I Tehuantepec (i det sydlige Mexico) er det et sygdomstegn at være spinkel og slank, og kvinderne komplimenterer hinanden med, hvor fede de ser ud. Det gør de, når de skal være høflige, eller når de møder en veninde, der er ekstra monumental. Og alligevel – eller netop derfor – bevæger de sig graciøst som den genfødte Moder Jord. Tehuantepec er ikke blot kendt fo sine smukke kvinder. Den er også berømt for, at kvinderne sidder på byens økonomiske liv og et vidtforgrenet handelsnet. Uden manden tager de på salgsrejse i og uden for Mexico. Eksisterer dette blide Tehuantepec virkelig, eller er det hele blot en febervildelse, jeg svæver rundt i, nu, jeg har forladt det store fastland? Kan det virkelig passe, at der i Mexico, hvor kvinderne skal forblive uberørte til det hellige øjeblik, da faderen overlader hende til manden, - eksisterer en by, hvor kvinderne tager initiativet og er samfundets bærende kraft på deres egne betingelser? Kan det virkelig passe, at der i Mexicos moderne verden, hvor indianerne i skyggerne passivt ser, hvordan højteknologien skaber massekultur og udjævner alle hidtidige kulturelle forskelle, og hvor de indianere, der søger mod storbyernes lykkehjul, ender på forstædernes lossepladser, at der hér fungerer en by, der bygger på indianernes fællesskab, hvor alt er blidt og poetisk, hvor de få mandlige betjente fordriver tiden med at spille bold med ungerne, og hvor der er idel lykke?
Er Tehuantepec blot en luftspejling? En reaktion på den mexicanske machismo, præget af aristokratiske, indianske og spanske idealer og forvrænget af den globale imperialisme?
Byen eksisterer altså, den er ganske vist ikke så stor, at den kan præge resten af Latinamerika, men zapotekerne har skabt et helt andet liv på baggrund af demokratiske traditioner om fællesskab. En glædens verden, meget anderledes end indianernes traditionelle strenghed. En harmoni langt borte fra kapitalismens profithunger og stress.
Afskrift fra bogen: Mexico Feber af Mikael Witte. ISBN: 87 88277 440
|
|
|