Øverste billede: Mor, Gerda Blach V., til højre med hvidt forklæde.

Anden billede: Ulla med sløjfe i håret, herefter Lis, Aase og Inge.

Tredie billede: Gerda B. V. med Lis på armen, Ejner med Inge på armen, Grethe med Aase, Kaj med Ulla og forrest ses Anni og Kurt.

Fjerde billede: Lis med dukkevogn, formentlig rød. Ulla med dukke, damen bagerst ved vi ikke hvem er.

Jeg blev født d. 27. marts 1946 på Farimagsvej i Næstved. 
Huset findes ikke længere, det er blevet revet ned. Min far (Kaj Nielsen Vintersbølle, født den 8. april 1921) og mor (Gerda Sofie Blach, født den 15. august 1925) var blevet gift den 5. november 1944 i Sorterup Kirke som ligger mellem Sorø og Slagelse. Umiddelbart efter giftemålet flyttede de til Næstved, da far efter endt militærtjeneste ved Gardehusarregimentet i Næstved blev tilbudt arbejde som civil kasernearbejder ved Regimentet. Hans chef var ham behjælpelig med at finde et sted vi kunne bo og det var årsagen til at de bosatte sig her, skønt de begge stammede fra Sorø-egnen. Det var en tidlig søndag morgen, jeg så dagens lys. Klokken var 03.30 og jeg må ha' været lidt nysgerrig, for jeg blev født for tidligt. Jeg er blevet fortalt, at jeg blev født i sejrsskjorte, fosterhinden, som min far selv måtte rive af mig, da jordemoderen ikke kom tidligt nok til at overvære fødslen. Jeg vejede 2000 gram og målte 46 cm. Som I kan se, klarede min mor og far at holde liv i mig. Jeg blev døbt den 16. juni 1946 i Sct. Mortens kirke i Næstved af Pastor S. A. Munk og fik flg. navne: Ulla Blach Vintersbølle. 

Mine faddere var min morfar Søren Frederik Blach og min faster, Cecilie Vintersbølle.
Nu er jeg blevet en gammel bedstemor, som snart fylder 62 år (1.12.2007). Jeg er "Grandma" til fem dejlige børnebørn. Sarah på snart ni år. Rasmus fylder otte år til april, Magnus fylder seks år til maj og Ida fylder fem år også i maj, Maja fylder et år til maj. I kan nok forstå at man får ømme lægge og fødder, når man konstant skal løbe og lege med så mange dejlige børnebørn, derfor "svømmer jeg af og til i min lille hvide balje". Jeg er løbet på efterløn og nyder min "pensionisttilværelse" sammen med min mand, mine svigerdøtre, mine børnebørn og mine to sønner. Den vigtige, til tider lidt sparsomme, fritid bruges til rejseaktivitet, golf, biografture, venindetræf og fødselsdage i og med den nære familie.

Jeg blev født d. 27. marts 1946 på Farimagsvej i Næstved. Huset findes ikke længere, det er blevet revet ned. Min far (Kaj Nielsen Vintersbølle, født den 8. april 1921) og mor (Gerda Sofie Blach, født den 15. august 1925) var blevet gift den 5. november 1944 i Sorterup Kirke som ligger mellem Sorø og Slagelse. Umiddelbart derefter flyttede de til Næstved, da far efter endt militærtjeneste ved Gardehusarregimentet i Næstved blev tilbudt arbejde som civil kasernearbejder ved Regimentet. Hans chef var ham behjælpelig med at finde et sted at bo og det var årsagen til at de bosatte sig her, skønt de begge stammede fra Sorø-egnen.

Det var en tidlig søndag morgen, jeg så dagens lys. Klokken var 03.30 og jeg må ha' været lidt nysgerrig, for jeg blev født lidt for tidligt. Jeg er blevet fortalt at jeg blev født i sejrsskjorten, fosterhinden, som min far selv måtte rive af mig, da jordmoderen ikke var kommet. Jeg vejede 2000 g. og målte 46 cm. Som I kan se, klarede min mor og far at holde liv i mig.

Jeg blev døbt den 16.juni 1946 i Sct. Mortens kirke af Pastor S A Munk og fik flg. navne: Ulla Blach Vintersbølle. Mine faddere var min morfar Søren Frederik Blach og min faster Cecilie Vintersbølle.

Cirka 16 måneder efter jeg var født, blev jeg storesøster for første gang. Den 25. juni 1947 blev Lis født. Vi boede endnu på Farimagsvej, og et ægtepar ved navn Schnelder, som boede i samme ejendom som os, blev faddere til Lis. Mor var hårdt spændt for med to små børn. Lis var så uheldig at få Engelsk Syge, hvilket bevirkede at hendes knogler og kommende tænder kunne tage skade, derfor blev hun bundet til sengen i forskellige stillinger.

Efter nogle år flyttede vi til en kvistlejlighed i Rugvænget 192m, som lå på den anden side af jernbanen, men lidt tættere på Kasernen. Der boede 9 familier i opgangen, nogle af dem husker jeg bedre end andre, især familien Dinesen, familien Bentzon og skrædderen i stuen. Far og mor kom godt ud af det med naboerne. Kristi Himmelfartsdag samledes vi på græsplænen for at høre Pokalfinalen i fodbold. Far gik meget op i sport. Om søndagen fulgte han Næstveds divisionshold på Næstved Stadion og når han var heldig at  få kørelejlighed til udekampene. Seksdagesløbene i Forum fulgte han/vi på radioen, her var der en rigtig god sportsjournalist ved navn Gunnar "Nu" Hansen, som fortalte om de spændende sportsbegivenheder i radioen på en meget levende måde. Der var fodboldlandskampe og de store sportsbegivenheder ved OL som foregik hvert fjerde år. Jeg husker specielt 1960 i Rom, hvor Danmark fik sølv i fodbold, guld i ener-kajak og guld i banecykling.

Arsagen til at jeg husker dette OL var, at far tog os med på Kasernen her kunne vi følge sportsbegivenhederne på tv. På Rugvænget skete endnu en stor begivenhed, jeg blev storesøster for anden gang. Margit blev født den 12. juni 1951 om morgenen. Hun blev døbt i Bjernede Kirke ved Sorø, mor var også døbt i denne kirke. Festen blev holdt hos moster Grete og onkel Ejnar, som boede i mosen ved Fulby. Moster og onkel stod faddere til Margit.

En anden ting som jeg husker fra Rugvænget er, at vi næsten altid kom galt af sted i weekenden. Sådan var det også da jeg klemte min lillefinger i en liggestol. Jeg og skrædderens Kirsten prøvede hvem der først nåede stolen på græsplænen foran boligblokken, jeg kom først og satte mig i den, uheldigvis havde jeg fingrene på armlænet da Kirsten klappede stolen sammen og lillefingeren kom i klemme. Al huden var skrællet af det øverste af lillefingeren, så far måtte af sted med mig til Bo Poulsen, vores læge. Han satte huden sammen, bandt den ind og hånden skulle holdes op til skulderen, samtidig fik jeg en Stivkrampevaccination. Da vi kom hjem fra lægen kom Kirsten og sagde undskyld og hun havde en hel klase bananer med til mig. Dette er blot et af de uheld som ramte os børn på en lørdag.

Mor var meget dygtig til al slags håndarbejde. Hun syede det meste af vores tøj, kjoler, jakker og sågar flyverdragter blev det til og hertil strikkede hun elefanthuer, vanter og halstørklæder. Da vi blev store nok, blev vi lært op i at strikke og især vinteraftenerne blev brugt på følgende måde: far læste højt af Familie Journalen, bøger og fra" Hus og hjem "og til jul var det historier fra " I julelampens skær", imens skulle mor og vi 3 piger strikke om kap. Tre armlængder blev viklet af garnnøglet og så var det spændende at se, hvem der blev først færdig med garnlængden. Når vi havde strikket en times tid gik mor eller far sommetider ud og bagte pandekager eller æbleskiver. Vi skulle også lære at stoppe strømper. Vi brugte en stoppeklods som hullet i strømpen blev holdt hen over og så skulle gamet stoppes først den ene vej i baner og derefter den anden vej over og under de tråde der var syet. Svært var det at få hullet stoppet, mange gange gik der kludder i det, så klippede vi gamet/trådene af dette gjorde hullet større og det blev endnu sværere at stoppe strømpen. Jeg fik det lært, men Lis og Margit var ikke så gode til det og opgav.

 

Jeg husker at jeg var meget genert som barn. Skulle vi fotograferes gemte jeg mig i et hjørne og opdagede ikke altid, at jeg alligevel kom med på billedet. Når jeg skulle i seng måtte der ikke være lys for jeg troede fuglene sad på telefontrådene og så mig tage tøjet af.

Jeg husker også, at mor engang låste døren for min far samt bandt et hvidt tørklæde rundt om håndtaget. Hun var sur over at han kom sent hjem fra Gardehusarregimentets fødselsdagsfest den 10. februar. Denne dag har min far været med til at fejre hele sit liv. Jeg kan også huske at jeg til sidst fik ondt af ham og gik ud og låste op.

Mens vi boede i Rugvænget fik Lis og jeg en glas dukke i julegave, mor havde strikket noget tøj til dukkerne og af farmor og faster Cille og Grethe fik vi en vugge til vore dukker. En anden jul havde far lavet et dukkehus med dukkemøbler til os. Jeg har endnu to små børnebøjler, en rød og en lyseblå som jeg fik af moster Johanne. Lis og jeg legede også meget med påklædningsdukker, sommetider tegnede vi noget tøj til dem. Lis havde bl.a. Anne Mette Svendsen og jeg havde Romy Schneider desuden havde vi Store - Lille - og Sorte Marie. Vi samlede også på glansbilleder som vi satte i album med Kongefamilien uden på og på servietter, dem gemte vi i gamle kladdehæfter.

Da jeg var omkring 7 år, flyttede vi til Falstersvej nummer 2. Lejligheden lå på første sal og var lidt større end den i Rugvænget men det var i samme lejlighedskompleks. Jeg husker vi flyttede med vore ting i kasser og baljer tværs over tørrepladsen. Far fik hjælp af naboerne til de tunge ting. Mor var en knag til at holde rent og orden i vores lejlighed, den gang blev der fyret med koks i kakkelovnen og når den skulle tømmes for aske støvede det i hele stuen. To gange om året blev der gjort hovedrent, alt blev endevendt, sengetøj, tæpper m.m. blev luftet. Skabe blev vasket af, vinduer og gardiner blev ordnet og gulvene blev skuret og ferniseret. Når mor havde været alt igennem blev alt sat sirligt på plads igen, sådan en rengøring kunne let tage et par dage. På det tidspunkt havde vi ikke nogen støvsuger så det var en drøj omgang at komme igennem. Men en aften ringede det på døren og udenfor stod en repræsentant i støvsugere og han kom indenfor. Resultatet blev at far købte en støvsuger på afbetaling til mor. Det var en Electrolux og den holdt i mange år, jeg overtog den da j eg fik mit første værelse (med adgang til et lille te-køkken), det var i Slagelse i 1967.

Far og mor besøgte familien så ofte det kunne lade sig gøre. Når vi skulle på besøg hos familien tog vi altid med rutebil eller tog. Moster Johanne i Næsbyskov ved  Slagelse holdt altid sin fødselsdag d. 30. juni. Når hele mors familie skulle samles skulle der meget mad til, de var 10 søskende, som alle på nær en, var gift og vi var 18 fætre og kusiner. Mor tog engang imellem os børn med og så rejste vi til Slagelse, herfra med rutebil til Næsbyskov for at hjælpe med at lave maden til mosters fødselsdag. Der blev bagt kager, stegt hanekyllinger, skrællet kartofler i spandevis og isen, som vi fik til dessert, blev rørt i en stor zinkbalje for at der skulle være nok til cirka 30 personer. Når hele familien så blev samlet, blev vi stuvet sammen i de biler der var til rådighed og bagagerummene blev fyldt med øl og sodavand, kaffe på termokander samt kager og porcelæn og så gik turen til Bromme Lilleskov, hvor vi børn spillede pind, rundbold eller fodbold med de voksne. Vejret var som regel godt og der blev svedt en del, så der skulle mange øl og sodavand til for at slukke tørsten. Efter nogle sjove timer blev alt samlet sammen igen og turen gik tilbage til moster Johanne og onkel Hermod, hvor der skulle spises aftensmad. Efter maden var det tid til at mine onkler og sommetider også mine mostre og tanter samt min far og mor skulle spille kort, det medførte sommetider nogle heftige diskussioner om spillets udfald. Det blev ofte sent før alle tog hver til sit.

Moster Grethe og onkel Ejnar som boede i Fulby ved Sorø besøgte vi også jævnligt. Moster og onkel havde 5 børn, Kurt er den ældste, så kom Anni hun er 2 år ældre end mig, så Åse og Inge som er tvillinger er lige gamle med Lis og den sidste i flokken er Gakke (Gerda) som er et år ældre end Margit. De tre yngste var vi mest sammen med når fætre og kusiner mødtes, det holdt sig til vi blev voksne og blev gift. Åse og Gakke bor her i Hedehusene så jeg ser dem engang imellem. Da Gakke var 2 år fik hun Tuberkulose og blev indlagt på Vinters bølle Sanatorium ved Vordingborg. Her var hun i cirka 2 år. Engang skulle vi passes af moster og onkel, mor og far skulle på tur til Kullen i Sverige med nogle venner Erna og Oluf. Margit, Lis og jeg blev sat på rutebilen til Sorø og moster og onkel skulle hente os der. Da vi var ankommet blev Lis og jeg placeret henholdsvis foran og på bagagebæreren på onkels cykel, Margit kørte min moster med. Da vi nåede Pedersborg, ville jeg rette på en pude som jeg sad på. For at dette kunne lade sig gøre ville jeg løfte mig lidt og jeg satte foden på den ene hjulholder med det resultat at min fod skred og kom ind i hjulet. Cyklen med os alle tre væltede i grøften. Vi prøvede at få foden ud, men det kunne ikke lade sig gøre, men der kom heldigvis nogle hjælpsomme mennesker som boede i et af husene ved vejen. Manden havde en tang med, med hvilken han klippede nogle eger over og det lykkedes os at få foden fri. Vi kom alle med indenfor, hvor vi ventede på en ambulance som var blevet tilkaldt. Jeg kom på Sorø Sygehus hvor foden blev behandlet og forbundet, desuden fik jeg en indsprøjtning mod stivkrampe. Da jeg var færdigbehandlet blev vi alle kørt ud til Fulby til moster og onkel. Men der var stor skuffelse hos mine kusiner for da de så ambulancen komme kørende, troede de at det var Gakke som kom hjem fra Vintersbølle Sanatorium. Alle tog de pænt imod mig og hjalp alt det de kunne. Fætter Kurt lavede et par stokke som jeg kunne bruge når skulle flytte mig, jeg måtte ikke støtte på benet. Desværre gik der "galskab" i sårene og jeg døjede længe med dem.

 

Når far eller mor skulle skifte forbinding besvimede jeg ofte og jeg tror jeg havde beskadiget nogle nerver i benet for i mange år besvimede jeg når jeg slog mit ben eller andre led. Jeg husker at jeg nogle år senere blev ramt af et grydelåg på knæet og "bump" der lå jeg på gulvet og var besvimet. Det skete hos moster Grethe og onkel Ejnar, den gang boede de i Holme Olstrup.

Da jeg skulle starte i l. klasse i august måned havde jeg stadigvæk en stor forbinding på. Da far og mor skulle hente os hos moster og onkel blev de noget forskrækkede over det skete, dengang havde alle jo ikke telefon så man hurtigt kunne give besked.

Moster og onkel havde min mormor boende, mens de boede i Fulby. Jeg husker hende kun svagt, hun var desværre blevet senil så hun sad ofte og rokkede frem og tilbage samtidig med at hun brummede. Hun kom senere på alderdomshjem i Slaglille ved Sorø. Min morfar boede i Slagelse. De var blevet skilt på grund af min mormors tiltagende demens, hun var ikke god til at tage vare på sig selv. Min morfar døde i efteråret 1959 af mavekræft og er begravet på Slagelses store kirkegård midt i byen. Mormor døde i foråret 1961 og er begravet på Pedersborg kirkegård. På grund af deres skilsmisse var mors søskende delt i to, nogle kom hos min morfar og andre hos min mormor. Min mor og far kom på besøg begge steder. Min morfar hed Søren Frederik Blach og min mormor Jensine Blach.

Som jeg har skrevet var vi ofte på familiebesøg, moster Karen og onkel Poul boede i VolIerup sammen med deres 3 børn, Benny, Gurli og Erling. I Slagelse boede morbror Svend og tante Clara, de havde Ingelise men efter 21 år fik de til alles overraskelse endnu en datter, Lone. I Lundforlund boede morbror Erik og tante Else de havde også 3 børn, Lena, Skjold og Uffe. Morbror Poul og tante Gerda boede i Sorø, tante Gerda havde 2 voksne piger den ene hed Birthe. Morbror Robert og tante Grethe havde en datter, Jytte var jævnaldrende med mig, de boede ved Bogense i en lille by Grindløse, morbror Viggo og tante Ida boede med deres søn Steen på Bogense Mark, men hvor morbror Willy helt bestemt boede ved jeg ikke, kun at det var på nordfyn. Den gang skulle man sejle til Fyn, så af gode grunde blev det ikke så ofte de fik besøg.

Fars familie var alle bosat i Dianalund. Vi var på besøg cirka 2 gange om året, i sommerferien og til jul. For at komme dertil måtte vi også tage rutebilen, først til Sorø og dernæst med rutebilen mod Kalundborg. Far var i mange år den eneste som var gift. Hans bror Arnold blev gift med Ruth sammen har de Karen, som er lige gammel med Margit og Henrik er 3 år yngre. Vi så dem gerne når vi besøgte Dianalund, de har et hus på Ventemøllevej. Her hyggede vi os især med at spille prop og lege tampen brænder. Tante Ruth var god til at spille klaver og fars familie holdt meget af synge så der blev ofte sunget mange gode og gamle viser og salmer, det foregik for det meste i skumringstimen og var meget hyggeligt. Jeg husker især at når vi sang" I en sal på hospitalet" der handlede om en lille brystsyg pige som døde, kravlede jeg under bordet og græd, jeg syntes sangen var så sørgelig. Faster Jytte (hun var plejebarn og kun 8 år ældre end mig) og Carlo har Marianne som er cirka 10 år yngre end mig og Michael der er den yngste af mine fætre på fars side. Farbror Jens og tante Valborg blev gift sent, de fik ingen børn. Faster Grethe var syerske, faster Cille sygeplejerske, de blev aldrig gift. Alle fars søskende arbejdede på Kolonien Filadelfia, Jens var blikkenslager, Arnold var kommis og Jytte gjorde rent på Søsterhjemmet.

Min farmor boede på Skyttevej, hvor hun havde haft et vaskeri og strygestue. Hun blev tidligt enke. Jeg var kun et halvt år gammel da min farfar, som var syg, tog livet af sig selv. Min farfar, Carl Jakob Hannibal Nielsen Vintersbølle, blev begravet på Niløse kirkegård i oktober 1946. Min farmor, Ane Arnoida Vintersbølle, flyttede senere, da hun ikke magtede det store hus. Hun flyttede ned i nogle nybyggede rækkehuse på Søndermarksvej 16. Huset på Skyttevej, som både havde første sal samt fuld kælder blev for stort for hende. Jeg husker stadig hvordan det store hus var indrettet. På l. sal var der tre værelser. Faster Jytte, farbror Jens og min farmor havde hver et, senere da farbror Jens blev gift med Valborg fik de lov at bo deroppe til de fandt et sted at bo. De flyttede senere til et lille hus i Brandstrup lige udenfor Dianalund. I stueplan var der entre, et stort køkken med spiseplads og to fine stuer.

I den ene stue stod et orgel som vi elskede at spille på. Der sad en masse porcelænsknapper som vi kunne rykke i og på den måde fremkom forskellige toner/lyde samtidig hermed skulle vi træde på nogle pedaler som sad i bunden. Der var også en gyngestol og en kakkelovnsskærm begge var betrukket med stof som farmor havde broderet på. Stolen har jeg haft indtil år 2005, hvor Søren overtog den.

I kælderen var der et viktualierum fyldt med henkogte frugter og grønsager, desuden var der vaskekælder og rulle- og strygerum. Der var også et toilet med træk og slip, jeg husker tydeligt den brune mørnede gummikugle som sad i enden af snoren til cisternen. Her på Skyttevej blev faster Jyttes konfirmation og J ens og Valborgs bryllup holdt, begge fester kan jeg huske vi var med til. Jens og Valborg fik ingen børn så Valborg var lidt misundelig på mor og far. Jeg tror at hun led lidt af et mindreværdskompleks, hun var som barn blevet anbragt på børnehjem i Jyderup. En gang overtalte hun mig til at komme på ferie hos dem, hvis jeg ville, skulle jeg få et par hvide træsko. Lis skulle så på ferie hos farmor. En aften skulle vi besøge dem, jeg sad bag på tantes cykel da der ikke kørte bus rra Brandstrup til Dianalund. Da Jens og Valborg ikke havde bad fik Lis og jeg lov til at bade hos farmor Jeg var ikke særlig glad for at være hos dem på ferie, for jeg havde ingen at lege med, så jeg beklagede mig til Lis. Desværre havde tante Valborg overhørt vores samtale så der var sure miner da vi kom hjem til dem igen men jeg tror det endte med, at jeg også kom ned til farmor indtil vi skulle hjem igen.

På Falstersvej boede der mange familier med børn, så vi havde masser at lege med. Nedenfor vores boligblok var en fodboldbane og ved siden af en stor legeplads. Vi legede skjul, dåseskjul, tagfat, land og krig, spillede bold op ad muren og hoppede i sjippetov og bue. Engang vi legede skjul, ville Lis gemme sig rigtig godt. Hun gemte sig i et kælderrum i cykelkælderen hvor hun låste døren indefra. Uheldigvis knækkede nøglen i døren, der var ikke vindue i rummet, så Lis blev bange. Det varede noget inden viceværten kom og fik åbnet døren, siden den hændelse gemte Lis sig aldrig i kælderen.

Vi fik en streng men kærlig opdragelse. Der var mange ting vi ikke måtte og vi havde stor respekt for både far og mor. Spise op skulle vi altid og det var ikke altid rart når man var kræsen, det fik Lis at føle engang vi skulle have sødsuppe. Lis kunne ikke lide svesker og rosiner så hun kunne ikke fa suppen ned men det skulle hun. Lis græd men der var ingen" kære mor" hun havde bare værsgo' at spise ellers kunne hun undvære. Al mad er veltillavet, sagde far. Det var ikke let for Lis, at jeg, som var ældst, ikke var kræsen så det gjorde ikke sagen bedre. Lis blev sendt i seng, uden mad, og næste dag blev suppen sat foran hende igen men ned kom den ikke. Da Lis den aften kom i seng igen uden mad sneg mor sig ind med en rugbrødsmad til hende. At far kunne være streng oplevede vi engang vi var på besøg hos moster og onkel i Fulby. Mor havde klædt os pænt på og vi blev bedt om at sidde på divanen til der blev sagt at vi måtte rejse os. Far og mor var taget i kirke med moster og onkel, jeg tror Kurt skulle konfirmeres. Da de kom fra kirke spurgte kogekonen far om han ikke havde glemt noget, til stor undren sad Lis og jeg stadig på divanen og turde ikke rejse os før vi fik lov.

Jeg husker også, at vi ikke var særlig glade hvis vi skulle på wc. Vi var vant til et toilet med træk og slip men moster og onkel havde kun et gammeldags lokum i et skur bag huset, om natten brugte de en natpotte. Når vi skulle sove lå Lis og jeg sammen med Åse og Inge i moster og onkels seng, Margit blev lagt i en stor kommodeskuffe. Om vinteren var der is på væggene i soveværelset, men jeg tror at det var et af de steder jeg holdt mest af at komme skønt jeg ikke var så glad for dyrene som løb rundt om mine ben, jeg var simpelthen bange for hunde, katte og hønsene som løb frit omkring. Når vi var lagt i seng sad far, mor, moster og onkel og spillede kort til langt ud på natten. Der blev spillet meget kort i mors familie og far har fortalt, at det første mors brødre spurgte ham om da han en af de første gange kom med mor hjem var, om han kunne spille kort, drikke øl og om han havde penge i banken? Han kunne kun sige ja til at drikke øl, kortspil kunne han lære men det med penge i banken var straks værre. Huset i mosen var ikke ret stort men der var hjerterum og altid plads til os. I køkkenet var der et sort brændekomfur hvoromkring der var dejligt varmt, kedlen snurrede altid så lystigt. Vand blev hentet udenfor, det blev pumpet op med en vandpumpe og hentet ind i en zinkspand, om vinteren kunne det være en kold fornøjelse.

Mens vi boede på Falstersvej blev mor 30 år. Nu skulle der holdes fest. Soveværelset blev ryddet og borde og stole som far havde lånt på kasernen blev stillet op. Masser af mad blev tilberedt og øl og sodavand blev købt. Erna, en af mor og fars venner skulle hjælpe til da alle mors søskende med ægtefæller var inviteret og alle kom for at fejre mor. Da festen var slut sagde far, de har spist og drukket alt, kun hyldepapiret er tilbage. Det blevet ordvalg som ofte blev brugt når mors familie kom på besøg. Der var længe til næste lønningsdag som var torsdagen efter.  Far kom altid lige hjem med den brune lønningspapirspose med ugelønnen i.

Da Margit blev større begyndte mor at hjælpe en ritmesterfrue, fru Clausson-Kaas, når de skulle have gæster. Når mor kom hjem havde hun ofte nogle lækre levninger med hjem. En gang imellem hjalp mor også med at gøre rent da fru Clausson - Kaas havde dårlige hænder og ben. Mor arvede også noget tøj som mor så syede om til os. En af de smukkeste kjoler jeg har haft og som blev syet om var en mørk beige silkekjole med små sorte blomster, den havde kineserærmer - firkantet udskæring med en masse små læg og nederdelen var rundskåret. Mor hjalp ritmesterfruen i mange år og var meget glad for at være der, og da ritmesteren blev forflyttet til København ville de meget gerne have mor med men det kunne jo ikke lade sig gøre. Da mor startede hos Clausson-Kaas begyndte Margit i børnehaven på Lyngstien.

Mor havde nu bestemt sig for at arbejde på kasernen, hvor hun gjorde rent på sergent-gangen. Ofte tog hun noget ekstra og det kunne være hårdt slid når hun skulle gøre gymnastiksalen eller eksercerhuset rent, men det var ikke altid nemt for mor at sige nej til det grove arbejde, far fik nemlig opsyn og ledelse af rengøringen på kaserneområderne. Da han var kasernearbejder skulle han også på arbejde om søndagen, en gang imellem fik jeg lov at komme med. Far skulle feje og rydde op på kaserneområdet og ellers lave pludseligt opståede opgaver. Til fastelavn lavede soldaterne mange sjove ting i ridehuset, f.eks. skulle de fange et æble i en spand vand og lægge det tilbage i et fad med mel mens de havde hænderne på ryggen. De sad også overskrævs på en bom to overfor hinanden, så skulle de se hvem der sad længst - de måtte skubbe/ puffe til hinanden med en sæk som var udstoppet med halm. Der var også rideopvisning, husarerne kunne mange ting på ryggen af hestene. Engang var der en særlig opvisning for prinsesse Benedikte kom på besøg og det havde far jo kendskab til, han vidste hvor og hvornår hun skulle køre eller være på bestemte steder. Vi så hende i ridehuset, hun er jo som bekendt meget interesseret i heste, og vi blev stillet hen til en port hvor hun senere skulle køre igennem da hun skulle hjem efter en frokost. For bedre at kunne se trådte vi lidt frem med det resultat at Lis var ved at komme op på kølerhjælmen af den kongelige bil, men vi fik set prinsessen, hvilket vi var meget stolte af.

Radioen sendte om vinteren et program som hed "Soldaterstafetten". Programmets leder hed Arne Honore og der blev lavet udsendelser fra forskellige kaserner rundt om i landet. Gardehusarregimentet skulle også være med og far var heldig at få billetter til os. Det var meget sjovt og der var optræden af "Lørdagspigerne" som var en kendt sanggruppe på tre piger og af Anker Thaasti.

Far blev senere depot arbejder og skulle udlevere tøj til soldaterne og så fik han også opsynet med rengøringsdamerne og derved blev han mors chef, hvilket ikke altid var lige nemt, mor skulle jo ikke forfordeles tværtimod blev hun sommetider sat på opgaver som de andre ikke havde lyst til. Som tidligere fortalt var mor en meget proper dame så derfor skulle der gøres godt rent på det område hvor hun var. Ikke alle soldater var lige renlige så der skulle godt med knofedt til. Mor brugte godt med sæbe og en god skvæt salmiak, så der kunne dufte rent når hun var færdig.

Denne blanding var desværre med til at ødelægge slimhinderne i hendes spiserør og tarme, dette bevirkede at hun ikke kunne holde mad i sig. Mor havde været en stor og livsglad pige men nu blev hun træt og meget tynd men da hun beklagede sig til lægen, var hans kommentar: "der er jo nok at tabe sig af'. I dag tror jeg hun ville blive tilkendt en stor arbejdsskadeerstatning. Desværre fik hun også både slid- og leddegigt som hun døjede meget med i de sidste år hun arbejdede på GHR, men stor ros til hende, hun beklagede sig aldrig når vi var sammen med hende.

Da jeg var 7 år skulle jeg i skole. Jeg startede i l. klasse på Kildemarkskolen i august måned 1953. Jeg husker at jeg kom i l. b og for at huske hvilken klasse jeg og mine klassekammerater hørte til, fik vi alle et lyseblåt silkebånd bundet på skoletasken. I.ste a fik et rødt, I.ste c fik et grønt og I.ste d fik et lyserødt. Når klokken ringede ind til time måtte vi pænt stille op på to rækker før vi fik lov til at gå til klasselokalet, som i de første to år lå i en træbarak ved siden af skolen. Min første klasselærerinde hed Agnethe Hansen og en af mine klassekammerater hed Jytte Eriksen (hun blev gift med Keld Bak, en kendt fodboldspiller fra Næstved), hende er jeg stadigvæk på julekort med. Mens jeg gik på skolen var der om efteråret en skolekomedie med efterfølgende skolebal og om foråret tog hele skolen samlet på skoleudflugt med tog eller bus. Vi var i Præstø, Maribo, Haslev og når vi kom i femte klasse kom vi på tur til København. Her var vi rigtig på sightseeing, Kastrup lufthavn, Rundetårn, Amalienborg, Christiansborg, havnerundfart, turen sluttede i Tivoli. Efter femte klasse skulle klassen deles, nogle skulle i gymnasiet og andre skulle i lære til et eller andet håndværk. Jeg kom i gymnasiet, men først efter l. og 2. mellemskole som foregik på Kildemarkskolen. I femte klasse fik vi en ny klasselærerinde fra Sønderjylland, hun hed Kirsten Bojsen og var den bedste lærerinde som jeg har haft. Hun var god til at løse konflikter som var opstået i klassen og fik alle til at føle sig godt tilpas. Vi havde hende i dansk og engelsk. Samtidig med at vi fik ny lærer kom der også en ny elev i klassen, denne elev hed Margit Elm og er i dag stadig min bedste veninde. Mens jeg gik i folkeskolen var det almindeligt at komme til fødselsdag hos hinanden, dvs. piger hos piger og drenge hos drenge. Vi skulle komme klokken to til varm kakao med boller, kringle og lagkage, derefter legede vi forskellige lege så som at hoppe i bue, sanglege, skjul m.m. Ved fire/halv fem tiden blev der serveret is med marengs og isvafler, dertil fik vi røde, gule eller grønne sodavand med sugerør samt en slikpose eller flødeboller. Fødselsdagsgaven var en daler (en tokrone guldmønt) eller en gave svarende til det beløb.

Når jeg havde fødselsdag fik jeg lov til at bestemme hvad vi skulle spise til aften. De fleste gange blev det til stuvede ærter og gulerødder med frikadeller samt jordbærgrød desuden havde vi den skik at der var købt en kasse flødeboller hvoraf den som havde fødselsdag måtte spise så mange hun kunne inden at resten af familien kunne få en. Lis var meget drillesyg, hun spiste flødebollen med en tændstik så det tog lang tid før vi andre fik lov til at smage flødebollerne. Jeg var også heldig at have fri dagen efter min fødselsdag for Dronning Ingrid havde fødselsdag den 28. marts og Kong Frederik havde den 11. marts og disse to dage gav skolefrihed, dette er jo ikke tilfældet i dag. Da jeg gik i skole gik vi også i skole om lørdagen dette blev først lavet om i august 1970. Vi havde en 37 timers skoleuge fordelt på 6 dage.

Når vi fik sommerferie fik vi en togbillet til et sted i Danmark hvor vi havde familie som vi skulle besøge. Jeg fik nogle gange en billet til Bogense, så kunne vi besøge mors bror i Grindløse. Sådan en billet fik alle der søgte om det. Om vinteren fik vi også mælk og madpakke på skolen. Det var ikke altid at vi kunne lide det som var i madpakken men så byttede vi med en skolekammerat. Om vinteren var der også uddeling af vitaminpiller.

Skoletandlæge kom vi også til to gange om året. Skoletandklinikken lå i kælderen på Næstved rådhus så vi skulle cykle et stykke vej. I de første år tog mor med os, jeg var heldig at have gode tænder, dog havde jeg det problem at mine tænder ikke faldt ud af sig selv men skulle trækkes ud. Den første gang dette skulle ske, var de et par stykker til at holde mig mens tandlægen trak tanden ud, jeg tror det er medårsag til at jeg ikke er så glad for tandlæger den dag i dag. Her i år 2006 har jeg stadigvæk to mælketænder samt alle fire visdomstænder.

For at kunne cykle skal man jo have en cykel. Jeg havde lært at cykle på en stor cykel ude hos moster Karen, dog havde jeg besvær med at komme af så jeg væltede ned i en grøft, hver gang jeg skulle af. Da jeg var 7 år, skulle Lis og jeg Store Bededagsaften med far ned i byen efter varme hveder, imens skulle mor lave cacao og passe på Margit som kun var 2 år. Denne skik med varme hveder går mange år tilbage. Hvad Lis og jeg ikke vidste var, at vi også skulle ned på Brotorvet. Her lå en cykelhandler i kælderen og hos ham havde far bestilt to nye, sorte cykler til Lis og mig. Stolte var vi og da vi kom hjem, ville vi straks ud at køre, vi skulle blot have mor og Margit med. Turen gik til Stenskoven, men vi havde ikke helt styr på vore cykler. På vejen gik et ungt par med armene rundt om hinanden, Lis kørte lige ind imellem dem til stor forskrækkelse for både dem og vores far og mor. Heldigvis skete der ikke noget med parret og heller ikke på resten af turen. Nu skulle vi hjem til varm kakao og varme hveder.

Store Bededag, er en særlig dansk helligdag, som er fastsat til den fjerde fredag efter påskedag. Den blev lovfæstet den 27. marts 1686. Til denne særlige helligdag er der forskellige traditioner som stadig holdes i hævd. Aftenen før bliver der ringet med kirkeklokkerne således at bededagen, som skulle være en arbejdsfri bede- og bodsdag,  blev indvarslet. Mange gik tur på Christianshavns Vold for at høre  kirkeklokkerne. Ifølge loven skulle al handel, arbejde m.m. være forbudt, derfor fandt bagerne på at bage nogle hvedeknopper, som kunne varmes og spises dagen efter. Efterhånden blev det almindeligt at spise de varme hveder storebededagsaften i hele landet. 

Efter vi havde fået cykler, cyklede vi hver sommer på ferie rundt til vor familie. Vi stod altid meget tidlig op, pakkede vore cykler og så gik turen for det meste mod Sorø. På turen skulle vi passere en lang bakke kaldet "Rævebakken" pga. nogle ræve farme i bunden af bakken, den var streng at komme op ad. Fra Sorø gik turen først mod Dianalund til fars familie derefter til moster Grethe og onkel Ejnar i Fulby. Engang vi var i Dianalund fik jeg lov til at køre med far ud til Niløse Præstegård hvor far havde arbejdet som karl i sine unge dage. Præstegårdsforpagteren tog far og mig med ud i mosen. Vi kørte i hestevogn og jeg havde fået en fin ny kjole på, som mor lige havde syet. Kjolen var hvid med små blomsterbuketter i orange farver og om halsen havde jeg et orange tørklæde så fin var jeg da vi kørte af sted men da vi kom hjem var kjolen ikke særlig ren efter turen til tørvemosen. Da mor satte en ære i at vi piger var rene og pæne blev mor ærgerlig og skældte far ud. Men turen havde været en oplevelse for mig.

Om sommeren cyklede vi også til Karrebæksminde for at bade. Stedet er et yndet ferieparadis for sommergæster og ligger ca. ti kilometer fra Næstved. Karrebæk er den kanal som fører fra Smålandshavet og ind til havnen i Næstved. Over kanalen er der en bro som kan hejses når store skibe skal ind til Næstved, på den måde er byen delt i to, Enø til den ene side og Vesterhave strand til den anden. Vi kørte oftest til Vesterhave strand, her var ikke så mange badegæster som på det mondæne Enø. Vi har også en gang prøvet at overnatte på stranden i et lille gult telt, der var lige nok plads til os alle fem, en anden gang havde far lånt et lille hus som også lå på Vesterhave strand næsten helt ned til vandet. Huset var ikke særligt stort, der var to køjesenge, en sovesofa, et bord med nogle stole rundt om og et lille kogested. Køleskab og toilet var der ikke den gang, vand hentede vi i en spand men vi nød opholdet indtil det en aften blev et frygteligt tordenvejr, da syntes mor ikke at det var så sjovt mere. Hun havde som barn oplevet at lynet slog ned i deres hus. Huset havde stråtag så der gik brand i det og de kom kun ud derfra i det tøj de havde på. Dagen efter tog vi hjem fra Karrebæksminde. Da vi var børn stod far og mor altid op, når det om natten blev tordenvejr, de lavede sig "tordenkaffe" og tændte stearinlys, mens de ventede på uvejret drev over og at de igen kunne gå i seng.

Da vi gik i skole skulle vi have svømmeundervisning, det foregik i et havnebassin ved Karrebæksminde og vi skulle cykle derud. Vi fik korkbælte om maven og en korkplade i hænderne, en stor bambusring som sad for enden af stang som svømrnelæreren holdt i, blev placeret rundt om brystkassen - nu gjaldt det bare om svømme, lave nogle bestemte svømmetag. Jeg fik aldrig lært at svømme, jeg kan ikke slappe af i vandet. Jeg har virkeligt prøvet at få undervisning mange gange, så sent som da jeg var på skole i København i forbindelse med min uddannelse til omsorgsassistent inden for åndssvageforsorgen. Jeg fik undervisning inde i Østerbro svømmehal. På vejen hjem fra Karrebæksminde gjorde vi for det meste holdt ved en iskiosk som lå på toppen af en bakke ved Stenbæksholm-skoven, her fik vi en is inden vi kørte de sidste seks-syv kilometer hjem til Næstved.

                                                                                                                      

En gang vi var på vej hjem fra Karrebæksminde, Margit sad foran i en cykelstol hos far, var hun så uheldig at få benet ind i cykelhjulet. Heldigvis var vi tæt på at være hjemme på Falstersvej. Da vi kom hjem gik far over til fru Møller som boede i et hus på vejen, hende spurgte han til råds angående Margits fod da hun var sygeplejerske. Hun sendte dem på sygehuset og heldigvis for det, for der var brækket noget i anklen og Margits fod blev lagt i gips. Jeg husker at hun blev trukket rundt i en trækvogn..

 

Om lørdagen skulle vi altid bades og have vasket hår. Dette foregik på køkkenbordet, hvor der blev  lagt et tæppe og derpå et håndklæde og så blev vi vasket fra top til tå i et fad i håndvasken, håret blev skyllet i eddikevand (for at det skulle blive blødt/kalkfrit).

Om vinteren blev der tændt en petroleumsovn (en Bessovn) for at vi kunne holde varmen. Vi havde som før skrevet kun en kakkelovn i stuen den skulle varme hele lejligheden op og det kunne være svært når det var koldest om vinteren. Når vi var vasket og havde fået rent tøj på blev neglene klippet og ørerne renset og bagefter blev der hygget inde i stuen inden det blev sengetid. Uheldigt for Lis blev jeg altid først træt og så måtte hun pænt gå med i seng. En gang gjorde hun oprør og blev siddende inde i stuen det meste af natten. Jeg husker også en mere voldsom ting omkring Lis. Mor havde nogle gæslinger stående i en vase, Lis og jeg synes de lignede vat når vi kom dem i ørerne og det prøvede vi så, desværre havde Lis ikke fået den ene ud af øret da hun havde vendt spidsen den forkerte vej. Hun havde ikke fortalt det til nogen og da mor om lørdagen skulle rense ører på hende blev mor forskrækket og råbte til far: Kaj - Kaj! Lis mugner i ørerne. Lis' øre var meget ømt og rødt og hun måtte så fortælle hvad der var foregået. Far måtte igen af sted til lægen og igen var det en lørdag og igen var det Lis der var den uheldige. Da de kom til lægen kunne han desværre ikke få gæslingen ud af øret og da det var meget ømt lovede Lis far "bank" hvis der blev pillet mere ved øret. Lægen opgav og sendte dem på Sct. Elisabeths hospital hvor Lis fik noget beroligende og de fik fjernet gæslingen fra øret. Der fik vi en lærestreg. Da de kom hjem fik vi pandekager som mor havde bagt mens vi ventede på far og Lis, vi skulle jo have alt at vide omkring hendes øre. Da vi blev større kunne lørdagsbadningen ikke mere foregå på køkkenbordet men blev henlagt til kælderen, lige nedenfor trappen lå der et badeværelse med badekar. For at få varmt vand til at blive vasket i skulle der tændes for en gasvarmer, når vandet var varmt nok blev vi alle tre sat op i badekarret og vasket en efter en, blev tørret og fik rent tøj på. Når vi børn var færdige, kom vi op i lejligheden hvor vi ventede på, at far og mor også tog bad og rengjorde badeværelset, det var jo et som alle beboerne i opgangen kunne bruge efter behov og lyst. Efter badningen var der dømt hygge, det kunne være et spil Matador, ludo eller kortspillet 500/kasino. Måske ville vi hellere lege med vores legetøj, vi skulle jo ikke op og i skole næste dag, og dog! På et tidspunkt da jeg var begyndt i skolen gik jeg også i søndagsskole. Det var en kristen skole hvor vi hørte om Jesus og hans færden. Vi fik en stjerne i en slags salmebog hver gang vi mødte op og når vi havde et bestemt antal fik vi et glansbillede. Årsagen til at jeg kom i søndagsskole var, at jeg havde en skolekammerat, Hanne Østergaard,hvis mor underviste os om søndagen, hun tog mig med derhen. Hanne og jeg gik i samme klasse i ni år så skiltes vore veje, jeg kom i realklassen og hun i gymnasieklassen.

 

 Da jeg gik i skole havde jeg tøj som blev brugt i skolen, når jeg kom hjem skulle jeg skifte for at spare på tøjet. Om søndagen fik jeg/vi også lov til at få det pæne tøj på, der skulle være forskel på hverdag og søndag. Engang havde jeg ikke nået at få skiftet tøj da jeg var kommet hjem fra skole, jeg havde en dueblå kjole med hvide prikker på, da jeg kom op at skændes med en dreng som hed Leo. Han boede i opgangen ved siden af og hans far var maler. Hvorfor han havde noget maling husker jeg ikke men han tog en pensel og oversprøjtede min kjole med maling. Da jeg kom op til mor blev hun så gal på mig at hun tog et langt skohorn af træ og gav mig nogle slag hvorved at skohornet knækkede. Hun var så gal på grund af det store arbejde som det er at sy en kjole og at det kostede penge til stof og dem havde vi ikke i overflod af. Hun syede til os indtil vi skulle konfirmeres og vi var altid ens alle tre. Vi fik gerne en ny kjole om sommeren og en om vinteren. Sommetider arvede Lis og Margit efter mig, da jeg var den største. Da far kom hjem fra arbejde fortalte mor om den ødelagte kjole og far tog mig og kjolen med hen til maleren hvor han beklagede sig over kjolen. Jeg husker at Leo fik sådan en på siden af hovedet at han røg ind i gangen.

 

 Til hverdag fik vi altid grød f eks risengrød, vandgrød, fløjlsgrød, gul sagosuppe ”glo-vælling" med kanel, sødsuppe eller øllebrød først dette for at mætte derefter fik vi et stykke kød med kartofler og sovs, men om søndagen var det anderledes, da fik vi først kød og det kunne være koteletter, bøf, mørbrad eller flæskesteg og derefter fik vi dessert i form af budding af vanille eller chokolade, forskellige slags fromager af citron, kærnemælks- og ymer-, jeg elskede ymerfromage med kirsebærsovs og Margit var mest til chokoladebudding. Om efteråret bestod desserten ofte af æbler og til mange af disse desserter skulle der bruges flødeskum dette skulle hentes hos bageren på hjørnet af Sterkelsvej og Sjællandsvej. Den gang havde vi ikke køleskab så vi måtte hente flødeskum i en lille skål. Bagerens kone var jordemoder og jeg husker hende tydeligt fra den gang Margit blev født på Rugvænget og det sjove er at hun også hjalp Søren til verden i 1968 på Næstved sygehus. Hvis vi havde fået risengrød til middag var der altid en rest tilbage, af den lavede mor klatkager som vi spiste med sukker og syltetøj det var noget der smagte godt. Det kunne også hænde at far søndag morgen hentede to franskbrød hos bageren, disse blev delt på midten og indmaden blev taget ud, derefter blev de smurt med smør og syltetøj og drysset med sukker indeni derefter blev indmaden puttet tilbage i hullet, så blev der viklet pergamentpapir rundt om brødet som blev lagt mellem to spækbrædder på gulvet og far stillede sig oven på så brødet blev fladt. Det var en lækkerbisken for hele familien, den blev kaldt en klemmekage. En søndagmorgen husker jeg særlig godt. Mor havde smurt nogle rundstykker og lagt dem på et fad, Lis skulle hente noget i køkkenet og var lidt hurtig dertil, så hun ramte mor med fadet i hånden og vups! Der lå alle rundstykkerne på gulvet. Mor svang sin hånd for at give Lis en på siden af hovedet, Lis bukkede sig hurtigt og mor slog hånden ind i køkkenbordet. Hånden blev blå og meget hævet.

 Julen fejrede vi sommetider med farmor og faster Grethe og faster Cille. Gennem hele december havde mor med hjælp fra os  gjort julerent, herefter pyntede vi op med gran, juleklokker og kravlenisser. Vi bagte småkager, sirupskage samt mors berømte chokoladelagkagebunde som blev lagt sammen med smørcreme. Om aftenen lavede vi noget julepynt og juledekorationer. Hvert år købte far og mor en bog ” I julelampens skær” hvorfra far læste højt for os om aftenen.Lige op til jul havde far og mor fået en halv gris hvoraf der blev lavet sylte, rullepølse, leverpostej, medisterpølse og der blev også lavet flæskesteg, desuden havde de også selv lavet spegesild.

 Julemaden bestod af andesteg og flæskesteg med brunede kartofler og rødkål og hertil drak vi juleøl blandet med citronvand og til dessert fik vi ris a la mande med kirsebærsovs og dertil en et glas Kijaffa kirsebærvin. Mandelgaven bestod for det meste af en marcipangris eller en chokoladenisse. Inden vi spiste havde vi været til julegudstjeneste i Sct. Mortens kirke, ofte skulle vi også mens vi var mindreårige sove til middag så vi kunne holde os vågne om aftenen. Efter maden skulle der vaskes op og mens vi hjalp mor med dette, trak far juletræet frem og tændte lysene derpå. Træet var pyntet med julehjerter, stjerner, flag, trommer og glaskugler, meget af pynten havde vi selv lavet så som julehjerterne og stjernerne. Vi valgte på skift en julesalme som vi sang mens vi gik rundt om træet. Mit valg har altid været ”Julen har bragt velsignet bud”. Når vi havde danset om træet var det tid til gaveuddeling. Dengang var der ikke så mange gaver, men der var altid en fra farmor, faster Cille og Grethe, moster Johanne og så fra far og mor. Nogle af gaverne var hjemmelavede og af praktisk art. Far lavede engang et dukkehus til Lis og mig, mor havde været med til at lave dukkemøbler og gardiner dertil. Andre gange kunne det være noget dukketøj eller trøjer og bluser til os selv. Én jul husker jeg særlig godt, selvom jeg var syg. Det var juleaftensdag og jeg havde voldsomme mavesmerter og havde kastet op. Vores læge Bo Poulsen var blevet tilkaldt og han sad længe sammen med en anden læge og observerede mig, de var i tvivl om jeg havde blindtarmsbetændelse. Efter nogle overvejelser skulle vi se tiden an og det eneste jeg måtte få den dag var lidt havresuppe. Om eftermiddagen kom farmor, faster Cille og Grethe på julebesøg. Mor havde strikket nogle nye grønne bluser med rundt bærestykke med et gult mønster samt syet nogle rødternede nederdele med læg som vi skulle have på juleaften. Jeg fik min nye bluse på og fik lov til at ligge på sofaen i stuen. Den gode julemad måtte jeg jo ikke få noget af, men mor synes ikke jeg skulle snydes for chancen til at få mandelgaven så hun stillede en lille portion hen til mig på sofabordet. Men hun havde snydt lidt til stor forargelse for fars familie, hun havde nemlig lagt mandlen i min portion. Heldigvis fik jeg det bedre i løbet af juleferien. Når vi havde danset om juletræet og havde fået vores julegaver var det tid til at få kaffe og noget af mors julebag og derefter skulle vi spille om godter. Mor hentede appelsiner, pignoner (æbler), pebernødder, nødder, lakridskonfekt, vingummi og nogle chokoladeknapper, sommetider var der også andre former for slik, frem og far tog to spil kort. Vi sad rundt om spisebordet og der ene spil blev delt ud mellem os. Far lagde så nogle kort op på bordet med bagsiden opad og herpå lagde han noget slik, på et kort var der kun en pebernød, på et andet kunne der ligge både et æble og nogle andre stykker slik. Han var god til at drille når han trak de forskellige kort, der var ingen af os som ønskede kortet hvorpå der kun lå en pebernød, på den måde fik vi alle lidt slik som vi kunne hygge os med resten af aftenen.

Juledag gik vi altid en lang tur efter at vi havde spist morgenmad med nybagt franskbrød med hjemmelavet leverpostej og rullepølse samt ost og marmelade. Når vi var kommet hjem igen var det tid til at forberede xxxxxx

 

 

 

Vi havde ofte besøg, det var af morbror Svend og tante Clara samt vore ældste fætre og kusiner der kom forbi. Mens vi boede på Falstersvej kom fætter Kurt og hans kammerat Ole forbi. De var på cykeltur og havde brug for et ophold. Mens de var hos os blev det et frygteligt tordenvejr og jeg kan huske at lynet slog ned lige mellem boligblokkene og der lød et vældigt brag – nøj!, hvor blev alle sammen forskrækkede. Det var godt at de havde gjort holdt hos os. I Næstved er det ofte voldsomt tordenvejr.

 

 

 

 

 

 Fætter Leif lå som soldat ved Gardehusarregimentet. Lige så snart han fik udgangstilladelse og han ikke kunne nå hjem til Næsbyskov besøgte han os. Vi fordrev ofte tiden med at spille 500 (et kortspil) og tit stod han med uniformstrøjen halvt på, når han skulle tilbage til kasernen for han ville ikke gå glip af afslutningen på spillet.

Engang morbror Svend og tante Clara var på besøg; vi havde været på Rødkilde højskole på Møn for at besøge Ingelise, som var dernede på ophold for at forbedre sine chancer til at komme på sygeplejeskole, desværre lykkedes det ikke for hende, havde morbror erfaret at han havde 12 rigtige i tips. Han lovede far sin bil og meget mere, men stor var skuffelsen da det blev offentliggjort at 12 rigtige gav 13 kroner.

 

Efter at vi var flyttet til Skovkilde havde vi også tit besøg af moster Grethe og onkel Ejnar samt Åse, Inge og Gakke. De var nemlig flyttet fra Fulby ved Sorø, onkel Ejnar som både havde arbejdet på korkfabrikken i Fulby samt på en gård derved, kunne ikke klare arbejdet på korkfabrikken mere, hans lunger havde taget skade, til Holme-Olstrup, hvor han fik arbejde på Holmegård ved Fensmark. Om sommeren arbejdede både moster og onkel med at luge roer og sommetider hjalp også Åse og Inge med. Man fik cirka 25 øre for hver række der blev luget (men hvor lang var en række?). Jeg kan huske at jeg var lidt misundelig på dem for de var mørkebrune af solen og da jeg fik chancen for at komme med, var det desværre gråvejr. Kurt var blevet gift med Bitten og var blevet i Sorø men Anni fik job på en gård i Kalby. Her mødte hun Ernst som var 10 år ældre end hende. Vi havde ofte besøg, det var af morbror Svend og tante Clara samt vore ældste fætre og kusiner der kom forbi. Mens vi boede på Falstersvej kom fætter Kurt og hans kammerat Ole forbi. De var på cykeltur og havde brug for et ophold. Mens de var hos os blev det et frygteligt tordenvejr og jeg kan huske at lynet slog ned lige mellem boligblokkene og der lød et vældigt brag – nøj!, hvor blev alle sammen forskrækkede. Det var godt at de havde gjort holdt hos os. I Næstved er det ofte voldsomt tordenvejr. Fætter Leif lå som soldat ved Gardehusarregimentet. Lige så snart han fik udgangstilladelse og han ikke kunne nå hjem til Næsbyskov besøgte han os. Vi fordrev ofte tiden med at spille 500 (et kortspil) og tit stod han med uniformstrøjen halvt på, når han skulle tilbage til kasernen for han ville ikke gå glip af afslutningen på spillet.

Engang morbror Svend og tante Clara var på besøg; vi havde været på Rødkilde højskole på Møn for at besøge Ingelise, som var dernede på ophold for at forbedre sine chancer til at komme på sygeplejeskole, desværre lukkedes det ikke for hende, havde morbror erfaret at han havde 12 rigtige i tips. Han lovede far sin bil og meget mere, men stor var skuffelsen da det blev offentliggjort at 12 rigtige gav 13 kroner.

Efter at vi var flyttet til Skovkilde havde vi også tit besøg af moster Grethe og onkel Ejnar samt Åse, Inge og Gakke. De var nemlig flyttet fra Fulby ved Sorø, onkel Ejnar som både havde arbejdet på korkfabrikken i Fulby samt på en gård derved, kunne ikke klare arbejdet på korkfabrikken mere, hans lunger havde taget skade, til Holme-Olstrup, hvor han fik arbejde på Holmegård ved Fensmark. Om sommeren arbejdede både moster og onkel med at luge roer og sommetider hjalp også Åse og Inge med. Man fik cirka 25 øre for hver række der blev luget (men hvor lang var en række?). Jeg kan huske at jeg var lidt misundelig på dem for de var mørkebrune af solen og da jeg fik chancen for at komme med, var det desværre gråvejr. Kurt var blevet gift med Bitten og var blevet i Sorø men Anni fik job på en gård i Kalby. Her mødte hun Ernst som var 10 år ældre end hende. Desværre skete det uheldige at Annie blev gravid og da hun kun var 16 år blev moster og onkel gale på Ernst og var ikke særlig hjælpsomme overfor Anni, men slog nærmest hånden af dem begge. Nu skal det siges til deres undskyldning at de ikke havde særlig mange penge og heller ikke meget plads at bo på. Der var et køkken med komfur af jern, en lille stue og soveværelse som Åse og Inge og Gakke sov i. Moster og onkel sov i udhuset. Men så tog mor og far over. De hjalp Anni og Ernst med at søge ”Kongebrev” og den 19. december 1959 blev de gift. Anni var blevet 17 år den 4. december og den 26. december blev de forældre til en lille dreng. Mor og far holdt deres bryllup i Skovkilde, de var blevet viet på Næstved Rådhus og det var kun de allernærmeste som var med. Desværre døde Michael ”Bamse” da han var cirka  ½ år. Han døde af forstoppelse men Anni og Ernst er stadigvæk gift, den dag i dag. Denne episode gjorde at Lis og jeg blev plantet på sofaen og så fortalte far os ellers om ”blomster og bier” og at vi skulle passe på med hensyn til drenge og unge mænd, men vi fik også at vide at vi altid kunne komme til far og mor, hvis vi kom i en lignende situation. Det vrimlede jo med soldater rundt om os hele tiden og vi var på vej til at blive teenagere så det var ikke unaturligt hvis vi begyndte at interessere os for drenge.

 

I 1959 havde jeg den store oplevelse at jeg blev inviteret med faster Cille på en bustur ned gennem Nordeuropa. Jeg havde valget mellem at tage med faster Cille eller komme med min skoleklasse til Bornholm. Jeg valgte turen med faster Cille da jeg troede at til Bornholm kunne jeg altid og nemmere komme, men det er endnu ikke lykkedes at besøge ”solskinsøen”.

 

Den 31. juli 1959 startede busturen fra Dianalund. Det var et lærerpar fra Kolonien Filadelfia som havde arrangeret turen og alle deltagere havde deres arbejde der. Foruden faster Cille var også faster Grethe med og da det var en telttur sov jeg sammen med dem. Vi var kun 2 børn med, det var lærer Jensens søn Flemming, som var lidt yngre end jeg. På turen til Holland-Belgien-Luxemburg-det nordlige Frankrig-Schweiz og op igennem Tyskland skulle vi over Fyn og til Hopstrup Højskole i Sønderjylland for at hente lærer Jensens datter, Lis, som var 18 år. Der blev serveret kaffe for selskabet inden turen gik videre til Tyskland. På turen oplevede jeg mange nye og spændende ting. For første gang i mit liv så jeg levende flagermus, som fløj over vore hoveder da vi gik aftentur. Jeg var ikke særlig glad for mødet med disse dyr, da jeg havde haft en dårlig oplevelse i skolen. En af mine skolekammerater havde fundet en død flagermus som han havde taget med i skole for at vise den frem. Jeg sad på 1. bord og da han kom ind med den i klasseværelset stak han den hen imod mit hoved, jeg blev meget forskrækket og for at undgå den trak jeg mig baglæns og faldt ned i skoletasken, som var af plastmateriale,og den gik i stykker. Da jeg kom hjem med tasken blev mor meget vred og ærgerlig for vi havde ikke så mange penge til ekstra udgifter. Jeg var nød til at have en ny taske og det fik jeg. Da jeg kom i mellemskolen fik jeg en rigtig skoletaske af okselæder. Det var en som faster Grethe havde sine mønstre til tøj i. Hun var uddannet syerske, tasken holdt resten af min tid i skolen. I Tyskland forærede faster Cille mig et par  sundhedssandaler, det var højeste mode dengang. PÅ turen oplevede jeg mange spændende ting, men programmet var mest for voksne. Vi sejlede på kanalerne i Amsterdam, var på museum hvor vi så malerier af Rembrandt og Rubens. I Groningen så vi et stort blomstermaked. Holland er jo kendt for sine blomster, og her var jeg heldig at få nogle nelliker kastet ind til mig i bussen. Turen gik videre til Belgien, her kørte vi gennem Spa, som er et kendt kursted i Ardennerne og til Luxemburg, hvor vi så fyrsteslottet. Vi kørte gennem Verdun som er et kendt krigsskuested fra 1. Verdenskrig. Verdun ligger i Frankrig tæt ved den Belgiske grænse. Turen gik videre igennem Nordfrankrig mod Schweiz. I Schweiz oplevede jeg at være oppe i alperne, der hvor sneen ikke smelter om sommeren. Det var meget underligt at lege i sneen med sommertøj og sandaler på. Turen gik hjem mod Danmark gennem hele Tyskland og her var også en masse oplevelser for en pige på 13 år. På turen var vi delt op i hold som havde forskellige opgaver at løse. Jeg deltog også på køkkenholdet.

Faster Grethe var blevet glad for chaufføren så jeg troede at det endte med en ny onkel efter denne tur, men det blev ikke tilfældet.

I oktober/november blev jeg inviteret til billedaften i Dianalund. Stor var min undren, da faster Cille kørte mig en tur til Ornum Strand. Her viste det sig at far og mor sammen med faster Cille, faster Grethe, Jens og Valborg samt farmor havde købt et lille sommerhus, sikke en overraskelse. Senere trak Jens og Valborg sig ud af projektet – huset blev døbt ”BØLLEBO” og jeg holdt meget af at komme der. I starten kom vi der ikke så ofte, for vi havde jo ingen bil og der var langt cirka 70 km så der blev ingen ”svipture” dertil. Når vi havde sommerferie måtte vi pænt pakke cyklerne og så gik turen mod ”BØLLEBO”. Første rigtige stop var i Slagelse, hvor vi gjorde holdt hops morbror Svend og tante Clara. Morbror Svend var rar at køre vores oppakning og mor og Margit derud. På den måde blev vores cykler nemmere at køre med da vi måtte af sted på sidste etape som var omkring 25 km. Jeg husker engang vi skulle cykle hjem derfra. Kusine Jytte, som var på ferie hos os skulle køre på mors cykel og Margit og mor tog bussen til Slagelse. Det styrtregnede og vi blev pladder våde, der kom rigtig meget vand i vores sko. Jytte syntes det var sjovt at køre i regnvejret, hun var vant til at blive kørt frem og tilbage i bil, morbror Robert og tante Grethe har kun hende og de var lidt pylrede. Om aftenen skulle hun have varm mælk med honning m.m men da hun var på ferie hos os fejlede hun ingenting og nød at være ligesom os. Da vi kom til Slagelse blev det alligevel for meget. Vore cykler blev sendt med jernbanen og det samme blev vi men det var en sjov oplevelse. Vi havde næsten altid gæster i sommerhuset; så en dag blev det far for meget så han bad gæsterne om at tage lidt mad og drikkevarer med én gang imellem. I dag har Lis og Poul overtaget sommerhuset.

 

I 1961 skulle Lis og jeg konfirmeres, det samme skulle Åse og Inge samt Jytte på Fyn. Åse og Inge skulle konfirmeres den 19.marts og vi den 26.marts og Jytte skulle konfirmeres St. Bededag. Angående vores tøj havde vi et lille problem da Åse og Inge købte tøj samme sted som os nemlig i ”Bolette” i Grønnegade i Næstved og vi skulle passe på at tøjet ikke var ens. Det blev bestemt at Lis´ og min kjole var med ærmer og uden krave mens Åse og Inges blev med krave og uden ærmer. Vores anden dags tøj var for første gang ikke ens, mor havde jo altid syet kjolerne til os og derfor blev de syet efter samme mønster, nogle gange havde hun også syet kjoler til Åse, Inge og Gakke som var magen til vores. Min kjole var brun med sort blomstermønster og Lis havde valgt en blå med et hvidt og rødligt mønster. Vore sko blev købt hos Dahlberg sko på Axeltorvet, denne butik findes endnu. Så sent som i december 2006 købte jeg nogle lækre vinterstøvler i denne butik. Undertøjet og strømperne blev købt i ECA i Jernbanegade.

Far havde gjort udhuset rent og pænt, der blev kalket vægge og vasket af. Far havde lånt borde og stole på kasernen og pyntet op med flag og blomster. Mor havde haft travlt med at lave maden , vi skulle have gæster når vi kom hjem fra kirke. Disse var inviteret til både frokost og middag om aftenen, da Lis og jeg blev konfirmeret sammen, jeg skulle have været konfirmeret om efteråret 1960 og Lis i foråret 1961, men det var billigere for far og mor på denne måde. Far havde fået hjælp til serveringen af maden af nogle soldater og mor havde hjælp til maden af en arbejdskollega og hendes døtre.

Søndag den 26. marts oprandt og og vi kom i vores fine tøj. Der var bestilt en taxa som skulle køre os alle til Sct. Mortens kirke, hvor vi var 76 som skulle konfirmeres af  Pastor S. A. Munk. Han havde også døbt mig den 16. juni 1946. Da vi var så mange konfirmander blev vi konfirmeret to og to, Lis og jeg blev sammen konfirmeret med ordene ”Jeg er vintræet og I er grenene” disse ord står også på væggen i Kalmar Slotskirke. Efter højtideligheden kørte vi hjem til ”Skovkilde” hvor vi blev modtaget af vore gæster som kom fra nær og fjern, i vores familie var det almindeligt at også vore fætre og kusiner blev inviteret med så familien var stor. Vi fik mange brugbare gaver, så som sølvtøj ( Kongelys) undertøj og nattøj, lommetørklæder og telegrammer nogle med penge i, jeg fik cirka 400 kroner hvilket var mange penge den gang. Efter frokost blev der hygget lidt inden det blev tid til middagen, hvor der også var lavet nogle personlige sange  til Lis og jeg fra bl.a. far og mor og fra faster Cille og Grethe. Da middagen var overstået blev det tid til at danse og vi unge blev svunget i dansen til ”Den toppede høne”, ”Skæve Thorvald”, ”Sekstur” og andre gamle danse og det var noget vi kunne lide. Da det blev midnat, d.v.s. klokken 24.00 blev jeg fejret af min familie samt af nogle af gæsterne da jeg fyldte 15 år den 27. marts, jeg fik bl.a. en kasse flødeboller af morbror Svend og tante Clara som jeg var flink at dele ud af med det resultat at der ikke blev en eneste til mig, men det rådede mor bod på dagen efter festen, for da købte hun nogle flere til mig.

Dagen efter havde vi travlt med at rydde op, efter endt oprydning kørte vi ned til Næstved by hvor far og mor købte et armbåndsur  til hver af os, det var vores gaver fra mor og far.

Fredagen efter havde Lis og jeg inviteret nogle skolekammerater samt Åse og Inge til et andendagsgilde, her fik vi rigtig lov til at udfolde os. Desværre var der et par af gæsterne som var lidt for voldsomme, de ville danse med den samme pige men det havde hun ikke lyst til, så hun havde gemt sig på toilettet og låst døren. Drengene prøvede at få døren op med det resultat at dørhåndtaget gik i stykker. Til festen blev der serveret røde pølser samt sodavand, dengang fik vi ikke serveret spiritus.

Ugen efter var det påske og vi skulle på ferie i sommerhuset, et sted som jeg holdt meget af at være. Far havde lejet en bil, så vi kunne komme nemmere frem og tilbage. Vi havde nogle dejlige dage deroppe, far var altid først oppe for han skulle tænde op i kakkelovnen så der blev lunt i det lille hus, mor kom så bagefter for at lave morgenmad. Dagen fordrev vi med gåture i plantagen eller ved vandet. Der lå kun to huse foran vores ned til vandet, og da det var næsten nyt var beplantningen ikke særlig høj så der var udsigt til Reersø til den ene side og Asnæs værket ved Kalundborg til den anden side. Om sommeren havde vi den skønneste sandstrand, hvor vi skulle ud over tre revler før vandet blev højere end til maven, det er en meget børnevenlig badestrand. Vi kunne også bruge tiden på at spille kort så som Casino, 31 eller 500 som nok var det vi spillede mest, Ludo og andre spil. Om aftenen hyggede vi os med at læse eller strikke. Det  hændte ofte at mor eller far lavede pandekager til aftenkaffen eller der blev bagt en kage. Da vi skulle hjem efter påskeferien blev det et forfærdeligt snevejr, men hjem kom vi.

 

Klik her for at få dit eget GoMINIsite