Peder Christoffersen var Kaj Vintersbølles bedstefar. Alene af den grund, kunne det måske være interessant for andre at læse om, hvor besværligt livet var i "gamle dage" og om hvordan sådan
en "gut" kom gennem livet. Her bringes et lille uddrag fra hans store erindringsbog:
Erindringer fra mit Liv, skrevet efter Hukommelsen i Aaret 1924
Jeg forhenværende Blikkenslager Peder Christoffersen i Nidløse Sogn, Holbæk Amt er født den 25. Marts 1859 i Holmstrup ved Jyderup St. Holbæk Amt, min Faders Navn var Christoffer Frederik Mathiasen og af Haandværker Skræder og var fra Kaimose, min Moder var Datter af Skræder Peder Andersen ved Skaredsø ved Jyderup St. og hendes Navn var Ane Marie Pedersen, de havde Bryllup først i Maj 1858 og satte Bo i en lille Stue i en Gaard i Holmstrup By som ligger tæt ved Kirke Taarnet, Aaret efter fik mine Forældre et gammelt Hus i Fæste fra Baroniet Adlersborg, som laa i Holmstrup By, som min Fader lod rive ned og bygge et nyt og godt Hus paa Pladsen, hvor altsaa blev mit Barndomshjem, jeg var og blev eneste Barn, og var vistnok det kæreste de ejede og de nænnede ikke at bruge Riset til min Opdragelse, og var vistnok en Uartig Dreng, og derfor maatte jeg da jeg kom i Skole tit føle Rebtampen, særlig i Førstningen. Det første jeg husker var Julestormen 1863. Jeg saa mange store Træer som laa og var væltede, det næste var mine Morforældres Hjem og min Mormoders Udseende, hun døde i Foraaret 1864, og da sad jeg hos hendes Broder paa Ligvognen til Jyderup Kirke, ved hendes Begravelse samme Aar Natten imellem 23. og 24. Juni brændte min Morfars Hus, som skete ved at en ung Mand som passerede Vejen forbi, gik hen ved Huset i Læ for at tænde en Cigar. Jeg husker hvordan Brandtomten saa ud Dagen efter med den nøgne Skorsten, min Morfar blev meget forbrændt fordi han ikke vaagnede før Huset faldt ned over ham, og kom paa Holbæk Sygehus hvor han laa omtrent et Aar, derefter fik han Ophold hos mine Forældre og hjalp til at sy, han havde tillige med at han var Skræder haft 3 Tønder Land til Huset, og saa var han Musikanter og spillede tit til Gilder, og jeg var meget glad for ham, for han spillede tit paa Fiolen og sang til, og jeg skulle arve Fiolen efter ham, som jeg ogsaa fik, han døde 63 Aar gammel (1829-1892), jeg var da 11 Aar gammel. Min Far var et uægte Barn, hans Moder var gift med en Gaardmand Ove Jensen i Kaimose, og det var en Skik at al Familien samledes der til Gilde hvert Aar Juledag, og mine Forældre laante en Trækvogn og pakkede mig ned i Puder, og kørte mig med der ned, og i det hele taget blev min Far behandlet anerkendende som hørende til Familien, og det er jeg ogsaa. I Holmstrup skraat over for mit Hjem paa modsat side af Vejen laa et Hus hvori boede Ole Træskomand, han havde en Kone som vi kaldte Marie Storms hun havde forhen været gift med Mand der hed Storm og som Enke var blevet gift med Ole, hende kunne jeg særlig godt lide, selv havde de aldrig haft Børn, saa hun var meget glad naar jeg kom derhen, de gjorde mig alt det gode, jeg fik megen Mad af hende, og særlig var jeg der naar hun skulle bage Kage, Ole kunne ogsaa godt lide mig, han havde lavet en Pibe til mig af en Pind, og saa sad jeg tit med min Pibe paa en Skammel ved siden af Marie naar hun sad ved Spinderokken og spandt, der var nu ellers ikke meget probert ved Marie, for hun kunne daarligt se, hun blev helt blind 1/2 Aar før hun døde. Da jeg blev større havde jeg mer Tidsfordriv hos Ole ude i hans Værksted, og han lavede mig en 2Hjulet Trækvogn bestaaende af en Pind til Stang paa 2 Hjul samt det underste af en Træsko til Kasse, han tjærede ogsaa Piske til mig, jeg forslog megen Tid hos ham i mine Drengeaar. I mine Forældres Hus var en lille Stue og et Køkken som var lejet ud til en Arbejdsmand, og de havde en lille Dreng paa min Alder som hed Christian, og ham holdt jeg meget af, han døde cirka 7 Aar af Skarlagensfeber, og jeg var med til Begravelsen, før de gik paa Kirkegaarden med ham tog man Laaget af Kisten for at se ham sidste Gang, jeg syntes han laa saa kønt og løb til og kyssede ham, og Følgen udeblev ikke, paa Kirkegaarden ved Begravelsen faldt jeg om og maatte bæres hjem, og fik et meget strengt Sygeleje med Skarlagensfeber. Allerede i min Alder af 5 Aar gik jeg mange Ærinder for Folk i Byen, til Købmanden i Bromølle som laa 1/4 Mil fra Byen og var det nærmeste Handelssted, hvorfor jeg som Regel fik 2 Skilling (4 Øre) og tit maatte gaa til en Bager som boede og havde Bageri i Vand-falds Mølle, for at bede Bageren om at komme med Brød til mine Forældre som havde Udsalg af Brød, og tit solgte cirka 100 Brød om Ugen, der til Bageren var cirka 1/2 Mil, Vejen gik forbi Bromølle og langs med en stor Granskov, en Dag jeg kom gaaende forbi Bromølle Kro, stod Kromanden uden for paa Vejen, jeg skulle til Bageren, saa gav han sig i Samtale med mig, han kendte mig godt for jeg kom tit ned til ham for at købe Brændevin til Folk i Byen, den Gang kunne Brændevin ikke købes andre Steder end i Kroerne, Kromanden hed Gejseler, han sagde til mig om jeg ikke var bange for at gaa der langs med Skoven til Bageren, for jeg kunne vel nok høre nogen knurrende Lyde som kom inde fra Skoven, jeg spurgte saa hvad det kunne være, han sagde det er Troldene der kaarer efter Menneskeblod, ja saa tør jeg ikke gaa, og hvad skal jeg dog gøre for jeg skal jo derhen, for vi har ikke noget Brød, saa sagde han om jeg ikke havde en Kniv, jo det havde jeg, den var bunden med Baand til min Trøje, og jeg tog Kniven op og viste ham, han undersøgte den nøje og sagde at naar jeg lukkede den op og vendte Spidsen af Kniven ind mod Skoven saa turde troldene ikke komme ud mod mig, for de turde ikke komme i Nærheden af Staal, du ved jo nok at din Moder sætter Knive ved Døre og Vinduer Skærtorsdag Aften for at Troldene ikke skal komme ind, jeg gik saa med Kniven oplukket og Spidsen stikkende ind mod Skoven, og det var som Hjertet sad helt oppe i Halsen, naa endelig naaede jeg hen til Bageren, men saa kunne han ikke køre med Brød før Dagen efter om Morgenen og jeg turde ikke gaa hjem, der var kommet en Skræk i mig, trods det at Bageren forsikrede mig, at det var Usandhed og at der var ingen Trolde i Skoven, og det jeg havde hørt Knorre var Skovduerne der knorrede, jeg blev saa over om Natten hos Bageren og sov hos en Dreng som Bageren havde paa min Alder, denne min Sengekammerat er nu Bagermester Hansen Skaftelev ved Slagelse.
I Holmstrup boede en gammel Kone i en meget gammel Hytte, hun havde Udsalg af Hvedebrød, Snapser af Brændevin og Mjød og Sukkerstænger, hende besøgte jeg til, jeg købte hos hende for de Penge jeg tjente ved at gaa Ærinder for Folk, og jeg gik ogsaa Ærinder for hende til Kroen efter Brændevin og til Bageren i Rangle Mølle,(han var den eneste Finbrødsbager paa Egnen) at hente Hvedebrød til hende, hun hed Else, hos hende samledes Byens Folk baade Unge og Ældre om Aftenen og de hellige Dage, og købte Snaps og Boller, og tit spillede de Kort der og hver Lørdag Aften saa kom Skolelæreren hen hos Else og læste Avisen som var Kalundborg Avis som kun kom een Gang om Ugen, og blev kun holdt af ham, 2 Gange om Ugen kom Delesjansen som kørte fra Slagelse til Nykøbing Sjl. og havde Post med som blev afleveret hos Skolelæreren. Hos Else holdt ogsaa omrejsende Skærslippere til og Spaakonen, og en Gang tog min Moder mig med hen hos Else for at vi skulle Spaas af en gammel Spaakvinde, jeg var vist 6 Aar dengang, hun spaaede i Kort som hun la op paa Bordet, det kostede 8 Skilling (16 Øre) hun sagde saa til Moder at hun havde jo en Søn og hun skulle snart faa een til som ikke var hendes egen, og han skulle rejse langt bort og blive meget rig, og den hun havde ville dø, og hun havde skulle efter mange Genvordigheder faa det godt og at hun skulle dø hos ham, og den Mand hun havde ville dø , og hun ville blive gift igen, den Søn hun skulle dø hos var mig, og det skete ogsaa, dels kan jeg huske det, og dels har min Moder fortalt mig det, den Plejesøn fik mine Forældre og var min Fætter, min Morbroders Søn, hans Moder døde og var deres eneste Barn, min Morbror var Gaardmand paa Refsnæs ved Kalundborg, han solgte alt og satte Pengene i Sparekassen og selv tog Plads som Møllesvend, og Sønnen kom saa til mine Forældre for betaling, da han blev konfirmeret tog han til Søs og blev Styrmand, da han blev ked af det købte han en Gaard paa 600 Agers Land i Amerika, og efter 18 Aars Forløb kom han herhjem for at besøge Familien, han blev syg og opereret for Kræft i Galdeblæren, han døde 3 dage efter og efterlod over 100 tusinde Kroner, vi var 7 som fik 1000 Kr hver, ellers havde han Testamenteret sine Penge til Guds Riges fremme til Indre Mission Diakonissestiftelsen og Magdalenehjemmet, der blev købt en Gravplads paa Udby Kirkegaard paa 100 Aar hvor han er begravet, og der blev oprettet et Legat hvis Renter er til Gravstedets Vedligeholdelse, det var i 1908 han døde. Da jeg nylig var fyldt 6 Aar havde vi faaet en ny Skolelærer i Holmstrup, hans navn var Jessen, en Dag jeg laa paa Gaden og legede, saa kom han forbi mig, og han tog mig med hjem i Skolen og jeg fik en Stol at sidde paa oppe paa Katederet og han og hans Frue var meget glade for mig de havde nemlig ingen Børn, men mine Forældre ville ikke af med mig fordi jeg var eneste Barn, men saa fik de en anden Dreng paa min Alder, som blev min bedste Legekammerat han hed Erhardt Andersen, han er nu Arestforvarer i Sorø. I Skolen gik det nogenlunde, men det var tit vanskeligt for mig med at faa lært Lektien, for jeg var ude at lege naar jeg ikke var i Skolen som kun var hveranden Dag, og saa skulle jeg lære Lektien om Aftenen og saa blev jeg søvnig inden jeg fik den læst, saa sagde min Moder at naar jeg nu læste saa og saa mange Gange paa den, saa maatte jeg gaa i Seng og lægge Bogen under Hovedpuden om Natten, og naar jeg saa læste en Gang paa den om Morgenen saa kunne jeg den, men det passede desværre sjældent og Følgen var og blev at jeg kunne jo ikke Lektien, og tit fik jeg af Rebtampen og maatte sidde efter og lære Lektien, og vi var sommetider flere, andre ogsaa Lærerens Plejesøn, naa men da de første par Aar af Skoletiden var gaaet saa tog jeg mig sammen og passede min Lektie og Skole ret ordentlig, men saa 1869 døde min Fader og saa maatte jeg ud at tjene, og saa kom jeg sjælden i Skole og derfor lærte jeg ikke ret meget. Sommeren 1868 var et meget tørt Aar, og her var Misvækst i Danmark og følgen var at Brødet blev meget dyrt, et 10 Pund Brød kostede 4 Mark hele Vinteren, (var l Kr 33 Øre) det var en streng Tid for mine Forældre som havde Udsalg af Brød, og Arbejdsmændene fik jo kun i Dagløn om Vinteren l Rigsort, (50 Øre) naar de saa havde nogle Børn saa kunne de ikke tjene Brødet, og følgen var at de fik det paa Kredit, mine Forældre havde mange Penge udestaaende og kom tit at skylde Bageren mange Penge, som eksempel hvordan det gik var at der boede en Smed paa Holmstrup Mark som havde mange Børn, men som arbejdede i Slagelse og kom kun hjem en Gang om Maaneden og saa skulle han betale for det Brød Familien havde faaet, han havde trakt paa sig saa han skulde betale mange Penge for Brød naar han kom til Jul 1868, og Juleaften da vi havde begyndt at spise saa kom Konen altsaa Smedens Kone og bad min Fader om et Brød for hun havde ikke en Smule at spise, hendes Mand var kommet hjem fra Slagelse og havde ingen Penge med, mine Forældre blev helt rørt og gav Konen 2 Brød, og Fader sagde at det ville han ikke skrive. I Aaret 1864 da jeg kun var 5 Aar, oplevede jeg en stor Dag, og som fødte Fædrelands Kærlighed i mig, det var en Dag Soldaterne kom hjem fra Krigen, det staar saa levende for min Tanke at Soldaterne kom marserende og ridende ind i Byen, og der var Hornmusik med, i Gaardene var der dækket Borde til dem, de havde marseret fra Slagelse (3 Mil) da de havde spist, marserede mange videre til de nordlige Sogne, men dem som var Hjemmehørende i Holmstrups Sogn samledes i Søren Christensens Gaard hvor de med Familie og Kæ rester fik Gilde med Dans, hvortil der var samlet ind i Sognet, jeg havde vist nok aldrig set en Soldat eller hørt Hornmusik, og aldrig før set vort kære Dannebrog som Soldaterne havde med fra den Stund, og ved at spørge mine Forældre og andre fik jeg Forstaaelse af at der var noget der hed Fædreland, og jeg tog strax Parti for det, og jeg forestillede mig at jeg ville være en rigtig skrap Soldat naar jeg blev stor, og have Sabel og blanke Knapper, og jeg har altid siden haft Kærlighed til mit Fædreland Danmark. Mine Forældre var skikkelige Folk og levede som de fleste i overtro som var bange for Troldtøj og onde Aander som de værgede sig imod, paa mange Maader som var lært af deres Forældre for eksempel Skærtorsdag Nat skulle alle Redskaber være inde i Hus, og der blev sat Knive ved alle Døre og Vinduer i hele Huset for at man troede, at der florerede Trolde Nisser og Hekse, og maatte jo ikke komme ind at gøre Ulykker, og Staal var disse onde Aander bange for, og Værktøj af hvilken som helst Slags, maatte man ikke røre ved Skærtorsdag, Og en god Beskyttelse imod Sygdom og imod at blive Forgjort af Heksene var at-man skulle spise Kaal Skærtorsdag, og deri skulle være ni Slags grønne Blade, Mor havde derfor ogsaa mange Rødder der stod i Jorden i en Kasse i Køkkenet som kunne have lidt Blade til Skærtorsdag. Om Sommeren samlede min Moder mange forskellige Urter og Blomster som blev tørret og gemt til brug ved forskellige Sygdomme, baade til Mennesker og Dyr, og som efter hendes Anvisning blevandvendt enten som Krydderpose eller til at lave The. afeller Salve, og derved fik vi mange Krukker Mælk og Smør og Ost for Moders Hjælp ved Sygdom. Mine Forældres Kristendom var kun efter Skik og Brug, der var intet aandeligt Liv, at jeg mindes i Førstningen af min Barndom, de gik til Alters 2 Gange aarligt og gik i Kirke paa Højtidsdagene, og ofrede til Præsten Skolelæreren og Ringeren, Ringeren havde Lov til at gaa i Kirken mens en Salme blev sunget, med en lille firkantet Kasse som han holdt ind i Stolene hvor Folk sad, og saa lagde de Penge deri. Oferet til Præst og Skolelærer var indlagt i Sedler med hvers Navn paa, som blev udsendt til alle, fra Skolelæreren af, til Præsten blev der lagt paa Alteret og til Læreren i hans Stol, dem som gjorde saaledes var regnet for gode Kristne. Min Fader var svagelig og havde været det i flere Aar ef t er et Fald fra Rygningen af vort Hus, han faldt ned til Jorden d 11 Februar 1869 døde han uden at have været sengeliggende, han kunne formodentlig mærke at det gik mod Slutningen, for han syede et helt nyt sort Klædes Klæder ogsaa Kasket som jeg maatte blive oppe om Aftenen og passe, han ville have det færdigt og se om det passede inden han gik til Sengs, og det var dejligt Tøj og passede godt, og jeg var meget glad for det, Kl 10 gik vi saa alle tre til Ro, efter en Times Forløb stødte han til min Moder som laa i samme Seng, og da hun vaagnede og saa til ham var han død knap 40 aar gammel, deri manglede 17 Dage, og i Marts Maaned lige efter fyldte jeg 10 Aar. Min Fader og Moder var omtrent lige gamle idet de begge var født i Februar Maaned 1829, nu vendte Livet sig for baade Moder og mig, ved min Faders Begravelse maatte jeg efter Ordre kysse Præsten paa Haand, det var Skik dengang.
Den Bager Hansen som mine Forældre havde solgt Brød for, han bad Moder om han ikke maatte arve den Lotteriseddel som min Fader havde spillet paa i Klasselotteriet, og han fik den ogsaa, nu hævede Brødudsalget og Bageren vilde jo have sine Penge som vistnok var 350 Rigsdaler (700Kr) Moder havde ganske vist mange flere Penge udestaaende, men de var ikke let at faa, og nu havde vi jo ingen Indtægter, saa det kneb Moder maatte jo saa gaa paa Arbejde naar hun kunde faa noget, og jeg maatte ud at tjene som Hyrdedreng, 3 Maaneder efter min Faders død kom Bager Hansen en Dag og sagde at nu ville han have hvad han havde til gode og Moder skulle skaffe Pengene ellers maatte han overgive hans Krav til en Sagfører. Moder græd og jeg græd, og Moder lovede at gaa ud og se at faa fat i nogle Penge til ham hvis han bare ville vente i nogle Dage, saa tog han Tegnebogen op af Lommen og gav min Moder Kviteren paa alt hvad hun skyldte var betalt, tillige gav han Moder 50 Rigsdaler (100 K og vi blev jo meget forbavset, Moder spurgte hvordan det kunne være at han nu var saa god ved os, han sagde at han havde vundet saa meget paa Lotterisedlen han fik efter Fader at han kunne købe 10 Tønder Land i Hejninge ved Slagelse og kunne bygge en ny Mølle og Bageri og endda have god Driftkapital vi vandt paa den Maade ved Faders Lotteriseddel efter hans død uden at forny den, dette hjalp jo Moder meget, og nogle af de tilgodehavende Penge fik hun ogsaa ind i Løbet af Sommeren men omtrent 2/3 fik hun aldrig men slog streg over dem det var jo fattige Folk. Den første Sommer 10 Aar gammel tjente jeg hos min Farbroder Gaardmand Lars Ovesen i Kaimose som Hyrdedreng hvor jeg havde det godt, skønt jeg jo var ked af det, for jeg havde forhen været van til et friere Liv og kom meget sjælden i Skole som nu var hele Højtidsdage for mig, min Farmoder som var paa Gaarden var jo særlig god imod mig og trøstede mig, og jeg laa i hendes Sovekammer om Natten, om Vinteren 1869 og 70 var jeg hjemme og skulle passe min Skolegang, men det blev ikke til ret meget, for Bønderne i Byen havde Tærskemaskine og de manglede til en Dreng til at køre Heste for Maskinen, og saa blev jeg bedet fri for Skolen hvad der aldrig var noget i Vejen for, for Skolelæreren og Bønderne var jo Selskabs-Venner, og for saadan en Dag fik jeg Føden og 8 Skilling (16 øre). I Foraaret 1870 giftede min Moder sig med en Blikkenslager Chresten Pedersen fra Svebølle, og dette blikkens1ageri var noget som interesserede mig, jeg maatte saa ud til Maj og tjene hos min Farbroder igen, han var nylig bleven gift, og nu var der ikke mere Plads til mig i Bedstemoders Sovekammer, men maatte ligge om Natten ude i et Kammer hos Tjenestekarlen, men det gik endda men det værste var, at de havde nu omkring 10 Gæs som jeg skulle vogte tilligemed at passe Køer og Faar disse Gæs var til megen Besvær og Sorg for mig, for allerbedst som jeg tænkte at de gik og græssede godt, saa stak de af og fløj hen hvor de ikke maatte være, og saa maatte jeg løbe alt hvad jeg kunne til jeg fik dem hentet, og saa strax efter fløj Gæssene igen, jeg husker hvordan jeg mange gange løb og græd over de Gæs, og derfor vilde jeg heller aldrig tjene der flere Somre som Hyrdedreng, det var ogsaa en lang og streng Sommer for mig. Vinteren derefter var jeg saa hjemme igen, og den gik omtrent som Vinteren før, dog var der nogen Forskel deri, at min Fritid hvori jeg ellers havde været paa Gaden at lege, saa blev jeg nu hjemme og øvede mig i at lave Blikvarer efter min nye Faders Anvisning, dette syntes jeg var det morsomste jeg kunde tænke mig, og det varede ikke længe før jeg kunde lave noget der kunde bruges. Den 25 Januar fik mine Forældre en Datter som kom til at hedde Caroline og som da hun blev voksen blev gift med og kom til at bo i Kværrede ved Haslev, hun fik en god Mand og et godt landsted med 7 Tdr.land Sommeren 1871 kom jeg saa til at tjene som Hyrdedreng hos en Gaardmand Peder Olsen i Holmstrup, det var en streng Plads, for han havde sjælden nogen Tjenestefolk andre end mig at kommandere over og skældt ud, om Efteraaret var Manden og jeg oppe paa loftet over Hestestalden for at skære Hakkelse, jeg var for lille til at kunne trække Hakkelsesmaskinen og derfor skulle jeg lægge Halm Maskinen, og han som var saa stærk trak i den, men jeg kunne ikke rigtig lægge i saa den ville trække Ha 1men, saa blev han vred og satte Maskinen i stærk Gang, og vilde skynde sig hen at skyde Halmen til, og samtidig skød han til mig saa jeg fik min venstre Haands Tommelfinger ind i Maskinen og klemte den helt i Stykker, Neglen og en Ende af Benet gik af, der blev kun lagt en Fedklud paa, og bundet nogle Klude om, da der var gaaet en Dagstid fik jeg slemme Smerter i Haanden, og bad baade min Husbond og min Fader om at maatte til læge med min daarlige Haand, men det blev mig nægtet, og det var strenge Smerter, jeg havde en lille Træpibe og en Dag jeg sku1 le til Skole fik jeg solgt min Pibe for 12 Skilling, jeg gemte mine Bøger under en Stenkiste i Vejen og løb til Sæby Apotek for at købe Hefteplaster for de 12 Skillingsom jeg havde hørt var godt, da jeg kom til Apoteket (der var 2 Mil) og havde købt Hefteplasteret, spurgte Apotekeren om jeg havde en daarlig Haand og ville bruge Plastret dertil, jeg fortalte alt om min Haand, han forlangte at se den og sagde at jeg apsolut skulle til Læge med den, og der boede en Læge lige ved Apoteket men han var borte paa Sygebesøg, og jeg skulle absolut vente til han kom hjem og saa fulgte Apotekeren med mig hen til Lægen som rensede min Haand (der var megen information i den) og forbandt den og skrev til min Husbond et Brev som jeg havde med til ham om at han skulle lade mig gaa til en Læge, og Læge Stub i Sæby sagde til mig, at hvis jeg ikke blev anvist en anden Læge saa skulle jeg uden hans eller min Faders tilladelse komme hen til Lægen i Sæby, og det gik saadan, jeg blev skældt ud fordi jeg havde rendt til Sæby, og han sagde at han ingenting vilde betale derfor, og hvis jeg prøvede paa een Gang til at rende til Læge fik jeg Prygl, men nogle dage rendte jeg uden videre til Læge Stub, og fortalte saa at hverken min Husbond eller min Fader vilde betale nogen Lægeregning for mig, og saa sagde Læge Stub, at jeg uden videre skulle komme til ham 2 gange om Ugen, og det gjorde jeg i 4 Maaneder inden Fingeren kom sig hver gang fik jeg Middagsmad hos Dokteren, men Fingeren blev stiv i Knoledet saa den Vinter kunne jeg ikke øve mig som Blikkenslager, men Skolen kunne jeg passe da det var venstre Haand der var daar1ig. Sommeren 1872 kom jeg til at tjene som Hyrdedreng hos Gaardmand Hans Martin i Holmstrup, der havde jeg det godt, jeg maatte ryge saa meget Tobak jeg ville, og det kneb svært for mig at faa det Røgtobak, men der var en gammel Aftægtskone paa Gaarden, hun havde selv en del Høns, og Æggene hun fik ville hun have omsat til Brændevin og det fik hun mig til at besørge, og derfor fik jeg Æg som jeg saa omsatte i Røgtobak. I Midten af Sommeren byttede min Husbond Gaard med Peder Hansen i Vandløse, men jeg blev Somren ud hos den nye Mand, og det gik godt, følgende Vinter skulle jeg gaa til Præsten i Jyderup og var jo saa hjemme, og den Vinter lærte jeg meget at Blikkens1agerhaandværket imellem som jeg gik i Skole og til Præsten, jeg havde en Mil at gaa til Præsten i Jyderup. Holmstrup hvor jeg havde hjemme var Anex Sogn til Jyderup. Paa Vejen dertil kom vi som jo var flere i Følge forbi et Skovfoged Sted som laa meget lavt for Vejen saa man let kunne se ind i Stuerne, en Dag vi kom forbi saa jeg et Ildglimt og hørte et Knald og strax efter kom Konen ud i Døren og bad mig løbe hen hos Naboen Chresten Jensen og sige til ham om at komme hen til Skovfogeden, hvad ogsaa skete, og der blev meget spektakkel inde i Stuen, det der var sket var, at en Gaardmand fra Særslev var paa Besøg hos Skovfogeden, og han havde lige faaet en Revolver foræret af Baronen (som ejede Skoven) og viste sin Gæst den uden at ane at der var Skud i den Skudet gik af og Kuglen gik gennem Gæstens Hoved og han var død med det samme. For at skyde Genvej til Jyderup gik vi igennem en Skov som kaldes Axvoldskoven, en Dag fandt vi paa at stoppe Rævegrave med Favnebrænde som vi tog af det opsatte Favnebrænde, og det blev meddelt til Præ sten, og vi var lige ved at blive vist fra, men saa bekendte vi det hele og bad Præsten om Forladelse, og lovede at vi vilde være gode Børn, og saa slap vi med Skrækken. Fastelavns Tirsdag var vi ogsaa hos Præsten, og da han kom ind hos os sagde han, i Dag skal der jo slaas Katten af Tønden her i Byen, kunne i ikke have Lyst til at se det, jo det kunne vi da, han sagde saa ja det kan jeg ogsaa, lad os følges ad, og da vi var færdig med det, sagde han at vi gerne maatte gaa hjem. Da det lakkede ad Tiden at jeg skulle konfirmeres saa kom jo Spørgsmaalet frem om hvordan min Konfirmationsklædning skulle være, jeg havde nyt Vadmels Klæder som jeg som Hyrdedreng havde tjent til Sommeren før, men det ville jeg nødig, jeg ville saa gerne have Klædes Klæder, Trøje og Vest kunne jeg faa lavet af noget Klædes Tøj som var gemt fra min Fader, men Benklæder kunne jeg ikke faa, en Dag jeg var hos Ole Andersen i Tornved for at lege med hans Søn, det var lidt af min Familie, saa spurgte Ole Andersen mig om hvordan det gik med KonfirmationsKlæderne, jeg fortalte ham grædende at jeg kunne ikke faa andet end Vadmels Benklæder, saa sagde han at jeg gerne maatte gaa ind til Skræder Anders i Jyderup og bede ham tage Maal af mig til et Par Klædes Benklæder, som han Ole Andersen ville betale og glad blev jeg, og fik saaledes en pæn Konfirmationsklædning og paa Konfirmationsdagen da jeg kom ud af Kirken saa saa jeg Ole Andersen og gik strax hen og sagde ham højt mange Tak for Benklæderne, og jeg kunne se at han blev glad derfor. Da jeg i Kirken ved min Konfirmation skulle svare paa Spørgsmaalene fra Præsten, da gjorde jeg det med den bedste Vilje, men ak det var snart glemt, da jeg kom ud blandt andre, der fandtes ingen Forstaaelse eller Hjælp den Gang til at holde hvad jeg for Alteret havde lovet, strax efter min Konfirmation rejste jeg hen til Hans Martin i Vandløse at tjene ham som Hyrdedreng, det var 3 1/2 Mil fra mit Hjem, i Løn for l Aar skulle jeg have 16 Rigsdaler 2 Skjorter 4 Par Strømper og de Træsko jeg behøvede, det var i Aaret 1873 til første Mai 1874, en Morgen jeg vaagnede var jeg syg og kunne ikke staa paa mine Ben, Hans Martin kørte mig den Dag hen til en klog Kone i Tostrup, hun klædte mig helt af og indsmurte mig over hele Legemet og jeg laa paa en Brix i 2 Timer, min Husbond fik Besked om at køre hjem for jeg skulle nok komme gaaende hjem inden Aften, der var cirka 3/4 Mil da jeg havde. ligget der i 2 Timer saa blev jeg grundigt vasket i saa varmt Vand som jeg kunne døje og fik saa Klæderne paa og skulde saa gaa hejm det kneb meget i Førstningen med at gaa men inden jeg kom ret langt saa saa blev jeg pludselig helt rask, og kom saa snart hjem, det Aar var jeg hjemme at besøge mine Forældre 2 Gange, jeg ville gerne ryge Tobak saa ofte som Tiden var dertil, men det kneb for mig at faa Penge til Tobak, een Gang jeg fandt en Hønserede med 5 Æg, saa tog jeg dem og solgte for Tobak og det blev til Samvittighedsnag for mig og tænkte mange Gange at ville sige det til min Husbond, men jeg manglede Mod først mange Aar efter fik jeg Lejlighed til at bekende det for Manden og fik Tilgivelse derfor, hvorom siden skal meddeles, den l Mai 1874 rejste jeg saa tilbage til min Farbror Lars Ovesen Kaimose at tjene som Karl og det var Meningen jeg skulle blive hos ham altid og betragtes som deres Søn, de havde nemlig ingen Børn, nu tjente jeg som Karl, skønt lille og ung, saa ville jeg ogsaa gerne have en Hat paa Hovedet ligesom andre Karle, og en Dag jeg fik fri gik jeg til Jyderup og købte mig en blød bredskygget Hat og mente jeg var saa meget fin, men da jeg kom hjem med den saa fik jeg en ordentlig Ørefigen af Bedstefar (Lars Ovesens Far) og de var alle vrede paa mig for den Hat, og jeg blev tvunget til at gaa til Jyderup med den igen, det krænkede mig saa haardt saa jeg bestemte mig til at rejse derfra til først mulige Skiftedag, min Farbroder var meget streng ved mig, jeg kunde ikke arbejde nok, og naar jeg klagede derover saa sagde han at naar jeg blev ældre, vilde jeg nok være glad for at have lært at bestille noget, og det har jeg erfaret siden og været glad for. Første Mai 1875 rejste jeg saa derfra og hen til Købmand Chrijstensen i Støvlehusene, der var lidt Landbrug 1 Hest og 2 Køer, det var ældre Folk og der blev ogsaa holdt Pige, der havde jeg det meget godt og megen Frihed, og jeg havde derfor Tid til at lave mange Smaating af Blik, og derved øve mig i Haandværket som jeg stadig havde Lyst til. Den første Maj 1876 rejste jeg hjem og skulle rigtig i Lære, og det gik ogsaa godt, jeg var hvad man kalder letnem, men samtidig lærte jeg at drikke Brændevin, min Stedfader var meget hengiven til Spiritus, og min Moder drak ogsaa, og tit var vi berusede og alskens Drukkenbolte kom der, og jeg blev taget af det Brænde vin saa jeg ikke kunde undvære det, men alt det Drikkeri som blev længer jo væ rre førte til uenighed mellem mine Forældre, ja til Slagsmaal, og jeg kunne efter en Samtale med en Mand forstaa at det Liv jeg var i, ville engang føre til Elendighed, og det tænkte jeg meget paa, og en Dag i Januar 1877 var der et forfærdeligt Drikkeri og Slagsmaal baade mellem mine Forældre og fremmede og det var mig for meget at leve i saadan et Helved, jeg søgte om jeg ikke kunde komme til Huse hos andre hvor jeg kunde fortsætte mit Haandværk ved Selvprøve, og jeg fik et saadant hos en Urmager Jens Sørensen paa Holmstrup Mark, og fik indrettet mig et lille Værelse og Væ rksted der, og saa lavede jeg alle brugelige Blikvarer efter datiden, og selvom det langtfra var fuldkomne Varer, saa var de brugelige, og naar jeg saa fik lavet en Del og jeg manglede Penge, saa kom jeg mine Blikvarer i en Pose som jeg tog paa Ryggen og spadserede langt bort til Egnen omkring store og lille Fuglede Svallerup og Rersø og solgte det og kunde derved lige tjene til Føden, men Klæder kunde jeg ikke tjene til, saa lste April samme Foraar tog jeg tjenesteplads hos Gaardmand P. Olsen i Holmstrup for Somren hvorfor jeg fik 75 Kr, fremdeles var det mit højeste Ønske at blive Blikkenslager men jeg havde ved selvprøve erfaret at jeg manglede en Del Kundskaber, om Behandling af forskellige Metaller saa jeg søgte efter at komme hjem igen til Efteraaret og det skete at jeg rejste hjem i midten af September, og saa pumpede jeg min Stedfader om de Oplysninger som jeg mente jeg manglede og imidlertid var jeg bleven saa flink til at lave Blikvarer saa vi ikke kunne faa det solgt, og vi bestemte saa at jeg skulde se at komme hen paa en anden Egn, og en Dag fik jeg en Pose Bliktøj paa Ryggen og gik til Sæby, og medens jeg solgte Bliktøj forhørte jeg om en Plads hvor jeg kunde bo, og det fandt jeg hos Mølleren i Sæby og gjorde saa akort med ham om en Stue til 50 Kr om Aaret, og ville saa snart komme, Natten derefter drømte jeg at jeg var kommet til en By som hed Verup, og jeg saa Huset som jeg boede i, og jeg syntes jeg havde saa meget Arbejde, og det gik saa godt, da jeg vaagnede om Morgenen stod Drømmen saa tydelig for mig og jeg fortalte mine Forældre det, saa raadede de mig til at gaa til Verup og se om jeg kunde komme til at bo der, jeg gav mig strax paa Vej og spurgte mig for og fandt Huset, Manden hed Niels Hansen og Konen Margrete, det var et ældre straatækket Hus som laa paa Vejrup Mark ved Vejen der gaar til Bodal, lige over for hvor nu Brugsforeningen ar, Manden sagde ja til at jeg kunde faa en lille Plads lige inden for Dø ren, og jeg skulde give en krone om ugen for Husly og 16 øre for Middagsmaden, Tørmad skulde jeg selv sørge for, nogle dage derefter rejste jeg saa dertil det var 17. November jeg skrev saa til Mølleren i Sæby at jeg ikke kom men var rejst et andet Sted hen. Min Stedfader havde da han blev gift med min Moder maatte betale 56 Rigsdaler i Arv til mig og som var sat i Holbæk Amts Sparekasse, og da jeg nu skulle begynde for mig selv, saa ville jeg gerne have mine Penge, men min Farbroder som var min Kurator sagde Nej, derover beklagede jeg til Sognefogeden i Holmstrup, og han gav mig det Raad at rejse ud paa Herredskontoret i Kalundborg og fa a udnævnt en anden Kurator hvilket Sognefogeden lovede at være, og det gjorde jeg og fik halvdelen af Pengene, og da jeg havde faaet det ordnet gik jeg hen paa Banegaarden for at tage med Toget til Jyderup, da jeg kom ind i Ventesalen sad 2 Piger og spiste af medbragt Mad, det var 2 Piger fra Jylland som skulle med Toget til Jyderup og derfra til Vallekilde Højskole med en Postvogn, de 2 Piger bød mig at spise med for de havde for megen Mad, og det gjorde jeg, vi rejste saa i samme Kupe til Jyderup, og vi havde det meget livligt, og det lod til at de begge vilde have mig til Kæreste, da vi naaede Jyderup var Postvognen ikke færdig til at køre, det vilde vare lidt, saa foreslog Pigerne at vi skulle gaa ud ad Vejen til Vognen naaede dem, og jeg skulle endelig følge med, de tog saa fat i hver sin Side af mig og saa spadserede vi ud ad Vejen og ind i Skoven, og som vi gik og passiarede saa tog den ene af Pigerne et Kys og derover blev den anden vred, og saa slap de mig og begyndte at slaas, og imens løb jeg alt hvad jeg kunde hjemad og jeg har aldrig hørt eller set dem siden. Naa jeg kom saa til mit nye Hjem i Verup, og lavede noget af alt det brugeligt Bliktøj og tog det i en Pose og gik fra Sted til Sted og solgte hvad jeg kunde, og saa iøvrigt anbefalede mig som Egnens Blikkenslager, og det gik godt jeg fik mange Kunder saa jeg kunde lige tjene til mit Ophold, her paa Egnen var kommet en Danselærer fra Bjergsted som skulle have Danseskole i Kongsted Skole og hos Smed Hans Jensen i Laarup og jeg kom i Forbindelse med ham og skulde være med begge Steder og saa med det samme lære tilDanselærer og det førte mig ind i et daarligt Liv baade til Drik og Kortspil og udsvævent Liv om Natten, saa sov jeg om Dagen, da vi var færdige med de 2 Danseskoler begyndte vi een hos Bmd Hans Matisen i Assentorp som jeg forestod, men vi var i Kompagni om Fortjenesten, da vi var midt deri kom Politiet og hentede Danselæreren og saa blev jeg borte derfra, det gik i Stykker paa Halvvejen, men jeg fortsatte det udsvævende Liv og havde faaet saadan Lyst til Brændevin, at jeg til selv kunde drikke 3 Pgl om Dagen og spillede fremdeles Kort og jeg tabte for det meste, saa det kneb tit med at faa Pengene til at slaa til, og jeg tog paa Kredit hvor jeg kunde faa noget, særlig kneb det med at faa Materialer som jeg fik fra Slagelse, jeg kørte sommetider med Torvehandlerne til Slagelse for at købe Blikplader, og somme Tider spadserede jeg ad Landevejen derop at hente 6 Blikplader lXX 20 x 28, og gik hjem igen bærende Pladerne hvad jeg kunde gøre paa 6 til 7 Timer. Ved siden af hvor jeg boede, boede der en Bmd Vilhelm Pedersen som var et rigtigt Verdens Menneske og levede ligesom jeg et Liv i Sus og Dus, han fik lokket mig til at følge med til København for at more os, og jeg skulle betale Jernbanebilletten til os begge i Marts Maaned 1878 rejste vi saa, men Fornøjelsen for mig blev ringe, vi indkvarteuede os i Garvergaarden paa Vestergade, men min Fornøjelse bestod i at jeg drak og sov, da var jeg med en Aften i Talia et Teater, og vi rejste hjem efter 3 Dages Ophold derinde. En Søndag først i August sad jeg som saa tit hos Vilhelm Pedersen og spillede Kort og drak, saa kom der en gammel Kone som hed maren Jens Steffensen ind i Stuen, hun var Vilhelm Pedersens Plejemor, hun var en gammel troende Kvinde, hun stillede sig foran Bordet og saa paa mig, og sagde til mig: Men hvordan er det dog du ser ud Peder, du ligner jo den bare Djævel saadan som du kan bande, jeg blev vred og lagde Kortene paa Bordet og gik hjem, da jeg saa kom hjem gav jeg mig i Færd at at lave en 3 Kanders Mælkespand som var bestilt, og jeg havde kun lige netop Blikplader dertil og ingen Penge, da jeg havde klippet det til viste det sig at jeg havde taget fejl af Maalet, det kunde kun blive en 2 1/2 Kandes Spand og det var fordi det stadig lød i mine Ører, hvad den gamle Kone havde sagt, og det var lige meget hvad jeg foretog mig og hvor jeg var, saa kunde jeg høre den gamle Kones Ord, og jeg gav mig saa til at tænke alvorligt derover og kom til det Resultat, at det var et syndigt Liv jeg levede, og saa besluttede jeg at det skulde blive anderledes jeg vilde bede Fadervor Morgen og Aften, og holde op med at spille Kort, samt gaa i Kirke hver Søndag, ikke arbejde den Dag, og slaa noget af med brugen af Brændevin, saa mente jeg det nok skulle gaa, jeg var paa bar Bund og havde ikke Penge og ingen Materiale, jeg havde flere Gange laant 10 Kr af Bmd Christen Pedersen i Mikkelhusene imod at jeg gav l Kr i Renter om Ugen, men da jeg skyldte ham et Laan, saa kunde jeg ikke komme der, og derfor henvendte jeg mig andre Steder men fik Nej, tilsidst kom jeg ud hos Hmd Frederik Rebien som boede paa Vejrup Mark ved Orebo Skov, der fik jeg 6 Kr at laane paa mit Uhr og bestemte at jeg ikke ville bruge Penge til andet end der var strengt nødvendigt, jeg havde faaet et lille Kammer indrettet i den østlige ende af Niels Hansens Hus, med egen Indgang og der havde jeg saa Værksted, Soverum og Spisestue, jeg havde saa alt mit for mig selv, selvom det var meget indskrænket. Den første Søndag efter min taget Beslutning om et bedre liv, gik jeg saa i Kirke i Nidløse, vi havde den Gang en gammel Præst som hed Krogmayer, og som prædiket Gernings Kristendom til Salighed, og tildels stemte det med min Mening, men det var i den Tid ustadig Høstvejr og han sagde derfor i sin Prædiken at det ikke var Synd at bjerge Hø og Sæd om Søndagen hvad han vel ogsaa selv troede, da Præstens Folk kørte Sæd ind den Dag, dette kunde jeg ikke følge ham i, jeg mente at om Søndagen maatte man ikke arbejde, jeg havde da jeg tjente hos Hans Martin i Vandløse var jeg flere Gange til Møde i Babtistkape11et i Vandløse, og der kom nu flere gode erindringer derom frem hos mig, og deriblandt erindringen om at Søndagen skulde holdes hellig, og jeg besluttede saa at jeg en Søndag i en nær Fremtid vilde gaa derhen til Kapellet og faa nærmere rede paa rigtig Kristendom, sidst i Oktober 1878 kom der en Mand ved Navn Borson fra Amerika til Skræder Jørgen Pedersen i Verup som vilde holde Møde hos Jørgen, han var Adventist Missionær, og han holdt Møde hver Aften en hel Maaned og der blev meget aande1ig Røre paa Egnen, Stuerne kunde ikke nær rumme de Folk der kom, men stod udenfor, og Vinduerne var saa lukket op saa de kunde høre, og jeg gik ogsaa med til Møderne og var snart klar over at det var alvorlig Kristendom der blev talt, saa fulgte jeg med hver Aften, og jeg kom snart til at forstaa at det var Synd at drikke Brændevin paa den Maade som jeg brugte det, og det var det værste for mig at give Afkald paa, det kneb forfærdeligt meget for mig, jeg blev mere og mere urolig i mit Indre, en Aften den 17 November var jeg ogsaa til Møde, da havde Prædikanten hængt et stort Billede op paa Væggen som det viste hvorledes det vil se ud naar Jesus kom til Doms, man saa en Del række Hænderne op imod ham, og man saa de fleste løbe hen og skjule sig for Jesus, det var mig klart at det var umuligt at skjule sig, og jeg kom derved til at spørge mig selv, om jeg turde række Hænderne op imod ham naar han kom, men det turde jeg ikke, for jeg havde saa megen Synd og særlig Brændevinen var absolut imellem os tillige med meget andet, jeg gik ud inden Mødet var forbi, og løb ad Hjemmet til, grædende over mig selv, og samtidig tog den faste Beslutning at nu skulle det være Alvor, Jesus vilde jeg fra nu af tjene hvad det saa end skulde koste, det første jeg gjorde da jeg kom hjem var, at jeg tog min Karaffel og Glas og Flaske med Brændevin og gik ud og slog det alt sammen mod en Sten og sagde nu ikke en Draabe mere, og det holdt selvom det var meget strengt, og det var forfærdeligt som det var i mit indre.
Han var en foretagsom mand, ham Peder C., se bare her:
Uddrag fra bogen:
”Langs Landevej 255, bind 10”, ISBN 87-988564-1-3 udgivet af Forlaget Mogensen 2002.
Side 14. Andelsbevægelsen. Andelsmejeri contra Fællesmejeri.
I Januar 1888 holdtes der møder over hele Sjælland om oprettelse af andelsmejerier. Disse blev i stort tal bygget om efteråret. Dette gav arbejde til mange, ikke kun i selve byggefasen og i forbindelse med de mange ansættelser af mejerister, elever og gårdskarle på de nybyggede mejerier, men også i små og store nicheproduktioner. Blikkenslagermester Peder Christoffersen i Niløse fandt på at lave transportspande (mælkejunger), som der nu blev brug for i utallige mængder. Han lavede 30 og 80 punds spande. Allerede i februar 1888 indkøbte han materialer for 800 kroner samt en hest og vogn. Han ansatte på samme tid to svende og udvidede i løbet af foråret sit værksted.
Fire cykler for et mejeri.
I 1895 eller 1896 trådte tre mænd ind på værkstedet hos Peder Christoffersen. De tre mænd var brødrene Hans Peter og Hans Christensen samt Hans Peter Hansen. De var alle tre gårdejere, og ville købe fire cykler. Men de ville ikke betale for dem. I stedet ville de forære blikkenslageren et stykke jord øst for byen til et mejeri. De syntes, sognet trængte til et mejeri, men kunne ikke indbyrdes blive enige om dets oprettelse og drift. Ved nu at sælge jorden til en fjerde mand, der forpligtede sig til at oprette et mejeri, fik de deres ønske opfyldt, uden at forpligte sig til fordragelighed.
Fordragelighed er – som vi har set – ikke noget, der tyngede beboerne i Niløse i store dele af det 19. og 20. århundrede. I 1899 dannedes således et aktieselskab af 5 gårdejere i sognet med henblik på at drive et motortærskeværk. Selvom selskabet gav massivt udbytte, blev det opløst året efter på grund af uenighed mellem de fem aktieejere, og Peder Christoffersen overtog tærskeværket. En af Niløses sognebørn bemærkede engang, at det måske ikke var en tilfældighed, at man i de tider, stavede byens navn Nid-løse.
Hvorom alting er, de tre gårdejere syntes, sognet trængte til et mejeri. Niløsegårds mejeri var sandsynligvis ophørt i 1890, i alt fald hører vi det år, at Conradinelyst søgte optagelse i Herrestrup mejeri (Frihedsminde) og i 1895 skulle bønderne i Niløse levere mælk til enten Karsholte Mejeri, Skellingsted eller Vedde, altså langt væk. Peder Christoffersen ville godt overtage jordstykket på de betingelser, de tre gårdejere opstillede. I lang tid forsøgte han nu at sælge jorden videre til mejeribestyrer Mikkelsen i Skellingsted, men de var uenige om prisen. Til slut bøjede Christoffersen sig i erkendelse af, at han fortjeneste ikke ville ligge i jordsalget, men mere i det arbejde, der fulgte med ved at have et sådant mejeri liggende i sognet. Mikkelsen solgte jorden videre til Bregendal fra Jylland, der byggede et fællesmejeri ”Niløse Andelsmejeri”, se billede fra cirka 1912 på side 15.
Uenighed.
Straks efter Andelsmejeriets oprettelse ansattes Frederik Simonsen som bestyrer. Han var blot 27 år, men dygtig. I løbet af sin lange karriere modtog han flere sølvmedaljer, bronzemedaljer og diplomer. Peder Christoffersen havde ret i, at et mejeri – senere to – ville give arbejde til ham. Han arbejdede på begge og var tilsyneladende med til at bygge Andelsmejeriet. I 30´erne satte Simonsen sin søn i lære hos Peder Christoffersen. Sønnen ville helst have været urmager, men faren ville ikke betale udgiften til det nødvendige døgnophold på en urmagerskole. I 1929 var indvejningen på Niløse Andelsmejeri 198.000 ton (pr. ko 282 ton). Antallet af leverandører var 100, antallet af køer var 700 (gennemsnitligt antal køer pr. leverandør = 7). Ost laves ikke, men der laves 84 tons smør. På mejeriet var ansat 1 leder, 1 mejerist, 1 elev og 8 kuske.
Mejeriet blev i 1934 solgt til Irma.
Kongsted Vandværk (side 25).
I begyndelsen af forrige århundrede fik de fremmeste landsbyer vandværker. Vedde fik sit i 1907, Skamstrup 1908. Også Kongsted ville have et. Man begyndte at tegne andelshavere. 12. november 1906 besluttede bestyrelsen i Brugsen sig for at tegne en andel på en hane, men dog således, at uddeleren betalte halvdelen. I 1910 havde så mange tilsluttet sig, at man kunne begynde. Blikkenslagermester Peder Christoffersen fra Niløse skulle lave arbejdet. Alt i alt ville det koste 6500 kroner. Det gik også godt: rørene blev lagt, de forskellige husstande tilsluttet, og vandet blev taget fra en brønd på H.J. Sørensens mark, og en vindmølle pumpede vandet op i vandtårnet, der var bygget på bakken bag gadekæret, Bybjerg.
14 dage efter var brønden tom!
Peder Christoffersen prøvede så at tage vand fra selve gården. Men brønden her løb også tom, så ville han tage det fra gadekæret og sætte et filter på røret, så urenheder kunne sies fra. Men vandet ville ikke løbe i rørene fra kæret til brønden, hvorfra vandet skulle pumpes op i vandtårnet, for rørene var lagt forkert. Det endte alt sammen med, at man opgav at finde vand, men i 37 år herefter betalte hver eneste husstand i Kongsted et beløb til det vandværk, der aldrig gav vand!
Politiske forhold (side 27)
Arbejderbevægelsen.
Arbejderbefolkningen.
Og alligevel voksede arbejderbevægelsen frem. Den store arbejderbefolkning, der fortrinsvis boede i Verup og i ”Krogen” ved Niløsegård, dannede baggrunden herfor. Med klangbunden hørte også de mange små usle husmandslodder nær mosen og på Niløse Holme. I 1891 dannedes i Verup en arbejderforening, hvis formål det var at hjælpe hinanden i sygdomstilfælde og arbejdsløshed. Blikkenslagermester Peder Christoffersen blev formand, og hjulmager Larsen blev kasserer. Håndværkerne satte sig altså i den ”rigtige” arbejderbevægelse med det samme på organisationsapparatet. I 1893 ville foreningen holde fastelavnsfest. Den Indremissionske formand modsatte sig naturligvis dette, og måtte så gå af, men foreningen fortsatte ufortrødent.
Allerede i 1893 fandt det første kampvalg til sognerådet sted. En af sognerådets medlemmer rejste fra sognet, og en ny skulle derfor vælges. Lærer Hansen blev opstillet af bønderne, Peder Christoffersen af landarbejdere og andre småfolk. Stemmerne kom til at stå lige, så en lodtrækning måtte afgøre valget. Christoffersen vandt denne. I alt sad der 5 i sognerådet. De fire var bønder med proprietær Hauberg fra Niløsegård som formand.
Arbejderbevægelsens personer. (side 33).
En af Ove Christoffersens svende var hans svoger, Karl Jakob Hannibal Vintersbølle . Han var socialdemokrat og holdt altid fri den 1. Maj, for at kunne deltage i arbejdernes internationale kamp- og festdag. Hans søn Jens Vintersbølle , blev indmeldt i DSU til sin konfirmation. Selv var Ove Christoffersen venstremand, mens hans bror Carl var radikal. Dengang var der isnende kulde mellem de to partier, så der blev aldrig snakket politik ved familiesammenkomsterne. Derimod gik snakken ivrigt på værkstedet. Naboen, sadelmager Søren Sørensen, var også radikal………
Sociale forhold (side 41).
Niløse er igennem tiderne beskrevet som et fattigt sogn. Kun mod syd fandtes der god landbrugsjord, og de, der boede i Verup, på Niløse og Kongsted Holme eller på Lilleø fristede ofte en kummerlig tilværelse. Storgården, Niløsegård, og teglværkerne i området havde endvidere ansat arbejdere, der blev meget dårligt lønnede. Direkte pjalteproletariat kendes også fra Niløse. I 30´erne købte børn for 25 øre briketter i Niløse og bar dem hjem til Verup, og en kone herfra tiggede en gammel dyne hos blikkenslagerens, for hun havde kun ”nogle frosne sække at dække børnene med”.
Engang omkring år 1900 gik en lille pige således rundt og tiggede mad til sin familie selveste Juleaftens dag. Hun fik kun et stykke harsk flæsk på størrelse med en barnehånd.
Det elektriske lys kom til Niløse (side 41).
”Nu i aften skinner hvide lys i Niløse”, huskede Tage Johansen endnu i 1999 at folk i Dianalund havde sagt. Niløse fik elektricitet 1 år før Dianalund. Indtil da havde de rigeste karbid-lamper ellers var det tællelys og lidt petroleum, der oplyste hjemmene. På gaderne var der ikke lys, så når arbejderbevægelsen holdt fest og møder i forsamlingshuset lagdes disse altid, når der var fuldmåne.
Arbejdsforhold (side 49):
Derhjemme opdagede han, opsynsmanden, at nogen havde stjålet brænde fra hans brændestak.
”Det skal vi snart få sat en stopper for”, sagde han. Og efter at have gennet kone og dattersøn indenfor, borede han et hul i et stykke brænde og hældte sortkrudt fra en patron derned, hvorefter han stoppede hullet til. Dagen efter røg en kakkelovn i luften i et hus tæt ved. Det gav et ordentligt brag, og stuen var sodsværtet så det stod efter, mens kakkelovnen vat totalt ubrugelig. ”Ja, de moderne kakkelovne er nu ikke så gode som de gamle”, sagde bedstefaren til naboen. Der blev ikke talt mere om det, for eftertiden fik bedstefarens brænde lov til at ligge. Han var da 79 år gammel.
Niløse skole (side 81).
Niløse gamle skole er fra 1837.
Efter tidens skik, sad eleverne efter dygtighed. De dygtigste sad forrest. Ove Christoffersen , der siden blev byens førende håndværker, sad på sidste plads, somme tider dog på anden sidste plads. En gang havde en dreng fået et lommeur. Lærer Hansen spurgte så i et forsøg på at være morsom:
”Hvad er tvebakken?”. Drengen svarede da på bredt sjællandsk: ”Den er halv ædt op”!
I 1906 måtte en skolelærerinde, frk. Engel, afskediges på grund af sindssyge. I hendes sted skulle en vikar ansættes. Der var i sognerådet kamp mellem frøken Andersen og frk. Gummersgaard. Sognerådet bestemte så, at et udvalg på tre mand skulle bestemme det i løbet af en aften. Blikkenslagermester Peder Christoffersen holdt på frk, Gummersgaard fordi hun var Indre Missionsk, en anden holdt på frk. Andersen, mens den sidste, skolelærer Hansen overhovedet ikke ville tage stilling. Til sidst fik Christoffersen sin vilje ”for det er jo kun en vikar”, bemærkede han.
Patenter:
Patent nr. 5232 af den 14. November 1902.
Anordning for selvslukkende lamper. Genstanden for den foreliggende opfindelse er en anordning ved selvslukkende lamper.
Patent nr. 6137 af den 7. November 1903
Sikkerhedslygte, som er således indrettet, at lampen slukkes ikke alene, når lygten vælter eller falder ned, men også, dersom der går ild i de eventuelt uden på lampen værende rester af petroleum. Ved denne sidste anordning er lampen sikret mod eksplosion.
Patent nr. 8333 af den 1. Marts 1906
Dampapparat til brug ved hals- og lungesygdomme. De hidtil kendte dampapparater til brug ved hals- og lungesygdomme har den fejl, at der nu og da kan komme vanddråber ud mellem dampene, som skal inhaleres, og dette foranlediger derfor, at apparatet stadig kræver tilsyn. Den foreliggende opfindelse angår et apparat uden disse fejl, idet det er indrettet således, at kun fuldstændig vandfri damp kan træde ud af inhallationsrøret.
Patent- og varemærkestyrelsen oplyser i brev til OSJ dateret den 17. Januar 2006, at et patent i år 1902-1905 kostede kroner 20,-.
Det første danske patent gik til Handels-Interessentskabet Dåwrud, Stavanger, Norge den 12. marts 1895. Maskine til flerfarvet trykning af vignetter .
Holmstrup Kirke, vejrhanen/vindfløjen.
|