En ildelugtende historie....godt, at vi nu har opfundet sæbe og vand! 

Vand har ikke altid været det foretrukne middel til hygiejne. I flere århundreder troede man, at det bragte sygdom med sig at vaske sig. Hele Europa, rig som fattig, stank.

Renlighed er en god ting, sagde kællingen. Hun vendte særken juleaften. Gammelt dansk ordsprog

Den renlige kælling optræder også i et andet ordsprog, hvori hun tørrer bordet med en kattekilling. Det sidste har næppe sin rigtighed. Men tricket med at vende særken en gang om året bygger på fakta. Sådan gjorde man i flere hundrede år i Europa, fordi man troede, at vand var roden til alt ondt. Til gengæld kunne en ren særk signalere velpleje, om end ikke i kællingens tilfælde. Hun trak sandsynligvis særken over en møgbeskidt krop. I dag bader vi og vasker os, fordi vi ved, at det er sundt. Vi går på spa, fordi vi nyder det. Vi opfører os som oldtidens folk i Egypten, Grækenland og især som romerne, der til fulde udnyttede det rindende vands lyksaligheder. Fordi de kunne lide det, ikke fordi de kendte til bakterier og roden til svampesygdomme. Men efter oldtiden kom der en tid i Europa, hvor man forvekslede vand med årsagen til sygdom og derfor undgik det som pesten. Kropsvask var dekadent og farligt. Til gengæld blev bomuldslinned blandt de rige regnet for tegn på renlighed. De rige kunne skifte mange gange om dagen. De fattige måtte bare lugte i det tøj, de nu stod og gik i  og sjældent fik af, før nogen vaskede deres døde, afsjælede legeme. Da den i Canada bosiddende journalist og forfatter Katherine Ashenburg samlede materiale til sin gennemgang af den vestlige historie om renlighed, den nys udkomne bog ’Clean – An Unsanitized History of Washing’, var det spørgsmål, hun oftest fik: Hvordan kunne de holde ud at have sex med hinanden, når de var så beskidte? Hun kunne konstatere, at befolkningsvækst viser, at sex og renlighed ikke har ret meget at gøre med hinanden. Ashenburg citerer Sant Bernard for følgende visdomsord.

»Når alle stinker, lugter ingen«.

Prut og sved

Det er forbløffende, hvad den menneskelige næse kan kapere, som vi her i landet har opdaget under rygeforbuddet i offentlige forsamlinger. Nok måtte man tidligere holde vejret et minut eller to, før man dykkede ned i et røgfyldt rum, men så vænnede man sig til det. Indtil næste morgen når man fiskede sit tøj frem, og det osede af gammel tobak. Nu klager folk over, at der lugter af prut og sved til koncerter. Tobakken er der ikke mere til at maskere vores kropslugte og diverse uddunstninger. Vi stinker. Hvis vi da ikke gør noget for at fjerne sved og udsondringer. Det gjorde de gamle grækere med deres bade, som blandt andet er beskrevet i Homers ’Odysseen’ fra omkring 800 f.Kr. Vi hører om den græske sagnhelts besøg hos kong Alkinos i Christian Wilsters originale oversættelse fra 1837: »Skaffersken tren nu ind og bød Odysseus at stige fluks i karret til bad, og inderlig glad i sit hjerte såe han det dampende bad; thi han nød kun mådelig pleje, siden den fagre Kalypso han havde forladt, i hvis bolig plejet og kvæget han blev som en gud under hele sit ophold. Men da nu

ternerne havde ham toet og salvet med olie, gav de ham kjortelen på og hans dejlige kappe«.

Odysseus fik altså et vederkvægende varmt bad og siden en oliepakning, ganske som man gør nu i diverse spaer. Skal man tro Katherine Ashenburg, var det ellers først med romerne, de varme luksuriøse bade rigtig kom til deres ret.

I ’Clean – An Unsanitized History of Washing’ fortæller hun om, hvordan romerne udviklede en renlighedskultur med badetempler, hvis udbredelse og luksus først kom igen i vor tid. Mænd og kvinder blandede sig, men kønnene kunne også gå hver for sig. De fattige og selv slaverne kunne tage bad på de offentlige badeanstalter. I det første århundrede før vor tidsregning var der 170 offentlige bade i Rom. Velhavende romere havde eget bad, men gik ofte i det fælles, der fungerede som de senere klubber for det engelske aristokrati. Man sladrede, man netværkede. Beskidte kristne

Romerne udbredte deres hygiejniske vaner, deres akvædukter og rørsystemer til den del af Europa, de underlagde sig. Men med barbarernes indtog faldt det hele sammen. Kristendommens indtog gjorde det ikke bedre. En ren, from sjæl i et snavset legeme blev en dyd. Da maurerne erobrede Spanien i 711, gjorde vandet igen sit indtog i Spanien, både i form af springvand og som middel til renlighed. Vand indgik i renselse før bøn, ligesom vand indgik i jødernes religiøse ritualer. Men ikke hos de kristne. Her var det nok at pjaske lidt dåbsvand på de små og dyppe fingerspidserne i vievand som symbol på renselse. Som en reaktion på maurernes regime fejrede de kristne sejren over dem med at smadre badene. Inkvisitionen betragtede ’dem, som bader’, altså arabere og jøder, som kættere. Snavs blev ligestillet med dyd og den sande tro. Rigtige helgener var virkelig beskidte, om end de viste deres nærhed til Gud ved at vaske fødderne på især syge og gamle. Ikke at den spanske skræk for vand greb resten af Europa. Man badede stadig i blandt andet Tyskland, og der fandtes badeanstalter rundt omkring i middelalderen, om end deres popularitet var svingende i de forskellige lande, blandt andet fordi de blev betragtet som umoralske. Men pesten, kaldet den sorte død, satte fra 1347 og flere århundreder frem en stopper for badstuer og vandvask. 25 millioner døde, alt imens man desperat søgte forklaringer på, hvordan det kunne ske. Alt fra planeternes indbyrdes stilling og deres effekt på spredning af giftige dampe til varme bade fik skylden. Det blev fastslået, at varme bade åbnede huden for sygdom og død. »Dampbade og badehuse skal forbydes, fordi ens hud er blød og porerne åbne, når man går derfra. Derfor kan pestbefængte dunster let trænge ind i kroppen med følge af hurtig død, som man ofte har kunnet konstatere«, skrev den kongelige læge Ambroise Paré i 1568.

Det rene linned

Katherine Ashenburg konstaterer, at de næste to århundreder blev de mest beskidte i Europas historie. Så sent som i 1655 skrev den franske læge Théophraste Renaudot , at »badning fylder hovedet med uddunstninger. Det er en fjende af nerver og muskler«. Ikke sært at den senere kong Ludvig XIII ikke blev vasket, da han blev født i 1601. Da han var seks uger, blev hans hoved masseret. En uge efter blev hans vugge smurt med smør og mandelolie, mens hans ben første gang fik et bad i lunkent vand, da han var fem år. Et rigtigt bad fik han, da han var syv, ifølge optegnelser fra hans læge. Ludvig XIV og hans bror Philippe blev regnet for meget rene, fordi de skiftede skjorter, nystrøgne rene linnedskjorter, tre gange om dagen. Det blev anset for bedre end at vaske sig, og meget sikrere. Det rene linned blev moderne, og man lod det titte frem, især i England, ligesom senere tiders filmhelte som James Dean og Marlon Brando lod sig beundre i kridhvide undertrøjer. Rent linned har beholdt sin magi, bare tænk på vasketøjsreklamer – og Estée Lauders parfume White Linnen fra 1978, fulgt af Pure White Linnen og Pure Light Breeze. Vaskevand holdt sit indtog i Versailles sammen med Marie Antoinettes, hvis brudebagage fra Østrig i 1760 inkluderede et sammenklappeligt bidet. Hendes mand, Ludvig XV (1715-74) kunne, mens han endnu nød livet i frihed på slottet, glæde sig over to badekar, et til indsæbning og et til afrensning. Efter den franske revolutions blodbad kom et nyt snavset regime, men magten tilfaldt snart kejser Napoleon og hans første kejserinde, Josephine. De var begge ivrige badere. Napoleon brugte tydeligvis sine karbade som terapi. Som krigene gik ham imod, blev badene længere og længere og kunne strække sig til seks timer. Kejserparret var så rene, at lugten af menneske for dem blev et afrodisiakum. »Jeg kommer til Paris i morgen aften. Lad være med at vaske dig«, skrev Napoleon i et brev til Josephine i 1796.

Styrtebadet

Ikke alle fandt lugten af krop og sved sexet. Således var den engelske forfatter Charles Dickens en for sin tid fanatisk vandhund. I sommeren 1849 er han og familien på ferie på Isle of Wight. Han fik konstrueret sit helt eget private styrtebad med et hegn omkring et vandfald på stranden.

»Et styrtebad som vi tager hver morgen, til uhæmmet forbløffelse for de indfødte «, som han skriver. Og Dickens fremturer. I 1851 får han i sit hus i London bygget et topmoderne badeværelse med såvel badekar som brusebad, som han selv har tegnet. Som noget ganske nyt bliver wc’et anbragt bag en væg. Det finder Dickens mest diskret. Den kendte forfatter var en foregangsmand, hvad angik sanitære forhold i sit land, men snart blev vand og toiletter mere udbredt. ’De store uvaskede masser’, som William Makepeace Thackeray døbte de fattige i sin roman ’Pendennis’ i 1849, blev en fare for de rige. De fattige lugtede, fordi andre begyndte at være mere hygiejniske. Men hvad værre var, de kunne smitte. Renhed blev lige så langsomt udbredt igen over den vestlige halvkugle. Læger udgav bøger om, hvordan man tog det korrekte bad. Man opdagede bakterier.

Man fik langsomt adgang til vand i sin bolig. Men sanitet er stadig ikke en selvfølge. Således kunne gratisavisen 24timer i marts fremskaffe tal fra Danmarks Statistik, der opgav 16.084 etageejendomme i Danmark, hvor beboerne er uden eget toilet. I alt 25.000 danskere er stadig uden et toilet, mens knap 100.000 husstande er uden eget bad. Til gengæld er man andre steder i Danmark fulgt med udviklingen, der handler om bedre og større badeværelser og stadig mere avancerede og lukulliske badeog velværebehandlinger. Det følger efter en amerikansk bølge, der startede efter Anden Verdenskrig. Man kunne ikke blive ren eller antiseptisk nok. Amerikanerne er stadig det folkefærd i vor del af verden, som vasker sig mest. De har også et marked fuld af velvære- og spaprodukter. I Danmark blev der i sent i 1800-tallet etableret flere kurbade. Blandt andet det nuværende Skodsborg Kurhotel & Spa, grundlagt i 1898 af Adventistsamfundet. Læge Carl Ottosen (1864-1943) indførte helsebringende bade, kolde som varme, lysbehandlinger og ophold i frisk luft foruden sund kost og karsk gymnastik. Stedet har i nyere tid udviklet sig i nærmest gammelromersk retning. Man byder blandt andet på en spabehandling, hvis ingredienser fremstilles af stedets restaurationskøkken af årstidens økologiske frugter. De er i øjeblikket abrikos, jordbær og vandmelon blandet med græsk yoghurt, der påføres efter diverse peelinger med kaffe og Epsomsalt og knust havregryn og rørsukker. Man dufter som et frugtfad bagefter. Således går vi i ring. Efter en mørk periode på flere hundrede år kan vi med god samvittighed nyde et varmt bad som de gamle grækere og romere, mens vi bruger naturens egne produkter til at gøre os selv lækre i lighed med de gamle egyptere. Vi ved, at vi skal holde bakterierne nede, og gør en fest ud af nødvendighed. Men hvor længe? Som Katherine Ashenburg skriver i sin bogs afslutning: kun til den næste alvorlige vandmangel. IAustralien har man allerede i visse områder haft begrænsninger på den personlige udfoldelse i badeværelset på grund af tørke. Måske ender vi som de græske atleter, der efter endt sportsudøvelse rensede sig med olie og en skraber. Men indtil da: Gå glad i bad. Dog helst brusebad, for at spare på grundvandet.

helle.hellmann@pol.dk

Katherine Aschenburg: Clean –An Unsanitized Historiy of Washing (Profile Books, 358 sider, 13 pund).

William Makepeace Thackeray døbte de fattige i sin roman ’Pendennis’ i 1849, blev en fare for de rige. De fattige lugtede, fordi andre begyndte at være mere hygiejniske. Men hvad værre var, de kunne smitte. Renhed blev lige så langsomt udbredt igen over den vestlige halvkugle. Læger udgav bøger om, hvordan man tog det korrekte bad. Man opdagede bakterier. Man fik langsomt adgang til vand i sin bolig.