Sjove historier fra bogen ”Vi danskere”.


Fynboen har en så let gang på jorden, at dett nærmer sig det kriminelle lyssyn. Som nu den gla´e gartner, der henvendte sig ved billetlugen på stationen i Kværndrup og ville have en billet til Nykøbing. Jernbaneekspedienten spurgte, om det skulle være Nykøbing Falster, Nykøbing Sjælland eller Nykkøbing Mors. Fuld af livsglæ´e svarede kværndrupperen:

”Det bety´er aller´en ski´, for min svoger har lovet at komme og hente mig på stationen”.

Sådan er fynboer.

Amagerkanere.

De er til fodbold og de er ret vilde med fodbold og hvad dertil hører. Det hævdes at det tog overhånd med humle-kringlerne, så bestyrelsen i Fremad Amager havde hængt et skilt op i omklædningsrummet i klubhuset, hvor der stod: ”Sejr og nederlag fejres ikke med bajere!”

Nedenunder havde anføreren på førsteholdet skrevet med sikker hånd: ”Kammerater! I dag spiller vi uafgjort!”

Sådan er ama´rkanere.

Fynboen.
Man skal ikke holde sig tilbage for at sige det, hvis man går bag en smuk fynsk pige. Så skal man prøve at nå op på siden af hende og sige det, man havde lyst til. Det rødmer de ikke over, men kommenterer den kurtisante kompliment: ”Ja, det gælder om at se godt u´ bawfra…forfra kan wi jo snak wos fra det!”

Thyboer.

Thyboer holder af gode fortællere, og sådan er det også i Thisted, hvor man så vittigt siger, at Freud hviler over land og by. En dame havde fortalt den lokale avis, at hun havde en skrækkelig drøm- om hun løb splitternøgen, kun iført en tophue, gennem Thisteds gader. Og så føjede hun til med thyboens stærkt underspillede lune: ”Det var forfærdeligt! For det er jo helt umoderne at gå med tophue!”

Sådan er thyboer.

Vestjyde.

En gårdmand ved Nørre Nebel var ikke så stor af statur, og da han fik gæster fra København, sagde en af dem vittigt, da han pegede på den store gylletank: ”Den ligger vist i vejen for, at De kan se ud over markerne, Jens Jensen?”

Hvortil vestjyden svarede: ”Nåja, men så må A jo ta´mi´ tegnebog å stå o´!”

Sådan er vestjyder.

Brønshalløjsaer.

Spørger man en Brønshalløjsaer: ”Har I set rejselederen?” så vil de svare: ”Næ…, jo, er det ham med den lilla toupet?”

Det kan jo også være, at man betror sig med et ”Sådan noget ser man da ikke hjemme,” hvis man ser en sabelsluger med en silkeabe på den ene skulder og en papegøje på hovedet – midt på gaden…hvortil der bliver svaret tjup:

”Jo, vi gør! Vi er fra Brønshøj.”

Sådan er brønshalløjsaer.

Himmerlænding.

En himmerlænding var kommet i retten for dokumentfalsk. Dommeren foreholdt ham det frygtelige i at skrive faslk navn. Jo, det måtte han da indrømme, men føjede så til: ”Men A tøtt jo æt, te A will brueg´mi guer nawn te såen nøj kæltringsstrejer!”.

Sådan er Himmerlændinge.

Espergærdere.

Det værste for kystbanesocialister er, at de aldrig ved, hvornår de lokale vrider næsen om på dem.
I den bedste mening foreslog en tilflytter på et borgermøde, at der i anledning af den årlige byfest burde indsættes små gondoler i landsbyens gadekær.

Den følgende tildragelse blev af en eller anden grund ikke genfortalt i toget….for på mødet rejste den lokale tækkemand, der er kendt for sit sataniske vid, sig og sagde på sit nordsjællandske Æspgaer-mål:

Jae…ded var et godt fu-urslag. Det viser sig bare, at vi i Æspgaer kan lære af dem, der kommer fra de store stæder. Men for at holde foreningens økonomi på plads foreslår jeg, at vi starter med at købe en han-gondol og en hun-gondol, og så kan vi se, om de formerer sig med tiden.

Sådan er espergærdere.

Kronjyder.

To kronjyder mødtes en aften ved rugskellet. ”Nu kommer A te´ å slå mi´ tyr Garibaldi nied, for han hår æt mier hans præstationsevner!” sagde den ene nabo til den anden.
”Nåe – spis no brøj te´. A ha´d de samm´ problem med min avlstyr Hannibal, men så kom æ dyrlæææg og ga´ den non medikamenter, og nu ka´ den bedæk´ det hal´e a Krojylland!”

”Hva´ hed det medikament?”

”De´ ka´A sgu´t hovse, men det smagte a´pebermyyynte!”

Sådan er Kronjyder. 

Sønderjyder

”Ska´do ha´ nau å gnav i?” spurgte den hvidkitlede mand i pølsevognen med en mine, som var det overlægen, der talte til de syge på den sene stuegang. For en sønderjyde ville det på den anden side lyde vanvittigt, hvis man betroede Pølsemester Fodkold, at man skulle have en død indianer med sidevogn og det hele. Så han skar igennem og afgjorde sagen med ”Do fe´r en ringritter”.

Den smagte hverken af hest eller rytter, men man skal jo også vide, at det er en ringriderpølse, som fremstilles til den sæson, da sønderjyder tager ”e mütze o” – kasketten på hovedet – og med lansen i hånden drager ud til de utallige ringriderfester i det genvundne land, som de genforeningsglade sagde.

”Ridderskik!” sagde min medpølsespiser, og da jeg så spørgende ud, blev jeg glad for fortsættelsen: ”Ringridning er en ridderskik, der stammer fra dengang, da ridderne holdt lanseturnering med galger. Og nu er det ”it kun e bynne” – ikke kun bønderkarlene – der er med til hest til balfaldera med en masse pipbajere – sådan kaldes Fuglsang Bryggeriets produkter – og kilometervis af ringriderpølser. Og som min hjemmelsmand tilføjede:

”Det ær it så tumbe!”

Og hvis noget ikke er ”tumbe”, så er det helt okay.

Man skal jo se sig for blandt sønderjyder, for de er hurtige i replikken, ret iltre og med rask humør. Man må selvfølgelig ikke stille sig an. Det er bedre at få skudsmålet, at man er ”møj davle” – hverdagsagtig.

De sønderjyske købstæder er ikke så forskellige i størrelse, at man kan tale om en hovedstad i Sønderjylland. Eller som grænsedragerne foretrækker at udtrykke sig: Nordslesvig.

Derfor er der drilleri mellem købstæderne. Man siger om folk i Haderslev, at de er finere, fordi dér ligger stiftsøvrigheden og det slesvigske fodtusseregimentet. Sønderborg har sit blå humør og bobler af alsisk charme, og om sønderborgenserne siger man, at de gerne ville være fine. Om tøndringerne – Tønders indbyggere – siger man om at være fin, at ”de ved æt hva´ det bety´er” og om åbenråerne hedder det, at de ”geretvenøvr`t”. At det rager dem en papand, for deres valgsprog er ”Affenrå bøvle å” Åbenrå maser på, hvis man skal tale rigsdansk. Sproget er ikke så let, og da navnlig ikke, når det er folkepoesi. Hvem kan oversætte:

Wenn æ hejst de staue
Ær´t ringere`n i Braue

Men det betyder altså, at når hestene hvirvler støvet op, er der ringridning i Broager. Men noget kan man da lære f.eks. ”Wenn ge´r ø toch? Wenn æ mann ge´r me æ flach å piffer!” Hvornår går toget? Jo, det går, når manden går foran med et flag og pifter i fløjten. Det gjorde man i gamle dage, når toget blev lodset gennem byen.

Går det lidt bedre med det sønderjyske nu?

Jamen, hvad så med: Fidde er tumbe wenn han ge´r i æ kålgår´i æ æ geérok!” Fortabt?
Jo…Frederik er ikke vel forvaret, når han går i sit fineste tøj i køkkenhaven.

Det er værre, når man spørger om vej i Sønderborg.
Så anbefales det ”å taj e keddejetkrysbrau”. At tage Christian den 10.s (Christian med ét kryds) broen.

Den sønderjyske gastronomi er – hvis man skal udtrykke sig lidt diplomatisk – ret speciel. Man siger, at en dårlig bager hverken kan blæse eller have mel i munden, og en dårlig slagter aldrig ville kunne tjene til sin egen fedtemad. Nuomdage er der ikke mange steder, man serverer blodgrød eller blodsuppe, som var vandgrød tilsat frisk slagteblod med røget spæk og krydderier. Det er vistnok en temmelig nærende ret.

En sag som surrib er stadig på mode i slagtetiden. Det er kogeflæsk med laurbærblade i eddikegelé. Men når den serveres med det runde syrnede sønderjyske rugbrød og senf – sennep – er det ”møj gala´ant”. Aldeles herligt. Ikke mindst i den blå time, som man kalder ” e bierstunde”. Øltimen efter fyraften, og før man begiver sig hjem til de hjemlige kødgryder.

Surrib er næsten lige så godt som kålpølser eller snysk – det er kogte grønsager med skinke til – eller de sønderjyske frikadeller. Farsen er blandet med knuste tvebakker, og der er både flæskekød og oksekød og lidt hakket røget spæk i. Det er jo ikke hippersomhap, hvad man får, når man skal have ”nau å gnav i”. Det undrer fremmede at se, at der på beværtninger står et akvarium med brune runde tingester. Det kaldes en reparation. Eller rettere: so-o-læch. Men solæg har ikke spor med solen at gøre, det er æg, der er kogt hårde i løgsuppe, til de er hårde som sten og bliver lagt i vandglas. Man piller dem, flækker dem og smutter blommen ud. I den hvide fordybning kommer man sennep, olie, eddike, tabasco, engelsk sauce, salt og peber og lægger blommen omvendt på som låg – og sluger hele herligheden. Det kan vække en død sønderjyde til live, hvis han har været ”langs”. Ude på viften.

Det indre marked i Sønderjylland er Klostermærken, markedet i Løgumkloster, hvor i sin tid en besynderlig bevægelse opstod, ”En braun Neijsgaf”, det brune snydeskaft. Bevægelsens formål var at udbrede kendskabet til snus. Det lyder snusfornuftigt at spare tændstikker og giver luft, men det er noget grissefy, som giver et brunt næseparti, og det er ikke rigtig værdsat ved nattekystide.

Man kommer ikke langt med at lave vrøvl blandt sønderjyder. Det nytter ikke at bebrejde det kørende personel i togene, at der er forsinkelser. Det har jeg prøvet med spørge ironisk om, hvad man havde køreplaner til, når togene ikke kørte til tiden? Jo, - så fik man et andet problem – så havde man ikke noget at bruge ventesalene til. Og det er jo i grunden ganske logisk.


Hvis man sidder i held i rafling, kan man blive udsat for spørgsmålet: ”Do har vist frekventeret Tinglef?” Man skal bare nikke.
Det betyder nemlig, at man nok har været indskrevet på Tinglev Universitets fakultet for højere rafling. Tro det eller ej det er en vits.

Sønderjyder husker som elefanter. De kan blive ved med at tale om ”æ tysk tid”, den tyske tid, selv om det er fra deres oldefars dage, da Sønderjylland var under tysk herredømme, indtil det vendte ved æ Avstemningsdav, afstemningsdagen. En gruppe tyske gendarmer sad på en kro på Als og drak grog´er og sang ”Gott strafe Engeland”. En af gendarmerne råbte til et par bønder ved bordet ved siden af, hvorfor pokker de ikke sang med på den tyske slagsang – og så svarede den ene alsing med en skuldertrækning:

”Næi! Vi er æt så religiø-øs i Guderup!”

Sådan er sønderjyder. 

Vendelboer 

”A er intj stolt over at wæer vendelbo. Men A er taknemle!”


Man ved altid, hvor man har vendelboer, men ikke, hvordan man har dem.

De er ikke sådan at blive kloge på, fordi de underspiller alting. Man skal selvfølgelig ikke gøre et dejtrug til et orlogsfartøj, som de så morsomt siger, men måske kan man sige, at de har en påtrængende beskedenhed, fordi de – i al beskedenhed – er klar over, at bedre mennesker end vendelboer findes ikke inden for Danmarks grænser.

” Wi lar wos intj kuuuuue!” er vendelboernes motto.

De lader sig ikke kue af noget som helst. ”Sådan ligger det land!” som de tilføjer, og så er det klogest at holde kæft. Men når folk er så selvhjulpne, at de synes, at myndighederne nærmest går i vejen, og så selvbevidste, at det er svært at sælge et par hvide handsker nord for Limfjorden, så må man tilføje, at de er fribårne, stædige, krigeriske og humoristiske. De har et minespil, som afslutter enhver sætning, som betyder, at nu er sagen fremstillet, og så er der ikke mere at sige om den ting. Oversat til københavnsk, at ”så kan du godt lukke sylte, kammerat!”. Sagen er uddebatteret. Eller som den venlige vendelbo ville tilføje: ” En sag har to sider, og nu tror jeg nok, jeg har fortalt dem begge to”….Ikke fordi en vendelbo ikke vil give en anden ret – forudsat, at de mener det samme – og hvis så den vendsysselske meningstikendegiver siger det samme, så kan man risikere en kompliment, at den er rigtig nok, men udtalt: ”De ´by ér da sæ siel!”

Det ligger lidt uklart, om vendelboer som folkestamme er vokset op af marehalmen eller er efterkommere af skotter, der er drevet i land. Men humoren er så længe undervejs, som det tager at tygge en skrå.

Vendelboer bryder sig ikke om at bringe sig i en situation, de ikke bryder sig om at være i, så for en sikkerheds skyld ser de altid krænkede ud. Så kan de altid slå lidt af på den, hvis der er grund til det.

Vendelboer taler nødigt dårligt om hinanden, men man ”tøjs liegåt det er mærkle”, at så mange arbejdsduelige voksne mænd lever af at være folkesangere på deres modersmål. Men alligevel synger de med i hyldesten til kvinden – hvis hun er vendelbo, selvfølgelig – om at

Und dig ikke rist eller ro,
før du har fundet en vendelbo.

På rigsdansk ville man kalde det understatement, men blandt vendelboer siger man:

”De´by´er da sæ siel!”

Vendelboer kan godt lide noget, der knaser. Endeskiven af hårdt bagt rugbrød eller stegt flæsk lige før brankestadiet. Eller også noget, der er helt blødt. Bagerens brunsviger, som på dansk hedder en sutsko, er ”te måååååååde” blandt vendelboer, hvis den er hård i skorpen.

Grønlangkål er nationalspise. Ligesom vin har grønlangkål sine årgange, for den skal jo håndvrides. De laver grønlangkålen på en måde, som får andre folkeslag til at undres såre, men som bekendt rager det vendelboer en høstblomst, hvad andre mener.

De hænger også rødspætter til tørre ved Kattegatskysten og spiser dem med samme fryd som tranebærsyltetøj til knurhaner.

En særlig afart af vendelboer er læsøboer. De er noget for sig. Ikke så lidt endda. Man sagde i gamle dage for nogle år siden, at pigerne på Læsø var ru på ryggen, men kendere har følt efter og mener ikke, at det er mere udbredt dér end andre steder.

Beboerne på den flade ø mellem Jylland og <Sverige kan godt lide kanonkugler i form af byggrynsboller i grønlangkålsuppe og spiser rødspætter med kød som nyfalden sne. Og er man heldig, kan man købe Læsøknaster – øens egen tobak, der lugter omtrent som en tanggård, der brænder.

En rigtig Læsømand, der sidder og ryger sin pibe i aftensolen, vil helst se ud som menneskesønnen langfredag. Læsøboer synes at være skabt til lidelser og har derfor for en sikkerheds skyld rynker i panden, når de er ude at more sig.

Det kan ske på mange måder, for eksempel kan man more sig med at bygge en fårefold, som – sagt i al gemytlighed – kan bruges til diskotek til turister om sommeren og rigtige får om vinteren. Man kan sige om læsøboerne, hvad man vil, men de har en usentimentalt forhold til, at penge er udmærket fra turister, som kaldes fjæsinger. Det er fisk, der er så dumme, at de bider på hvad som helst. Indbyrdes bruger de ikke den slags billige stads som pengesedler, men foretrækker regulær tuskhandel.
Alt på Læsø er tilsyneladende økologisk. Det er tidens ”trend”, og det hævdes, at selv kirkegården i Byrum er økologisk. Alle landmænd er super-økologiske, og hvis de ikke kan klare det økologiske kommunekontor i Danmarks mindste kommune. Det er da logisk. Ø-logisk. Og økologisk.

Folk vrider sig, når man spørger dem om, hvad læsøboernes særlige sindelag er. Jo, læsøboerne har humor og menneskevarme, men de ser deres medmennesker an og er ikke uden dømmekraft – både evnen til at bedømme en situation og evnen til at slå ned på, hvad andre burde holde sig for gode til. Og ”andre” kan selvfølgelig være andre end indfødte læsøboer, men de rangerer øverst. Dernæst kommer tilflyttere – og de er og bliver tilflyttere. Og så er der landliggerne, der dog igen er en smule bedre en endagsturisterne.

Sagen er, at læsøboerne har skullet skaffe sig føden på de mærkeligste måder. Somme tider var det at træde skrubber på havbunden, til andre tider at udvinde alt eller leve at strandinger. Som en gammel aftenbøn lød:
”Herre, beskærm søens folk og lad dem ikke lide stranding. Men er det din vilje, at det skal ske – så lad det ske på Læsø!” Det er altid godt at vende det blinde øje til, siger man på Læsø.

Er Læsøboerne særlig krigeriske? Ja, hvis man læser den lokale debat i Læsøposten, kan man tro, at det er et krigerisk folk, men det er sådan lidt spil for galleriet, som når an laver krig og trussel om stort bifald om det skal være den gule eller brune bi. Det lyder voldsomt med den oratoriske sabelraslen, men det er ikke så slemt ment.

Men de er lidt uden for moderæset på Læsø, og en indfødt blev spurgt, hvorfor det hele er så gammeldags på øen, langt borte fra det pulveriserende liv, og så tyggede han lidt på den og sagde:

”Jamen, det er nu ikke så slemt mere. Vi er da begyndt at gå med galocher!”.

Urokkeligheden er vendelboers særkende. Deres kæreste hobby er at pille selvhøjtideligheden ned med pokerfjæs. Som nu den selvglade storbypræst, der var kommet ”derop” og ved et sølvbryllupsgildepludrede til højre og venstre og henvendte sig til en kone mellem firs og skindød. Hun stod med kåben på, og så spurgte pastoren med sveskesmil, om den gode kone havde forberedt sig til den store rejse til Kana`ens land?

” Næi, hr. pastuuur”” sagde hun muntert, ”for A ska te Flauenskjold!”

Den jordnære logik er vendelboers specialitet. Hvis et menneske har tabt sig, hedde det: ”Do er kummen te å se så vaág uk!”…og er man kommet godt til hud: ”Do er kummen te å se så got uk!”.

Direkte fornærmelser går vendelboer helst udenom.

Mens man andre steder ville tale om en mand, der har et fjæs som en fastelavnsbolle, ville en vendelbo med sin version af diplomati sige: ”Jamen, A truer te det er et skønne ansigt å barbiere!”….
Opdragelse går stort set ud på at indlære, at man skal svare på det, man bliver spurgt om.
Det gør vendelboer pligtskyldigt. Som nu manden, der kom ind på apoteket i Østervrå, og i det samme smuttede en hund ind ad døren. Medstiv overlæbe spurgte den hvidkitlede bag disken: ”Hvad er det for en hund?” Vendelboen vendte sig om og sagde oplysende>:
”A truer te de´er en hajhuj”…en hanhund.

Det påstås, at alle er jyder for Vorherre, men vendelboer er af en særlig art. En vendelbodame fra det højere erhvervsliv afkrævede mig et svar på, hvorfor jeg troede, at vendelboer var så populære? Og før jeg fik mumlet et svar, sagde hun: ”Det er fordi te vi er så bekeeeeeed´ne!”. Beskedenhed findes jo i varianter fra det selvudslettende til det sejrsbevidste.

Sindighed er vendelboers adelsmærke. To vendelboer passiarede, da de stille og roligt kørte i bil på landevejen. En Karl-smart-model (”Det er sgi nok en køwenhawner!”) overhalede med stor fart, og i et sving længere henne gik det galt. Bilen kørte i grøften. Da de så, at føreren ikke var kommet noget til, fortsatte de, mens den ene vendelbo sagde til den anden: ”Når han nu intj sku længer, behøved` han da intj å ha´så trawlllt!”.

Er vendelboer vendelboer? Ja, i Brønderslev, Sæby, Vrå og Sindal, måske, men i Skagen siger de med selvbevidsthed, at de er Skawboer, selv om man troede, at det var en rødspætte.

De ”Ægte” vendelboer mødes på Hjørring Dyrskue og Hjallerup Prangermarked. I restaurationsteltet havde en vendelbo fået en forkert frakke på, og ejermanden rakte ud efter den, mens den uheldige bad om forladelse. Men hertil sagde frakkens formodede ejer: ”Tænk intj på de`. A har siel foet forbyttet mi´ frak flere gange, men den her trour A te A beholder!”. 

Afskrift fra bogen: Vi Danskere af Ib Boye ”Gyldenspjæt”.







Klik her for at få dit eget GoMINIsite