Erindringer fra mit liv, skrevet efter hukommelsen i året 1924 af Peder Christoffersen, Niløse (25.3.1859- 9.3.1932). Afskrift fra Frederikke Marie Olsen (hans datter) bog.

Jeg, forhenværende blikkenslager, Peder Christoffersen i Nidløse sogn, Holbæk Amt er født den 25. marts 1853 i Holmstrup ved Jyderup station, Holbæk Amt. Min faders navn var Christoffer Frederik Mathiasen og af håndværk skrædder og var fra Kaimose, min moder var datter af skrædder Peder Andersen ved Skaredsø ved Jyderup St. og hendes navn var Ane Marie Pedersen, de havde bryllup først i maj 1858 og satte bo i en lille stue i en gård i Holmstrup by som ligger tæt ved kirketårnet. Året efter fik mine forældre et gammelt hus i fæste fra Baroniet Adlersborg, som lå i Holmstrup by, som min far lod rive ned og bygger et nyt og godt hus på pladsen, som altså blev mit barndomshjem. Jeg var og blev eneste barn, og jeg var vistnok det kæreste de ejede og de nænnede ikke at bruge riset til min opdragelse, og var vistnok en uartig dreng, og derfor måtte jeg, da jeg kom i skole tit føle rebtampen, særlig i førstningen. Det første jeg husker, var var julestormen 1863. Jeg så så mange store træer som lå og var væltede. Det næste var mine morforældres hjem og min mormoders udseende. Hun døde i foråret 1864, og da sad jeg hos hendes broder på ligvognen til Jyderup kirke, ved hendes begravelse samme år. Natten imellem 23. og 24 juni brændte min morfars hus, som skete ved, at en ung mand passerede vejen forbi, gik hen ved huset i læ for at tænde en cigar. Jeg husker også hvordan brandtomten så ud dagen efter med den nøgne skorsten, min morfar blev meget forbrændt fordi han ikke vågnede før huset faldt ned over ham. Han kom på Holbæk sygehus hvor han lå omtrent et år, derefter fik han ophold hos mine forældre og hjalp til med at sy. Han havde tillige med at han var skrædder haft 3 tønder land til huset, og så var han musikant og spillede tit til gilder. Jeg var meget glad for ham, for han spillede på fiolen og sang til, og jeg skulle arve fiolen efter ham, som jeg også fik, han døde 63 år gammel, jeg var da 11 år gammel. Min far var et uægte barn, hans mor var gift med en gårdmand Ove Jensen i Kaimose, og det var en skik at al familien samledes der til gilde hvert år juledag, og mine forældre lånte en trækvogn og pakkede mig ned og i det hele taget blev min far behandlet anerkendende som hørende til familien og det blev jeg også. I Holmstrup skråt over for mit hjem på modsat side af vejen lå et hus hvori boede Ole træskomand. Han havde en kone, som vi kaldte Marie Storm hun havde forhen været gift med en mand der hed Storm og som enke var blevet gift med Ole. Hende kunne jeg godt lide, selv havde de aldrig haft børn, så hun var meget glad når jeg kom derhen, de gjorde mig alt det gode. Jeg fik megen mad af hende, og særlig var jeg der når hun skulle bage kage. Ole kunne også godt lide mig, han havde lavet en pibe til mig af en pind, og så sad jeg tit med min pibe på en skammel ved siden af Marie når hun sad ved spinderokken og spandt, der var nu ellers ikke meget propert ved Marie, for hun kunne dårligt se, hun blev helt blind ½ år før hun døde. Da jeg blev større, havde jeg mere tidsfordriv hos Ole ude i hans værksted, og han lavede mig en 2-hjulet trækvogn bestående af en pind til stang på 2 hjul samt det underste af en træsko til kasse, han tjærede også piske til mig, jeg forslog megen tid hos ham i mine drengeår. I mine forældres hus var en lille stue og et køkken som var lejet ud til en arbejdsmand, og de havde en lille dreng på min alder som hed Christian og ham holdt jeg meget af. Han døde cirka 7 år af skarlagensfeber, og jeg var med til begravelsen. Før de gik på kirkegården med ham, tog man låget af kisten for at se ham sidste gang. Jeg syntes han lå så kønt og løb til og kyssede ham, og følgen udeblev ikke, på kirkegården ved begravelsen faldt jeg om og måtte bæres hjem, og fik et meget strengt sygeleje med skarlagensfeber.
Allerede i min alder af 5 år gik jeg mange ærinder for folk i byen, til købmanden i Bromølle som lå ¼ mil (1 mil = 7,5 km) fra byen og var det nærmeste handelssted, hvorfor jeg som regel fik 2 skilling (4 øre). Tit måtte jeg gå til en bager som boede og havde bageri i vandfaldsmøllen, for at bede bageren om at komme med brød til mine forældre som havde udsalg af brød, og tit solgte cirka 100 brød om ugen. Til bageren var cirka ½ mil, vejen gik forbi Bromølle og langs med en stor granskov. En dag jeg kom gående forbi Bromølle kro, stod kromanden uden for på vejen, jeg skulle til bageren, så gav han sig i samtale med mig, han kendte mig godt for jeg kom tit ned til ham for at købe brændevin til folk i byen, den gang kunne brændevin ikke købes andre steder end i kroerne. Kromanden hed Gejlseler, han sagde til mig om jeg ikke var bange for at gå der langs med skoven til bageren, for jeg kunne vel nok høre nogen knurrende lyde som kom inde fra skoven. Jeg spurgte så, hvad det kunne være, han sagde det var troldene der kårer efter menneskeblod, ja så tør jeg ikke gå, og hvad skal jeg dog gøre for jeg skal jo derhen, for vi har ikke noget brød. Så sagde han om jeg ikke havde en kniv, jo det havde jeg, den var bunden med bånd til min trøje, og jeg tog kniven op og viste ham, han undersøgte den nøje og sagde at når jeg lukkede den op og vendte spidsen af kniven ind mod skoven så turde troldene ikke komme ud mod mig, for de turde ikke komme i nærheden af stål. Du ved jo nok, at din mor sætter knive ved døre og vinduer skærtorsdag aften for at troldene ikke skal komme ind. Jeg gik så med kniven oplukket og spidsen stikkende ind mod skoven, og det var som hjertet sad helt oppe i halsen. Nå endelig nåede jeg hen til bageren, men så kunne han ikke køre med brød før dagen efter om morgenen og jeg turde ikke gå hjem, der var kommet en skræk i mig, trods det at bageren forsikrede mig, at det var usandhed og at der var ingen trolde i skoven, og det, jeg havde hørt knurre, var skovduerne der knurrede, jeg blev så natten over hos bageren og sov hos en dreng, som bageren havde på min alder. Denne min sengekammerat er nu bagermester Hansens skaftelev ved Slagelse. I Holmstrup boede en gammel kone i en meget gammel hytte, hun havde udsalg af hvedebrød, snapser af brændevin og mjød og sukkerstænger, hende besøgte jeg tit. Jeg købte hos hende for de penge jeg tjente ved at gå ærinder for folk, og jeg gik også ærinder for hende til kroen efter brændevin og til bageren i Rangle mølle, (han var den eneste finbrødsbager på egnen) for at hente hvedebrød til hende, hun hed Else. Hos hende samledes byens folk både unge og ældre om aftenen og de hellige dage, og købte snaps og boller, og tit spillede de kort der og hver lørdag aften så kom skolelæreren hen hos Else og læste avisen som var Kalundborg avis som kun kom én gang om ugen, og blev kun holdt af ham. 2 gange om ugen kom ”delesjansen”, som kørte fra Slagelse til Nykøbing Sjl. og havde post med som blev afleveret hos skolelæreren. Hos Else holdt også omrejsende skærslippere til og spåkonen, og en gang tog min mor mig med hen hos Else for at vi skulle spås af en gammel spåkvinde, jeg var vist 6 år den gang. Hun spåede i kort som hun lagde op på bordet, det kostede 8 skilling (16 øre). Hun sagde så til mor at hun havde jo en søn og hun skulle snart få en til, som ikke var hendes egen, og han skulle rejse langt bort og blive meget rig, og den hun havde ville dø, og hun skulle efter mange genvordigheder få det godt og at hun skulle dø hos ham, og den mand hun havde ville dø og hun ville blive gift igen. Den søn hun skulle dø hos, var mig, og det skete også, dels kan jeg huske det, og dels har min mor fortalt mig det, den plejesøn mine forældre fik var min fætter, min morbrors søn, hans mor døde og var deres eneste barn, min morbror var gårdmand på Refsnæs ved Kalundborg, han solgte alt og satte pengene i sparekassen og selv tog plads som møllersvend, og sønnen kom så til mine forældre for betaling. Da han blev konfirmeret tog han til søs og blev styrmand, da han blev ked af det købte han en gård på 600 agers land i Amerika, og efter 18 års forløb kom han herhjem for at besøge familien, han blev syg og opereret for kræft i galdeblæren, han døde 3 dage efter og efterlod over 100 tusinde kroner, vi var 7 som fik 1000 kroner hver, ellers havde han testamenteret sine penge til Guds Riges fremme til Indre Mission Diakonisse-stiftelsen og Magdalene-hjemmet, der blev købt en gravplads på Udby kirkegård på 100 år hvor han er begravet, og der blev oprettet et legat hvis renter er til gravstedets vedligeholdelse, det var i 1908 han døde.
Da jeg nylig var fyldt 6 år, havde vi fået en ny skolelærer i Holmstrup, hans navn var Jessen. En dag jeg lå på gaden og legede, så kom han forbi mig, og han tog mig med hjem i skolen og jeg fik en stol at sidde på oppe på katederet og han og hans frue var meget glade for mig, de havde nemlig ingen børn, men så fik de en anden dreng på min alder, som blev min bedste legekammerat han hed Erhardt Andersen, han er nu arrestforvarer i Sorø. I skolen gik det nogenlunde, men det var tit vanskeligt for mig at få lært lektien, for jeg var ude at lege når jeg ikke var i skolen som kun var hver anden dag. Så skulle jeg lære lektien om aftenen men blev søvnig inden jeg fik den læst, så sagde min mor, at når jeg nu læste så og så mange gange på den, så måtte jeg gå i seng og lægge bogen under hovedpuden om natten, og når jeg så læste en gang om morgenen så kunne jeg den, men det passede desværre sjældent og følgen var og blev at jeg kunne jo ikke lektien, og tit fik jeg af rebtampen og måtte sidde efter og lære lektien, og vi var sommetider flere, andre også lærerens plejesøn. Nå men så da de første par år af skoletiden var gået, så tog jeg mig sammen og passede min lektie og skole ret ordentlig, men så i 1869 døde min far og så måtte jeg ud at tjene, og så kom jeg sjældent i skole og derfor lærte jeg ikke ret meget. Sommeren 1868 var et meget tørt år og her var misvækst i Danmark og følgen var, at brødet blev meget dyrt, et 10 punds brød kostede 4 mark hele vinteren, (var 1 kr. 33 øre) det var en streng tid for mine forældre, som havde udsalg af brød og arbejdsmændene fik jo kun i dagløn om 1 rigsort, (50 øre) når de så havde nogle børn så kunne de ikke tjene til brødet, og følgen var at de fik det på kredit. Mine forældre havde mange penge udestående og kom tit til at skylde bageren mange penge, som eksempel hvordan det gik var, at der boede en smed på Holmstrup mark som havde mange børn, men som arbejdede i Slagelse og kom kun hjem en gang om måneden og så skulle han betale for det brød familien havde fået, han havde trakt på sig så han skulle betale mange penge for brød når han kom til jul 1868, og juleaften, da vi havde begyndt at spise, så kom konen altså smedens kone og bad min far om et brød for hun havde ikke en smule at spise, hendes mand var kommet hjem fra Slagelse og havde ingen penge med, mine forældre blev helt rørt og gav konen 2 brød, og far sagde at det ville han ikke skrive.
I året 1864 da jeg kun var 5 år, oplevede jeg en stor dag, og som fødte fædrelandskærlighed i mig. Det var en dag, soldaterne kom marcherende og ridende ind i byen, og der var hornmusik med, i gårdene var der dækket borde til dem, de havde marcheret fra Slagelse (3mil). Da de havde spist, marcherede mange videre til de nordlige sogne, men dem som var hjemmehørende i Holmstrup sogn samledes i Søren Christensens gård, hvor de med familie og kærester fik med dans, hvortil der var samlet ind i sognet. Jeg havde vist nok aldrig set en soldat eller hørt hornmusik, og aldrig før set vores kære Dannebrog som soldaterne havde med fra den stund, og ved at spørge mine forældre og andre fik jeg forståelse af, at der var noget der hed fædreland, og jeg tog straks parti for det, og jeg forestillede mig, at jeg ville være en rigtig skrap soldat når jeg blev stor, og have sabel og blanke knapper, og jeg har altid siden haft kærlighed til mit fædreland Danmark.
Mine forældre var skikkelige folk og levede som de fleste i overtro som var bange for troldtøj og onde ånder som de værgede sig imod, på mange måder som var lært af deres forældre for eksempel skærtorsdag nat skulle alle redskaber være inde i hus, og der blev sat knive ved alle døre og vinduer i hele huset for at man troede, at der florerede trolde, nisser og hekse, og de måtte jo ikke komme ind at gøre ulykker, og stål var disse onde ånder bange for, og værktøj af hvilken som helst slags måtte man ikke røre ved skærtorsdag, og en god beskyttelse imod sygdom og imod at blive forgjort af heksene var at man skulle spise kål skærtorsdag, og deri skulle være ni slags grønne blade, mor havde derfor også mange rødder, der stod i jorden i en kasse i køkkenet som kunne have lidt blade til skærtorsdag. Om sommeren samlede min mor mange forskellige urter og blomster som blev tørret og gemt til brug ved forskellige sygdomme, både til mennesker og dyr, og som efter hendes anvisning blev anvendt enten som krydderpose eller til at lave the af eller salve, og derved fik vi mange krukker mælk og smør og ost for moders hjælp ved sygdom. Mine forældres kristendom var kun efter skik og brug, der var intet åndeligt liv, at jeg mindes i førstningen af min barndom, de gik til alters 2 gange årligt og gik i kirke på højtidsdagene, og ofrede til præsten, skolelæreren og ringeren. Ringeren havde lov til at gå i kirken mens en salme blev sunget, med en lille firkantet kasse som han holdt ind i stolene hvor folk sad, og så lagde de penge deri. Offeret til præsten og skolelæreren var indlagt i sedler med hvert navn på, som blev udsendt til alle, fra skolelæreren af, til præsten blev der lagt på alteret og til læreren i hans stol, dem som gjorde således, var regnet for gode kristne.
Min far var svagelig og havde været det i flere år efter et fald fra rygningen af vores hus, han faldt ned til jorden den 11. febr. 1869 døde han uden at have været sengeliggende, han kunne formodentlig mærke at det gik mod slutningen, for han syede et helt nyt sort klædes klæder også kasket som jeg måtte blive oppe om aftenen og passe, han ville have det færdigt og se om det passede inden han gik til sengs, og det var dejligt tøj og passede godt, og jeg var meget glad for det, klokken 10 gik vi så alle tre til ro, efter en times forløb stødte han til min mor som lå i samme seng, og da hun vågnede og så til ham var han død knap 40 år gammel, deri manglede 17 dage og i marts måned lige efter fyldte jeg 10 år. Min far og mor var omtrent lige gamle idet de begge var født i februar måned 1829, nu vendte livet sig for både mor og mig. Ved min fars begravelse måtte jeg efter ordre kysse præsten på hånd, det var skik den gang.
Den bager Hansen som mine forældre havde solgt brød for, han bad mor om han ikke nok måtte arve den lotteriseddel som min far havde spillet på i klasselotteriet, og han fik den også, nu hævede brødudsalget og bageren ville jo have sine penge som vistnok var 350 rigsdaler (700 kroner). Mor havde ganske vist mange flere pegene udestående, men de var ikke let at få, og nu havde vi jo ingen indtægter, så det kneb, mor måtte jo så gå på arbejde når hun kunne få noget, og jeg måtte ud at tjene som hyrdedreng, 3 måneder efter min fars død kom bager Hansen en dag og sagde at nu ville han have hvad han havde til gode og mor skulle skaffe pengene ellers måtte han overgive hans krav til en sagfører. Moder græd og jeg græd, og mor lovede at gå ud og se at få fat i nogle penge til ham hvis bare han ville vente i nogle dage. Så tog han tegnebogen op af lommen og gav min mor kvitteringen på alt hvad hun skyldte, var betalt, tillige gav han mor 50 rigsdaler (100 kroner) og vi blev meget forbavset. Mor spurgte hvordan det kunne være at han nu var så god ved os, han sagde at han havde vundet så meget på lotterisedlen han fik efter fader at han kunne købe 10 tønder land i Hejninge ved Slagelse og kunne bygge en ny Mølle og bageri og endda have god driftskapital. Vi vandt på den måde ved faders lotteriseddel efter hans død uden at forny den, dette hjalp nok moder meget, og nogle af de tilgodehavendepenge fik hun også ind i løbet af sommeren men omtrent 2/3 fik hun aldrig, men slog en streg over dem det var jo fattige folk.
Den første sommer 10 år gammel tjente jeg hos min farbror gårdmand Lars Ovesen i Kaimose som hyrdedreng hvor jeg havde det godt, skønt jeg jo var ked af det, for jeg havde forhen været vant til et friere liv og kom meget sjældent i skole som nu var hele højtidsdage for mig. Min farmor, som var på gården, var jo særlig god imod mig og trøstede mig, og jeg lå i hendes sovekammer om natten. Om vinteren 1869 og 70 var jeg hjemme og skulle passe min skolegang, men det blev ikke til ret meget, for bønderne i byen havde tærskemaskine og de manglede tit en dreng til at køre heste for maskinen, og så blev jeg bedt fri for skolen hvad der aldrig var noget i vejen for, for skolelæreren og bønderne var jo selskabsvenner, og for sådan en dag fik jeg føden og 8 skilling (16 øre). I foråret 1870 giftede min mor sig med en blikkenslager Chresten Pedersen fra Svebølle, og dette blikkenslageri var noget som interesserede mig. Jeg måtte så ud til maj og tjene hos min far broder igen, han var nyligen blevet gift, og nu var der ikke mere plads til mig i bedstemors sovekammer, men måtte ligge om natten ude i et kammer hos tjenestekarlen, men det gik endda, men det værste var, at de havde nu 10 gæs som jeg skulle vogte tilligemed at passe køer og får. Disse gæs var til megen besvær og sorg for mig, for allerbedst som jeg tænkte at de græssede godt, så stak de af og fløj hen hvor de ikke måtte være, og så måtte jeg løbe alt hvad jeg kunne til jeg fik dem hentet, og så straks efter fløj gæssene igen. Jeg husker, hvordan jeg mange gange løb og græd over de gæs, og derfor ville jeg heller aldrig tjene der flere somre som hyrdedreng. Det var også en lang og streng sommer for mig. Vinteren derefter var jeg så hjemme igen, og den gik omtrent som vinteren før, dog var der nogen forskel deri, at min fritid hvori jeg ellers havde været på gaden at lege, så blev jeg nu hjemme og øvede mig i at lave blikvarer efter min nye faders anvisning. Dette syntes jeg var det morsomste jeg kunne tænke mig, og det varede ikke længe før jeg kunne lave noget der kunne bruges. Den 25. januar fik mine forældre en datter som kom til at hedde Caroline og som, da hun blev voksen, blev gift kom til at bo i Kværrede ved Haslev. Hun fik en god mand og et godt landsted med 7 tønder land. Sommeren 1871 (Peder er nu 12 år) kom jeg så til at tjene som hyrdedreng hos en gårdmand Peder Olsen i Holmstrup, det var en streng plads, for han havde sjældent nogen tjenestefolk andre end mig at kommandere over og skældte ud. Om efteråret var manden og jeg oppe på loftet over hestestalden for at skære hakkelse. Jeg var for lille til at kunne trække hakkelses maskinen og derfor skulle jeg lægge halm i maskinen i stærk gang og ville skynde sig hen at skyde halmen til, og samtidig skød han til mig så jeg fik min venstre hånds tommelfinger ind i maskinen og klemte den helt i stykker. Neglen og en ende af benet gik af, der blev kun lagt en fedtklud på, og bundet nogle klude om. Da der var gået en dagstid, fik jeg slemme smerter i hånden, og bad både min husbond og fader om jeg måtte til læge med min dårlige hånd, men det blev mig nægtet, og det var strenge smerter. Jeg havde en lille træpibe og en dag jeg skulle til skole, fik jeg solgt min pibe for 12 skilling. Jeg gemte mine bøger under en stenkiste i vejen og løb til Sæby apotek for at købe hæfteplaster for de 12 skilling som jeg havde hørt, var godt. Da jeg kom til apoteket (der var 2 mil = 15 km) og havde købt hæfteplaster, spurgte apotekeren om jeg havde en dårlig hånd, han forlangte at se den og sagde at jeg absolut skulle til læge med den, og der boede en læge lige ved apoteket men han var borte på sygebesøg, og jeg skulle absolut vente til han kom hjem og så fulgte apotekeren med mig hen til lægen som rensede min hånd (der var megen inflammation i den) og forbandt den og skrev til min husbond et brev, som jeg havde med til ham om at han skulle lade mig gå til en læge.  Læge Stub i Sæby sagde til mig, at hvis jeg ikke blev anvist en anden læge så skulle jeg uden hans eller min fars tilladelse komme hen til lægen i Sæby, og det gik sådan, jeg blev skældt ud fordi jeg havde rendt til Sæby, og han sagde at han ingenting ville betale derfor og hvis jeg prøvede på en gang til at rende til læge fik jeg prygl, men nogle dage efter rendte jeg uden videre til læge Stub og fortalte så, at hverken min husbond eller min far ville betale nogen lægeregning for mig, og så sagde læge Stub, at jeg uden videre skulle komme til ham 2 gange om ugen, og det gjorde jeg i 4 måneder inden fingeren kom sig, hver gang fik jeg middagsmad hos doktoren, men fingeren blev stiv i kno leddet så den vinter kunne jeg ikke øve mig som blikkenslager, men skolen kunne jeg passe da det var venstre hånd, der var dårlig.
Sommeren 1872 kom jeg til at tjene som hyrdedreng hos gårdmand Hans Martin i Holmstrup, der havde jeg det godt, jeg måtte ryge så meget tobak jeg ville, og det kneb svært for mig at få det røgtobak, men der var en gammel aftægtskone på gården, hun havde selv en del høns, og æggene hun fik ville hun have omsat til brændevin og det fik hun mig til at besørge, og derfor fik jeg æg som jeg så omsatte til røgtobak. I midten af sommeren byttede min husbond gård med Peder Hansen i Vandløse, men jeg blev sommeren over hos den nye mand, og det gik godt. Følgende vinter skulle jeg gå til præsten i Jyderup og var så hjemme, og den vinter lærte jeg meget af blikkenslagerhåndværket imellem som jeg gik i skole og til præsten. Jeg havde en mil at gå til præsten i Jyderup. Holmstrup hvor jeg havde hjemme var annekssogn til Jyderup. På vejen dertil kom vi som jo var flere ifølge forbi et Skovfoged sted som lå meget lavt for vejen så man let kunne se ind i stuerne. En dag vi kom forbi så jeg et ildglimt og hørte et knald og straks efter kom konen ud i døren og bad mig løbe hen hos naboen Chresten Jensen og sige til ham om at komme hen til skovfogeden, hvad også skete, og der blev meget spektakel inde i stuen, det der var sket var, at en gårdmand fra Særslev var på besøg hos skovfogeden, og han havde lige fået en revolver foræret af baronen (som ejede skoven) og viste sin gæst den uden at ane at der var skud i den. Skuddet gik af og kuglen gik gennem gæstens hoved og han var død med det samme.
For at skyde genvej til Jyderup gik vi igennem en skov som kaldes Axvoldsskoven. En dag fandt vi på at stoppe rævegrave med favnebrænde som vi tog af det opsatte favnebrænde, og det blev meddelt til præsten, og vi var lige ved at blive vist fra, men så bekendte vi det hele og bad præsten om forladelse, og lovede at vi ville være gode børn, og så slap vi med skrækken. Fastelavns tirsdag var vi også hos præsten, og da han kom ind hos os, sagde han: ”i dag skal der jo slås katten af tønden her i byen, kunne I ikke have lyst til at se det”, jo det kunne vi da. Han sagde så ja det kan jeg også, lad os følges ad, og da vi var færdige med det, sagde han at vi gerne måtte gå hjem. Da det lakkede ad tiden at jeg skulle konfirmeres så kom jo spørgsmålet frem om hvordan min konfirmationsklædning skulle være. Jeg havde nye vadmels klæder som jeg som hyrdedreng havde tjent til sommeren før, men det ville jeg nødig, jeg ville så gerne have klædes klæder. Trøje og vest kunne jeg få lavet af noget klædes tøj som var gemt fra min far, men benklæder kunne jeg ikke få. En dag jeg var hos Ole Andersen i Tornved for at lege med hans søn, det var lidt af min familie, så spurgt Ole Andersen mig om hvordan det gik med konfirmationsklæderne, jeg fortalte ham grædende at jeg kunne ikke få andet end vadmels benklæder, så sagde han, at jeg gerne måtte gå ind til skrædder Anders i Jyderup og bede ham tage mål af mig til et par klædes benklæder, som han, Ole Andersen, ville betale og glad blev jeg, og fik således en pæn konfirmationsklædning og på konfirmationsdagen da jeg kom ud af kirken så så jeg Ole Andersen og gik straks hen og sagde højt mange tak for benklæderne, og jeg kunne se at han blev glad derfor. Da jeg i kirken ved min konfirmation skulle svare på spørgsmålene fra præsten, da gjorde jeg det med den bedste vilje, men ak det var snart glemt, da jeg kom ud blandt andre, der fandtes ingen forståelse eller hjælp den gang til at holde hvad jeg for alteret havde lovet. Straks efter min konfirmation rejste jeg hen til Hans Martin i Vandløse for at tjene ham som hyrdedreng, det var 3 ½ mil fra mit hjem, i løn for 1 år skulle jeg have 16 rigsdaler, 2 skjorter, 4 par strømper og de træsko jeg behøvede, det var i året 1873 til første maj 1874. Den morgen jeg vågnede var jeg syg og kunne ikke stå på mine ben, Hans Martin kørte mig den dag hen til en klog kone i Tostrup, hun klædte mig helt af og indsmurte mig over hele legemet og jeg lå på en briks i 2 timer, min husbond fik besked om at køre hjem for jeg skulle nok komme gående hjem inden aften, der var cirka ¾ mil da jeg havde ligget der i 2 timer så blev jeg grundigt vasket i så varmt vand som jeg kunne døje og fik så klæderne på og skulle så gå hjem, det kneb meget i førstningen med at gå men inden jeg kom ret langt så blev jeg pludselig helt rask, og kom så snart hjem. Det år var jeg hjemme at besøge mine forældre 2 gange, jeg ville gerne ryge tobak så ofte som tiden var dertil, men det kneb for mig at få penge til tobak. En gang jeg fandt en hønserede med 5 æg, så tog jeg dem og solgte for tobak og det blev til samvittighedsnag for mig og tænkte mange gange at ville sige det til min husbond, men jeg manglede mod. Først mange år senere fik jeg lejlighed til at bekende det for manden og fik tilgivelse derfor, hvorom siden skal meddeles. Den 1. maj 1874 rejste jeg så tilbage til min farbror, Lars Ovesen i Kaimose, for at tjene som karl og det var meningen jeg skulle blive hos ham altid og betragtes som deres søn, de havde nemlig ingen børn. Nu tjente jeg som karl, skønt lille og ung, så ville jeg også gerne have en hat på hovedet ligesom andre karle, og en dag gik jeg til Jyderup og købte mig en blød bredskygget hat og mente, at jeg så meget fin ud, men da jeg kom hjem med den, så fik jeg en ordentlig ørefigen af bedstefar (Lars Ovesens far) og de var alle vrede på mig for den hat og jeg blev tvunget til at gå til Jyderup med den igen. Det krænkede mig så hårdt så jeg bestemte mig til at rejse derfra til først mulige skiftedag, min farbror var meget streng ved mig, jeg kunne ikke arbejde nok og når jeg klagede derover, så sagde han, at når jeg blev ældre, ville jeg nok være glad for at have lært at bestille noget og det har jeg erfaret siden og været glad for. Første maj 1875 rejste jeg så derfra og hen til købmand Christensen i Støvlehusene, der var lidt landbrug, 1 hest og 2 køer, det var ældre folk og der blev også holdt pige. Der havde jeg det meget godt og megen frihed og jeg havde derfor tid til at lave mange småting af blik, og derved øve mig i håndværket, som jeg stadig havde lyst til. Den første maj 1876 rejste jeg hjem og skulle rigtig i lære, og det gik også godt, jeg var, hvad man kalder letnem, men samtidig lærte jeg at drikke brændevin. Min stedfar var meget hengiven til spiritus og min mor drak også, og tit var vi berusede og alskens drukkenbolte kom der. Jeg blev taget af den brændevin, så jeg ikke kunne undvære det, men alt det drikkeri som blev længere jo værre førte til uenighed mellem mine forældre, ja til slagsmål, og jeg kunne efter en samtale med en mand forstå, at det liv jeg var i, ville engang føre til elendighed, og det tænkte jeg meget på. En dag i januar 1877 var der et forfærdeligt drikkeri og slagsmål både mellem mine forældre og fremmede og det var for meget at leve i sådan et helvede. Jeg søgte om jeg kunne komme til huse hos andre, hvor jeg kunne fortsætte mit håndværk ved selvprøve, og jeg fik et sådant hos urmager, Jens Sørensen, på Holmstrup mark, og fik indrettet mig i et lille værelse og værksted der, og så lavede jeg alle brugelige blikvarer efter datiden, og selv om det langtfra var fuldkomne varer, så var de brugelige. Når jeg så fik lavet en del og jeg manglede penge, så kom jeg mine blikvarer i en pose som jeg tog på ryggen og spadserede langt bort til egnen omkring store og lille Fuglede, Svallerup og Reersø og solgte det og kunne derved lige tjene til føden. Klæder kunne jeg ikke tjene til, så 1. april samme forår tog jeg tjenesteplads hos gårdmand P. Olsen i Holmstrup for sommeren hvorfor jeg fik 75 kroner. Fremdeles var det mit højeste ønske at blive blikkenslager men jeg havde ved selvprøve erfaret, at jeg manglede en del kundskaber, Som behandling af forskellige metaller, så jeg søgte efter at komme hjem igen til efteråret. Det skete, at jeg rejste hjem i midten af september, og så pumpede jeg min stedfar for de oplysninger som jeg mente jeg manglede. Imidlertid var jeg blevet så flink til at lave blikvarer så vi ikke kunne få det solgt, og vi bestemte så, at jeg skulle se at komme hen på en anden egn. En dag fik jeg en pose bliktøj på ryggen og gik til Sæby, og medens jeg solgte bliktøj, forhørte jeg om en plads hvor jeg kunne bo, og det fandt jeg hos mølleren i Sæby og gjorde så akkord med ham om en stue til 50 kroner om året, og ville så snart komme. Natten derefter drømte jeg at jeg var kommet til en by som hed Verup, og jeg så huset som jeg boede i, og jeg syntes jeg havde så meget arbejde, og det gik så godt. Da jeg vågnede om morgenen stod drømmen så tydelig for mig og jeg fortalte mine forældre det, så rådede de mig til at gå til Verup og se om jeg kunne komme til at bo der. Jeg gav mig straks på vej og spurgte mig for og fandt huset. Manden hed Niels Hansen og konen Margrete, det var et ældre stråtækt hus som lå på Verup mark ved vejen der går til Bodal, lige over for hvor nu brugsforeningen er. Manden sagde ja til at jeg kunne få en lille plads lige inden for døren, og jeg skulle give 1 krone om ugen for husly og 16 øre for middagsmaden, tør mad skulle jeg selv sørge for. Nogle få dage herefter rejste jeg så dertil, det var 17. november. Jeg skrev så til mølleren i Sæby at jeg ikke kom, men var rejst et andet sted hen. Min stedfar havde, da han blev gift med min mor, måtte betale 56 rigsdaler i arv til mig og som var sat i Holbæk Amts Sparekasse, og da jeg nu skulle begynde for mig selv, så ville jeg gerne have mine penge, men min farbror som var min kurator, sagde nej. Derover beklagede jeg mig til sognefogeden i Holmstrup, og han gav mig det råd, at rejse ud på herredskontoret i Kalundborg og få udnævnt en anden kurator, hvilket sognefogeden lovede at være, og det gjorde jeg og fik halvdelen af pengene. Og da jeg havde fået ordnet det gik jeg hen på banegården for at tage med toget til Jyderup. Da jeg kom ind i ventesalen, sad 2 piger og spiste af medbragt mad, det var 2 piger fra Jylland som skulle med toget til Jyderup og derfra til Vallekilde højskole med en postvogn. De 2 piger bød mig at spise med for de havde for megen mad, og det gjorde jeg, vi rejste så i samme kupe til Jyderup, og vi havde det meget livligt, og det lod til at de begge ville have mig til kæreste. Da vi nåede Jyderup, var postvognen ikke færdig til at køre, det ville vare lidt, så foreslog pigerne at vi skulle gå ud ad vejen til vognen nåede dem, og jeg skulle endelig følge med. De tog så fat i hver sin side af mig og så spadserede vi ud ad vejen og ind i skoven, og som vi gik og passiarede så tog den ene af pigerne et kys og derover blev den anden vred, og så slap de mig og begyndte at slås, og imens løb jeg, alt hvad jeg kunne, hjemad og jeg har aldrig hørt eller set dem siden. Nå! jeg kom så til mit nye hjem i Verup, og lavede noget af alt det brugelige bliktøj og tog det i en pose og gik fra sted til sted og solgte hvad jeg kunne, og så i øvrigt anbefalede mig som egnens blikkenslager. Det gik godt, jeg fik mange kunder så jeg kunne lige tjene til mit ophold. Her på egnen var kommet en danselærer fra Bjergsted, som skulle have danseskole i Kongsted skole og hos smed Hans Jensen i Lårup og jeg kom i forbindelse med ham og skulle være med begge steder og så med det samme lære til danselærer og det førte mig ind i et dårligt liv både til druk og kortspil og udsvævende liv om natten. Så sov jeg om dagen, da vi var færdige med de 2 danseskoler, begyndte vi i en hos bmd Hans Mathisen i Assentorp som jeg forestod, men vi var i kompagniskab om fortjenesten. Da vi var midt i, kom politiet og hentede danselæreren og så blev jeg borte derfra, det gik i stykker på halvvejen, men jeg fortsatte det udsvævende liv og havde fået sådan lyst til brændevin, at jeg tit selv kunne drikke 3 pægl om dagen og spillede fremdeles kort og jeg tabte for det meste. Så det kneb tit med at få pengene til at slå til, og jeg tog på kredit hvor jeg kunne få noget. Særlig kneb det med at få materialer som jeg fik fra Slagelse. Jeg kørte sommetider med torvehandlerne til Slagelse for at købe blikplader, og somme tider spadserede jeg ad landevejen derop for at hente 6 blikplader IXX 20x28 cm, og gik hjem igen bærende pladerne hvad jeg kunne gøre på 6 til 7 timer. Ved siden af, hvor jeg boede, boede der en bmd. Vilhelm Pedersen som var et rigtigt verdensmenneske og levede ligesom jeg et liv i sus og dus, han fik lokket mig til at følge med til København for at more os, og jeg skulle betale jernbanebilletten til os begge. I marts måned 1878 rejste vi så, men fornøjelsen for mig blev ringe, vi indkvarterede os i garvergården på Vestergade, men min fornøjelse bestod i at jeg drak og sov. Da var jeg med en aften i Talia et teater, og vi rejste hjem efter 3 dages ophold derinde. En søndag først i august sad jeg som så tit hos Vilhelm Pedersen og spillede kort og drak, så kom der en gammel kone som hed Maren Jens Steffensen ind i stuen, hun var Vilhelm Pedersens plejemor. Hun var en gammel troende kvinde, hun stillede sig foran bordet og så på mig, og sagde til mig: Men hvordan er det dog du ser ud Peder, du ligner jo den bare Djævel sådan som du kan bande, jeg blev vred og lagde kortene på bordet og gik hjem. Da jeg så kom hjem, gav jeg mig i færd med at lave 3 kanders mælkespand, som var bestilt, og jeg havde kun lige netop blikplader dertil og ingen penge. Da jeg havde klippet det til, viste det sig at jeg havde taget fejl af målet, det kunne kun blive til 2 ½ kandes spande og det var fordi det stadig lød i mine ører, hvad den gamle kone havde sagt, og det var lige meget hvad jeg foretog mig og hvor jeg var, så kunne jeg høre den gamle kones ord. Jeg gav mig så til at tænke alvorligt derover og kom til det resultat, at det var et syndigt liv jeg levede, og så besluttede jeg at det skulle blive anderledes. Jeg ville bede fadervor morgen og aften, og holde op med at spille kort, samt gå i kirke hver søndag, ikke arbejde den dag, og slå noget af med brugen af brændevin, så mente jeg det nok skulle gå. Jeg var på bar bund og havde ikke penge og ingen materialer, jeg havde flere gange lånt 10 kroner af bondemand Christen Pedersen i Mikkelhusene imod at jeg gav 1 krone i rente om ugen, men da jeg skyldte ham et lån, så kunne jeg ikke komme der, og derfor henvendte jeg mig andre steder men fik nej. Til sidst kom  jeg ud hos bondemand, Frederik Rebien, som boede på Verup Mark ved Orebo skov, der fik jeg 6 kroner at låne på mit ur og bestemte at jeg ikke ville bruge penge til andet end der var strengt nødvendigt, jeg havde fået et lille kammer indrettet i den østlige ende af Niels Hansen hus, med egen indgang og der havde jeg så værksted, soverum og spisestue, jeg havde så alt mit for mig selv, selvom det var meget indskrænket. Den første søndag efter min taget beslutning om et bedre liv, gik jeg så i kirke i Nidløse. Vi havde den gang en gammel præst, som hed Krogmayer, og som prædikede gerningens kristendom til salighed, og til dels stemte det med min mening. Men det var i den tid ustadigt høstvejr og han sagde derfor i sin prædiken at det ikke var synd at bjerge hø og sæd om søndagen, hvad han vel også selv troede, da præstens folk kørte sæd ind den dag. Dette kunne jeg ikke følge ham i, jeg mente at om søndagen måtte man ikke arbejde. Jeg havde, da jeg tjente hos Hans Martin i Vandløse været flere gange til møde i Baptistkapellet i Vandløse, og der kom nu flere gode erindringer derom frem hos mig, og deriblandt erindringen om, at søndagen skulle holdes hellig, og jeg besluttede så, at jeg en søndag i en nær fremtid ville gå derhen til kapellet og få nærmere rede på rigtig kristendom. Sidst i oktober 1878 kom der en mand ved navn Brodersen fra Amerika til skrædder Jørgen Pedersen i Verup, han ville holde møde hos Jørgen. Han var adventist missionær, og han holdt møde hver aften en hel måned og der blev meget åndelig røre på egnen. Stuerne kunne ikke nær rumme de folk der kom, men stod udenfor, og vinduerne var så lukket op, så de kunne høre, og jeg gik også med til møderne og var snart klar over, at det var alvorlig kristendom der blev talt; så fulgte jeg med hver aften, og jeg kom snart til at forstå, at det var synd at drikke brændevin på den måde som jeg brugte det, og det var det værste for mig at give afkald på, det kneb forfærdeligt meget for mig, jeg blev mere og mere urolig i mit indre. En aften den 17. november var jeg også til møde, da havde prædikanten hængt et stort billede op på væggen, som viste, hvorledes det vil se ud når Jesus kom til doms. Man så en del række hænderne op imod ham, og man så, de fleste løbe hen og skjule sig for Jesus. Det var mig klart at det var umuligt at skjule sig, og jeg kom derved til at spørge mig selv, om jeg turde række hænderne op imod ham, når han kom, men det turde jeg ikke, for jeg havde så megen synd og særlig brændevinen var absolut imellem os tillige med meget andet. Jeg gik ud inden mødet var forbi, og løb ad hjemmet til, grædende over mig selv, og samtidig tog den faste beslutning at nu skulle det være alvor, Jesus ville jeg fra nu af tjene hvad det så end skulle koste. Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem var, at jeg tog min karaffel og glas med brændevin og gik ud og slog det alt sammen mod en sten og sagde: ”nu ikke en dråbe mere”, og det holdt jeg selv om det var meget strengt, og det var forfærdeligt, som det var i mit indre. Jeg følte mig fortabt, og turde ikke bede til Jesus om hjælp. Dagen derefter kom prædikant Brodersen ned til mig for at tale med mig og fik mig til, for første gang, at bede til Jesus og derved beroliget mig en del. Jeg fulgte nu adventisterne, og når jeg havde tid, rejste jeg omkring, ofte Langt bort på fremmede egne og gik fra hus til hus og solgte deres skrifter og bøger, men den kristendom som adventisterne førte, var gernings kristendom, det er jo nærmest en forstandssag. Når jeg talte med Brodersen derom, sagde han, at det var fordi jeg ikke var døbt, og hvis jeg var døbt ville jeg få Guds fred i hjertet, men det var jeg meget betænkelig ved, for den gamle Maren Jens Steffens havde engang ladet sig døbe af baptisterne og det havde hun fortrudt mange gange og følt det som en forbrydelse da hun var vis på, at hun var døbt som barn, og det gav meget at tænke på og fik lyst til at eje en bibel, og så spadserede jeg til Slagelse og købte mig en bibel. Hvor var jeg glad, for så mente jeg, at jeg kunne få rigtig besked om dåben. Der boede en troende mand i Kongsted mølle som hed Jensen, og han syntes, det gik for vidt med adventisterne, og at der var vildfarelse i alt det kristelige røre som var opstået. Han tog så til Ørslev og talte med pastor Beck og talte med ham derom, og det blev bestemt at han skulle komme og tale ved et møde i Nidløse sogn. Kirken i Nidløse kunne ikke åbnes for ham, og det kneb, for mange steder fik Jensen NEJ; men så var der en gårdmand i Verup som hed Jakob Fischer som skyldte mølleren mange penge for brød og han turde ikke sige nej, og mødet blev bestemt vistnok til den 18. februar 1879. Da dagen kom, var der mange mennesker samlet både ude og inde, og Vilhelm Beck kom og talte om Nikodemus som kom til Jesus om natten og det gav mig mange og mange mennesker meget at tænke på. Nogen tid derefter fik jeg mod til at skrive til pastor Beck og fortalte ham om hvorledes jeg havde det og spurgte, om han ville meddele mig, hvor i bibelen det stod, at barnedåben var den rette vej til salighed. Det nyttede ikke noget svar som ikke var rene beviser ud af bibelen. Pr. omgående fik jeg brev fra pastor Beck hvis indhold var således: Kære ven, så skal Herren have tak fordi han har ordet ved ånden til Jesus hjerte, så at de spørger efter Herrens vilje med dem, de spørger om jeg kan give dem beviser for, at barnedåben er gyldig og forlanger beviser af bibelen, og vil da svare dem med samme ord som Jesus svarede Johannes disciple, da de kom til Jesus og skulle spørge fra Johannes om Jesus var den der skulle komme eller de skulle vente en anden. Jesus svarede: Forkynd Johannes de ting som I hører og ser, blinde ser, halte går, spedalske renses, døve hører, døde står op og evangeliet prædikes for fattige. Kære ven, se det liv den Indre Mission har vakt her i landet, er det ikke det samme der sker åndeligt, tænk dem om, De kan da ikke mene, at det liv er af Djævelen, men at Jesus derved frelser syndere og kan De ikke nøjes med dette svar, så kom her hen til mig og De skal være hjertelig velkommen. Med det brev bragte mig ikke videre skønt jeg godt kunne se mennesker blev troende ved Indre Missions forkyndelse.  Dagen efter spadserede jeg til Ørslev og kom ind hos pastor Beck som sad ved sit skrivebord og da jeg sagde hvem jeg var, så rejste han sig op og kom hen til mig og tog mig om halsen og sagde velkommen. Vi fik snart bibelen frem, jeg havde læst meget i den og dannet mig meningen derom ud fra adventisternes synspunkt. Jeg var hos pastor Beck i 5 timer og var, skønt ikke helt overbevist om, at barnedåben var den rette dog var jeg klar over at det ikke var imod Guds ord og kunne være gyldig, og at Jesus ville anerkende den. Da jeg gik, så gav Beck mig en lille bog som hed træet ved bakken som var en tale om dåbens nåde af Pastor Beck, over Davids den første salme. Da jeg kom hjem, var det godt aften, det var den 12. marts 1879 (Peder er nu 20 år gammel), så satte jeg mig til at læse bogen. Jeg syntes den var den rigtige bog, fordi jeg i den fik svar på så meget af det, jeg gik og tvivlede på. Da jeg var færdig med at læse den holdt jeg aftenbøn og gik i seng, men skønt jeg var træt, kunne jeg ikke sove for alle de tanker, som kredsede i min hjerne. Jeg måtte da have fat i bogen igen, og begyndte at læse forfra og jeg syntes, jo mere jeg læste, desto herligere var det, og da jeg kom omtrent til midten af bogen, så pludselig gik der et lys op for mig. Jeg kan ikke forklare det, men lige i et nu kunne jeg tro og mærkede Guds fred i mit hjerte og var nu vis på, at jeg var Guds barn, og nu vidste jeg, at hvis Jesus kom til doms over mennesker, så var jeg imellem dem, der med glæde ville række hænderne op imod ham. Nu blev mit hjerte så glad at jeg måtte takke, og det var næsten som det ingen ende kunne få og jeg kunne ikke falde i søvn før dag. Dagen efter skrev jeg til pastor Beck, hvori jeg meddelte ham, hvor lykkelig jeg var blevet, at jeg nu ejede vished i mit hjerte om alle mine synders forladelse. Jeg følte mig lykkelig og glad og nu kunne jeg ikke tie dermed; men fortalte det og vidnede for alle som jeg kom i berøring med. Nogle rystede på hovedet, og nogle trættede imod og skældte ud; men der var også nogle der undrede sig over mig og ville gerne tale med mig. Søndagen derefter spadserede jeg til Ørslev kirke til gudstjeneste, og det var for mig i kirken, som jeg kunne tænkte mig det var i Himmeriget. Jeg talte med pastor Beck og han bad mig gå hen til Indre Missions missionær Christian Hansen i Tjørntved og bede ham om at komme til Verup og holde møder. Dagen efter gik jeg derhen og talte med ham derom og han kom så en gang ugentlig og holdt møder i forskellige huse, hos hvem der ville tillade det, dels hos Jørgen skrædder i Verup og hos hjulmand Lars Davidsen og Jens Hjulmand m.fl. men nu rejste modstanden sig for alvor mod at det hellige væsen, som det blev sagt. Det blev gud ske lov til omvendelse og frelse for en del folk. Adventisterne forsvandt nu helt fra egnen for der var ingen der ville høre dem. En aften holdt Christen Hansen møde hos Jens hjulmand på Verup mose og vi var så mange som stuerne kunne rumme. Da mødet omtrent var forbi, så blev derudefra strittet sten ind gennem ruderne til os, udenfor var der samlet nogle unge mennesker med et ondt sind imod os. Den aften var vi tre mand der fulgte missionæren omtrent hjem. Modstanden voksede, så det var ikke sjældent, at der blev råbt efter os, som blev omvendt, når man færdedes på vejen og således skete det, at jeg en dag Havde været til auktion i Karsholte og spadserede ad hjemmet til og kom igennem Nidløse. Proprietær Bertelsen fra nidløsegård stod henne ved smedjen, han råbte højt ind til smeden, kom ud skal du se præsten fra Verup, han går her på gaden. Det hørte jeg tydeligt, men jeg passede min gang til mit hjem i Verup, men kunne ikke lade være med at tænke på det, og jeg bestemte mig til at skrive et brev til Berthelsen. Jeg havde hørt, hvad han havde sagt og foreholdt ham, at det måtte han, som dannet mand, som han burde være, ikke bære sig sådan ad; men at han ikke regnede med kristendom eller Gud i himlen, for hvem vi skulle gøre regnskab. For hvert et utilbørligt ord, han talte og for sit liv, kunne jeg lade mig forstå, da han havde ladet sig skille fra sin kone og efter sigende levet utugtigt med sin mejerske, og som også viste sig, alle hans standsfæller havde vendt ham ryggen. Dagen efter modtog jeg brev fra Berthelsen, at han indrømmede, at han havde sagt det henne ved smeden; men det var ikke hans tanke at ville mig til livs og at han ville respektere mig og enhver sand og ærlig kristen, når det blot ikke gik over til sigtevæsen eller blev fanatisk, hvad han mente var med mig. Dagen efter kom jeg gående fra Verup ad Nidløse til og mødte da Bertelsen på vejen. Da vi nåede hinanden, gik jeg lige hen til ham og spurgte ham om, hvad jeg skulle forstå ved det fanatiske. Han gik rask til side og sagde, lad mig være. Nogle dage derefter kom han kørende ned til hvor jeg boede og holdt udenfor. Jeg gik ud til ham og han sagde, om jeg ville komme op på gården og reparere tagrenden, men det skulle helst være i eftermiddag og så snart som muligt. Straks efter samlede jeg så værktøj sammen og gik derop. Da jeg kom ind i nidløsegård, stod Berthelsen på trappen til hovedbygningen og bad mig lægge værktøjet og komme indenfor. Vi gik ind på hans kontor, som var til højre for entreen og han lukkede døren af og jeg tænkte, hvad mon der nu ville ske. Jeg sukkede til Herren. Berthelsen gik frem og tilbage og tårerne løb fra hans øjne og så sagde han: ”Deres brev kan jeg ikke glemme og det er sandt alt hvad De skrev, og hvad skal jeg gøre, som jeg har det, så går jeg evig fortabt. Kan De give mig noget råd? Ja Gud ske lov, sagde jeg. De kan få tilgivelse for al deres synd og få vished derfor i deres hjerte, når de ærlig og oprigtig beder Jesus derom og De kan blive et lykkeligt menneske. De må straks hæve deres forhold til mejersken, hun må rejse, kan De det? Ja, sagde han, det får koste hvad det vil. Det er ret, sagde jeg, og lad os nu bede til Jesus og fortælle ham alt, og bede om tilgivelse i henhold til hans ord. Vi lagde os på knæ ved siden af hinanden, og først bad jeg for ham så godt jeg kunne og så skulle han bede; men det kneb forfærdeligt for ham, så gik han ud og gav mejersken sin afsked og i løbet af eftermiddagen blev hun kørt væk. Da han havde givet hende den ordre, kom han tilbage til mig og han havde en bibel, som vi fik frem, hvori jeg viste ham mange af Herrens forjættelser. Så bad vi sammen igen og det blev sent den aften, før jeg kom hjem. Dagen derefter kom han ned til mig og vi talte meget sammen, men trods han bad, var det ligesom Herren ikke ville høre ham. En dag sagde han til mig, bare jeg turde køre op til pastor Beck i Ørslev og tale med ham, og jeg forsikrede ham om, at pastor Beck ville tage godt imod ham. Men han turde ikke uden jeg ville tage med og det gik jeg ind på imod det skulle være, når der var gudstjeneste i Ørslev, og så sagde han, at jeg kunne tage indtegning af dem, der ville med, så ville han lade lige så mange køretøjer gå som var nødvendigt, og det skulle så være Kristi Himmelfartsdag 1879 (Peder er nu 20 år). Det blev til 38 mennesker og han lod 4 vogne gå og selv kørte han med kusk på bukken af den fine vogn, og han tog den gamle røgter bag i ved sin side, og da vi kom til Ørslev, havde der været først gudstjeneste, så måtte vi køre til Solbjerg kirke som er annekskirken og det er kun en lille kirke, så vi havde omtrent optaget alle pladserne i kirken før sognets folk kom. Da Beck kom, var kirken stuvende fuld og præsten så sig forbavset om, og fik så mig at se og kom hen og spurgte, hvor alle de mennesker var fra. Jeg fortalte så i korte træk, hvordan det hængte sammen. Jeg kom så med herremanden ned til Ørslev præstegård efter gudstjenesten, så jeg kan tale med ham, for her vil jeg ikke tale med ham. Da gudstjenesten i Solbjerg var forbi og pastor Beck kørte hjem, så satte jeg mig op til Bertelsen og vi kørte så til Ørslev. De andre vogne kørte hjem til Nidløse. Da vi kom ind i præstegården, gik jeg ind til Beck og sagde, at nu var han udenfor, pastor Beck gik straks ud og modtog ham, Bertelsen, og bød ham velkommen. Den dag blev det bestemt, at Beck skulle komme til møde på Nidløsegård og derefter blev der mange store møder på Nidløsegård, af pastor Zeuten, Hans Henrik Madsen, Soterup, Missionærerne Hans Sørensen, Eskebjerg, Christen Hansen og Jakob Jensen, Skuerup og mange flere. I sommertiden blev møderne holdt i den store lade og om vinteren i stuerne i hovedbygningen, der var næsten altid fuldt hus. Der var og blev et stort åndeligt røre i Nidløse og omegn og det blev dagens samtaleemne med disse møder imellem folk. Nysgerrigheden førte mange til. Folk vidste ikke hvad de skulle gøre og følgen blev, Gud ske lov, at flere blev omvendt, også iblandt gårdmændene, blandt andre Joh. Christensen Nidløse, Anders Hansen, Jakob Larsen og skomager Andersen med flere. Hver anden søndag lod proprietær Bertelsen 4-5 vogne køre til gudstjeneste i Ørslev kirke gik selv med. En gang vi kørte hjem fra Ørslev, så sagde jeg, at på næste søndag holder kapellan Tül afskedsprædiken i Stenlille kirkeklokken 1, han er en godtroende præst, og jeg har bestemt at jeg vil derhen, og hvis nogen vil med, kan vi jo følges ad. Da jeg var ved at gå den søndag, så kom der en pige, som hed Karen, (og hun var datter af Johannes træskomand i Verup, og på den tid var hjemme, fordi hun et sted, hvor hun tjente, var faldet ned af en trappe, og havde brækket den ene arm, men var nu kommet sig, så hun om hverdagen var på Verup mose og rejse tørv) og ville følge med til Stenlille kirke. Hun havde været med flere gange til missionsmøde og havde været flere gange med i Ørslev, så jeg havde set hende flere gange, men havde ikke tænkt, at hun skulle blive min kone. Nå vi gik så til Stenlille kirke og vi kom derhen til klokken 1, men det var en time for tidligt, gudstjenesten var ikke før klokken 2. Vi gik ind i kirken og gik og så på kalkmalerierne og kom også op ved knæfaldet og stod og så på alterbilledet, som viser, at Jesus står med et lille barn og siger, at uden vi bliver som børn, kommer vi ikke ind i Guds rige, og som vi stod der, tog hun mig om halsen og sagde, jeg kan så godt lide dig. Jeg stod og tænkte mig lidt om – det var lidt overraskende; men så sagde jeg ja, jeg kan også godt lide dig, men skal vi enes om at være kærester, så lad os da, vi er ene i kirken lægge os her på knæfaldet og fortælle vores himmelske fader vor bestemmelse og bede om hans velsignelse og dernæst gik vi ned i kirken og satte os. Vi var altså blevet forlovet foran alteret i Stenlille kirke. 1. november kom hun til at tjene hos købmand Brun i Nidløse, men det var en streng frue-. Følgen var, at hun næsten altid gik og græd. Det kunne jeg ikke tåle og gik derfor ned til hendes forældre og bad om hun ikke måtte komme hjem en måned, for så ville vi gifte os. Det blev tilladt. Helligtrekongersdag rejste hun så hjem. Hun var kun 18 år den 2. februar og vi boede så i den lille stue, som jeg havde indrettet. I marts måned så fik jeg lov til af Niels Hansen som ejede huset at bygge to fag hus i den østlige ende, og hvori vi fik en stue og et værksted og et køkken fik vi i den lille stue som jeg havde førhen, men da vi var så nær færdig med byggeriet og manglede gulvet, men ikke havde flere penge, så måtte vi bo uden gulv. Min kone blev syg og det så sort ud for os, resten af min arv efter min far havde jeg fået til hjælp til at bygge for. Vi klagede vores nød for vores Fader i Himlen og bad om hans hjælp. Vores bøn blev hørt. Der kom bud om jeg ville komme ned på Verupgården for proprietær Pedersen ville tale med mig. Jeg gik straks derned. Han ville have mig til at lave tagrender og sætte dem på hovedbygningen. Jeg forlangte 80 kroner derfor, og bad ham låne mig 40 kroner til at købe materialer for, det kneb, men det gik. Jeg fik snart lavet tagrenderne og sat dem op og så hjalp det for os. Vi havde i flere dage ikke haft andet end kartofler og salt, fordi jeg ingen penge havde og ingen kredit; men nu kunne jeg købe mad og min kone blev rask og vi fik lagt murstensgulv. Min kone og jeg bestemte, at vi ville spare alt det vi kunne og leve så tarveligt som muligt, og om sommeren, når der ikke var tilstrækkeligt med blikkenslagerarbejde, så skar vi skæretørv på Verup mose, som jeg solgte. På den måde fik vi også en del penge, så nu gik det godt fremad for os, endskønt med små skridt. I forsommeren 1880 tog pastor Krogmeyer sin afsked i Nidløse og vi skulle således have en ny præst. Vi henvendte os så til pastor Beck om han nu ikke kunne hjælpe os til at få en troende præst, han svarede os, at vi skulle have pastor Budde-Lund i Vendsyssel, og det måtte vi bede om og så gøre alt hvad vi kunne for. Proprietær Berthelsen, som egentlig var den der stod i spidsen, og som opfordrede til at gøre noget, skrev til Budde-Lund om at søge embedet. Han svarede NEJ af 2 grunde, han var lige flyttet ind i en helt ny, efter hans eget ønske opbygget præstegård og tillige var hans embede meget bedre end det i Nidløse. Pastor Beck skrev også til ham og fik samme besked, men pastor Beck fastholdt, at vi skulle have Budde-Lund, og han opfordrede os til at 3 mand skulle rejse ind til kirkeministeren og Kongen og bede om at få ham, og de fik det svar at hvis han ville søge, så skulle han få embedet i Nidløse. De 3 mand, som var inde, var Berthelsen, Gmd. Joh. Christensen og skomager Andersen Nidløse. Nogle dage efter var søge tiden ude og næstsidste dag tog Bertelsen op til pastor Beck, og fik den besked, at han skulle sende et telegram fra stationen i Sorø og bede ham søge. Da kl. var 11 om aftenen kom svaret – NEJ, men Berthelsen havde fået besked om at sende nok et telegram, og vi var samlet om aftenen i Nidløse og bad vores Fader om vi måtte få Budde-Lund til præst. Berthelsen sendte straks atter et telegram til ham om, at vi var samlet og bad om, at vi måtte få ham. Dette telegram måtte han op af sengen og modtage, han sagde da til sin kone: Manna hvad skal jeg gøre, hvortil hun svarede, sig JA. Telegrammet kom tilbage om morgenen med JA. Samme dag sendte Budde-Lund sin ansøgning per telegram. 5 dage efter var der præstekonvent i Aalborg, hvor Budde-Lund var med, og straks han kom ind, kom hans provst ham i møde og ønskede ham tillykke som præst i Nidløse. Samme dags aften rejste han til Nidløse for at se på forholdene, han blev indsat i Nidløse den 2. søndag i august 1880 (Peder er nu 21 år). Vi blev meget glade. Jeg kan ikke gengive hans tiltrædelses prædiken, men til at begynde med sagde han: nu har vi hørt Hans Majestæt Kong Christians kaldsbrev, og jeg har et kaldsbrev fra Hans Majestæt Kong Jesus og deri står, at jeg fra prædikestolen skal råbe ad al min strubes kraft, at uden hellighed kan ingen se Gud eller blive frelst. Nu voksede det åndelige liv med fart i Nidløse, og verdens gilder og baller kunne ikke få tilslutning. Det sidste parbal skulle være i fastelavnen 1881 men der meldte sig kun 4 par og det blev således ikke til noget. Nu voksede en stor, stærk modstand på egnen, man generede sig ikke for, ved mange lejligheder, at vise foragt for pastor Budde-Lund og os andre troende og de lavede den ene store løgnehistorie om præsten og os. Men det prellede af på dem selv. Proprietær Berthelsen solgte nidløsegården og rejste fra Nidløse 8 dage før Budde-Lund blev indsat. Min kone havde i flere år tjent hos Gårdejer Peder Christensen i Brandstrup hun var der allerede inden hun blev konfirmeret, særlig som barnepige til en lille pige som de havde og som var forældrenes øjesten. Hun holdt meget af Karen og da vi blev gift og bosiddende, så kom hun ofte ned og besøgte os. Hun hed Anna og var dengang 10 år gammel og så fortalte vi hende om Jesus og Guds kærlighed og vi undrede os tit over de spørgsmål og svar hun kunne give. Hun havde en fast barnlig tro på Jesus. Når hun skulle hjem, så fulgte min kone hende på vej, sommetider helt hjem. Det var sommeren 1880 hun blev syg og fik difteritis og som førte til at hun døde; men forinden, mens hun var syg, vidnede hun for sine forældre om at tro på Jesus så de kunne komme hjem til hende hos Jesus, og hun bad sine forældre om, at være god ved Karen og mig, for hun syntes vi var så fattige. Peder Christensen var en del påvirket af Kristendom fordi Gmd. Johannes Christensen og hustru var blevet omvendt og de var i dobbelt svogerskab og ved deres lille piges dødsleje, lige før hun døde, så lovede både Peder Christensen og konen at ville tjene Jesus, og det blev alvor. Året derefter gav herren dem atter en lille pige, som de fik lov at beholde og nu er gift og har gården og der er mange mennesker der siden er blevet både åndelige og timeligt velsignet ved dem. Jeg har af dem modtaget meget hjælp, som deres datter bad dem om. Straks efter at vi havde fået Budde-Lund til præst, ville han og fruen, at der skulle være søndagsskole for alle børn, som ville komme i præstegården, ligesom alle samtalemøderne o. lign. I præstegården var der en stor konfirmandstue, hvor der var plads til søndagsskolen og til at tale og synge med børnene. Der var så, efter opfordring fra præsten, murer Niels Sørensen, Gammelgang og snedker Lars Nielsen, Gammelgang og skrædder Jørgen Pedersen, Verup, murer Peder Jensen, Tjørntved og mig, og tit var fru Budde-Lund med, hvad hun var særlig dygtig til. Første december 1880 fik vi en lille søn, der kom til at hedde Arnold Phillip Vilhelm Christoffersen. Vi var meget glade for ham og passede og plejede ham så godt vi kunne. Han voksede godt. Det var jo småt med arbejde og jeg måtte tage fat med, hvad der var, som tørveskæring, høstarbejde med mere. Men så en dag fandt jeg på at lave 2 mælkefade af XX blik, det ene til 6 potter og det andet til 8 potter mælk. Den gang havde man jo kun træbøtter og lerfade at opbevare mælken i. Min kone gik med mælkefadene fra gård til gård i sognet og viste dem frem og tog bestilling. Hun gik kun én eftermiddag og kom hjem med mange bestillinger, og det spurgtes, så jeg fik travlt med at lave mælkefade, så jeg manglede ikke blikkenslagerarbejde efter den tid. Da vi nåede til julen 1880, skulle der være juletræsfest for søndagsskolen i præstegården og i den anledning havde pastor Budde-Lund fået en lærer fra Odsherred til at vise os tilrette dermed. Da ingen af os nogensinde havde set et juletræ. Det var en vældig fest for os alle og alt åndeligt liv voksede, så det spurgtes viden om og rygtet derom blev også hørt af gamle pastor Meinert i Thaastrup ved Merløse. Han var en meget god fodgænger. En dag i sommertiden kom pastor Meinert spadserende til Nidløse præstegård for at tale med Budde-Lund og høre om livet og efter deres samtale, bad Meinert om ikke Budde-Lund kunne og ville sende en mand over til Uggerløse, som den gang var anneks til Tostrup og hjælpe dem i gang med en søndagsskole. En aften ved et samtalemøde blev det så omtalt, men der var ingen, som ville påtage sig det, for der var 2 mil at spadsere. Til sidst faldt stemmerne på mig. Jeg vægrede mig for det, men efter stærk tilskyndelse fra vennerne, så gik jeg ind derpå. En søndag i efteråret skulle der være møde hos gårdmand Peder Bertelsen i Vandløse, hvor Budde-Lund skulle tale og det blev så bestemt, at jeg kørte med og skulle så gå over og aftale nærmere med pastor Meinert i Tostrup om påbegyndelsen af søndagsskolen i Uggerløse. Da jeg kom ind i Tostrup by mødte jeg en mand, som jeg spurgte om, hvor præstegården lå. Det var byens skolelærer, han sagde at præsten var ikke hjemme, han var nylig sendt ned over mosen, der er nok helligsang i en gård. Jeg skyndte mig tilbage til Vandløse og der traf jeg Meinert og aftalte, at jeg næste søndag skulle komme til Uggerløse om eftermiddagen klokken 3, så skulle vi begynde søndagsskolen lige efter gudstjenesten. Næste søndag var jeg så i Uggerløse kirke til gudstjeneste og derefter gik vi hen til skolen, hvor der var mange børn samlede, og jeg holdt så søndagsskole. Jeg havde en del sangbøger med, som jeg solgte og som vi sang i, så da jeg var færdig mente jeg, at præsten ville tale; men det ville han ikke, han ville derimod have at jeg skulle lege med børnene; men det ville jeg ikke. Det blev så bestemt, at søndagsskolen skulle fortsætte hver anden søndag og at jeg skulle holde den foreløbig. Der var ingen der turde tage den gerning og der var heller næsten ingen troende mennesker i Uggerløse. De første gange jeg kom, var jeg meget velkommen for skolelærer Paludan, men det varede ikke længe før vi mærkede, at han var ked af det. Der var en gammel troende mand Peder smed i Uggerløse som så sagde, at søndagsskolen måtte gerne holdes i hans øvestue, og så blev den flyttet derhen. Det var jo meget nyt, så der kom mange voksne med, hvilket generede mig en del, men de sad så i den forreste stue, som var proppende fuld af voksne. Det var vistnok sangen, særlig de nye sange og melodier og jeg solgte en mængde sangbøger og det var tit, som det næsten ingen ende kunne få med at synge. Bøgerne fik jeg af pastor Budde-Lund. Pastor Meinert kom aldrig til os. Jeg blev altid godt beværtet af Peder smeds kone med både mad og drikke og jeg følte i det hele taget at jeg var velkommen og fik efterhånden mange venner i Uggerløse, men hvoraf jeg særlig skal nævne én og det var tømrermester Jens Hansen, som blev min særlig gode ven. Han døde som indremissionær i Frederikssund og somme tider, når jeg kom derhen, måtte jeg blive der om natten for at være med til samtalemøde. Søndagsskolen blev påbegyndt i november 1882 og jeg holdt den hver anden søndag, men den 30. april 1883 (Peder er nu 29 år) skulle jeg melde mig til soldat, så jeg måtte jo belave dem på at tage fat selv – men det kneb, for der var ingen der turde det. På Frederiksberg ved Verup boede en skomager, Hans Larsen, som levede et verdsligt liv i sus og dus og drukkenskab og en dag han kom forbi hvor jeg boede og var beruset, så faldt han i vejgrøften og kunne ikke hjælpe sig selv op. Da jeg så det, gik jeg ud og hjalp ham hjem og vidnede samtidig for ham og hans kone. Dagen efter kom han ned til mig for at sige tak for hjælpen og beklagede sig over, at han var blevet så meget beruset. Nu var han ædru og jeg vidnede for ham ud fra egen erfaring. Han gik ind på at forandre sit liv og kom meget tit ned for at besøge mig, særlig om aftenen, og vi bad tilsammen og det viste sig at han holdt ved. Men trods alt, hvad han gjorde, så var det som om Jesus ikke rigtig ville anerkende ham. Den fred jeg havde i hjertet, havde han ikke erfaret. Han ville gerne være sammen med mig og han fulgte derfor med flere gange til Uggerløse og somme tider fortalte han en lille historie for børnene i søndagsskolen og det så ud til, som han kunne blive en god afløser der, når jeg nu skulle ind og være soldat. Men jeg var jo noget betænkelig, da han endnu ikke havde fået fred med Gud; men så en dag vi havde været henne og holde søndagsskole og var på hjemvejen og gik i Østrup skov – vi havde lige gået og talt om Jesus frelsende nåde, så tav vi lidt, og så begyndte han at hoppe og råbe: ”lykkelige mand, lykkelige mand”. Jeg blev straks forbavset, men fik snart forklaringen på det. Han havde fået en Helligånds vished i hjertet og jeg blev meget glad og han holdt så søndagsskole i Uggerløse, mens jeg var soldat. Da jeg kom hjem, skiftedes vi til det indtil julen 1886, så kunne man selv derovre. Derefter blev Hans Larsen antaget som bogsælger for indre mission og er nu i 1923 indremissionær og bor i Birkerød og har antaget navnet Gudmund. Den 30. april 1883 (Peder er nu 27 år) rejste jeg så til København og skulle melde mig til soldat. Det var en streng dag for os, dette, at jeg nu for længere tid skulle være fra min kone og lille søn, som var en meget rar dreng; men der var intet at gøre derimod. Vi delte de penge vi havde som blev sådan at min kone fik 18 kroner og jeg fik 18 kr. Jeg meldte mig på Wildersgades kaserne. Det var et frygteligt liv jeg kom ind til. Vi var mange, som meldte sig og mange af dem var fulde. Der var kun et at gøre, at tie stille. Da jeg rejste, fik jeg et stort stykke røget flæsk og 4 kroner af Peder Christensen i Brandstrup, og et stort stykke røget flæsk og 2 kroner af Frederik Rebien i Verup, fra møller Jensen i Kongsted blev mig meddelt at hans brødvogn kom forbi vores hjem en gang om ugen, så måtte min kone få fra vognen alt det brød hun havde brug for aldeles gratis, så længe jeg var i tjenesten. Budde-Lund gav mig 4 kroner samt et brev med til boghandler Christiansen i Bethesda, hvori han havde skrevet, om han ville opbevare mit tøj og hvis jeg kom til at mangle penge, da at give mig dem på pastor Budde-Lunds regning. Pengehjælp fik jeg ikke brug for i tjenesten men 5 år senere, som siden meddeles, da jeg havde meldt mig og fået klæderne udleveret, skulle vi møde på Fredericias banegård og kaserne. Vi var 98 soldater samlet i en stor stue. Der blev lukket en dør op og der kom en sergent ind og spurgte, om der var nogen af disse karle, der ville pudse hans tøj. Det sagde han 2 gange og ingen svarede. Da han sagde det 3. gang, gik jeg frem og sagde, at det ville jeg gerne, hvis jeg kunne, men jeg forstod det ikke, sagde han. Kom kun med mig. Jeg skal nok lære dig det. Jeg gik så med ham ind på hans værelse og han viste hvordan jeg skulle gøre det. Jeg gjorde det så godt jeg kunne. Da jeg var færdig, sagde han tak og det var meget godt for mig. Jeg blev aldrig opfordret til det mere, mens mine kammerater måtte pudse for ham. Jeg måtte aldrig stille om til pudsning som mange af de andre. Vi måtte marchere ud på Nørre Fælled og lære eksercits. Efter 8 dage blev vi flyttet til Kronprinsessegades kaserne. Da vi stod i kasernegården og ventede på at blive anvist hvor vi skulle være, så stod der en soldat på en trappe og råbte: ”Er der nogen hellige karle, her imellem jer. Jeg gik straks hen til ham og der kom en til, han var skrædder og gift ligesom jeg og han boede på Lolland. Vi blev indbudt til soldatermøde i Bethesdas kælder. Vi fulgte med ham som havde indbudt os, hans navn var Anders Larsen og blev siden ydremissionær. Vi var kun 12 samlet; men der var heller ikke plads til flere. Iblandt os var en sergent og han sagde at når vi var samlet her, så var vi alle lige og skulle tiltale hverandre med De. Vi var samlet der 2 aftener om ugen og havde det hyggeligt og det var en stor åndelig hjælp for mig. Vores kaserne sergent var en rar mand, men han var svagelig og meget fattig. Han bad mig hver aften i hans sted at visitere og lukke af og bringe nøglerne til ham. I min fritid gik jeg tit ærinde for ham. En gang skulle jeg til skomager for at hente et par støvler, men de var på kredit og jeg fik samlet pengene mellem mine kammerater. Det var 4 kroner og han blev meget glad. For det meste lod han mig blive hjemme på kasernen og gå at ordne småting, derved blev jeg således fri for marchture og øvelser. Fredag aften før Pinse, da jeg havde visiteret og afleveret nøglerne til sergenten, sagde han, at i morgen lørdag, når der bliver vækket, så kan de godt blive liggende i sengen, så er de fri for en lang og anstrengende marchtur ud til Amager. Nå, jeg blev så liggende, men da mine klassekammerater var opstillet ned i gården, så kom Obersten og han opdagede at der manglede en. Jeg blev kaldt op og måtte skynde mig i klæderne og ned mellem mine kammerater. Jeg havde jo ikke redt seng, det var der ikke tid til. Da vi kom hjem, blev vi opstillet i kasernegården medens obersten ville se vores belægningsstue. Han så at min seng ikke var i orden og kom så ned og kaldte 86. Jeg gik frem og han skældte mig forfærdeligt ud og sagde, at jeg skulle få den hårdeste straf jeg kunne få. Jeg sukkede til Jesus om hjælp, selv turde… så lige med det samme trådte min sergent frem for obersten og sagde, at det var hans skyld, at han ikke havde fået tid til at ordne sengen og han fortalte hele sammenhængen dermed og jeg blev så kaldt hen hos Obersten igen, hvor han bad mig undskylde fejltagelsen. Obersten råbte så: ”I skal vide karle, at vi vil have orden og så tog han afsted. Jeg kom snarest mulig op og fik redt min seng og kom på knæ og fik sagt Jesus tak, for at det gik så godt. Derefter gik jeg til sergenten og sagde ham tak. I ugen efter Pinse skulle jeg rejse til Jylland og være med ved Generalstabens opmålinger, og det havde jeg meddelt min kone. Hun og min lille søn kom herind for at besøge mig Pinsedag. Jeg var på banegården for at modtage dem og lejede så et værelse, hvortil vi selv havde nøglen på døren for 6 kroner, hvor min søn og kone boede. I de dage stillede jeg kun 1 time hver formiddag og var ellers den øvrige tid sammen med min kone og søn, som var en stor glæde for mig. De rejste så hjem 4. pinsedag. Min kone havde fået Frits Rebien til at køre dem til Sorø, og ligeledes hente dem, og derfor skulle hun rejse tørv for ham. Den 5. Pinsedag skulle vi rejse om aftenen med dampskibet herfra og til Thisted og med jernbane derfra og til Snedsted i Thy og blev indkvarteret i en gård i Bedsted. Vi var 2 menige og en sergent, hans navn var Mulvad og han var fra Århus. Vi havde mange måleapparater og nivelleringsapparater med, som vi to menige måtte bære. Min makker var en meget sløj karl og var nærsynet, og det gik meget ud over mig, men han blev snart kasseret og jeg fik en anden kammerat, som var gårdmandssøn fra Orø ved Holbæk. Han hed Jens Peder Jensen og havde nr. 71. Vi spadserede ud klokken 7 om morgenen, og havde skåret mad med til frokost og øl i vores feltflaske. Sergenten fik opstillet sit nivelleringsapparat op på et stativ og stangen, som vi gik med, holdt vi på enden opret, så sergenten kunne nivellere hvorfra han stod. Ja vi havde mange forskellige bestillinger og vi kom hjem igen klokken 4 a 5, somme dage var det strengt og i brændende sol. Vi havde lange svære støvler på for ikke at blive hugget af hugorme, som der lå mange af i lyngen, hvori vi måtte gå meget. I førstningen kunne jeg meget vanskeligt forstå thyboernes tale, dels fordi dialekten og de havde meget forskellige navne og benævnelser på næsten alt muligt end dem jeg var vant til. Men tid efter anden forstod jeg dem. Vi levede meget godt hos Thyboerne, og mange var meget gode ved os. Vi fik 1 krone og 33 øre dagligt og det var meningen, at vi skulle give 1 krone for kosten og logi, men mange tog mindre. Vi var sjældent mere end 8 a 10 dage i hver by og var således indkvarteret mange steder og kom i forbindelse med mange mennesker. Jeg fik lov at vidne for mange, der var ellers åndeligt dødt i Thy. Lidt liv havde begyndt i Hundborg og Vorupør, hvor den gang N.P. Madsen lige var kommet som kapellan. Da jeg var indkvarteret i Istrup, fik jeg at se en Indremissionsk Tidende. I den stod der, at hedning missionær Skrefsrud skulle møde i Thisted kirke en dag. Der ville jeg gerne med, så jeg bad min sergent om jeg måtte tage med til mødet i Thisted og fik hans tilladelse. Jeg tog med toget. Der var så mange folk med, så da vi kom ¼ mil fra Thisted gik toget i stå. Lokomotivet kunne ikke trække os og så var vi en del unge, som måtte stå af og spadsere ind til byen. Kirken var meget stor; den var proppende fuld af folk. Da skefsrud havde talt skulle der ofres på alteret. Jeg havde bestemt mig for at give 1 krone, så havde jeg endda penge til lidt smørrebrød og bane billet; men jeg var bleven så varm af talen, så da jeg kom op til alteret, tømte jeg hele indholdet i pungen ud og gik så ud af kirken og hen og drak noget vand ved byposten og spadserede så hjem. Der var 3 mil. Jeg var alligevel ked af, at jeg havde givet alle pengene ud og ikke ejede en øre. Da jeg kom hjem, fortalte de mig at posten havde været med 10 kroner til mig. Straks erindrede jeg det ord fra Jesus: ”alt hvad I giver for min skyld, giver jeg mange fold igen”. Jeg måtte straks ind i mit kammer og sige tak på mine knæ. Pengene var sendt til mig fra min farbror, penge jeg slet ikke havde ventet. Jeg var vant til at bruge lidt skråtobak, men jeg kunne ikke få andet end Kardus skrå i Thy og det kunne jeg ikke lide. Derfor skrev jeg hjem til min kone, om hun kunne sende mig noget af det jeg var vant til at få. Samme dag som hun fik mit brev, så var gårdmand Anders Hansen der for at køre tørv hjem til os og da han så brevet, købte han 1 pund skråtobak og sendte det til mig. Jeg blev meget glad. I baglommen af min frakke havde jeg altid et lille norsk testamente, som jeg læste i når jeg spiste frokost. Det kunne min sergent og en kammerat ikke forstå og ville gøre nar af mig. Det kunne de godt være enige om ellers kunne de sjældent være enige om noget. Tit fik jeg nåde til at besvare dem ellers tav jeg. Forholdene var, at 71 var mindre begavet end mig. Jeg var mere klar over, hvad vores arbejde skulle udrette. Det begreb 71 aldrig og følgen var, at sergenten regnede mere med mig og Gud ske lov, også min kristendom. Jeg bad også for ham. Vi blev indkvarteret i en by ved navn Tvorup, cirka 1 ¼ mil fra Vesterhavet. Der lå en stor indsø på cirka 30 tønder land. En dag jeg gik med stangen og skulle beregne, hvor høj vandstanden var over havet, så så jeg et lille hul ved vandkanten, hvor vandet løb rundt og dannede en lille tragt. Da det var noget usædvanligt, fløjtede jeg i min trillefløjte som betød, at der var noget særligt. Sergenten kom straks. Vi fik fat i en spade og det viste sig, at jo større hul desto stærkere forsvandt vandet. De tilstødende gårdejere kom snart tilstede og gravede videre. Det varede knapt 14 dage før søen var forsvundet og der var mange fisk i søen. Der kørtes flere læs omkring og solgtes for næsten ingen penge. Da de hverken kunne blive solgt eller spist der på egnen, før de blev fordærvet, så blev meget af fisken skåret op, renset og hængt ud på snore i luften og blev tørret og bundet sammen i store bundter og hængt op på loftet til senere brug. Dette blev til tider brugt i Thy. Fisken måtte så, når man ville bruge den, lagt i vand i 3 døgn. Det smagte udmærket. Da vi skulle rejse fra byen, så skulle vi betale 1 kroner pr dag for vores ophold; men det blev alt eftergivet fordi jeg havde fundet afløbshullet ved søkanten. De var 3 gårdmænd, hvis marker gik ned til søen. De delte så sø pladsen imellem sig i broderlig enighed og det blev en dejlig eng. I Thorup så jeg det første centrifugemejeri. Det var en stor Burmeisters og var meget primitiv indrettet både dampkedel, maskincentrifugen og kernen. Alt var i et stort lokale, der så jeg, for første gang transportspande med op-hamret bryst. De var lavet af en blikkenslager i Aalborg. Jeg havde en lille æske med mig med lidt værktøj i, så jeg i min fritid kunne reparere stueure og lodde lidt. Det tjente jeg lidt ved. Jeg sparede alt det jeg kunne på de penge jeg fik fat i. Iblandt de byer jeg var indkvarteret i, var en mand ved navn Skaarup hos en gårdmand Jens Knudsen. Det var de mærkeligste mennesker jeg traf på. De kaldte sig selv for Grundtvigianere og levede også et skønt liv; men man vidste ikke, hvem der var manden. Der var en afgjort enighed mellem manden og karlen, konen og pigen. Der blev holdt andagt morgen og aften hos dem, enten af manden eller karlen, men aldrig sunget en salme. Men de havde en salmebog, som i det væsentlige var sang om naturen og dyrene, som de sang i. Deres mening var, at man først skulle opøves i at leve et rigtigt menneskeliv, før man kunne leve livet som Guds børn på jorden, og hvad man ikke nåede her i livet, blev fortsat efter døden. Deres præst var blevet afskediget fordi han havde taget en 12 års pige til alters. En dag, jeg var ude på opmåling og jeg skulle med skridt måle mellem 2 pæle, som var slået i jorden i toppen af 2 forskellige bakker, hvor der var stor afstand, så spadserede jeg i lige linje efter kompas, og for hver 75 skridt som var 100 alen, så knappede jeg en knap op på min trøje. Den havde 5 knapper, og når jeg således havde knappet trøjen op og i igen så havde jeg nået 100 alen og knappede så en knap op på hvert trøjeærme. Som jeg gik i en dal og ikke tænkte på noget, blev der råbt efter mig. Da jeg standsede og så mig om, ser jeg vores oberst stå tillige med 2 menige, noget fra landevejen. Jeg fløjtede efter min sergent. Jeg turde ikke forlade pladsen. Da han kom, gik han hen til obersten. Straks efter kaldte sergenten mig derhen og så lavede jeg et mærke i jorden. Da jeg kom derhen, det var mit andet møde med obersten, se side 27, linje 13, blev jeg sendt tilbage og skulle måle færdig på den linje jeg var gået fra. Da jeg var færdig, gik jeg tilbage og opgav, hvor mange alen jeg havde. Jeg opgav det til 4004 alen. Obersten så på et kort han havde og sagde, det var godt gjort, der var 4003 alen så jeg havde kun 1 alen fejl. Obersten gav mig et glas vin og en cigar, klappede mig på skulderen og sagde, at jeg var en brav karl. Fra den tid var min sergent som forandret over for mig, han tog alle mulige hensyn til mig og talte til mig om alting, som han kunne være min ligemand. Tit spurgte han mig om åndelige ting og gjorde ikke mere nar af mig for min kristendom. Hvis han hørte, at min kammerat gav stikpiller til mig, så gjorde sergenten ham tam. Vi blev flyttet til en fiskerby, som hed Klitmøller. Der lå lige nord for Thisted, ude ved Vesterhavet på en stor, nøgen sand slette omgivet af sandklitbakker fra alle sider. Der var også en række sandklitter imellem byen og Vesterhavet. På disse klitter var plantet noget, de kaldte marehalm, som skulle forhindre sandet i at ryge når det blæste, hvad det også i nogen måde gjorde. Byens folk var fiskere. Der var 34 huse i byen, alle var bygget af brædder og tømmer og stod fast ved, at træpæle var drevet så langt ned i sandet, som de kunne. Brædderne var alle rødmalet udvendig, indvendig i stuerne var også klædt op med brædder, men var lavet som panel og hvidmalet – rigtigt pæne huse. I byen var der en kirke og et badehotel som var bygget af mursten. Hotellet af gule mursten og kirken af røde mursten. Der var ingen haver, for der kunne næsten intet gro, ikke engang kartofler. Vi menige blev indkvarteret hos en tømmerhandel, som også til tider var fisker og som lå lige ved kirken. Der var også en redningsstation nede ved havet, bygget af sten. Kirken var 3. pastorats kirke i Øster og Vandet, så det var ikke hver søndag der var gudstjeneste og præstens køretøj var ind stalden, der hvor jeg var indkvarteret. Jeg gik så i kirke. Præsten hed Larsen og talte meget ivrig, men for mig lød det nærmest som noget gudeligt sludder. Blandt andet sagde han, at der var en del mennesker her i landet som var åndeligt hovmodige. Det er disse såkaldt hellige og dem skulle man vogte sig for, thi hovmod stod for fald, og derfor skulle man holde sig fra disse hellige. Da han kom op for alteret, læste han trosbekendelsen. Bagefter gudstjenesten var jeg til kaffebord hos dem jeg var indkvarteret hos og ved kaffebordet spurgte jeg pastor Larsen, om han virkelig mente, hvad han havde sagt, om det var hovmod at kalde sig hellig, han svarede ja. Det var hans virkelige mening, for der var ingen hellige på jorden, hvortil jeg svarede, at så burde han lade være at bruge trosbekendelsen, som han havde gjort i kirken, da den 3. artikel jo omhandlede troen på det hellige samfund. Så blev han vred og for ud ad døren og kørte hjem uden at svare mig. Der var flere folk fra byen, som hørte på det og de holdt med præsten og blev vrede på mig for det. Da vi vågnede om morgenen blev vi opmærksom på, at vi var blevet fyldt med utøj og var nødt til at melde det til sergenten og så blev det ordnet således, at vi straks flyttede opholdssted. Vi skulle hen hos Jørgen Møller, den rigeste og betydningsfuldeste mand i byen, han opkøbte alle fiskernes fisk og sendte dem bort. Da vi kom til ham ved aftenstid, nægtede han os at blive indkvarteret hos ham; men jeg havde indkvarteringssedlen og kunne vise ham med amtmandens navn under, så sagde han velkommen. Vi blev så rensede og han hentede dagen efter en datter i Thisted. Hun skulle lave mad til os og hjælpe os tilrette. Det kan nok være at vi fik god forplejning. Jørgen Møller opfordrede mig til at spille kort som var hans lyst, men da jeg nægtede det, måtte jeg forklare ham grunden. Han havde været tilstede og hørt min samtale med præsten og nu fik han fat i en gammel bibel og ville overbevise mig om, at jeg var på en gal vej med min kristendom, men jeg kendte jo en del til biblen, så Gud gav mig nåde til at forsvare mig. Om dagen, når vi var ude på arbejde, så undersøgte han biblen for at få noget at modbevise mig med om aftenen; men det kunne han ikke få held med og efter cirka 8 dage gik det en aften alvorligt til. Jeg brugte al min viden til at overbevise ham om, at hverken han eller nogen anden kunne blive frelst uden ved omvendelse til troen på Jesus. Klokken 1 om natten kom han og vækkede mig, bad mig stå op og komme ind i stuen hos ham straks, hvad jeg også gjorde. Da jeg kom derind, sagde han: ”hvad skal jeg da gøre, jeg tør ikke lægge mig til sengs, for hvis jeg dør, så går jeg jo evigt fortabt, jeg er så bange”. Jeg fik ham til at lægge sig på knæ ved siden af mig. Jeg anråbte Jesus om nåde, for han selv turde ikke, og derefter tog vi biblen. Jeg ville overbevise ham om, at Jesus kunne og ville tilgive ham sine synder, når han kun af oprigtigt hjerte bad Jesus derom. Vi kom ikke mere i seng den nat. Hen ad eftermiddagen på den tid, vi gik hjem, kom Jørgen Møller os i møde ude mellem bankerne, strålende glad og fortalte mig, at nu turde han tro på Jesus og ejede vished for at han gik hjem til Jesus, når som helst han døde. Min sergent hørte det og lånte mig et par slemme øjne, men det gjorde ikke noget, hans tid kom Gud ske lov også. Nu oprandt der for mig en dejlig tid i Klitmøller som jeg vanskelig kan beskrive med den ene omvendelse efter den anden og jeg jublede af tak til Herren. Jørgen Møller var, som byens rigeste mand, og til hvem, de fleste af fiskerne så op til og var i gæld til, nu var blevet omvendt og vidnede for alle om Jesus, som den eneste frelser og uden gik de evig fortabt. Derpå satte han alle sine kræfter og energi, og der var mange af fiskerne der blev vækket og omvendt. Hver aften måtte jeg følge Jørgen Møller så til den ene og så til den anden fiskerfamilie, hvor vi bad, sang og læste i bibelen som Jørgen Møller tog med sig. Alle vegne blev vi opvartet med chokolade og kaffe og hvedebrød. Jørgen Møller var også ovenud af glæde over mig. Det var alt for meget, der blev snart et lille samfund i Klitmøller som fortsatte, og nu er et stort og godt samfund, hvorfra jeg har modtaget en hilsen fra nogle år siden. Efter at jeg havde været der i 6 uger, måtte jeg forlade Klitmøller og vi rejste til en herregård, som hed Søgård. En anden begivenhed indtraf mens jeg var i Klitmøller. Jeg gik ved strandbredden og målte, min sergent, som stod oppe på en bakke med sin kikkert, kaldte ad mig og da jeg kom derop, viste han mig i kikkerten et stort sejlskib, som kom drivende på siden på havet ind mod land. Jeg fik ordre til at gå hen på redningsstationen og hejse faresignalet. Der var på det tidspunkt ingen strandvagt for næsten alle var ved kirken til begravelse og da de så det, varede det ikke længe, før redningsmandskabet kom. Vi fik fri i den anledning og kunne se, hvad der skulle ske. Der kom 3 mand med heste og spændte dem for redningsbåden, som var på redningsstationen, og trak den ned til Vesterhavet. Den blev stillet op på strandbredden og 12 fiskere satte sig op i båden, den trettende var strandfogeden, han satte sig ved roret. Hver af de 12 havde to årer til at ro med. Da de havde siddet lidt, kom der en stor bølge ind mod land og løb højt op på strandbredden og da den løb tilbage i havet, så kom årerne i bevægelse og fulgte således med bølgen ud, og den kom også ind på en sådan bølge. Det er måske sådan, at selvom der er stille vejr, så kommer der for hver 10. til 15. minut sådan en stor bølge fra havet ind mod land. Ved Klitmøller var en vindmølle som altid stod mod vest og den var ikke til at dreje og det kan ske, at når den går med vestenvind, at man kan se på østsiden af Thy, der samtidig går en mølle med østenvind. Redningsbåden nåede snart skibet og fire mand sprang ombord og fik sat sejlene mod land. Skibet kom til at stå på en sandrevle og der måtte de efter at have kastet anker lade det stå indtil videre. Hjem kom redningsbåden igen. Om natten derefter blev det storm og masterne knækkede over og var drevet på land. Skibet var også drevet nærmere mod land og lå på siden. Det viste sig, at skibet hed Talia og var engelsk. Det havde været ladet med is og var forladt, fordi isen var smeltet for dem. Skibet blev nu plyndret og skilt ad. Af alt hvad der kunne bruges, var der kun det nøgne skrog tilbage. Det blev så solgt ved auktion og det var der god gevinst ved for fiskerne, for halvdelen af, hvad der indkom og det var store penge, for der var to store værelser som var meget flotte, møbleret med meget fine møbler fuld mahogni og sølvbeslag. Jeg var med fiskerne en lille tur ude at se skibet indvendigt da det var drevet ind ad land til. Det lå vel på 25 favne fra land. Jeg var med til auktionen og der fik jeg et meget stærkt næseblod. Fuldmægtigen råbte til mig, at jeg skulle hælde meget vand på nakken, for så standsede blodet. Nå, jeg måtte tage afsked med Jørgen Møller og alle vennerne i Klitmøller og kom så til Søgård, som foran nævnt. Det var en meget stor herregård som i gamle dage havde tilhørt sørøvere. Hovedbygningen var bygget af meget store røde munkesten og det var til at sejle ind under den og gå ad store stentrapper op i hovedbygningen. I gamle dage havde det været til at sejle fra Vesterhavet og lige ind i hovedbygningen. Ejeren var en gammel snurrig fyr som hed Holst. Han var enkemand og havde en datter, der sørgede for huset indvendig og en søn som passede det udvendige. På gården var der fasanjægeri og mange får. Til gården hørte 1800 tønder land, hvoraf 200 blev drevet. Det andet areal lå hen i lyng og hede. Den første dag vi var ude, havde vi fået nogle tykke stykker smørrebrød med. Det var vi ikke vant til, så da vi kom hjem, sagde min kammerat til datteren, at det var galt med maden og spurgte så, om han måtte få lov til at vise hende, hvordan maden skulle skæres. Han fik lov til at følge med ind i spisekammeret og være med til at lave maden til os, til dagen efter. Da han havde været med derinde nogle gange, blev han forlovet med datteren. Det varede ikke mange dage, før hendes far opdagede det og det kunne han ikke lide. Han havde næsten aldrig rist eller ro, hverken nat eller dag, for at passe på datteren, men de snød ham alligevel tit efter at vi alle var gået i seng, så krøb de ud ad vinduerne og samledes ned i stalden eller laden. På hele gården var der intet andet lys end talg lys, som de selv lavede og satte sølvringe til at sætte lysene på og det var tit, at Holst om natten gik med lyset ud i stalden for at lede dem op, og skældte ud og jagede dem ind. En søndag eftermiddag prøvede jeg at sejle i en lille båd, som lå ved søen, og det måtte jeg ikke. Da sergenten så det, blev han meget vred og kaldte mig ind til sig, og det førte til en meget alvorlig samtale om kristendom og livet som troende. Den aften spiste jeg sammen med ham og herremanden og samtalen fortsatte til langt ud på aftenen. Dagen efter var min sergent som forandret og ved enhver lejlighed gav han mig spørgsmål om troslivet. Vi var der kun i 11 dage og skulle så rejse hjem til København og jeg skulle så have måleapparaterne med og være ansvarlig for dem. Min sergent skulle rejse til Århus, hvor han havde sit hjem. Han rejste dagen før os. Lidt før han rejste, blev jeg kaldt ind hos ham, for han ville tage afsked med mig. Først overbragte han mig 25 kroner i præmie for dygtig opmåling fra vores Oberst, så sagde han: ”ja, så vil jeg sige Dem, nummer 86, farvel og tak for alt og vi ses vel næppe mere her på jorden. Jeg er fast bestemt på at nå det samme mål som De og vil ved Guds nådes hjælp ses igen”. Jeg blev jo meget glad og sagde farvel og tak og Gud give nåde, at det måtte ske. Jeg har aldrig hørt eller set ham siden. Dagen efter kørte Per Holst os med vores apparater til Thisted til dampskibet. Han var glad for at blive af med os, særlig med nr. 71. Lige før havde han en bevæget afsked med datteren, deres forlovelse hævedes et halvt år efter. Vi sejlede så fra Thisted og kom til København. Vi kom i land klokken 8 den 16. oktober 1883 (Peder er nu 24 år), og glædede os til, at vi nu skulle blive fri og måtte rejse. Vi var 22 soldater i følge. Vi fik nogle trækvogne og med dem fik vi transporteret vores sager til Tøjhuset (som var ved Frederiksborg Slot). Derefter skulle vi melde os på Wildersgades kaserne. Da vi kom derud, kunne vi ikke finde nogen mennesker, men efter nogen tids forløb, kom der en gammel sergent og skældte os ud og jog os ud. Der var udbrudt tyfus på kasernen og alt militær var flyttet væk derfra. Vi gik så tilbage til Tøjhuset og meldte os. Så måtte vi stå derude i gården til klokken 5 om eftermiddagen og ikke få hverken vådt eller tørt den dag. Der kom så en korporal og hentede os til Sølvgades kaserne. Vi blev lukket ind i en stor sal og fik udleveret nogle madrasser og tæpper og måtte ikke komme ud, hverken dag eller nat. Vi blev undersøgt af en læge flere gange om dagen. Man var bange for, at nogen af os var blevet smittet med tyfus. Efter 3 dage fik vi lov at spadsere ud på Tøjhuset og aflevere vores klæder og trække i vores eget tøj. Da jeg var helt fri og havde fået afskedspas, var klokken 4 om eftermiddagen. Jeg skyndte mig at komme til banegården, for jeg længtes efter mine kære. Jeg vidste, at min kone gik på faldende fode. Jeg kom til Sorø klokken 11 om natten og jeg skyndte mig hjem og løb det meste af vejen. Det øsregnede hele tiden og jeg blev gennemblødt. Jeg kom til mit hjem klokken 1 om natten den 20. oktober. Der var lys og min kones mor var der. Jeg bankede på og kom ind og vi var alle glade. Nu var adskillelsen forbi og jeg kunne blive hjemme. Op ad formiddagen den 20. oktober 1883 fik vi vores anden søn, som vi straks lod døbe og han kom til at hedde Frederik Christian Chresten Christoffersen. Han døde da han var 7 dage gammel. Den nat han døde, havde vi haft doktor Sell til ham om aftenen klokken 11 og han skulle længere bort og vidste ikke, hvad tid han kom hjem. Jeg fik så en seddel, som jeg skulle gå ind og aflevere til fruen og derefter få udleveret medicin til vores lille søn. Da det var ved midnatstide og meget mørkt, så fik jeg min gamle ven skomager Hans Larsen til at følge med. Da vi havde været inde og fået dråberne og var på hjemvejen og kom til Tersløse skov, så blev vi pludselig standset ved at vi stødte mod en bom, som var kommet tværs over vejen. Vi talte om, hvordan det kunne være. I det samme kom der gående en stor hvid hest tværs over vejen lige foran os. Da den var passeret var bommen også væk og vi kunne gå uhindret hjem, men lige som vi kom ind ad døren derhjemme, tog vores lille søn sit sidste suk og var død. I sommeren 1883 blev missionshuset i Nidløse bygget, mens jeg var i tjenesten og som først blev indviet efter, at jeg var kommet hjem. Det var den 31. oktober det blev indviet. Da vores lille Frederik var blevet begravet, havde vi det rigtig godt. Min kone var blevet rask. Hun havde ved at rejse tørv tjent til ildebrændsel og havde endda 36 kroner og hun havde fået store stykker røget flæsk, rullepølse og meget mere. Jeg havde sparet og samlet, hvad jeg kunne, så jeg havde med hjem 132 kroner, så mange penge havde vi aldrig haft på en gang før. Medens jeg, som soldat, lå på Kronprinsessegadens kaserne talte jeg med en soldat, som var blikkenslager, og han fortalte mig om, at der var en isenkræmmer Jørgensen i Vestergade i København, som havde alle materialer og maskiner til blikkenslagere og at han var billig. En fjorten dages tid efter, at jeg var kommet hjem, rejste jeg ind til den isenkræmmer og købte en sikkemaskine for 98 kroner og materialer for resten af pengene, jeg havde og så kunne jeg rigtigt lave blikvarer, som lignede noget og havde også godt at bestille. Til Bodal og Nidløsegården skulle dels sættes bunde i store mælkekar og store spande og dertil skulle jeg bruge blikplader af størrelse 1 ½ alen x 3 alen. Jeg havde skrevet til København efter dem og de var kommet til Sorø station, som var den nærmeste station, men hvordan skulle jeg få dem hjem? De måtte jo hverken trykkes eller bøjes eller skrammes og bære dem kunne jeg ikke. Det gjaldt om at få dem hjem snarest muligt. Den 8. december havde vi samtalemøde i missionshuset og der var mange der var kørende. Så jeg spurgte om der ikke var nogen som skulle til Sorø en af de allerførste dage, som ville tage disse plader hjem til mig; men der var ingen, men så sagde gårdmand Johannes Christensen i Niløse, at han skulle derud så snart han fik tærsket og det ville nok vare en 8 dages tid. Han skulle begynde at tærske i morgen på maskine. Om aftenen bad jeg vores himmelske fader om at hjælpe mig og fortalte ham om min nød i aftenbønnen og min kone bad med. Om morgenen derefter bad vi om det samme. Straks derefter så siger min kone, jeg er vis på at vi får blikket hjem i dag og jeg mener Johannes Christensen i Nidløse han kører efter det, hvis jeg går ud og beder ham derom og jeg vil gå straks. Ja, kunne det ske, var jeg jo meget glad, Karen gik. Karen kom derud, Johannes Christensen ejede Enggården. Karen fortalte hvor meget det var om at gøre at få de plader hjem i dag og bad om ikke han kunne og ville køre; men han sagde nej, det kunne han ikke, for nu havde de begyndt at tærske og det var da meget at skulle standse det og køre for mig, der kunne jo gerne komme en ligedan i morgen, næ nu skulle han tærske. Karen kom hjem og var ked af det men sagde: ”jeg tror nu alligevel at vi får pladerne hjem i dag”. Hvad jeg synes så umuligt ud. Da Karen var gået, gik Johannes   og så på tærskningen og syntes det gik godt, men så hørte han et stort knald og det var det store hesteomdrejningshjul der var knækket i mange stykker og så var de færdige med at tærske og der var intet at gøre end at køre til Sorø og få et nyt og så kom han i tanke om mig. Han lod en dreng ride ned til mig med en besked, om jeg ville køre med til Sorø. Jeg skulle være i Nidløse klokken 10. Jeg var der til tiden og kørte med Johannes til Sorø. Da vi kørte i Bromme skov sagde han, ja nu kan jeg se og forstå, at jeg skal køre pladerne hjem til dig og spurgte, om jeg havde bedt om det, hvortil jeg svarede ja. Ja jeg kan forstå, at Gud ville at jeg skulle køre pladerne hjem til dig og havde jeg bare sagt ja i morges til din kone, så havde jeg sikkert sparet disse 40 kroner, som hjulet koster. Nå, jeg fik så pladerne hjem og fik jo snart lavet hvad der skulle af dem. Men jeg følte, at vi boede afsides dernede på Verup mark og vi talte om, at det ville vist være meget bedre for forretningen, hvis vi boede i Nidløse by. Jeg forhørte mig om lejlighed; men der var ingen at få. Så talte jeg med pastor Budde-Lund og spurgte, om jeg ikke kunne få tilladelse til at bygge et hus på den tiloversblevne plads ved missionshuset imod at passe huset og det blev så tilladt. Jeg læskede kalk og begyndte at køre mursten til pladsen. En dag mødte jeg gårdmand Peder Larsen i Nidløse og han siger til mig, at han synes det er rent galt og forkert af mig, at bygge der ved missionshuset, hvorpå jeg svarede. ”Ja, hvor skal jeg så få husly her i Nidløse, hvor jeg helst vil være”?  Så fortalte han mig, at det hus, som lå på hjørnet ved sprøjtehuset var til salg, det var nok dårligt, men kunne vel repareres og jeg var straks klar over, at det var allerbedste beliggende i byen og at jeg skulle henvende mig derom til møller Reimert i Karstofte, hvor jeg samme dag gik ind og vi kom snart til handels. Jorden var lejet af Peder Larsen, Nidløse på 50 år og deraf var der 36 år tilbage. Jeg skulle give 56 kroner i leje om året og selv vedligeholde det og når de 36 år var gået, var huset til ende mit. Jeg skulle to dage efter komme ind til Reimert og få vores handel skriftligt, som jeg så skulle gå ud med til Garver Trautner i Sorø, som var ejeren. Reimert havde det kun i kommission. Dagen efter var der auktion hos købmand Jens Jensen i Karstofte, hvor min svigerfar Johannes træskomand i Verup og møller Reimert sad sammen. De var soldaterkammerater fra krigen 1864 og havde talt sammen om handelen med huset og var godt enige om, at det var godt, men da jeg dagen efter kom ind hos Reimert og skulle have opskriften på handelen, så ville han ikke give mig den, fordi da det spurgtes, at jeg skulle have huset, så kørte købmand Steen og Brun fra Nidløse ud og købte huset af ejeren Trautner i Sorø og som var meddelt Reimert. Det var et hårdt slag for mig og jeg gik forknyt hjem. Jeg gik lige forbi min svigerfar, som stod udenfor og borede træsko og fortalte ham så, som det var gået. Han blev forbavset derover og stod og betænkte sig lidt og så sagde han: ”nu tager jeg en trøje på og så følges vi ad ind til møller Reimert”. Da vi kom derind, spurgte han straks, hvorfor han havde slået sig fra handlen, hvorefter han fik forklaringen om, at Trautner havde solgt den i går. Min svigerfar forlangte, at han alligevel skulle give mig et skriftligt bevis for vores handel under den dato, som det var skrevet. Det ville han ikke. Jeg fik ordre til at gå ud i gården og vente, medens de var ene to. Efter en halv times tid kom min svigerfar ud med et brev til sagfører Broné i Sorø. Jeg spadserede straks derud. Da Broné havde læst brevet, sagde han, at jeg skulle gå hen til Trautner med det. Han blev gal og jog mig ud, hvorefter jeg gik hen til Broné igen. Så gik Broné hen og skrev et brev, som han sendte sin skriver hen med og Trautner kom straks og sagde, at dette kunne han ikke tage stilling til, da han havde solgt huset til en anden, hvortil Broné svarede, at når han, som han måtte indrømme, havde givet Reimert det i kommission, så kunne han ikke sælge det uden hans medvirken og den handel, som var blevet mellem Reimert og mig var uomstødelig af Trautner, hvis jeg fastholdt den og det gjorde jeg. Trautner var i forlegenhed og sagde: ”Hvad skal jeg dog sige til dem, jeg har solgt det til, men det fik han om. Broné skrev så papirerne og Trautner måtte skrive under og så sagde Broné: ”Nu er De ejer og kan gøre ved huset, som de vil og de to partier kan de smide ud, når de vil for de har ikke betalt husleje det sidste år. De kan hilse deres svigerfader og sige, at jeg har ordnet papirerne efter hans ønske og til Trautner betalte han et års leje forud, som jeg sendte, da jeg kom hjem. På hjemvejen var jeg inde at meddele dem som boede i huset, at jeg var ejer og at det parti som boede i den østlige ende, skulle flytte straks. Men de vidste ikke, hvor de skulle flytte hen og de var meget fattige og meget nedtrykt derover. Så sagde jeg, at de måtte bo husfrit i et år, når de i al venskabelighed ville flytte, hvad jeg ønskede. De andre ville også nødigt flytte, så bad jeg dem blive imod de betalte huslejer.   Vi flyttede så en af de første dage hen til husmand Jens P. Pedersen i Verup og boede til huse hos dem medens vi fik lavet den ende af huset i stand, som vi skulle bo i. Dertil havde jeg murer Niels Sørensen og snedker Lars Nielsen i Gammelgang. Det kostede 150 kroner. Forsiden blev grundmuret. 2 fag nye vinduer, en ny indgangsdør, 2 butiksvinduer, nyt bræddegulv i en stue og i sovekammer, i værksted og køkken blev der lavet murstensgulv. Loft og tag blev repareret og vi flyttede op i huset den 25. marts 1884, den dag jeg fyldte 25 år. Der var en lille have til huset, men ingen brønd. Vi henvendte os flere steder og bad om, at vi måtte få vand fra deres brønd, men det blev os nægtet; men i præstegården fik vi tilladelse til at tage vand; men min kone kunne næsten ikke magte den stor pumpe. Da vi nåede til efteråret, lod jeg grave en brønd i vores have, som blev sat med murbrokker. Den blev 10 alen dyb, men der kom ingen vand og jeg havde ikke råd til at grave den dybere men tænkte, at til vinter ville der måske komme vand. Der blev lagt dæk over og det var jo sådan med brønden, som med andet jeg ønskede, jeg talte med Fader derom. En morgen efter nogle dages forløb fik jeg lyst til at se ned i brønden og blev meget forbavset. Brønden var fuld af vand og var ikke tom i mange år, så kan det nok være min kone og jeg kom ned på knæ og sagde Fader tak. Det var i 1884. Den sommer var der en del troende folk fra Haslev og Fuglebjerg, som var på besøg hos venner i Nidløse og vi havde nogle dejlige samtalemøder i missionshuset. Vennerne fra Fuglebjerg bad os om at få en mand til Fuglebjerg en søndag og hjælpe dem i gang med en søndagsskole, hvortil jeg blev valgt. Den 7. september fik vi en datter, som fik navnet Dorthea, som også gik lidt mærkeligt til. Min kone var henne hos landpostbud Christensen for at passe deres lille pige mens de var i kirke. Det var søndag og hun var ene med barnet i huset, mens præsten var på prædikestolen, kom jeg til at ryste og det blev længere jo værre enten jeg sad eller stod. Jeg kom til at tænke på om det kunne være noget særligt og gik så straks hjem til min kone, som også lå på en bænk og var dårlig. Jeg bar hende hjem og gik op i kirken og hentede jordemoderen og inden folk gik fra kirken, så havde vi pigen. I oktober samme år blev det bestemt, at en troende flok skulle tage en tur på 4 dage på besøg hos venner i Haslev og omegn og pastor Budde-Lund havde så ordnet det med vennerne i Fuglebjerg således, at en søndag morgen kørte de del venner til Sorø station. Gårdmand Jens Mortensen fra Fuglebjerg var så kørende for at hente mig medens de andre rejste med toget til Haslev. Jeg kom til Fuglebjerg til middag og blev godt modtaget af læderhandler Pedersen, hos hvem søndagsskolen skulle holdes. Da klokken var 2 kom der en del børn og jeg holdt så søndagsskolen på samme måde som i Nidløse og talte over samme tekst de 4 slags sædejord, fortalte en historie og sluttede med trosbekendelsen og fadervor. Vi sang en del sange i søndagsskolesangbogen, hvoraf jeg havde en del med. I en stue ved siden af sad indremissionær Chr. Hansen fra Tjørntved og havde hørt på og da søndagsskolen var forbi, kritiserede han min tale og gik endda så vidt at sige, at det var meningsløst at sende mig ud at holde søndagsskole. Jeg blev meget ked af det, ja bedrøvet over at høre det. Jeg vidste, at jeg var kommet for at lade mig bruge og at det var sket under alvorlig bøn til Jesus, men læderhandler Pedersen tog sig så over for at tale til Chr. Hansen og ville ikke finde sig i den behandling, han gav mig og han måtte til slut give mig en undskyldning. Mandag morgen så kørte læderhandler Pedersen mig til Næstved og jeg rejste så med toget til Haslev og kom der sammen med venner i missionshuset og hos Henrik Madsen i Søstrup og hos mølleren på Lysholm og kom meget beriget hjem. Vi havde en gammel skolelærer, som hed Dør, en tysker. Han var meget ivrig modstander af troslivet i Nidløse. Ved mange lejligheder modarbejdede han os og følgen deraf blev, at vi ikke ville have vores børn i skole hos ham og skolelæreren i Kongsted var også modstander. Vi fik så oprettet en skole i missionshuset og fik en troende lærer Villiam Pedersen dertil og der var mange børn og vi betalte vist for hvert barn og det gik meget godt. Ellers gik året 1885 som et godt og velsignet[UBoOSJ1]  år, både timeligt og åndeligt. I førstningen af 1886 begyndte min kone at blive syg. Hun måtte holde sig mere og mere i sengen til midten af juli måned, så måtte hun blive i sengen hele tiden og hun havde mange smerter. Hun måtte have meget morfin og når det skulle virke, måtte hun have meget ro. Som følge deraf måtte jeg lade være med at arbejde og gik selv og passede hende og mine børn, men da min kone blev endnu dårligere, så fik jeg mine børn ned til min kones forældre i Verup. En dag, min søn på 5 ½ år gik og legede, faldt han bagover en vognstang og beskadigede sit rygben (rygsøjlen) og måtte ligge i sengen i en otte dages tid. Pludselig en dag opdagede jeg, at min datter var blevet syg. Jeg fik sendt bud efter doktoren, som sagde, at det var difteritis og at hun næsten var blå overalt af disse kvælningsanfald. Nogle dage før havde en mand været hos mig med en regning på 83 kroner, som jeg ikke kunne betale, fordi jeg i lange tider ikke havde tjent penge. Som følge af at jeg ikke kunne betale straks, ville doktoren ikke lade mig få mere medicin, hverken til min kone eller børn. Jeg havde jo forklaret Fader og bedt om hjælp flere gange; men det var som om alt var lukket for mig og jeg var så fattig, så jeg i grunden ikke ejede de tarvelige, klæder jeg gik i og da jeg fra mine syge børn skulle hjem til min kone, som lå alene derhjemme, da fortvivlede jeg. Jeg kunne ikke bære og fik indskudt den tanke, at det var bedre at gøre en ende på mig selv. Jeg gik tværs over marken på Nidløsegården og ville drukne mig. Da jeg var lige ved mergelgraven, blev mit navn råbt højt og kom derved til mig selv og så mig om, og så da, at der på landevejen stod nogle mænd og vinkede af mig. Jeg gik så straks derhen. Det var murer Niels Sørensen fra Gammelgang og Mads Christensen, som var hos pastor Budde-Lund for at blive uddannet til missionær til New Zealand. De kom for at få mig i tale, da de havde hørt, hvor dårligt jeg var stillet. Vi fulgtes så ad hjem og de trøstede mig med at jeg snart ville få hjælp. Vi bad sammen og da de gik, var jeg fattet og stolede på, at Fader ville høre min bøn og at han snart ville sende mig hjælp. Den vestlige ende af huset havde jeg ladet istandsætte og lejet ud til sadelmager Pedersen og hans kone og de var meget værd for mig. De havde tit god mad til min kone og mig, og madam Pedersen hjalp os med alt hvad hun kunne og hun havde, uden vi vidste det, skrevet en seddel om, hvor fattige vi var og hvor galt det så ud for mig og fået sendt to mand ind hos mig med 195 kroner, som var indsamlet som gave til os og jeg blev så glad og taknemmelig både med Gud Fader og mennesker og fik så medicin til min kone og børn og lidt mad i huset. Gårdmand Peder Christensens enke sendte et stort stykke flæsk og 10 potter godt øl op til mig, det var Rasmus Pedersens mor. Min mor var enke, min stedfar som var blikkenslager, døde i 1882 og mor havde afstået huset imod hun havde en lille stue og fri ildebrændsel i aftægt. Min søster var 11 år, hun kom ud at tjene og gik så på arbejde, hvorved hun kunne få føden. En mand, som var kommet i huset og bo, satte ild på huset og det brændte alt, også mors bohave. En tid før havde jeg byttet stueur med mor, så jeg fik mine forældres bornholmer, som jeg har og som er det eneste jeg har efter mine forældre. Min mor havde assureret, så hun kunne få noget bo (indbo) igen. Manden havde sat ild på for at få assurancen; men det blev opdaget og han blev straffet. Min mor kom så ud og bo til leje i en lille stue, hos en gammel troende pige på Holmstrup mark. Der tog mor beslutningen at hun ville tjene Jesus. Da min kone blev mere og mere dårlig, så skrev jeg efter hende, og hun kom og passede huset. Nogle dage efter døjede min kone meget, endskønt hun fik meget morfin. Hun lå og krympede sig og jamrede sig. Der var en mand, skomager Andersen på besøg. Da vi så, hvordan hun døjede, så lagde vi os på knæ og bad Herren tage min kone hjem og det gerne straks. Da vi sagde Amen, tog hun det sidste suk. Det var den 22. september 1886. Da hun var død, fik jeg børnene hjem. Min pige var blevet rask og min søn var blevet så meget bedre, at han kunne gå lidt ved at bruge to kæppe. Da min kone blev begravet, var der mange mennesker med til begravelsen. Nu blev min mor hos mig og passede hus og børn og tog fat på arbejdet med liv og lyst. Det gik godt. Det varede ikke ret længe før jeg havde fået betalt enhver sit, hvad jeg skyldte, men der var stadig meningsforskelle mellem mor og mig og hun ville ikke blive hos mig. Hvad skulle jeg så gøre? At holde husholderske turde jeg ikke og havde heller ikke plads. En søndag jeg var i Uggerløse og holde søndagsskole, så beklagede jeg mig over min situation til tømrer Jens Hansen. Han svarede, at jeg måtte se at blive gift igen. Det var let nok sagt. Hvor skulle jeg finde en kvinde. For det første som var en virkelig troende kvinde og dernæst ville være moder for mine børn. Så sagde han, at han kendte en ældre alvorligtroende pige som var forkvinde for pigeforeningen i Uggerløse. Det var skomager Peder Andersens datter ved Østrup skov. Hun var hjemme og var sypige og jeg kunne jo forsøge om hun ville være min kone og derover spekulerede jeg en del. Jeg lagde det frem i mine bønner for min Fader, men jeg synes, jeg manglede mod til at henvende mig til hende. 4 dage derefter skulle jeg igen til Uggerløse for at holde søndagsskole og nogle dage før skrev jeg et brev til hende, hvori jeg fremførte mine tanker og skrev, at hvis der var mulighed for at det kunne ske, at hun kunne blive min kone, så kom jeg på søndag igennem Østrup skov klokken 10 om formiddagen på vej til Uggerløse og ville så bede hende møde mig i skoven. Dagen kom og jo nærmere jeg kom skoven des underligere var det for mig. Men da jeg kom lidt ind i skoven, så mødte Marie mig. Det var et vidunderligt møde. Det var svært at få begyndt at tale. Jeg fulgte så med hende til hendes hjem, hvor vi talte med hendes far om vores planer, som han ikke havde noget imod. Jeg skulle til Uggerløse for at holde søndagsskole og Marie fulgte med. Vi gik fra Uggerløse til ungdomsmøde i Stenmagle præstegård og derefter fulgte jeg hende hjem. Det blev bestemt, at hun skulle komme hen til Nidløse og besøge mig en af de første dage og se på hjem og børn. Tirsdagen derefter, én af de sidste dage i november, kom hun så og om aftenen fulgte jeg hende hjem og blev der om natten. Det blev bestemt, at vi skulle have bryllup mellem julehelligdagene i 1886. Vi havde så bryllup 4. juledag. Bondemand Jakob Larsen var min forlover og vi blev viede i Uggerløse kirke. Marie havde mange klæder og en del bohave og gode sengeklæder samt 330 kroner, det var meget værd. Min mor rejste så straks hjem og var glad for at slippe. Marie var god ved børnene og vi havde det godt og jeg havde alt det arbejde jeg kunne overkomme. 1887 var et godt år for os, skønt Arnold egentlig blev længere jo dårligere og jeg søgte doktor til ham. Doktor Sell lagde gipsbandage helt omkring ham og han måtte nu ligge hele tiden på en brædde briks. Han græd tit meget over at skulle ligge sådan, men doktoren sagde, at det var kæleri og at han skulle blive liggende. En dag var kloge Johan fra Nyrup på besøg hos en nabo og vi fik ham ind at se på Arnold. Han sagde, at der var betændelse i ryggen og at han ville råde os til at tage bandagen af. Jeg tog den så af og det viste sig at der var orme ved hans rygben (rygsøjle). Vi fik det renset og fik det også lægt med vaseline. Derefter pakkede jeg ham ind i puder og rejste til en mirakeldoktor Hannis i København og han skulle så have bandage hos Hekser i Blågårdsgade, den skulle koste 85 kroner. Jeg havde sat alle mine penge i materialer og ville så låne pengene og da jeg 14 dage efter skulle til København med Arnold og han skulle have bandagen, så skulle jeg jo have pengene med. Jeg gik så ind til proprietær Hauberg på Nidløsegården og bad om han ville låne mig de 85 kroner, hvortil han svarede NEJ, men jeg kunne godt få pengene men som fattighjælp, men det ville jeg ikke have. Jeg fik så pengene til låns hos bondemand Christen Pedersen i Verup. Arnold fik bandagen, som hjalp ham så meget, at han kunne sidde op og gå ved hjælp af to kæppe og han kunne gå i skole. I foråret 1887 lavede jeg den første transportspand, det var en 6 punds spand til lærer Hansen på Kongsted skole. Han havde solgt mælken til Nidløsegården, hvor der var opstillet en centrifuge. Den spand fik jeg 6 kroner for og efterhånden var der flere og flere, særligt gårdmændene, som ville sælge mælken og jeg fik travlt med at lave transportspande i alle størrelser. Fra 1888 skulle mælken fra Konradinelyst også til Nidløsegården og der fik jeg bestilling på 16 stk. 80 punds spande. Det var meget godt selv om jeg kun fik 8 kroner pr. styk, men mit værksted var meget for lille til det stykke arbejde, så i efterårstiden lod jeg sætte en stor kvist på huset i den østlige ende. Jeg fik et stort værksted på loftet og det jeg forhen havde, blev delt til en lille butik og en lille spisestue. I sommeren 1887 blev vores præst pastor Budde-Lund kaldet til præst i Munkebjergby og vi fik en anden præst, som hed Steffensen. Han var også missionspræst, men var af en anden slags, han var meget forsigtig og manglede støtte fra sin kone, så præstegården blev ikke det hjem for os troende, som i Budde-Lunds tid. Fru Budde-Lund var jo en sjælden god støtte for sin mand, både timeligt og åndelig og hjemmet var alt for os troende. Vi var tit mange samlede i præstegården og blev næsten altid opvartet. Særligt folk som kom langvejs fra til Gudstjeneste. Det kunne ske, at der i samtalens løb kunne komme lidt meningsforskelle frem. Således var det engang, at præsten sagde: ”at hun må huske, at manden var kvindens hoved”. Fruen gik straks hen til ham og sagde: ”ja, det ved jeg, men du har vist glemt at hovedet drejes på halsen”. Der var ikke så langt til Munkebjergby, så vi tog tit derop til kirke og forholdet mellem Steffensen og vi troende led en del skade derved. Så pastor Steffensen kom aldrig til at føle sig hjemme i Nidløse og han rejste snart igen. Samtidig tog lærer ”Dør” sin afsked og Budde-Lund var rejst, så fik vi lærer Hansen fra Tersløse, hvad vi troende ikke var glade for, da rygtet om ham fortalte, at han var modstander af de hellige, men det viste sig Gud ske lov snart, at vores modstander ville han ikke være, herpå havde pastor Steffensen vistnok stor indflydelse. Han sluttede sig nærmere og nærmere til os, og så blev vores skole i missionshuset overflødig, da vi trygt kunne betro vores børn til lærer Hansen og lærer Pedersen søgte så embede et andet sted og fik det. Den 21. januar 1888 fik vi en søn, som kom til at hedde Carl. I januar måned blev der holdt møder, over næsten hele Sjælland om oprettelse og bygning af andelsmejerier og mange steder gik det i orden og mejerierne kom i gang hen på efteråret. Da det blev vedtaget at bygge mejerierne, så lavede jeg en 80 punds transportspand og en 30 punds og så lejede jeg husmand Hans Pedersen, Tersløse skov til at køre for mig rundt til andelshaverne og fremviste spandene og modtog bestillinger på spande til levering om efteråret. Det gik godt. De bestilte så at sige spande alle de steder, hvor vi kom. Vi kørte næsten hver dag i februar måned. Da jeg nu havde fået alle disse bestillinger, så skulle jeg til at lave dem og gik så ned til Christen Pedersen i Verup, og fik af ham 800 kroner imod 8% i rente til at købe materialer for. Først i marts rejste jeg til København og købte for alle pengene, men var også klar over, at jeg ikke selv kunne lave alle de spande, men blev nødt til at have en svend. Mens jeg var hos grossereren, kom der en svend fra Odense ind og med ham en svend, som hed Rasmussen. Jeg talte en del med ham og han lovede at komme og hjælpe mig. Han kom nogle dage efter og tog fat på akkord. Jeg skulle skære spandene til og så skulle han have 1 krone og 33 øre i arbejdsløn pr. spand. I forhold til alle de spande, der var bestilt, så var det jo ikke ret meget materiale jeg havde. Jeg skulle også leve og betale arbejdsløn og hvor skulle jeg få alle de nødvendige penge fra. Det måtte jeg jo tale med min Fader om. Jeg troede, at han kunne hjælpe mig, selvom jeg ingen udvej så. Så skete der det, at Christen Pedersen og jeg var kørende til Sorø banegård for at hente materialer og på tilbagevejen skulle hestene have et foder i købmand Bondesens gård i Sorø. Da vi holdt der, kom købmand Bondesen ud og så, hvad jeg havde på vognen og sagde, at sådanne materialer kunne han også levere til samme pris, som jeg havde givet og derved kunne jeg spare banefragten, hvortil jeg svarede, at det ville jeg, men jeg havde ingen penge. Han så bogen med alle bestillingerne på spandene jeg havde og skrev nogen af navnene op og sagde, at jeg skulle høre fra ham om nogle dage. Jeg fik så et svar som lød på, at jeg kunne få lige så meget materiale, som jeg havde brug for på kredit, til mejerierne kom i gang. Så var jeg hjulpet og der var nogen, som jeg fik lov at levere spandene til og fik penge med det samme, så jeg så havde til arbejdsløn m.m. Men så kom der en del arbejde med at lave kølere, flødetønder, blikkar og mange andre småting til mejerierne. Vi kunne ikke overkomme alt det arbejde og måtte se at få en svend til og fik også en der hed Jensen, han var fra Tarm. Den første svend var fra Odense og nu var og blev der god gang i arbejdet. Vi lavede transportspande det år for 1500 kroner, foruden mejeriapparater for 1500 kroner. Hen ad sommeren købte jeg en hest og vogn og en rundsaks. Første november var en stolt dag for mig, da var jeg ude hos købmand Bondesen og betalte ham alt, hvad jeg skyldte. Det blev lidt over 3000 kroner, da sagde Bondesen, at jeg kunne i fremtiden få lige så meget kredit jeg ønskede mig hos ham. Christen Pedersen havde jeg også fået betalt. Min søn Arnold fik hjernebetændelse 1. maj og døde den 13. maj 1888, glad i troen på Jesus. Han ville så gerne hjem i Himlen hos sin mor, som han sikkert også er kommet. 1889 var et godt år for mig. I januar kom gårdmand Hans Martin fra Vandløse en dag kørende hen til mig og bestilte 2 transportspande, for der skulle bygges et andelsmejeri i Merløse, hvortil han ville være med og han bad mig komme hen til ham med spandene, når de var færdige, det lovede jeg. Det var ham, jeg havde tjent hos som dreng. Det varede ikke ret mange dage før jeg kørte hen til ham med spandene og han spurgte så efter, hvad de kostede. Jeg svarede, at de ikke koster noget, jeg ville give ham spandene fordi, da jeg tjente hos ham, havde jeg stjålet 5 æg fra ham til at købe tobak for, og det havde mange gange naget mig. Nu måtte han endelig tage spandene, for at jeg kunne få ro. Han gik endelig ind på det og jeg kørte glad hjem. En fjorten dages tid efter kom Hans Martin kørende hen til mig og bestilte transportspande for 800 kroner til Merløse mejeris leverandører og jeg kunne blot levere spandene til ham og det gjorde jeg og fik pengene med hjem. Jeg kunne stadigvæk godt arbejde med at lave transportspande, der var stadig flere og flere, som gik til mejerierne og nogle havde lidt spande, men jeg havde kun en svend, Rasmussen. Jensen fra Tarm var rejst. Der var en blikkenslager i Jyderup som ikke kunne klare sig, han skrev til mig, om jeg ville købe hans jernrørsværktøj til en billig pris. Jeg kørte derover og købte det og så begyndte jeg på jernrørsarbejde, som der blev meget af på mejerierne. Der var en blikkelsager i Uggerløse som ikke kunne klare sig og skrev til mig, om jeg ville købe nogle bukkemaskiner og en sikkemaskine og en vulstvalsemaskine, alt for kroner 125.  Den 9. marts 1889 rejste jeg til København for at købe materialer hos Svend Maribo, som skulle være den bedste og billigste, havde jeg hørt. Det var sjældent smukt vejr. Jeg købte varer for alle pengene, på nær dem jeg skulle bruge til ophold dagen efter, at jeg rejste hjem. Jeg havde returbillet og da jeg så den 10. om formiddagen ville rejse med banen hjem, så havde det været og var, et så stærkt vejr med storm og sne, at banen var standset. Der stod tog på banen, som var helt tilføget. Jeg var dårligt stillet. Ingen venner, ingen familie og jeg havde kun 10 øre i lommen og jeg sendte min bøn til min Fader og bad ham om hjælp og Gud ske tak og lov, da jeg var færdig med min bøn, så kom jeg i tanke om det brev jeg havde fået med af pastor Budde-Lund til boghandler Christiansen Bethesda, da jeg rejste ind i tjenesten (1883). Jeg gik så ud og fortalte ham om brevet jeg den gang havde med til ham, og fortalte om, hvordan jeg var stillet og bad ham låne mig 10 kroner, som jeg ville sende til ham med posten, så snart jeg kom hjem. Christiansen så straks lidt mistænkeligt på mig, men jeg fik da de 10 kroner og kunne så få lidt mad. Jeg havde min bopæl på garvergården i Vestergade, men var der kun om natten og når jeg spiste, ellers var jeg på banegården. Det blev fygevejr den ene dag som den anden og der var et rædsomt mylder på banegården af alle de folk, som skulle rejse, men ikke kunne. Iblandt os var en tyrkisk skibskaptajn, som gik og raslede med penge, men ingen forstod ham. Han kom så med en tolk og man forstod, at han skulle og ville til Korsør lige meget hvad det skulle koste. Der var så en vognmand som påtog sig at køre ham ad landevejen i kane til Korsør for 500 kroner, men han var flot og gav ham 600 kroner og kom godt derned, skønt de væltede mange gange og skiftede heste i hver købstad som de kom til. Der var 2 mand med skovle. Der gik 4 dage før der afgik tog fra København. Jeg kom til Sorø ved aftenstid og det gik godt dertil, men toget nåede ikke til Slagelse, men føg inde ved Frederikslund. Det var fremdeles fygevejr. Ved Sorø station var en mand kørende i slæde fra Verup mose, det var Peder Maler. Jeg kom så til at køre hos ham hjem. Vi kørte fra Sorø klokken 9 om aftenen. Vejen var mange steder ufremkommelig for sne og vi måtte køre ude omkring markerne, særligt ved Tersløse. Vi væltede mange gange og det tog meget tid og vi var næsten forkomne, idet vi ikke kom til Nidløse før klokken 3 om natten. Det var en drøj tur. Den 8. september fik vi en datter som hedder Arnolda og det gik meget godt. 1889 var et godt og roligt år, med meget arbejde og jeg måtte have en svend til, som hed Nielsen, han var fra Aalborg. Hen på efteråret havde vi ikke så meget arbejde, så rejste Rasmussen til Tølløse og begyndte egen forretning, som jeg hjalp ham i gang med. Det gik meget godt. I den følgende vinter var det godt kaneføre og en dag blev smed Ole Hansen, hjulmand Larsen og Rasmus Hansen og jeg enige om at tage en kanetur, hen for at besøge Rasmussen i Tølløse. Turen derhen gik meget godt men mens vi var der, blev det er frygteligt fygevejr og vi måtte så blive der om natten og kørte først hjem dagen efter og det blev endda meget besværligt. Vi væltede tit i store snedriver og måtte gå meget af vejen og jogge i sneen. Den 8. januar fik vi en lille pige som kom til at hedde Sofie. Det forår rejste møller Jensen fra Kongsted mølle og jeg blev i stedet for ham valgt til sognekommissær for Rosted Løsøre Assurance. Derover blev en del folk i Kongsted meget fornærmede og meldte sig ud fra mig og ind hos sognefoged Jens Andersen i Taagerup. Det var naturligvis til skade for mig, fordi min fortjeneste blev en del mindre, men det måtte jeg jo finde mig i. Nå året gik ellers godt, der blev oprettet en håndværkerforening for Nidløse og omegn og jeg blev dens formand. Den vinter 1891 til 1892 var min mor meget syg og jeg lod indrette en stue og et køkken i den østlige længe og hun flyttede så hen og boede hos mig sidst i april og var så hos mig til den 27. juni samme år, så døde hun og blev begravet sammen med hendes mand på Holmstrup kirkegård. I Verup og omegn blev der dannet en arbejderforening, som havde til formål at støtte hinanden i sygdomstilfælde, da sygekassen var for lille, samt at støtte hinanden ved arbejdsløshed og her blev jeg valgt som formand, og det gik godt i flere år. Men så fandt de på at holde fastelavnsgilde og da jeg ikke ville være med, meldte jeg mig ud.
Det viste sig, at mælken, som var skummet på mejerierne og som skulle koges ved damp inden den forlod mejerierne, ikke fandt sted fordi apparaterne var meget for små. Jeg fandt på at lave et stort kar af kobber, som ved spilddamp kunne koge mælken tilstrækkeligt og det gav meget arbejde, da jeg leverede ikke så få af den slags til mange mejerier. Jeg fik 3-400 kroner pr. styk.
Min første cykel købte jeg 2. Pinsedag af en portør i Nyborg, den var brugt og var krydsstillet med ½” cosjongring på baghjulet. Jeg købte den for 117 kroner og 50 øre. Det var vanskeligt at styre den til at begynde med, så jeg øvede mig fra Sorø station og kom da kørende hjem. Det vakte megen opsigt på vores egn, da det jo var den første cykel man havde set af den slags. Den var meget hård at køre på og den var tung, men jeg var alligevel meget glad for den. Sommeren 1892 rejste pastor Steffensen og vi fik i stedet for pastor Simonsen. Det år blev jeg for første gang syg af gigt, som begyndte med smerter i begge mine store tæer. Samme år blev telefonen etableret på vores egn. Det var et meget opsigtsvækkende fremskridt. Efter opfordring påtog jeg mig at være telefonselskabets reparatør, det gav mig meget arbejde, ligesom jeg udførte nybygning, der kom flere og flere til og da vores egns telefonselskab blev solgt til Københavns Telefonselskab, så fulgte jeg med som reparatør med opsigt over telefonerne i 2. kvadrat mil i omegnen. Min betaling for det var 50 øre i timeløn til mig og pr. mand, som jeg brugte til hjælp, samt 50 øre for benyttelse af mit køretøj. Denne plads beholdt jeg indtil 1911 og måtte tage min afsked på grund af at jeg blev mere og mere gigtsvag. Året 1893 var et godt år og jeg havde fremdeles Nielsen fra Aalborg som svend, han var meget dygtig, men han var forfalden til spiritus, som desværre tog mere og mere til. Det meste af året havde jeg en svend til og en lærling stadigvæk. En handelsrejsende kom en dag ind til mig lige før Påske og fortalte mig, at nu kunne man få luftcykler og alle enkelte dele dertil, så enhver der forstod at lodde med slaglod kunne nu lave cykler. Anden Påskedag rejste jeg til Nyborg, for dagen efter at købe materialer hos en isenkræmmer til hjemmesamling af cykler og da jeg kom til ham, havde han fået det hjem, men det var ikke pakket ud og jeg var jo den første, som købte det med hjem. Efter 3 dages arbejde kørte jeg på luftcykel. Den var med 28 x 2” baghjul og 30 x 1 3/3” forhjul. Den var meget behagelig at køre på og der gik kun nogle dage, så fik jeg bestilling af cykler af den slags, som jeg tog 165 kroner for stykket af, de var kun malet med asfaltlak. Der blev meget arbejde med at lave cykler. Jeg gav 108 kroner for materialet. En tid lavede vi en del til N. Johansen i Haslev til videre forhandling. Efter nogle års forløb fremstod der cykelfabrikker og så købte vi færdige cykler til salg og sjældent lavede nogen nye selv, men vi fortsatte med at reparere cykler. Om efteråret rejste bondemand, Jakob Larsen, fra Nidløse sogn og han var i sognerådet, så der skulle vælges en anden i hans sted. Hertil var opstillet 2, det var lærer Hansen, som var opstillet af bønderne og jeg var opstillet af småfolk i sognet. Stemmerne kom til at stå lige mellem os og der blev så foretaget lodtrækning. Jeg blev valgt ind i sognerådet i september 1893. Vi var kun 5 sognerådsmedlemmer. Det var gårdmand Christen Christensen (Peder Christensens fader), gårdmand Jørgen Jensen, Kongsted, gårdmand Johannes Rasmussen, Verup og bondemand Niels Peder Frederiksen ved Gammelgang. Det var lidet lystigt til at begynde med, for der var ingen af dem der havde stemt på mig. Så de skævede noget til mig, men det varede ikke ret længe før jeg mærkede anerkendelse, skønt jeg fik lov til at udrette en del til gavn for småfolk, vil jeg ikke beskrive det. Juleaften den 24. december 1892 fik vi en lille pige, som kom til at hedde Frederikke. Sygeplejerske Ane Lund boede i den stue jeg havde lavet til min mor. Da jeg hvert år havde bygget på hele pladsen, som jeg havde, så havde vi ingen have og da min nabos have grænsede op til og som ejedes af smed Ole Hansen, så købte jeg 400 kvadrat alen af hans have for 200 kroner, men hvorpå der er den servitut fra præstegården, at der ikke må bygges på den, men det er en lille god have. I 1894 købte jeg Maren Henriksens hus omme i Krogen bag Nidløsegården på den betingelse, at hun skulle bo frit så længe hun levede og fik lidt penge årligt. Jeg lod huset sætte i stand og lavede det til 2 lejligheder med hver tilhørende stue og et køkken og et stykke have. Der var vænge til, som jeg selv brugte. Ane, sygeplejersken, flyttede så over i den ene lejlighed ved siden af Maren Henriksen og den anden lejlighed, som hun boede i, lod jeg bygge om til 2 værelser og et køkken og et lille værksted og sadelmager Pedersen flyttede så derind og vi fik så hele forhuset til beboelse og butik, som vi trængte hårdt til. Året var ellers meget godt og vi var alle raske med undtagelse af, at jeg af og til havde en del gigt. I året 1895 gik alt sin sædvanlige gang, Maren Henriksen døde og jeg solgte huset til arbejdsmand Lars Peder Olsen fra Verup, som var blevet fodermester på Nidløsegården. Året før var der på Rigsdagen sluttet, hvad man kalder forlig og derved var der kommet en ny fattiglov og en alderdomslov, som skulle træde i kraft den 1. april 1895. Det kneb mange gamle at oppebie (vente på) tiden, blandt dem var en gammel Christian Nielsen og hans kone på Verup mose. Først i november kom han op til mig og spurgte mig om hvad han skulle gøre for at leve til 1. april, de havde ingen mad og ingen penge og på fattighuset ville de ikke, så ville de hellere drukne sig. Jeg gav ham 1 kroner og fik så nogle andre til at hjælpe dem lidt og så nåede de at få alderdomsunderstøttelse. Samme år blev jeg genvalgt til sognerådet uden modkandidat for de kommende 6 år og fik nye kollegaer. I stedet for N.P. Frederiksen i Banken blev Jørgen Peder Larsen Kongsted valgt og i stedet for Joh. Rasmussen fra Verup blev Jørgen Andersen, Verup valgt. I Kongsted blev gårdmand Hans Jensen Sørensen valgt og i Nidløse gårdmand Peder Hansen. Alt det kommunale gik sin gang og jeg begyndte at handle med slåmaskiner og mejemaskiner og tærskemaskiner for maskinfabrikant N.R. Pedersen i Holbæk og solgte en del og det var gode varer, som gav god fortjeneste. De selvrensende tærskeværker slog godt an. Der var en smed, Peder Larsen, fra Sandby som var hovedagent for Pedersen i Holbæk. Han kom gerne 2 gange om året og var hos mig nogle dage og vi kørte rundt og handlede. Jeg havde bygget og kostet mange penge på huset som jo egentlig ikke var mit eget, og jorden heller ikke. Alt var jo lejet og jeg var tit i lag med gårdmand Peder Larsen i Nidløse om at købe grunden, som huset lå på, men jeg fik stadigvæk nej. En dag han kom forbi, så bad jeg ham komme ind til mig og se, hvordan jeg boede og han syntes også vi boede godt, så sagde jeg: ”Ja, Peder Larsen, synes du nu ikke det er en trist tanke, at jeg nu har kostet så meget herpå og så er det ikke mit eget, når bare jeg endda ejede grunden”, så svarede han: ” jo, men det kommer an på min kone. Jeg vil nok sælge den til dig og nu skal jeg tale med hende om det, når jeg kommer hjem og hvis hun siger ja, så skal jeg inden ½ time lukke sovekammervinduet op”. Jeg var meget spændt på om vinduet kom op eller ej efter et kvarters forløb blev det lukket op og jeg var snart oppe hos Peder Larsen, han sagde så: ”Ja, nu kan du godt få jorden til købs, men den er dyr”, og jeg sagde: ”hvor meget” – 1 krone pr kvadrat alen sagde han og jeg slog til, det blev til 630 kroner. De 30 kroner eftergav han, så det blev lige 600 kroner jeg gav. Jeg tog ud til graver Trautner i Sorø og ville forhandle med ham om at betale en vis sum penge én gang for alle i stedet for den særlige afgift på 56 kroner, som jeg gav. Efter nogen forhandling blev vi enige om, at jeg skulle give 600 kroner og så var jeg altså ejer af både hus og grund for 1200 kroner og de penge fik jeg til låns i husmandskreditforeningen og fik ikke ret meget større udgifter end førhen. Vi havde det godt og Fader var god imod os og når der kom Missionærer og holdt møde i Missionshuset boede de næsten alle hos os, dertil havde vi indrettet et gæsteværelse i gavlen og vi gjorde det så godt for dem som muligt og med mit køretøj hentede jeg dem ved stationen og kørte dem, når de rejste. Om aftenen efter møde i missionshuset, så havde vi for det meste mange venner samlet i vores hus til en kop kaffe og til samtale og det var flere gange, at både unge og ældre derved tog den afgjorte beslutning at ville tjene Jesus, derom har jeg med taksigelse fået flere meddelelser og det er noget af de største glæder jeg har haft og har. At jeg derved har kunnet være noget for Jesus og er forvisset om, at den udgift vi havde ved disse eftermøder, fik vi rigelig erstattet af vores Fader i Himlen. De missionærer som kom, var missionær Peder Larsen, Abbiløse, Peder Pedersen, Middelfart, som flere gange var her og holdt møder 2 aftner ad gangen, Nielsen fra Amager, Peder Frederiksen fra Jyderup, Johannes Pedersen fra Nyborg, Lauritsen fra Korsør, Hans Christensen fra Næstved og Jens Hansen fra Frederikssund, førhen Uggerløse og Sorø og mange flere. Det var gode tider i Nidløse, åndeligt forstået. Vores præst, Pastor Simonsen, regnede vi ikke med, men vi havde en god enighed i det hellige samfund og vi talte tit om, at vi havde det så godt frem for andre steder, hvor der var splid og uenighed. En af de bedste venner jeg havde, var bondemand Peder Frederiksen, Nidløse og når jeg særlig nævner ham, er for siden at omtale ham. Året 1896 den 6. april fik vi en søn som fik navnet Ove. Det var et godt år. En dag fik jeg at vide, at en dreng på cirka 10 år som hed Sofus og var hos sin mormor i Verup i fattighuset, blev beskyldt for at have stjålet 4 kroner fra sognefoged Niels Jensen i Verup og han blev eftersøgt af sognefogeden. Han var en meget uartig og uopdragen dreng, men jeg havde flere gange opdaget, at han var efter sin alder meget oplyst og lærenem, så jeg havde flere gange tænkt, at han skulle flyttes fra den plads han var på, til et bedre sted og en anden opdragelse. Som jeg står og tænker på drengen kommer han forbi. Det var midt om formiddagen han kom. Jeg kaldte på drengen og sendte bud ned til hans mormor, samtidig ringede jeg til inspektøren på Holsteinsminde, som var et institut for drenge, som trængte til bedre opdragelse og hr. Lind sagde: ”Kom bare med drengen. Jeg spændte straks hesten for og kørte med drengen og hans bedstemor fulgte med. Da vi kom til Sorø, skulle hesten have foder og imens gik vi lidt i byen og noget efter kom gårdskarlen og sagde, at politiet ledte efter drengen og at jeg skulle komme op på politistationen med ham. Jeg skyndte mig at få spændt for og fik dem på vognen og kørte bagud af gården med den ad Fuglebjerg til og kom også til Holsteinsminde. Drengen og bedste moderen kom ind i en stue ved siden af. Jeg skulle fortælle om drengen, hvad jeg vidste. Mens vi taler, banker det på døren og da Lind lukkede op, stod drengen med en stor læderpung fuld af penge i hånden og rakte den til mig. Han græd og bad mig om forladelse. Det var opkrævet assurance penge jeg havde stående på mit skrivebord som drengen havde taget. Det var godt jeg fik pengene. Drengen blev så der og hans bedstemor og jeg kørte hjem. Drengen skikkede sig godt. 12 år efter kom der en pæn ung mand ind ad min dør. Jeg kendte ham ikke, men han fortalte, at han var Sofus, som jeg for 12 år siden havde kørt til Holsteinsminde og han var rejst fra København og herud for at sige mig tak, fordi jeg redede ham fra at falde i politiets klør. Han var nu matros på en engelsk damper og var i de dage i København. Jeg blev meget glad, ja så glad, at jeg synes jeg fik rigelig betaling herfor. Da jeg kom hjem, var sadelmager Pedersens kone død og han var meget forfalden til druk og gammel og kunne ikke være alene. Han kom i pleje hos min nabo, Ole smed, og på 2 kamre nær, så jeg lavede jeg lejligheden om til værksted i stedet for på loftet. Førhen havde jeg fået lavet et lille værksted i udlængen, men der var så lidt plads. Min kones far Peder Andersen, Østrup skov var enkemand og højt oppe i 60´ erne og kunne ikke blive ved med at arbejde i skoven. Han flyttede så hen til os og gik og passede hesten og ordnede mangt og meget. Jeg var glad for at have ham boende. Han var en på alle måder ordentlig og god mand. Da vi var mange at lave mad til og mange børn at passe, så kunne min kone ikke blive ved at overkomme arbejdet og fik så en tjenestepige, som hed Monika. Førhen og for resten fremdeles havde min kone en del hjælp af en gammel enke, som boede omme i Krogen. Vi kaldte hende Smidt Ane. En morgen tidligt om efteråret spadserede jeg til Mørkøv station for at tage med toget til København for at købe varer. Da jeg gik i Skellingsted by, så stod der en gammel kone ud for sin gård. Da hun så mig, sagde hun, det var godt at du kom, for det er min svigersøns fødselsdag i morgen og jeg ville så gerne forære ham et par gode vognlygter. Svigersønnen var Thomas Jørgensen i Skamstrup. Jeg lovede så, at når jeg kom tilbage samme dags aften skulle jeg nok have lygterne med. Jeg ville tage dem med fra København. Den gang lå H.V. Christensens lampefabrik og prøvelager på Vandkunsten og da jeg havde købt varer til levering, så købte jeg et par gode vognlygter på den betingelse, at de skulle leveres ud i garderoben på banegården inden klokken 4. Til den tid skulle jeg rejse hjem og det blev bestemt lovet, men da jeg kom til banegården, var der ingen vognlygter og jeg havde jo lovet at have dem med hjem. Jeg tog straks ned på Vandkunsten, men desværre var fabrikken lukket. Jeg gik så ind i beværtningen for at høre, hvor H.V. Christensen boede, for det vidste jeg ikke; men der var ingen som vidste det, men så sagde værten, at lige over for boede en glarmester og han havde en svend derude i dag og sætte ruder i. Da jeg kom derhen, var glarmesteren ikke hjemme og svenden var til dans i Holger Danske, en rigtig uhyggelig dansebule, med simpel beværtning, hvortil alskens bøller holdt til. Jeg fik svendens navn og fik at vide, hvordan jeg skulle bære mig ad, for at få ham i tale. Da jeg kom ind i den første stue, så sad der en del stakkels forhutlede mænd på nogle træbænke og de gloede på mig. Da jeg så kelneren, sagde jeg, her er en krone, vil de sætte fedtebrød på bordet til disse mænd for den. Derefter sagde jeg, at jeg gerne ville tale med glarmestersvenden Andreasen, som nok var her at danse. Der var straks flere der gik og hentede ham. Jeg fik så at vide at H.V. Christensen boede i en villa nr. 24 på Gammel Kongevej. Da jeg kom derud, skulle jeg igennem en jernport og da jeg kom ind, kom der en stor hund imod mig og den lagde forbenene op på mine skuldre og gøede. Der kom så nogen, der kaldte på hunden og jeg kom ind, men så var H.V. Christensen ikke hjemme og jeg skulle vente, men tiden gik og jeg blev urolig, for jeg ville gerne med toget klokken 8. Sønnen fulgte mig til Nansensgade, hvor han mente faderen var, der var faldet isslag, så der var glat at gå og jeg faldt også en gang og slog en del glasvarer i stykker, som jeg havde med. Da vi så traf Christensen, blev han meget vred og sagde, at han først måtte hjem og få nøglerne og så kom vi ud til fabrikken. Det var mørkt og der måtte ikke tændes lys. Han gik så højt op og hentede lygterne ned. Vi gik så ind på et ”WC” og strøg en tændstik for at se, om de var de rigtige. Desværre var det to venstrelygter og han måtte derop en gang til og så skulle jeg til banen. Da vi kom forbi Holger Danske beværtningen så røg et vindue op og der var flere, som sprang ud ad vinduet. H.V. Christensen ville hen og se, hvad der foregik. Det var så en garder der havde trukket sablen frem og var ond. H.V. Christensen fik fat i ham og fik talt ham tilrette og fik ham til at gå hjem. Vi fortsatte til banegården og jeg nåede toget. Da jeg kom til Mørkøv, var klokken 23 og jeg spadserede så hjem. Mette Per Niels kaldte jeg op og hun fik vognlygterne og jeg pengene. På dem tjente jeg 4 kroner, men da jeg faldt, havde jeg slået i stykker for 8 kr., så det var en dårlig forretning. Niels Johansen i Haslev havde fået hovedudsalg af Dürkopp cykler og jeg fik en del derfra som jeg solgte tillige med dem, vi selv lavede. En dag kom der 3 mand op til mig, det var Gmd. Peder Christensen og hans bror Hans Christensen og Gmd. Peder Hansen, Nidløse. De kom, for de ville give mig for 4 cykler, et jordstykke, som lå vest for Nidløse ved en stor grøft. De mente, at hvis jeg fik det jordstykke ville der nok blive bygget et mejeri. Der var ingen mejeri i Nidløse sogn. Mælken blev kørt til 3 forskellige mejerier, Vedde, Skellingsted og Karsholte mejerier. Man kunne ikke ens om selv at bygge. Der var 6 skæpper land i jordstykket og vi byttede så lige op med 4 cykler, 2 Dürkopp og to af dem jeg selv lavede. Jeg tænkte straks på at få solgt jordstykket til en mejerist. Mejeribestyrer Mikkelsen i Skellingsted ville nok købe det, han ville give mig 600 kroner, men jeg ville have 800 kroner og det trættedes vi en del om, men så gik der en længere tid. Imidlertid havde jeg stærkt brug for de 600 kr. og en dag jeg skulle til mejeriet for at reparere en del, så tænkte jeg at det var bedst at sælge. Da vi talte om det, så sagde han: ”ja jeg vil give dig 600 kr. for jorden og det med det samme” og så havde vi handlet. Han solgte så jorden til mejeribestyrer <Bregendal fra Jylland, som så byggede fællesmejeriet, hvortil de fleste i sognet solgte deres mælk. Mejeriet blev solgt flere gange, og en gang, der var en vel rask mand, der havde købt mejeriet, så trak leverandørerne sig tilbage og byggede et andelsmejeri lige ved siden af fællesmejeriet. I 1897 købte jeg et jordstykke af skolelodden, liggende bag ved skolehaven for 1500 kroner, som jeg to år efter solgte for 1725 kroner til købmand Sten. Året var ret godt, men på sidstningen af året blev min kone meget syg og vi var snart klar over at det bar imod døden, da lægerne erklærede, at det var kræft i underlivet. Vi talte om det. At hun skulle tages fra mig og 6 u konfirmerede børn. Jeg syntes det blev forfærdeligt, men hun havde en gammel veninde som tjente i København, det var dyrlægens Stine fra Uggerløse. Hun skrev til hende og forklarede vores stilling og spurgte, om hun ikke ville rejse herud og være husholderske for mig og passe børnene. Helligtrekongersdag 1898 kom hun så herud og talte med os og så stillingen og hun lovede så at komme den 1. februar. Marie, min anden kone, døde den 29. januar og den 2. febr. hentede jeg min husholderske ved Sorø Station. Hun kom således til at ordne alt til begravelsen. Marie døde glad i troen på Jesus og med den sikre forvisning om, at alle hendes børn og hendes gamle fader, som var hos os, ville alle blive frelste og komme hjem hos hende i Faderhuset og denne hendes vished var en vished hun havde fået fra Herren. Alle hendes børn blev frelst efter alle de bønner hun havde bedt for hver enkelt af dem. Der blev holdt en stor begravelse. Det viste sig snart, at jeg havde fået en rigtig god husholderske og plejerske til mine børn og alt hvad hun foretog sig, var godt og jeg var glad for at det gik så godt og særlig at hun i alle måder var så god ved mine børn. Jeg tænkte alligevel på at blive gift igen; men hvem jeg så end tænkte på, så kom jeg altid dertil, at der kunne ikke findes nogen som kunne og ville være bedre ved mine børn og mig end min husholderske. Efter denne overvejelse talte jeg til hende derom; men hun forlangte betænkningstid. Da der var gået nogle dage, så spurgte jeg om, hvad hun mente, hvortil hun sagde, JA, for dine børns skyld så siger jeg ja. Jeg gik derefter ud til bedstefar, som var ude at fode hesten og fortalte, at nu skulle Stine og jeg giftes. Han blev så glad, at han græd af glæde og omfavnede mig og sagde, derover er jeg glad, for børnene får en god moder og jeg har fået et godt hjem til min død, hvortil jeg sagde ja, det kan ske, men nu vil du nok lade være med at fortælle det til nogen, og så følges med mig til Sorø skifteret i morgen, for det skal jeg jo før jeg kan noget andet. Vi kørte så til Sorø og det blev ordnet. Dagen efter tog jeg til Amts-stuen i Holbæk og løste Kongebrev, som kostede 33 kroner. Samtidig med, at jeg var i Holbæk, tog jeg ind til pastor Nyborg i Stenmagle og bad ham vie os, for det ønskede Stine. Jeg fik aftalt, at det kunne ske den sidste dag i året. Jeg gik så op til gårdmand Kristian Nielsen i Nidløse og bad ham køre en tur for mig med 2 stole i vognen, men han måtte ikke få at vide, hvad vi kørte efter eller hvor vi skulle hen. Efter en del samtale sagde han ja. Samme dags formiddag som vi skulle have bryllup, gik jeg så til præst og skolelærer i Nidløse og betalte bryllupsoffer og fik kvittering, som jeg skulle have med til præsten i Stenmagle, men ingen af dem fik at vide, hvornår brylluppet skulle stå. Da klokken var 1 kom Chr. Nielsen med køretøjet og bedstefar og Stine og jeg stod på vognen. Jeg sagde vi skulle køre ad Verup til. Da vi så kom kørende, sagde Chr. Nielsen, hør sig mig engang, hvad vi kører efter. Jeg sagde ham så, at vi skulle til Stenmagle og giftes, der var ingen i hverken vores hjem, svendene eller pigen eller nogen i byen der vidste det. Da vi var viet, kom jeg til at tale med læreren i Stenmagle og fortalte at ingen i Nidløse vidste det. Da vi var kørt ad hjemmet til, så telefonerede læreren til Nidløse at vi var viede i Stenmagle kirke. Så da vi kom hjem, var der hejst flag over byen og mange stod ved vores hjem for at lykønske os. Der var indsamlet til brudegave, som stod på bordet og størst glæde, da vi kom ind i stuen, børnene kom alle løbende hen imod Stine omfavnede hende og råbte mor, mor. Det er godt at vi må sige mor og mit hjerte jublede af glæde over den modtagelse og i de følgende dage modtog vi mange lykønskninger. Brylluppet var den 31. december 1898. Samme år og dag jeg var på Skellingsted for at lave noget jernrørsarbejde og der var meget mælkeskum der lå på gulvet, som vi gik og trådte i, så sagde mejeribestyrer Mikkelsen til mig, om jeg ikke kunne opfinde et apparat, som kunne lave skummet om til mælk. Han havde opdaget, at når han stak i skummet med en kost, så blev det til mælk. Jeg spekulerede i nogle dage og fik udregnet et apparat med en roterende aksel, hvorpå var anbragt 2 fiske-bens-koste og som blev anbragt på et låg ovenpå skummetmælkskarret og det viste sig, at apparatet kunne lave skummet om til mælk, men fiskebenskostene blev snart fulde af sten og blev tunge. Så lavede jeg et andet ris med svære fortinnede jernplader i stedet for kostene og det viste sig, at være godt. Lejerne måtte jeg forbedre lidt og lade den trække af en remskive, som jeg først prøvede. Skumdæmperen var færdig. Nogen tid efter fik jeg at vide, at Mikkelsen havde solgt patentet på skumdæmperen og jeg tog over til ham og ville gøre indsigelse derimod, men efter nogen tids samtale enedes vi om, at han måtte tage patentet imod, at de kun måtte fabrikeres hos mig og af ham betales kontant ved levering til en vis pris. Han skulle således forhandle dem og selv betale reklamer, men det var en dårlig og dum handel af mig, som jeg mange gange har fortrudt. Han satte prisen til det dobbelte, som han gav mig. Jeg fik 33 kroner og han tog 60 kroner pr. styk. Det viste sig, at handlen gik godt. Han solgte mange og tjente mange penge derved. Siden solgte han patentet til en mejerist Hansen, som havde Nidløse Fællesmejeri. Han solgte en mængde skumdæmpere som jeg solgte til ham. Han flyttede senere til Sorø og der leverede jeg flere læs med 20 styk ad gangen. Da han for nogle år siden rejste fra Sorø og patenttiden var ude, så tog jeg mig selv af forhandlingen og der sælges af og til nogen, mest til de Danske Mejeriers Maskinfabrik i Kolding. Der er ikke nogensinde opfundet nogen bedre.
1899 var et almindeligt godt år, men det skete nu og da, at jeg blev snydt for nogle penge, især på handel med cykler til unge karle. En gang gik det rent galt. Der var en forvalter Jensen på Verupgården, som dagen før første maj kom ind og ville købe en Dürkopp cykel til 225 kroner og han skulle så have den og betale den 1.maj, hvor han skulle rejse fra egnen. Da vi nåede til aftenstunden, kom han op og spurgte, om han ikke måtte låne cyklen på en lille tur til Dianalund. Han skulle snart komme med den igen og i morgen skulle han komme og få den og betale den. Jeg syntes, han så ordentlig ud, så han fik den til låns, men jeg så hverken ham eller cyklen mere og fik således ikke en øre for den. Jeg fik sagfører Broné i Sorø til at eftersøge ham. Der gik omtrent et helt år, inden han blev fundet som et vrag i København og han havde da for længst solgt cyklen og havde intet at betale med. Jeg fik brev fra politiet om jeg ønskede ham straffet, hvortil jeg svarede Nej. Jeg synes ikke det kunne gavne mig noget, men Broné måtte jeg give 35 kroner for at have eftersøgt ham. Det år solgte jeg mange maskiner, særlig solgte jeg et motortærskeværk til et aktieselskab bestående af gårdmand Rasmus Pedersen og Peder Hansen, Nidløse, gårdmand Hans Pedersen og Chr. Sørensen, Kongsted samt gårdmand Jørgen Andersen i Verup. Det år var der lockout i maskinfaget, så der kunne ikke fås nogen montør til visse motorers betjening. Jeg måtte så sætte mig ind i det og følge med værket nogle dage, for at lære 2 mand at bruge det. For det fik jeg 50 kroner. Der blev nogen uenighed imellem ejerne og året efter i 1900, så ville de have, at jeg skulle overtage det eller rettere købe det, for hvad de skyldte i det; nemlig 3300 kroner. De ville så være i kaution for mig og jeg skulle forrente og afdrage pengene på 10 år. De var kautionister. Jeg gik ind derpå. Det gik meget godt i førstningen, så længe værket var nyt og at der ikke var lige så mange, der ville bruge det. Det kunne godt og vel tjene de penge ind, som jeg skulle betale, men efterhånden var der flere der ville bruge det, så det var umuligt at tilfredsstille dem, næsten alle ville have det først. Det bragte mig megen uro og jeg var tit ked af det. Tærskeværket tjente jo mange penge over, hvad jeg skulle betale, men der var også mange reparationer der fremkom ved slid. Det begyndte gerne inden folk fik indhøstet og kom sjældent hjem før i marts måned. Jeg måtte spilde megen tid ved, at jeg så godt som hver dag, måtte en tur ud og se til det, skønt jeg som regel havde 2 solide mænd, som var med det. Den ene passede motoren og den anden var ilægger. Da jeg nåede at få det betalt, var tærskeværket opslidt og kunne ikke med fordel repareres, skønt jeg altid på mit værksted havde en maskinarbejder. Men så købte jeg et ny med halmpresser for 1750 kroner. Motoren var lige så god som ny og var nylig blevet forbedret, så det gik godt og gav overskud, men da det stadigvæk var galt med, at jeg ikke kunne tilfredsstille folk og jeg ikke havde anden større aktivitet, som krævede min nærværelse, så solgte jeg hele værket for 2400 kroner til maskinarbejder Pedersen, som havde arbejdet for mig i flere år. Jeg var så færdig med den aktivitet i år 1914, det var en lettelse. Året 1901 var et ualmindeligt år med godt arbejde og helbred. Der var ingen særlige oplevelser. I året 1902 skulle der være håndværker udstilling for Løve Herred i Ruds Vedby, hvortil jeg fik tilladelse til at være med som udstiller og der udstillede jeg 3 transportspande, et badekar samt en poleret messing bordlampe, som var indrettet sådan, at den slukkede sig selv, hvis den væltede. Alt var lavet på mt værksted, på nær brænderen og kuplen. På udstillingen fik jeg anden præmie, 60 kroner samt et diplom, som jeg satte i glas og ramme. Den svend, Nielsen, som havde lavet de udstillede genstande, gav jeg 30 kroner, ellers gik året godt. 6. april 1900 døde bedstefar, min anden kones far. 8 dage før han døde, kom han af hjertet til at tro på Jesus, så han døde glad i troen og blev begravet ved siden af hans kone på Uggerløse kirkegård. Ham savnede jeg meget, for han gik og ordnede alle småting ude i gården, skar hakkelse og passede hesten og kørte tit en og anden tur, som sparede mig. 1903 var et almindelig godt år. Jeg opfandt en petroleum staldlygte, som slukkede af sig selv, både hvis den væltede eller faldt ned eller hvis den ville eksplodere, ved at en messing halvkugle, som sad under lampen, svingede hen over brænderen og slukkede af mangel på ilt/luft. Hele mekanismen holdes nede under brugen ved halvdelen af en tændstik. En sådan lygte kunne ikke fremstilles for under 6 kroner og da det var for dyrt, så fik jeg akkord med lampefabrikant H.V. Christensen, Ryesgade i København, om at lade dem lave på hans fabrik. Forinden havde jeg søgt patent både for Danmark og Tyskland og fik det, men det kostede over 500 kroner. Jeg skulle have 66 øre for hver lygte, der blev solgt, men da der skulle anskaffes særlige maskiner til fabrikationen af dem billigt, så skulle disse maskiner tillige med reklame betales før jeg skulle have min provision. Følgen blev, at salget deraf blev så lille, at jeg aldrig nåede at få provision, men fik fordel deraf på anden måde. Mange forskellige ting har jeg spekuleret på og prøvet at lave uden at nå noget resultat. Jeg lavede en elevator, som kunne bringe mælken fra sødmælkskarret, når det stod på gulvet og op i forvarmeren på mejerierne, hvoraf blev lavet nogle stykker. Vi lavede også nogle store mælkekar, som kunne rumme 600 pund mælk. De blev lavet af fortinnet bessemerstål plade nr. 16 og med pånittet vinkeljern. Nogle til at sætte store skumdæmpere på, blandt andet til Trifolium i Haslev og to til deres filialer. Jeg var ligsynsmand og en gang skulle jeg have synet en dreng, som var død af difteritis. Jeg blev smittet og var meget dårlig deraf tillige med min datter Sofie. Så sagde doktoren, at vi skulle have damp og indånde. Jeg lavede en tegning på et apparat, som blev lavet på værkstedet. Det blev lavet af blik med lang tud og stod på et petroleums kogeapparat, men det viste sig, at man ikke kunne komme det så nær, som man burde, fordi der kunne komme vanddråber med dampen op, som kunne skolde huden i ansigtet. Så opfandt jeg at lave dem således, at dampen blev renset for vanddråberne og jeg fik patent på det. Der blev lavet mange af disse som mange læger anbefalede og lægerne kom medicin i vandet, så det bliver medicinsk damp patienterne indånder. Det bruges til forkølelsessygdomme, lunge og halssygdomme. De laves fremdeles på vores værksted, men fik aldrig den udbredelse som de fortjente. Jeg spurgte engang en læge, hvorfor han ikke anbefalede disse apparater. Han svarede, at hvis alle kendte det, blev der for lidt for lægerne at bestille. Det så tit vanskeligt ud, at få samlet de nødvendige penge til at betale veksler med, stadig havde jeg løbende veksler med Svend Maribo på imellem 1 og 2000 kroner og samtidig havde jeg gerne veksler med Sorø Bank og Håndværker Banken og selv om det tit så sort ud, så talte jeg tit med vores Fader om det og bad ham hjælpe mig og Gud ske Tak og lov, så har jeg aldrig fået en veksel protesteret (afvist). 2 gange har det knebet med penge til vekslerne, så jeg måtte sælge både hest og vogne og slæde, men da jeg ikke kunne undvære køretøj, så fik jeg snart hest og køretøj på kredit, på afbetaling. Det var en dårlig forretning for mig, men hvad skulle jeg gøre?
Afdragslån havde jeg også altid enten i Sorø Sparekasse eller Raunstrup Sparekasse, så jeg var tit spændt hårdt for. Somme tider, når det kneb fik jeg også nogle penge hos købmand Sten i Nidløse. Jeg havde tit 2 a 3000 kroner udestående som jeg kunne få på visse tider, af året og somme tider når det kneb. Jeg talte tit med Fader om det. Nogle dage før jeg skulle bruge pengene, kunne der ganske uventet komme nødvendige penge, så tog jeg det, som en bønhørelse fra vores Himmelske Fader og takkede ham hjerteligt derfor. Nu kunne jeg betale, hvad jeg skulle til tiden og havde jeg ikke været et troende menneske og vidst, hvor jeg skulle søge trøst og hjælp, så havde jeg aldrig kunnet holde den gående, men havde opgivet at kæmpe for at være oven vande, som man siger. Gud skal have æren og takken for, at jeg har set en bog, som kun grossererne har. Jeg stod opført som en fin betaler og det var grunden til, at jeg aldrig behøvede at mangle de varer og materialer, jeg skulle bruge, men kunne få uindskrænket kredit og det har altid stået for mig, at hvis min kredit led skade, så kunne jeg ikke have forretning mere. Ja, trods megen modgang og store tab og udgifter ved dødsfald, arv til børnene, sygdom som både jeg selv og familien har haft, så har vores Himmelske Fader ført det således med mig i nogen måde, at det har været nødvendigt for at holde mig som et troende menneske og Guds Barn, thi min medfødte natur, er at være vel livlig og se lyst på tilværelsen, som jo også har bragt mig mange skuffelser i mit liv. Den 1. december 1901 blev Høng-Tølløse jernbanen åbnet og det var meget værd, at kunne få varer der i stedet for at skulle hente dem i Sorø. Jeg havde også været med i flere år at arbejde for, at få den jernbane. Særlig ville vi jo have station i Nidløse, men da vi ikke kunne få det, blev det i Dianalund, som er til megen gavn for hele egnen. 1904 skulle der være udstilling i Sorø for landbrug og håndværk og jeg fik lov at være med, som udstiller. Jeg fik en meget beskeden plads, længst borte fra indgangen, i en krog. Jeg pyntede min plads, så godt jeg kunne, med grønt og flag. Jeg havde udstillet en selvrensende tærskemaskine fra N. R. Pedersen i Holbæk og så min petroleumsstaldlygte, som jeg havde patent på. Da udstillingen skulle åbne, havde vores Konge, Christian den 9. lovet at komme, men han blev forhindret og i hans sted kom Kronprins Frederik (DEN SENERE Kong Frederik den 8.) og kronprinsessen (Lovisa). Efter at have holdt en lille tale og erklæret udstillingen for åbnet, gik han omkring og så på de udstillede genstande. Med ham fulgte kronprinsessen, amtmanden, borgmesteren samt mange flere. Da de nåede til min stand/plads, ønskede de herrer at se lygtens virkning. Da jeg havde vist den frem, spurgte kronprinsessen mig, om hun måtte prøve den. Hun tændte den og slukkede den mange gange, dernæst spurgte kronprinsessen mig om, hvordan man bar sig ad med at bruge, det udstillede tærskeværk, som jeg så forklarede så godt jeg kunne. Derefter trykkede kronprinsessen mig i hånden og sagde: ”Jeg takker Dem for deres udstilling, som er til gavn for vort land”. Da han havde set hele udstillingen, så skulle amtmanden, stående på en forhøjning, opråbe navnene på alle, som var tildelt præmie og vi stod alle meget spændt, men stadig uden mit navn, men så til sidst sagde han: ”Til sidst den største præmie tildeles blikkenslager Peder Christoffersen; nemlig sølvmedalje og 2. præmie 60 kroner”. Jeg blev så ovenud af glæde, at jeg græd og løb ned i noget buskads, i akademiets have og lå på knæ; takkede vores Himmelske Fader for den store ære. En måneds tid efter var jeg på postgården i Sorø for at modtage medaljen og præmien, hvilket var meget højtideligt. Jeg var genstand for megen ære. Den sølvmedalje har været mig til megen gavn. Jeg lod lave en kliche af medaljen og lod symbolet trykke både på konvolutter og regninger samt meddelelser. Jeg er vis på at det har været en god reklame for forretningen. Det var et godt år for forretningen og jeg havde 2 svende. 1905, den 7. maj døde min bedste svend, Nielsen. Han havde været hos mig i 15 år. Han var gift med en søster til min første kone og havde 4 børn, da han døde. Han var meget forfalden til spiritus, men var en meget dygtig blikkenslager. Han kunne lave alt, hvad jeg forlangte af ham. Efter hans død fik jeg blikkenslagersvend Jensen fra København. Han arbejdede for mig i 7 år. Han var et troende menneske. Samme år lejede jeg et stykke jord, beliggende på Nidløse holm af bondemand Mads Olsen for 100 kroner årligt. Den jord havde jeg i 3 år og på den tid havde vi en ko. Jeg havde jo ladet huset ombygge, næsten hvert år, fordi jeg, som forretningen udvidede sig, havde for lidt plads. I sommeren 1905 lod jeg huset rive ned og byggede det op i den nuværende skikkelse og derved fik vi megen plads, både foroven og forneden og en stor butik, som jeg særlig trængte til. Jeg fik et lån på 3000 kroner i huset i Husmandskreditforeningen. I 1906 i foråret købte jeg det hus med have som lå lige op til, norden for mit hus af gårdmand Peder Larsens enke for 1600 kroner. Det var meget forfaldent og der var kun 3 alen mellem gulv og loft. Jeg lod så loftet og øvring hæve ¾ alen og lavede det i stand med nye døre, vinduer og gulve og lod det indrette til to familier og solgte den nordlige ende af haven til pigen, Sofie Jensen, for 300 kroner, som hun lod bygge hus på og jeg fik 1600 kroner at låne i Husmandskreditforeningen. Min svend, Jensen, giftede sig og kom til at bo i den sydlige ende, i den nordlige ende boede Jens Henriksens enke. Første juni 1906 kom frøken Grummersgård til Nidløse som lærerinde vikar, efter at frøken Engel blev sindssyg. Da vi i sognerådet søgte efter en vikar, var der mange som meldte sig, men der var kun en jeg ville stemme på. Der var delte meninger om det, så det blev bestemt, at afgørelsen om, hvem vi ville have skulle afgøres af gårdmand Rasmus Pedersen, Nidløse, Lærer Hansen og jeg. Vi var samlet hos lærer Hansen en aften. Pedersen holdt på frøken Andersen og jeg på frøken Grummersgård, ikke fordi jeg kendte hende på andet end, at hun var dimitteret fra Nørre Nissum seminarium, hvorom jeg vidste, at det blev drevet i Indre Missions ånd og jeg syntes også, jeg havde hørt hendes navn før. Men lærer Hansen ville ikke stemme, hverken på den ene eller den anden.  Vi sad så og trættedes om det; men så sagde Rasmus Pedersen, at jeg gerne kunne få hende jeg ville have, for det var jo kun til vikar, så det var nemt at blive af med hende, dersom hun ikke stod os an. Siden opdagede jeg, at hendes far var indremissionær Grummersgård fra Lem. Vikartiden varede 18 måneder til den 1. marts 1908. Da der skulle indstilles 3 lærerinder, blev frøken Grummersgård nr. 1, fordi det i vikartiden havde vist sig, at hun var dygtig til sin gerning, men provsten ville ikke give hende kaldet, fordi hun var for ung. Gårdmand Jørgen Andersen, Verup og forpagter og husejer Niels Nielsen, Nidløse og jeg rejste ud til amtmanden i Holbæk og bad om at få lov at beholde hende og jeg fik godsejer Hvidt, Frihedslund, til at stemme på hende og hun blev kaldet, hvilket var en stor glæde for os troende, da det viste sig, at hun var en troende pige. Året var meget godt. I foråret 1907 var jeg en dag i Vedde på andelsmejeriet for at reparere og forandre jernrør og bestyrer Nielsen fortalte da, at der skulle bygges vandværk i Vedde. Der var lavet tegning og konditioner og der var kommet et tilbud fra Phillipsen i Slagelse. Der var nok kommet et til; men ham ville de ikke have med at gøre og spurgte mig, om jeg ville give et tilbud. Han mente, at det måtte jeg sagtens kunne lave. Jeg fik så tegning og konditioner udleveret. Dagen efter rejste jeg til København og rådførte mig med Brødrene Dahl og rejste så hjem og gav tilbud, som lød på 7.500 kroner. Det viste sig, at jeg var 500 kroner billigere end Phillipsen i Slagelse, så jeg fik overdraget at bygge det. Jeg fik en jordentreprenør, Jakob Hansen fra Sverdsholt, som jeg gav akkord på alt jordarbejdet og en autoriseret rørlægger, Julius Hansen, fra Vemmelev ved Slagelse, som fik akkord på alt jernrørs arbejdet. Jeg havde så selv at skaffe til veje, hvad der skulle bruges samt at tilse, at arbejdet blev udført efter tegningen og konditionerne. Den store vandbeholder lod jeg murermester Olsen i Tølløse lave. Alt gik meget godt. Brønden havde jeg ikke meget at gøre med. Vindmotor og pumpe skulle jeg levere opstillet. Jeg tjente ikke noget videre på vandværket, som var det første jeg lavede. Det værste var, at jeg skulle lade ¼ af summen stå i 2 år som garanti. Ganske vist fik jeg 5 % af pengene, men det kneb alligevel med at undvære pengene. I 1908 byggede jeg et vandværk i Skamstrup, det blev et temmelig vanskeligt arbejde, for der var masser af store sten, så det kostede meget mere end beregnet og da det var færdigt, viste det sig, at jernrørene ikke kunne holde, men sprang. Det var særligt de trukne rør og de ville ikke betale mig pengene. Jeg måtte forlange en voldgift. På min side havde jeg ingeniør Fox Moule fra Bodal og Skamstrup havde en ingeniør fra København. Det førte til, at jeg på en stor strækning måtte optage trukne rør og nedlægge støbte rør. Mange steder måtte vi tage trukne rør op og isætte nye stykker, så det så helt galt ud. Jeg satte 2800 kroner til, men de 800 Kr. fik jeg erstattet af brødrene Dahl for dårlige rør, men cirka 2000 kroner satte jeg til og det havde nær slået mig ned, men så i 1909 fik jeg et vandværk i Fårevejle at bygge. Mit tilbud lød på 17.000 kroner. Det var meget lange ledninger, fra nogle kilder i Veddinge bakker og langt ud over Lammefjorden. Der blev brugt ”Mau munds” stålrør, som var isolerede med jute og asfalt. Da jeg var færdig, så var der kommet så mange til, at den samlede sum blev på 27.500 kroner. Det vandværk gav mig i netto overskud godt 2000 kroner, foruden at jeg havde beregnet betaling for tidsspilde. Jeg var mange gange kørende til Fårevejle og var sommetider derinde 2 dage ad gangen, så boede jeg hos urmager Sørensen, Fårevejle, som var gift med en kusine til min kone. De havde et godt hjem. Sørensen var tillige formand for vandværket. De vidste ikke alt det gode de ville gøre for mig, så jeg havde det godt derinde. Til jordentreprenør og rørlægger havde jeg de samme, som jeg havde haft i Vedde. Jeg var allerede den gang meget dårlig af gigt og måtte gå ved hjælp af to kæppe. Om aftenen havde jeg meget uro i fødderne. Jeg havde dengang en lille rød hest, som med lethed kunne løbe til Fårevejle og hjem igen på en dag, det var 10 mil (75 km) på en dag. Året efter havde jeg meget arbejde derinde, idet der kom mange interessenter til, så det var noget der gav mig oprejsning for tabet i Skamstrup. Derinde i Fårevejle fik jeg intet vrøvl, alle var glade for at kunne få fersk vand, særlig på Lammefjorden havde de ikke andet end saltvand og måtte tit køre langt, for at få vand, tilmed var det så naturligt og uden hindringer, da vandet løb af sig selv fra kilderne som var højtliggende. Og var der et eller andet lidt forkert i de 2 år jeg skulle garantere, så ordnede Sørensen det i mit sted så den mand har været meget værd for mig. I året 1910 fik jeg et vandværk at bygge i Ringsted by for kroner 6500. Det gik som det skulle og det virkede godt. Vandet fik man fra en kilde på gårdmand H.J. Sørensens mark, hvor vindmotoren stod ved siden af. En dag jeg kom kørende igennem Kongsted, blev det meddelt mig, at vindmotoren hældte så meget, så den var ved at falde. Vandværket havde virket i 14 dage, da jeg så tog hen til motoren, så jeg, at jorden var sunket cirka 1 alen, der hvor kilden var. Herfra havde der altid løbet et 3” ”Tøt” fuldt af vand fra, nu var det ganske tørt. Jeg tog så motoren ned og den blev flyttet hen til H.J. Sørensens gård, hvor der var gravet en brønd, men der var ikke tilstrækkeligt med vand. Jeg forslog så at lægge en drænledning fra gadekæret og hen til brønden og så sætte et filtreringsapparat dertil. Brønden var 1 alen lavere end vandstanden i gadekæret. Da ledningen var lagt og jeg kom og ville sætte filtreringsapparatet på, kunne vandet ikke løbe, hvad jeg ikke kunne forstå, men jeg opdagede så, at drænrørene var 1 ½ alen for høje på midten af ledningen, men dem, som lagde rørene havde ikke tænkt derover og havde kun gravet og lagt rørene på 1 ½ alen. Det var altså til ingen nytte. Jeg ville lave det om, men det ville bestyrelsen ikke og så ville jeg ikke have mere med dem at gøre. En dag kom gårdmand Jens Christensens kone og ville købe en symaskine. Den skulle være med håndsving på siden i stedet for på enden. Da jeg ingen havde, så lovede jeg at ville skaffe en sådan og fik at vide, at manufakturhandler Lauritsen i Slagelse havde den slags. Jeg bad ham sende mig den pr. efterkrav. Jeg løste så maskinen i den tro, at den var rigtig, men det viste sig, at den var med almindeligt sving. Jeg sendte maskinen tilbage pr. efterkrav, men han lod den stå på banegården og ville ikke indløse den. Jeg anlagde proces imod ham men jeg tabte og måtte tage maskinen tilbage og betale pladsleje af den på banegården, hvilket kostede mig i alt med processen 30 kroner og jeg havde givet 38 kroner for maskinen. Jeg solgte den for 38 kroner. Det var en uretfærdig dom, men jeg var bange for at føre processen videre, da det jo koster mange penge. I sidstningen af året døde lærer Hansen, Kongsted skole og der skulle således kaldes en ny lærer. I førstningen af 1911 var det meget spændende, thi jeg hørte jo til dem, der helst ville have en troende lærer. Jeg gjorde hvad jeg kunne derfor, skønt jeg jo ikke mere var i sognerådet. Der blev indstillet en lærer Thejsen som nummer 1 og han var ikke missionsmand. Lærer Thelum blev opstillet som nr. 2 og en lærer Bundgård som nummer 3. De 2 sidstnævnte var af Indre Mission. Samme dag sognerådet havde indstillet lærerne gik vores modstandere omkring i skoledistriktet og samlede underskrifter på, at få Thejsen til lærer og derved brugte de nogle fif, for at få folk til at skrive under. Det var ellers manges mening, at det var Thelum, vi skulle have haft og der er heller ingen tvivl om, at hvis ikke den adresse, som de rejste til provsten dagen efter, så havde det blevet Thelum, for han var bedst kvalificeret og særlig godt anbefalet af pastor Vilstrup i Reerslev. Jeg tænkte, at den sag var ude af verden. En dag, hvor jeg havde været i København og kom hjem, så stod der et stykke i Sorø Amtstidende om de fif der var brugt for at samle underskrifter. Det var sandt, hvad der stod, så jeg var straks klar over, at det var underskrevet med et forkert navn og da jeg den gang var egnens referent til Sorø Amtstidende, så ringede jeg straks til redaktøren og talte med ham om det. Han sagde, at han ville sende brevet ud til mig og lagde det i en konvolut med mit navn på, men inden brevet blev afsendt, så kom sognefoged Jørgen Jensen op på Amtstidendes kontor og bad om at få brevet. Det var nemlig ham der var sjælen i, hvad der var gjort, for at få Thejsen og det var også særlig skrevet om ham. Han fik brevet med min adresse på og rejste hjem og fortalte, at navnet var forkert. Men navnet var mit, som stod på konvolutten, så var det selvfølgelig mig, der havde skrevet brevet. Brevet viste heller ikke min håndskrift; men man sagde, at jeg kunne jo have fået en anden til at skrive det og det blev troet af selv mine bedste venner og jeg fik tilhold, om at trække mig tilbage og ud af bestyrelsen fra Missionshuset og ud af børnegudstjenesten. Det var det hårdeste slag for mig, der skete i hele mit liv; dette at blive miskendt af sine venner og tillige af min allerbedste ven, som var bondemand Jens Frederik Pedersen, Nidløse. Jeg har haft megen hjertesorg derover. Værst var det om natten, hvor jeg i lange tider måtte ligge og græde og mange af de bønner jeg derfor har opsendt til min himmelske Fader. Man siger at tiden læger alle sår og der er vel også lægt noget, men læges gør det vist aldrig. En svend, Jensen, fra København som jeg fik, han var også særlig imod mig, hvorfor jeg en tid skilte mig af med ham. Samme år 1911 byggede jeg vandværk i Tersløse by og det gik meget godt. Det blev det sidste jeg lavede, for min søn Karl, som var svend og arbejdede på et fortinneri i Hedensted, hvor man fortinnede gamle transportspande. Da han var hjemme, fortalte han om den virksomhed og jeg besluttede at sætte sådan en i gang. Min søn kom så hjem og vi begyndte og det gik meget godt. Jeg averterede i mælketidende derom og der kom flere og flere spande til fortinning, så jeg stadig måtte have flere svende og arbejdsmænd. 1912 tog forretningen stærk fart. Der kom vognladninger fra Jylland, ja helt oppe fra Vendsyssel. Hele sommeren havde jeg 8 blikkenslagersvende og 5 arbejdsmænd og 2 piger. Jo, det gik hele året, men i foråret og forsommeren var der flest spande. Fortjenesten var ikke så stor, for jeg tog kun 3 kroner for en 80 punds spand at fortinne. Fortjenesten var kun 60 øre pr. spand og det var egentlig et farligt bulder for så lidt fortjeneste og alle svendene på nær en fik kost og logi og flere af dem snød mig. Vi fortsatte i 1914 og måtte hæve om efteråret, da jeg på grund af krigen, som var mellem Tyskland og Frankrig, ikke kunne få mere tin. Jeg var nu kommet så vidt, at jeg kunne betale alle varer pr. 3 måneder og havde ingen kautionslån, de var indbetalt. Jeg havde kun en veksel på 1000 kroner med gårdmand Jørgen Andersen, Verup, de 700 havde han og jeg de 300 kroner, han var kautionen og jeg var låntageren og fortsatte med, når den var forfalden. Så lånte vi i en anden bank til at betale med og sådan fortsatte vi. Samme år i november, som krigen var brudt ud, fik jeg meddelelse om, at der var kommet en del varer til mig fra grosserer Svend Maribo i København. Jeg havde ikke bestilt varerne og ringede ind og spurgte, hvordan det hang sammen. Han svarede mig, at der blev ikke til at få flere varer så længe krigen varede og da jeg havde været ham en god kunde, så ville han sende mig disse varer og da jeg spurgte om, hvornår de skulle betales, så svarede han, at jeg kunne betale dem, når jeg kunne og jeg skulle ikke give veksel på dem. Jeg tog med glæde mod varerne, som var til stor gavn for mig under alle krigsårene. 14 dage efter, at jeg havde fået varerne, døde Svend Maribo, og så tænkte jeg, at nu blev det vel galt, men han havde skrevet i sine bøger, at de ikke måtte sagsøge mig for det jeg skyldte; men vente til jeg efterhånden kunne betale. Det gik godt i 1915 til at begynde med. Jeg havde varer trods krigen, så indenfor et år havde jeg betalt alle varerne og tjente dobbelt på dem. Jeg kunne næsten forlange, hvad der skulle være for mine varer. Jeg havde den gang en svend, som hed Sørensen. Han var gift og boede i det hus som jeg før havde ejet, lige nord for mit eget. Huset havde jeg året før solgt til fiskehandler Johan Carlsen, Karstofte, for 2400 kroner. Han boede selv i den lille lejlighed og havde lejet den store ud til Sørensen. Hen på sommeren blev han syg og kunne ikke udfylde sin plads, så jeg var nødt til at søge mig en anden svend, men han blev hos mig til først i november. Min søn Karl var gift og boede i Østbirk ved Horsens og arbejdede for blikkenslager Kjeldsen. Jeg skrev så til ham om han ikke ville rejse hjem til mig for at arbejde. Han kom så til først i november og kom til at bo på vores loftsværelser. Nogle dage ind i november blev Sørensen meget syg. Lægen sagde det var tyfus og han blev straks kørt på hospitalet, Sæby sygehus, hvor han døde 3 dage efter. Hans kone og de 2 børn pakkede sammen og rejste ud til Sørensens forældre i Kalundborg. Da nu lejligheden var ledig hos Carlsen, så flyttede min søn med kone og barn derop, uden at det var desinficeret. Det gik godt hen til jul, så blev Karl syg af tyfus og blev juledag kørt til Holbæk sygehus. Da jeg så, at vognen kørte med ham, så gik det mig så nær, at jeg tabte bevidstheden og kom til sengs, også angrebet af tyfus. Jeg måtte blive i sengen i 15 uger. Nogle få dage efter, at min søn var kørt på sygehuset, blev hans kone også syg og kom på Sæby sygehus. Johan Carlsens blev også syge, men fik lov at blive hjemme. Det var i mindre grad og da de var kommet sig, blev der desinficeret over hele huset og brønden blev renset og så blev det godt. Karl var meget syg og døden nær. Han lå der vist i 3 måneder. Hans kone kom sig snart og barnet var hos hendes forældre i Jerslev til Karl kom hjem. Jeg var selv meget syg og bevidstløs i lange tider. Da jeg begyndte at komme op i maj 1916, kunne det højre ben ikke hænge nedad, selvom jeg sad på en stol. Så tog krampen det og det rystede forfærdeligt. Jeg måtte så have lavet en skammel, som benet kunne ligge på og som kunne sænkes lidt efter lidt. Efter at have siddet sådan i 14 dage, så nåede jeg gulvet; men så fik jeg forfærdelige smerter i højre fod og lægen kunne ikke forstå, hvad det kunne være. Vi prøvede mange ting, men lige lidt hjalp det. Jeg havde den gang læge Jost i Stenlille til læge. Under sygdommen havde jeg ellers haft læge Tuxen, som var hjælpelæge hos doktor Sell ved Kolonien Filadelfia, men han var i det forår indkaldt til militæret. Efter hårde smerter i cirka 8 dage, gik der et lille hul på ankelknysten på den indvendige side, hvoraf der tærede lidt materie. Det lindrede noget, men så rådede læge Jost mig til at tage ud på Holbæk sygehus og få benet røntgen fotograferet. En dag sidst i juni måned kørte Johan Carlsen for mig i bil til Holbæk. Jeg fik fotograferet på 3 leder og lægen mente det var tuberkulose, men når jeg tog antisalisyl pulver, så kunne jeg nogenlunde få ro og kunne gå med kæp. Læge Jost sagde, at det kunne ske, at det kunne bulne ud af sig selv. Mens jeg var syg og min søn Karl var på Holbæk sygehus, havde jeg ingen svend. Min søn Ove var i lære hos kobbersmed Pedersen i Sorø og han fik lov at komme hjem en gang imellem for at lave reparationer, så det gik. Jeg havde en del tin i tingryden på den tid, så jeg fortinnede spande. Der var vist omkring 300 pund, som havde kostet mig 125 øre pr pund, deraf solgte jeg cirka 200 pund for 6 kroner pr pund, resten beholdt jeg og havde så det nødvendige tin til eget brug i alle krigsårene. Det var næsten ikke til at få tin og det kostede i lang tid 12 kroner pr. pund. Den 10. juli døde gårdmand Jørgen Andersen, Verup og enken og jeg betalte så vekslen vi havde sammen. Dermed var jeg Gud ske lov færdig med de veksler, som jeg i mange år havde kørt på og havde gjort mig megen uro og besvær. Det var en stor lettelse. Hen på sommeren blev min søn indkaldt til sikringsstyrelsen ved marinen, så fik jeg Vintersbølle til at arbejde for mig. Det var blevet umuligt på grund af krigen at få petroleum og til belysning kunne man kun få lys af stearin af talg. Men så fandt nogle på, at lave lamper, hvori der kunne bruges karbid ligesom i cykellygter og der fremkom mange forskellige. Mange af dem var farlige, da de let kunne eksplodere, men så blev det ved lov bestemt, at karbidlampen ikke måtte bruges uden den, var godkendt af Teknologisk Institut, hvorfra der blev udleveret ovale messingskilte hvorpå der var trykt en Kongelig Krone. Af blik kunne de ikke laves, da de ville ruste. Messing kunne ikke fås, heller ikke Zinck, så vi kunne kun få gamle galvaniserede jernplader med sømhuller i. Disse måtte vi bruge til tagrender og næsten alt muligt. Mange blikkenslagere, som ikke havde blik, måtte bruge den slags ved reparation til bunde i transportspande og kaffekander og meget mere og de kunne ikke lave nogen andre bliksager, som jeg kunne, fordi jeg havde fået det blik af Svend Maribo, så vi havde godt med arbejde. Jeg havde stadigvæk maskinarbejder Pedersen, som reparerede cykler og som jeg havde haft i flere år. Han kunne også lave meget blikkenslagerarbejde. Jeg spekulerede på disse karbidlamper og fik så lavet en og rejste ind til Teknologisk Institut med den. Men den blev kasseret og jeg fik besked om, hvordan den skulle være, for at den kunne blive godkendt. Jeg fik snart lavet en anden af galvaniseret jernplade med en stor brænder til at sætte kuppel på. Jeg fik indsendt den og fik den godkendt straks, men de satte prisen. som jeg måtte tage for den, til 10 kroner, men det var for lidt. Det kunne gå ved salg derhjemme, men ikke til videreforhandling. Jeg søgte om tilladelse til at tage 16 kroner for dem med kuppel på (den kostede 175 øre). Jeg fik tilladelsen og så kom der gang i fabrikationen. Det kneb lidt med at få nogle små messingrør, så jeg måtte bruge ¼” jernrør, som blev afdrejet og jeg kunne afsætte alle de lamper jeg kunne lave til videre forhandling. For dem fik jeg 12 kroner pr styk netto. På alle lamperne var der på loddet en godkendt mærkat, som jeg fik af Teknologisk Institut for 10 øre pr. styk. H.V. Christensens rejsende, hr. Alex Rasmussen solgte mange karbidlamper for mig og det var en god forretning. Der var heller ikke til at få si bunde. Messingstramaj var ikke til at få, men jeg havde et meget stort stykke, som jeg ved en fejltagelse havde fået, det kom mig nu til gode. Vi lavede si bunde til 3 dobbelt pris til videre forhandling og solgte ved Alex Rasmussen til blikkenslagere. Det blev forbudt at bruge karbidlamper eller lygter i udhusene, så jeg fandt på, at lave en olielampe til at sætte i flagermuslygten, men de få oliebrændere jeg havde var snart forbi og der var ikke til at få brændere. Men så rejste jeg ind hos H. V. Christensens lampefabrik og fik lov at undersøge en hel del kasser med gamle kasserede ting og der fandt jeg 100 stk. mere eller mindre beskadigede brændere, som jeg kunne lave i stand og som jeg fik. Det kunne godt betale sig. Jeg tog 3 á 4 kroner for hver olielampe og lampeolie kunne der fås nok af. Da de brændere var brugt, lavede vi alligevel en del olielamper efter gammelt system uden skrue. Vægen måtte trækkes op og ned med en nål. Jeg købte også 35 gamle petroleumslampe brændere af jernhandler Levin og søn i København for 2 kroner pr. pund, som jeg gelbbrændte og lavede i stand og som nu kunne afsættes. Der var nogle enkelte, som havde til petroleum og de var flere kollegaer som fik nogle af brænderne og en blikplade hos mig for god betaling. Jeg havde en mængde gamle kasserede jernrør og jernrørsstumper og blikaffald og gamle metaller. Det fik jeg let solgt til store priser og deraf fik jeg en god ekstraindtægt, for noget jeg ikke havde regnet med. Årene 1916 og 1917 gav således store uforudsete indtægter. Havde Gud taget hårdt på mig i 1916, så gav han mig i de følgende år stor velsignelse i (de påfølgende år) forretningen. Da min søn Karl kom hjem fra tjenesten, så hjalp jeg ham i gang med en blikkenslagerforretning i Ruds Vedby, hvilket kostede mig en del, men jeg havde jo også råd til det, og det har jeg haft glæde af. Min søn Ove blev udlært i Sorø og derefter arbejdede han som svend. Så blev han indkaldt som soldat ved marinen og lå omtrent i 2 år. I de år krigen varede mellem Tyskland, Frankrig, Belgien, England, Rusland, Tyrkiet, Østrig og Amerika, var der rationering her i landet på næsten alle fødevarer. Man fik gennem sognerådet ernæringskort som var påtrykt med, hvor meget hvert menneske måtte få af kaffe, sukker, the, brød, flæsk, kød, gryn, smør, fedt osv. Ingen måtte få mere end kortet udviste og det var for manges vedkommende for lidt og man måtte bruge megen byggrød og kartofler, værst for mig var det med brødet. Jeg fik kun kort til rugbrødet og kunne ikke spise andet end grahamsbrød, som blev lavet af hvede og den var næsten ikke til at få og selvom jeg nu og da kunne få fat i lidt. Jeg kunne ikke få det malet, men så fik jeg fat i en svensk kværn til håndkraft, så malede vi selv hveden og min kone bagte så selv brødet til mig. Efter høst lejede jeg børn til at samle hvedeaks på marken, som jeg gav 10 øre pr. pund for og vi fik så tærsket og renset hveden og min kone bagte brødet til mig. Vi havde som regel nok til næste år, men det kneb med fedtstoffer. Det var så lidt med flæsk vi kunne få og der kunne fås korn til grise, men det var meget for lidt så man kunne ikke få nogen gris der kunne blive til noget rigtigt. Men så var det at alle grise, som ikke vejede over 70 pund, måtte der frit handles med og jeg købte flere af den slags, som vi slagtede. Det hjalp meget. Penge havde man nok af, men det var besværligt at få lov at købe for dem. Man mærkede, at varer var mere værd end penge og der blev i det mindre drevet meget handel med ernæringskort som var ulovlig og derved blev så alle mennesker i Danmark uærlige og det førte til mange åndelige og timelige fald. Deres samvittighed havde taget skade og da rationeringen holdt op og mange havde mange penge, så levede de i overflødighed. Da pengene slap op, levede de af betroede penge og det har ført til, at mange store mænd i vores land måtte ty til tiggerstaven og tugthuset. Mange småfolk, som havde sparet lidt op til deres alderdom, er blevet narret, fordi dem de betroede pengene til, levede over evne og brugte dem. Men jeg var Gud ske tak og lov fri for at bruge andres penge og fri for den pengebegærlighed, som bragte så mange til at spekulere med andres penge og spille på Børsen, hvorved mange satte alt det til, de ejede. I 1917 kom biskop Ostenfeldt til Nidløse og holdt visitats og da han igen rejste, sagde han til pastor Simonsen, at enten skulle han holde kapellan eller tage sin afsked. Simonsen valgte at tage sin afsked efter at han havde været i Nidløse i over 25 år. Vi var glade for at blive af med ham, men så skulle vi så have en anden præst, men vores menighedsråd var en majoritet af troende folk, så de ville ikke indstille andre end troende præster. Men det var ikke så let at kende ansøgerne, men så var der en ung teolog, som biskoppen anbefalede og menighedsrådet ville gerne sætte ham ind som nr. 1, når biskoppen ville ordinere ham i Nidløse kirke og det sagde han ja til. Pastor Johannes Pedersen blev kaldet og af biskop Ostenfeldt ordineret i Nidløse kirke den 25. januar 1918. Det var en stor festdag og efter ordinationen havde vi kaffefest i Missionshuset, hvor både biskoppen og alle nabopræsterne samt vores nye præst og hans forlovede var med. Det var en stor dag for Nidløse.
Det var jo, som jeg før har fortalt vanskeligt og meget dyrt at få fortinnede plader og derfor var prisen også høj på varerne som vi lavede. Jeg tog 50 kroner for en 80 punds transportspand, men der var andre der tog 60 kroner. En overgang kunne jeg kun få sorte jernplader Nr. 18, som vi skar ud til transportspande, bunde og fortinnede, så snart jeg kunne få tin og disse blev der solgt mange af til blikkenslagere. Jeg drev på alle de kiler der kunne trække trods det, at min fod blev dårligere og jeg kunne ikke selv døje at være på værkstedet. Men så lod jeg lave et lille værkstedsbord som jeg kunne sidde ved inde i vores dagligstue og der sad jeg så og lavede mange småting og førte regnskabet samt dirigerede hele forretningen. Det gik meget godt med det, tit var der lange tider, hvor jeg ikke kunne flytte mig fra sengen uden 2 krykker. Til andre tider kunne jeg nøjes med 2 kæppe. En lille mand, søn af smed Hans Hansen i Lårup havde lært mig at lave cykler m.m. Han havde arbejdet hos mig i flere år og ham havde jeg fremdeles og han var en god støtte, thi han er i alle måder solid og forstående næsten med alt. Han hedder Hans Johan Hansen, han har været meget værd for mig, hvorfor han fortjener at omtales i denne bog. Tømrermester Nielsen, en mand jeg har haft megen forretningsforbindelse med i en årrække, havde solgt sin forretning i Nidløse og købt en herregård, som hed Duelund, beliggende mellem Viborg og Silkeborg. I sommeren 1918 var jeg nogenlunde rask og var efter indbydelse ovre at besøge ham sammen med gårdejer Julius Nielsen og Johannes Rasmussen, Verup. Det var en dejlig tur. Vi blev beværtet godt og var der i 4 dage. Han havde givet 250.000 kroner for den. Der var en tilhørende stor skov, hvoraf han lavede mange penge og efter 2 års forløb solgte han herregården for 500.000 kroner. I de 4 dage vi var der kørte han os ud til alle sider. Første tur var til Silkeborg som er en meget smuk by. Vi sejlede derfra til Himmelbjerget, en dejlig tur i den skønne egn. Dagen efter kørte vi til Lejlen ved Hald, ikke langt fra Viborg. Der kom vi igennem lyngbegroede egne, som også var meget smukke og der ved Hald var også meget smukt med skov og sø. Soldaterlejren, som var optaget af udenlandske krigsfanger, var en meget stor teltby, beliggende med skov til alle sider. Den 3. dag kørte vi så på besøg hos Nielsens broder, som havde en bondegård 1 ½ mil fra Duelund. Vi kom igennem opdyrket hede land, men det viste sig at være god jord, hvor der groede noget rigtig sæd. 15. oktober 1917 kom min søn, Ove, hjem fra tjenesten og blev hjemme og arbejdede som svend. Det gik meget godt. Han var mig en god støtte. Den 26. januar 1919 blev Ove gift med en pige Gabrielle Hansen fra Broby ved Sorø. De boede i lejligheden oven over i vores hus og vi hjalp hinanden både ude og inde. Vi spiste sammen, Ove og hans kone fik helt ophold og 20 kroner ugentlig. Det gik sådan til, indtil Ove var 25 år. Den 1. april afstod jeg hele forretningen til Ove. Jeg fik indrettet en lejlighed i den vestlige ende af huset med eget køkken, spisekammer og tørvehus og vi delte haven. Ove fik varelageret til halv pris og så fik han værktøj og maskiner med beboelse, butik og værksted til leje for 1200 kroner årlig og skulle så vedligeholde hele bygningskomplekset både udvendigt og indvendigt. Kun ikke vores lejlighed indvendig skulle han vedligeholde. Efter min død har han ret til at få hele ejendommen med værktøj og maskiner for 6000 kroner og skal, hvis min kone overlever mig give hende 500 kroner årlig samt frit husly og have. I april 1919 kunne vi så igen få tin og vi begyndte at op fortinne gamle spande, men det var til en anden pris end før krigen. Nu tog jeg 16 kroner for en 80 punds spand, men tinnet var også 4 gange så dyrt, som før krigen, men det gav tillige også en god fortjeneste. Men efter at tinnet er blevet billigere er prisen også sat ned; men det er fremdeles en god forretning som bliver fortsat. Vinteren 1919 og 1920 blev der budt os elektricitet til lys og kraft på vores egn fra Svinninge elektricitetsværk. Vi havde flere møder herom og jeg blev valgt til formand for udvalget, som skulle arbejde for, at få så mange som muligt til at tegne sig, men da der var mange, som ikke ville give møde i forsamlingshuset. Så kørte jeg omkring og fik så endelig samlet så mange, så vi kunne få det og det blev så indlagt i løbet af sommeren af elektriker Hjort i Kalundborg. Jeg fik 16 lampesteder og en 2 Hestes elektromotor til at trække drejebænk m.m. Hele installationen (indlægget) kostede mig 1400 kroner iberegnet motoren og i september 1920 fik vi så lys og kraft, som vi var meget glade for. I 1921 og 1922 var jeg meget dårlig af gigt og tillige min fod med tuberklerne, så jeg lå den meste tid. Det lille værkstedbord havde jeg i vores køkken og når jeg kunne liste ud ved krykken eller ved kæppene, kunne jeg sidde på en stol og lave lidt småting og tillige førte jeg min søns regnskaber og skrev mærker med mere for ham. Jeg havde i flere år kun haft læge Jost i Stenlille, men først i november 1922 var smerterne i min fod så store, at jeg ville se, om der ikke var noget at gøre og fik så lyst til at søge Dr. Christiansen i Dianalund. Han sagde, at det var bedst, at jeg kom ind på Finsens lysinstitut og han ville så skrive derind om jeg måtte komme. Papirer og garantibevis fra sygekassen blev indsendt den 10. november 1922, men der blev svaret, at der ikke var plads foreløbig, men jeg skulle nok få brev, når der var plads. Gigten var meget slem og jeg måtte blive i sengen undtagen enkelte dage, hvor jeg kunne være oppe nogle timer. Jeg talte med lægen, om han ikke mente at miranda salt kunne hjælpe mig af med gigten; men fik det svar, at den slags patentmedicin skulle jeg ikke give penge ud til, for det var ikke noget værd. Jeg kunne tage aspirin for smerterne og så afvente til jeg kunne komme ind på Finsens hospital. Den 10. januar 1923 kom gamle møller Byberg fra Kongsted ind til mig og var helt rask. Han havde været meget dårlig af gigt og han fortalte, at han var helbredt ved mirandumt salt og jeg fik så snart bud til apoteket efter mirandumt salt. Jeg tog det 2 gange dagligt og inden februar måneds udgang, var jeg helt helbredt for gigt og jeg var meget raskere den somme. Men min fod blev længere, jo dårligere og den første juli rejste jeg så ind til overlægen på Finsens Hospital og spurgte, om der ikke snart var plads, men det var der ikke. Han så min fod og mente, at den kunne helbredes, men jeg måtte vente til der blev plads. I september tog smerterne meget til og jeg talte med læge Christiansen og han sagde, at jeg kunne blive hjulpet på Rigshospitalet. Han ville gerne skrive derind for mig og det gjorde han. Papirerne blev ordnet, men der var heller ikke plads straks. Imidlertid skrev jeg ind til Finsen om der ikke snart var plads til mig, ellers måtte jeg se at komme ind på Rigshospitalet. Jeg fik så brev omgående, om at jeg måtte komme straks og jeg skrev så til Rigshospitalet, at jeg havde fået plads på Finsen. Jeg rejste så og lod mig indlægge den 1. oktober 1923 (han er nu 64 år). Jeg blev indlagt på en stor sal Nr. 89. Vi var 22 patienter og jeg tænkte, at det nok blev en lang tid. Det gik livligt til; om aftenen spilledes her på mundharpe og harmonika og tit synges der fædrelandssange og missionssange og vi taler sammen. Her er kammeratskabsfølelse imellem os og alle er venlige imod mig. Lægerne, sygeplejerskerne og eleverne og funktionærerne, som her er mange af. Behandlingen jeg får er kun at komme i lysbade hver mandag, onsdag og fredag. Det er for det meste strengt at døje varmen, som disse lys frembringer og man må passe meget på, at man ikke skal blive forbrændt, særlig må man passe på øjnene og derfor har man en stor papskærm over hovedet. Man ligger fuldstændig nøgen på en båre og bliver vendt og drejet af en sygeplejerske og vi er som regel 4 mand inde ad gangen ved lysbadet. Det varer 2 ½ time ad gangen, men vi ligger somme tider over den halve tid og synger fædrelandssange og åndelige sange og sygeplejerskerne synger med, så det går godt. Vi har næsten alle slags aviser og blade, som vi kan læse i, kun ikke kristelige blade, derfor holder jeg selv Kristeligt Dagblad. Her kommer hver 14. dag en præst, pastor Nørreslet og holder en lille tale til os. Her kommer også en gang imellem et damekor og spiller på forskellige instrumenter og synger dertil, mange dejlige missions sange. Aviser og blade, som kommer på stuen, går fra seng til seng og salen rundt. Jeg har den glæde at mange gerne vil læse Kristeligt Dagblad. Her er Gud ske lov flere troende både imellem patienter og sygeplejersker og al råhed er så godt som udelukket. Vi lever godt og får altid god og nærende mad som er godt kogt og stegt. Vi kan få lige så meget vi vil have`, så tiden er næsten aldrig lang og ligeså har jeg tit og mange besøg af familie og venner. Min datter Dorthea, som bor her i byen, kommer 2 gange om ugen. Jeg har aldrig tænkt, at det kunne være så godt at være på et sygehus. Her er frit og alle som vil, enten det er sommer eller vinter, kan få lov at komme op på taget, en stor veranda, højt oppe, hvor der er frisk luft og megen sol. Man bliver pakket godt ind i tæpper og lagt på bårer og af 2 portører båret op på verandaen og man kan være der fra klokken 8 om formiddagen til klokken 4 om eftermiddagen. Måltiderne får man serveret deroppe. Det er også mere frit. Vi må ryge tobak, her er en afdeling for mænd og en for kvinder og en for børn. Her er cirka 250 patienter. En del bliver opereret men så vidt det kan undgås, sker det ikke. Der bliver først prøvet med lysbade i et år, derfor er der mange, som har været her fra 1-2 år. Da jeg nåede hen mod jul, spurgte jeg overlægen om jeg måtte rejse hjem i julen. Han sagde, at jeg havde bedre af at blive derinde, men så fortalte jeg ham, at jeg gerne ville hjem, fordi jeg så kunne holde sølvbryllup med min 3. kone den 31. december. Så sagde han:” Ja, det jeg jo ikke stå for”. Så jeg måtte rejse hjem og da der ingen lysbade var i julen, fik jeg lov at rejse om lørdagen før jul og blev hjemme til 3. Nytårsdag. Jeg blev hjulpet af min kones søster og hendes mand og rejste ellers ene hjem. Alt i mit hjem var så godt tilrettelagt for mig, men jeg måtte ligge den meste tid, men jeg var alligevel glad for at være hjemme i Julen, hvor jeg havde besøg af mange venner. Jeg var også i kirke anden juledag. Søndagen mellem Jul og Nytår var jeg særlig meget dårlig, med smerter i min fod natten mellem søndag og mandag den 31. december og jeg havde flere gange bedt min Fader om ro og helbredelse. Om natten, henimod dag, fik jeg nogenlunde ro og lige før min morgenbøn tog jeg et mannakorn af en æske, som jeg havde på bordet ved min seng og jeg fik et ord fra Jeremias 33 kapitel 6 vers. Det var svar fra min Himmelske Fader på de bønner, jeg havde bedt og en god sølvbryllupsgave; den bedste min Fader kunne give mig. Åh, hvor blev jeg glad og taknemmelig og det ord holder jeg som en vished fast og er min trøst, når jeg imellem har mange smerter i min fod. Den 31. december var altså vores sølvbryllupsdag og vi havde børnene (på nær Sofie) hjemme og en del familie. Vi fik fra børnene et dejligt stort linoleumstæppe og to dejlige bordtæpper og fra andre i familien og venner fik vi sølvskeer og blomster og fra H.V. Christensen i København fik vi en stor slebet krystalskål på fod og blikkenslager Møller i Tølløse kom med en lykønskning og en fin sølvbeslået spadserestok med navn fra blikkeslagerforeningen i Holbæk Amt. Vi var mange venner til bords Nytårs Aften. Da klokken var 11 og mange af gæsterne var gået i seng og vi var også ved at skulle i seng, så hørtes militær kommando udenfor. Til højre ret, vi lukkede dørene op og ser sognefoged Eriksen, hans husholderske, skrædder Mikkelsen og hans kone i militære uniformer, som kom for at ønske os tillykke. Vi fik dem inden for og opvartede dem og kom så til ro klokken 12.
Troende venner og egnens håndværkere ville holde en kaffefest for os, men da vores sølvbryllup var Nytårsaften, kunne de ikke så godt. Det blev så henlagt til Nytårsdags aften i Nidløse Missionshus klokken 7. Missionshuset var smukt pyntet med blomster og flag samt et transparent med lys bagved, hvor der stod TILLYKKE. For indgangen af vores hjem var også bygget en stor smuk æresport med ”TILLYKKE”, hvor der var elektrisk lys, som var lavet natten før sølvbryllupsdagen. I missionshuset var dækket op til 100 mennesker. Bordene var smukt pyntede med blomster. Hertil var min kone og vores døtre og den øvrige familie indbudt og da vi kom ind i missionshuset, stod mange opstillet i 2 rækker og sang ”Det er så yndigt, at følges ad” imens vi gik imellem dem og op til de reserverede pladser ved bordet og til talerstolen. Hele missionshuset var fuldt af venner og bekendte, som alle kom og tog os i hånden og ønskede os tillykke. Det var alt sammen så nydeligt arrangeret og tænk alt var gjort til ære for min kone og mig. Jeg kom straks til at tænke på, at det var vores himmelske Fader, der skulle have takken først og jeg sagde overvældet af glæde tak både til Fader og vennerne. Derefter blev der holdt taler ved kaffedrikningen, hvor der blev serveret en stor mængde forskellige hjemmebagte kager, som smagte dejligt. Der blev holdt taler af: pastor Pedersen, lærer Hansen, lærer Tejsen, Kongsted og sognefoged Eriksen og der blev overrakt os en sølvjardin (blomsterskål af sølv) indeholdende 185 kroner. 10 kroner havde jeg fået af en mand, så det blev samme størrelse pengegave, som jeg engang før havde fået da jeg var i trang. Det slog og jeg kom til at tænke på den tid og jeg kom til at græde af glæde og taknemmelighed, mange gode ord blev talt og alt for megen ros fik vi; men det er vel altid sådan ved sådanne lejligheder. Der blev sunget mange dejlige salmer og da vi så sluttede, blev jeg båret ud i guldstol og sat ind i bilen, som Ove holdt med lige uden for døren, og kørte os hjem. Det var en stor dag med beviser på venners kærlighed imod os, som aldrig glemmes og som stadig bringer mig glæde og taknemmelighed ved at tænke på den sølvbryllupsfest. Ved festen fik vi også to smukke sølvbryllupsmapper med lykønskninger fra venner og håndværkere. I hjemmet modtog vi også en mængde lykønskninger, kort og telegrammer. Hele den sølvbryllupsfest var langt over, hvad jeg havde tænkt mig. 2. Nytårsdag hvilede jeg mig og vi gik til alters i vores hjem. 3. Nytårsdag rejste jeg så ind på Finsens Hospital igen og min kone fulgte med. Fra patienterne på stuen, hvor jeg ligger var sendt et telegram, så fik jeg lov om aftenen at servere kaffe og kager til alle. Det kostede 20 kroner. Der var nogle af familie og venner med samt et troende sangkor, som spillede og sang. Det hele forløb godt. Cirka 10 dage efter rejste min kone hjem. Først i februar spurgte jeg overlægen om, hvad han mente om mit ben, for jeg syntes ikke der var nogen forandring. Jeg blev røntgen fotograferet igen og da han havde set fotografierne, sagde han: ”at det ikke var, som han havde tænkt sig – der var ikke meget fremgang, men det kunne man heller ikke vente, før jeg fik nogle flere lysbade. Den 21. marts kom min kone ind i anledning af min fødselsdag den 25. marts. Den dag fik jeg mange breve og kort samt mange dejlige blomster fra venner og familie, men smerterne i mit ben blev værre og værre og en nat, torsdag den 27. marts var smerterne meget strenge. Det værste jeg havde haft og derfor sagde jeg til lægen: bare jeg var af med den fod, hvortil han svarede: det er nok det bedste, for så får det da en ende og det blev bestemt, at den skulle sættes af den 3. april 1924, men så den dag ville lægen ikke tage foden, men opererede den først. Jeg blev så bedøvet og der blev taget noget ud af foden som blev sendt til undersøgelse. Nogle dage efter kom der besked om, at det ikke var tuberkulose og hvad det var, kendtes ikke og man havde intet middel derimod, så der var intet at gøre end at tage den fod. Den 22. april, 3. Påskedag, blev den højre fod taget. Jeg var bedøvet så jeg mærkede det ikke, men så gik det godt til lørdag den 3. maj, så gik der hul på hovedåren og blodet løb af benet. Jeg måtte på operationsbordet igen. Der blev bundet for årerne. Det var en meget streng tur. Siden gik det nogenlunde. Jeg fik skiftet bind hver anden dag til mandag den 2. juni, så var benet lægt, men en gang imellem, særlig om aftenen, så kan jeg have smerter i den fod som er væk. Jeg kan tydeligt mærke det, som om jeg havde foden. Onsdag den 4. juni blev der lavet et ben af pap, som ville være to dage om at tørre før at jeg kan få det at gå på. Lørdag den 7. fik jeg først benet og kunne gå ved hjælp af krykker. 2. Pinsedag som var min kones 60 -års fødselsdag. Den 9. juni 1924 rejste jeg så hjem og kunne gå ved hjælp af to kæppe. Jeg blev hentet i bil til hjemmet af mine sønner. Mange venner kom og ønskede mig velkommen hjem. Jeg var meget glad derfor og tillige havde jeg fået ro, som jeg ikke havde haft i flere år. Nogle dage før jeg kom hjem, havde jeg fra Sorø Amts Løsøre Assurance (forhen Rosted Assurance) fået tilsendt 2 smukke tretårnede sølvskeer med inskription, hvor der står: For godt arbejde i Brandforsikringen. En påskønnelse da jeg kun gjorde min pligt og har fået min årlige løn. Sommeren gik godt og jeg havde ro. Jeg lavede mig selv et ben af blik med en træfod, så jeg kunne have en rigtig støvle eller sko på. Det så ikke så kedeligt ud som papbenet der endte i en træpind. Jeg kunne kun vanskeligt gå uden krykker. Den 2. oktober rejste jeg ind på Finsen og fik mit ben undersøgt af lægerne, som fandt det godt lægt og gav mig lov til at få et rigtigt kunstigt ben, som skulle laves på de Vanføres Hjem. Jeg skulle have tilladelse dertil af invaliderådet og kunne så få benet helt gratis, men ved invaliderådet blev jeg afvist, fordi jeg var over 62 år og måtte så selv bekoste benet. Jeg fik benet lavet hos en bandagist ved navn Lemeir i Holbergsgade og måtte betale 300 kroner. Da jeg fik benet, kunne jeg gå ved to kæppe. Mit nye ben fik jeg den 16. oktober 1924. Vores lærerinde, frøken Grummersgård døde den 6. oktober, hun havde været til en stor velsignelse i det hellige samfund her i Nidløse. Førstelærer Hansen tog sin afsked her i Nidløse og rejste den 1. november 1924 til Ballerup. Den 1. marts 1925 blev der indsat en lærer Pedersen fra Sønderjylland. Min søster (halvsøster) døde på Haslev sygehus den 1. december 1924 af sukkersyge. Jeg var med til begravelse. Hun blev begravet på Tersløse kirkegård ved siden af hendes mand, som var død 5 år i forvejen. De efterlod sig kun en datter, som er gift med Knud Vilhelm Christiansen, Terslev Overdrev. Den 24. december døde min farbror, Lars Ovesen, Kaimose, 82 år gammel. Han blev begravet den 30. december på Holmstrup kirkegård. Efter ham, arvede jeg 1000 kroner og for dem købte jeg mig en sikkemaskine med føring for 200 kroner. Da jeg nu havde råd dertil og lyst til at have en sådan, da jeg gerne ville arbejde ved det lille værksted, jeg havde i mit køkken. I januar 1925 blev jeg meget syg af gigt, men kom op i februar.  Men jeg havde stadig gigtsmerter og for at dølge dem, tog jeg dagligt Albyl, men jeg bedrede mig igen så jeg kunne gå ved en kæp. Den 22. marts 1925 havde vores datter Frederikke bryllup på Lolland og min kone og mig var rejsende derover til brylluppet, som blev holdt hos hendes svigerforældre, egentlig i hendes mands hjem. Det var i det sogn Frederikke havde været sygeplejerske. Det var en god rejse, som vi var glade for. Men så i de første dage i april blev jeg meget angrebet af gigt og måtte ligge helt hen i 7 uger og kunne næsten ikke røre mig. Der var mange smerter især i venstre arm og ben. Da jeg begyndte at stå op, kunne jeg ikke gå, men med megen besvær og med min kones hjælp, kunne jeg komme op af sengen hen til bordet. På mine ben kan jeg slet ikke gå og tænker, at jeg aldrig kommer til det, derfor har jeg nu købt en sygevogn til 250 kroner, som min kone kan køre mig i. Jeg er nu 66 ¼ år gammel. Efter at have søgt 2 læger uden at de kunne helbrede mig, så tog jeg til Sæby sygehus og fik mit ben røntgenfotograferet og fik den besked fra overlægen, at det var kronisk gigt. Jeg ville sandsynligvis aldrig komme til at gå, så jeg havde den tanke, at jeg intet havde at risikere ved at søge lægehjælp et andet sted. I september 1925 kørte min søn Ove mig til frøken Pedersen i Pedersborg ved Sorø. De måtte bære mig ind og ud. Frk. Pedersen sagde, at jeg nok kunne komme til at gå ved brug af krykker og det ville nok ikke vare så længe. Jeg skulle have noget the, en kopfuld om morgenen og en om aftenen. Hun skrev til Rådhusapoteket i København efter det og da jeg havde brugt det i 14 dage kunne jeg begynde at støtte på benet og kunne begynde at flytte mig selv ved hjælp af krykker. Jeg fandt så på at lave mig en bandage til det venstre ben, så jeg kunne gå en del bedre. Jeg sad ude i køkkenet og lavede småting til tidsfordriv. Jeg fandt på at lave en automatisk Soritkande ? som var meget praktisk og jeg fik afsætning på alle dem, jeg kunne lave. Vi havde jo kun en lille lejlighed, det kunne nok gå for os; men for min søn Ove var det meget indskrænket, da hans familie voksede, så i november købte jeg malermester Brøndums hus (det ligger lige ved siden af missionshuset) for 6500 kroner og solgte så min ejendom med værktøj og maskiner for 8000 kroner. Overtagelsen skulle være 1. marts 1926 (han er nu 67 år), før kunne Brøndum ikke flytte fra deres hus. De 1000 kroner, jeg arvede efter min farbror, indsatte jeg i Andelsbanken. Den gik fallit, så jeg fik kun 60% af dem til december termin 1925. Vinteren gik ret godt for os og mit ben bedredes langsomt og stadigt. Jeg kan arbejde. Jeg lavede 100 spritkander om måneden og solgte dem til en grosserer i København og fik 60 øre pr. styk og kunne således tjene 35 kroner om måneden. Imidlertid nåede vi den 1. marts og vi flyttede så hen i huset, vi havde købt. Vi kom til at bo så dejligt og fik god plads. Foruden de 8000 kroner for hus og værktøj, som Ove gav mig, så skal han give mig 50 kroner i livrente om måneden og hvis min kone overlever mig, så skal hun have 25 kroner om måneden, så længe hun lever. Pastor Pedersen, Nidløse, er kaldet til Holbøl i Sønderjylland og blev indsat i sit embede ”Store Bededag” 1926. Vi har det fremdeles godt. I midten af april kunne jeg undvære krykkerne og kunne spadsere ved 2 kæppe. Jeg kan gå til kirke og har god ro og laver fremdeles 100 spritkander og 100 blomsterkræmmerhus om måneden og meget andet af småting. Spritkanden får jeg 50 øre for stykket og af kræmmerhusene 28 øre pr. styk. Gud er rigtig god imod os og mit hjerte er fuld af tak for al Guds Nåde og Kærlighed i Jesus Kristus. Da pastor Pedersen rejste til Holbøl i midten af april havde vi en stor afskedsfest for ham. Han har vist nok været til Velsignelse i Nidløse, skønt præstegården for os troende ikke stod åben, så at man følte sig hjemme. Pastor Pedersen var sikkert en alvorligt troende og ydmyg mand og var meget flink til at besøge syge og gamle. Da Pastor Pedersen var rejst, blev pastor Sadolin i Tersløse konstitueret som vores præst indtil videre. Embedet blev ikke opslået ledigt, fordi den daværende kirkeminister ville have det sammenlagt med et andet sogn (vistnok Stenlille). Vi havde så pastor Sadolin, som da han havde 3 kirker at prædike i, så vi havde ingen Gudstjeneste hver 3. søndag. Vi troende var ellers glade for Sadolin. Han prædikede Guds ord rent og klart og ofrede sig alt, hvad han kunne for os. Altid tjenstvillig og forstående for os og fru Sadolin ofrede sig også meget for os og hjalp og støttede sin mand i sjælesørger gerningen, så både unge og gamle var glade for hende, hver gang hun kom til Nidløse. I december 1926 fik vi et nyt ministerium og dermed en ny kirkeminister og så blev vores præsteembede opslået ledigt. I efteråret 1926 havde vi nyvalg til menighedsrådet og af de syv medlemmer der blev valgt, var de fem troende mænd. Straks efter de var valgt, kunne de møde og bestemme at få en sekretær Toft i Roskilde til præst i Nidløse og for at det kunne ske, så skulle der afgives 2/3 del stemmer af de på menighedsrådslisten værende stemmer og i den anledning kom vores biskop Fundspek Vulf hertil, for at rådføre og lede stemmeafgivningen, som var i Nidløse forsamlingshus. Biskoppen fortalte, at der til Nidløse var 12 ansøgere, men der var ingen af de 12 han kunne anbefale så godt som sekretær Toft. Han var absolut den bedste og blev den bedste præst for Nidløse, for som nu menighedsrådet var, måtte det være en missionspræst. Selvom han ikke selv var missionspræst kunne han sandheden tro, ikke andet end anbefale Toft. Der havde været en ansøger til og det var Frøkær Jensen, Store Heddinge, som han måtte sige, var den allerbedste, men han havde taget sin ansøgning tilbage. Afstemningen, om at få Toft til præst, blev således at omtrent halvdelen af stemmerne var imod Toft og dermed var det så udelukket, at han som ikke var teolog kunne blive præst i Nidløse. Så henvendte menighedsrådet sig til Frøkær Jensen om at søge stillingen i Nidløse, da man efter biskoppens anbefaling gerne ville have ham til præst. Frøkær Jensen lovede at søge og talte med biskoppen derom og følgen blev, at hans ansøgning kom sammen med andre ansøgninger til menighedsrådet. Alle medlemmer stemte for at få pastor Frøkær Jensen som nr. 1. Den 31. januar 1927 havde Håndværkerforeningen for Holbæk Amt, generalforsamling i Holbæk og da jeg forhen, mens jeg havde forretning var medlem, men ved min søns overtagelse gik han i foreningen i stedet for mig, skønt jeg ikke var medlem, fik jeg lyst til at tage med for at hilse på gamle kollegaer og mange andre, som jeg har haft forretningsforbindelser med. Dagen før digtede jeg en sang om foreningen, som jeg havde med. Jeg mærkede straks, at jeg var meget velkommen og da jeg gav Formanden sangen, lod han den i løbet af 2 timer trykke, så at der ved fællesspisningen blev lagt en ved hver kuvert. Der var 250 til bords. Sangen gjorde stormende lykke og jeg blev udnævnt til æresmedlem af foreningen uden at skulle betale til den. Jeg måtte heller ikke betale for kuverten, den hyldest fik jeg. Det var helt ovenud, så jeg flere gange sendte tak til min Fader for den store ære. Den 23. marts blev Frøkær Jensen kaldet til vores præst og den 27. marts blev han indsat i embedet. Provst Hansen, Fuglede, talte først rigtig godt, derefter gik Frøkær Jensen på prædikestolen og talte ualmindelig godt. Hans tale vakte både forbavselse og glæde blandt troende mennesker. Samme dags aften havde vi kaffefest i missionshuset, som formede sig som en stor takkefest til hr. pastor Sadolin for hans opofrende præstegerning her i Nidløse i hele det år, vi ingen præst havde. Tillige var der velkomstfest for vores nye præst og hans frue, for hvis skyld vi efter begyndelsen ventede det nye åndelige at vokse lige som i Budde-Lunds tid her i Nidløse. Hele missionshuset var så fuldt af mennesker som det kunne rumme og det var i alt en dejlig vellykket aften og det viste sig, at vores præst ikke kom til at prædike for tomme bænke. Der gik straks et godt ry om hans gode prædikener, kirken blev overfyldt hver søndag og mange kom fra nabosognene og der har Gud ske Lov også vist sig frugter derefter idet der er mennesker der er blevet omvendt til Jesus. Vi var mange der takkede Gud og Fader for vores præst og hans frue. Men så skete der det, at der kom uvenskab mellem præsten og lærer Tejsen, Kongsted, om noget regnskab og det gjorde megen skade, så der skete en deling imellem troende venner her i sognet, som skader Guds Rige meget. Så blev præstens kone syg med tegn på tuberkulose og præsten mente det var fordi boligen var fugtig og usund og han forlangte en ny præstebolig, hvorved folk delte sig for og imod præstens forlangende, men han fik de fleste fra menighedsrådet med sig og fik ført igennem, at der i sommeren 1928 skulle bygges en ny præstebolig til 25.000 kroner. Den skulle betales af alle Nidløse kommunes skatteydere og dette forværrede yderligere forholdet mellem præsten og lærer Tejsen, som er menighedsrådets formand. Det har gjort mange til fjender af præsten og det ser ud til, at det har bevirket at præsten ikke har lyst til at besøge nogen, hverken gamle eller syge uden at der bliver sendt bud efter ham. Sommeren 1927 var jeg efter mine forhold rask og kunne spadsere her i byen og til kirke med to stokke og havde det godt. I september 1927 fik vi håndkøbsudsalg fra Stenlille Apotek som min kone passer godt, hvorved tjenes 20 kroner om måneden. Først i november 1927 fik vi elektrisk gadebelysning her i Nidløse, 8 lamper. Pengene, 460 kroner, blev samlet her i byen og betalt med det samme og det kostede cirka 3 kroner for hver om året. Den 4. november havde vi en stor fest i Missionshuset, som var afskedsfest for læge Marie Nielsen, datter af gårdejer Christen Nielsen, Nidløse. Hun havde bestemt sig til at være lægemissionær i Kina og var af ydre mission antaget til at rejse 9. november 1927. Det blev en skøn og uforglemmelig fest. Missionshuset var smukt pyntet og der var så mange huset kunne rumme. Der var kaffedrikning og mange holdt tale, en sang havde jeg digtet og den blev sunget. Den 13. november blev jeg angrebet af et meget stort gigtanfald. Jeg havde meget strenge smerter, særligt i benene. Fra læge Kock i Stenlille fik jeg nogle tabletter, som spolerede min mave. Jeg tabte al appetit og alt smagte væmmeligt tillige fik jeg en hjertesygdom. Ved juletid så det ud til at jeg skulle blive taget hjem til Himlen. Julenat var det hjertet standsede. Jeg følte, at jeg var kommet ind i Himlen. Jeg så massevis af boliger og jeg mærkede noget ubegribeligt skønt og spurgte, hvad det var og der blev svaret, at det var den himmelske kærlighed. Så vågnede jeg op og fra den stund blev jeg bedre, men jeg var meget mager og afkræftet og maven var næsten vænnet fra mad, så det varede længe inden kræfterne kom tilbage. Først nu i midten af juli kan jeg begynde at gå ved hjælp af to krykker. Hvor har Gud været god ved mig, både ved, at jeg til dels har haft ro og at min kone har været rask og har haft lyst til at passe mig, utrætteligt både dag og nat og hvor er jeg Fader taknemmelig for, at jeg kan begynde at gå. I juni måned arvede vi godt 100 kroner samt en del tøj efter min kones kusine i Uggerløse. Vi har til midten af juli haft en meget kold og regnfuld forsommer i 1928. Året 1929 var et godt år, med undtagelse af noget gigt, men jeg har da været oven senge. Første og anden Pinsedag var vi kørende i bil over til Frederikke på Lolland. Fru lærer Hansens er død i august og blev begravet på Tersløse kirkegård. 1929 i januar døde lærer Hansen, han blev også begravet i Tersløse. I 1930 har der været stærke brydninger mellem pastor Frøkær Jensen og lærer Tejsen, Kongsted, hvorved Tejsen særlig har vist had og forfølgelse imod præsten, trods præsten har villet slutte forlig og det har bevirket at jeg har taget afstand fra Tejsen og sluttet mig til præsten. Min fætter, murer, L.C. Hansen døde og blev begravet i januar måned. I 1931 har hans enke solgt sit hus til Kolonien (Filadelfia) og flyttede her til os at bo i juni, men rejste herfra 1. august ind på Karsholte Alderdomshjem fordi sognerådet i Tersløse ikke ville betale til hende her i Nidløse. Vi har haft mange udflugter i sommer. Anden Pinsedag kørte vores søn Ove for os til min søsterdatter i Terslev og til min datter Sofie på Fyn, samt til vores datter Dorthea i København. Alle turene gik godt og det går ret godt med helbredet. Det er da Gud ske Tak og Lov sjældent, at jeg må ligge en dag eller må bruge krykker. I året 1891 blev der oprettet en Håndværker og Handelsforening for Nidløse, Dianalund og omegn og jeg blev valgt til Formand. Hjulmand Larsen blev kasserer. Foreningen havde til formål at støtte hinanden i sygdomstilfælde og udlåne penge imellem medlemmerne, samt til selskabelige sammenkomster. Kontingentet var 50 øre pr. måned. I 1904 bekostede foreningen en fane. I 1912 ophævedes foreningen og pengene blev delt mellem medlemmerne og en ny forening oprettedes på en anden basis, særligt med aftenskole for lærlinge og da blev tømrermester Nielsen formand. Da han rejste, sygnede foreningen hen og lå stille i en årrække, men blev så livet op i tyverne. Efter et par år blev murermester Nielsen formand og så blev der god gang i den og ved alle selskabelige sammenkomster og sommerudflugter blev jeg indbudt til gratis deltagelse og derved nyder megen ære. I sommeren 1931 var jeg også med samt hjulmand Larsen og tømrer Hans Christensen, Tersløse som havde været fanebærer på sommerudflugten til Herlufsholm, hvor vi alle tre blev fotograferet og nu i november 1931 var vi med til andespil på Hotel Dianalund, hvor også alt var gratis både andespillet og kaffebordet og samtidig blev vi 3 foræret et fotografi i glas og ramme. Efter fotograferingen i sommer ved Herlufsholm. Det er megen ære der bevises os af den forening, som vi er meget taknemmelige for. I marts 1906 blev jeg valgt til kommunevurderingsmand for Husmandskreditforeningen af Nidløse sogn som tiltrædes 1. april samme år. Fortjenesten derved er 8 kroner for hvert hus jeg i forening med distriktsvurderingsmanden vurderede til lån. Valget gælder så vidt jeg kan. I november 1930, var det 50 år siden foreningen blev oprettet og i den anledning var alle vi vurderingsmænd i Kalundborg (Holbæk Amt) til gratis fest, spisning og fri rejse. Vi var sammen med bestyrelsen for foreningen. Det var en dejlig dag. Den 17. november 1931 var jeg sammen med kommunevurderingsmændene i Holbæk Amt indbudt til Jubilæumsfest på Jyderup hotel, hvor også husmandsforeningens bestyrelse var til stede og de beværtede os alle med kaffe og cigarer. Bestyrelsen aflagde beretning og regnskab for foreningens virksomhed. Vi var 13 vurderingsmænd i 25 år som blev hædret med et sølvbæger med inskription. Der blev holdt mange taler og der var en god feststemning, som begyndte klokken 3 og varede til 5 ½ og jeg kørte gratis frem og tilbage hos tømrermester J. Jensen, Stenlille. Vurderingsmændene i 1. Holbæk Amts Distrikt forærede deres repræsentant Bødker Nielsen en sølvvase og vi for 2. distrikt forærede vores repræsentant Anders Larsen en fin stor porcelænsvase, udgiften for os derved var 3 kr.  40 øre for hver vurderingsmand. Det var en stolt dag og hvor er jeg en lykkelig mand med alle de æresbevisninger jeg har fået på mine gamle dag, JA, vores Gud og Fader er rigtignok god imod mi.
Peder Christoffersen døde den 9. marts 1932, knapt 73 år gammel.
 
Ove S. Johansen har brugt mange timer på at indtaste teksten i Word og har redigeret den i ubetydelig grad. Ulla Blach Johansen har foretaget og påpeget fejl og givet råd om nødvendige rettelser, hun har på ihærdig vis rettet ”kommaer og sat nye vigtige punktummer.
De fleste gamle stavemåder er blevet rettet til nutidige stavemåder.
 Hovedindholdet er der ikke pillet ved, men i enkelte tilfælde var de skrevne formuleringer behæftet med alvorlige fejl, så dem har vi justeret og pillet en smule ved.


Efterskrift:
Vi er dybt imponeret over, at en mand som har gået så lidt i skole, har kunnet skrive en så stor og omfattende afhandling om sit liv og gerning. Vi begriber ikke, hvordan han har båret sig ad med at huske så mange detaljer, endda på dato.


Flot, flot gjort af Blikkenslagermester Peder Christoffersen, som vist aldrig nåede at blive udlært blikkenslager, men hvad betyder det, når man kan uddanne sig selv. Han var det man i Amerika ville kalde en ægte ”Selfmade Man”!
Bliver man dygtigere af, at have stået i lære eller været føl hos en håndværkersvend som ikke kunne sit håndværk godt nok? Mange er udlærte, men de burde måske ikke have haft det svendebrev de fik?

Klik her for at få dit eget GoMINIsite