Der var engang
Før du begynder at læse nogle af nedenstående mange historier, bør du læse og tænke lidt mere over denne tekst ?
Alle historier begynder med ”Der var engang”. Vores historie vil kunne fortælle om det, der engang var. Engang da du var lille og kunne knap nok nå din mors hånd, når du stod op. Kan du huske det?
Hvis du vil, kan du fortælle en historie, der begynder sådan: Der var engang en lille dreng – eller en lille pige – det var mig. Og engang var du helt spæd og lå i en vugge. Det kan du ikke huske, men du ved det. Engang var også din far og mor små. Og bedstefar og bedstemor. Det er allerede meget længe siden. Alligevel ved du det. Vi siger jo: DE er gamle. Men også de havde bedstefædre og bedstemødre, og også de kunne sige: Der var engang. Og sådan kan man fortsætte, længere og længere tilbage. Bag hvert eneste ”Der var engang” står altid endnu et. Har du nogensinde stået mellem to spejle? Det skulle du prøve! Så ser du det ene spejl efter det andet, længere og længere ind, stadig mindre og stadig mere utydelige, videre og videre, men intet spejl er det sidste. Også hvor man ikke kan se flere, fortsætter rækken af spejle. De er derinde, det ved du.
På samme måde er det med ”Der var engang”. Vi kan ikke forestille os, at det holder op. Min bedstefars bedstefar bedstefars bedstefar….man bliver helt svimmel. Men sig det langsomt en gang til, med tiden vænner du dig til det. Og en gang til. På den måde kommer man hurtigt ned til de gamle dage og derefter de rigtigt gamle dage. Stadig længere, ligesom spejlene. Men til begyndelsen kommer man aldrig. Bag hver begyndelse står der altid endnu et ”Der var engang”.
Det er som et bundløst hul! Er du allerede blevet svimmel af at kigge ned? Også jeg! Derfor vil vi kaste et stykke brændende papir ned i denne dybe brønd. Langsomt vil det falde, stadig dybere og dybere. Og i faldet vil det oplyse brøndens vægge. Ser du det stadig dernede? Stadig dybere – og nu er det allerede så langt nede, at det ser ud som en lille stjerne i det dunkle dyb – mindre og mindre, og nu kan vi ikke se det mere.
Sådan er det med erindringen. Med den lyser vi ned i fortiden. Først i vores egen, derefter spørger vi gamle mennesker, så søger vi i breve fra mennesker, der for længst er døde. På den måde lyser vi stadig længere tilbage. Der findes huse, hvor udelukkende gamle papirer og dokumenter er opmagasineret. De kaldes arkiver. Der finder du breve, der er skrevet for flere hundrede år siden. I et sådant arkiv fandt jeg engang et brev, hvor der kun stod: ”Kære mor! I går fik vi herlige trøfler til middag, din Wilhelm.” Det var en lille italiensk prins, der skrev det for 400 år siden. Trøfler er en kostbar spise.
Men det ser vi kun et øjeblik. For vores lys falder hurtigere og hurtigere. 1000 år, 2000 år, 5000 år, 10.000 år. Også dengang var der børn, der godt kunne lide søde sager. Men de kunne ikke skrive breve. 20.000, 50.000 år – også mennesker dengang har sagt: ”Der var engang”. Nu er vores erindringslys meget svagt. Og pludselig kan vi ikke se det mere. Men vi ved, at det fortsætter. I en urtid, hvor der endnu ikke fandtes mennesker. Hvor bjergene ikke så ud, som de gør i dag. Mange var højere. I alle de mange år har regnen nedvasket dem, så de er blevet til bakker. Mange fandtes endnu ikke. De er langsomt vokset op af havet, i løbet af mange millioner år.
Men endnu før disse bjerge fandtes, har der her levet dyr. Helt andre end i dag. Kæmpestore, nærmest som drager. Hvor ved vi det fra? Dybt i jorden finder man undertiden deres knogler. På det naturhistoriske museum i Wien kan du for eksempel se Diplodocus. Et mærkeligt navn, Diplodocus. Men dyret er endnu mærkeligere. De ville ikke engang være plads til det i en stue, heller ikke i to. Det er lige så højt som høje træer og har en hale så lang som en halv fodboldbane. Det har ordentligt larmet, når sådan en kæmpeøgle – for en Diplodocus var en kæmpeøgle – i urtiden traskede den gennem urskoven. Men heller ikke det var begyndelsen. Også derfra går det videre tilbage, mange 1000 millioner år. – Det er så nemt at sige, men prøv at tænke efter 1, 2, 3. Og hvor langt er 1000 millioner sekunder? 32 år! Så kan du måske forestille dig, hvor langt 1000 millioner år er! Dengang fandtes der endnu ingen store dyr, kun snegle og muslinger. Og endnu længere tilbage fandtes der ikke engang planter. Hele Jorden var ”øde og tom”. Der var ingenting, ingen træer, ingen buske, intet græs, ingen blomster, intet grønt. Kun et stort øde, nøgne klipper og havet, det tomme hav uden fisk, uden muslinger, endda uden dynd. Men hvis du lytter til dets bølger, hvad siger de så? ”Der var engang”. Engang var Jorden måske kun en gassky i færd med at trække sig sammen, sådan som vi i vores kikkerter kan se andre og meget større gasskyer gøre det. Den har kredset omkring Solen i flere milliarder år, i begyndelsen uden klipper, uden vand, uden liv. Og endnu før? Før fandtes heller ikke Solen, vores kære Sol. Kun fremmede ukendte kæmpestjerner og mindre himmellegemer hvirvlede rundt mellem gasskyerne i det ufattelige, uendelige verdensrum (univers).
”Der var engang” – ja, jeg bliver også svimmel, når jeg bøjer mig så dybt. Kom, lad os hurtigt tage tilbage til Solen, til Jorden og det smukke hav, til planterne, muslingerne, kæmpeøglerne, til vores bjerge, og så til menneskene. Er det ikke som at komme hjem? Og for at ”Der var engang” ikke igen skal trække os ned i det bundløse dyb, vil du nu sige stop og spørge: ”Hvornår er det alt sammen blevet til?”
Hvis man samtidig spørger: ”Hvordan var det egentlig dengang?” så spørger man efter historien. Ikke efter en historie, men den historie vi kalder verdenshistorien.
Mvh.
Ove |