Og træde vand ud af de visne blade på jorden og om at sådan et gult ahornblad, der fladt spilet ud på landevejens beton, gjorde modstand, når man ville tage det op, og når det slap var der en vand ansamling nedenunder. Jeg blev smittet, og i et anfald af inspiration, var jeg letsindig nok til at mene og sige, under en hyggelig samtale ytrede tegneren Ib Andersen ønske om at tegne regnvejr. R´et i overskriften skulle have gummistøvler på, sagde han og jeg kunne se på ham, at hans sind var fyldt med En dag regnvejrstegninger, der sukkede efter en tekst. Vi talte om regnvejr, om at trampe rundt i pytter, om at gå en efterårsdag at den tekst kunne jeg sagtens ordne.

Nu sidder jeg efter en byge og skal til at holde mit løfte. Ruden ved siden af mig glimter af tørre stænk, der fanger solen, danner et mønster af lysdråber, og distraherer mig. Det eneste jeg lige i øjeblikket formår at tænke er, at vinduet trænger til at pudses.

Det er slet ikke så nemt som jeg havde troet, for kan man skrive noget om regnvejr som ikke er skrevet før?

Jeg kender ikke en bog, hvor det ikke regner et eller andet sted, som regel flere, og stundom uafbrudt.

Mon han vover at gå i lag med en regnbue? Farer det igennem mig. Mon sådan en lader sig reproducere på avispapir? Sådan en, der står med det ene ben på dommerens hus ovre i skovbrynet og det andet på ryggen af Jørgensens ko, mens det stykke mangler som skulle hvælve sig over Grastrups hus, og et virvar af lysvirkninger formedelst en himmel, der ikke kan blive enig med sig selv om, hvorvidt den er porcelænsblå, skiferblå, ravgul, røget sild, sodet guldfisk eller frækt grøn. Og landskabet ligner en af disse forvandlingskugler, man suttede det ene lag af efter det andet. Nu står skoven i sortladen, skarpt tegnet, kold uhygge, nu slikker tungen henover den og efterlader den som en skær, gylden fristerinde, bølgende op og ned og ind og ud derovre hinsides marken, som ikke blev delagtig i slikket, men stadig ligger skummel hen som en bror til den kanongrå skyformation, der sejler truende hen over himlen, med et slagskibs majestætiske ro og katastrofale fart.

Jeg ser, at jeg nu er i fuld gang med det regnvejr. Måske bliver det ikke så svært alligevel. Når bare man taler om hende og beundrer hende, en gæstfri pige der ikke er karry med at vise sine ynder og sine klør frem. Regnen er vel især bondens elskede, han blomstrer ved hendes kærtegn og døjer hjælpeløst under hendes nykker. Når det falder i med tørke lokker han for hende. Så kommer hun, og hun kommer måske med en så overstrømmende beredvillighed, at han, mismodigt stående bag sin lades tagdryp, på tredje uvirksomme uge bander hende langt væk. Men hun er ligeglad.

I Kina fik en digter det indfald at kalde kærligheden for spillet med solen, skyerne og regnen. Det er præcis poesi. Det er at se tingene nøgternt og beskrive det sete med inspireret glæde. Den lille definition er som en broget skat i en varsomt hulet hånd. Solen, skyerne og regnen, kærligheden set som en mangfoldighed sat sammen af få enkle ting. Himlen og jorden under den, hvor vilkårene ustandseligt skifter efter spillets for os så lunefulde regler. Kærligheden og mennesket under den. Mennesket, der snildt må indrette sig efter de samme regler svides af solen, læskes af regnen, piskes til en forkommen stakkel af regnen og derefter tages til nåde af den gode sol, som skaber skyer og visker dem ud igen. Mennesket må selv følge med, der er bestandigt nye muligheder at arbejde med. Mennesket må selv udnytte kærligheden, som jorden selv må udnytte himlens vejr, elske.

Af andet end kinesisk regn er der mange slags. Der er forårsregn, sommerregn og efterårsregn. Grøderegn, ruskregn, stilleregn, tordenregn (viser sig som sorte striber om natten i lynenes glimt) og trøstesløs. Der er lodret regn og skråregn og regn der kommer vandret ind. Regn på muld. På vand. På en kastanje (det er regn med lyd, den rasler) og regn, der bliver væk i en græsplæne (regn med meget lille og meget fin lyd) som så bliver usandsynlig grøn.

Herlig var den regn da man var lille og sendte pinde ud at sejle. Sådan et skummende, boltrende nedløbsrør og så en avis eller hvad man nu kunne finde at tilstoppe rendestensristen med. Alt det man kunne med det vand, lige til byens lys begyndte at tænde og lave den blanke asfalt til en farvelade. En dag revet ud af almanakken, siden lagt til tørre og rullet sammen, og nu sidder man og ar lagt den i et vandfad, hvor den folder sig ud som en japansk blomst.

Om regns lyd ved jeg meget, for regn har lige så meget lyd som man har ører. Der er nu plaskregn, det man kalder skomagerdrenge, en overdådighed af spillevende vands mangel på orden og respekt. Så er der regn på stram teltdug, den giver livet i lommelampens skær en uforlignelig hygge – forudsat at teltunderlaget holder sig tørt.

Men der er især to slags regn, hvis lyd man må høre og lære af, hvis man vil forstå mange ting.

Grøderegnens lyd høres først, når regnen er holdt op og ligger og siver. Man må stå ganske stille ellers hører man den ikke. Pludselig er den alle vegne. Den er ikke høj, og dog er den vældig, fordi den er så bred, den er et sug, et myldrende suk, myriader af små bitte alle lidt forskelligt udtalte tilfredshedslyde. Man kan en sådan dag ikke kende forskel på den jord, man har omkring sig og en pige, der er glad, meget glad, så glad at hun ser på en med dunkle øjne og ikke havde troet det om en. Glæden står som et glimmer om hende, hun føler det, som kvæles hun af en endnu ikke fordøjet fryd, hun må kvæle en med. Hun krummer sig i blind ømhed sammen om det hele, slår en kugle om livet og kryster aldeles tomt for hver og ud af facon. Der står højfrekvente ringe af energi ud fra hende, de når ud til det yderste, når de rammer solen, hummer den sig gemytlig et par tusinde kilometer.

Gå ud og lær af brøderegnen, den gemmer på en stor, enkel hemmelighed.

MANGE OPGIVER AT FINDE HEMMELIGHEDEN; de bliver med tiden så bedrøvelige som dryppet under deres røde næser, og de skutter sig i den værste regn, der findes, den regn der falder, når de fattige har hul i skoen.

En sådan øde, silende gråvejrsdag er det godt at sidde lunt inden døre, foran en buldrende brændeild med et protvinsglas under næsen og dyrke samtalens og hyggens kunst fremfor at traske af sted derude, hjemløs og bitter langs med stumme, våde husmure der giver et koldt, skjoldet mørke fra sig, sådan som mure har det for skik, når man hører til på den forkerte side af dem, eller man skulle måske sige; når man slet ikke hører til.

Den evindelige lyd derude, den klamme, lodrette lyd virker inspirerende. Den var min barndoms akkompagnement til læsningen af Gøngehøvdingen. Jeg sad med røde, varme kinder og læste og var musestille, for ikke at blive husket og sendt i seng.

Man kan ligefrem sidde og blive digter af den lyd, nu da man er blevet voksen og har fået øret lukket op for den. Man gør en verslinje (som nok skal vise sig at være et ubevidst tyveri). Regnen pisker mod min rude ----og så noget med derude.

Noget med derude. En mor skærmer mig mod regnen derude – og med ham derude, den hjemløse, den forhutlede, hvis hænder er våde i frakkelommen, hvis han har nogen frakke. Og kvinder med grå ansigtshud og matte øjne og gennemblødte strømper. Og børn med alt for store, alt for strålende øjne og hår klasket ind til hovedet. Små våde mus, der ikke har gjort meget, men de er der altså.

Lad os ikke glemme dem derude i den grå endeløse regn, den regn, der som en hær af myrer trænger ind overalt.

Når den regn lyder, opfattes den ikke af alle, som et smukt melankolsk akkompagnement til kaminens knitren, men som en ubarmhjertig påmindelse om, at for dem er der ingen kamin.

Trøstesløs 14 dages regn kan stundom befordre et bedrøveligt sortsyn, hvis man er en følsom sjæl. Man sidder og ser ud i klamheden og finder ud af, at ingenting er til at finde ud af, og det hele er ad helvede til, og livet er en slidt film sløret af evig regn, fremkommende ved, at filmen har været kørt for mange gange. Menneskene er trætte, regn, regn, regn, ragnarok kommer på torsdag. Regn, regn, regn, syndflodens vande stiger, regn, regn, regn, men vi har ingen ark. Regn, regn, bomberegn.

Og bakteriestorme og radioaktive byger.

Regn, regn, regn, aldrig andet end regn.

Men det nytter ikke at sidde og blive en forkølet skønspessimist. Man må ruste sig til at tage kampen op mod modløsheden.

Jeg kunne have lyst til at tage alle sortseere ud på – en regnvejrstur. En tur sammen med en stump og hendes langbenede mor i lysegrøn plastik, Vi skal ud og holde stævnemøde med den regn, jeg holder allermest af. Regn med gummistøvler på.

Sommerbygen kommer og går som snakken i en krohave. Nu i spredte stænk, der glimter som småsild og siger plat, når landevejenes støv rammes. Nu som et slør, et fint støv fra en rafraichisseur (kølnervand?); det får ansigtet til at le og sætter krøller i håret, der bliver så levende og let. Og nu som et forbi jagende sus, så alle blade blafrer og stråene nikker. Store herlige pytter at lade gummistøvlerne pløje igennem. Det er stumpens valg.

Planternes nederste blade får jordstænk på undersiden og jordbær knaser lidt, men de smager, netop nu, da de er våde uden at være blevet vandede.

”Vi stod en gang bag et gardin”, fortæller vi, moderen og jeg, og må stå stille, stumpen har fundet enorm (i et ord), en tyk regnorm strakt tynd i en lunken pyt.

”Et regnvejrsgardin, ja-ahh”, siger stumpen henrykt og finder en orm til.

”Tilfældigvis netop et regnvejrsgardin. Under en markise nemlig”, siger vi.

”Regnvejrsnemlig”, siger jeg, men det gør ikke lykke, det er lidt for pjattet, jeg må finde på noget bedre og skynder mig at foreslå skoven. Den lille er allerede derinde, energisk trampende i det grønfiltrede lys. Her kommer regnen til os i store, sprøjtende klask, efter en mellemlanding oppe på et ren skyllet, drikkende blad, hvor væden giver sig til at samle kraft og tynge så en enkelt dråbe kan klare en hel næseryg eller lukke et øje, hvis en af os tankeløst glaner i vejret, for der var en fugl.

”Men så blev markisen rullet op, og alle de, der stod i læ bag regnvejrsgardinet, de blev så våde og vendte sig vrede om. Manden stod i døren til sin forretning, og ved du, hvad det var, det var en paraplyforretning, en selveste paraply forretning  ….hahahaha”.

Stumpen ser på os med nakken tilbage for at få øjnene klar af sydvesten. ”Så smed I måske penge ud til paraplyer”, siger hun strengt.

” Vi købte kun en. Den gik vi begge under”.

Hun grunder.

Skrevet i 1953 af GeorGjedde (Forfatter 1913-1992)