Uddrag fra samtale med forfatteren P-O. Enquist.
Musikanternes udtog (titlen på en bog) skildrer et stykke af svensk arbejderbevægelses tidlige historie, men også POEs eget miljø, det indremissionske miljø i det nordlige Sverige? »Ja, egentlig er jeg en problemorienteret forfatter, siger POE. Magnetisørens femte vinter er en historisk problemorienteret roman. Legionærerne er et typisk eksempel på en problemorienteret roman. Og jeg skrev længe kun sådan. Jeg tror, at den første lille afstikker faktisk var Sekundanten. Der er i hvert fald et kapitel i den, som er en meget stærk skildring af min barndom. Og siden kom så Musikanternes udtog. Musikanternes udtog og Kaptajn Nemos bibliotek hænger faktisk sammen, de kommer så at sige længere og længere ind.«
Musikanternes udtog er en del af din egen forhistorie, men det må også have ligget i tiden. Problemet var interessant i de politisk vakte år ... »Ja, halvfjerdserne var fulde af radikale, politiske, historiske romaner om arbejderbevægelsen. Det begyndte på to måder. Jeg blev bedt om at skrive noget omden svenske arbejderbevægelses historie. Da jeg fik kigget nærmere efter i bevægeIsens egne arkiver, opdagede jeg, at ingenting var så heroisk, som man havde gået og troet. Alle de agitatorer, der havde været deroppe i det nordlige Sverige, de havde det ad helvede til, de fik bank hele tiden, de blev betragtet som en pest. Problemet for arbejderbevægelsens agitatorer var jo ikke arbejdsgiverne eller politiet, det var arbejderne. Det gav nogle sprækker i facaden. Siden begyndte jeg at kigge på dem, der udvandrede til Brasilien. Det tog lang tid. Jeg begyndte på bogen i 1973, og den kom ikke før 1978. Jeg gik fejl i den. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive udvandrer-historien, altså om dem, der tog til Brasilien, men siden blev det kun om, hvad der skete oppe i Nordsverige.« Når det nu var så rædselsfuldt for agitatorerne deroppe, hvad var det så, der drev dem? Din hovedperson er jo ganske vist idealist, men han er også lidt af en tosse? »Ja, men det var de. De minder uhyggeligt meget om nogle andre tosser, som jeg kender ret godt. Nemlig prædikanterne. Prædikanterne, som levede under eksistensminimum, cyklede fra den ene by til den anden, prædikede, ikke særlig godt, men længe, havde familie. En, jeg kendte, havde syv børn og levede i virkeligheden af at være graver. Det er et tungt arbejde, og så kørte han ellers rundt og prædikede. Og han var ikke nogen begavet forkynder, han var så kedelig. Men han gjorde det år ud og år ind under enorme afsavn. Agitatorerne havde det på samme måde. De levede langt fra familien, havde en elendig tilværelse, fik tæv, men fortsatte og fortsatte. Det er en heroisk historie, og der må have ligget en stor politisk overbevisning bag.« Hvad er så det dramatiske vendepunkt, at der pludselig sker en organisering - den stadig mere iøjnefaldende uretfærdighed eller er det noget andet? »Den svenske landsorganisation LO adskiller sig på en interessant måde, meget fra den danske. Den danske er så at sige radikal. Den begynder med laugene, håndværkerlaugene, og så opstår siden en anden struktur, efterhånden som arbejderbevægelsen etableres og bliver mere politisk. Men i Sverige fandtes ingen laug, Sverige var et bondesamfund i midten af 1800-tallet. Industrialismen kom meget hurtigt, og så fandtes der pludselig omkring århundredskiftet skovarbejdere og industriarbejdere. En ung arbejderklasse uden historisk tradition. Herefter lykkedes det LO, ikke mindst gennem disse agitatorer, meget hurtigt og meget bredt at skabe alle de her små foreninger. Samtidig kom de kristelige bevægelser og idrætsbevægelserne. De sad rundt omkring i de små byer som små celler, og pludselig havde de en kolossal styrke. Siden har vi haft et stærkt socialdemokratisk parti, et stærkt LO. Vi har et statsbærende parti, og et LO, der i hvert fald tidligere har været meget stærkt i Sverige.« Men det var vel næppe agitatorernes fortjeneste? »Nej, det var selvfølgelig mange ting. Det var så allerhelvedes fattigt. Dertil kom, at alkoholproblemerne var enorme, formentlig værre end noget andet sted i verden. Arbejderklassen var simpelthen i gang med at drikke sig ihjel. Der var et behov for at organisere sig. Det kom mange steder fra, og ikke kun fra agitatorerne. Men et sted skal det jo begynde.« I romanen sporer du sindelagsskiftet i de breve, arbejderne sender til arbejdsgiverne. Fra de tidlige, meget ydmyge, servile, til de kontante, næsten krævende? »Ja, noget skete. Sverige var Europas fattigste land i 1800-tallet, forfærdelig fattigt, Danmark var ti gange rigere. En elendig arbejderklasse og bondeklasse, higen holdepunkter, Stockholm er en lille landsby, ingen kultur. Og så eksploderer industrialismen og arbejderbevægelsen på en gang. Vi er jo et nybyggerland, til forskel fra Danmark, som har en me­get længere historie. Den samme retning, men langsommere.« Trossamfundet er i begyndelsen et problem for den politiske organi­sering, men bliver den også på et tidspunkt en hjælp, fordi den er en for­løber i organisatorisk henseende? »Sverige var også et decentraliseret land. Når man talte om den stærke svenske stat, så var det ikke helt sandt. Man behøver bare at se, hvor langt der er mellem byerne, og der fandtes ingen kommunikation. Der fandtes en sammenholdende ideologi, og det var Bibelen, den lutheranske kristne tro. Den var en sammenholdende ideologi. Til at begynde med. Vækkelsesbevægelsen var i mange tilfælde en hjælp. Der er mange ek­sempler på, at vækkelsesbevægelsen og arbejderbevægelsen gik hånd i hånd. Der var vækkelsesbevægelsen politisk radikaL Det er ikke som i Danmark. Når man der hører om en, at han er indremissionsk, så siger folk, 'uh, langt ude til højre!' Sådan var det ikke med den svenske vækkelsesbevægelse, den var venstre. Så den var i nogle tilfælde en hjælp. Men Sverige blev også hurtigt sekulariseret. Bibelen mistede den ideologiske kontrol over samfundet.« - Fordi den ikke længere var nødvendig, der fandtes andre ting, andre bindinger?
 
»Ja, der kom andre ting til Og det var unægtelig arbejderbevægelsen og senere socialismen, der erstattede den lutheranske kristendom som overgribende eller sammenholdende ideologi.« Hvorfor dukker du selv op i romanen, eller rettere din bedstefar? Jeg mener, hvor meget er den historie din egen? »J eg skrev bogen med portrættet af min egen mormor liggende foran mig hele tiden. Hun er forbilledet for Josefina i bogen. Der er så meget, jeg har stjålet fra min egen familie. For både min far og min mor kom fra sådan et miljø.« - Og din far, hvad lavede han? »Han var skovarbejder om vinteren, og om sommeren var han havnearbejder, hvor han lastede tømmer. Om vinteren var alt jo frosset ti1.« Og dine forældre var troende?
»Ja!«
- Meget? ».Meget!«
- Min mor var med i afholdsforeningen, hun ordnede alting og var ekstremt aktiv. Hun sørgede for, at min far blev frelst, straks de mødte hinanden.«
- Det var han altså ikke forinden?
»Nej, og siden havde han ikke noget valg.« - Vejen til hende gik over frelsen? »Netop.«
- At være barn i et meget stærkt troende ....
»Ja, det var jo fundamentalisme. Jeg ved, hvad fundamentalisme er. Der fandtes regler for næsten alting, for hvad man måtte og ikke måtte. Jeg var i biografen første gang som 15-årig. At jeg skulle gå i teatret, var helt udelukket. Jeg var i missionshuset tre gange om ugen, mindst.  You name it - hvad man ikke måtte. Men det er ikke noget problem, når man ikke kender andet. Det var naturligt. Problemerne opstod, da jeg begyndte at gå i gymnasiet. Eller lige før, hvor jeg opdagede, at der fandtes en anden verden. Men det vidste jeg ikke som barn. Jeg kan huske, at en af de hand­lende i byen solgte likøressens. Ikke alkohol, det kunne man ikke få, men essens, som man kunne bruge i for eksempel kager. Min mor kaldte foreningen sammen, og så tog de hen til den handlende og sagde: 'Vi ser, at du sælger den her essens.' 'Ja, men den er der ingen alkohol i,' svarer han. ' Nej, men vi bryder os ikke om det, og vi synes, du skal holde op med det.' Man måtte ikke engang sælge likøressens. Så hårdt var det altså.« Var der kærlighed, ømhed, ved siden af?
»Ja, det synes jeg. Jeg havde en meget kærlig opvækst, sært nok. Min mor havde altid tillid til mig, troede, at alting var muligt for mig. Jeg fik en grundliggende selvtillid. På det tidspunkt var der ingen i byen, der havde taget realeksamen, ingen havde taget studentereksamen, ingen havde læst videre. Men hun så vel, at jeg var ordentlig begavet og sendte mig til en slags højere folkeskole efter den almindelige folkeskole.”
-         Det var din mor, der havde sans for det?’ Ja, det var min mor. Min far døde, da jeg var seks måneder gammel. Jeg voksede op alene med min mor, uden søskende. En noget speciel opvækst.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite