Træthed
Han så på mig og sagde, at han var så helt forskrækkelig træt. Jeg spurgte, om han ikke havde sovet om natten eller om han måske havde travlt på sit arbejde? Han sukkede: ”Nej, det er ikke på den måde. Jeg tror, det er tanken om alt det, jeg burde gøre. Du ved, ringe til den ene, skrive til den anden, gå på posthuset, få forberedt papirerne til min revisor, vaske bilen, få læst instituttets årsberetning (den er så usigelig kedelig), besøge min gamle mor på plejehjemmet, tale alvorligt med min sekretær om, nå ja, det kan være ligegyldigt. Men det er alle de små nagende ting, som jeg burde gøre, men nok ikke får gjort, der udmatter mig”.
Jeg foreslog ham, at han skulle afskaffe ordene bør og burde fra det daglige ordforråd. ”Jamen, så siger jeg jo bare skal og skulle i stedet”. Jeg forslog ham, at hvis han vidste, at han skulle gøre alle de ting, så gjorde han dem nok, ”og for øvrigt,” fortsatte jeg, ”du kunne også huske på Piet Heins fremragende gruk (grin og suk):
”Glæd dig alt, hvad du formår/over alt det lidt du når.”
Av, der var jeg ikke heldig. Han blev stangfornærmet over, at jeg kunne antyde, at han ikke nåede ret meget. Jeg skulle selvfølgelig som velopdragen kvinde have sagt: ”Glæd dig så bare over alle de mange vigtige og betydningsfulde ting, du når!”
|
|
|