En lykkelig og en ulykkelig konge.
Side 210-215
England var det neste store land, der ikke deltog i Trediveårskrigen. Lykkelige englændere, vil du måske sige. Men også de havde dengang deres vilde tid, der ganske vist ikke endte så skrækkeligt som den tyske. Du husker måske, at den engelske kong Johan i år 1251 i et stort brev, Magna Charta, højtideligt måtte love sine adelige, at han og hans efterfølgere aldrig ville gøre noget uden først at spørge de fornemme og greverne, om de var indforstået med det. I omtrent 400 år holdt de engelske konger dette løfte. Men så kom der en, et barnebarn af den halshuggede Maria Stuart, kong Karl I, der ikke ville holde det. Han spurgte helst ikke de adelige og de forsamlede borgere i Parlamentet om deres mening. Han ville hellere regere, som han havde lyst til, og frem for alt havde han lyst til at bruge en masse penge.
Det passede overhovedet ikke det engelske folk. I England fandtes der mange meget strenge, fromme protestanter, som man kaldte puritanere, det vil sige de rene. De hadede enhver form for pragt og vellevned. Deres leder i kampen mod kongen var en fattig adelsmand, Oliver Cromwell, en usædvanlig from og tapper kriger af enorm viljekraft og også hensynsløshed. Han tog med sine strengt disciplinerede og stærkt troende tropper kong Karl I til fange efter langvarige kampe og lod ham stille for en krigsret. Kongen blev dømt til døden og halshugget i år 1649, fordi han ikke havde holdt det kongelige løfte og havde misbrugt sin magt. Herefter herskede Cromwell i England. Ikke som konge, men som ”landets beskytter”, som han kaldte sig. Og ikke kun kaldte han sig det, han var det også. Alt det, Elisabeth havde igangsat, de engelske kolonier i Amerika og handelsstationerne i Indien, den velfungerende flåde og den omfattende søhandel, var også for ham det vigtigste. Hele sin skarpsindighed og al sin viljekraft rettede han mod at styrke Englands magt på alle disse områder og at svække de hollandske naboer mest muligt. Da konger atter kom til magten i England efter Cromwells død (fra 1688 var det et hollandsk kongehus), var det ikke længere så vanskeligt at regere. Det gik hele tiden fremad. Men til den dag i dag har ingen vovet at bryde det store brevs gamle løfter.
De franske konger havde det nemmere. Dér fandtes ingen store breve. Desuden havde de et velhavende, folkerigt land at herske over, som ikke engang de skrækkelige religionskrige havde kunnet ødelægge helt. Vigtigst var, at på Trediveårskrigens tid havde den fantastisk dygtige kardinal Richelieu været den egentlige hersker af Frankrig og havde gjort mindst lige så meget for landet som Cromwell for England. Han forstod nemlig at fratage ridderne og adelen enhver mulighed for medbestemmelse. Ved dygtighed og snedighed fik han efterhånden spillet disse landes mægtige deres magt af hænde. Han var en god skakspiller, der forstår at udnytte enhver stilling og forvandle en lille fordel til en stor. Derfor fik han efterhånden tilspillet sig hele magten, og også, som du hørte, gjort Frankrig til en stormagt i Europa. Han havde i Trediveårskrigen hjulpet med at overvinde den tyske kejser, og da Spanien var forarmet, Italien splittet og England endnu ikke så mægtig, gjaldt Frankrig ved Richelieus død som det eneste land, der dengang talte. I år 1643, kort efter kardinalens død, kom kong Ludvig XIV til magten. Han var dengang fem år gammel og er stadig indehaver af verdensrekorden i regeringstid. For han regerede til 1715, altså 72 år. Og regere gjorde han virkelig. Naturligvis ikke som barn; men knap var hans formynder, kardinal Mazarin, der havde regeret videre i Richelieus stil, død, før han selv overtog al magten. Han befalede, at ikke engang et rejsepas måtte udstedes til nogen franskmand, uden han selv havde givet bevilling til det. Hele hoffet lo og mente, at det bare var et lune hos den unge hersker. Det vil han snart blive træt af, mente de. Men han blev ikke træt af det. At være konge var for ham mere end blot tilfældigvis at være født til det. Det var som en stor rolle i et teaterstykke, som han nu skulle spille livet ud. Og næppe noget menneske før ham eller efter ham har indstuderet denne rolle så nøje og spillet den til ende med en sådan værdighed og med en sådan pomp uden at blive træt.
Al den magt, som ministrene Richelieu og Mazarin havde besiddet, tog han nu til sig. De adelige havde ingen andre rettigheder end at få lov at iagttage, hvordan han spillede sin rolle. Det højtidelige skuespil begyndte med det såkaldte lever klokken 8 om morgenen, hvor det behagede ham at stå op. Da kom kammertjeneren og lægen ind i hans sovegemak sammen med prinserne af familien. Højtideligt knælende rakte man ham to store, pudrede parykker, der så ud som bølgende manker. Han udvalgte den, der behagede ham mest, iførte sig en kostbar morgenkåbe og satte sig ved siden af sengen. Nu måtte de højeste adelige, hertugerne, betræde sovekammeret, og mens kongen blev barberet, kom hans sekretærer, officerer og andre embedsmænd. Derefter blev døren åbnet, og en sværm af prægtigt klædte værdighedspersoner, marskaller, statsholdere, høje kirkefyrster og personlige yndlinge viste sig for beundrende at bistå ved den højtidelige handling, når Hans Majestær Kongen klædte sig på.
Det var alt sammen reguleret til mindste detalje. Den højeste ære var at få lov at række kongen skjorten, der i forvejen var blevet omhyggeligt varmet. Denne ære havde kongens bror, og hvis han ikke var til stede, den næsthøjeste i rang. Kammertjeneren holdt det ene ærme, en hertug det andet, og så krøb Hans Majestæt i skjorten. På denne måde fortsatte det, til kongen stod fuldt påklædt med sine farverige silkestrømper og korte silkebukser, med en kulørt atlaskvams, det lyseblå skærf, kården og sin broderede frakke med kniplingshalsbindet, som den høje embedsmand, den kongelige halsbindsopbevarer, overrakte ham på en sølvbakke. Derefter trådte kongen med fjerhat og stok, smilende beleven, ud af sit sovekammer ind i den store sal, havde til alle en veldrejet elskværdighed parat, mens folkene beskuede ham og i ydmyge, skabagtige floskler forkyndte, at i dag er han da skønnere en den græske solgud Apollon og vældigere end den græske helt Herkules, ja han er som selveste Guds sol, der med sine stråler og sin glans opretholder alt liv. Du ser, at det var næsten ligesom med farao, der blev kaldt Solens søn, men én stor forskel er der dog. De gamle ægyptere troede det virkelig. Med Ludvig XIV var det kun en slags skuespil; han vidste selv lige så vel som alle andre, at det alene drejede sig om en højtidelig, velinstuderet forestilling der skulle imponere.
I forværelset forkyndte kongen efter sin morgenbøn dagens program. Og der forestod faktisk mange timers regeringsarbejde, som han hver dag udførte, for han ville jo tage sig af alt i staten. Desuden var der de mange jagter, baller og teaterforestillinger, som hans hof fornøjede sig med, og hvor han også altid selv var til stede. Lige så besværligt og højtideligt, som det var, når han stod op, var det ved hvert måltid, og også det at gå i seng udviklede sig til en kompliceret, balletagtig forestilling. Der fandt man de mest komiske overdrivelser. Således skulle for eksempel hver enkelt bøje sig foran kongens seng som en troende foran alteret, også selv om kongen ikke lå i den. Når kongen spillede kort og underholdt sig, stod der altid en sværm af mennesker omkring ham i ærbødig afstand og lyttede til hans elegante, åndfulde ord, som var det åbenbaringer.
At være klædt som kongen, at bære stok og hat på hans måde og at sidde og gå som ham, det var målet for alle mænd ved hoffet. Og at indynde sig hos ham var alle kvinders mål. Også de kniplingskraver og store, knitrende kjoler af de fineste stoffer og med de kostbareste smykker. Hele livet udspillede sig på de mest overdådige slotte, man endnu havde set. For slotsbyggeri var Ludvig XIV´s store lidenskab. Således byggede han sig et slot uden for Paris, der var næsten lige så stort som en by; med uendelige sale fulde af guld og damask, med krystallysekroner og tusindvis af spejle, med elegante møbler, med fløjl og silke og pragtfulde malerier, hvor man kunne se Ludvig som Apollon blive hyldet af alle Europas folk. Det mest storslåede var dog ikke selve slottet, men derimod parken. Den var præcis så forfinet og snirklet og finurlig som hele liver dér. Ikke et eneste træ fik lov at vokse, som det ville, ingen busk måtte beholde sin naturlige form. Alt grønt blev studset og beskåret til snorlige løvvægge og runde buksbomhække; der var store plæner med snørklede blomsterbede og alleer med cirkelrunde pladser, med statuer, damme og springvand. Her spadserede de engang så mægtige hertuger med deres damer frem og tilbage i det hvide grus og underholdt sig i smagfulde, nydeligt formede sætninger om måden, hvorpå den svenske gesandt nyligt havde udført sin bukken og nejen, og om lignende vigtige ting.
Du kan nok forstille dig, hvad sådan et slot og sådan et liv har kostet. Alene kongen havde 200 tjenere, og det fortsatte i samme stil. Men Ludvig XIV havde kloge minister, for det meste folk af beskeden herkomst, hvem han havde tildelt magt på grund af deres dygtighed. De forstod at hale penge ud af landet. Især lagde de vægt på handelen med udlandet og begunstigede fransk håndværk og fransk industri mest muligt. Til gengæld blev bønderne dengang skrækkeligt plaget af skatter og afgifter, og mens man ved det kongelige taffel spiste de mest udsøgte retter af guld- og sølvservice, levede bønderne bogstavelig talt af affald og ukrudt.
Hoflivet var endda ikke engang det bekosteligste. Det, der kostede allerflest penge, var de krige, Ludvig XIV uophørligt førte, for det meste uden anden grund end at udvide sin magt og tage land fra nabostaterne. Han havde en kæmpestor, veludrustet hær, og med den gjorde han indfald i Holland eller Tyskland og tog for eksempel Strassburg fra tyskerne uden at søge efter det mindste påskud. Han anså sig for herre over hele Europa. Og på en vis måde var han det også. Alle magthavere efterlignede ham. Snart havde hver eneste tyske fyrste, også hvis han kun herskede over et lillebitte, fattigt land, et kæmpemæssigt slot i stil med Versailles, med guld og damask, med studsede alleer, med herrer i store parykker og pudrede damer i brusende kjoler, med smigrere og elegante floskelmagere. I alt dette efterlignede de ham. Kun ikke i én ting. De var det, som Ludvig XIV kun spillede: overdådigt udstafferede, lettere komiske, skabagtige kongedukker. Ludvig XIV var mere. Og for at du ikke kun skal tro det, fordi jeg siger det, gengiver jeg her noget fra et brev, han skrev til sit barnebarn, da denne drog til Spanien for at blive konge der: ”Begunstig aldrig de mennesker, der smigrer dig mest, men sæt pris på dem, der for den gode sags skyld, vover at mishage dig. Forsøm aldrig dine forretninger for fornøjelsers skyld, udform en plan at leve efter, som bestemmer, hvornår der er tid til rekreation og adspredelser. Vend al opmærksomhed til regeringsarbejdet. Lyt i begyndelsen mest muligt, inden du beslutter noget. Gør alt, hvad der står i din magt, for at lære fremragende mænd nøje at kende, så du kan anvende dem, når du får brug for dem. Vær venlig mod alle, sig aldrig noget krænkende til nogen.” Og det var virkelig kong Ludvig XIV af Frankrigs grundsætninger, denne mærkværdige mand, der var en blanding af forfængelighed, ynde, ødselhed, værdighed, hensynsløshed, skuespil og flid.
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie
Ove.
|