminde og at han var rejst fra København og herud for at sige mig tak, fordi jeg reddede ham fra at falde i politiets klør. Han var nu matros på en engelsk damper og var i de dage i København. Jeg blev meget glad, ja så glad så jeg synes at jeg fik rigelig betaling for min indsats. Da jeg kom hjem var sadelmager Pedersens kone død. Sadelmageren var gammel og forfalden til druk. Han kunne ikke være alene og kom derfor i pleje hos min nabo Ole smed. På nær to kamre lavede jeg lejligheden om til værksted. Min kones far, enkemand Peder Andersen Østrup skov flyttede ind hos os. Han gik og passede min hest og ordnede mangt og meget, for os – jeg var meget glad for at have ham boende, for han var på alle måder en god og ordentlig mand.
De følgende klip er taget fra de mange efterfølgende sider. Jeg orker ikke at skrive om alle detaljerne, for hans liv og levned er utroligt udførligt beskrevet på side 51-80.
En tidlig morgen om efteråret gik jeg til Mørkøv station for at tage toget til København, for at købe varer.
Da jeg gik i Skillingested by, mødte jeg en gammel dame ud for hendes gård. Da hun så mig, sagde hun, at det var godt, at jeg kom, for hun ville så gerne forære sin svigersøn nogle gode vognlygter til hans fødselsdag. Jeg lovede hende, at tage nogle vognlygter med tilbage fra København. Da jeg havde købt varer til levering, købte jeg et par vognlygter på den betingelse, at de skulle leveres i garderoben på hovedbanegården inden klokken 4, for på det tidspunkt skulle jeg nemlig rejse tilbage til Niløse. Da jeg kom til banegården var der ikke indleveret nogen lamper til mig, så jeg tog straks ind på Vandkunsten, men fabrikken var desværre lukket. Jeg gik så ind på en beværtning overfor, for at høre om, hvor H.P Christensen (lampefabrikanten) boede. Det vidste nemlig jeg ikke. Der var ingen som vidste det, men så sagde værten, at der lige overfor boede en glarmester som lige havde haft en svend ude hos H.P.C for at sætte en rude i - historien er meget lang og det ender med, at han finder ud til fabrikanten og får de to vognlygter som Peder C. senere afleverer til kunden, Mette Per Niels, men han tabte penge på ærindet, fordi han faldt og slog noget andet i stykker for 8 kroner. Det blev altså en dårlig forretning.
Niels Johansen i Haslev havde fået eneret til salg af Dürkopp cykler. Jeg købte en del cykler fra ham, som jeg solgte videre sammen med dem vi selv lavede. En dag kom der tre mand op til mig. Det var gårdmand Peder Christensen og hans broder Hans Christensen samt Hans Peder Hansen fra Niløse. De kom for at ”købe” fire cykler og ville betale med et jordstykke som lå vest for Niløse, ved en stor grøft. De mente, at hvis jeg fik dette jordstykke, ville der nok blive bygget et mejeri på grunden, for der var ikke noget mejeri i Niløse sogn. Mælken fra Niløse blev kørt til tre forskellige mejerier: mejeriet i Vedde, Skellingsted og Karsholte. Man kunne ikke enes om selv at bygge et mejeri. Jordstykket var på 6 skæpper land. Vi byttede lige over med 4 cykler, 2 Dürkopp cykler og to af dem vi selv lavede. Jeg tænkte straks på, at få jordstykket solgt til en mejerist. Mejeribestyrer Mikkelsen, Skellingsted ville nok købe grunden, men han ville kun give mig 600 kroner, hvor jeg forlangte 800 kr. Mikkelsen købte jordstykket for 600 kr. og solgte det senere til mejeribestyrer Bregendal fra Jylland. Bregendal byggede et fællesmejeri, hvortil de fleste i sognet solgte deres mælk. Mejeriet blev senere solgt flere gange. En gang var der en rask mand som købte mejeriet, men leverandørerne trak sig og byggede deres eget andelsmejeri (Fællesmejeriet) lige ved siden af.
1898.
En dag, hvor jeg var Skellingsted mejeri, for at lave noget jernrørsarbejde, så jeg at der lå meget mælkeskum på gulvet kom mejeribestyrer Mikkelsen og spurgte mig om jeg ikke kunne opfinde et apparat som kunne lave skummet om til mælk. Han havde opdaget, at når han stak en kost ned i skummet, så blev det til mælk. Jeg spekulerede i nogle dage over, om jeg kunne løse opgaven og kom en dag på, at jeg kunne lave et apparat med en roterende aksel, hvorpå der var anbragt 2 fiskebenskoste som var anbragt på et låg ovenpå skummetmælkskarret. Apparatet virkede. Det viste sig, at fiskebenskostene snart blev fulde af sten og de blev derfor for tunge, så jeg lavede et andet ris af svære fortinnede jernplader. Det viste sig at være en god løsning, men jeg måtte forbedre lejerne og lade risene trække af en remskive. Skumdæmperen var færdig. Nogen tid efter fik jeg at vide, at Mikkelsen havde solgt patentet på ”skumdæmperen”, derfor tog jeg over til ham for at gøre indsigelse. Efter nogen tids samtale enedes vi om, at han måtte tage patentet imod, at ”kostene” kun måtte fabrikeres hos mig og at han skulle betale kontant ved levering, til en aftalt pris. Mikkelsen skulle selv sælge ”skumdæmperkostene” og stå for reklamesiden. Det blev for mig, en dum og dårlig handel, som jeg mange gange har fortrudt. Han satte prisen til det dobbelte af hvad han betalte til mig. Jeg fik 33 kroner pr. styk mens han solgte ”apparatet” for kr. 60 pr styk. Det viste sig, at handlen gik godt og at han tjente mange penge. Sidenhen solgte han patentet til en mejerist Hansen, Niløse Fællesmejeri. Hansen solgte en mængde ”skumdæmpere” som jeg fremstillede for ham. Da Hansen rejste fra Sorø og patenttiden var udløbet tog jeg mig selv af forhandlingen. Der sælges stadigvæk nogen af disse apparater til De Danske Mejeriers maskinfabrik i Kolding. Der blev på den tid ikke opfundet noget bedre end denne skumdæmper.
År 1903
1903 var et almindeligt godt år. Jeg opfandt en Petroleums staldlygte, som slukkede af sig selv, hvis den væltede eller faldt ned eller hvis den ville eksplodere. En halvkugle af messing som sad under lampen svingede ind over brænderen og slukkede lampen ved at kvæle ilttilførslen. Lygten kunne ikke fremstilles til under kroner 6. Da det var for dyrt fik jeg lavet en akkord-aftale med fabrikant H.V. Christensen, Ryesgade København om han skulle lave dem på sin fabrik. Forinden havde jeg søgt patent både i Danmark og Tyskland og fik det. Det kostede mig 500 kroner. Jeg skulle have 66 øre for hver lygte der blev solgt, men da der skulle anskaffes særlige maskiner og da der skulle reklameres, blev min provision opædt. Det blev aldrig til en god forretning.
Jeg var ligsynsmand og en gang jeg havde synet en dreng som var død af Difteritis. Jeg og min datter Sofie blev smittet. Vi blev meget dårlige deraf. Doktoren sagde, at vi skulle indånde vanddamp. Jeg lavede en tegning på et apparat, som vi selv lavede på mit værksted. Apparatet blev lavet af blik, det havde en lang tud og stod på et petroleumskogeapparat. Det viste sig, at man ikke kunne komme så nær på dampen, som man skulle, fordi der kom vanddråber ud sammen med dampen. Man kunne skolde ansigtshuden. Derfor opfandt jeg et apparat, hvor vanddampen blev renset for vanddråber. Jeg fik patent på apparatet som i øvrigt blev solgt i stort omfang. Mange læger anbefalede apparatet og tilsatte medicin til vandet, så det blev til en slags medicinsk damp som patienterne indåndede. Apparatet bruges ved forkølelsessygdomme og til lunge- og halssygdomme. Jeg spurgte en gang en læge om, hvorfor han ikke anbefalede mit apparat, hvortil han svarede: ”hvis alle kendte til dette apparat, blev der for lidt for lægerne et bestille”. Læs videre på side 57.
Den 1. december blev Høng-Tølløse jernbanen åbnet. Det gjorde det lettere for mig, at få varer fra København, idet jeg så ikke skulle køre helt til Sorø for at hente varer, men kunne nøjes med at køre til Dianalund station.
År 1904
Der skulle være udstilling i Sorø, både for landbrug og håndværk. Jeg fik lov at være med på denne udstilling. Jeg fik en beskeden plads, længst væk fra indgangen, i en krog. Jeg pyntede min stand med grønt og med flag. Jeg udstillede en selvrensende tærskemaskine fra N.R. Pedersen i Holbæk og så min petroleumsstaldlygte, som jeg havde fået patent på. Da udstillingen skulle åbne, havde Kong Christian den 9. lovet at komme, men han blev forhindret og i hans sted kom Kronprins Frederik og Kronprinsessen. Efter at have holdt en lille tale og erklæret udstillingen for åben, gik han og følget omkring og så på de udstillede genstande. Med ham fulgte kronprinsessen, amtmanden samt mange andre. Da de nåede til min plads, ønskede d´herrer at se lygtens virkning. Da jeg havde demonstreret den, spurgte Kronprinsessen mig om hun måtte prøve den. Hun tændte og slukkede den flere gange, dernæst spurgte Kronprinsessen mig om, hvordan man bar sig ad med at bruge det udstillede tærskeværk, som jeg så forklarede så godt jeg kunne. Til slut trykkede Kronprinsessen mig i hånden og sagde: ”Jeg takker dem for Deres udstilling, som er til gavn for vort land.” På en forhøjning i lokalet opråbte man navnene på de udstillere der havde fået præmie. Vi stod alle meget spændt og ventede. Til sidst blev mit navn råbt op. ”Den største præmie går til Blikkenslagermester Peder Christoffersen, Niløse. Jeg fik en sølvmedalje og 60 kroner. Jeg blev så ovenud glad, så jeg løb udenfor og knælede bag en busk og takkede vor Himmelske Fader for den store ære, jeg havde modtaget. Jeg lod en kliche lave af medaljen og trykte vignetten på mine konvolutter og reklamematerialer. Læs videre på side 59.
År 1911 Vandværk og Fortinneri
I 1911 byggede jeg vandværk i Tersløse by. Det gik meget godt og der blev det sidste vandværk jeg lavede. Min søn Karl var svend på et fortinneri i Hedensted, hvor man fortinnede gamle mælketransportspande. Da Karl var hjemme for at besøge os fortalte han om den virksomhed han arbejdede på. Efter den samtale besluttede jeg mig for at sætte en lignende virksomhed i gang i Niløse. Jeg annoncerede i Mælketidende om det og løbende kom der flere og flere spande til fortinning hos mig. Jeg måtte øge arbejdsstyrken med flere svende og arbejdsmænd for at klare efterspørgslen.
I 1912 gik det stærkt. Der kom flere vognladninger mælkespande fra Jylland, ja endda helt fra Vendsyssel, som skulle fortinnes. Hele sommeren havde jeg 8 blikkenslagersvende og 5 arbejdsmænd samt 2 piger ansat. Jeg tog kun 3 kroner for at fortinne en 80 punds spand. Fortjenesten var på 60 øre pr spand. Læs selv videre på side 63-64.
1914-1918 – 1. verdenskrig
Samme år i november, hvor krigen var brudt ud, fik jeg meddelelse om, at der var kommet et parti varer til mig fra Svend Maribo i København. Jeg havde ikke bestilt nogen varer hos Sv. Maribo så derfor ringede jeg til firmaet for at forhøre mig om, hvordan det hele hang sammen. Svend Maribo fortalte mig, at der ikke blev mulighed for at skaffe flere varer så længe krigen varede, og da jeg havde været ham en god kunde, ville han sende mig dette parti varer. Da jeg spurgte om, hvornår de skulle betales, svarede han, at jeg kunne betale varerne, når jeg kunne og at jeg ikke skulle give veksel på varepartiet. Jeg tog med glæde imod varerne, som i øvrigt kom mig til stor gavn under alle krigsårene. 14 dage efter, at jeg havde modtaget disse varer døde Svend Maribo. Heldigvis havde Svend Maribo skrevet i sine bøger, at de ikke måtte sagsøge mig, for det jeg skyldte. Læs selv videre på side 64.
Min søn Karl var gift og boede i Østbirk ved Horsens og arbejdede for blikkenslager Kjeldsen. Jeg skrev til ham, om han ikke ville komme hjem for at arbejde hos mig. Han kom hjem til november og kom til at bo på et af vore loftsværelser. Nogle dage ind i november blev svenden (Sørensen) meget syg. Lægen sagde, at det vat tyfus og derfor blev han straks kørt til Sæby sygehus, hvor han døde 3 dage senere. Hans kone og tre børn pakkede sammen og rejste op til Sørensens forældre i Kalundborg. Da lejligheden nu var ledig flyttede min søn og hans kone ind i denne lejlighed uden, at den blev desinficeret – det gik godt indtil hen mod jul. Pludselig blev Karl syg, han fik tyfus og blev kørt til Holbæk sygehus. Da jeg så vognen køre med ham mistede jeg bevidstheden og kom til sengs. Jeg var også blevet angrebet af tyfus. Jeg måtte holde sengen i 15 uger. Karls kone og flere andre fik tyfus. Hele huset og brønden blev desinficeret – hele den alvorlige historie er beskrevet på side 65.
Karbidlamper
På grund af krigen var det umuligt at skaffe petroleum, derfor fandt nogen på at lave lamper, hvori man brugte karbid, det samme som det man brugte i cykellygter. Ved lov var det bestemt, at man ikke måtte bruge karbid i lamper som ikke var godkendt af Teknologisk Institut. T.I. udleverede til de godkendte fabrikanter små ovale messingskilte for 10 øre pr styk. Messingskilte med krone, skulle påloddes godkendte lamper. Af blik kunne lamperne ikke så godt laves, da de ville ruste. Messing og zink kunne ikke skaffes, så vi brugte galvaniserede jernplader med sømhuller i. Jeg spekulerede om jeg skulle lave sådanne karbidlamper. Jeg lavede en prototype, som jeg tog med ind til Teknologisk Institut, for at få den godkendt, men den blev kasseret. Jeg fik besked på, hvordan den skulle være, for at denne kunne blive godkendt. Jeg fik snart efter lavet en modificeret lampe af galvaniseret jernplade. Lampen havde en stor brænder og kuppel. Den sendte jeg ind til godkendelse. Jeg fik en godkendelse men måtte kun tage 10 kroner for den. Der blev forhandlet med T.I om en højere pris og det endte med at jeg måtte tage 12 kroner pr styk. Der blev solgt mange af mine karbidlamper gennem firmaet H.V. Christensens repr. Rasmussen. Læs hele historien på side 66-67.
1917-1921
Den 15. oktober 1917 kom min søn Ove hjem fra militærtjeneste. Ove blev hjemme og arbejdede som svend hos mig. Det gik meget godt, han var mig en god støtte. Den 26. januar 1919 blev han gift med Gabrielle Hansen fra Broby ved Sorø. De boede i lejligheden ovenpå vores hus. Vi hjalp hinanden både inde og ude og spiste sammen. Ove og hans kone fik et helt ophold samt 20 kroner pr. uge. Sådan gik det indtil Ove fyldte 25 år. Den 1. april 1921 afstod jeg hele forretningen til Ove og jeg fik indrettet en lejlighed i den vestre ende af huset. Ove fik varelageret til halv pris. Værktøj og maskiner samt beboelse, butik og værksted måtte han leje for 1200 kroner pr. år. Aftalen indebar, at han skulle vedligeholde huset udvendigt, men ikke min lejlighed indvendigt. Ved min død skulle Ove overtage maskiner og beboelse for 6.000 kroner og give min kone 500 kroner pr år, så længe hun levede. Aftalen kan læses på side 69-70.
Mi radium salt og gigt, side 70
Den 10. januar 1923 kom gamle Møller Byberg fra Kongsted ind til mig. Han var helt rask. Han havde været . meget dårlig af gigt og fortalte, at han var blevet helbredt ved brug af Mi radium salt. Jeg fik så snart som muligt sendt bud til apoteket efter Mi radium salt. Jeg tog det 2 gange om dagen og inden udgangen af februar måned var jeg helt helbredt for gigt. Jeg havde det meget bedre den sommer, men min fod blev dårligere og dårligere. Den 1. juli rejste jeg ind til overlægen på Finsens Hospital og spurgte om der ikke snart var plads. I september tog smerterne til. Jeg blev indlagt på Finsens Hospital den 1.10 1923. Vi var 22 patienter på den sal, hvor jeg hørte til. Der var en god kammeratskabsfølelse på stuen. Om aftenen spillede nogen på harmonika og mundharpe og der blev sunget fædrelandssange og læst aviser m.v. Om dagen blev vi behandlet med lys. Læs selv videre på side 70-71.
Bruk radium mit sykdommer Gikt, iskias, reumatisme, muskel- og leddegigt, nervesmerter, lumbago, stofskiftesygdomme, visse nyresykdommer, blodmangel, visse former av søvnløshed, fordøielsesbesværligheter og åreforkalkning bekjempes virksomt med Radium som indvortes kur. Mi radium-salt indeholder ekte Radium i videnskabelig afpassede mængder og anvendes av læger og i hospitaler.
Foden blev savet af i 1924. P.C er da 65 år gl.
Smerterne i mit ben blev værre og værre. Torsdag den 27. marts var smerterne i mit ben meget strenge. Det værste jeg har oplevet nogensinde. Jeg sagde til min læge: bare jeg dog havde været den fod foruden, hvortil han svarede: ”ja, det vil nok være det bedste”, for så får det da en ende. Det blev besluttet, at der skulle tages en prøve, som skulle analyseres inden man ville fjerne foden. Jeg blev bedøvet og der blev taget en prøve som blev sendt til undersøgelse. Nogle dage senere kom der besked om, at det ikke var tuberkulose og hvad det så ellers kunne være vidste man ikke. Man kunne ikke finde et middel mod skavanken, sagde man. Den 22. april (3. Påskedag) blev foden fjernet. Jeg var bedøvet og mærkede ingenting. Det gik godt indtil den 3. maj, hvor der gik hul på hovedåren, så jeg måtte på operationsbordet en gang til. Mandag den 2. juni var benet lægt, men engang imellem især om aftenen havde jeg smerter i den fod de havde fjernet. Onsdag den 4. juni blev der lavet et ben af pap, som var to dage om at tørre. Lørdag den 7. juni fik jeg min nye fod og kunne gå ved hjælp af to stokke. 2. Pinsedag deltog jeg i min kones 60 års fødselsdag. Den 9. juni 1924, rejste jeg hjem fra hospitalet. Jeg kunne gå ved brug af to kæppe. Jeg blev hentet i bil af mine 2 sønner. Mange venner kom forbi og ønskede mig velkommen hjem. Det blev jeg meget glad for. Sommeren gik godt og jeg fik ro. Jeg lavede selv et ben af blik med en træfod, så jeg kunne have en rigtig støvle eller sko på. Det så ikke så kedeligt ud som papbenet. Læs selv hele den lange historie på side 73-74.
Liste over andre opgaver som Peder C. udførte på den egn, hvor han drev virksomhed:
I foråret 1907 var jeg en dag på Andelsmejeriet i Vedde for at reparere og forandre nogle jernrør. Bestyrer Nielsen fortalte mig, at der skulle bygges et vandværk i Vedde. Der var lavet tegninger og skrevet konditioner, men der var kun kommet et tilbud på opgaven fra Philipsen i Slagelse – d.v.s at der også var kommet et tilbud mere, men ham ville man ikke benytte. Dagen efter rejste jeg til København og rådførte mig med Brødrene Dahl. Da jeg kom hjem gav jeg dem mit bud på at bygge Vedde vandværk. Mit tilbud lød på 7.500 kroner. Det viste sig, at jeg var 500 kroner billigere end Philipsen fra Slagelse. Så det endte med, at jeg fik overdraget opgaven. Læs videre på side 60.
I 1908 byggede jeg et vandværk i Skamstrup. Det blev en temmelig vanskelig opgave, for der var en masse store sten i området. Det gjorde opgaven til en tabsgivende forretning. Da projektet var færdigt viste det sig, at jernrørene ikke kunne holde – de sprang, særligt de trukne rør. Bygherren ville ikke betale mig for arbejdet, så jeg rejste en Voldgiftssag. På min side havde jeg ingeniør Fox Mole fra Bodal og Skamstrup og vandværket havde en ingeniør fra København. Det endte med, at jeg på en stor strækning måtte tage de trukne rør op og udskifte dem med støbte rør. Jeg satte 2800 kroner til på denne opgave, men heldigvis fik jeg 800 kroner i erstatning for de dårlige rør – læs selv videre på side 61.
I 1909 fik jeg til opgave at bygge et vandværk i Fårevejle. Mit tilbud lød på 17.000 kroner. Der var meget lange ledninger fra nogle kilder i Veddinge bakker til langt ud over Lammefjorden. Der blev anvendt Maumunds stålrør som var isolerede med jute og smurt ind i asfalt. Da jeg var færdig med arbejdet var der kommet så meget til undervejs så den samlede sum endte på 27.500 kroner. Det vandværk gav mig et nettooverskud på 2000 kroner, se side 61.
I år 1910 byggede jeg et vandværk i Ringsted by. Jeg fik 6500 kroner. Alt gik som det skulle og det virkede godt. Vandet fik Man fra en kilde på gårdmand H.J. Sørensens mark, hvor vindmotoren var opstillet. En dag, hvor jeg kom kørende gennem Kongsted, fik jeg besked om, at vindmotoren hældte så meget, så den var ved at falde ned. Jorden ved motoren var sunket en alen. Jeg tog motoren ned og flyttede den hen til H.J. Sørensens gård, hvor der var gravet en brønd, men der var ikke tilstrækkeligt med vand i brønden, så jeg foreslog dem at lægge en drænledning fra gadekæret og hen til brønden – læs videre på side 62.
Den 31. december 1923 fejrede vi sølvbryllup. Vi havde børnene hjemme, på nær Sofie. Fra børnene fik vi et stort linoleumstæppe og 2 dejlige bordtæpper. Fra andre af familien fik vi sølvskeer og blomster og fra H.V Christensen i København fik vi en stor sleben krystalskål på fod. Fra blikkenslager Møller i Tølløse kom der en fin lykønskning og vi fik en fin sølvbeslået spadserestok fra blikkenslagerforeningen i Holbæk Amt. Da gæsterne var gået og vi var ved at gå i seng hørte militær kommando udenfor. Til højre ret blev der kommanderet. Vi åbnede døren og så, at sognefoged Eriksen med husholderske og skrædder Mikkelsen med kone stod derude i militæruniformer, for at ønske os tillykke. Vi fik dem indenfor og opvartede dem og kom først til ro kl. 24. Læs videre på side 72a.
Den 17. november 1931 var jeg sammen med alle kommunevurderingsmændene i Holbæk Amt indbudt til jubilæumsfest på Jyderup Hotel, hvor også husmandskredsforeningens bestyrelse var til stede. Vi blev beværtet med kaffe og cigarer. Bestyrelsen aflagde regnskab for foreningens virksomhed. Der blev holdt mange taler og der var en god feststemning. Vi var 13 vurderingsmænd som blev hædret med et sølvbæger med inskription. Jeg er en lykkelig mand med alle de æresbevisninger jeg har fået på mine gamle dage. Vor Gud og Fader er rigtignok god ved mig. Læs videre på side 79-80.
I 1891 blev der oprettet en Håndværker og Handelsforening for Niløse Dianalund og omegn. Jeg blev valgt til formand og hjulmand Larsen blev kasserer. Kontingentet var på 50 øre pr måned. I 1912 blev foreningen ophævet og pengene blev delt mellem foreningens medlemmer. En ny forening blev stiftet men med en anden basis; nemlig aftenskole for lærlinge. I den forening blev Tømrermester Nielsen formand. Se side 79.
Bogen er på 80 tætskrevne sider. Sproget afviger naturligvis fra det jeg har skrevet. Jeg har forsøgt, at gøre teksten mere nutidig, uden at fordreje meningen. Mange af de oplysninger der gives i P.C´s erindringer må være hentet fra aviser eller ved samtaler. For, hvordan pokker kan P.C. ellers vide besked om, hvad der skete på den tyrkiske skibskaptajns tur til Korsør, når han ikke selv var med på slæden eller i kanen.
Note 1. Ane Arnolda Kristoffersen. Opslag # 63, Niløse sogn, Holbæk Amt, født den 8. sept. 1889, Niløse sogn. Mor: Ane Marie Pedersen, født i 1858 i Ugerløse, død den 29.1.1898 i Niløse opslag 252, far= Peder Christoffersen. Ane Marie døde af kræft i livmoderen – det er beskrevet på side 53 nederst.
Note 2. Frederikke Marie Kristoffersen. Født den 24.12.1892, i Niløse sogn, opslag 53.
Note 3. Karl Sofus Kristoffersen, hjemmedøbt. Opslag 29. Niløse sogn.
?
Note 4. Ove Kristoffersen. Født den 6. april 1896 i Niløse. Se opslag # 14 i kirkebog for Niløse sogn.
Note 5. Arnold Philip Vilhelm Kristoffersen. Dør 7 ½ år gl., den 13. maj 1888. Dødsårsag: Hjernebetændelse.
Arnold er født den 1. 12.1880 i Niløse sogn, opslag 13.
Note 6. Karl Jakob Hannibal Nielsen Vintersbølle dør den 2.oktober 1946 i Niløse. 55 år gammel. Født den 2.aug. 1891 i Everdrup sogn. Karl Hannibal Nielsen Vintersbølle og Ane Arnolda havde sølvbryllup i 1939. De blev gift i 1914. Opslag 220 på Niløse sogn.
Peder C´s patenter:
Dansk patent # 5232 af 14. nov. 1902 vedr. anordning til selvslukkende lampe.
Dansk patent # 8333 af 1.3.1906 vedr. dampapparat til brud ved hals- og lungesygdomme.
Dansk patent # 6137 af 7. nov. 1903 vedr. sikkerhedslygte/staldlygte.
Dansk Patent # 1 er udstedt til et norsk firma. Firmaet hed Dåwrud. Patentet er udstedt den 25. marts 1895. Patentet vedr. en maskine til flerfarvet tryk af vignetter. Norge hørte patentmæssigt under Danmark. |