Dette er beretningen om mit liv, som det er forløbet på godt og ondt. Jeg håber det kan have interesse, især for dem, der kommer efter mig.

Det jeg har skrevet er sandheden om mine oplevelser. Det er

ikke skrevet for at underholde. Noget er måske lidt kedeligt at læse om, men jeg syntes selv, jeg har haft et spændende liv.

Det har været spændende at skrive om mit liv, næsten som at opleve det igen. Jeg mindes mine forældre og dem der var

med til at tegne og opleve tiden.

Bogen er udgivet i forbindelse med Kajs død. Bogen er skrevet med henblik på at give familiens efterkommere en mulighed

for at lære deres ”morfar/oldefar at kende”.

Barndommen

Barndommen I Niløse. I gamle dage, stavedes bynavnet Nidløse.

Min mor, Ane Arnolda, blev født den 8.9.1889[1] og var datter af blikkenslager Peder Christoffersen[2] i Niløse. Foruden blikkenslagerbutikken drev han også et fortinneri for mælkejunger, hvor min far, Karl Jakob Hannibal Nielsen Vintersbølle[3], arbejdede. Det var her, mine forældre mødte hinanden. Min far var søn af overlærer[4], Hans Peter Nielsen Vintersbølle i Everdrup.

Jeg var nr. 2 ud af en børneflok på 5.

Jeg blev født i Vedde den 8. april 1921 og blev dermed 2. søn i familien. Min storebror Jens blev født i Niløse den 31. januar 1917. Hurtigt efter fik vi lillesøster Grethe, som også blev født i Vedde, den 7. juni 1922. Min far var på daværende tidspunkt ansat ved Sorø - Vedde jernbane, men måtte desværre holde op, da han blev syg.

Siden blev Arnold født i Ruds-Vedby den 22. april 1924 og til sidst kom Cecilie til verden den 25. april 1926 i Everdrup.

Noget af det første jeg husker fra min barndom, var da vi boede i Ørslev ved Ringsted. Vi legede tit med naboens børn og en dag skulle der slagtes høns. Vi stod og så på, hvordan de huggede hovederne af dem, og det skulle vi jo også prøve. Jens skulle holde en høne på huggeblokken, mens nabodrengen skulle hugge med øksen. Der lå nogle lange fjer på blokken og desværre havde Jens fået en finger ind under en af dem, og .. ups, der røg et stykke af fingeren, og det fik han aldrig tilbage igen.

Da jeg var omkring 5 år, flyttede vi tilbage til Niløse. Jeg begyndte at komme på Hans Nielsens gård, hvor jeg bar afhugget risbrænde og tørv ind i køkkenet til damerne.

Der var selvfølgelig også fritgående høns og kalkuner. Gårdmandens kone bad mig om at gå ud i laden for at se efter reder med æg i. Det var jo spændende, for der var æg flere steder, under alle mulige ting. En dag kravlede jeg op i noget halm og der fandt jeg mange kalkunæg, som jeg puttede i min kasket. Jeg skyndte mig ind til gårdmandskonen, som blev meget overrasket og sagde, at vi hellere måtte skynde os at få dem i lunkent vand. Det varede da heller ikke længe, førend de begyndte at vugge i vandet, og det var jo tegn på, at kalkunmor var begyndt at ruge på æggene. Nu var det med at få dem op i en fart og over i reden igen, inden de blev kolde så de blev ødelagt.

En dag stod Jens og Grethe og kastede en lille skovl over i en grusbunke, som lå op ad væggen under køkkenvinduet. Det måtte jeg jo også prøve, men skovlen røg for højt op og skaftet slog en revne i glasset. Så var det med at komme væk i en fart! Min far sagde at jeg selv skulle betale for ruden. Næste dag, efter skole, måtte jeg gå ud i Verup Mose og hjælpe med at røgle[5] tørv på et stort stykke som mor og far havde påtaget sig at røgle op. Da vi var kommet hjem og sad og spiste aftensmad, spurgte min mor, hvor min trøje var blevet af. Uha, den havde jeg glemt ude i mosen. "Den henter du, når du har spist", sagde min far. Min mor modsatte sig det og sagde, at det ville være for mørkt, men far holdt fast, og jeg måtte en tur i mosen. Der var langt ud til mosen og tilbage igen, og et uvejr var på vej ind over os. Det var efterhånden blevet meget mørkt, og nu kom tordenvejret også, men jeg fandt min trøje og begyndte så at løbe hjemad. Da jeg nåede bakken op mod Frederiksberg, så jeg i mørket, at der kom en ned ad bakken trækkende med en cykel.

Nogle uheld skete med vilje som små drillerier. En gang havde Jens og Grethe sat to pinde i jorden, ca. med 1 meters afstand, og bundet en snor imellem dem. De udfordrede mig til at springe over snoren og da jeg ikke så noget svært i det, satte jeg af sted. Hvad jeg ikke vidste var, at de også havde gravet et hul på den anden side af snoren, fyldt det med vand, og smidt jord ovenpå. Så da jeg kom over, landede jeg midt i en stor mudderpøl. De fik selv lov til at finde mine træsko og gøre dem rene igen!

Mine forældre fik noget vi kaldte stangbunker[6] fra skoven. Det var de store grene fra træer som blev fældet. Jeg tror, at min far selv var i skoven og lave dem, så de ikke var så dyre at købe. Når der så var klapjagt, skulle de stille med en klapper, som var mig, og når jagten sluttede, skulle det der var skudt, bæres hen til skovfogedboligen. Jeg havde fået en ræv at bære på, og da jeg kom hjem, sagde min mor, "puha, hvor din trøje lugter." Trøjen blev hængt ud på tørresnoren i gården, men det kneb med at hundene kunne lade den være.

Tid til at hjælpe

Hos Hans Nielsen (bonde), Jens Rasmussen (barber) og Christensen (bødker) løb jeg rundt og hjalp til med alt hvad jeg kunne klare, og det blev jo efterhånden mere og mere,

jo ældre jeg blev. Hans Nielsen havde en mose, som blev dyrket med korn, men der kunne kun blive sået med hånden og her brugte Hans N. 3 gamle gutter, som dengang fik lidt fra kommunen, så de var glade for at kunne hjælpe, både med at så og igen med at høste. Jeg havde så den oplevelse at køre dem frem og tilbage fra mosen med hest og fladvogn[7]. Jeg fik en madkurv med øl og snaps med til dem og sikken en masse, de kunne fortælle. Jeg skulle jo blive hos dem så de selv kunne bestemme, hvornår de ville køres hjem igen den dag.

En gang, hvor der var blevet slagtet gris, og kød og pølser skulle køres til røgmanden[8], spurgte Marie "madmor" om jeg kunne køre med det. Det måtte jeg ikke, for der var kun den rumpe gale hest hjemme, de andre var i marken og arbejde. Desuden skulle jeg jo passe min skole, for hvis vi var væk uden en lægeattest, skulle der betales mult[9], som jeg mener, var 12 øre om dagen. Så sagde fodermesteren, Valdemar, at han og jeg kunne køre til røgmanden. Da vi så kom til strædet og skulle igennem lergravene[10] fik hesten den ene tømme op under halen. Da vi kom hen til lergravene råbte Valdemar: "Kaj, spring!" - det gjorde jeg så og trillede ned ad skråningen. Da jeg kom op igen så jeg, at hest og vogn var nede ved åen[11]. Vognen var kørt ved siden af broen, men Valdemar havde fået styr på den og kød og pølser lå stadig på vognen endskønt der var kommet lidt uorden i varerne. Hestens hale blev bundet fast til en af vognstængerne så turen kunne få sin afslutning, men pyha da! heldigvis gik det godt med at komme hjem igen.

Det med at ride med hest til bedækning[12] gjorde jeg også hos Hans Nielsen. Han havde 2 Frederiksborgheste[13] som skulle til Fuldby. Dette skulle også være om aftenen og jeg blev altid tilbudt rabarbergrød mens jeg ventede på, at kunne ride hjem igen. For efter parringen skulle der gå ca. en time inden turen gik hjemad. Jeg hentede også en orne på en af de nærliggende gårde. Det gik mere langsomt, for der gik jeg på landevejen og trak med ornen[14], som havde et reb om halsen. Jeg gik bagefter for at holde den i gang. Han gryntede og smiskede med fråde om munden, lidt græs åd han også. Men da vi kom ind i byen, kom der en stor dansk hund farende og så kom der altså fart på. Det vil sige jeg havnede oppe på nabogården, men med lidt hjælp fra bonden, kom jeg til sidst til det rette sted med det dumme svin. Det var også sådan noget man kunne bruge drenge til den gang.

Jeg hjalp også til hos Jens Rasmussen, som også havde et lille landbrug med grise, 4 køer og en hest. Skønt hesten var blind, var den med til at arbejde både i marken og foran vogn. Jeg kørte til mejeriet en gang imellem for at hente valle[15], det var godt til grisene når de fik "skråning[16]" i truget. Jeg havde nogle gamle sildetønder, som jeg fyldte ved hjælp af en spand og når jeg så skulle køre hjem, lagde jeg nogle små brædder oven i tønderne så vallen ikke sprøjtede over, når jeg kørte. Nu var hesten en køn brun hoppe og den kunne jo også blive hestegal, som man sagde dengang, Jens R. spurgte mig om jeg ville ride ned til Jens Larsen i Tåderup så hesten kunne blive bedækket, men jeg måtte først komme derned ved 17-18 tiden, altså efter fyraften, for Jens Larsen var ude og køre med selvbinder[17]. Han havde 3 hingste for selvbinderen, et flot syn, må jeg nok sige. Jens Larsen bad mig ride lidt rundt så han kunne blive hurtigere færdig. Det gjorde jeg så og var hjemme igen ved 21-tiden, godt øm bag i, for hun var hård at ride på uden sadel.

Bødker Christensen ville også en gang imellem gerne have min hjælp med forskellige ting. Han havde også lidt jord, 6 tønder land, hvor han dyrkede korn og roer. Der var også grise og 3 køer. Når en ko havde kælvet og fået en tyrekalv, fik den ikke lov til at blive helt så gammel før den blev slagtet. Det foregik på den måde at vi trak den ud i gården, hvor bødkeren slog den i nakken med en stor hammer og derefter skar han halsen over på den, for så at hænge den op på en stige. Åh ja, mad i huset.

Jeg fik også lov at køre med dritler til mejeriet i Buerup med hest og vogn. En temmelig lang tur, så jeg havde mulepose til hesten og madpakke samt sodavand til mig selv og var hjemme igen lige før aften.

Hos Bødkeren boede en dame på 1. sal, hun hed frk. Folkmar og var fra Kolonien[18]. En dag hvor hun kom med vasketøj til min mor, havde hun et papskilt om halsen, hvorpå der stod "taler ikke i dag". En anden gang skete der også noget skægt. Vi var kommet ind for at spise til middag hos bødkerens. Bødkerkonen siger så : "Kaj vil du gå ud i gangen og kalde på frøken Folkmar". Da jeg kom derud stod damen oven for trappen med stueuret i hænderne og da jeg sagde til hende at det var spisetid, kastede hun uret efter mig (bang).

Ja, nu var mine drengeår slut, og jeg blev fæstet fast hos Hans Nielsen for sommeren. Det vil sige fra maj 1935 til november 1935. Min næste plads blev hos præstegårdsforpagteren Axel Nielsen fra november 1935 til november 1936. Dengang fik man kr. 75,- for en sommer og kr. 50,- for en vinter.

Axel Nielsen kom ridende hen til mig. Jeg var ude at hente turnipser[19] til køerne ude på noget der hedder holmene, hvor Hans Nielsen også havde nogle marker med turnipser og kartofler som han solgte til købmændene. Når kartoflerne skulle tages op, blev de pløjet op, og så var der mange kvinder og børn til at samle op og aflevere dem ved en vogn hvor forkarlen Peter stod og tog imod. Når de hver havde afleveret 6 spande til ham, måtte de selv tage en spandfuld og putte i deres sæk, det var lønnen.

Nå, det var derude at Axel Nielsen og jeg aftalte, at jeg skulle begynde hos ham til nov. 1935 og var så i præstegården[20] til nov. 1936, for så havde han ikke råd til at have mig længere. Som forpagter skulle Axel betale en afgift, men da der ikke var så meget jord at dyrke så det kunne betale afgiften, måtte han jo finde en anden indtægt, og her skulle jeg også være med. Vi hentede brænde i skovene og Axel lånte sin fars heste, så vi kunne køre med to vogne. Jeg husker ikke, hvor mange rummeter, men det var brænde til kirke, missionshus, skolerne og præstegården, så det var en større opgave. En kold fornøjelse da det blev gjort i sne og frost (minus 32 grader C.), bagefter skulle det saves og flækkes inden det kunne køres til de forskellige steder.

Om sommeren lavede vi tørv[21]ude på mosen. Først tog vi overjorden af for at kunne grave tørvemassen op som blev smidt i en bunke oven på jorden, derefter blev der så smidt vand på nede fra tørvegraven. Dette foregik med spande og når bunken var våd, satte vi hestene for en lille vogn og kørte rundt i det til det blev til pladder. Vi gik selv bag efter og var med til at træde det ud. Axels lillebror, Jørgen på 15 år, skulle også være med, men han ville ikke trave rundt i det pladder. Det sagde han så til Axel, og de to blev rigtigt uvenner. Jørgen satte sig på græsset og gloede på, og dette blev åbenbart for meget for Axel, så han gik hen og tog ham i nakken og smed ham på hovedet ud i vandet i tørvegraven. Tilbage til arbejdet, det pladder, vi havde lavet, skulle skuffes ud på marken i et tyndt lag, hvor det så skulle tørre. Inden det var tørt skulle det ridses ud i små firkanter som så senere, når det var næsten tørt, skulle røgles op og tørre helt, inden det kunne sælges. Desværre var tørrepladserne ikke alle lige gode og nogle steder kneb det med, at tørven ikke var helt tør. Da vi så skulle levere til skolen, blev vi enige om at tage et par røgler som ikke var helt tørre og blande dem med de gode. Da jeg kom til skolen for at læsse af i tørveskuret sagde jeg pænt goddag til skolelæreren, som jo kom for at se på varen og desværre fik han fat i en af de tørv, som ikke var så gode. Han bad mig lade være med at læsse af før han havde talt med Axel. Da Axel kom så han lidt vred ud, han følte på tørven og spurgte mig om, hvorfra jeg havde læsset dem. Jeg sagde hvor det var og blev så skældt ud for ikke at have gjort som han havde sagt. Skolelæreren og Axel blev dog enige om at det nok skulle gå da der ikke var så mange dårlige imellem, så de ville nok tørre sammen med de andre - skideballen, den kendte jeg jo på forhånd, uha, uha!

Da 'Cille' skulle konfirmeres, skulle jeg have nyt tøj. Axel og jeg var oppe hos skrædderen at bestille, da det skulle betales med tørv. Viola, miss madmor, ville gerne se nogle stofprøver, så hun kunne hjælpe mig med at bestemme, hvordan det skulle se ud; det blev pænt.

Nå, men i nov. 1936 måtte jeg så rejse, og jeg fik plads hos Murer Hansen i Tersløse fra nov. 1936 til maj 1937. Han havde også et lille landbrug, men jeg kunne ikke lide at være der. Mit kammer var ude i staldbygningen hvor jeg havde en seng, et lille bord og en stol. Der var så koldt at jeg sad i sengen med hue og vanter på og lagde kabale, men en aften blev det for meget for mig, og jeg gik ned i stalden og lagde mig i noget halm. Da mureren opdagede det, blev jeg skældt huden fuld, og næste dag stak jeg af og gemte mig hos Axel og Viola i 2 dage. Så kom min far og sagde til mig, at jeg skulle tage tilbage ellers skulle han betale mureren nogle penge. Det var jo ikke så godt for min far havde været med til at fæste[22] mig på gammeldags maner, med skudsmålsbog[23] og 2 kr. i fæstepenge[24], så jeg måtte tilbage igen og blive til maj 1937.

I maj 1937 kom jeg tilbage til Axel Nielsen for sommeren, igen for at være med til at lave tørv. Den sommer handlede Axel meget med heste, bl.a. med Terbin i Stenlille og Gelsted i Jyderup. Vi havde en gammel musegrå hoppe[25], et skikkeligt dyr, som skulle byttes med en Nordbagge[26] omme i Jyderups Brugsforening. Nordbaggen var løbsk[27] og kunne derfor ikke bruges til varekørsel. Jeg blev sendt af sted med den musegrå hest med en slags fjedervogn med sæde. Jeg ankom sidst på eftermiddagen. Jeg blev bedt om at tage hen til rejsestalden ved stationen, for så kom Gelsted og Axel for at handle om de to heste. Da de blev enige, skulle jeg så have nordbaggen for vognen og køre hjem med den. Jeg tænkte at det måske blev med en anden fart end med den gamle hest, og jeg skal love for at jeg kom ud at køre. Da jeg skulle over jernbanelinien, sprang hesten lige op i luften og snurrede rundt så vognen var lige ved at vælte. Så måtte vi prøve endnu en gang og så kom vi også over. Men løbsk, det var den, og det fortsatte lige til vi nåede til Bromølle Kro. Der måtte den overgive sig, for når han prøvede at sætte farten ned, fik den smæk, men nede ved kroen blev vi dog enige om farten.

Axel havde også handlet en jysk hingst i Ubby ved Jerslev, som skulle byttes med en brun vallak[28]. Jeg tog af sted om morgenen og regnede med at være hjemme igen ved middagstid, men jeg blev klogere. Hingsten ville ikke løbe i trav, og da jeg nåede til Tissø, var der nogle der arbejdede med heste inde på marken og der ville hingsten ind, men det ville jeg ikke. Så blev hingsten sur og lagde sig ned; sikke et mas med at få den op igen, men det lykkedes. Da vi så nåede til Sæby kom Axel cyklende, han var forbavset over, at vi ikke var kommet længere, for han havde ringet til Ubby og spurgt, hvornår jeg var taget derfra. Så i stedet for en halvdags tur var det næsten blevet til en heldagstur.

Det blev til flere handler og bytninger samtidig med, at der også skulle laves noget på gården.

Til november 1937 var det så slut for denne gang.

I november 1937 kom jeg så på Kirkebakkegården hos Niels Olsen, men det blev en kort omgang. Jeg var utilfreds med det kammer, som Ejnar og jeg skulle bo på. Den væg som Ejnars seng stod ved, var så skæv, at den hældede faretruende ind over hans seng. Jeg sagde til Niels Olsen, at vi ville have den væg bygget om, men det ville Olsen ikke høre tale om. Så en dag, der var meget blæsevejr, kunne vi se væggen bevæge sig, og vi tog et par brædder der lå ude bagved og ville sætte dem op imod, men med det resultat at væggen væltede ind i huggehuset. Næste dag spurgte jeg så, om han nu ville bygge en ny væg op, men det skulle jeg ikke befale ham til. Vi kunne flytte hen på en gammel gård der lå ved siden af, som også var hans, men efter det, var vi jo ikke så gode ved hinanden mere. Niels Olsen sagde så til mig at jeg hellere måtte rejse til den 1. marts 1938, og jeg havde dermed en måned til at finde et andet sted.

Jeg startede derfor d. 1. marts hos Svend Christensen på Bregentvedgården, da han manglede en karl. Han var ene og ungkarl og søgte derfor også en husholderske. Han fik en ung pige som lige var kommet fra husholdningsskolen, hun hed Ellen Sørensen, og vi ankom samtidig.

Svend viste mig hvor jeg skulle bo og pigen tog han med ind i stuehuset. Da vi så nåede til middag, og jeg var inde at spise, sagde Svend: "Jeg vil ikke have at du tager piger med på dit værelse!", det var også godt det samme, for der var hundekoldt. Nu havde vi begge to, Ellen og jeg, været der en måned. Ja, Svend var en skør skid, der lurede på os begge, både husholdersken Ellen og mig. En dag fortalte Ellen mig, at Svend havde taget krogen af døren på den indvendige side til hendes værelse, og når hun fik fri om aftenen, ville hun køre hjem til sin far og fortælle det, for han havde nemlig været med til fæstemålet. Om aftenen, da jeg var gået i seng bankede det på vinduet. Det var Ellen som spurgte om hun måtte komme ind til mig, for hun havde set at gardinet var blevet lindet i stuen, og turde derfor ikke gå ind til sig selv. Hun ville bare sidde på stolen i mit kammer til næste morgen, men efter en times tid frøs hun til trods for meget overtøj. Jeg tilbød hende min seng, så ville jeg bare gå ned i stalden og lægge mig, men hun turde heller ikke være alene. "Godt, sagde jeg, så kom op i sengen til mig, jeg skal nok opføre mig pænt", så smed hun overtøjet og kom op i sengen. Vi må trods alt være faldet i søvn, for næste morgen kl. 05.30 kom min kammer-dør til skade, da Svend sparkede den ind til os. Ellen skulle jo ind og lave mad, og jeg skulle ned i stalden og fodre heste og være med til at malke. Men da jeg ikke kunne finde skamlen jeg skulle sidde på, spurgte jeg Svend hvor den var, og fik det svar, at jeg kunne gå hen på kammeret og hente mit tøj og forsvinde ud af hans gård.

Jeg ville lige have lidt morgenmad først, så da jeg kom ind til Ellen og fortalte at jeg var smidt ud, gav hun sig til at græde, og sagde at hun også ville rejse. Hun var dog nødt til at tale med sin far først, da det var ham der var med til at fæste hende hos Svend, og da Svend kom ind, spurgte vi, om vi måtte låne telefonen. Det kunne der ikke blive tale om, og jeg kunne bare se at komme ud! Jeg fik mine penge og tog så mine ting og cyklede derfra hen til "Klude-Peter" og spurgte om han ville hjælpe med at ringe til Ellens far. Det ville han godt, for han kendte godt Ellens far. Peter havde en lille bilforretning og havde kørt for dem engang imellem. Vi fik fat i Ellens far og jeg satte ham ind i situationen, og han ville komme med det samme og mødes med mig uden for gården, så vi kunne følges ad ind til Svend. Jeg blev stående og ventede til de var færdige med at tale sammen. Ellens far havde fået en til at køre for sig i en lille bil med lad, og inden de kørte sagde jeg farvel til Ellen og jeg kunne se hvor glad hun var for at hun også kunne rejse derfra.

Erindringer del 2, Maj 1938 til Maj 1940.

Efter alt det bøvl, tog jeg plads på Bastbjærggården hos Ejnar Christensen. Jeg kom til at tjene sammen med Jens Nielsen og der var også en fodermester, jeg husker ikke navnet, men en pålidelig mand med kone og en masse børn, der hjalp til både i mark og stald. Ja, Jens og jeg havde et godt samarbejde med alt. Jens var en dygtig landmand og han satte tit bestyreren på prøve, når der blev talt om, hvordan arbejdet skulle udføres. Men det var en fattig gård og der skulle ikke meget til, før gårdmandskonen kom ind til os når vi spiste og fortalte os hvor dyrt det var alt sammen. En dag var jeg kommet til at knække skaftet på en gammel greb[29]; ganske forfærdeligt for nu havde den holdt i mange år, og så tager jeg så hårdt med den at den knækker og det var jo dyrt med et nyt skaft, UHA! Gårdmandskonen hed Karen og tjenestepigen hed Marie og var datter af bestyreren.

Ejnar var sønnen, han duede ikke til at arbejde med værktøj. Da han opdagede at Jens var dygtig, holdt han sig lidt i baggrunden og kunne passe papirerne og handle lidt med dyrene.

Vi var også så uheldige, at køerne fik mund- og klovsyge[30] og i den periode på 6 uger, var vi nødt til at blive hjemme på gården. Dengang slog man jo ikke dyrene ihjel, men dyrlægen kom med forskellige ting til at desinficere med, så vi kunne lige få fri en aften og køre hjem til mor og far. En aften, Jens havde været til andespil, havde han vundet en and. Dengang var ænderne levende, ikke frosne som i dag, og da han kom hjem, gik han ind på mit værelse og puttede anden ind under min dyne, så jeg kom hurtigt op!

Desværre rejste Jens d. 1. nov. 1939 til Niløsegård. Selv blev jeg vinteren over, men søgte ny plads til maj 1940 og fik faktisk plads på Knutenlund, en herregård ved Sakskøbing, men jeg blev uheldigvis syg i april '40 og lægen frarådede mig at tage derned. Det var maven, det var galt med, og jeg skulle have skånekost for at blive rask igen.

Den 1. maj rejste jeg så fra Bastbjærggården, og gik hjemme hos mine forældre til 1. juni. De boede dengang i Ubby ved Jerslev, og jeg tjente lidt ved at hakke roer, altså tynde ud i rækkerne, på en lille gård ikke så langt fra hvor vi boede. Desværre var jeg bare ikke særlig god til det, så det hørte hurtigt op igen.

Jens, som jeg havde tjent sammen med, blev indkaldt som soldat mens han var på Niløsegården. Han vidste at jeg gik hjemme, og spurgte mig derfor, om jeg kunne tænke mig at overtage hans plads. Det ville jeg gerne, og jeg havde nogle gode anbefalinger og var god til at arbejde med heste og da inspektøren på gården også sagde ja, begyndte jeg d. 1. juni 1940 på Niløsegård.

Da jeg kom til Niløsegården om morgenen, kom inspektøren og satte os alle i arbejde, og De Vinterbølle, kan tage hestene på nr. 3, Per og Isaks, og lad os så se, hvordan det går. Jeg vidste jo ikke at de to heste var stædige, dvs. at de ind imellem ikke ville hverken vogn eller redskaber. Den første gang skulle jeg køre et læs halm oppe fra laden, som lå et stykke fra gården, og da jeg stod oppe på læsset, råbte de alle "NEEEJJJJ!", og forvalteren kom farende med et reb og slog hestene og hujede og skreg. Så blev jeg gal, og lod mig glide ned af læsset og spurgte hvad han bildte sig ind. Jeg skulle nok komme i gang og så sagde jeg noget mere, og det endte med at han sladrede til inspektøren. Næste dag sagde inspektøren til mig, at det jo var forvalteren, der skulle sørge for, at arbejdet blev holdt i gang. Men jeg blev hurtigt venner med de to heste, så det gik godt hele sommeren og med høsten og om efteråret, hvor der blev taget sukkerroer op. Roerne blev kørt til stationen i Dianalund, hvor de blev læsset i banevogne og kørt til Gørlev Sukkerfabrik.

Gerda Sofie Blach

Jeg lod mig så fæste[31] for vinteren, nov. 1940 til maj 1941. Det blev en hård vinter, men i november kom der en husmandsfamilie til gården. Husmanden hed Svend Blach[32] og hans kone hed Clara. De havde lige fået en lille pige som hed Ingelise. Da Clara skulle malke, vaske junger og gøre rent på karleværelserne, var de nødt til at have en til at være hos Ingelise om dagen. Svend havde en lillesøster som hed Gerda og hun var hos dem i et år. En gang, da jeg havde været med til at bære kornsække fra tærskeværket[33], havde jeg fået et knæk i ryggen. Forvalteren satte mig så til at skære knuder af selvbinderbånd inde på karlekammeret, og knuderne blev brugt til at fyre op i kakkelovnen. Da klokken blev 9 kom Gerda for at gøre rent, men det kunne ikke blive til noget med det rod jeg sad med, så det slap hun for den dag. Klokken 10.30 kom Svend Blach og skulle være med til at skære knuder af, og hold da kæft, hvor var det varmt! Svend ville tage nogle af knuderne med hjem og fyre med, og mens vi sad der og skar og talte om forskellige ting, spurgte Svend om jeg ville gå op til dem om aftenen og være sammen med Gerda, for han og Clara ville gerne i biografen i Stenlille. Svend sagde, "læg nu mærke til den lille røde kasse der står i køkkenet, det er Gerdas madkasse; hun er lige kommet ud af skolen”. Om aftenen gik tiden jo hurtigt, og da jeg fik set på uret, var kl. næsten 22.00, og jeg mente, at jeg hellere måtte gå, inden de kom hjem. Jeg nåede ikke langt, før jeg så to små lygter, vi havde jo mørklægning[34] på cyklerne dengang, så jeg skyndte mig om bag et stort træ, men da de kørte forbi mig sagde Svend: "Godnat, Kaj!"

Vinteren 1940 blev MEGET kold. Det frøs omkring 30 grader, så alle vandrørene på gården blev frostsprængt. Heldigvis havde gården en gammel træ vandpumpe et stykke fra gården, og der var masser af vand i brønden. Forkarlen og jeg blev så sat til at køre ud for at hente vand til alle dyrene. Vi pumpede vand op i nogle junger[35] og kørte hjem og fyldte trugene til 80 køer, 20 heste, grise og kalve. Hovedbygningen skulle jo også have vand, men det hentede en af husmændene. Vi skulle jo også vaskes en gang imellem, og da der ikke var udsigt til at få lavet rørene foreløbig, spurgte inspektøren mig om jeg ville påtage mig at holde vandforsyningen ved lige hver dag. Jeg skulle bare klare det selv, men det betød også at jeg selv bestemte over mit arbejde om dagen, og så kunne jeg jo holde fri ind imellem, så det tilbud tog jeg imod. Men der var jo mange junger og det var bare koldt og vådt!

Nå, men en dag ved tærskeværket kom Axel Nielsen og inviterede mig til at komme over til dem om aftenen. Han ville gerne fæste mig for sommeren 1941 fra maj til november.

Den sommer gik igen med at lave tørv og Axel handlede med heste, nogle skøre kuler[36], de var både løbske og en var meget stædig. Det var en hingst og den skulle byttes med en grå hoppe i Jerslev. Jeg red om morgenen og regnede med at være tilbage ved middagstid, men der tog vi fejl, for da vi nåede til Tissø, ville den ikke mere, så den lagde sig bare ned og med meget møje og besvær fik jeg den på benene igen, og vi kunne komme hjem.

Samsø 1941

Axel og jeg var begyndt at drikke nogle øller sammen med bestyreren fra alderdomshjemmet, og det var jo ikke så godt. En dag, hvor jeg kom hjem til min mor og far, fortalte de at præsten havde været og besøge dem, og fortalt dem at det gik lystigt til når vi holdt fyraften. Nu var det alligevel ved at være tæt på at jeg skulle rejse, så jeg begyndte at se mig om efter en ny plads, og det blev så Brattingsborg på Samsø. Inden jeg rejste skulle vi så have gjort lønnen op for sommeren, og det viste sig desværre at jeg skyldte min arbejdsgiver lidt penge. Ergo måtte jeg låne kr. 10,- af min far til rejsen til Samsø, UHA!

Den 1. november 1941 rejste jeg så til Brattingsborg[37] sammen med en bekendt som hed Ejner Larsen. Vi kom godt derover og blev modtaget af forkarlen Østergård som også var ladefoged. Vi var fæstet som landbrugselever. Der var allerede 6 andre som havde været der om sommeren plus 4 fodermesterelever. Nå, men den første arbejdsdag kom og vi gik i hestestalden for at høre hvilket nummer hest vi skulle have at arbejde med. Jeg fik nummer 5 og Ejner fik nummer 8 og ladefogeden eller forkarlen bad os sele hestene op, derefter kom forvalter Jensen og satte os i arbejde. De heste jeg fik, var to store jyske røde heste, Klaus og Knud. Den dag skulle der køres gødning ud på marken i baller eller bunker, så det senere kunne spredes. Jeg fik læsset vognen, men det viste sig så at hestene ikke ville gå nogen steder. Husmanden siger så til mig: "se, forvalteren står derhenne og glor, så nu er du på den Kaj!" men da den næste vogn var kørt, kom vi alligevel af sted. Det var der, jeg blev klar over, at min anbefaling fortalte at jeg var god til heste, og nu skulle jeg prøves af, og i løbet af dagen kom vi da også på talefod, hestene og jeg. Der gik da heller ikke mange dage før vi blev sat på andet arbejde, for Klaus og Knud var meget stærke heste. Vi blev blandt andet sat til at trække et lokomobil[38] ud i skoven hvor det skulle trække en rundsav og to økser som lavede generator-brænde til elektricitetsværket, der var på gården.

Jeg skulle derefter også køre med korn til Ballen Havn og Kolby Kås Havn, men nu skulle der tre heste for vognen, for den var meget stor. Den tredje hest hed Santibe, hun var lige så stor som Klaus og Knud, og vi fik mange ture. En dag, da vi hentede foderstoffer i Kolby Kås, og var kommet op på landevejen med retning hjemad, var vi så uheldige at hjulene gik igennem vejen, og så hang vi der! Da jeg stod af vognen for at se hvad der var galt, kom der en bil og standsede bagved. Det var betjent Porse der var ude at lufte sine to fanger. Han tilbød at køre hjem på gården efter hjælp, og det var jo godt.

Nu var vinteren meget streng, med så meget sne og frost at mælkebilen ikke kunne komme frem, og der var jo mange junger med mælk der skulle på mejeriet i Ballen by. Nu blev jeg så sendt af sted med hest nummer 2, Kobbernagel, for at køre mælk. En morgen var vi nødt til at køre inde på markerne, for telefontrådene lå ude på vejen, så det blev noget af en hård tur.

En anden gang blev jeg sammen med forkarlen sat til at sætte hestene for et 3. lokomobil. Den skulle ud til stranden og trække en stenknuser; først var forkarlens heste og så mine i enden af stangen, og det gik helt fint. Færgen Kalundborg Århus sad fast ude i isen, lige ud for hvor der skulle knuses sten, så der var nogle fra færgen som kom ind for at se på lokomobilet, færgen tudede når arbejdstiden begyndte, og sådan stod det på i nogle dage.

Jeg fik også en brandbyld[39] at slås med, men den fik jeg behandlet på sygehuset i Tranebjerg.

Tiden var nu kommet, hvor jeg havde fået indkaldelse til militæret til den 2. november. Jeg spurgte så overforvalteren om jeg kunne få lov til at rejse til 1. maj, og det kunne jeg godt. Det passede ikke rigtigt forvalter Jensen, for han havde udset mig til at tilkøre nogle unge heste (plage[40]). Da foråret kom og der skulle arbejdes i marken, sagde Jensen til mig, at jeg ikke skulle køre på nr. 5 mere, men at jeg skulle tage Santibe og to plage, en plag på hver side af Santibe. Staldkarlen hjalp mig med at give dem seler på og vi bandt dem så til bringestykket på Santibe. Alt dette blev gjort inde i stalden, og nu var jeg klar til at rykke ud i det fri. Jeg kørte dem rundt ude på gårdspladsen hele formiddagen¸ hvor jeg gik bagefter dem og om eftermiddagen skulle de ud i marken, der var 6 plage, så der var nok at lege med hele april måned inden jeg skulle rejse derfra.

Nu havde jeg fået plads på Fanggård i Munke Bjergby hos proprietær Bentsen pr. 1. maj 1942. Der skulle jeg være enekarl sammen med en fodermester og 2 tjenestepiger fra København. Den ene skulle lære husholdning og den anden skulle være med ude i bedriften, en stor og stærk pige, kan I tro! En dag var jeg sendt ud for at jævne nogle volde i mosen, derude lå nogle kvinder og røglede tørv. Pludselig kom der en lille dreng, rødhåret og fregnet som skyndte sig at spørge mig, om det var mig som rendte med moster Gerda, og så blev jeg klar over at det måtte være Gerdas søster Grethe, der lå der og røglede tørv.

En søndag efter at jeg havde været ovre hos fodermesteren og spise til middag, kom den store Rita og bad mig komme op på gården, for hende og Bentsen havde fået slæbt en so ind i en farekasse og den skreg voldsomt. Bentsen bad mig derfor om at køre hen til Slagter Brun i Dianalund, for at få den aflivet (dvs. slagtet). Det blev en tur med fart på, for hesten kunne ikke lide at grisen skreg, og da vi ankom, stod Slagter Brun da også klar sammen med en hjælper. Da man ikke kan/må køre en hest ind i et slagtehus, kom de to mænd ud på vejen og fik hurtigt skudt grisen.

Selv var jeg plaget af et eller andet, jeg ved ikke hvad det var, men der gik i hvert fald koldbrand i min højre arm, og det kan stadig ses i dag. Det var en rigtig dårlig sommer, så jeg glædede mig til at jeg skulle ind som soldat på Gardehusarkasernen den 2. november.

Soldatertiden

Den 2. november 1942 blev jeg indkaldt som soldat og skulle møde på Gardehusarkasernen i Næstved klokken 12 og melde mig til 2. ryttereskadron som rekrut. Halløjsa; der var fart på, op på stuerne og ned igen for at få udleveret udrustning og der kom jeg til at lægge min hånd på disken, der fik jeg så én over fingrene for de skulle nok give mig det jeg skulle have. Dagen sluttede med at gå på soldaterhjem og aflevere det civile tøj.

Næste dag blev vi delt op i 3 delinger. Jeg hørte til 2. deling og vores delingsfører hed Bliksen Fenike og 2 korporaler, Eriksen og Bajon, et par flinke fyre.

Bagved sengene havde vi hængt vores tøj og det var bundet sammen med et rødt bånd. Det skulle være bundet lige højt eller lavt fra den første seng lige inden for døren til den sidste seng henne ved vinduet. Båndet var ca. 2½ cm bredt og det skulle altid være glattet ud. En dag hvor vores bånd var i uorden blev vi befalet til hver især at tage et bånd og løbe ned i gården og ryste det. De sagde at båndet var støvet, så det var op og ned 5 gange. Det var første gang at jeg kom til at grine og blev derfor noteret og fik stuevagt.

Nu kom den dag da vi skulle have Rex[41] på skulderen og skulle på Rex-tur. Men sikke en dag! Vi var møgbeskidte og dødtrætte. Da det blev aften så var det bare om at få gjort os rene til næste dag, både heste og udrustning. Vi bar blå uniform som vi smed på gulvet og vi brugte en gårdkost til at rense den med, men vi skulle passe på knipler og knapper!

Den hest, jeg havde at ride på og passe, hed Never. Den blev dårlig i det ene ben og kom på sygestald, så jeg skulle køre med trækvogn til skydebanen i Stenbækshallen med forskellige ting, bl.a. muleposer til alle dem der red derud. Da de havde fået muleposer til deres heste, var der ikke nogle muleposer til de heste jeg havde for vognen. Jeg spurgte derfor officer Mogensen om jeg måtte lade de to heste jeg havde for vognen gå og græsse. Har De Deres madpakke og må jeg se den, spurgte han. "Ja", sagde jeg, derpå sagde Mogensen: "Det var godt; den tager jeg, så kan du spise græs sammen med hestene", og så var min mad væk.

Engang, vi skulle have teori på samlingsstuen og vi kom derhen, stod KL Jespersen og tog imod indenfor dørene, han snuppede så mig og sagde: "Munke Bjergby[42], De er ikke barberet, tilbage igen, De får 5 minutter”! Da jeg meldte mig igen, trak han på smilebåndet og sagde, at han ikke havde bedt mig om at skære hovedet af! Jeg havde skåret mig i farten og måtte endnu engang tilbage for at stoppe blodet og så var den teoritime slut.

Når vi stillede op i rækker til appel og eftersyn inden vi skulle aflevere til Ritmester[43] Stenkov, blev jeg mange gange noteret fordi jeg ikke kunne holde masken, for sikke noget vrøvl der kunne siges om vores påklædning og udrustning, og så kom jeg til at grine lidt for højt. OSG Høst Olsen kom så og spurgte mig hvad jeg morede mig over, og ja, det var jo ikke så godt. Der blev sagt til KP[44] Eriksen: "noter ham for at grine i geleddet."

En dag, vi skulle på øvelse fra Næstved til Jægerspris, viste det sig at min hest havde fået dårligt ben igen. Nu frygtede jeg at jeg ikke kunne komme til at ride med derop og jeg spurgte derfor Kornet Bliksen Fenike, hvad jeg skulle gøre. Lidt efter kom han tilbage og bad mig om at gå på kontoret til KTL Jespersen. Da jeg kom derind, bad han mig om at stå rør og høre efter. Han sagde så, at jeg måtte få hans unge hest at ride på, men at han ikke ville se en skramme på den når vi kom hjem igen, er De med?” Javel! "Så kan De godt træde af." Jeg blev så indkvarteret på en gård sammen med nogle officerer, for også at ordne deres heste til næste dag.

En eftermiddag, mens vi lå i telt i Jægerspris, sad jeg og pudsede sadeltøj, lød der pludselig et ordentligt brag og nogle råbte om hjælp. Der var sket det, at der var en, som havde fundet en sprængblyant[45] og taget den med hjem i lejren for at vise den til Kornet Jorch Jorckson som kom cyklende. Det fortælles at da kornetten[46] tager blyanten, rammer den på cykelstyret hvorved at den sprænges og forårsager 5 dræbte og 8 sårede. Det var uhyggeligt må jeg nok sige.

Nu skulle vi så hjemad, men jeg måtte først i sygeteltet for at få skåret en byld jeg havde fået på det ene knæ, for ellers kneb det med at bukke benet når jeg skulle sidde på hesten. På hjemturen skulle vi ligge i bivuak[47] i skovene og vi kom alle godt hjem.

Den 23. august 1943[48] skulle vi have forældredag, for at vise hvad vi havde lært i den tid vi havde været indkaldt. Min far og mor, Grethe, Cille og Gerda var kommet for at kigge på. Der var dog også tyske befalingsmænd, men på trods af dem, så var det en god dag.

Søndagen efter, den 29. august 1943 blev ikke nogen god dag. Tyskerne angreb kasernen ved halv 5-tiden om morgenen. Vi havde fået udleveret skarpe patroner lørdag aften, men jeg havde begge arme i gips på grund af seneskedehindebetændelse og kunne derfor ikke holde min karabin i hænderne. Jeg fik derfor lov til at være forsyner til rekylgeværskytten. Vi blev sendt ned til Østre port for at forsvare kasernen der fra, men det var jo meget mørkt om natten og tilmed var det et voldsomt regnvejr, så det var ikke nemt at hverken se eller høre noget. Men ved halv 6-tiden blev der liv udenfor hegnet og de første skud kom udefra. Vi måtte ned på maven og begyndte så at kravle ned mod porten, men så faldt der en granat lige til venstre for os, og der blev skudt voldsomt. Vi fik så ordre på at trække os længere tilbage. Under tilbagetrækningen blev vores oversergent, Høst Olsen, ramt i højre side og bad os om at klare os selv. Herlev fik et skud i hjelmen og Roskilde fik et skud i støvlehælen og pludselig stod jeg der, forsvarsløs uden min karabin. Da vi stod der som skydeskive, var der en som råbte: "vi må væk herfra!" og Rønnebæk og jeg satte af sted mod værkstedsbygningen. Han må dog være løbet bag om bygningen, for jeg så ham ikke igen, før vi stod inde i kasernegården. Jeg var nu alene og fortsatte mod smedjen, men tyskerne var allerede inde på ridebanen lige ved siden af. Jeg løb ind i ridehuset og ind i vores stald, hvor alt var roligt. Jeg gik så op til udgangen, lukkede op, og der udenfor stod to tyskere. De fulgte mig ind i kasernegården og så var det slut.

Vi blev interneret på kasernen, men vi ryttere havde jo stadig vores heste at passe, så dagtimerne gik heldigvis hurtigt. Det var værre for de andre som måtte blive oppe på stuerne. De fik dog en time om dagen, hvor de kunne gå tur i gården. Pludselig en dag kom nogle tyske befalingsmænd ned i stalden til os. De spurgte om vi var glade for vores heste og da svaret var "Ja", sagde de at vi gerne måtte følges med vores hest hen til et andet sted, hvor de nu skulle gøre gavn. Det blev fortalt at KPT[49] Jespersen var gået ned i stalden om natten, hvor han havde held til at skyde begge sine heste. Vi andre blev enige om, at han sikkert havde fået lov af en tysk befalingsmand, som han havde redet sammen med ved Olympiaden i Berlin i 1936.

Nu hvor vi ikke længere havde vores heste, var der heller ikke noget at lave for os ryttere. KPT Mathiesen sendte os derfor i gården med nogle sange, som vi skulle marchere rundt om græsplænen og synge af fuld hals, bl.a. Lili Marleen[50]. Det blev man næsten tosset af og det gjorde tyskerne også, så det blev derfor forbudt.

En dag kom Næstved Bokse Klub for at underholde os. Der var to brødre som hed Smuda, som gerne ville bokse med nogle soldater der havde lyst til at slås med dem. Det var meget skægt og ganske underholdende at se på.

Den 6. oktober 1943 var den dag hvor tyskerne ville hjemsende de soldater, der hørte til landbruget. Der var jeg jo iblandt og så var det bare med at komme hjemad.

Mens vi sad interneret og jeg en dag havde fået stuevagt, kom Ritmesteren og bad om at få pudset sine støvler. Det måtte jeg så gøre; da han så kom for at hente dem igen sagde han, at han hed Madelung og var bestyrer på Kirkebakkegården i Niløse, der hvor jeg havde tjent en gang før, hos Niels Olsen. Vi blev så enige om, at jeg skulle komme hos ham, når jeg blev hjemsendt. Madelung var en skæg mand, når han manglede et par mand ringede han til fagforeningen og der kom så et par mænd, men hvis de ikke tog huen af når de kom, fik de ikke noget arbejde. Nu var det en strømpegrosserer, der ejede gården og han købte de gamle skure, som stod ude på moserne. Dem tog vi hjem i laden og der blev de savet og hugget til småpinde, som blev bundtet og kørt til København. Så en dag fortalte Madelung, at han havde købt Bjernegården i Bjernede og de skulle rejse og den dag læssede vi to store hestevogne.

Med i alle møblerne var blandt andet et stort bornholmerur[51] allerbagerst på den ene vogn og alt var bundet fast. Madelung kørte selv den første vogn og jeg kørte bagefter med den anden. Madelung havde bornholmeruret på sin vogn og da vi skulle ned ad Fuldby bakke så jeg, at uret begyndte at svinge fra side til side og jeg råbte til ham, at han skulle standse, men inden jeg fik ham standset, røg uret af vognen. Det var synd, det gik helt i stykker. I maj 1944 blev jeg fæstet som forkarl, men jeg skulle over at arbejde på Grundmosegård ved Brokøb som to af Kristians brødre og han ejede. Der skulle jeg sørge for hestene og tage overjord af, så der kunne skrabes tørvesmuld oppe på gården, hvor det blev formet til briketter og kørt til Jyderup i banevogne. Hjemme på Tangagergården var John og Jørgen og de kom en aften over til mig og viste mig, at Kristian havde slået Jørgen, så hans tænder var slået i stykker og da jeg var forkarl mente de, at jeg skulle komme hjem og tale med Kristian. Det gjorde jeg så og Kristian lovede at betale regningen og den var dyr. Det var det første sammenstød vi havde og da sommeren var forbi, kom jeg hjem på gården igen med alle hestene. De stod i to stalde og når jeg skulle fodre hestene, gik jeg over gårdspladsen med hakkelseskurven og det ville Kristian ikke have; jeg skulle gå gennem laden, sagde han, men det ville jeg ikke ”for der står så meget lort jeg slår imod”. Så jeg fortsatte med at gå over gårdspladsen. Så en morgen kom Kristian farende ind bag på mig oppe mellem 2 heste og der fik jeg en i nakken. Jeg får vendt mig om og så sparkede jeg ham med mine træskostøvler, hold da kæft hvor han skreg og ud af døren for han. Da jeg var færdig med at fodre hestene, gik jeg hen og bankede på døren og fruen kom ud for at lukke op – jeg bad om mine penge. Vi gik så ind i gangen og kaldte på Kristian, men han ville ikke komme ned men hun skulle sige, at han ville give mig hundrede kroner ekstra, hvis jeg blev til november; det ville jeg ikke og fik så mine penge og tog så hjem til mine forældre. Gerda og jeg skulle giftes 14 dage efter og havde fået lejlighed hos Stine Larsen på Kirkebakken fra 1. november.

Blev gift den 5. november 1944, i Sorterup kirke med Gerda Sofie Blach.

Nu var jeg arbejdsløs, men noget skulle jeg jo lave til jeg fik noget arbejde, så jeg hjalp min far med at slå stød[52] op i skoven d.v.s. når der var fældet et bøgetræ så var der roden tilbage, den gravede man så fri, huggede rødder over og med jernkiler kunne man så flække nogle stykker af og stille op i rummeter[53], dem gav skovejeren 4 kroner for pr. rummeter. Nu var vi så kommet over jul og nytår og jeg skulle finde mig noget at lave. Så en dag stod jeg og kiggede ud af køkkenvinduet, der holdt Rasmussen med hest og gig[54] (en slags jagtvogn) og han siger:”kom tilbage så hurtigt du vil og hjælp os på gården”.

Jeg begyndte så den 15. januar 1945 og var der til jeg blev indkaldt som soldat igen. Vi blev indkaldt gennem radioen og skulle møde på tjenestestedet 1. juni, men jeg skal lige fortælle at Kristian var lige så kulret i knolden, som jeg havde ham kendt for. En dag vi skulle tærske blev jeg sendt ud til forsamlingshuset, hvor de arbejdsløse gik til kontrol, for at få et par mænd til at hjælpe os. Der var også to som gerne ville. Da vi kom hjem var John ved at starte motoren i motorhuset men det ville ikke rigtig lykkes, så blev Kristian så tosset at han tog en stor hammer og slog ned i motoren så topstykket smadrede. Kaj råbte han, find noget i kan lave, de to skal blive resten af dagen, så kan de få deres penge til fyraften, ja ja den stakkels Kristian.

1. Juni igen som soldat, hvor vi blev sendt ned til Lolland på en herregård, der hed Prierskov, hvor vi blev indkvarteret på et kornmagasin på 2. loft. Nødudgangen var et reb uden for en lem. Under øvelse havde jeg nær brændt huden af mine hænder, halvt nede slap jeg rebet av..av, hvor det brændte i hænderne. Da vi stillede til mønstring første gang nede på gårdspladsen, hvor de første skulle på vagt og nogle fik andre opgaver, sagde KTN Jespersen: ” Munkebjergby, De skal være kok og sammen med oversergent Jelen skal de hente mad til os inde i Nykøbing på konservesfabrikken”. Nu var det sådan, at nogle af soldaterne sendtes ned til Bøtø eller Marielyst for at gå vagt der, dem skulle jeg også have mad til. Så vi kørte derfor først til dem og afleverede maden til København, der var kok hos dem, så tilbage for at få det jeg skulle udlevere til alle dem på gårdene, hold da kæft, hvor de ville snyde med at komme ind i rækken, maden var rationeret, så somme tider blev jeg jo lovet en på lampen. Nå men det gik meget godt, jeg tror at alle var meget godt tilfredse alligevel. Nu var jo mange ting rationerede og det gjaldt jo også sodavand og øl, så Jelen og jeg kørte til øldepoterne og prøvede at få en kasse, vi fik også en kasse af Nykøbing Bryghus. Når vi kørte til Marielyst, holdt vi ind på et lille bryggeri der hed Marbæk. Nu var det jo ikke hver dag at der var penge nok i kassen både til øl og sodavand, men det skete, at vi fik to kasser af bryggeriet i Nykøbing. Direktøren derinde havde selv været soldat, sagde han med et smil. En dag vi kom hjem blev jeg kaldt ind på kontoret til KPTN Jespersen og han bad mig om at komme helt hen til skrivebordet og der skulle jeg fortælle om turen: ”tal højt til mig og de må gerne ånde på mig, godt! træd af!”. Der var kommet besked om, at vi fik øl på turen. Gerda var indlagt på Holbæk sygehus, jeg kan ikke huske for hvad, men jeg spurgte så KTN Jespersen om jeg måtte få orlov en lørdag-søndag. Da jeg fortalte hvorfor, sagde han at jeg måtte få fri efter morgenappellen fredag og skulle være tilbage søndag aften. Jeg tog toget fra Nykøbing til Næstved, lånte en cykel i Næstved og kørte til Holbæk, da jeg kom på sygehuset fik jeg lov at være sammen med Gerda til det blev aften, så kørte jeg til mine forældre og overnattede inden jeg skulle til Lolland igen. En dag, jeg skulle fortælle KTN Jespersen om turen spurgte han mig om hvad jeg skulle lave når jeg blev sendt hjem, til det svarede jeg, at jeg skulle hjem og trække roer op, han siger så: ”kunne De ikke tænke dem noget andet” og det ville jeg gerne. Jespersen var nu væk, han var kaldt hjem, for Ritmester Stenkov havde indberettet ham for dårlig opførsel da vi sad interneret i 1943. Vi fik så en anden chef KTN Mathiasen. En aften, Kettinge og jeg havde været i Nykøbing, sad der en seddel på min madras om, at jeg skulle stille på kontoret med det samme, men det var jo næsten midnat, så jeg fik fat i vagthavende og han sagde det godt kunne vente til i morgen tidlig.

Næste dag jeg stillede til appel, blev jeg bedt om at pakke mine ting og så ville jeg blive kørt til toget med en billet til Næstved. Da jeg kom på kasernen skulle jeg melde mig ved 3. eskadron, der skulle jeg være de sidste 14 dage af min tjenestetid. Men nu fik jeg endelig at vide, hvorfor jeg var sendt hjem, for KTN Jespersen ventede på mig på hans kontor og han havde en plads til mig på et kornlager i København. Han fortalte mig, at efter min opførsel kunne jeg regne med meget godt fremover derinde. Gerda og jeg fik tre dage til at bestemme os, men vi syntes ikke, det var noget for os, så jeg takkede pænt Jespersen. Han sagde så, at så måtte vi søge noget andet. Han hjalp mig så med at skrive en ansøgning om en plads som kasernearbejder: ”der er en mulighed” sagde han ”men De skal regne med at der er 5 andre der søger og 2 af dem blev såret den 29. august 1943”. Så det blev jo spændende at se udfaldet, for nu blev vores ansøgninger sendt til Forsvarsministeriet. Da jeg blev hjemsendt var det ikke afgjort. Da jeg kom hjem, tog Gerda og jeg hjem til mine forældre på et besøg et par dage. Vi boede dengang i Sorø. Da vi kom tilbage lå der et brev fra GHR om at jeg skulle møde klokken 10 hos Overofficiant[55] Danholt. Da jeg læste det, skulle jeg stå på hans kontor, så jeg måtte se at få ringet og undskylde, at jeg ikke kunne nå at komme før næste dag og det blev godtaget, det var den 6. november 1945. Da jeg kom ind på Danholts kontor, sagde han, at vi skulle vi til Oberst Fogs kontor, så han kunne se mig og hilse på. Efter besøg hos Obersten[56] var jeg blevet ansat. Jeg begyndte næste dag den 7. november 1945 som kasernearbejder. Efter ansættelsen skulle jeg have vist det område jeg skulle passe og det fik Oskar Hansen besked på at vise mig. Da han havde gjort det, syntes jeg nok at det var et stort område. Så et par dage efter kom min chef ud til mig og spurgte ”hvad laver De her, det er jo Hansens område dette her, nu skal jeg vise Dem hvad der er Deres”. Så blev mit område betydeligt mindre (Oskar din skurk). Da der var gået en 3-4 år skulle der ansættes en ny mand, for Danholt ville bruge mig noget mere på depotet. Der var så en der hed Oluf Petersen der havde søgt og han var anlægsgartner, men stabschef Hansen-Nord havde hørt fra nogle bekendte, at Oluf var kommunist. Jeg blev bedt om at komme op på Hansen-Nords kontor, hvor han beder mig om at finde ud af om den påstand var sand og det kunne jeg. En af dem i fyret som hed Poul Hansen hjalp mig. Han var uddannet gartner sammen med Oluf så det var nemt nok at få afklaret. Oluf fik så pladsen. En dag kom Oskar Hansen ned på depotet til mig med en spand, der var fyldt med strømper, der var sat i blød i vand og siger, om de ikke kunne stå hos mig et par dage. Næste dag fortalte en sergent mig, at der var stjålet strømper oppe hos dem. Jeg gik op og fortalte min chef om tyveriet, han sagde: ”det skal jeg nok tage mig af”. Kort efter kom Hansen sammen med min chef og hentede spanden med strømper. En gang blev jeg sendt op på K H Andersens kontor og skulle rulle et lille tæppe af gulvet, fordi der skulle gøres rent og lakeres gulv. Jeg tog tæppet med ned og lagde det under trapperne, der lå det så i mange dage. Den dag jeg skulle lægge det op igen, var det væk. Der var godt nok et par unge sergenter[57] der spurgte, om det skulle bruges igen og det sagde jeg ja til. Da det så var væk tænkte jeg ”nå de labaner” - nu vidste jeg hvem de var, så jeg gik lige op til dem. De sagde med det samme, at de ikke havde taget tæppet. Jeg søgte videre et par dage men uden held. Min chef måtte indberette til Ministeriet, at tæppet var forsvundet. Der blev så sendt en auditør ned til os for at finde ud af tyveriet. Jeg var i forhør et par gange og til sidst blev jeg dømt til at betale, fordi jeg ikke havde låst det inde på depotet (i alt 365,00 kroner). Da jeg blev dømt til at betale, blev min chef Danholt vred og sagde, at han nok skulle hjælpe. Danholt og Andersen blev enige om at det ikke var bedre værd end at kassere, de sagde, at der var slidt huller i tæppet, så nu skrev Danholt det sammen med andre kassable ting, som jeg havde lagt frem oppe på staldloftet. Det var Oberstløjtnant Billumstegn, der skulle godkende om tingene var kassable eller om de kunne sættes i stand igen. Oversergent Jelen, som stod for depotet, skulle nu have ferie og jeg skulle i den tid stå for driften. Danholt bad mig så om at tælle det hele op mens Jelen var på ferie, det var jeg ikke glad for, men jeg gik så i gang med at tælle op. Jeg fik en seddel fra Danholt, om hvad jeg skulle tælle op den dag og aflevere optællingen til ham inden jeg holdt fyraften. Jeg kendte ikke noget til de tal, der stod i bøgerne, så jeg vidste ikke om mine tal var rigtige. Da Jelen kom tilbage, fik han besked på at skaffe kvitteringer på alt det udlånte og med min hjælp, fik han så nogenlunde styr på det, men noget måtte han selv erstatte uha! Nå nu havde jeg fået kørekort til militærets biler og blev derfor sendt ud for at hente nogle af tingene. Hos Major Bylov skulle jeg hente et bord og fire stole, men dem kunne jeg ikke få for de var malet røde - værsgo´ at betale! Hos Oberstløjtnant Alten var der 2 senge – hold da kæft, hvor han brokkede sig, men jeg fik dem med hjem. Efter en tid kom der vist styr på det, men OSG Jelen blev flyttet til anden tjeneste, det var en skam, for han var en flink mand. Jeg havde også den opgave at kontrollere cykler, som var stjålet. Jeg mærkede dem af, så jeg kunne se om de blev brugt. Efter en tid læssede jeg dem på den bil jeg havde til rådighed. Mit kørekort gjaldt til vogn med maks. 3500 kg vægt. En dag var jeg på politistationen med et læs cykler. Betjent Christensen kiggede ud af vinduet, hvor jeg holdt uden for. Så siger han at jeg ikke måtte køre med den bil, for den var for stor. Der stod 3700 kg på bildøren. Betjenten ringede til min chef på kasernen og sagde, at jeg skulle have stort kørekort til den bil, men for at køre uden for kasernens område skulle jeg også have et civilt kørekort. Danholt tilbød mig at han ville betale det halve af køretiden hos en civil kørelærer og så fik jeg både civilt kørekort og til stor lastbil. Nu var politiet også blevet træt af alle de cykler jeg kom slæbende med, så der blev foreslået at to betjente skulle komme ud og skrive numrene op på cyklerne og havde de dem ikke på listen, skulle kranken på cyklen slås i stykker. Det gjorde jeg så med en stor hammer, jeg havde lånt af smeden, så cyklerne kunne afleveres til skrot hos skrothandleren. Nu havde der været ballade med, at der var stjålet en pistol nede ved hesteeskadronen og der var kun mig og Oskar Hansen, de havde set dernede. Nu var det mit område, så det forstod jeg godt. Så blev der igen hentet en Auditør[58] - igen op at stå skoleret i forhør og denne gang kom Auditøren hjem i vores lejlighed og Gerda skulle lukke alle skabe og skuffer op, jeg måtte ikke men selvfølgelig fandt de intet. Nogle dage senere blev den fundet på en pæl, nede ved skydebanen, der boede Oskar Hansen i Skovkilde lige ved siden af. Hvad der ellers skete ved jeg ikke, men min chef tog nøglerne fra Oskar og jeg blev bedt om at overtage opsynet med rengøringsdamerne, det var en ordentlig mundfuld, så der var jo nyt at lære. Kort efter blev Oskar Hansen syg og kom ikke mere tilbage, han døde på Skt. Elisabeth sygehus i Næstved. Nu kom dagen hvor min chef Danholt skulle på pension og en ny mand skulle ansættes. Der blev ansat en mand, der hed Sørensen, han kom fra Melby oppe ved Jægerspris. Da han kom, blev jeg bedt om at vise Sørensen rundt over det hele og alt hvad der var af personer. Det blev til tre dage fordi han gerne ville hilse på dem alle. Da der så var gået en to tre uger, blev jeg bedt om at skrive alt op af rengøringsmidler så som spande, sæbe, børster, klude gårdskoster m.m. Nogle dage efter gav Sørensen mig en liste over det forskellige og bad mig køre ned til Schellbeck på torvet og indkøbe varerne, men jeg skulle sige, at vi skulle have 20 % rabat. Førstemanden Larsen blev helt forskrækket over at se listen, for så meget mente han ikke, at jeg kunne komme og indkøbe til kasernen uden bevis. Jeg bad så Larsen om at ringe til min chef Sørensen, som Larsen sagde, at han aldrig havde set – nå! men indkøbet blev godkendt. Nu var det jo sådan at alle handlende kendte Danholt fordi han løb sammen med dem om søndagen i Herlufsholm-skoven og så fik de en lille en bagefter, som han sagde. Derfor var Danholt kendt. De to chefer var som nat og dag. Efter at Sørensen var kommet, skulle jeg stadigvæk stille på kontoret klokken 9, der fik jeg besked på, hvad han mente der skulle byttes ud på de forskellige kontorer. Han havde også nogle ting ude i området, som han ville have rettet og det bad han mig om at gå ud og sige til vedkommende og det gjorde jeg så med besked fra Sørensen. Men den troede de ikke alle sammen på, de havde den opfattelse, at det var mig der først fortalte Sørensen det, hvorefter han så sendte mig ud med beskeden, det mærkede jeg ret hurtigt ved, at de begyndte at undgå mig. Så en dag bad jeg Sørensen om han ville kalde dem sammen, nej det ka´ De selv - tak sagde jeg så, men med det beder jeg Dem også om at komme. Ja det gør jeg, sagde han. Så den dag, vi var samlet, sagde jeg til dem hvorfor de skulle komme og hvor de kunne få en bekræftelse på, hvor beskederne kom fra. Der var en, der spurgte Sørensen og han siger så, om de ville have det skriftligt ellers kunne de bare komme op til ham på kontoret, så var den sag slut. Men en ny begyndte, da der kom en Major Hovmand, der ikke kunne være ude i tjenesten på grund af sygdom. Han skulle så hjælpe Sørensen med forskelligt, men for mig var det noget værre lort, når de bad mig gøre noget med forskellige møbler på et kontor eller ude i området, mange gange skulle jeg lave det om og til sidst blev jeg sur og sagde til Sørensen, om de to ikke kunne tale om det så jeg var fri for at skulle lave det om. Sørensen bad så Hovmand om han ikke skulle blande sig, når han havde givet mig en besked. Der skete så det, at Major Hovmand ikke kom de to næste dage. Da jeg så kom på kontoret, siger Sørensen:”vil De lige køre ud til Hovmand og se om han er syg”. Han boede i en villa i Rønnebæk. Da jeg kom derud og bankede på døren, blev der ikke svaret. Jeg tog i døren, den gik op og jeg kaldte og kaldte, men ikke en lyd. Jeg gik rundt i huset og da jeg kom ovenpå så jeg, at en skunklem[59] stod åben ud til taget, kiggede derind og der lå majoren i nogle gamle tæpper. Han kom så frem og sagde til mig, at jeg skulle vente og tage ham med på kasernen. Han blev så sygemeldt og var færdig hos os. Men jeg var næsten kørt helt ned til sokkerne, så der skulle ikke så meget til, før jeg blev gal og det kom så en dag, hvor jeg var i gang med at køre snebunker ud af kasernegården. Der kom Oberstløjtnant Ladegård-Mikkelsen så sammen med nogle andre befalingsmænd, nu var Lademikkel, som vi kaldte ham, stabschef og bad om, at få kørt snebunkerne væk fra gården. Han siger så at jeg hellere skulle køre til Vordingborg havn, der var det nemmere at få læs og nogle andre ord og de befalingsmænd han gik sammen med skreg af grin. Så blev jeg sgu sur. Da jeg skulle holde fyraften gik jeg ind til Sørensen og fortalte ham det og spurgte ham, om jeg skulle finde mig i det og om han ville bede Ladegård-Mikkelsen om at give mig en undskyldning. Det ville han ikke, så jeg måtte selv klare det. Jeg gik så op til Adjudant Terdrup og spurgte, om jeg måtte tale med Oberst Jorch Jorchston. Terdrup ville vide hvad det drejede sig om. Jeg fortalte ham at jeg gerne ville have et stykke papir på, hvor der stod, hvor længe jeg havde været ansat, for nu ville jeg søge et andet sted hen. Men der gik ikke mere end en times tid før jeg blev kaldt op på Oberstens kontor. Nu havde jeg skrevet det ned jeg ville spørge Obersten om. Da jeg kom ind til hans skrivebord og sagde hvorfor jeg kom, sagde han: ” sæt Dem ned, jeg skal lige tage min jakke af, så taler vi lidt bedre sammen”. Hold kæft, hvor var jeg nervøs, men fik fortalt at jeg gerne ville rejse. Han kiggede lidt på mig og så kom det: ”Nej, nu har jeg Vintersbølle, kendt Dem i mange år og det De har fortalt mig skal rettes og det bliver ikke bedre af at De rejser – det skal rettes, det sørger jeg for”. Nu havde jeg ikke set, at Obersten havde sat en båndoptager i gang mens vi talte, da jeg så kom hen til min chef Sørensen spørger han, om jeg havde været oppe hos Obersten, ja sagde jeg. Nå for nu skulle han stille oppe hos Obersten om en halv time, men Obersten skulle først tale med Oberstløjtnant Ladegård-Mikkelsen, så tænkte jeg, nu får jeg en skideballe og så er det måske ud. Jeg blev kaldt op til Lademikkel, jeg var lige kommet ind ad døren, da han rejste sig op og så kom det: ”Hvis han havde magt, så røg jeg ud” men den dør jeg var kommet ind ad, bad han mig om, at lukke døren op igen - gå ud og luk den udefra. Nej hvor var han sur, uha! Uha! Da Sørensen kom tilbage fra Obersten, kom han hen til mig og sagde, at han var ked af, at han ikke havde taget sig af sagen og det havde Obersten sagt til ham at det var fandme´ ham der var chef for kommandantskabet.

Efter nogle dage kom chefen fra hoveddepotet og skulle sige, hvis jeg ville, så kunne jeg komme derover og afløse Poul Steffensen. Han skulle flyttes over på et andet depot. Det sagde jeg ja til og skulle flytte allerede næste dag. Så var jeg færdig ved kommandantskabet efter 22 år. Alle rengøringsdamerne og Anny, som var deres tillidsdame, overtog så mit job. Efter et år blev jeg flyttet igen, nu skulle jeg oprette et nyt depot med destinktioner og knapper, hold da fast. Jeg skulle også holde styr på medicinkasserne inden de skulle bruges på øvelse. Det sidste der skulle høre med til mig var våbenkammeret. Der gik en hel måned inden alt var på plads, men derefter var det spændende at arbejde med og der var jeg så, lige til jeg gik på efterløn i maj måned 1980.

Da jeg fik job på kasernen (GHR) den 7. november 1945 måtte jeg se at finde et sted at bo. Jeg boede først hos min faster Kamilla, det var ikke godt. Jeg havde fået lov til at bo hos min faster Kamilla til jeg kunne få mig en lejlighed og det var jo også godt nok, men sådan en gammel skolefrøken var jo ikke vant til, at der kom en hjem og skulle have mad og et sted at sove. Hun havde to stuer og den ene skulle jeg sove i. Der blev hængt tæpper op ved dørene, inden spisetid blev der sagt: ”er dine hænder rene og med rensede negle?”. Jeg måtte ikke hælde af den dybe tallerken, hvis vi fik mælkemad, det måtte jeg kun hvis vi fik særlige supper, ak ja.

Mens jeg boede hos faster skete der det at en flyvemaskine styrtede ned i Kastrup Lufthavn, med ombord var Gerda Neumann, en søster til Ulrik Neumann og en Bernadotte, Kronprinsen af Sverige, en bror til Dronning Ingrid. Der blev erklæret landesorg. Og min faster syntes det var grusomt. Det kunne jeg selvfølgelig godt holde med i, men der var sket det, at en stenfisker var gået ned ovre ved Bornholm med seksten mand et par dage før flyveulykken og så sagde jeg til faster, at den blev der sgu ikke talt så meget om. Hold da kæft, hvor blev hun vred, for hun syntes ikke der var nogen sammenligning mellem de to tilfælde. Jeg holdt jo på at det også gik ud over seksten familier og så siger faster at nu måtte jeg være kommunist, dagen efter spurgte jeg min chef Danholt, om jeg måtte bo i et ledigt kælderrum til jeg fandt en lejlighed. Nej svarede han, men vi har et kontor i garagebygningen, der kan De få lov at bo indtil De finder sted at være sammen med deres kone. Jeg havde talt med chef Jakobsen, om jeg måtte spise i kostforplejningen, det kunne jeg godt, men det skulle være i køkkenet sammen med damerne, så det var jo godt nok. Min far kom en dag og besøgte mig, vi fik en meget fin dag sammen. Ugen efter kom Oskar Hansen og gav mig en nøgle til en lejlighed på Farimagsgade nr. 56, stuen til venstre. Oskar Hansen havde været til møde i soldaterforeningen aftenen før og foreningen havde købt det hus til senere brug og her var så den lejlighed til leje for 35 koner om måneden, bravo. Så kom dagen, hvor vi skulle flytte fra Sorø, vi boede den gang hos Karen og Poul på Holbergsvej, Poul havde en hest og vogn og kørte med varer for en købmand, om søndagen kørte han med gæster fra Hotel Postgården. Han tilbød også at køre vores ting til Næstved på hans ladvogn og den vogn var også stor nok til, at det hele kunne være der på en gang, men det var en lang tur for hestene, frem og tilbage samme dag. Nå, men vores nye adresse blev så Farimagsvej 56, hvor vi boede i fire år. Ulla og Lis blev født der, men så skulle kommunen bruge mere plads til alderdomshjemmet, der lå ved siden af, så huset vi boede i skulle rives ned. Vi boede tre familier i huset, men vi fik alle lov til at vælge en anden lejlighed og kommunen ville godkende vores valg. Vi valgte så en lejlighed i Rugvænget nr. 19, en 2 ½ værelses, så nu kunne pigerne få deres eget værelse og det var jo godt. Selvom der var skråvægge var der jo mere plads end det vi rejste fra. Der boede vi også i fire år og der er Margit født. Så en dag kom vores underbo Bentzon og sagde til mig, at der blev en lejlighed ledig på Falstersvej 2 og den var bedre end den vi boede i. Hvis vi ville, skulle vi bare sige til, så ville Bentzon, som var formand for boligselskabet sørge for resten. Så det tilbud tog vi imod og flyttede derom. Jeg bar selv vores ting derover zinkbaljer, det eneste jeg fik hjælp med var skabet i stuen. Det var en nabo der gav mig en hånd med skabet, så nu er det bare om at få hele molevitten på plads. Mens vi boede der, begyndte Margit at gå i skole, så Gerda, min kone, talte om at hun godt kunne tænke sig at få lidt at lave, så hun kunne tjene lidt lommepenge. Så en dag kom Clausson-Kaas og spurgte om der var en af rengøringsdamerne, dem havde jeg opsyn med i mange år, 32 styk i alt, der kunne tænke sig at hjælpe hans kone et par timer med at lægge hyldepapir på i deres køkkenskabe. Så om morgenen dagen efter, spurgte jeg damerne, men der var ingen som ville hjælpe med det. De sagde, han var skør, så det ville de ikke. Da jeg kom hjem til frokost siger jeg til Gerda, at det var der ingen, der havde lyst til. Gerda siger så, han er vel ikke så skør derhjemme, så skal jeg prøve at tage derud og hjælpe. De var lige kommet til at bo på kasernen og dem hjalp Gerda lige til de skulle flytte til København fem år efter. Fru Clausson-Kaas ville gerne have Gerda med, så hun tilbød at købe månedskort til hende, men det ville Gerda ikke. Det blev et savn for dem begge, nu var det sådan, at Gerda også hjalp til, når de havde gæster. En gang Gerda var derude om aftenen og kom hjem klokken 2 om natten, var hun i højt humør. Hun listede så ind til mig, hvor jeg lå og sov. Hun løftede så min dyne og lagde en pose med krabber ned i sengen til mig og den var kold. Man vågner hurtigt op og spørger ”hvad er det – Gerda svarede med et grin, ”det er mad, vågn op”! ”nu, skal vi have noget at spise”!, ”hvordan er du kommet hjem med den brandert?”, spurgte jeg. ”Overlæge Tønnesen har taget mig med hjem i Taxa”. Margit var somme tider med sin mor, når hun var på arbejde hos fru Clausson-Kaas. Det blev så fire år på Falstersvej 2. Så havde vi lejet et hus på eksercerpladsen af bygningstjenesten og huset hed Skovkilde. Der boede vi også i fire år, der var også dejligt, men i den mørke tid på året så var jeg nød til at hente og bringe mine piger, hvis de skulle til noget i byen om aftenen. Foruden huset vi boede i var der også en lille staldbygning og den brugte vi så, da Ulla og Lis skulle konfirmeres. Jeg lånte gasvarmere fra CF kolonnen, klaveret lånte jeg på kasernen, en mand til klaveret og en mand med violin var fra orkesterforeningen. Senere sket der det, at da vi havde været borte og kom hjem, var vinduet til soveværelset slået i stykker (indbrud) - nu ville pigerne ikke længere sove oppe på loftsværelset, så vi lå alle fem i sengene nedenunder om natten og indtil vi fik sat en ny rude i vinduet. Så begyndte jeg at søge efter en anden lejlighed. Jeg fortalte en af befalingsmændene det en dag og så siger han, at han gerne ville bytte med mig, hvis vi måtte for bygningstjenesten. Han boede på Kildemarksvej 131, kaldet Kildehusene. Vi fik lov at bytte og sikke en glæde hos alle mine piger. Vi flyttede så den 1. november 1962 og der blev vi så boende til vi flyttede herud til Søparken 44 i Glumsø, den 1. oktober 1989. Kaj Vintersbølle gik på pension i 1981 og døde den 12. juli 2005, 84 år gammel.

Nogle andre interessante papirer og noter fra Kajs mapper.

Kajs hobby:

Var engang at lave stole af øldåser, se artikel gengivet nedenfor:

Ugebladet – lørdag den 11. april 1987.

Min sjove hobby.

Møbelfabrikken kan være i en papkasse.

Under et besøg hos Kaj Vintersbølle på Kildemarksvej, får man ikke umiddelbart færten af, at der i den hyggelige lejlighed produceres gyngestole. Derimod vidner mange smukke broderier om, at korssting og stramaj også er en stor hobby. Men gyngestole laves der godt nok, selvom hele ”fabrikken” kan være i en ganske almindelig papkasse.

Det er nemlig ganske små gyngestole, Kaj Vintersbølle hygger sig med at lave – og han laver dem af øldåser.

-                     Egentlig er det ikke min idé. Den stammer fra min datter og svigersøn, der har en antikvitetsforretning i Høng. De købte sådan en lille gyngestol med hjem fra en udstilling på Fyn og viste den til mig. Jeg vendte og drejede den, og tænkte: Gad vide, om man kan lave sådan noget, hvorpå mit barnebarn, der på det tidspunkt var 12 år sagde: Jamen morfar, hvis bare man bruger hovedet – så kan man. Og efter den bemærkning, måtte jeg jo prøve, husker Kaj Vintersbølle.

Skrotbunken

-                     Den første halve snes stole gik direkte i skrotbunken, men efterhånden fik jeg styr på det.

Kaj Vintersbølle, der er efterlønsmodtager efter 35 år på GHR, kan lave en gyngestol på 2-3 timer, og gennem de senere år har han lavet mange som foræring til venner og bekendte. Han ved, at nogle af stolene blandt andet står i Norge, Sverige, Tyskland og USA. Formentlig står der også en del hos medlemmerne af en forening i Roskilde, fordi man på et tidspunkt brugte nogle til præmie i stedet for de kendte bægre.

En egentlig produktion er han ikke interesseret i. Det skal helst gå fra mund til mund, så gyngestolene fortsat kan være en afslappet hobby.

Materialet er som nævnt øldåser, og de skal helst være af den ”stive” slags, hvis resultatet skal blive godt.

-                     Jeg starter med at skære toppen af dåsen. Ringen herfra deles og bruges til gænger. Herefter klipper jeg siderne op i tynde strimler, som bukkes i facon.

Det overskydende metal benyttes til samling af ”strimlerne”, fortæller Kaj Vintersbølle, der kun bruger lidt krydsfiner og lidt stof til sædet – ellers er alt lavet af øldåsen uden lim eller andre hjælpemidler. Efterhånden er det blevet svært at få fat i de rigtige dåser, men Kaj Vintersbølle er så heldig, at venner og bekendte af og til betænker ham med en tom dåse. Samtidig var han så forudseende at samle et lille lager, da de fleste bryggerier lavede dåseøl.

-                     For nylig kom min nabo med et avisudklip om en englænder, der brugte konservesdåser til at lave møbler af, så hvis der skulle blive mangel, kan jeg jo begynde at eksperimentere, slutter Kaj Vintersbølle.

Billedtekst: Gyngestolene er meget raffinerede med hjerter.

Sangen "Min dejlige flaske med radium".........

Dukke-Lise, parodi:

Min dejlige flaske med radium,

du er min ven og min trøst,

lad andre kun prise champus og skum,

jeg slukker i ildvand min tør´st.

Åh, lille flaske du er så rar,

du følger altid troligt med fa´r,

selv om de største skæve jeg sla´r

altid i lommen flasken jeg har.

For resten så må jeg nu sige dig no´et,

du er mig en dyr kammerat,

to gange i dag har jeg fyldt dig fået

og fuld er jeg ikke engang a´et.

Åh, lille flaske hør hvad jeg si´r,

du har holdt ud li´e fra klokken fir´,

når nu om lidt du tømt af mig bli´r

så vil jeg håbe jeg har en ”gi´er”.

Hvordan er det osse du smager i da´

du er jo modbydelig varm,

og jeg sveder da osse fordi jeg ska´

jo stadigvæk bøje min arm.

Åh, lille flaske du er mig huld,

når du er drukken, så er jeg fuld,

du går itu og jeg går omkuld,

Så bliver facit..nul komma nul !

Så nu har jeg drukket den sidste slat,

og nu kommer pans´ren herhen,

så følges vi hjem du og sover i nat,

i mor´en går vi på´en igen.

Føj, lille flaske sikken jeg går,

benene zig zag under mig slår,

Gud ved hvordan jeg hjem med den når

nu er der "stang på" – li´som i går.

Forfatter: Ukendt

Kajs yndlingssang i festlige lag.

Niløse by.

Niløse er en af Danmarks ældste byer. Efterleddet "løse" betyder græsgang. Hvad det første led "Ni" betyder, er omstridt, nogle hælder til en forklaring om at "ni" er beslægtet med "neje" som bedst kan oversættes til "lav", altså, byen ved den "lave græsgang". I 1935 skrev man "Nidløse", som nok er en afsmitning af det sjællandske tungemål. Sognets største gårde hedder Kirkebakkegården og Niløsegård. Kalundborg slot ejede i år 1578 tretten gårde samt en vindmølle i Niløse, med andre ord: Hele landsbyen undtagen præstegården.

I bogen Langs Landevej 255 (ISBN 87-985 123-8-2 udgivet af kulturelt samråd i Dianalund Kommune 2001)

står der følgende:

På side 17. Axel Nielsen var præstegårdsforpagter i 49 år. Han blev født i 1909 i et husmandssted lige over for det sted, hvor skolen fra 1955 blev bygget. I 1934 overtog han præstegårdsforpagtningen. Præstegården var kun på 36 tdr. land, hvoraf 18 tdr. var mose. Derfor kunne han og familien ikke leve heraf, og hele sit liv måtte han derfor have arbejde ved siden af. Han var god til at synge, sang i det lokale kor og var kirkesanger i 20 år. Der findes et billede af ham på side 17.

Niløse præstegård blev beskrevet som et mønsterbrug i ” Kundskab om de danske provinsers tilstand i økonomisk henseende”. I bogen eller artiklen fremhæves Niløse præstegård som et mønsterbrug. Her holdt man 24 malkekøer inde om sommeren i stedet for at sætte dem på græs. Det gav en række fordele såsom lettere malkning, ingen køer, der brød ud af folden, bedre foderstyring, ingen trommesyge og bedre udnyttelse af gødningen. Præstegården havde også opgivet det gamle trevangsbrug og havde da 7 sædskifter. Selvom jorden ikke er den bedste i Danmark, har man således altid kunnet klare sig i Niløse sogn, men man skulle arbejde for det. Det er Axel Nielsen et godt eksempel på.

Peder Christoffersen.

Den geografisk bedst beliggende håndværkervirksomhed i Niløse var uden tvivl den, hvor blikkenslageren boede. Stedet var hjørnet af Hovedgaden og Strædet og håndværkeren hed Christoffersen (Arnolds far). Tre generationer af blikkenslagere havde værksted her: Peder, Ove og Arne.

Peder Christoffersen (Ullas, Lis´ og Margits oldefar) fødtes i 1859 i Holmstrup. Faren var skrædder, men døde allerede 1869. Året efter giftede moren sig med en blikkenslager. Dennes håndværk interesserede den unge Peder meget, og selv om han som alle andre på den tid måtte ud og tjene bønder, aflurede han alligevel sin stedfars kunnen. At være blikkenslager på landet var noget ret nyt. Før 1862 måtte sådanne kun praktisere i købstæder, så stedfaren kom altså med en helt ny verden af muligheder, det var som en åbenbaring for den unge, videbegærlige Peder. Som 18-årig mente han, at han havde lært nok og drog som helten i et eventyr ud i verden. Den 17. november 1877 fik han logi hos Niels og Margrethe Hansen på Verup Mark i et hus over for det sted, hvor Verup Brugsforening senere blev bygget. Han lejede en stue med egen indgang, og her indrettede han et kombineret værksted, stue, køkken og soveværelse. Han ville etablere sin selvlærte blikkenslageruddannelse og halvdelen af de penge, han havde arvet efter sin far, nemlig 28 kroner. Materialer fik han fra Slagelse. Somme tider kunne han køre med tørvevogne hertil, men andre gange måtte han gå. Det tog 6-7 timer hver vej, og så kunne han kun medbringe det, han kunne bære. At køre varer ud var ikke noget, forretninger gjorde den gang. Som regel havde han ingen penge til materialer, så han måtte låne. Et lån på f.eks. 10 kroner kunne han godt få hos bolsmand[60] Christian Pedersen i Mikkelshuse, men det kostede 1 krone i rente….om ugen! Det svarer til en rente på 560 % p.a.  I april 1883 blev han indkaldt til soldat i København. Soldat skulle han kun være et halvt år, men det var ret kritisk, for hvordan skulle hans kone og lille barn klare sig uden nogen indtægt? Det gik dog nogenlunde. Ved afrejsen delte ægteparret deres rørlige formue i to, Karen fik desuden arbejde med at røgle tørv om sommeren, møller Jensen fra Kongsted lovede at levere brød gratis en gang om ugen, og Frederik Rebien[61] gav Peder et stykke røget flæsk og 2 kroner til rejsen. I oktober måned kom han hjem igen. Toget nåede Sorø Station klokken 11 om aftenen. Det var regnvejr og koldt, men Peder ville hjem. Han løb ud i regnen og natten. Klokken et lukkede han sig ind i sit hus, gennemblødt, men glad. Han havde da løbet 22 km på 2 timer.

At bo i Verup, når ens arbejdsplads er hele sognet var ikke heldigt. I 1883 søgte han derfor efter et sted i Niløse by. Han havde udset sig grunden ved siden af det nybyggede missionshus, og var begyndt at køre sten hertil, da han blev gjort opmærksom på, at det hus, der lå på hjørnet af Strædet og Hovedgaden var til salg. Han så straks, at det var den bedst beliggende grund i hele byen, og ved svigerfarens hjælp fik han det købt og ombygget. Forsiden blev grundmuret, der blev isat to fag nye vinduer og en indgangsdør. Der blev isat 2 butiksvinduer og lagt nyt bræddegulv i stue og soveværelse, mens der i køkken og på værkstedet blev lagt murstensgulv. På sin 25 års fødselsdag kunne han flytte ind med sin familie. 1886 blev et slemt år for ham. Hans kone var syg, og fra juli kunne hun ikke stå ud af sengen. Børnene måtte så sættes i pleje hos morforældrene. Her faldt den ældste søn Arnold over en vognstang, så han beskadigede ryggen og måtte ligge i sengen et halvt år. Samtidig fik datteren difteritis. Oven i alt dette kom dr. Sell[62] med en regning på 83 kroner for medicin, han havde modtaget til sin kone. Den regning kunne han ikke betale, da han jo ingen penge tjente, fordi han skulle passe sin syge kone og børn. ”Så kan du ikke få mere medicin”, sagde Sell. Den dag besluttede Peder Christoffersen sig for at gøre en ende på livet og ville gå i en mergelgrav. Efter at have besøgt børnene hos svigerforældrene i Verup, gik han over Niløsegårds marker mod Niløse…da han stod ved kanten af graven, blev han råbt an af to mænd. Sognet havde samlet 195 kroner ind til ham. Hans kone døde 22. september 1886. Han blev gift igen 4. Juledag i 1886.

1888 udvidede Peder Christoffersen sin forretning og værksted. Sidst på året døde Arnold af hjernebetændelse uden at være blevet rask efter faldet 2 år forinden. Men forretningen gik stadigvæk fremad. P.C. begyndte at handle med mejemaskiner og slåmaskiner, og det gav god fortjeneste. Først på året i 1898 døde hans anden kone af kræft i underlivet og i slutningen af året giftede han sig for 3. gang. I 1902 deltog han i en håndværkerudstilling i Løve Herred, Ruds Vedby. Med sig havde han 3 transportspande, et badekar og en messingbordlampe, der slukkede sig selv, hvis den væltede. Vi er endnu i petroleumslampernes tid. Han fik 2.præmie og 60 kroner. Året efter opfandt han en staldlygte, der var selvslukkende i tilfælde af, at den væltede eller eksploderede. Han tog patent på den, men fik ikke andet end bøvl ud af det patent. Penge tjente han ikke på det. Men i 1904 udstillede han i Sorø. Med sig havde han bl.a. ovenomtalte staldlygte. Her fik han lejlighed til at vise den for selveste kronprins Frederik (senere den 8.) og dennes kone. ”Jeg takker Dem for Deres udstilling til gavn for vort land”, sagde kronprinsen til slut. P.C. fik både sølvmedalje og 60 kroner for sin udstilling. Herover blev han så rørt, at han måtte ud i et buskads i Akademihaven, falde på knæ og takke Vor Herre for denne hæder. Som vi senere skal se var Peder Christoffersen en ivrig forkæmper for Den Indre Mission i Danmark. I 1905 rev han sit hus ned og byggede det, der endnu står på grunden. Straks herefter begyndte han at lave vandværker, samtidig med at han stadig opfandt nye ting, f.eks. en mælkeelevator og et dampapparat til syge. Han manglede ikke idéer, men i høj grad midler til at udføre og markedsføre dem for. I 1912 begyndte han at fortinne[63] transportspande (mælkejunger). Flere jernbanevogne modtog han ad gangen fra Jylland, ja helt fra Vendsyssel. Han havde ansat 8 svende og 5 arbejdsmænd samt 2 piger, men det hele stoppede i 1914, da Første Verdenskrig brød ud, og han ikke kunne få mere tin.

Peder Christoffersen var altid med, når der skete noget nyt. Den første cykel[64] i Niløse ejede han. Han købte cyklen 2. pinsedag 1891, og kørte den selv fra Sorø Station og hjem. Han havde aldrig cyklet før, men det gik. Cyklen kostede 117 kroner og 50 øre, og så var den endda brugt. 2. påskedag 1893 rejste han til Nyborg for at købe en ny cykel med luftringe! Cyklen skulle man selv samle, bl.a. skulle den hårdloddes[65]. Og så begyndte han at montere og sælge cykler. For cykle ville man. Det var smart og det var hurtigt. Men det var også farligt. Telefonen kom til Niløse 1892. Peder Christoffersen blev reparatør i Niløse og omliggende sogne. Ikke fordi han havde forstand på telefoner, men det lærte han. 1919/1920 blev den elektriske strøm tilbudt til beboerne i Niløse. Naturligvis blev det blikkenslageren, der blev formand for det udvalg, der skulle overbevise et tilstrækkeligt antal brugere om, at elektricitet var bedre end petroleum, karbid og tællelys. Selv fik han installeret 16 lampesteder og en 2 hestes motor til at trække drejebænken. Elektriciteten kom i september 1920. 1927 var han sammen med Tobiasen initiativtager til at der kom gadebelysning i Niløse. Hele 8 lamper blev sat op. Naturligvis var han også en af de første, der fik automobil. Den første var en bil med kun et forhjul.

I 20´erne fik han ondt i sin ene fod og i 1924 besluttedes det, at benet skulle sættes af

Den 22.4.1924 fjernedes højre ben, og i juni måned kunne han gå på et papben. I løbet af sommeren forsøgte han at lave et ben af blik, men det var for tungt, så han måtte købe et kunstigt ben af træ. Da han imidlertid var over 62 år, ville det offentlige ikke betale, så han måtte selv punge ud. Selvom han nu var invalid og gammel, holdt han ikke op med at arbejde og opfinde. Han opfandt f.eks. en automatisk spritkande, som han sad ved køkkenbordet og lavede 100 af om måneden, hertil kom 100 blomsterkræmmerhuse. Han købte i 1926 Brøndums hus, da denne flyttede til Dianalund, og flyttede herhen. Han døde 1931.

Overtro:

20. oktober 1883 fødtes en søn hos Peder Christoffersen i Verup[66]. Ugen efter var dr. Sell på sygebesøg og ordinerede noget medicin til den lille nyfødte. Medicinen skulle hentes hos Sells frue umiddelbart efter, og det var nær midnat. For ikke at gå alene i mørket fulgte skomager Hans Larsen med Peder Christoffersen. På vejen hjem igennem Tersløse Bøgeskov stødte de lige ved Linievejen på en bom, der gik tværs over vejen. Begge så den og rørte ved den. Mens de stod og undrede sig, gik en stor hvid førerløs hest tværs over vejen og forsvandt i skoven. Umiddelbart efter opløstes bommen. De to mænd fortsatte så til Verup. Men turen havde været forgæves. Sønnen døde i det øjeblik,

de kom ind ad døren. Ovenstående er fortalt uden yderligere forklaring af Peder Christoffersen selv.

Side 51

Den før omtalte Peder Christoffersen skulle engang i 1880´erne bruge nogle blikplader, der var ankommet til Sorø Station. Han kunne ikke selv hente dem og spurgte så til et samtalemøde i Missionshuset, om der ikke var en med hest og vogn, der havde ærinde til Sorø. Det var der ikke, men ejeren af Enggården, Johs. Christensen, skulle derned 8 dage senere og ville så tage pladerne med tilbage. Så længe kunne Christoffersen ikke vente, hvorfor han og konen om aftenen på deres knæ bad til Vorherre, om ikke pladerne kunne komme næste dag. For en sikkerheds skyld bad de også om morgenen. Herefter var konen så overbevist om, at de ville få pladerne samme dag, at hun kørte ned til Johs. Christensen. Men han var lige begyndt at tærske og ville ikke køre. En halv time efter gik hestegangens hjul i stykker, og han måtte til Sorø efter en reservedel! Da han og Christoffersen herefter kørte igennem Bromme Plantage, udbrød han: ”havde jeg dog bare sagt ja i morges til din kone, så havde jeg sparet de 40 kroner, som hjulet koster”.

Da Peder C. nogle år senere havde fået et nyt hus, skulle han også have en brønd. Men selvom han gravede den 10 alen dyb, kom der intet vand. Derfor bad han Vor Herre om vand. Og snart efter var brønden fuld! Han og konen faldt på knæ og takkede Gud.

Indre Misson[67]:

En dag i oktober 1878 kom en mand ved navn Brodersen fra USA ind til skrædder Jørgen Pedersen i Verup. Han var adventistmissionær, og han holdt møder hos skrædderen hver aften i en hel måned. Flere og flere blev adventister. andre bevægelser var der ikke. I Kongsted boede møller Jensen, han havde fornemmet noget af det, Indre Missions leder, Vilhelm Beck, talte om, og søgte at få ham til sognet. Beck ville godt, men kunne ikke få lov til at tale noget steds. Ingen bonde ville åbne sin storstue for ham, og præstegården var naturligvis lukket for Beck. Imidlertid var der en gårdejer i Verup, Jens Fischer, der skyldte møller Jensen penge. Han kunne jo ikke så godt sige nej til Jensens anmodning. Derfor blev indre Missions første møde i Niløse sogn holdt her, vistnok 18.2.1879.

Dette møde overværede blikkenslager Peder Christoffersen. Han var på det tidspunkt meget optaget af det, Brodersen havde sagt og fornemmede en klar forskel mellem det adventisterne stod for, og det, Vilhelm Beck sagde. Derfor skrev han dagen efter Becks møde et brev til ham, hvori han bad ham vise sig hvor i Biblen, der stod, at barnedåb var det rette. Han havde selv forsøgt at sætte sig ind i det. Kort før Becks møde havde han besluttet sig for at få en bibel, så han kunne læse, hvordan det forholdt sig med dåben. Følgelig gik han fra Verup til Slagelse, som var det nærmeste sted, hvor man dengang kunne købe en bibel og gik så hjem igen. Straks han kom hjem, satte han sig til at læse. Men med en mådelig og ufuldstændig skolegang, der sluttede ved 10-års alderen som baggrund, var det ikke sådan at læse den bog. Derfor var det, at han skrev til pastor Beck. Han fik straks et fyldigt svar, og et par dage efter gik han uanmeldt og uopfordret ned til pastor Beck for at snakke teologi med ham. Han talte med ham i fem timer, og var herefter en overbevist tilhænger af Indre Mission. Den ihærdighed, han her viste for at komme til bunds i teologiske spørgsmål, kan ikke andet end vække beundring.

Afskrift fra bogen: Langs Landevej 255, bind 9.

Citat fra brev/dagbog skrevet af Kajs farfar/bedstefar Førstelærer Hans-Peter Nielsen.

Everdrup skole, d. 2. oktober 1891

En stor lilje og en kalk eller gral er tegnet på dagbogsnotatet[68].

Kære!

I Søndags blev vor lille søn døbt og kom til at hedde Karl Jakob Hannibal Nielsen. Karl er et navn, som hans små søskende har ønsket, at han måtte bære, og Jakob er min afdøde broders navn. Hannibal er navnet på den dag, han blev født, nemlig den 2. august. Han er en sød lille dreng og trives udmærket; men han græd voldsomt i kirken, og det kneb for moder at holde det ud; hun kom ordentlig til at svede derover. Men alt gik ellers godt. Både Cecilie, Kamilla, Johannes og Hans og Kristines lille Peder var med i kirken for at se lille broder blive døbt. Lille Johannes var dog ikke nem at holde inde i min kirkestol; da den hellige akt skulle foregå ”smøgede” han ud og gik og spankede om ved min side, da jeg stod ved døbefonten, og smuttede til sidst helt under os mellem vore ben tæt hen mod døbefonten for at komme til at se ganske tæt ved, hvad dog Præsten ville gøre ved lille broder. Dette forhindrede jeg dog til dels. Imens skreg, lille broder ganske ”enbarmerlig”.

Moder bar ham selv, og Kristine fra Vordingborg holdt hue. Hans stod fadder tilligemed Frederik Rasmussen fra Kirkeskoven og banevogter Hans Jensen fra Vordingborg Station. Madam Rasmussen var med, og Hans Jensen havde sin lille datter Elise med her oppe. Vor forpagter hentede dem ved Lov Stasjon, og de kom her til inden kl. 9 form., og han kørte dem ned igen samme aften. Det var ellers en dejlig dag, og vi er Hans og Kristine og de kære venner fra Vordingborg meget taknemmelige for, at de ville tage op til os på den dag. Det var dog så yndigt at se dem alle hos os og få en samtale om et og andet og udveksle spørgsmål og bemærkninger om de gamle, kendte egne dernede. Vi havde jo hørt, at de havde bestemt at tage en tur her op alligevel i år, og så bad vi dem om at gøre det den dag. Havde de ikke kunnet, havde vi også tænkt på andre blandt slægt og venner og ligeledes hentet dem ved stationen frit; men dem hente vi siden. Om eftermiddagen vare vi alle en spadseretur oppe ad Kildebakken – helt oppe ved Taageskovgaard og gik igennem den lille skov ved gården; men så blev det regnevejr, og vi måtte skynde os hjem. Bedstefar var med deroppe, og børnene også. Bendt som kørte natturen for os hin 2. august, og hans kone samt jordemoderens hele familie vare indbudte og mødte også og spiste til aften hos os. Peder Carlsen og hans kone, som var moder den nat, var ligeledes indbudte, men mødte ikke. Jeg spillede en hel del harmonika for de fremmede, hektograferede for dem, lod dem se i mit nye mikroskop, hvor de kunne se, hvor ”levende” osten er, som vi spiste. Og jeg havde en ”Tankering”, som de havde travlt med at finde ud af at bruge på rette måde. Dagen gik så velsignet og godt, og den lille Karl sov næsten hele eftermiddagen, så træt var han bleven af at græde i kirken. Præsten trøstede os med, at der blev gode kirkesangere af vore børn, siden de sådan forstod at synge, allerede den første gang de kom i kirken. Dagen efter var præstens her henne for at ønske tillykke i anledning af dåben. De har jo sorg naturligvis over deres elskede datter, som måtte bort; men det letter jo for dem at kunne tale ud om hendes endeligt, hvor skønt det var, hvordan hun bad til det sidste for dem alle sammen, for Diakonisserne og for andre og syntes, at hun så et skib, hvorpå hun skulle ud at sejle (det var halvt i vildelse) og spurgte sin moder, om hun skulle med. Derfor sagde præsten

Også i en gribende ligtale over hende:” Ja, hun skulle snart ud at sejle på dødeskibet, men det bedste var, at Jesus var styrmand”. Hun døde ved fuld bevidsthed, og dødsenglen sænkede palmegrenene ned over hende. Det var en smuk begravelse; der var 5 præster, og kirken var fuld. Fru Barfre-Petersen fra Rådegaard spillede orgel (sit eget stueorgel), og der var rejst æresport med indskriften ”Farvel elskede!”, ind til præstegården. En uhyre mængde kranse blev lagt på graven og i graven. --- Vi har det alle godt og lille karl også. Vor lille plejedatter kommer ikke mere. Kammerherreinden takker os for vor godhed imod hende; men nu skal hun så blive hjemme. Hendes tøj må vi beholde med undtagelse af seng og sengklæder. – Lev Vel!

Kærligste Hilsen fra os alle!

H.P.Nielsen

PS. Kom snart at besøge os! Lad os vide, hvad Dag det bliver!

Vise eller rim af Karl Vintersbølle, Kajs far.

Smil åh smil!

Du, som år for år,

Rundt i grimme gader går,

Træt og støvet

Og bedrøvet

Både høst og vår –

Sænk ej blikket ned,

Glem din ensomhed.

Der er andre

Der må vandre

Længere, end du ved…

Smil, åh smil til dem du møder,

Det er smil der gør dig smuk.

Det er smil der tørrer alle tårer,

Som en sol kan tørre nattens dug.

Har du trang til ro og fred og hvile,

Og din by er trist og grå og bleg;

Du skal se, hvis bare du vil smile,

Smiler byen igen til dig.

Sol og lys og vår

Aldrig til dit hjerte når

Hvis du græder

Over glæder

Som du aldrig får

Er et frossent sind,

Fyldt af sorgens mørke spind

Kan du sprede

Det og lede

Solens lys derind

Smil, åh smil til dem du møder, o.s.v.

Silver Threads vals/sølvtrådens vals.

1.

Pjerrot, Pjerrot græd nu ikke,

Husk at du skal være kåd.

Det er rigtigt, lad mig drikke,

Ellers er mit hjerte gråd.

Så du hendes øjne blinke?

Ak, men det var ej til mig

Bag den hvide gøgler sminke,

Blev jeg endnu mere bleg.

2.

Pjerrot, Pjerrot ikke græde!

Sommernatten er så blå,

Men er skabt til lys og glæde,

Hvad kan du så byde på.

Se hun danser gennem vrimlen,

En kun hendes hjerte har

Stjerner! Fald dog ned fra himlen,

Fald og dræb den stakkels nar.

3.

Hør en gang, musikken klinger

Nej, i nat jeg drikke vil

Se jeg rundt på scenen springer

Med et stakkels grådfyldt smil

Har i set jer mæt på klovnen

Har i leet jer glade her

Smid mig så på skraldevognen

Jeg er ikke bedre værd.

Karl Vintersbølle

”Carls” sidste hilsen, før han tog herfra?

I.

Væk tidlig mig o kære mor,

Væk mig før sol opstår,

Den kære sol som bringer os,

Det glade nye år.

Det er det sidste nye år,

Jeg her i verden ser,

Snart ligger jeg i graven

I ser mig aldrig mer.

II.

I elmetræets grønne top,

Vil stæren bygge bo

Og viben den vil vimse der

Hvor tjørnebusken gro

Når storken kommer flyvende

Tilbage over hav

Da ligger jeg alene

Udi min kolde grav

III.

Når tjørnebuskens kroner

Udstrør sin hvide pragt

Og du vil komme kære mor

Og se hvor jeg er lagt

Jeg hører når du kommer

Jeg kender dine trin,

Da jubler jeg i graven

Nu kommer moder min.

IV.

Når markerne de blåner

Af stedmoderblomster – blå

Så vil jeg ikke længere

Med mælkespanden gå

I spejder over agrene

I engens høje græs

I løber over markerne

I ser mig intet steds.

V.

Tilgiv mig kære moder

Om jeg var styg og vild

Et kys til dig min egen mor

Din læbe er så mild

Nej, du må ikke græde

Ej græde hører du

Du har jo lille Edion

Du har jo ham endnu.

Carl[69] Vintersbølle, Høng.

Den standhaftige kobbersmed.

Mit hjerte banker bare for en kobbersmed,

Men det er no´et der ikke kommer nogle ved,

Thi kobbersmeden åh, den brave kære sjæl,

Han savner nemlig ikke noget selv!

Hver formiddag, når jeg forbi hans værksted går,

Han ufortrødent på sig kasserolle slår,

Og mens han hamrer jamrer højt i smerte,

Åh mit herte; thi hvert slag,

Som kasserollen får, mit hjerte når.

2. Vers

Han er så sund og frisk og stærk og sød og rund,

Han har den allerbedste lille truttemund!

Hans øjne lyser ligesom den klare dag,

Men han ved ikke noget selv deraf!

Og aner ej jeg venter bare på et vink,

O! var jeg blot en kasserolle, han sku´

Holde i sin hånd og banke på,

Gud ved, om han da ville slå?

3. Vers

Hvor kan mon det nu være, at en kobbersmed

En ganske utilgængelig for kærlighed.

For ham jeg kunne gøre, ja jeg ved ej hvad;

Men han er stadig ganske ligeglad.

I aften vil jeg stå i døren tavs på lur,

Måske så kobbersmeden går en lille tur,

Så tror jeg, at jeg sier jeg tror, jeg frier,

Og hvis han gier mig ja! Hurra!

Så kan I andre kasserollen ta´!

Fyraften

Nu piber alle fløjter, maskinen går i stå,

Nu fra vort arbejd hjemad rask vi iler,

Da kommer mig i møde to øjne lyseblå

::så trofast begge de i mine hviler::

2. vers

Du tager mine hænder og kysser ømt min mund

Du spør´ om jeg er træt af dagens møje,

Ja træt er jeg Grete; men nu i denne stund

::jeg glemmer alt hvad jeg har måtte døje::

3. vers

Så gpr vi ned ad strædet hjem til vor lille bo,

Så går vi op ad lange mørke gange

Hver lille krog er fattig; men der er fred og ro,

:: der synger Grete sine glade sange::

4. Vers

Vi lytter først ved døren så går vi stille ind,

De sover trygt vor dreng og lille pige

Der blomstre røde roser på deres barnekind

::her er jeg drot her er mit kongerige::

Karl Vintersbølle

Kære moder! hvorfor sover du

På det hårde egebord så længe?

Vil du aldrig vågne mere nu?

Als, så græder stedse dine drenge.

2. Vers

Sig mig, hvorofr er du klædt så hvid,

Og hvorfor vor gode fader græder,

Hvorfor kommer vore venner hid,

Altid klædt i sorte sørgeklæder.

3. Vers

Moder rejs dig af din kolde seng,

Drag dig af de lange hvide klæder!

Hør vor broder, hør den lille dreng,

Som i vuggen ligger der og græder.

4. Vers

Ser du ej hvor alle stjernerne

Svinde bort og morgenrøden smiler, -

Thi du har alt sovet dage tre,

Og endnu i dyb søvn du hviler.

5. Vers

Derfor skal du sove lidt endnu,

ingen tåre fra dit øje rinder,

når du vågner, o, så vågner du,

frisk og sund som før med røde kinder.

6. Vers

Jeg skal dække til din kolde krop,

At du ret kan få en rolig slummer,

Når du da til slutning vågner op,

Er du fri for sygdom, gråd og kummer.

7. Vers

Skal du ligge i det kolde skrin,

Som i stuen står med låget over?

Ak så han jo aldrig solens skin

Lyse ind i kisten, hvor du sover

8. Vers

Skal du ligge i det hus af ler,

Hist på kirkegården, kære moder!

Ak, så kommer du jo aldrig mer

Hjem til os og til vor lille broder.

9. Vers

Da til graven, hvor vor moder bor,

Lidt med mine brødre hen jeg iler,

Og når lille broder bliver stor,

Skal jeg vise ham hvor moder hviler.

10. Vers

Når vi samles da i Himmerig,

Hos Guds Engle små i evigheden –

O, så skal vi nok fortælle dig,

Hvor vi sørgede og græd herneden.

K. Vintersbølle

Persondata og persongalleri:

Hans Peter Nielsen Vintersbølle, overlærer/førstelærer.

Han købte navnet Vintersbølle.

Gift med Ane L.M.N. f.d. 11/8 1850.

Kajs farfar/bedstefar/farmor.

Født den 13. november 1852.

Død den 24. marts 1932, 90 år gammel.

Søskende: Cecilie, Kamilla, Johannes og Karl.

Peder Christoffersen, blikkenslager (ufaglært/selfmade man).

Kajs mors far, altså Kajs bedstefar/morfar.

Født den: 25. marts 1859, i Holmstrup ved Jyderup

Død den: 9. marts 1932/1931, i Dianalund, 72 år gammel.

Første giftermål: Gift med Karen, datter af Johannes Træskomand i Verup?

Hun døde af kræft i 1886.

Andet giftermål: gift med

Tredje giftermål: gift med

Ane Arnolda Christoffersen (Kajs mor).

Gift med Karl Jakob Hannibal Nielsen Vintersbølle.

Vaskekone bl.a. fransk vask og strygning.

Helsøskende: Arnold, Frederik.

Halvsøskende: Dorthea, Anna, Rikke, Ove, Carl Sofus

Født den 8. september 1889 i Niløse.

Død den 13. november 1972 i Dianalund.

Karl Jakob Hannibal Nielsen Vintersbølle.

Kajs far.

Gift med Ane Arnolda Christoffersen den 13. april 1914.

Banearbejder.

Født den 2. august 1891

Død den 2. oktober 1946

Gerda Sofie Blach Vintersbølle, Personnr. 150825-0394.

Født i Bjernede. Datter af Søren Frederik Blach (f. d. 26.12.1887)

og Maren Jensine Jensen (f. d. 28.11.1891).

Gift i Sorterup Kirke den 5. november 1944 med Kaj V.

Søskende: Svend, Erik, Robert, Viggo, Villy, Poul, Grethe, Johanne, Karen.

Født den 15. august 1925.

Død den 6. maj 1990, 64 år gammel.

Mor til: Ulla, Lis og Margit.

Kaj Nielsen Vintersbølle. Personnr. 080421-

Født i Vedde. Søn af Karl Jakob Hannibal og Ane Arnolda Vintersbølle.

Gift med Gerda Sofie Blach den 5. november 1944, i Sorterup kirke.

Søskende: Jens, Arnold, Grethe, Cecilie og Jytte, som er adopteret.

Født den 8 april 1921

Død den 12. juli 2005, 84 år gammel.

Far til: Ulla. Lis og Margit.

Kolonien Filadelfia

Museet åbnede 7. februar 1997 ved Kolonien Filadelfia´s 100 års jubilæum og er indrettet i en af de ældste bygninger, en køkkenbygning fra 1904.

Kolonien Filadelfias grundlægger, lægen Adolph Sell, blev født i København den 23. december 1850, blev læge i 1875 og påbegyndte sin lægegerning i 1876 i Ubby ved Kalundborg. I 1877 købte han en eksisterende praksis i Tersløse (Dianalund).

Den 7. februar 1897 mødtes en gruppe af egnens borgere til et møde med det formål at oprette et hjem for epileptikere.

Slut !