Roskilde

 

"Det skabende øje”.

Forfatter: Tom Kristensen levede fra: 1893-1974

 

 

Hvor er det svært at erobre en by! Hvor er det umuligt for en københavner, der er blevet led ved et ensrettet udland, at trænge ind i en dansk provinsby og give et rimeligt billede af den! Man skulle vel egentlig have nedskrevet sit første impressionistiske rids to timer efter ankomsten og derefter have bosat sig i byen i femten r og s skrevet en indholdsfortegnelse over sine geologiske og økonomiske indtryk, en lang række kapiteloverskrifter til en bog, som sikkert aldrig var blevet færdig. Det første skulle man i hvert fald have gjort.

 

Nu ved jeg imidlertid godt, hvordan et sådant impressionistisk rids over Roskilde ville have formet sig, og jeg skal forsøge at konstruere det. Først skulle der have været en ondskabsfuld skildring af den gamle, skumle, skiddengule banegård, som ganske vist nok er Danmarks ældste stations- bygning, men er blevet udvidet med et postkontor, der er upraktisk og med hele sin sammenbidte grimhed protesterer imod, at publikum sender penge af i rette tid. Tårnene, som i gamle dage mindede om et par opadvendte mamelukker, en letsindig oldemor, der stod på hovedet, er blevet moderniseret til den ideelle kedsommelighed. Der ville ikke blive ende på den harmfulde beskrivelse, førend jeg med patos fik sluttet af med, at banegården slet ikke passede sig som ankomststation for de døde danske konger, når de var på vej til deres sidste hvilested, og at den med posthus og det hele i en forklaret skikkelse burde flyttes nærmere op mod centrum, så at Roskildeborgere kunne slippe for at omtale den med ærgrelse i stemmen.

 

Der­næst skulle der have været en afstikker af en pilgrims­færd til Gustav Wieds sarkofag på Gråbrødre kirke­gård, sol og klar himmel, isnende aprilluft og frysende, nyudsprunget løv, og til denne naturskildring af en grav, hvor roser springer ud i julesne, og andre jærtegn gør sig gældende, ville jeg have knyttet en henvendelse til Roskilde byråd om at overtage graven, for har en by en domkirke at beundre, en domkirke, som er al dansk fanatisme værd, så har den også pligt til at hæge om de geniale kimærer, som har boltret sig trodsigt i dens skygge, ellers går byens ansigt tabt. Og hvad ville jeg så have gjort? Jeg ville have kredset om domkirken og ikke turdet skrive om den, for jeg ken­der lidenskabelige folk, der har banket på hver eneste mursten i den og skrevet digre værker om den, og da jeg kender dem ganske godt, havde jeg udsat mig for per­sonlig overlast og fået de tunge granater af doktor­disputatser lige i hovedet, hvis jeg havde begået den rin­geste fejl eller sagt et eneste nedsættende ord. Dog sy­nes jeg, det er beskæmmende, at de to vældige tårne, som buer sig bagover i perspektivet og ligefrem får mave, så høje er de, engang har haft trappegavle lige­som danske landsbykirker og virkelig har optrådt, som om de ikke var skabt til højhed og blæst. Det var da godt, at en af Christian den Fjerdes bygmestre fandt på at hugge en ide fra Frankrig og satte de to syle­spidse spir med det stærke udsving forneden i stedet for trappegavlene. De ligner kurver over en pludselig ind­sættende højkonjunktur, åndelige værdier, der stiger med samme hast som skibsaktier under et uventet krigs­udbrud uden for landets grænser. Men det ville jeg i alt fald have skrevet om under et dybt pres af min angst for eksperter. Een ting ville jeg imidlertid have railleret over, og det er, at jeg aldrig har truffet så mange helgener som i Roskilde, St. Ol (forkortelse af St. Olaf), St. Lau­rentius (som jeg altid har haft en svaghed for, måske fordi han blev ristet) og hele den lange stribe ned langs Maglekildes bæk, St. Morten, St. Mikkel, Ste. Clara, allesammen møller, - og en lignende tynd række af gam­meldags, romantiske industrier som de idylliske fabriker langs Mølleåen i Nordsjælland, - og endelig St. Jør­gensbjerg, det eneste bjerg i verden, om hvilket man uden hån bruger vendingen: "nede på bjerget", som om det var et hul. Og derefter havde jeg bosat mig på hotel "Prinsen" og ville have ladet det af Roskilde strømme hen til mit kafebord, som gad gøre sig den ulejlighed. Meget havde jeg sikkert også fået at vide, talrige anekdoter, og ubevidst havde jeg bygget et bil­lede op, plastisk i formerne, og det skulle såmænd nok have kommet til at ligne Gammelkjøbing i Gustav Wieds "Livsens Ondskab". Ja, jeg ved, at det var kommet til at ligne. Så afhængig er man af sine idealer. Det skete nemlig den første gang, jeg satte mig ind i hotel "Prinsen" (jeg havde placeret mig tæt op ad den buldrende kamin, rødmalede gløder i attrappindebræn­de), at jeg kom til at befinde mig imellem to højst ejen­dommelige selskaber. Bag ved mig var der liv og myn­dighed og vejrbidt soldaterpragt. Det selskab fornam jeg med hele ryggen. Officerer sad ned og stod op; der var bevægelse i dem, opildne de som de var af avisernes over­skrifter om krig. Det var foråret 1939. Og der var en større avtoritet til stede midt iblandt dem, en civilklædt mand, og efterhånden opfattede jeg, at den magt, som udstrålede fra ham, skyldtes folkekirkens og folketin­gets forenede kræfter ... pastor Amby. Men foran mig sad et selskab på to personer, en ældre dame med et fly­dende smil og smilende, forgrædte øjne og en ældre herre med et hovmodigt tilbagekastet hoved og et blik, der havde en tendens til at glide mistænksomt og sinds­sygt ud til siden, som om der hvert øjeblik kunne gå en detektiv forbi ude på Algaden. Og skønt hotel "Prin­sen" var douce i farverne og kælede for mine sanser, som om jeg var i København, fØlte jeg mig med et i Gustav Wieds Roskilde. Jeg havde bare placeret mig anderledes end han. Han havde ude på "Byvolden" bygget sit kastel med ansigtet trodsigt vendt mod den brede, rØde dom­kirke; han sad, så han havde bygningen en face, svær og pyknisk, som om den kunne sluge alle stilarter og svælge mangfoldige lag kristendom, og samtidig havde han, den lille satanist, en kildrende fornemmelse af, at bag ham lå det sindssygehospital, som er viet den største af alle helgener, St. Hans. Jeg havde sat mig omvendt. Jeg havde St. Hans foran mig. Og havde jeg bare været turist, havde jeg sagt til mig selv, at sådan var Roskildes sjæl, for det er jo så let at få øje på sjælen, når man kun har været i en by et par timer. Senere hen bliver det sværere. Og så var jeg blevet boende på "Prinsen", hvilende i mit tunge kØd tæt op til "den buldrende kamin", og så var Roskildes frasagn og sære myter kommet svævende til mig. J eg havde da hørt sagnet om en tidligere orga­nist ved domkirken, der var så tyk, at han måtte have en dreng til at skubbe sig op ad bakken, når han skulle til den daglige gudstjeneste. At hans fedme tilmed fik indflydelse på hans religiØse musik, vil glæde alle ma­terialismens svorne tilhængere. Hans mave var nemlig så uflyttelig, at den altid trykkede på orglets nederste tangenter, og derfor fyldtes kirkerummet under salme­sangen bestandig af en dæmpet jamren, som om der var åbnet for en ventil ned til de fordømte i helvede. Virk­ningen skal have været så overbevisende, at menigheds­rådet i de tider kun tænkte på de allerhøjeste idealer. Og samtidig var tonerne under hans frit svævende hæn­der så stærke på vingerne, at de som hvide duer fløj lige ind i himlen. Et menneske i kØdet, og en psalmist i sine guddommelige fingerspidser. Jeg havde sikkert også hørt sagnet om den underjordiske St. Laurentii kirke på byens torv, et sagn fuld værd at høre, og som aldeles ikke fordærver indtrykket af den smukke plads med det rØde kirketårn, med det gule palæ og dom­kirken i baggrunden og flankeret af Landbobankens nye bygning i strålende funkis, et bevis for, at alle stilarter kan udmærket sammen, når de hver er ærlige for sig. Og hør nu sagnet: På dette torv ligger der et springvand med vandet rislende ned over grønne blade og sprØjtende ud af spidse dragenæb, og da dette spring­vand skulle anlægges og gas- og vandmesteren lægge sine rØr ned i jorden, stØdte han på ruinerne af en kirke. Dog hvad gør monsieur? Han skal ikke have sit springvand flyttet og have mere rod, fordi en helligdom uden Danmarkshistoriens vidende er sunket i jorden, og han pålægger sig selv en tavshedspligt, som må have været streng at bære. Først flere år efter, under en gadeudgravning, kom den underjordiske kirke frem. De moderne vandrØrs betænkelige nærhed røbede hin tavse mester. Se, alt dette havde jeg sikkert hørt, hvis jeg kun havde været turist i Roskilde, og det havde ikke for­styrret Gustav Wieds kimæriske billede.

Nu har min gode skæbne imidlertid villet, at jeg al­drig skulle "gøre" Roskilde. Jeg skulle komme til den mange gange, og hver gang skulle jeg forlade den med stumper af ærlige oplevelser, der kunne ligge dybt inde i mig og gro. Som dreng måtte jeg absolut storme domkirken. Der var ikke andet for. Men da der ikke var råd til tog­penge, sammensvor jeg mig med min bedste ven, Seje, en af de få, jeg har bevaret på tværs af al min tro­løshed, vi udrustede os med en madpakke under skole­blusen og penge til en dobbeltøl i kroen ved Hede­husene, og på en knaldende hed sommerdag, der brænd­te vort ansigt i laser, begav vi os af sted til fods. Aldrig skal jeg glemme den tur. Vi lærte, hvor langt der er imellem milepæle. De lignede gravmonumenter. Vi lærte, hvor langt der kan være fra træ til træ. Og da endelig de to slanke spir viste sig i horisonten og styr­kede os mere end dobbeltøl, lærte vi målets psykologi at kende, for spirene trak sig stadig tilbage fra os, de fløj foran, ind i den blå himmel, og afstanden var sta­dig den samme. Det er vel også derfor, man altid er trættes t lige foran målet. Men så kom de første huse, og så en viadukt. Og så kom den lyse gade med det røde tårn for enden, trappegavl foroven og en mindre trappegavl over por­ten. Og så lå domkirken til højre. Frederik den Fem­tes kapel, "Blækhuset", med staldvinduet i kæmpefor­mat, den lille tagrytter med dronning Margrethes klokke og endelig tårnene, som lagde sig bagover af bare væl­dighed. Det eneste forståelige ved kirken var, at to små drenge ikke skulle gå ind ad kongeporten, men ad en lille dør mod syd. Det var så hyggeligt, at vi kunne smutte ind som mus i et palæ. Da skete der noget. Vi standsede begge og så på hinanden. Og jeg kan kun beskrive det som en religiøs krise, det, vi gennemgik. For vi havde begge to mad­pakker under bluserne, og hvem kender ikke disse pak­ker, hvor den varme margarine har gennemsivet papiret og givet det et sort og olieagtigt udseende. Der er noget krænkende ved sådan en madpakke, noget gudsbespotte­ligt. Og med et vidste vi det begge. Vi kunne ikke gå ind på et helligt sted med en sådan fedtet madpakke i hånden. Endnu mindre kunde vi skjule den under blusen. Det var som en synd, man ville fortie. Vi stod over for det store spring.  Da fandt vi den praktiske løsning. Vi gik om på nordsiden. J eg husker endnu udsigten over fjorden. Jeg husker endnu et lille, gammeldags hus, Wilhelm Topps Minde. Dengang stod domkirken endnu på et ujævnt terræn med folder af gul lerjord og riller af regnvand, hvor den nu hviler på en renlig platform af Neksø sandsten. Og inde imellem Glücksborgernes beskedne, toppede kapel, der uærbødigt kaldes "Peberbøssen", og Christian den Fjerdes renæssancekapel anbragte vi vort daglige brød, som vi mente måtte vanhellige. Havde vi dog bedre forstået den femte bøn i vort Fadervor! Mystisk opstemte efter denne renselsesproces smut­tede vi så ind ad den lille dør og stod benovede i det store kirkerum. Men dagen var rig på overnaturlige oplevelser. I samme Øjeblik jeg så op mod det guld­skinnende alter, fandt der et lille ryk sted i min erin­dring. Her havde jeg stået før, i en anden tilværelse. Og da jeg aldrig har kunnet lide denne følelse, måtte jeg gå den af mig, bag om alteret, ind i kapellerne. Først da jeg så billedet, hvor Christian den Fjerde står på "Trefoldigheden"s dæk med bindet for sit ene øje, et billede, som selv synet af \Villumsens "Himmel­gåden", - tiger, tiger, bål og brand! - ikke har kunnet fortrænge, fandt jeg ro i min spaltede sjæl. Men endnu ventede der mig en erfaring. Det var en af de rigeste dage i mit liv. Da vi fyldte af ånd trådte ud i dagslyset igen og sultne løb om på den nordre side, lå der kun to stykker fedtet madpapir og så sejl­garnet. Sejlgarnsknuderne var omhyggeligt løst op. Det var folk, som havde givet sig god tid til at begå forbrydelsen og spise vor mad. De havde måske oven i købet siddet og ventet for at få sig et billigt grin; men det havde trukket for længe ud, medens vi opholdt os i en femte dimension. Anden gang, jeg besøgte Roskilde, var det lige så voldsomt. J eg havde lige fået en cykel og kunne ikke køre på den, og da foreslog den samme kære ven, at vi skulle tage til Roskilde, ud fra den rigtige antagelse, at når vi kom hjem, kunne jeg køre. Og da lærte jeg Roskildes bjerglandskab at kende. Thi nord for dom­kirken skråner Tuttestien besat med tynde træer ned imod gasværk og havn og fjord, lige ud i vandet, og dengang havde socialdemokratiet ikke skåret en strim­mel af den til sin højborg, restaurant "Fjordvilla" . Og da jeg ikke forstod at bremse, tog Tuttestien mig pludse­lig ind til sig. Søndagsspaserende begyndte at skrige, en opbragt fader værgede for sine små, medens jeg højt til vej rs, - sadlen var skruet for højt op, for min ven mente, jeg kunne se ud til at blive langbenet og derfor hellere måtte vænne mig til i tide, - medens jeg altså højt hævet over søndagsmængden susede ned, hvor fjorden stille ventede. Kun det, at jeg gav slip på styret og med begge hænder greb op om en gren, så jeg blev hængende som en anden Absalom, reddede mig fra fjorden eller politiet. Men da jeg kom tilbage til Kø­benhavn, kunne jeg køre, og jeg kendte domkirkens stolte og stejle beliggenhed. Den sved endnu i hæn­derne på mig. Tredje gang gik jeg morgentur foran hovedbanegår­den i København, da jeg til min overraskelse ser Hans skæggede Højhed Mogens Lorentzen komme marche­rende i spidsen for sin familie og et kompagni norske arkitekter, og da jeg næsten altid slutter mig til vagt­paraden, blev jeg magnetisk trukket med ind i toget. Lorentzen skulle lære disse nordmænd arkitektur, så de fik forstand af det. Men mig kendte han for godt. Han vidste, jeg har en meget træg og uvillig hjerne. Så ikke så snart var vi ankommet til Roskilde, førend han marcherede mig om på nordsiden og anbragte mig over for Oluf Mortensens våbenhus. Der kunne jeg passende finde ud af, hvorledes man i gamle dage an­bragte en aflang dør, et aflangt vindue og en cirkelrund fordybning med himmelblå mosaik på en ganske lille facade, så at alle tre geometriske figurer balancerede på en fingerspids. "Og når du har fundet ud af det, kan du få lov til at lege skjul med min kone og mine unger!" Og så råbte han på ungerne. St. Christoffer! St. Jakob! Ste. Dorthe! Det våbenhus glemmer jeg aldrig, for jeg lærte, hvorledes man bygger en rundbuet dør, så den illude­rer i spidsbuestil. Det er ganske enkelt! Fjerde gang var jeg i høj hat til ære for den for­sømte Gustav Wied; men det er en lang historie. Og så kom jeg endelig femte gang og bosatte mig på en papirmølle, ikke for at nyde, hvordan dårlig litteratur har mulighed for at genopstå som ubeskrevne ark, men for at falde til ro. Og da sank jeg ned gennem Gustav Wieds kimæriske djævlefantasier over Roskilde, ned til den danske provinsby på godt og ondt, ned blandt mennesker, der har tid til at tænke langsomme tanker til ende, hvad enten det nu drejer sig om Kretzschmers teorier eller persiske telte eller den irrationelle tankes grundlæggende værdi, og jeg bekræftedes i min gamle anelse om, at de danske provinsbyer er lige så mange åndelige kraftfelter, hvor tankerne får lov til at stige stejlt og uanfægtet i vejret som domkirkens spir i ste­det for på københavnsk maner at sno sig som lind­ormene på Børsens tårn. Og jeg, som ved dag og nat passerede domkirken i alle belysninger og i min drilske atheisme frydede mig over det høje, tomme sneglehus på ryggen af en indtørret kristendom, smuttede tilfæl­digt ind og så den fyldt med levende menighed, og da var jeg klar over, at jeg ikke kendte Danmark. Det var en københavner, den præst, som just den dag stod på prædikestolen og tog afsked med sin menighed. Hver plads var fyldt, så man glemte al historie og Christian den Fjerde og kun tænkte på sine samtidige landsmænd, de levende, som kunne gøre det ufattelige tankespring og ad ufornuftig vej gøre tilværelsen min­dre sindssyg, end den ser ud til at være. H vor var de mange, disse springere for Herren! Og præsten gjorde jeg mig et vist håb om at forstå, for han kunne tale den mig så letfattelige Hellerupdialekt, hvor slagfær­digheden har større overbevisende kraft end argumenta­tionen. Jeg vidste, at han med sin blide stemme, hvor salvelsen var fortrængt af en ejendommelig københavnsk ydmyghed, fra sin prædikestol kunne komme med ven­dinger som: det bryder Vorherre sig ikke en fjer om! uden at menigheden rystede. De høje hvælvinger, som gav akustikken, syntes vist endogså, at dette her var god, gammel, levende lutherdom. Så jeg gjorde mig de bedste forhåbninger. Præsten valgte som udgang for sin prædiken en af domkirkens klokker, og nu havde jeg troet, at han havde valgt sig den lille klokke i tagrytteren, som efter sigen­de har ringet hver evige eneste dag gennem reformation og grevens fejde og svenskekrig og lige op til vore dage til sjælebod for dronning Margrethe. Men den køben­havnske præst har sikkert anet, at der er en brist i alle legender, for ligesom rosen, der juleaften sprang ud på Gustav Wieds grav, i virkeligheden viser sig at have været et jærtegn for komponisten Weyse, som også ligger begravet her, således smeltede dronning Mar­grethes klokke, og således styrtede tagrytteren ned un­der domkirkebranden i året 1443. Og da alle legender på denne måde er bristefærdige, valgte præsten sig noget håndgribeligt, inskriptionen på den Østlige klok­ke i det søndre tårn, de malmfulde ord: Dum trahor, audite, voco vos ad gaudea vitæ. "Medens jeg (klok­ken) trækkes, så hører: jeg kalder eder til livets glæ­der". Med dette dejlige latin ringede han sin afskeds­prædiken til sin store menighed, nogle dage inden han tog til København for at tale til de talløse sten. Som uvedkommende sad jeg og hørte på dette. Un­dertiden flyttede jeg blikket fra hans ansigt, som jeg syntes var alt for høfligt, op til figurerne med de flag­rende, brogede gevandter, der i svimmel barok svævede på baggrund af den hvide prædikestol, og jeg anede fred og ingen fare. Præsten kom ind på synden, og jeg følte mig endnu fjernere, da min syndsbevidsthed er af en egen kølig art. Det ærgrer mig, hvis jeg skylder penge væk. Men da gør han en lille gestus: "Pæne syn­der eller grimme synder, det er lige meget," siger han. Måske er det barthianisme, lidt uskyldigt kætteri. J eg ved det ikke. Men det ramte gudstjenestens uvedkom­mende gæst lige midt i hans psykologiske hjerte, og det slog ham i det samme, at de største menneskekendere næsten altid er kristne, medens de andres psykologi som oftest er ækelt opblandet med moral og lunkent vand. Og der sad jeg og vidste, at jeg sikkert må smutte ind ad mange små døre i kirker og forsamlingshuse ud over den danske provins, førend jeg rigtig lærer Dan­mark at kende. Lad så de store, totalitære stater lukke sig. Der er et utal af små danske byer, som en køben­havner har været tilbøjelig til at glemme, og i dem er der eventyr nok, åndelige, livsfarlige, - farlige. Det kunne jo let hænde, man kom hjem som et andet men­neske - og alligevel bestandig den samme.