Den virkelig nye tid.
Hvis du kunne tale med et menneske fra tiden omkring tyrkerbelejringen af Wien, ville du undre dig meget over ham. Over hans måde at tale på, over de mange franske og latinske ord, han brugte, over hans underlige, fordrejede manerer og hans forklaringers omstændelighed, over den overdrevent værdige måde at bukke på, og hvordan han ville benytte enhver lejlighed til at indflette et latinsk citat, som hverken du eller jeg ville vide hvor stammede fra. Desuden ville du sandsynligvis have følelsen af, at der under den imponerende paryk gemte sig et hoved, der holdt af at tænke på god mad og drikke, og at selve herren med sine kniplinger, broderier og silke og trods sin parfume stank langt væk, fordi han næsten aldrig vaskede sig.
Men du ville først rigtigt undre dig, når han begyndte at udbrede sig om sine meninger: sat børn skal have prygl; at unge piger, der knap er nået puberteten, skal giftes bort til mænd, de slet ikke kender; at bonden kun er sat i verden for at arbejde og skal gøre det uden at kny; at tiggere og landstrygere skal piskes offentligt og derefter lænkes på markedspladsen til almindelig spot; at tyve fortjener at blive hængt og mordere offentligt hakket i stykker; at man skal brænde hekse og andre skadelige troldfolk, der overalt bedriver deres farlige uvæsen, og forfølge anderledestroende, forjage dem eller kaste dem i et mørkt fangehul; at kometen, som man nylig iagttog på himlen, betyder onde tider, og at det mod den næste epidemi, der allerede har krævet mange ofre i Venezia, skal være godt at bære et rødt armbind, og at en engelsk ven, hr. det-og det, i lang tid har gjort storartede forretninger ved at sælge negere fra Afrika som slaver i Amerika, og hvilken skøn idé den ærværdige herre der har fået, da de indfangede indianerne jo ikke dur til at arbejde.
Sådanne meninger ville du ikke kun få at høre fra pøbelen, men også fra de klogeste og frommeste mennesker fra alle samfundslag og nationer. Først som de sørgelige religionskrige bragte over Europa, fik mange folk til at tænke sig om: Kommer det virkelig kun an på, hvilken sætning i katekismussen en person anser for sand? Er det ikke vigtigere, at han er et godt anstændigt menneske? Ville det ikke være bedre, hvis menneskene kunne forliges, også dem, der havde forskellige opfattelser og forskellig tro? Hvis de respekterede hinanden og tolererede hinandens overbevisninger? Det var den første og vigtigste tanke, der nu kom til udtryk: tanken om tolerance. Meningsforskelle, mente de mennesker, der talte sådan, kan jo kun forekomme i trossager. Et 2+2 er 4, det kan alle fornuftige mennesker blive enige om. Og derfor er fornuften (den sunde menneskeforstand, som man også sagde) det, der kan og skal forbinde alle mennesker. I fornuftens rige kan man strides med argumenter og overbevise den anden, men den andens tro, der ligger hinsides alle fornuftsgrunde, skal man respektere og tolerere.
Fornuften blev således sidestillet med religionen som det, der var vigtigt for disse mennesker. Den klare, bevidste tænkning over mennesket og naturen. Og igen søgte de tilbage til de gamle grækere og romeres værker og til florentinernes fra renæssancetiden. Mest fandt de i værker af dristige mænd, der som Galilei var gået på jagt efter naturens matematiske trylleformler. På disse felter fandtes der ingen trosforskelle. Der fandtes kun fornuft og bevis. Fornuften afgjorde, hvordan naturen så ud, og hvordan det gik for sig i stjerneverdenen. Den fornuft, alle mennesker, fattige og rige, hvide, gule, sorte og røde, har til fælles.
Og desuden lærte man, at fordi fornuften er givet alle mennesker, så er alle mennesker i grunden også lige meget værd. Du ved, at det allerede var kristendommens lære: at alle mennesker er lige for Gud. Men de, der prædikede tolerance og fornuft, gik videre: De lærte ikke kun, at menneskene i grunden er lige, de krævede også, at man skulle behandle alle ens. At ethvert menneske som et af Gud skabt fornuftsvæsen har rettigheder, som ingen kan eller må fratage det. At enhver har krav på selv at bestemme over sit erhverv og sit liv, at enhver skal være fri til at gøre som hans fornuft og samvittighed tilsiger ham. At man heller ikke skal opdrage børn med kæppen, men med fornuft, idet man lærer dem at forstå, hvorfor noget er godt og noget andet ondt. At også forbrydere er mennesker, der ganske vist har fejlet, men som man kan forbedre. At det er forkasteligt at forsyne et menneske, der en gang har gjort noget forkert, med et brændemærke i panden eller på kinden, så alle straks kan se: her er en forbryder. At der findes en menneskelig værdighed, der for eksempel forbyder at spotte et andet menneske offentligt.
Alle disse tanker, der især i England og derpå i Frankrig blev udbredt efter1700, kalder man ”oplysning”, fordi de med fornuftens klarhed ville bekæmpe overtroens store mørke.
Mange mennesker synes i dag, at denne oplysning kun handlede om selv-følgeligheder, og at man dengang havde alt for simple forestillinger om mange af naturens og verdens store hemmeligheder. Det er rigtigt. Men du må tænke p, at disse selvfølgeligheder dengang ikke var spor selvfølgelige, og hvor meget mod, offervilje og udholdenhed det krævede, at få disse tanker til at slå rod i menneskene, så de nu virkelig fremstår som rene selvfølgeligheder. Og du må også tænke på, at fornuften ikke kan og aldrig vil kunne afsløre alle hemmeligheder, men at den dog er kommet på sporet af meget. Man har i de sidste 200 år efter oplysningen udforsket og afdækket flere af naturens hemmeligheder end i de foregående 2000 år. Men først og fremmest må du ikke glemme, hvad tolerance, fornuft og menneskelighed, oplysningens tre vigtigste trosartikler, betyder her i livet. At et menneske, der er mistænkt for at have begået en forbrydelse, ikke længere på den blotte mistanke bliver lagt på pinebænken og tortureret på den mest umenneskelige måde, indtil vedkommende ude af sig selv af smerte tilstår hvad som helst; at fornuften har lært os, at hekseri er umuligt, og at der derfor ikke længere brændes hekse. (Den sidste heks blev brændt i Danmark i 1693, i Tyskland i 1749, og i Schweiz så sent som 1783). At der ikke længere findes livegne bønder og ingen slaver. At alle mennesker i en stat behandles efter de samme love, og at kvinder har de samme rettigheder om mænd. Alt dette er resultatet af, at modige borgere og skribenter vovede at kæmpe for disse tanker. Og det var et vovestykke. At de undertiden i kampen mod det gamle traditionsbundne var uretfærdige og uforstående er rigtigt, men det var også en hård og sej kamp, de måtte kæmpe for tolerance, fornuft og menneskelighed. Denne kamp for oplysningens ideer ville have været meget længere og krævet langt større ofre, hvis der ikke dengang i Europa havde været nogle herskere, der kæmpede med i forreste række. En af de første var preusserkongen Frederik den Store.
Du ved, at Habsburgernes arvelige kejserdømme dengang ikke var stort andet end en ærefuld titel. Virkeligt herredømme havde Habsburgerne kun over Østrig, Ungarn og Böhmen; i Tyskland herskede de enkelte landsfyrster af Bayern, Sachsen og mange andre større og mindre stater. Især de protestantiske lande i nord gjorde sig efter Trediveårskrigen ingen større bekymringer om den katolske kejser i Wien. Den mægtigste af disse protestantiske fyrstestater i Tyskland var Preussen, der siden sin store hersker Frederik Wilhelm I, der regerede fra 1640 til 1688, havde taget stadig mere land i Nordtyskland fra Sverige. I 1701 gjorde den preussiske fyrste sig endog til konge. Det var en streng krigsstat, hvis adelige ingen større ære kendte end at være officerer i kongens fremragende armé.
Som den tredje konge af Preussen herskede nu fra 1740 Frederik II af Hohenzollerfamilien. Man kaldte ham Frederik den Store. Og han var virkelig et af sin tids mest dannede mennesker. Han var ven med adskillige borgere, som i deres skrifter prædikede oplysningens tanker, og han skrev også selv mange sådanne skrifter på fransk. For selv om han var konge af Preussen, foragtede han det tyske sprog og tyske skikke, som på grund af Trediveårskrigens ulykker virkelig var kommet i miskredit. Men han følte sig forpligtet til at gøre sin tyske stat til en mønsterstat og bevise værdien af sine franske venners tanker. Han følte sig, som han ofte sagde, som sin stats førstetjener, ikke som dens ejer. I den egenskab tog han sig af selv de mindste ting og forsøgte overalt at gennemføre de nye ideer. En af hans første gerninger var at afskaffe den rædselsfulde tortur. Også de tunge byrder, bønderne måtte bære i forhold til deres godsejere, lettede han. Han sørgede altid for, at alle mennesker i hans stat, de fattigste så vel som de mægtigste, blev behandlet lige for loven. Det var på ingen måde en selvfølge dengang. Men først og fremmest ville han gøre Preussen til Tysklands mest magtfulde stat og helt ophæve kejseren fra Østrigs magt. Han troede ikke, at det ville være så svært. For i Østrig havde en kvinde, kejserinde Maria Theresia, hersket siden 1740. Da hun i en alder af kun 23 år kom til magten, mente Frederik, at det var en god anledning til at fratage kejserriget et land og drog med en god hær ind i provinsen Schlesien og erobrede den. Herefter måtte han kæmpe næsten resten af sit liv mod den tyske herskerinde af Østrig. Hans troper blev det vigtigste for ham. Han eksercerede sin hær skånselsløst og gjorde den til verdens bedste.
Maria Theresia var nemlig en stærkere modstander, end han havde regnet med. Ganske vist var hun overhovedet ikke krigerisk, hun var en særdeles from kvinde og en rigtig familiemor. Hun fødte 16 børn. Skønt Frederik var hendes modstander, gjorde hun ham på mange områder til sit forbillede og indførte hans reformer i Østrig. Også torturen afskaffede hun, lettede bøndernes liv og sørgede frem for alt for god undervisning i sit land.
Hun følte sig virkelig som mor for hele landet og bildte sig ikke ind at vide alting bedst selv. Dygtige folk gjorde hun til sine rådgivere, og blandt disse befandt sig nogle, der i den langvarige krig kunne matche Frederik den Store. Ikke kun på slagmarken. Ligeledes forstod hun gennem sine gesandter at vinde alle Europas hoffer for sig. Selv Frankrig, der ellers i århundreder havde bekæmpet det tyske kejserrige ved enhver lejlighed, vandt hun over på sin side, og Maria Theresia gav Frankrigs tronfølger sin datter Marie Antoinette til ægte som pant på det nye venskab.
Nu var Frederik omgivet af fjender: Østrig, Frankrig, Sverige og den mægtigste, det kæmpestore Rusland. Han afventede ikke deres krigserklæring, men besatte Sachsen, der også var ham fjendtligt indstillet, og udkæmpede nu i syv år en bitter krig, hvor kun englænderne støttede ham. I kraft af sin dygtighed bragte han det så vidt, at han ikke tabte krigen mod denne overmagt, og at man til sidst måtte lade ham få Schlesien.
Fra 1765 herskede Marie Theresia ikke længere alene i Østrig. Hendes søn Josef regerede sammen med hende som kejser (Josef II) og blev efter hendes død hersker af Østrig. Han var en endnu ivrigere forkæmper for oplysningens idealer end Frederik og også sin mor. Tolerance, fornuft, menneskelighed var virkelig det eneste, det for ham handlede om. Han afskaffede dødsstraffen i Østrig. Også bøndernes livegenskab. Han tillod igen protestanterne i Østrig at holde gudstjeneste og fratog endog den katolske kirke nogle af dens jordbesiddelser og værdier, selv om han var en god katolik.
Men hans helbred var dårligt, og han havde følelsen af, at han ikke ville komme til at herske længe. Derfor gjorde han alt med en sådan iver, en sådan utålmodighed og hast, at det efterhånden blev for meget for hans undersåtter. De havde vanskeligt ved at følge med. Mange beundrede ham, men folket elskede ham ikke så højt, som de havde elsket hans besindige og fromme mor.
På samme tid som oplysningstankerne sejrede i Østrig og Tyskland, gjorde borgerne i flere engelske kolonier i Amerika modstand mod fortsat at være engelske undersåtter og betale skat til England. Deres leder i kampen for uafhængighed var Benjamin Franklin, en simpel borger, der havde beskæftiget sig indgående med naturvidenskab og opfundet lynaflederen. Han var en usædvanlig rettænkende, men også nøgtern og simpel mand. Under hans og en anden amerikaner, George Washingtons ledelse dannede de engelske kolonier og handelsbyer i Amerika et statsforbund og drev efter langvarige kampe de engelske tropper ud af landet. Nu ville de leve helt efter den nye tankeretnings grundsætninger og erklærede i 1776 friheden og lighedens hellige menneskerettigheder for deres nye stats grundlove. Men i deres plantager lod de fortsat negerslaver arbejde.
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie.
Ove |