Vendsyssel besættes
I forbindelse med 30-års krigen blev Vendsyssel besat den 24. oktober 1627 under ledelse ar den navnkundige general Wallenstein. Den fjendtlige hær øvede stor skade på landsdelen, og de lokale bønder skulle betale landgilde og yde hoveriarbejde til besættelsesmagten, som på mange måder overtog herremandens rolle over for almuen. Man ser således, at en "oberstleutnant" ved navn Melchior von Hatzfeldt blandt andet havde Gammel Hammelmose som hovedkvarter, og at omegnens bønder derfor måtte arbejde for gården under hans ledelse.
Ganske vist havde Hatzfeldt bestemt, at man ikke måtte indkvartere sig på de adelsgårde, hvor ejeren ikke var flygtet, inden fjenden kom. Men der var ikke mange steder, hvor ejeren stadig var på gården, da fjenden arriverede. Dette bevirkede ofte, at det var tomme gårde, fjenden kom til, da almuen ofte havde plyndret gårdene, efter ejeren var flygtet. Det var vel heller ikke noget at sige til, at man flygtede, hvis man havde muligheden for det. Rygterne om fjendens voldsomhed over for almuen var løbet i forvejen, så man var klar over, at det ofte var et spørgsmål om liv eller død, hvis man blev. Ofte blev både gårde, hele landsbyer og kirker plyndret, og mange blev hugget ned for selv den mindste forseelse, der kunne irritere enhver menig soldat. Det berettes således, at der allerede året efter i marts 1628 var områder, hvor over 3/4 af bønderne var slået ihjel.
Denne hårdhændede behandling af almuen bevirkede naturligvis, at der konstant lurede et oprør mod besættelsesmagten. Således foreslog en af Hatzfeldts officer, oberstvagtmester Koeth, i løbet af 1628, at han skulle lade bønderne enten dræbe eller tage til fange. Dette blev dog afslået, selvom angsten for et oprør fra bøndernes side på ingen måde var ubegrundet, da disse ikke godvilligt lod sig affinde med fjendens dominerende adfærd. Der er adskillige beretninger om, at soldater i små flokke eller enlige ryttere blev overfaldet og slået ihjel af bønder, der om natten førte veritabel guerillakrig mod fjenden. Præsterne, som man fra fjendens side havde besluttet at frede, støttede i meget vid udstrækning bøndernes bestræbelser på at gøre fjendens ophold her i landsdelen så ubehagelig som muligt. AI denne modstand bevirkede, at Hatzfel dts tropper ofte tog fanger, som de ved hjælp af tortur forsøgte at få til at angive nogle af de bønder, der om natten voldte fjenden problemer. Her viste det sig dog, at den stædighed hos bønderne i Vendsyssel, som Hatzfeldt var blevet advaret om mange gange, bevirkede, at en fange blev dræbt under torturen, uden han havde fortalt noget. Da Wallenstein til sidst måtte erkende, at han ikke med våben kunne få hverken vendelboerne eller for den sags skyld resten af de jyske bønder til at indordne sig hans tropper, fik han den ide, at alle hankøn over 16 år skulle sværge en troskabsed over for den tyske kejser Ferdinand den 2., en såkaldt hyldingsed. Det skulle for dette områdes vedkommende finde sted på Hammelmose den 27. februar 1629. Man protesterede voldsomt, uden at det så vidt vides ændrede på Wallensteins holdning. I løbet af foråret 1629 havde fjenden efterhånden udpint landet så meget, at der opstod mangel på stort set alt og herunder i særdeleshed mad. Den 27. maj dette år kom freden så endelig, og den 2. juni fik tropperne i Vendsyssel besked om at trække sig ud af landet. Man skyndte sig i al hast at organisere en tilbagetrækning. Soldaterne fik indskærpet, at de altid skulle gå samlet i store flokke, og om natten skulle de lægge sig så tæt sammen som muligt samt holde streng vagt for at forhindre overfald af bønderne, der givetvis havde meget stor lyst til at sige "farvel" til disse tropper, der ud over at have dræbt i tusindvis af bønder også havde udplyndret andet på det skammeligste. At man skulle være forsigtige med vendelboerne, kunne en karakteristik af beboerne i Vendsyssel fra Erik Vendilskagas Saga godt tyde på, han skriver nemlig følgende: " ... de ere onde, troløse og i enhver Henseende slettere end Danmarks andre Folk." Derudover har vendelboerne fra gammel tid af ord for at være "et stridbart folkefærd med en stærk udviklet tilbøjelighed til indtil stædighed at værne om deres virkelige eller indbildte rettigheder." Så alt i alt var det ikke uden grund, at soldaterne havde en vis respekt for vendelboerne. Ovennævnte er måske ikke udpræget flatterende, men der findes dog også en anden beskrivelse af vendelboerne, som i højere grad falder i en vendelbos smag: "Vendelboerne har gennem tiderne haft ord for at være af et andet temperament end andre danske, været et i særlig grad frihedselskende folk, der ikke har tålt noget hårdt åg over sig .... De har gentagne gange stået sammen tiI voldsom protest, når deres formentlige rettigheder krænkedes, rejst sig, hvad enten modstanden kom fra konge eller adel, fra indre eller ydre fjender. Og her i Vendsyssel har der stedse været mænd, der i farens og kritiske stunder ikke har ladet fem og syv været lige, men taget sig sammen til handling, samlet vendelboernes skarer og selv vovet liv og gods."
Svenskekrigen
Da landet efter krigsafslutningen i 1629 begynder at rejse sig, mærker man fremgang overalt. Denne fremgang varer dog ikke ved. Allerede i 1657 er den gal igen, og også under svenskekrigen, Karl Gustav-krigene 1657-60, blev en mængde landbrugsejendomme ødelagt. Ja, der var landsbyer, hvor der næppe fandtes en eneste uskadt gård. I alt koster denne krig Danmark 125-140.000 døde, hvilket svarer til ca. 25% af den daværende befolkning på ca. 550.000 mennesker. Det eneste område, hvor der meldes om fremgang, er ulvebestanden i disse år, og som følge heraf kan man i Jerslev Herreds tingbog læse fra den 24 maj 1660:
"Herredsfogden Christen Laursen tilsagde paa det strengeste menige Mænd i Herredet - at da Ulven gør stor Skade - river ihjel og ødelægger Kvæg - saa Godtfolk kan komme i Armod derover - da skal de møde ved Hallund Kirke onsdag, for at Jagten paa Ulve kan sættes ind."
De adelige gårde blev dog skånet, mod at de til den svenske besættelsesmagt ydede en vis "godtgørelse." Følgende gårde blev for eksempel bedt om beløb for at undgå brand og indkvartering: Burholt 100, Nibstrup 100, Hjermitslevgård 500, Gammel Hammelmose 1000 og Kjølskegård 500 rigsdaler. Derudover befalede den svenske overkrigscommissær Albert Siltmand, der havde e hovedkvarter i Aalborg, ofte, at en gård skulle levere forplejning til de svenske tropper Den 4. november 1657 blev Hjermitslevgård således bedt om at levere følgende inden 8 dage: 10 okser, 80 tdr. rug, 75 tdr. mel, 100 tdr. malt, 15 tdr. og 5 skæpper byggryn, 15 tdr. og 5 skæpper boghvede eller havregryn, 5 lispund og 15 pund smør, 7 lispund og 13 pund flæsk sild m.m. "Anmodningen" fra Albert Siltmand sluttede med følgende konstatering: " ... leveres i Aalborg til den der ansatte kongelige Proviantmester imod Qvittering. I modsat Fald vil Militær-Execution finde sted." Men hermed slutter kvalerne for Hjermitslevgård ikke. Den 24. marts året efter, altså kun cirka 5 måneder senere, bliver man befalet til at drive 50 okser til Aalborg til de svenske tropper der var stationeret der. Nu var det ikke kun de store gårde, der måtte aflevere forsyninger til de svenske tro~ Også de enkelte sogne blev pålagt at levere forskellige forsyninger til disse, til trods for a, samme tropper ofte selv plyndrede, hvor de kom frem. Alt i alt var det meste af Vendsyssel derfor meget forarmet, da de fjendtlige tropper forlod landet. Et andet forhold, der bestemt ikke gjorde situationen for landet bedre, var at årene 1640-1660 rent klimatisk var uhyre vanskelige for landbruget. Man havde i denne periode en lavere gennemsnitstemperatur og større nedbørsmængde end normalt, som bevirkede mindre avl, ja, i visse år direkte misvækst. Forhold der tilsyneladende prægede hele Nordeuropa. Efter krigen måtte kongen afstå endnu mere jord til herremændene for igen at få styr på landets finanser.
Efter krigen måtte kongen afstå endnu mere jord til herremændene for igen at få styr på landets finanser.
|