Afskrift fra bogen ” Midnats Spejling” af Tage Voss.

Side 87.

Som et led i forsøget på at standse hjulenes vilde sving (og lidt som en demonstration) har jeg forsøgt at finde ud af, hvor lidt jeg behøver for at leve rimeligt komfortabelt og uden at dø af savn.

I mange år levede jeg hver sommer 1-2 måneder i min lille sejlbåd, 6 meter lang, uden motor, boede i den og sejlede lange veje. Det lærte mig, at en kahyt med køje, pantry og bord, er nok til at leve hyggeligt og enkelt i måneder. Jeg har lidt som et eksperiment skaffet mig en kahyt, uden båd, i en tønde i skovbrynet, 2,5 meter lang, lige så bred.  Jeg har snedkret lidt aptering, ligge- og siddeplads, hylder til tepotten, lygte, nogle bøger. Der er en lille ovn, som en stump skov leverer kvas til og skænker varme i kolde morgener, en tagrende hvis vand løber ned i et sandfilter til en tank, en vindmølle af et cykelhjul med dynamo giver lys ved en 12 watts pære, et kartoffelstykke og et par æbletræer sikrer mod hungersnød – det er nok. Til overflod bageformen, en klump surdej og mel giver oven i købet frisk morgenbrød. Jeg slipper for fjernsyn, for telefon, for radio. Folk som undrer sig fortæller jeg om Diogenes, der efterhånden som jeg (eller rettere jeg som han) skaffede sig af med al ejendom, der bandt ham, belastede ham, så han fandt det som en lettelse at bo i en tønde. Og da verdensherskeren Alexander den Store søgte ham for at lære af hans erfaring og spurgte, om der da slet ikke var noget han ønskede sig, svarede han: ”Jo, at du vil træde lidt til side og lade solen skinne på mig”. Her anført for de tungnemme, der ikke har fattet, at lykke ikke beror på ting og sager. Og til vejledning for de som ikke ser, at verdens økologiske katastrofe og menneskernes fremtid beror på, at vi finder den grænse, hvor vi stopper, fordi vi har nok (hvis den ikke for længst er overskredet). Tønden bliver måske den sidste chance.

En fattig barndom i 20´erne, en ungdom hvor udfoldelse, frihed, adgang til den store verden, afhang af penge, et borgerligt liv hvor ting og sager afhang af økonomi, har lokket mig længe til at tro, at hvis fattigdom var ulykke, var velstand lykke. Og at dobbelt velstand betød dobbelt lykke. Det er forskellen på nok og mere end nok. For milliardæren er ikke 1000 gange lykkeligere end millionæren. Der findes et skæringspunkt, som ikke markeres af et rødt advarselslys, mellem ulykke ved mangel og lykke ved overflod. Men man kan ane en grænse, hvor mere af alting bliver en belastning, en byrde som tynger.

Man kunne ønske sig at finde ud af, hvornår menneskene objektivt havde nok, ikke bare syntes at de havde nok. Så vi kunne stoppe al stræben efter mere, den som lænker os til hjulet og begæret uden grænse.

I tønden balancerer tingene. Det bliver lettere at leve alene, når alle venner og ligesindede dør. Og aldersforskellen til de, der nu er dagens børn bliver håbløs stor. Man behøver ikke vælge ensomheden, den venter simpelthen den, der overlever længe nok.

Ja, du kan jo skrive, siger observatører. Jeg har skrevet hele mit liv. Så har jeg ikke fået sagt, hvad jeg havde at sige, så savner ingen det i dag.