Senantikken
Retorik og teknik.
Et af de mest forbavsende skrifter fra senkejserdømmet er anonymt. Det er en analyse af rigets forsvarsproblemer. De Rebus Bellicis. Om militæranliggender, og kan have været henvendt til kejser Valentinian 1. Det rummer en række skarpsindige forslag om, hvordan man kunne forbedre forsvarets effektivitet, forslag, som ikke blev fulgt. Også i så henseende leder skriftet tanken hen på general de Gaulles fremsynede og overhørte idéer i 1930´erne til en modernisering af det franske forsvar.
Foruden forslag om besparelser anbefaler den romerske ekspert en mekanisering af forsvaret for at spare mandskab. Han fremsætter konkrete udkast til både nye typer belejringsmaskiner og nyt udstyr til bevægelseskrig, som kunne standse barbarerne. Det var på en gang fremsynet og urealistisk. Romerriget havde ringe sans for teknologi. De mest betydningsfulde fornyelser, romerne bragte, var inden for bygge- og anlægsbranchen. De var uovertrufne som vejbyggere til helt op i 1700-tallet. De anlagde 90.000 km hovedveje og 200.000 km biveje med et utal af broer. Dette net var grundlaget for hele deres forsvarssystem. Men betegnende nok kom deres vejbygningsteknik noget til kort over for frosten i Nordeuropa.
Også deres vandforsyningsteknik overgik, hvad man før havde set* . Pont-du-Gard og Segovia akvædukterne står endnu som imponerende vidnesbyrd om, hvad de kunne præstere. Men dertil kom et omfattende system af rørledninger, som var baseret på blyforsyninger først fra Spanien, siden fra Britannien. Badeanstalterne var forsynet med centralvarmeanlæg, velhaverhuse ligeledes. Inden for byggeteknikken var romernes vigtigste indsats udviklingen af beton. Men også glasruder synes at være en romersk opfindelse ligesom dørhængsler og låse med nøgler. Af værktøj har man bl.a. tilskrevet dem murskeen, rammesaven, hultangen, vridboret, filen og høvlen.
Ellers er den bemærkelsesværdige fornyelse i anlægsbranchen nærmest af organisatorisk karakter, indførelsen af forhåndsoverslag på byggeri. På samme måde lægger romerne deres administrative evner for dagen i matrikuleringsteknikken. Det er også organisation mere end teknik, der interesserer Vegetius i et andet overleveret skrift om forsvarsproblemet fra o. 390, De Re Militari. Vegetius ser ikke frelsen i en ny teknik, men i en tilbagevenden til den klassiske romerske legion, som var blevet afskaffet af Diocletian. Han organiserede hæren i mindre enheder. Hos Vegetius altså også drømmen om frelse i fortiden. Faktisk var der ikke sket nogen stor forandring i våbenteknikken siden Cæsars tid, bortset fra udviklingen af en slags armbrøstlignende feltartilleri.
Minedriften blev hæmmet af den primitive pumpeteknik, og energiteknisk synes den vigtigste opfindelse karakteristisk nok at have været udviklingen af trædemøllen, drevet af menneskelig muskelkraft.
Netop det forhold, at Romerrigets økonomi i så høj grad var baseret på slavearbejdskraft, er ofte blevet anført som forklaring på, at den tekniske revolution, som man syntes at stå på tærskelen til i Ptolemæernes Alexandria, ikke blev til noget. Kropsarbejde var slavearbejde, ikke noget, det var frie tænkende mennesker værdigt at beskæftige sig med. Det var mindre nedværdigende at modtage sine 6 sestertier om dagen som klient hos en rig patron end at arbejde med sine hænder. Selve den antikke klædedragt var uforenelig med manuelt arbejde. Slaver, bønder og håndværkere måtte arbejde med nøgen overkrop. Det er blevet påpeget, at man først med kristendommen fra 200-tallet begynder at arbejde med. (Marrou). Kristendommen havde overtaget den jødiske arbejdsmoral. Hos Paulus hed det: - dersom nogen ikke vil arbejde, han bør ikke heller æde. (Thess. 3.10).
Men vejen til magt i Romerriget var veltalenhed, ikke opfindsomhed. Selv den jordnære Vespasian skal have lagt en ny arbejdsbesparende opfindelse til side med en henvisning til beskæftigelsen. Den fornemste disciplin i den højere uddannelse var retorik. Denne uddannelse begunstigede snarere folk med en veludviklet hukommelse end de kreative begavelser. Oldtidens skrift var mere beregnet til støtte ved udenadslæren end til læsning, har man hævdet. Chaunu. Netop her skete imidlertid et afgørende teknisk gennembrud engang i 200-tallet med opfindelsen af codex, bogen i vor forstand, der kom til at erstatte volumen, bogrullen. Det fordoblede kopieringsproduktiviteten 100 pct., fordi man derefter ikke behøvede at være to til at kopiere, en til at læse højt, en anden til at skrive. Det har formentlig reddet en stor del af oldtidens litteratur for eftertiden. Jøderne bevarede derimod bogrullen i deres Tora.
En anden senantik opfindelse var orglet. De kom i første omgang til at indgå i det mere og mere statelige og stive ceremoniel ved kejserhoffet. Først under karolingerne blev det taget i brug i gudstjenesten, der overhovedet hentede adskillige træk fra det senantikke hofceremoniel.
En kendsgerning er det, at Romerriget på mange områder stod teknisk tilbage for det samtidige kinesiske rige. Om dette virkelig skyldtes slaveøkonomien og den forrang som de humanistiske discipliner fik over de tekniske, kan man måske få belyst gennem en sammenligning med Kina. Af mere direkte betydning for Romerrigets skæbne, blev dog det tekniske stade hos Roms nærmeste barbariske naboer.
Barbarernes styrke.
De barbarfolk, der kastede sig over Romerriget, var ikke så dygtige til at skrive som romerne. I hvor mange andre henseender, de var underlegne, er mere usikkert. Det er endda muligt, har man påpeget, at deres tilegnelse af den romerske litterære kultur kom til at sætte dem tilbage i produktionsteknik. (Duby). For det kan tænkes, at de skrivepultslærde munke, der både forestod afskrivningsarbejder i klostrene og landbruget på markerne omkring dem, i deres benovede beundring for de latinske forfattere kom til at indføre driftsmetoder og redskaber, som måske nok var anvendelige i Middelhavsområdet, men underlegne nord for Alperne i forhold til allerede anvendt teknik.
Det gælder først og fremmest ploven. Der er således et vist belæg i de slaviske sprog for, at der anvendtes mere avancerede plovtyper i Østeuropa end i Romerriget. På samme måde er der spor af landbrugsmaskiner i Nordvesteuropa, som der ikke synes at have været sidestykker til i Middelhavsområdet, f.eks. en arbejdsbesparende høstmaskine, som man har fundet afbilledet på et basrelief i Belgien.
Det har været meget svært at fastslå, i hvilket omfang barbarerne var på højde med romerne i metalteknik og smedehåndværk og navnlig, hvor udbredt anvendelsen af jern har været i landbrugsredskaber. Men det er i det mindste hævet over enhver tvivl, at Nordeuropa med sine umådelige skove havde en overdådig energiforsyning i sammenligning med det efterhånden skovfattige Middelhavsområde. Udgravninger i Kilce-distriktet i Polen har også vist en betydelig minedrift i de første fire århundreder af vor tidsregning.
I transportteknik har navnlig gallerne vist stor opfindsomhed. De udviklede flere forskellige vogntyper. Allerede transportgeografisk var Nordeuropa med sine mange sejlbare floder heldigere stillet end Middelhavslandene. Når det drejer sig om arbejde, var nordeuropæerne hurtigere til at anlægge den mere funktionelle klædedragt med ærmer og bukser end romerne. Også når det gjaldt hjemmets indretning havde romerne noget at lære af nordeuropæerne. Spisebordet, som man sidder bænket omkring synes at være en keltisk opfindelse ligesom kurvestolen og dugen. Romerne anlagde store kostbare badeanstalter. Men først i 300-tallet synes de at have kendt til sæbe og deres betegnelse for den, sapo, er gallisk. Det tekniske niveau hos visigoterne synes at dømme efter deres smede- og pottemagerarbejde ikke at have stået tilbage for romernes. Det samme gælder deres våben. Låneord i gotisk tyder på, at de har tilegnet sig romernes våben. Nogle af de bedste stålklinger skal være blevet fabrikeret i Donau-egnene, og er blevet anvendt af barbarisk rytteri i romersk tjeneste og vel derfor også, når det vendte sig mod romerne. Den klartskuende forfatter af De Rebus Bellicis var ikke blind for, at også barbarerne kunne være opfindsomme. Romerne havde intet våben, der var på højde med frankernes kasteøkse francisca´en, der gik igennem romernes skjolde og brynjer. De senere års analyser af disse våben vidner om en hærdningsteknik, som der næppe fandtes noget sidestykke til hos romerne. Men så kom frankerne da også fra det område, der siden skulle blive Europas våbensmedje, Ruhrdistriktet. Rytteriet var ellers barbarernes farligste våben. Det var det, der gjorde udslaget ved Hadrianopolis i 378. De mest frygtede hestfolk var dog hunnerne. Hvor overvældende de har virket på de konventionelle kulturfolk, kan man slutte af de fantasital, som optræder i både Europa og Kina, når det drejer sig om nomadekrigere – enten nu hunnerne var identiske med kinesernes xiongnu eller ej. Den hær, hvormed Attila i et storstilet pengeafpresningsforsøg i 451 marcherede ned gennem Nordfrankrig, omtrent ad samme veje, som tyskerne fulgte i 1914, blev anslået til 500.000 mand. Hantidens kinesiske krønikker anfører tilsvarende tal. Ved siden af hunnerne fik vandalerne et slemt ry. Men også Geiseriks styrke turde have ligget i hans bevægelighed, især til søs. Vandalerne genskabte Karthagos sørige i kraft af deres flådemagt i en tid, hvor vestromerne i modsætning til østromerne fuldstændig havde forsømt deres flåde. Geiserik ”bidrog mere end nogen anden enkelt mand til vestrigets fald”, har man sagt.(Grant). Men efter 533 forsvandt vandalerne sporløst ud af verdenshistorien.
Det kan ikke bare skyldes byzantinernes knusende sejr i slaget ved Karthago. Det må også hænge sammen med, at vandalerne kun udgjorde et lille mindretal, måske 1 pct. I forhold til den indfødte befolkning. Visigoterne har man på samme måde anslået til 2 pct. af befolkningen i deres fransk-spanske kongerige. Barbarerne blev derfor hurtigt opslugt af de lokale befolkninger. I den tid, de herskede, viste de sig dog at være udmærkede organisatorer. Organisation havde længe været romernes styrke i forhold til barbarerne. Men både goterne og vandalerne tog ved lære, og de lod klogelig det romerske forvaltningsapparat fortsætte, hvad man f.eks. kan se ud af fund i Nordafrika fra vandaltiden – om end latinen er blevet noget rusten.
Endnu i årene 493-526 lykkedes det østgoternes kong Theodorik – vore folkevisers Didrik af Bern (forvanskning af Verona) – at opbygge et rige i vest omfattende Italien, Alpeegnene, Provence og Pannonia.
Afskrift fra bogen: ”Verdens historie, Romerriget af Erling Bjøl”.
PS.
* Romerne [år 2-400 e. Kr.] anvendte beton, der kunne størkne under vand. Der lå ingen dybere kemisk indsigt bag disse byggematerialer, men det held, at vulkanjorden omkring Rom leverede de nødvendige ingredienser for at man kunne støbe under vand
|