På grund af 2. verdenskrig blev det vanskeligt at hente varer til Danmark fra udlandet. Efter besættelsen den 9. april 1940 stod det klart, at man kun kunne skaffe varer fra områder, som blev kontrolleret af Tyskland. Eller fra bestemte lande, som ikke deltog i krigen - navnlig Sverige.
I september 1939 vedtog Folketinget og Landstinget Vareforsyningsloven. Loven gav den danske handelsminister lov til at rationere, hvilke og hvor mange varer folk måtte købe.
Mangel på hverdagens varer
I september 1939 blev benzin og kul rationeret i Danmark. Snart fulgte sukker, kaffe og te. Men det var kun begyndelsen. Snart var mange varer, man brugte i hverdagen, rationeret: Bl.a. brød og sæbe. Der var størst mangel på varer, som ikke kunne fremstilles i Danmark. Der var f.eks. ikke mere kakao og kaffe til salg fra januar 1942. Endvidere stoppede al privat bilkørsel fra april 1940: Der var ikke benzin nok.
Formålet med rationeringen var dels at undgå, at Danmark hurtigt løb tør for varer. Men derudover skulle den medvirke til, at varerne blev fordelt nogenlunde ligeligt i befolkningen.
Man forsøgte at tilpasse rationerne til folks behov. Folk, som udførte hårdt arbejde, kunne f.eks. få tildelt flere rationeringsmærker til madvarer. Og familier med småbørn fik flere mærker til bl.a. sæbe.
Imidlertid havde fattige danskere særligt i de første besættelsesår ikke penge nok til at købe varer for alle deres rationeringsmærker. Mange solgte deres overskydende mærker, selvom det var forbudt.
Priserne stiger
Priserne steg voldsomt under besættelsen. Når der kun var meget få varer, var mange villige til at betale store pengebeløb for dem. Det betød, at almindelige mennesker fik sværere ved at betale for det, de havde brug for. Her var det særligt de fattigste, som blev ramt hårdest. Bl.a. derfor indførte Handelsministeriet maksimalpriser. Det var regler for, hvor høje priserne på varer måtte være.
Mange forretninger solgte imidlertid deres varer til ulovligt høje priser. Der kunne tjenes på de folk, som kunne betale.
Ingen sult i Danmark
Der var dog aldrig nogen i Danmark, som sultede på grund af besættelsen. Tværtimod havde danskerne de højeste madrationer i Europa: I Danmark kunne man f.eks. købe omkring 300 gram smør om ugen i 1942. Til sammenligning fik tyskerne omkring 200 gram - og hollænderne 145. Danskerne blev imidlertid tvunget til at spise anderledes end før. Især folk i byerne måtte spise mere rugbrød og havregryn i stedet for pølser og flæsk. Derfor faldt danskernes daglige forbrug af kalorier i gennemsnit fra 3300 til 3150 gram pr. person. Det dækkede dog over, at nogles forbrug ikke faldt, mens andres forbrug blev meget lavere. Derfor blev fattige i fugtige og kolde boliger lettere syge - og tuberkulosen bredte sig. Det var dog mindre problemer i forhold til situationen andre steder i Europa. Her døde tusindvis af mennesker af sult på grund af krigen.
De danske landmænd
Situationen i Danmark skyldtes i høj grad de 200.000 danske landbrug. Landmændene kunne på den ene side producere mad nok til at dække danskernes behov. Samtidig kunne de sælge en stor mængde varer til tyskerne. Under besættelsen sendte Danmark hvert år en så stor mængde fødevarer - f.eks. fisk, flæsk og æg - til Tyskland, at det dækkede alle 90 millioner tyskeres behov i en måned.
Bl.a. på grund af handelen med landbrugsvarer plyndrede tyskerne aldrig Danmark, som det skete i andre besatte lande. Tyskerne frygtede uro, og at de danske landmænd så ville producere færre varer.
Tørv og sko af fiskeskind
Manglen på varer medførte, at man begyndte at fremstille erstatningsvarer. Opfindsomheden var stor - både hos virksomheder og enkeltpersoner. F.eks. begyndte man at anvende fiskeskind til sko, da der blev mangel på læder. Samtidig brugte man tørv fra moser til at varme op i stuerne - i stedet for kul. Man lavede endvidere erstatningskaffe af roer, cikorie og byg. Erstatningsvarerne var upopulære blandt danskerne. De var ofte ikke af særlig god kvalitet. Til gengæld betød de, at bestemte slags varer - såsom sko - stadig var at købe i forretningerne. Samtidig medførte fremstillingen af erstatningsvarer, at mange arbejdsløse fik arbejde.
Maksimaltøj
Handelsministeriet indførte også standardisering. Det betød, at virksomhederne ikke længere selv kunne bestemme, hvilke varer de skulle fremstille. Eller hvordan de skulle gøre det. F.eks. måtte man kun producere få slags tøj. Og det skulle syes af særlige erstatningsstoffer. Dermed kunne man spare. Tøjet blev til gengæld hurtigt slidt ned: Statsprøveanstalten beregnede i 1943, at kvaliteten af arbejdstøj var faldet med en fjerdedel på tre år. Det var endnu værre med habitstof, som blev brugt til jakkesæt: Her var kvaliteten blevet halvt så god i den samme periode.
Spildindsamlinger
Under besættelsen gennemførtes også store spildindsamlinger. Indsamlingerne sikrede, at madrester og ølsjatter blev brugt som bl.a. svinefoder. Samtidig betød indsamlingerne også, at gamle klude kunne genbruges som erstatningstøj. Spildindsamlingerne blev især organiseret at Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Indsamlingerne hjalp nemlig til at trække folk ud af arbejdsløshed.
Hajerne på den sorte børs
På grund af varemanglen brød sortbørshandelen igennem under besættelsen. Sortbørshandelen var ulovlig handel med varer eller rationeringsmærker, som foregik uden om rationeringen. Især i de større byer stod der "sortbørshajer" på mange gadehjørner. "Sortbørshajerne" var de, der som en fast beskæftigelse solgte varer på den sorte børs. Det var især rationeringsmærker, cigaretter, sukker, kaffe og benzin, som blev handlet "sort".
Mange danskere handlede på den sorte børs under besættelsen. Alligevel var vreden stor mod sortbørshajerne, der ofte solgte stjålne varer. I september 1944 opløste tyskerne det danske politi. Herefter oplevede man flere gange, at befolkningen selv afstraffede sortbørshajer med tæsk.
Sortbørshandelen fortsatte dog alligevel. Selv efter krigen eksisterede der store grupper af kriminelle sortbørshajer.
Salg ved stalddøren
På landet blev det almindeligt, at folk købte varer "i stalddøren". Det betød, at man mere eller mindre ulovligt købte f.eks. kød eller smør direkte af landmanden på hans gård. Så behøvede man ikke sende varerne til byen - eller aflevere rationeringsmærker.
Samtidig opstod fænomenet "bukkevarer". Det var varer, som købmænd hemmeligt gemte til særligt udvalgte kunder. Så kunne varerne sælges til højere priser. Ofte uden at kunden skulle aflevere rationeringsmærker. Navnet "bukkevarer" skyldtes, at købmændene måtte "bukke sig" ned under disken for at finde varerne frem.
Ingen sultkatastrofer
På denne måde var ulovlig handel udbredt i Danmark. Rationeringssystemet i Danmark brød imidlertid aldrig sammen. Man kunne altid skaffe en vis mængde mad på lovlig måde. Derfor var det aldrig nødvendigt for danskerne at handle på den sorte børs - eller i stalddørene - for at overleve.
Besættelsestidens historie handler om varemangel, dårlige erstatningsvarer og kriminalitet. Den handler også om en voksende ulighed mellem fattige og rige. Men sultkatastrofer eller større ødelæggelser kom aldrig til Danmark. Dermed blev den danske befolkning også en af de grupper i Europa, som klarede sig bedst gennem 2. verdenskrig.
Kilde: EMU/Danmarks Befrielsesportal
|