Syrakus (Sicilien), engang verdens største by.
Fra Augusta og Megara Hyblaea er der kun små 25 km til Syrakus. Det er ikke nogen opmuntrende strækning, for landskabet er vansiret af den industri, der skyder frem alle vegne, ifølge dagbladene ganske planløst og ødelæggende for alt, hvad der hedder landskabelig skønhed og hermed også for turismen. Der er støvede eukalyptustræer langs vejen, af og til ses dog endnu citrusplantager.
I Syrakus fødtes en af vor tids ”store” Sicilianske forfattere, Elio Vittorini, hvis bøger, hvoraf de bedst kendte er Samtale på Sicilien og kvinderne i Messina, skildrer et elendigt, forarmet og trøstesløst Sicilien i Mussoliniårene.
I Syrakus finder vi frem til det gamle hotel Politi, i hvis blomstrende have, delvis anlagt i et af de gamle stenbrud, Churchill fordrev noget af sit otium med at male. Midt i denne have sidder stedets første ejerinde i næsten naturlig størrelse, hugget i marmor. Maria Teresa Loudien Politi, iført datidens tækkelige, højhalsede kjoleliv med pibestrimmel i halsen, skuer blidt vemodigt ned på den brogede skare af gæster, der i dag invaderer hendes have.
Vi kører straks ud til Ortygia, øen, der rummer den gamle del af byen. Navnet betyder egentlig vagtel, desuden var det navnet på den græske ø, som også hed Delos, altså engang ”Vagtelland”, gudinden Artemis´. Ortygia ligger lige så nær de nye bydele som Amager det gamle København, den er altså en bestanddel af Syrakus. Engang rummede øen den hele by på godt en halv million indbyggere – i dag knapt hundrede tusind. Allerede i oldtiden voksede byen ind over fastlandet, og i det sjette, femte og fjerde århundrede var dens magt overmåde stor; dens historie var til en vis grad hele Siciliens historie. Den førte ofte en imperialistisk politik og var frygtet af sine naboer, som jævnligt indgik forbund i håb om således at kunne beskytte sig mod angreb. Alligevel blev såvel Megara, som blev ødelagt i 483, og de fleste andre af øens østlige kolonier ødelagt af syrakusanerne.
Byen blev grundlagt af folk fra Korinth og var altså en af de byer, der hørte til den peloponnesiske gruppe, som blev behersket af Sparta. Derved kom de i modsætningsforhold til Athen. Men også byen Karthago, grundlagt på den afrikanske kyst, hvor Middelhavet er smallest, kom til at udgøre en fare for de magnagræske kolonister. Nogle bystater kunne se deres fordel i at søge karthagisk hjælp mod andre, og i 480 foretog karthagerne et dristigt fremstød på Sicilien. Græske styrker mødte dem ved Himera på øens nordkyst, et halvt hundrede kilometer øst for Palermo. De græske tropper stod under kommando af Gelon, tyran (hersker) i Syrakus. Han slog den kathagiske hær, formentlig samme dag som slaget i Salamisbugten fandt sted. På den dag blev den græske verden befriet fra den østlige og den sydlige fjende. Karthagos hærfører Hamilkar lå dræbt på slagmarken, mens de fjender, der ikke faldt, blev gjort til slaver, og den karthagiske flåde blev flammernes bytte.
Med disse to slag begyndte den græske modenhedstid, den vi kalder den klassiske. Men dermed går den græske verden også nye farer i møde, for nu er det, at modsætningsforholdet mellem Athen og Sparta bliver brændende.
Det var forskellen mellem et demokrati og et aristokrati, mellem en sømagt og en landmagt, mellem en stat, der hentede sine fornødenheder hjem alle vegne fra, og en, der var afhængig af en Stormagt, Syrakus, når det gjaldt snart sagt alle tilførsler.
Syrakus har, som de fleste andre græske byer på Sicilien, en betydelig slette udenfor sine porte, og det var dens rigdomme, som godsejerne havde slået sig op på, og som muliggjorde overgangen til handelsmæssig velstand.
Det var athenæerne en torn i øjet, at Sparta stadig kunne få ubegrænsede mængder af siciliansk hvede til sin rådighed. Og da man var kommet gennem den første langvarige del af den peloponnesiske krig, fremstod der en indflydelsesrig gruppe af ærgerrige unge, som den glimrende begavede, smukke og veltalende Alkibiades. Han troede ikke på varig fred med Sparta – eller han ønskede det ikke. Imidlertid var det en håbløs opgave at angribe det militært overlegne Sparta på dets territorium. Men det ville være muligt at reducere dets styrke ved at erobre dets vigtigste forsyningsbaser, Sicilien og først og fremmest Syrakus. Ældre, ansvarsbevidste generaler som Nikias var betænkelige, ikke desto mindre blev han imod sit ønske valgt til ekspeditionens leder sammen med Alkibiades. Styrken talte 250 skibe og 25.000 mand; efterhånden steg antallet til 40.000.
Alkibiades satsede på de græske byer i Syditalien, men flåden sejlede langs kysten helt til Reggio i Calabrien uden at hverve en eneste allieret. Athenæerne håbede dernæst på Catania, ligeledes uden held. Så indtog de byen og gjorde den til militærbase, hvorpå den store flåde sejlede ned langs østkysten og lagde sig udenfor Syrakus´ havn.
Det var der, skæbneslaget faldt. Det hellige, hurtigtsejlende statsskib Salamia kom fra Athen med ordre til Alkibiades om at komme hjem med det samme for at blive stillet for retten, anklaget for at have beskadiget nogle gudestøtter enten i fuldskab eller i tåbelig overmod – Alkibiades var kendt som ateist. Den blasfemiske handling havde fundet sted, før flåden var afgået, og Alkibiades havde straks tilbudt at lade sig stille for retten. Men da han endnu ikke var anklaget, blev dette afvist. Når han nu blev hjemkaldt, skyldtes det sandsynligvis politiske intriger .
Men Alkibiades, som nu så sig nødsaget til at forlade krigsskuepladsen, ønskede aldeles ikke at lade sig stille for retten i Athen. Han vidste meget vel at straffen, hvis han blev dømt, rimeligvis ville betyde døden, og domstolen ville af hensyn til folkestemningen næppe vove at frifinde ham. Allerede mens hans skib stod op langs Syditaliens kyst, så han sit snit til at flygte. Så fortsatte han til Sparta og stillede sig til rådighed for fjenden.
Imedens lå den athenæiske storflåde i en ring om havnen i Syrakus. Porto Grande hedder denne havn, hvilket forudsætter, at der tillige er en Porto Piccolo, en lille havn, hvad der da også er. Ortygia ligger som en barriere, der skiller den nordlige del af bugten fra det øvrige. Men det var altså udenfor den store havn, at athenæernes flåde havde lagt sig. Og syrakusanerne, som for størstedelens vedkommende havde nægtet at tro på, at den havde til hensigt at erobre byen, måtte til at tro om, og man fik travlt med at udbedre fæstningsværkerne. Hvis athenæerne var gået til angreb med det samme, ville de sandsynligvis straks have kunnet erobre byen. Men sådan var Nikias ikke. Han var en sindig og forsigtig mand. Her stod han med ansvaret for et foretagende, han ikke troede på, ikke havde ønsket kommandoen over og ikke vidste sine levende råd med. Men han vidste, at syrakusanerne havde en hær, der var omtrent lige så stor som hans egen.
Athenæerne havde sat sig fast ved Plymyrion, den yderste tange af det store havneindløb, men det lykkedes syrakusanerne at erobre stedet tilbage ved et overraskelsesangreb, der tilmed satte dem i besiddelse af store forråd af skibsmaterialer og levnedsmidler. Nu var athenæernes forsyninger i fare, og modløsheden fik sit greb i dem. Det ændrede sig, da der endelig kom hjælp fra Athen, 75 skibe med 5000 hoplitter, sværtbevæbnede krigere, og en utalt mængde andre, letbevæbnede soldater. Nu var det syrakusanerne, der blev bestyrtede og modløse. De nye styrkers leder hed Demosthenes, og han indså, at alene den psykologiske virkning af hans ankomst gav ham en chance, han aldrig senere ville kunne få. Derfor besluttede han, at han med et pludseligt angreb ville sætte sig i besiddelse af byen, eller, hvis dette mislykkedes, opgive hele foretagendet og føre styrkerne hjem. Var det ikke vanvid at spilde tid, kræfter og menneskeliv på så håbløs en opgave? Han valgte sig et sted mod nord, omtrent hvor atenærerne engang før var gået i land, i nærheden af Leon. Det sted han ville nå kaldtes Epipolai. Det betyder ”overfladerne” og Thukydid forklarer det med, at stedet ligesom ligger på overfladen af det øvrige land, altså ¨et højtbeliggende område”, der kunne beherske byen. Det fik senere betegnelsen Neapolis, den nye by.
Nikias var som sædvanligt skeptisk, men han måtte efter en afstemning i krigsrådet bøje sig for flertalsbeslutningen, der krævede kamp. Han måtte igen gå med til noget, han tvivlede på.
Planen var ikke dårlig, den lykkedes bare ikke. Efter en natlig kamp blev athenæerne kastet tilbage, og Demosthenes drog konsekvensen af sit nederlag, han ville indstille kamphandlingerne og se at komme hjem. Nikias erklærede, ilde til mode, i vage vendinger at det var overilet at give op. Men han blev stemt ned. Tanken om at skulle tilbringe endnu en vinter i dette forbandede land, hvor man frøs ihjel om vinteren eller omkom af malaria og tyfus om sommeren, forekom pludselig alle de ledende militærpersoner uudholdelig.
Men netop som ordren om tilbagetrækning var givet og evakueringen begyndt, indtraf der måneformørkelse. Det var den 27. august år 413, klokken 22.30. Dengang tvivlede man ikke på, at dette var et varsel. Nikias havde haft sin egen tegnfortolker med sig, men han var netop død. Man konsulterede andre, som tydede naturfænomenet således, at evakueringen måtte udsættes i hvert fald tre gange ni døgn
Før de 27 dage var til ende, gik syrakusanerne til angreb. Det lykkedes dem delvis at spærre den store havn med sænkede skibe og kæder, der kun lod en kort strækning i midten åben. Den forsøgte athenæerne at sejle igennem, men nu kom de ud for den samlede syrakusanske flåde, der ganske vist kun talte ca. 75 skibe, men det var en smal sag for dem at angribe de athenæiske skibe med vægten af hele deres flådestyrke. Det blev et frygteligt sammenstød, hvor skibene blev kilet sammen i hinanden og lå så tæt, at de ikke kunne manøvrere. Det endte med et overvældende nederlag for athenæerne, og alt hvad de nu kunne gøre, var at gå i land på steder, hvor de allerede havde tropper stående, der kunne beskytte dem.
Om aftenen, da slaget var ovre, gjorde Demosthenes det klart for Nikias, at man burde genoptage kampen næste morgen, for endnu havde de flere skibe end modstanderne. Men da havde panikken bredt sig for vidt, Roerne nægtede at gå til årerne igen, søfolkene at kæmpe, alle ville væk, bare væk, ligegyldigt hvordan…..
Athenæernes hær talte stadig 40.000 mand. Men det var en hær uden moral og disciplin. Da den nu ikke kunne komme hjem med skibene, måtte den se at kæmpe sig igennem over land. Og nu var det, at de begik den skændigste udåd. De lod de sårede blive tilbage, og, hvad der var værre endnu efter græsk opfattelse: de lod deres døde tilbage uden at begrave dem. Det var ensbetydende med, at de arme til evig tid måtte føre en omflakkende tilværelse, en halveksistens uden rist og hvile, hverken levende eller døde.
Fem døgn stred de sig frem, de udmattede og sultende krigere, skrækslagne og uden skygge af håb om en vending i krigslykken. De letbevæbnede syrakusanere sværmede om de flygtende fjender og angreb dem, der fra tid til anden blev afskåret fra kampfællerne. Den sjette dag sakkede Demosthenes´ afdeling agterud og blev omringet. Han overgav sig på betingelse af, at soldaternes liv blev skånet. Dagen efter var det Nikias´ tur at se sin afdeling indhentet og omringet. Soldaterne var udmattede, de havde hverken fået vådt eller tørt i flere døgn og var halvt vanvittige af tørst. Da de derfor nåede frem til en flod ved navn Assinaros (i dag Asinaro), mistede de al besindelse, og styrtede ned til vandet for at få noget at drikke, de faldt over hinanden og trampede hinanden ned, nogle blev revet med flodens hvirvler. Og på brinken stod de syrakusanske soldater og skød med pile ned på dem. Men de græske soldater blev ved med at drikke og ænsede knap nok fjenden, de drak det beskidte, plumrede og blodbesudlede vand, ja sloges om at komme til. Til sidst gik de syrakusanske soldater ned i floden og gav sig til at slagte de drikkende.
Da overgav Nikias sig til Gylippos, for han havde mere tillid til ham end syrakusanerne. Han sagde til den spartanske feltherre, at han kunne gøre med ham selv, hvad han havde lyst til, men bad ham skåne soldaterne. Gylippos gjorde, som han var blevet bønfaldet om og befalede, at der skulle gives pardon.
Uddrag fra Peter P Rohdes "Sicilien -1975"
|