En Ny Verden
Det, vi hidtil har kaldt verdenshistorie, har højst været den halve verdens historie. Det meste har udspillet sig omkring Middelhavet, I Ægypten, Mesopotamien, Palæstina, Lilleasien, Grækenland, Italien, Spanien og Nordafrika. Eller højst i nærheden deraf: I Tyskland, Frankrig og England. En gang imellem har vi kastet blikket mod øst, mod Kina, det velbeskyttede rige, og mod Indien, som på den tid vi nu taler om, blev regeret af en muslimsk kongefamilie. Men det, der ligger vest for det gamle Europa, hinsides England, det har vi ikke bekymret os om. Ingen havde bekymret sig om det. Kun nogle nordiske søfarere havde på deres vikingetogter engang langt mod vest set et barskt land, men var hurtigt draget videre, da der ikke var noget at hente der. Så dristige søfarere som vikingerne var der ikke mange af. Og hvem ville vove sig ud på det ukendte, måske endeløse ocean, der strakte sig mod vest fra England, Frankrig og Spanien?
Et sådant vovestykke blev først muligt gennem en ny opfindelse. Og også den har vi – jeg havde nær sagt ”naturligvis” – fra kineserne. Det var opdagelsen af, at et frit bevægeligt, ophængt stykke magnetjern altid rettede sig mod nord, altid pegede mod nord: Det var kompasset. Kineserne havde i lang tid anvendt sådanne kompas på deres rejser gennem ørkenen, og nu sivede kendskabet til dette trolddomsredskab via araberne over til europæerne, der lærte det at kende under korstogene omkring 1200. Dengang blev kompasset imidlertid kun sjældent brugt. Man var bange for det. Folk syntes, det var uhyggeligt. Først efterhånden blev nysgerrigheden større end frygten. Og ikke kun nysgerrigheden. Derovre i de fjerne lande kunne der jo findes skatte, fremmedartede rigdomme, som man kunne bringe hjem. Endnu vovede ingen sig ud på det vestlige hav. Det var for stort og ukendt. Hvor kom man hen, hvis man begav sig derud?
Da fik en fattig, eventyrlysten, ærgerrig italiener fra Genova, som kaldte sig Columbus og længe havde siddet bøjet over gamle geografiske optegnelser, et indfald, han blev som besat af. Hvor kommer man hen? Hvis man bliver ved at rejse mod vest, må man til sidst komme til Østen! For jorden er jo rund! Er en kugle. Sådan stod det skrevet i mange bøger fra oldtiden. Og når man således bliver ved at sejle mod vest, rundt om den halve verden, og lander i det fjerne Østen, så var man i det rige Kina, i det sagnomspundne Indien. Der fandtes der guld og elfenben og sjældne krydderier. Hvor meget nemmere ville det ikke være med kompasset at sejle over oceanet end at drage gennem alle ørknerne og over de skrækkelige bjerge, som Alexander den Store i sin tid havde gjort, og som handelskaravanerne, der bragte silke fra Kina til Europa, stadig gjorde. På et par dage, mente Columbus, kunne man ved at følge hans nye vej være i Indien, i stedet for at bruge flere måneder ad den gamle vej. Han fortalte alle mulige mennesker om sin plan, og alle grinede af ham. Hvilken nar! Men han lod sig ikke rokke. ”Giv mig skibe, giv mig et skib, jeg skal gøre det og bringe jer guld fra eventyrlandet Indien!”
Han henvendte sig til Spanien. Der havde to kristne kongeriger på den tid, i år 1479, forenet sig gennem ægteskab mellem deres monarker og trængte nu i en bitter kamp araberne (der, som du ved, havde hersket i Spanien i mere end 700 år) ud af deres herlige hovedstad Granada og drev dem helt ud af landet. Columbus fandt ingen støtte for sin idé ved kongehoffet i Portugal og heller ikke i Spanien. Dog lod man den undersøge nærmere ved det berømte universitet i Salamanca, men til sidst blev den erklæret for uigennemførlig.
Syv år senere ventede Columbus fortvivlet og tryglede: ”Giv mig skibe!” Til sidst besluttede han at forlade Spanien og tage til Frankrig. På vejen mødte han tilfældigt en munk, der var den spanske dronning Isabella af Castiliens skriftefader. Denne skriftefader indså det geniale i Columbus´ idé. Han fortalte dronningen om den, og til sidst lod hun atter Columbus komme i audiens. Man da havde han nær spoleret det hele. For det, han krævede, hvis hans plan lykkedes, var ikke småting. Han ville adles, han ville være kongens stedfortræder i alle nyopdagede indiske lande, han ville være admiral og have en tiendedel af alle nyopdagede landes skattebetalinger og meget andet. Da man afviste hans krav, vendte han sig bort. Mod Frankrig. Men så ville de lande, han ville opdage, komme under den franske konge. Det frygtede spanierne. Man kaldte ham derfor tilbage og bevilgede ham, hvad han forlangte. Man gav ham to dårlige sejlskibe. Hvis de går ned, tænkte man, er skaden ikke så stor. Han hyrede selv et tredje skib. Så drog han ud på oceanet mod vest og stadig videre mod vest for at komme til det østlige Indien. Den 3. august i året 1492 sejlede Columbus ud fra Spanien. Han måtte gøre et længere ophold på en ø for at få et af sine skibe repareret. Derefter gik det videre, videre og videre vestpå. Stadig ikke noget Indien! Hans folk blev utålmodige, derefter fortvivlede. De ville vende om. Columbus fortalte dem ikke, hvor langt de i virkeligheden allerede var fra deres hjemland. Han løj for dem. Endelig, endelig, den 11. oktober 1492 omkring klokken 2 om natten gav et kanonskud fra et af hans skibe signalet: Land i sigte!
Columbus var henrykt og stolt. Indien! De fredelige folk, der stod på stranden, det var altså indere eller, som man sagde, indianere! Men det ved du jo var en fejl. Columbus befandt sig slet ikke i Indien, men på øer i nærheden af Amerika. Endnu i dag kalder man jo Amerikas urbefolkning indianere og øerne, som Columbus landede på, hedder til minde om hans fejltagelse De Vestindiske Øer. Det virkelige Indien lå uendeligt langt væk. Meget længere foran dem en Spanien lå bag dem. Columbus skulle være sejlet videre i mindst to måneder og ville være gået sørgeligt til grunde med alle sine mænd og aldrig have nået det virkelige Indien. Men dengang troede han, at han var i Indien, og tog landet i besiddelse i den spanske konges navn. Også senere, på hans andre rejser, fastholdt han, at det var Indien, han havde opdaget. Han accepterede aldrig, at den store idé, der havde drevet ham, var forkert. At Jorden er meget større, end han havde forestillet sig. At vejen til Indien over land er meget kortere end søvejen over Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. Han ville være vicekonge af Indien, hans drømmes land.
Du ved måske, at nogle regner dette år, 1492 efter Kristi fødsel, hvor den fantastiske eventyrer Christoffer Columbus ved en tilfældighed opdagede Amerika, fordi det så at sige lå ham i vejen, for begyndelsen på nyere tid. Det er et endnu mere tilfældigt årstal end 476 efter Kristi fødsel, hvor man har ladet middelalderen begynde. For dengang faldt jo virkelig det vestromerske rige og dets sidste kejser med det mærkværdige navn Romulus Augustulus. I år 1492 vidste ingen, heller ikke Columbus, at denne rejse ville betyde mere end guld fra ukendte lande. Columbus fik ganske vist en overvældende modtagelse, da han vendte hjem til Spanien, men snart gjorde han sig på sine andre rejser så upopulær ved sin ærgerrighed og stolthed, sin begærlighed og sine fantasier, at kongen lod denne sin vicekonge og admiral arrestere og bringe hjem fra Vestindien i lænker. Disse lænker opbevarede Columbus livet igennem, også da han atter var taget til nåde og kommet til ære og rigdom. Han hverken kunne eller ville glemme en sådan krænkelse.
De første spanske skibe med Columbus og hans ledsagere havde kun opdaget øer, med en godmodig, fattig simpel indianerbefolkning. Det eneste, de spanske eventyrere ville have at vide af dem, var, hvorfra de havde de guldsmykker, som mange af dem bar i næsen. De pegede mod vest. Og således kom man til det rigtige Amerika. For det var dette guldland, spanierne søgte. De havde de utroligste forestillinger om det og forventede byer med tage af guld. Det var nogle vilde karle, disse spaniere, der drog ind i de ukendte lande for at erobre dem for den spanske konge og skaffe sig bytte. Faktisk nogle grusomme røverhøvdinge, af uhørt hensynsløshed, falskhed og svig over for de indfødte, drevet frem af et vildt begær på stadig mere fantastiske eventyr. Intet eventyr syntes dem umuligt, intet middel var dem for usselt, når det drejede sig om guld. De var ubegribeligt tapre og ubegribeligt umenneskelige. Det sørgeliste er, at disse mennesker ikke kun kaldte sig kristne, men også hele tiden hævdede at begå disse rædselsgerninger mod hedningene for Kristendommen.
Særlig en af erobrerne, en tidligere student, Fernando Cortez, var grebet af uhørt ærgerrighed. Han ville drage ind i landets indre og tilrane sig alle de sagnomspundne skatte. I år 1519 drog han med 150 spanske soldater, 13 ryttere og et par kanoner af sted fra kysten. Indianerne havde aldrig før set hvide mennesker. Heller ikke heste. Kanonerne jog dem en forfærdelig skræk i livet. De anså de spanske røvere for mægtige troldmænd, hvis ikke for guder. Alligevel forsvarede de sig ofte tappert og overfaldt dem på fremmarch om dagen og i deres lejr om natten. Men Cortez hævnede sig lige fra begyndelsen frygteligt, satte indianerlandsbyerne i brand og dræbte tusinder.
Snart kom udsendinge fra en mægtig, fjern konge ham i møde, med pragtfulde gaver af guld og farvestrålende fjer. De bad ham vende om. Men disse gaver gjorde kun Cortez endnu mere nysgerrig og rovgrisk. Altså drog han videre på eventyr og tvang mange indfødte til at følge ham, sådan som store erobrere altid har gjort. Endelig kom han til den mægtige konge, som havde sendt gesandterne og gaverne. Kongen hed Montezuma og hans rige så vel som hans hovedstad hed Mexico. Montezuma afventede ærbødigt Cortez og hans lille kompagni uden for byen, der lå mellem en mængde søer. Da spanierne var blevet ført ind i byen over en lang dæmning, gjorde de store øjne over al den pragt, skønhed og magt i denne vældige hovedstad, der var så stor som de største, de kendte i Europa. Den havde lige gader, flere kanaler og broer, mange pladser og store markeder, hvor ti tusinder dagligt kom for at købe og sælge.
Cortez skriver i en beretning til den spanske konge: ”Der handler man med levnedsmidler af enhver art, med klenodier af guld, sølv, blik, messing, knogler, muslinger, hummerskaller og fjer, med tilhuggede og utilhuggede sten, kalk- og teglsten, med råt og bearbejdet tømmer”. Han fortæller, at i nogle gader sælges alle slags fugle og dyr, i andre alle slags planter, at der er apotekere, barberer og kroer, sjældne haveplanter og frugter, malerfarver, køkkengrej og bagværk. At der altid sidder ti dommere på markedspladsen for straks at kunne dømme i enhver strid. Derefter skildrer han byens vældige templer, der i sig selv er så store som hele byer, med mange høje tårne og farverige rum, med kæmpestore, skrækindjagende gudebilleder, som man ofrer mennesker til. Han skildrer også fuld af forundring byens store huse med deres rummelige gemakker og kønne blomsterhaver, vandforsyningen, vagterne og tolderne.
Montezumas palads gjorde særligt indtryk på ham. Han siger, at Spanien ikke ejer noget tilsvarende. Det havde en meget smuk have, derover rejste sig på søjler og plader af jaspis tårn i flere etager, hvorfra man havde vid udsigt; der var rummelige sale, fugledamme og en kæmpestor zoologisk have, hvor dyr af alle slags blev holdt i bure. Omkring Montezuma flokkedes en prægtig hofstab af fornemme embedsmænd, der viste ham den største ære. Selv klædte han sig forskelligt fire gange dagligt, hver gang i helt nye klæder, som han aldrig iførte sig to gange. Man nærmede sig ham med bøjet hoved, og folket skulle kaste sig på jorden og måtte ikke se på ham, når han i en bærestol blev båret gennem Mexicos gader.
Cortez lod denne mægtige hersker tage til fange med list. Montezuma var som lammet over denne frækhed og mangel på ærbødighed. Han vovede ikke at gøre noget mod de fremmede hvide, for der fandtes et gammelt sagn i Mexico om, at engang skulle hvide guder, Solens sønner, komme fra øst for at tage landet i besiddelse. Nu anså man spanierne for disse hvide guder. Men det var snarere hvide djævle. Ved en tempelfest overfaldt de alle fornemme og forsvarsløse mexicanere og myrdede dem. Da et frygteligt oprør brød ud, ville Cortez tvinge Montezuma til fra taget af sit palads at mane folket til ro. Men folk havde fået nok. De kastede sten efter deres egen konge, og dødeligt ramt faldt Montezuma om. Herefter fulgte et forfærdeligt myrderi, hvor Cortez viste alt sit mod, for det er virkeligt et under, at det lykkedes denne lille hær af spaniere at flygte ud af den oprørte by og nå frem til kysten gennem fjendeland med alle deres syge og sårede. Naturligvis vendte han snart tilbage med nye soldater, ødelagde og nedbrændte hele den blomstrende by, og spanierne begyndte, der og i andre egne af Amerika, at udrydde det gamle kultiverede indianerfolk på den afskyeligste måde. Dette kapitel i menneskehedens historie er så rædselsfuldt og så beskæmmende for os europæere, at jeg foretrækker at tie om det.
I mellemtiden havde portugiserne fundet den virkelige søvej til Indien og opførte sig der ikke meget bedre end spanierne blandt indianerne. Al visdom hos de gamle indere var dem ganske ligegyldig. Også de krævede guld og atter guld. Men på grund af dette guld fra Indien og Amerika kom der så mange penge til Europa, at borgerne blev stadig rigere og ridderne og godsejerne stadig fattigere. Da skibene jo sejlede mod vest og kom tilbage vestfra, blev først og fremmest de vestlige havnebyer i Europa rige og betydningsfulde. Ikke kun i Spanien, men også i Frankrig, England og Holland. Tyskland deltog ikke i disse erobringer på den anden side af havet. Det havde dengang rigeligt at se til på hjemmefronten.
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie. Side: 183-189
|